Freden i Wien (1864): Forskelle mellem versioner
Steenth (diskussion | bidrag) m {{harflertydig}} |
No edit summary |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
| ⚫ | |||
{{harflertydig|Freden i Wien}} |
{{harflertydig|Freden i Wien}} |
||
| ⚫ | '''Freden i Wien''' afsluttede [[2. Slesvigske Krig]] i [[1864]]. Ved [[ |
||
| ⚫ | |||
| ⚫ | Fredsaftalen var et resultat af Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig og især af den store nederlag ved Dybbøl den 18. april 1864. En forudgående fredskonference i London i juni 1864 med flere fremstød for en deling af Slesvig endte uden en løsning - ikke mindst fordi Danmark og Preussen ikke kunne enes om den fremtidige grænseforløb. Efter sammenbrud af forhandlingerne i London havde Danmark faktisk ikke flere optioner. I denne situation valgte den danske regering at indgå en en foreløbig fredsaftale den 1. august 1864. |
||
| ⚫ | '''Freden i Wien''' afsluttede [[2. Slesvigske Krig]] i [[1864]]. Ved [[Fredsaftale|freden]] den [[30. oktober]] 1864 afstod Danmark [[hertugdømme]]rne [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], [[Slesvig-Holsten|Holsten]] og [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]] til sejrherrerne [[Preussen]] og [[Kejserriget Østrig|Østrig]]. Dermed gik næsten 40 procent af den danske helstat tabt og omkring 200.000 dansksindede i Slesvig (ud af cirka 400.000) kom under tysk herredømme.<ref>[http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/kap21.html Undervisningsministeriet 2008]</ref> Slesvig havde før været et dansk rigs- og kongelen, mens Holsten og Lauenborg var medlemmer af [[det Tyske Forbund]] regeret af den danske konge i sin egenskab af hertug. Med Wienertraktaten gik souverinitæten på Slesvig og Holsten over til et [[Det preussisk-østrigske kondominat|preussisk-østrigsk kondominat]]. |
||
| ⚫ | Den endelige grænsedragning blev sammen med resten af traktaten forhandlet under fredsforhandlingerne i Wien i oktober måned. I fredstraktakten blev der aftalt et udveksling af områder, så de [[ |
||
| ⚫ | Fredsaftalen var et resultat af Danmarks nederlag i [[2. Slesvigske Krig]] og især af den store nederlag ved Dybbøl den 18. april 1864. En forudgående fredskonference i London i juni 1864 med flere fremstød for en deling af Slesvig endte uden en løsning - ikke mindst fordi Danmark og Preussen ikke kunne enes om den fremtidige grænseforløb. Efter sammenbrud af forhandlingerne i London havde Danmark faktisk ikke flere optioner. I denne situation valgte den danske regering at indgå en en foreløbig fredsaftale den 1. august 1864. |
||
| ⚫ | Først ved freden i [[Saint-Germain-traktaten|Saint-Germain-en-Laye]] den 10. september 1919 gav Østrig i traktatens artikel 85 afkald på sine rettigheder i det tidligere [[Hertugdømmet Slesvig|hertugdømme]] Slesvig. Ved |
||
| ⚫ | Den endelige grænsedragning blev sammen med resten af traktaten forhandlet under fredsforhandlingerne i Wien i oktober måned. I fredstraktakten blev der aftalt et udveksling af områder, så de [[kongerigske enklaver]] blev overført til [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og dermed til [[Tyskland]]. Til gengæld blev [[Ribe Herred]], [[Nørre Tyrstrup Herred]] og [[Ærø]] overført fra Slesvig til kongeriget. Desuden blev det muligt for indbyggerne i de afståede områder at beholde deres danske indfødsret og blive boende i deres hjemstavn, hvis de ''ikke faldt til besvær''. Da mange frem til afslutningen af [[den fransk-tyske krig]] i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og Tyskland, valgte mange i de afståede områder at ''optere'' til fordel for Danmark. De dansksindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod deres landsmænd i en eventuel ny dansk-tysk krig. Denne bestemmelse medførte dog senere mange problemer for de danske [[Optant|optanter]] syd for den nye grænse og senere også for deres [[statsløs]]e børn. Det gav gnidninger, som det trods forhandlinger mellem Danmark og Tyskland aldrig lykkedes at finde en endelig løsning på. Dog blev gnidningerne mindre efter [[Optant-konventionen]] i 1907. |
||
| ⚫ | Først ved freden i [[Saint-Germain-traktaten|Saint-Germain-en-Laye]] den 10. september 1919 gav Østrig i traktatens artikel 85 afkald på sine rettigheder i det tidligere [[Hertugdømmet Slesvig|hertugdømme]] Slesvig. Ved [[Trianon-traktaten]] den 4. juni 1920 gav også Ungarn i traktatens artikel 69 tilsvarende afkald på sine rettigheder i Slesvig. |
||
== Ekstern kilde == |
== Ekstern kilde == |
||
Versionen fra 15. jun. 2019, 22:39
For alternative betydninger, se Freden i Wien. (Se også artikler, som begynder med Freden i Wien)
Freden i Wien afsluttede 2. Slesvigske Krig i 1864. Ved freden den 30. oktober 1864 afstod Danmark hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til sejrherrerne Preussen og Østrig. Dermed gik næsten 40 procent af den danske helstat tabt og omkring 200.000 dansksindede i Slesvig (ud af cirka 400.000) kom under tysk herredømme.[1] Slesvig havde før været et dansk rigs- og kongelen, mens Holsten og Lauenborg var medlemmer af det Tyske Forbund regeret af den danske konge i sin egenskab af hertug. Med Wienertraktaten gik souverinitæten på Slesvig og Holsten over til et preussisk-østrigsk kondominat.
Fredsaftalen var et resultat af Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig og især af den store nederlag ved Dybbøl den 18. april 1864. En forudgående fredskonference i London i juni 1864 med flere fremstød for en deling af Slesvig endte uden en løsning - ikke mindst fordi Danmark og Preussen ikke kunne enes om den fremtidige grænseforløb. Efter sammenbrud af forhandlingerne i London havde Danmark faktisk ikke flere optioner. I denne situation valgte den danske regering at indgå en en foreløbig fredsaftale den 1. august 1864.
Den endelige grænsedragning blev sammen med resten af traktaten forhandlet under fredsforhandlingerne i Wien i oktober måned. I fredstraktakten blev der aftalt et udveksling af områder, så de kongerigske enklaver blev overført til Slesvig og dermed til Tyskland. Til gengæld blev Ribe Herred, Nørre Tyrstrup Herred og Ærø overført fra Slesvig til kongeriget. Desuden blev det muligt for indbyggerne i de afståede områder at beholde deres danske indfødsret og blive boende i deres hjemstavn, hvis de ikke faldt til besvær. Da mange frem til afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 regnede med en ny krig mellem Danmark og Tyskland, valgte mange i de afståede områder at optere til fordel for Danmark. De dansksindede sønderjyder ønskede ikke at kæmpe mod deres landsmænd i en eventuel ny dansk-tysk krig. Denne bestemmelse medførte dog senere mange problemer for de danske optanter syd for den nye grænse og senere også for deres statsløse børn. Det gav gnidninger, som det trods forhandlinger mellem Danmark og Tyskland aldrig lykkedes at finde en endelig løsning på. Dog blev gnidningerne mindre efter Optant-konventionen i 1907.
Først ved freden i Saint-Germain-en-Laye den 10. september 1919 gav Østrig i traktatens artikel 85 afkald på sine rettigheder i det tidligere hertugdømme Slesvig. Ved Trianon-traktaten den 4. juni 1920 gav også Ungarn i traktatens artikel 69 tilsvarende afkald på sine rettigheder i Slesvig.
Ekstern kilde
 |
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
Noter
Litteratur
- Glenthøj, Rasmus (2014), 1864 - Sønner af de Slagne, København: Gads Forlag, ISBN 978-8712-04919-7
- Neergaard, N (1916), Under Junigrundloven,I-II, København: Lindhardt og Ringhof
| Krigen | |
|---|---|
| Slag | |
| Personer | |
| Andet | |
| Veteraner | |
| Populær kultur | |
 | Spire Denne artikel om Danmarks historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |