Germanisering

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
DanishView.svg Danske forhold. Denne artikel omhandler alene (eller overvejende) danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen. 

Germanisering eller Fortyskning henviser til udbredelsen af ​​det tyske sprog, mennesker og kultur, eller politik, der har påskyndet disse ændringer. Germanisering var et centralt punkt i tysk liberal tænkning i 1800 og 1900-tallet, i en periode, hvor liberalisme og nationalisme gik hånd i hånd. I sprogvidenskab betyder Germanisering at et ord fra det tyske sprog bliver indpasset i et andet sprog.

Slesvig[redigér | redigér wikikode]

De sønderjyske piger foran Valdemarsmuren. Navnet "Sønderjylland" blev forbudt, men forbuddet blev omgået ved at erstatte navnet med to sorte streger

Fortyskningen af Sønderjylland eller Slesvig var en process, der allerede begyndte med indvandringen af holstenske bønder til det sydligste Slesvig fra 1260, hvor halvøen Jernved blev pantsat til holstenske grever [1]. Jernved var før dansk krongods med kun enkelte danske/jyske bosættelser, som nu blev koloniseret af sydfra komne tysktalende bønder. Senere bosatte sig holstenske godsejer i omådet op til Slien, hvor de oprettede store herregårde. De hidtil frie dansktalende bønder på Svans blev dermed til livegne under tysk øvrighed. Fortyskningen fortsatte med udbredelsen af nedertysk og senere højtysk som kirke-, skole, rets- og forvaltningssprog. Selv hertugdømmets danske administration benyttede sig af den tyske sprog. Senere skiftede også folkesproget til tysk. Fortyskningen foregik især i Sydslesvig, men omfattede også købstæderne i det nordlige Sønderjylland. Allerede i 1600- og 1700-tallet forsvandt nordfrisiske dialekter som ejderstedfrisisk og strandfrisisk. Samme skæbne led i 1900-tallet angeldansk og fjoldemål. I 1814 blev der indført en såkaldt Sprogforordning for Almuen, som foreskrev oprettelsen af faste skoler på landet, men resulterede i at landsbyskolerne syd for linjen mellem Flensborg og Tønder var herefter tysksprogede [2]. Helstatens sprogpolitik mødte dog også modstand. I 1842 protesterede stænderforsamlingens deputerede Peter Hiort Lorenzen mod den sproglige diskrimination ved at tale dansk i møderne. Den danske regering søgte så sent som i 1851 at standse sprogskiftet med indførelsen af sprogreskripterne, men nåede ikke resultater, inden begyndelsen af krigen i 1864.

Efter krigen kom Slesvig til Preussen, som indledte en aktiv fortyskningspolitik. I 1876 blev tysk eneste tilladte administrationssprog, dog med en overgangsperiode for de dansktalende. I 1878 indførtes tysk som undervisningssprog i cirka halvdelen af timerne i skolerne. I 1888 blev tysk endelig det eneste undervisningssprog (undtagen i religion). Samme år lukkede preusserne den sidste danske privatskole. Også undervisningens indhold var nu stærkt tyskpræget. Eneste mulighed for at bevare undervisning i dansk var ofte hjemmeundervisning ved hjælp af danske vandrelærere. Lærere, præster og politikere skulle dog aflægge troskabsed til den preussiske konge, hvilket førte til edsstriden. I 1895 blev navnet Sønderjylland forbudt. Også mange danske sange blev forbudt. Sønderjydernes sangbog havde derfor blanke sider, hvorpå folk selv kunne skrive de forbudte sange. Fra 1896 opkøbte den preussiske styre landbrugsejendome med formålet at få gårdene på tyske hænder (domænegårde), hvilket indledte den såkaldte jordkamp. Fortyskningspolitikken kulminerede i årene 1898 til 1903, hvor overpræsident Ernst Matthias von Köller forsøgte at svække den danske bevægelse ved bla. a. mødeforbud, masseudvisninger, fængselsstraffe og fratagelse af forældrerettigheder (Køllerpolitikken)[3]. Rigsforeningsloven fra 1906 forbød ikke-tyske sprog på offentlige møder, hvis ikke mere end 60 % af indbyggerne var dansktalende. Mange danske slesvigere valgte at flytte over den nye grænse til Danmark eller at emigrere til Nordamerika. Det skønnes, at cirka 60.000 danske slesvigere emigrerede frem til år 1900[4] Andre valgte at blive boende i Slesvig med dansk statsborgerskab (optanter). Fortyskningspolitikken mødte efterhånden regional modstand og der dannedes danske foreninger, frimenigheder og Vælgerforening for Nordslesvig. Også traditioner som det sønderjyske kaffebord føres tilbage til perioden efter 1864. Der opstod danske forsamlingshuse som Folkehjem i Aabenraa og aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis i Flensborg og Hejmdal i Aabenraa.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Historisk Samfund for Sønderjylland: Sønderjylland A-Å, Aabenraa 2011, side 115/116

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hans Wilhelm Haefs: Ortsnamen und Ortsgeschichten in Schleswig-Holstein, 2004
  2. ^ Flensborg Avis fra 17. august 2013: Fra 1800-tallet gik det hurtigt
  3. ^ Grænseforeningen: Køller-politikken
  4. ^ Jacob Munkholm Jensen: Dengang jeg drog af sted-danske immigranter i den amerikanske borgerkrig, København 2012, side 46/47
Dansk Stub
Denne artikel om Danmarks historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie
Tysklands historie Stub
Denne artikel om Tysklands historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Tysklands historie
Polens våbenskjold Stub
Denne artikel om Polens historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie
Litauens våbenskjold Stub
Denne artikel om Litauens historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Historie
Letlands våbenskjold Stub
Denne artikel om Letlands historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Letlands historie