Statskassen

Den røde Bygning på Slotsholmen, hvor den historiske jernkiste, der populært kaldes "Statskassen", er opbevaret.

Statskassen (af latin: fiscus, oprindeligt 'pengekurv') er en overordnet betegnelse for statens pengemidler, dens evne til at modtage skatter, afgifter og bøder samt til at afholde udgifter. I juridisk forstand anvendes begrebet tillige om statsmagten som juridisk person, der bærer formueretlige rettigheder og forpligtelser, i modsætning til staten som politisk herskermagt.

Historisk har begrebet rødder i Romerriget, hvor fiscus udviklede sig fra at være kejserens privatkasse til at udgøre selve statskassen med dertilhørende offentligretlige normer og privilegier. Mens formueretlige søgsmål mod statens kasser under enevælden krævede kongelig bevilling, er statskassen i konstitutionelle lande som Danmark og Norge i dag skarpt adskilt fra kongens civilliste. Institutionelt og administrativt har statskassens funktioner i Danmark historisk været varetaget af Zahlkammeret (fra 1679) og, efter oprettelsen af Finansministeriet, af Finanshovedkassen fra 1849 frem til dens nedlæggelse i 1965.

I dag findes statskassen ikke længere som en fysisk institution eller kasse, og betegnelsen hæftes nu udelukkende i overført betydning på dele af Finansministeriets edb-systemer. Rent historisk blev offentlige midler dog konkret opbevaret i jernbeslåede kister for at sikre fysisk kontrol med økonomien. Populært anvendes navnet "Statskassen" således også i dag specifikt om en markant jernkiste fra Frederik 6.s tid, der er prydet med en messingløve og en særlig kodelås i lågets rosetter. Kisten er bevaret og står udstillet i Den røde Bygning.

Danmarks statsformue er samtlige værdier, staten besidder og forvalter. Ultimo 2025 havde den samlede offentlige sektor en finansiel nettoformue på 828,4 mia. kr.

Afgrænsning og historie

Statskassen er dels en almindelig betegnelse for statens pengemidler og dens evne til at modtage skatter, afgifter og bøder samt afholde udgifter, dels betegnelsen for statsmagten (Staten som juridisk person), for så vidt den ikke fremtræder som politisk herskermagt, men som bærer af formueretlige rettigheder og forpligtelser. Ordet fiscus betød oprindeligt 'pengekurv' og var i Romerriget betegnelsen for kejserens privatkasse i modsætning til den egentlige statskasse (latin: ærarium). Efterhånden som fiscus fik tillagt flere indtægter i form af bøder, konfiskationer og forladt arv, blev kejserens private midler udskilt som hans patrimonium, og fiscus overgik til at betyde selve statskassen, hvorved de offentligretlige normer og privilegier (eksempelvis privilegeret panteret) fandt anvendelse, en ordning, som det tysk-romerske kejserrige senere tog i arv.

I juridisk forstand var den absolutte konge under enevælden hævet over loven og indtog holdningen L'état c'est Moi (Staten, det er mig), hvorfor rent formueretlige søgsmål mod statens kasser krævede en forudgående kongelig bevilling. Dette er formelt set stadig gældende i England, hvor søgsmål mod Kronen forudsætter en forud erhvervet bevilling (petition of right), der gives som en nådesakt. I konstitutionelle lande som Danmark og Norge er statskassen derimod skarpt adskilt fra kongens civilliste, og der kræves ikke længere bevilling til at gøre privatretlige fordringer gældende mod de offentlige kasser. I dansk ret gælder der dog visse afvigelser: Eksempelvis behøver forlig ikke først at prøves, og domme forsynes sjældent med eksekutionstermin og tvangsklausul, da staten alligevel kun kan eksekvere mod sig selv. Desuden kan søgsmål om erstatning for skader forvoldt af embedsmænd som udgangspunkt ikke rejses uden udtrykkelig lovhjemmel på grund af statens suverænitet. Spørgsmålet om, hvorvidt embedsmænd kan sagsøge staten for lønkrav, er forskelligt ordnet landene imellem; for dansk rets vedkommende kunne en tjenestemand for domstolene ifølge Statstjenestemandsloven af 20. september 1919 (§ 19) indbringe ethvert lovbegrundet krav på lønning, pension eller ventepenge mod statskassen.

Statskassens organisationshistorie i Danmark

Den fysiske "statskasse" findes ikke længere som institution, men betegnelsen hæftes i dag i overført betydning på dele af Finansministeriets edb-systemer. Historisk må statskassen som fysisk genstand og institution dog ikke uden videre identificeres med hinanden. Under enevælden blev den almindelige statslige kasse kaldt Zahlkammeret eller Zahlkassen. I 1679–1680 blev de statslige kasseforretninger samlet i Zahlkassen under ledelse af en oberzahlmester. Zahlkammeret var adskilt fra Partikulærkassen, der var kongens særskilte kasse og blandt andet disponerede over indtægterne fra Øresundstolden. Kongen ønskede, at begge kasser blev bevaret i hans nærhed på Københavns Slot og senere Christiansborg Slot, hvor opbevaringen formodentlig også var sikrere. Under opførelsen af det første Christiansborg i 1733–1740 blev kasserne midlertidigt anbragt i kælderen under Den røde Bygning. På det nyopførte slot fik Zahlkammeret og Partikulærkassen kontorer med tilhørende pengekældre ved Løngangen, hvis port herefter blev kendt som Zahlkammerporten. Efter slotsbranden i 1794 blev kasserne og flere finansinstitutioner midlertidigt flyttet til Kurantbankens bygning. Omkring år 1800 vendte de tilbage til den genopførte Løngangsbygning, hvor Zahlkammerkassen blev anbragt i kælderen, mens Zahlkammerets kassererkontor samt Skatkammer- og assignationskontorerne lå i stueetagen. I forbindelse med ministerialreformen i 1848 og oprettelsen af Finansministeriet blev de hidtidige kasser samlet i Finanshovedkassen, der blev etableret som fælles kasse i 1849. Finanshovedkassen fungerede fra 1849 som statens centrale kasse. Alle ministeriernes indtægts- og udgiftsanvisninger blev sendt til Finanshovedkassen eller – uden for København – til en amtstue eller toldkasse, hvor beløbene derefter kunne ind- eller udbetales. Finanshovedkassen forblev i Løngangsbygningen frem til 1880, da den blev flyttet til de tidligere arkivrum i stueetagen i Den røde Bygnings nordlige del. Efter omlægningen og decentraliseringen af anvisningsvæsenet i 1925 varetog Finanshovedkassen alene kontante ind- og udbetalinger. Over for offentligheden var den navnlig kendt som udbetalingssted for gevinster på statens præmieobligationer, indtil den blev nedlagt i 1965.

De fysiske finanskasser (statskasserne)

Helt konkret blev jernbeslåede kister anvendt til sikker opbevaring af offentlige midler. De historiske jernkister, der er bevaret i Den røde Bygning, formodes desuden at have været benyttet som pengeskabe i de enkelte kontorer til opbevaring af sportelindtægter, særlig vigtige dokumenter og lignende. Allerede ved oprettelsen af Skatkammerkollegiet i 1660 blev det i kollegiets instruks foreskrevet, at der skulle anskaffes flere velbeslåede kister med tre forskellige låse og nøgler. Nøglerne skulle fordeles mellem kongen, rigsskatmesteren og kollegiets øverste assessor, således at kisterne som udgangspunkt kun kunne åbnes ved deres fælles medvirken. Pengene blev fysisk fordelt mellem særskilte kasser efter indtægts- eller udgiftsformål. Ordningen gav en høj grad af fysisk kontrol med midlerne, men udviklede sig samtidig til et såkaldt "cigarkassessystem", der vanskeliggjorde et samlet overblik over og en samlet styring af statens økonomi. De enkelte kontorer havde således egne kister til opbevaring af indtægter, dokumenter og andre værdier. Flere af disse historiske jernkister af forskellig alder, størrelse og stil er bevaret på gangene i Kancellibygningen, selv om deres oprindelige placering og nærmere anvendelse ikke altid kan dokumenteres. Den mest markante er en stor jernkiste fra Frederik 6.s tid, der populært kaldes "Statskassen". Kisten står på reposen på første sal ved indgangen fra Christiansborg Slotsplads og er prydet med en messingløve på låget. Den er indrettet således, at rosetterne på låget skal drejes i en bestemt kode, før løven kan skydes til side og kisten åbnes.

Litteratur

• Østergaard, Hans Henrik Høgsbro (2007). Bag de røde mure (PDF). København: Finansministeriet. ISBN 87-7856-855-2.