Magt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Magt er et middelalderord, der kan føres tilbage til tysk "macht". Den oprindelige betydning sigter til situationer, hvor en eller flere personer tvinger deres vilje igennem, f.eks. med regler, love eller vold. De personer, der ikke får deres vilje kan betegnes som afmægtige. I denne tolkning er magt undertrykkende. I hverdagssproget anvendes magt ofte synonymt med dominans eller undertrykkelse.

I samfundsfilosofi er magt et mere komplekst begreb. Politologen Robert A. Dahl er ophav til en hyppigt citeret definition af magtanvendelse:

"En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør B, i det omfang A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”.[1]

Dahl tilføjer, at magt er en relation mellem A og B, hvor B har muligheden for at handle i modstrid med A's magtudøvelse (negativ magt). [2] Peter Bachrach og Morgan Baratz tager også udgangspunkt i aktørernes præferencer, men kritiserer Dahl for ikke at have blik for den indirekte magtudøvelse, hvor de priviligerede klasser udøver magt gennem dagsordensfastsættelsen.

Ved siden af – eller som supplement til- den undertrykkende opfattelse af magt, forefindes der også en opfattelse, hvori magt ses som et konstruktivt eller et produktivt element. Hegel mente, at institutionerne i et moderne samfund anvender magt som middel til at sikre frihed og fælles forståelse.[3] Den franske filosof Michel Foucault fremhæver bl.a., at biopolitik er en ny genealogi for magtudøvelse, som ikke blot supplerer, men også overtrumfer den juridiske magtopfattelse.[4]

I nyere organisationssociologi knyttes magtbegrebet især til beslutningsprocesser i virksomheder og i stater. I disse analyser er magt differentieret, fx på fire niveauer: direkte magt, indirekte magt, bevidsthedskontrollerende magt og strukturel magt.[5]

Magtens metafysik[redigér | redigér wikikode]

Forestillingen om magt kan spores tilbage til antikken; det er dog først ved bruddet med det religiøse verdensbillede, hvor Gud er almægtig, at magtens natur og oprindelse gøres til genstand for systematiske metafysiske overvejelser. [6] Machiavelli og Hobbes nævnes ofte som de første, der anvender magtbegrebet i et politisk perspektiv. Der er hos disse tale om en form for realisme, hvor magt er forbundet med at udøve handlinger. [7] I debatten om samfundets indretning var John Locke blandt de første, der anbefalede magtdeling som princip.[8] Lockes opdeling i tre magtudøvere: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev videreudviklet af Montesquieu i værket De l'esprit des lois fra 1748, hvor han knyttede magtdelingsprincippet til en analyse af Statsforfatningen i Storbritannien. Tredeling af magten havde stor indflydelse på Den franske revolution og på USA's forfatning, hvor checks and balances[9] er bærende princip. Heraf fremgår, at magt er knyttet til suverænitet og at den kan misbruges. I et demokrati er den folkelige kontrol med magtudøvelsen derfor af afgørende betydning.[10] Folkesuverænitetsprincippet stiller magtforskningen overfor et grundlæggende problem: Hvorledes kan magten kontrolleres, hvis den principielt tilhører hele folket? Problemstillingen diskuteres ofte med udgangspunkt i Hegels afvisning af folket som suveræn; kritikere af Hegel karakteriserer hans definition af staten som garant for rationalitet og retssikkerhed for at være konservativ.[11]

Karl Marx og Friedrich Engels hævdede i Det Kommunistiske Manifest, at magten i et kapitalistisk samfund er forbundet med ejendomsretten til produktionsmidlerne. [12] Max Weber anskuede magt som et differentieret begreb, hvor den økonomiske magt den organisatoriske magt og andre magtformer er koblinger, der giver herredømmet struktur.[13] Magten er for Weber både "muligheden for at påtvinge andre ens vilje" og en relation, der ligger skjult i samfundets struktur.[13] Denne komplekse opfattelse af magt har inspireret senere forskere som fx Michel Foucault, der fastlægger magt som en række "teknikker", der fungerer i komplekse strategiske sammenhænge. Magten er så altomfattende, at den næppe kan fastlægges entydigt.[14] Hans magtanalyse er bl.a. inspiration for en række casestudier,hvor magten forstås diskursivt.[15]

Teorier om, at magten er vævet sammen med kommunikationen, refererer ofte til Hannah Arendt og Jürgen Habermas. Hos Arendt legitimeres magten af fri meningsudveksling i det offentlige rum.[16], mens Habermas knytter magten til den strategiske handlen i systemet.[17].

Magtens former[redigér | redigér wikikode]

Direkte magt[redigér | redigér wikikode]

Direkte magt er den magt som udøves direkte i en beslutningsproces. Dvs. at A kan få B til at følge As vilje. Dirkekte magt kan opfattes både som en personlig egenskab, og som en materiel ressource. Den engelske forsker David Easton har kombineret de to indfaldsvinkler i sin definition: " Magt er den autoritative fordeling af værdier i et samfund"; heraf er teorien om primær og sekundær værdifordeling udviklet. [18]

Indirekte magt[redigér | redigér wikikode]

Indirekte magt vil f.eks. sige at A kan bestemme hvilke sager, B får mulighed for at tage stilling til. Denne type magt betegnes også som informationskontrol. De amerikanske forskere Bachrach og Baratz analyserede ikke blot den formelle politiske beslutningstagen, men også uformelle dagsordener, der omfattede økonomiske interesseparter og lobbyister. Med dette som udgangspunkt betegner de den indirekte magt som non-decision-making, dvs. magten til at afværge beslutninger og/eller afværge konsekvenserne af beslutninger. For en aktør kan det være mindst lige så vigtigt at forhindre beslutningers gennemførelse som at gennemføre faktiske beslutninger. [19]

Bevidsthedskontrollerende magt[redigér | redigér wikikode]

Den engelske sociolog Steven Lukes formulerede en kritik af begreberne direkte og indirekte magt. Hans indvending var, at disse begreber entydigt forholder sig til aktørernes adfærd, og derfor ikke inddrager de skjulte magtforhold. [20] Han fremhævede, at magtanalyse også må inddrage den bevidsthedskontrollerende magt, som forekommer, hvor A kan påvirke B's præferencer, så B mener at følge egne interesser, men i virkeligheden følger A's. [21] Lukes skelner i denne forbindelse mellem B's virkelige interesser, som er objektive og B's oplevede interesser, som er subjektive. [22]

Institutionel magt[redigér | redigér wikikode]

Institutionel magt er den magt, som følger af ureflekteret forståelse (som rutiner, vaner og normer) og accept af de samfundsskabte rammer. Aktørerne gør, "det vi plejer at gøre". Denne accept betyder, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den virkelighedsopfattelse, som disse institutioner skaber. Denne type magt er "stille", fordi hverken A eller B erkender den. [23]

Denne magt udøves ikke, da den ligger indlejret i aktøren (f.eks. som normer). Begrebet er derfor beslægtet med Bourdieus begreber strukturel vold og symbolsk magt, som fremhæver, at magten usynliggøres gennem en følelsesmæssig underkastelse af borgerne under de herskende klassers italesættelse af verden.[24] Magten er indlejret i den symbolske kapital, som både omfatter individuelle kompetencer og kollektive symboler på anseelse. [24] [25]

Magtbaser[redigér | redigér wikikode]

Nyere organisationsteori knytter ofte magtbegrebet til beslutningsprocesser i virksomheder. Et hyppigt anvendt begreb i denne forbindelse er magtbaser. Magtbesiddelsen kan både være baseret på personlige egenskaber og magthaverens placering i organisationen. [26] I litteraturen nævnes op til 8 magtbaser:

  • Belønnende magt: Baseret på deltagernes tillid til, at magthaveren har adgang til at uddele belønninger.
  • Tvingende magt: Baseret på deltagernes frygt for, at magthaveren kan pålægge straffe eller sanktioner.
  • Referencemagt: Baseret på deltagernes tillid til magthaverens positive personlige egenskaber.
  • Legitim magt: Baseret på magthaverens formelle autoritet og/eller formelle position til at udstede ordrer.
  • Ekspertmagt: Baseret på magthaverens viden og indsigt i problemløsning.
  • Informationsmagt: Magthaverens adgang til informationer, der ikke er tilgængelige for alle.
  • Adjungerende magt: Magthaveren optræder på vegne af overordnede, som man kan referere til eller er stærkt knyttet til.
  • Gruppemagt: Kollektiv magtposition, baseret på fælles evne til eller interesse i problemløsning. [26]

Danske forhold[redigér | redigér wikikode]

I 2003 offentliggjorde et udvalg, nedsat af Folketinget der i 1997 stillede opgaven, at igangsætte "en analyse af demokrati og magt i Danmark" til uafhængige forskere [27] en rapport om Magtens fordeling i Danmark. [28] Rapporten fastlægger magt som en ressource, der tilfalder aktører eller grupper af aktører. Rapporten oppfatter magtefordelingen som et nulsumsspil, hvor der er vindere og tabere. Det fremgår, at borgerne i almindelighed har fået mere magt i perioden op til rapportens offentliggørelse. Det er især i dette perspektiv, at demokratiet sættes i fokus. Borgerindflydelse er knyttet til den enkelte borgers grad af aktiv deltagelse og denne deltagelse har styrket de demokratiske institutioner, samtidig med at deltagelsen har antaget nye former. [29]. I et sociologisk perspektiv er deltagelsen og dermed også adgangen til demokratiske processer dog ulige fordelt. Uligheden er primært et resultat af fordelingen af uddannelsesressourcerne. Denne synsvinkel udfoldes fortrinsvis i kapitel 5, som omhandler forskellige uligheder i forhold til medborgerskab, men også i kapitel 19 om indvandringens udfordringer af nationalstaten berøres dette spørgsmål. Endvidere inddrages statsborgerskabets betydning for deltagelse i formaliserede valghandlinger i analysen, som konkluderer, at udviklingen i det danske demokrati "overvejende har været af positiv art." [30]

Global magt[redigér | redigér wikikode]

Global magt er især analyseret i studier af international politik, og de forskellige teoretiske skoler er uenige om, hvor magten er placeret globalt set.[31]

Der er dog en vis enighed om at opdele magten i hårde og bløde forhold:

Hårde: Militær, BNP, Forskning, Struktur, Råstoffer, Infrastruktur, Geografisk placering, befolkning. I neorealismen betegnes disse forhold som geopolitiske forudsætninger.

Bløde: Politik, samarbejde, styreform, (Demokrati eller diktatur)

Hvis et samfund besidder mange af disse ressourcer, anses det for et stærkt samfund.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Robert A. Dahl (1957), s. 202
  2. Robert A. Dahl (1957), s. 203
  3. Laustsen & Myrup 2006, s. 154f.
  4. Michel Foucault (2001), s. 16
  5. Christensen & Daugaard Jensen 2006, s. 16
  6. Laustsen & Myrup 2006, s. 12f.
  7. Laustsen & Myrup 2006, s. 13
  8. Two Treatises of Civil Government fra 1690
  9. dvs. at de tre magtformer udøver indbyrdes kontrol
  10. Laustsen & Myrup 2006, s. 23f.
  11. Laustsen & Myrup 2006, s. 164f.
  12. Marxisme online Det Kommunistiske Manifest
  13. 13,0 13,1 Laustsen & Myrup 2006, s. 186
  14. Laustsen & Myrup 2006, s. 370 f.
  15. Genopfind socialvidenskaberne Information 3. september 2001, 1. sektion, side 3
  16. Laustsen & Myrup 2006, s. 297
  17. Laustsen & Myrup 2006, s. 31f.
  18. "Magt og demokrati i Danmark – Hovedresultater fra Magtudredningen" (e-bog)
  19. Christensen & Daugaard-Jensen 2006, s. 46
  20. Christensen & Daugaard-Jensen 2006, s. 61
  21. Christensen & Daugaard-Jensen 2006, s. 62
  22. Christensen & Daugaard-Jensen 2006, s. 67
  23. Christensen & Daugaard-Jensen 2006, s. 95
  24. 24,0 24,1 Bourdieu 1997, s. 187f.
  25. Laustsen & Myrup 2006, s. 415f.
  26. 26,0 26,1 Buchanan & Badham 1997, s. 35ff.
  27. Under Poul Nyrup Rasmussens regeringstid
  28. Lise Togeby et. alt. (2003)
  29. Togeby et. alt. (2003), s. 55f
  30. Togeby et. alt. (2003), s.404
  31. Petersen, Nikolaj & Mette Skak (1998): Teorier om International Politik, Skjern (DUPI)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bourdieu, Pierre (1997), Af praktiske grunde, København: Hans Reitzels forlag 
  • Buchanan, Dave; Badham, Richard (1999), Power, Politics and Organizational Change, Sage Publications, ISBN 076-1962-220 
  • Christensen, Søren; Daugaard Jensen, Poul-Erik (red:) (2006), 'Kontrol i det stille – om magt og deltagelse, Frederiksberg C: Samfundslitteratur, ISBN 87-593-0924-5 
  • Laustsen, Carsten Bagge; Myrup, Jesper (red:) (2006), Magtens tænkere, Frederiksberg C: Roskilde Universitetsforlag, ISBN 87-7867-216-3 
  • Togeby, Lise (red:) (2003), Magt og Demokrati i Danmark - Hovedresultater fra magtudredningen, Århus C: Århus Universitetsforlag 

Tidsskriftartikler[redigér | redigér wikikode]

  • Dahl, Robert A. (1957): The Concept of Power. Behavioral Science, vol.2
  • Foucault, Michel (2003): Socialmedicinens fødsel, Distinktion nr. 3, s. 11-23

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]