De urolige tider i Rusland
De urolige tider i Rusland (Russisk: Смутное время, Smutnoye Vremya) var en periode i Ruslands historie mellem 1603 og 1613, som kendetegnedes ved en alvorlig politisk, økonomisk og social krise, hvilket ledte til et midlertidigt kollaps for den russiske stat. Zarerne tilsattes og styrtedes med korte mellemrum. Under denne periode nåede Boris Godunov, Falske Dmitrij, Fjodor 2. (som regerede i blot 49 dage, den korteste tid i Ruslands historie), Vasilij Sjujskij, Vladislav 4. Wasa og Michail Romanov at afløse hinanden som Ruslands regenter. Mellem disse forsøgte Falske Dmitrij 2. at hævde sin ret till tronen, og lidt senere var det tænkt, at den svenske tronarving Karl Filip skulle blive Ruslands zar. Den polske intervention blev slået tilbage af en russisk folkehær i 1612, hvorpå Michail Romanov valgtes til ny zar og lagde grunden til den romanovske fyrsteslægt.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Indledningen
De urolige tider indtrådte efter fire forudgående år med misvækst (mellem 1600 og 1603), hvor der til og med om sommeren forekom frost, og hvor sne faldt i september. Dette ledte til en alvorlig hungersnød, hvilken kostede omkring en halv million menniskeliv. Folkemasserne trak sig sammen i Moskva, hvor regeringen delte penge og brød ud til de nødlidende. Disse tiltag ledte dog til en voksende desorganisation inden for den statslige husholdning.
De urologe tider startede med ulige rykter, hvori det blev påstået, at den lovlige tronkandidat (eller tsarevitj) fortsat var i live, hvoraf fulgte, at Boris Godunovs styre var ulovligt. Den polske adelslægt Mniszech støttede den selvudnævnte zar kendt som Falske Dmitrij og oprustede en armé til hans fordel, som bestod af zaporozjje-kosakkerne og polske frivillige. 1604 gik den selvudnævnte zars armé over grænsen og ind i Rusland, og de arméer, som sendtes mod ham, samt de stæder, som lå på hans vej, svor troskabsed til den nye zar. 1605 nåede Falske Dmitrij ind i Moskva, hvor han kronedes til zar. Men moskva-boerne lagde snart mærke til mangelen på "zarmanérer" hos den nye regent og gjorde oprør.
[redigér] Stridshandlingerne
Mellem 1606 og 1610 regerede bojaren Vasilij Sjujskij, men det nye styre formåede ikke at neddæmpe gemytterne. Mod syd udbrød et oprør under ledelse af Bolotnikov, hvilket lagde grunden til "forræderrørelsen". Rykterne om tsarevitj Dmitrijs fantastiske redning fortsatte. Nu dukkede imidlertid en ny selvudnævnt zar op, kendt i historien som Falske Dmitrij II (i Rusland kendt som "Tusjinforræderen"). I slutningen af 1608 omfattede Tusjinforræderens styre stæderna Perejaslavl-Zalesskij, Jaroslavl, Vladimir, Uglitj, Kostroma, Galitj, Vologda. Trofaste mod Moskva forblev Kolomna, Perejaslavl-Rjazanskij, Smolensk, Nizjnij Novgorod, Kazan, samt stæderne i Ural og Sibirien. Som et resultat af den russiske grænsetjenestes forfald trængte en 100.000 mand stærk nogajisk hær ind i de russiske grænseområder (russiske okrajna) samt Severien i årene 1607–1608.
1609 overgik krimtatarerne for første gang i lang tid floden Oka og hærgede Ruslands centrale regioner. Polsk-litauiske interventer hærgede Sjuja og Kinesjma og indtog Tver, den litauiske hetman Jan Sapega belejrede munkeklosteret i Troitse-Sergijev, mens pan Lisowskis enheder bemægtigede sig Suzdal. Til og med stæderne, som frivilligt havde anerkendt den nye zars magt, blev hensynsløst hærgede af interventernes enheder. Polakkerne opkrævede skat på jord og handel samt blev forsørgede i de russiske stæder. Alt dette fremkaldte henimod slutningen af 1608 en national befrielsesrørelse. I december 1608 "frafaldt" Kinesjma, Kostroma, Galitj, Totma, Vologda, Beloozero og Ustiuzjna Zjeleznopolskaja, til hvilkes hjælp kom Velikij Ustiug, Vjatka, Perm. I januar 1609 afværgede fyrst Michail Skopin-Sjujskij, som førte ledelsen over de russiske krigere fra Tichvin og Onega-området, et angreb fra en 4.000 mand stærk polsk styrke under ledelse af Kerzonicki, som angreb i retning mod Novgorod. I begyndelsen af 1609 slog staden Ustiuzjnas folkehær polakkerne og zaporozjjekosackerne tilbage fra de omkringliggende byer og i februar slog samme folkehær tilbage samtlige angreb fra det polske kavalleri og infanteri, som bestod af tyske lejetropper. Den 17. februar led den russiske folkehær et nederlag mod polakkerne i slaget ved Suzdal. I slutningen af februar 1609 rensede bønderne fra Vologda og Pomorije staden Kostroma fra interventerne, og den 3. marts indtog en folkehær fra de nordlige og nordøstre russiske stæder Romanov, hvorfra denne styrke fortsatte mod Jaroslavl, hvilken indtoges i begyndelsen af april. Vojevoden i Nizjnij Novgorod Aljabijev indtog den 15. marts staden Murom og den 27. marts befriedes Vladimir.
1609 vendte Vasilij Sjujskijs regering sig til Sverige med anmodning om militær hjælp og lovede til gengæld at overdrage Karelen til svenskerne. Den russiske regering påtog sig at betala for lejetropperne, som udgjorde hovedandelen af den svenske armé. I foråret samlede fyrst Michail Skopin-Sjujskij en 5.000 mand stærk russisk armé i Novgorod. Den 10. maj indtog den svensk-russiske styrke Staraja Rusa, og den 11. maj slog den tilbage de polsk-litauiske enheder, som nærmede sig staden. Den 15. maj slog den russisk-svenske styrke under ledelse af Tjulkov og Horn det polske kavalleri, som ledtes af Kerzonickis, ved staden Toropets. I slutningen af foråret frafald de fleste af de nordvestrussiske stæder fra den selvudnævnte Falske Dmitrij 2. Den sommer talte den russiske armé op imod 20.000 mand. Den 17. juni tvang den russisk-svenske styrke Zborowskis polsk-litauiske armé til retræte efter et hårdt slag ved Torzjok. 11–13. juni slog Skopin-Sjujskijs og Delagardies russisk-svenske styrker polakkerne ved Tver. Skopin-Sjujskijs russisk-svenske styrke deltog ikke i de fortsatte strider (med undtagelse af Christier Zommers tropper på omkring 1.000 mand). 24. juli gik de russiske enheder over til Volgas højre strand og trængte ind i munkeklosteret Makarijev Kaljazin. 19. august slog Skopin-Sjujskij hetman Jan Sapegas polakker ved Kaljazin. Den 10. september indtog russerne sammen med Zommes styrke Perejaslavl, og den 9. oktober indtog vojevoden Golovin Aleksandrovskaja sloboda. 16. oktober brød en russisk styrke ind i det af polakkerne belejrede munkekloster i Troitse-Sergijev. 28. oktober slog Skopin-Sjujskij hetman Sapega ved Aleksandrovskaja sloboda. 12. januar 1610 drog polakkerne sig tilbage fra Troitse-Sergijev-klosteret, og den 27. februar blev de tvungne til, efter russiske anfald, at forlade Dmitrov. 12. marts 1610 drog Skopin-Sjujskijs regementer ind i Moskva, hvor han efter en kortvarig sygdom døde den 29. april. Den russiske armé gjorde sig beredt til at drage af sted for at bistå Smolensk, som fra september 1609 var helt belejret af tropper under ledelse af den polske konge Sigismund 3. Vasa. Polakkerne og zaporozjje-kosakkerne kom tillige i besiddelse af stæderne i Severien; Starodubs og Potjeps befolkning blev helt udryddede under polakkernes stormangreb, Tjernigov og Novgorod-Severskij kapitulerede.
Den 4. juli 1610 tilføjede det polske kavalleri under hetman Stanisław Żółkiewskis ledelse den russisk-svenske styrke under Dmitrij Sjujskij og Jakob De la Gardie et stort nederlag i slaget ved Klusjino. Under slagets gang gik tyske lejetropper, som tjenestegjorde under russerne, over til den polske side. Vejen mod Moskva lå nu åben for polakkerne. Som et resultat af en sammensværgelse afsattes Vasilij Sjujskij fra tronen og Moskva svor trohedseden til den polske tronarving Vladislav. Plyndringerne og volden stoppede dog ikke, og de mellemreligiøse modsætninger mellem katolicismen og de russisk-ortodokse fremkaldte flere oprør mod det polske styre.
17 marts 1611 gennemførte polakkerne en menniskenedslagtning i Moskvas gader, der begyndte med ueninged på et marked. Som en følge af den polske massakre døde 7.000 moskvaboere alene i Kinastaden (russisk Kitaj-gorod).
1611 ankom den første folkehær udan for Moskvas stadsmure (folkehæren ledtes af Prokopij Petrovitj Ljapunov). Men som et resultat af en konflikt ved oprørsarméens krigsråd blev Ljapunov myrdet og forsamlingen spredtes. Samme år plyndrede krimtatarerne som ikke mødte nogen modstand egnene omkring staden Rjazan. Efter en langvarig belejring indtoges Smolensk af polakkerne, mens svenskerne, efter at have frigjort sig fra rollen som Ruslands "allierede", plyndrede de nordlige russiske stæder.
Den anden folkehær (1612) ledtes af en købmand fra Nizjnij Novgorod ved navn Kuzma Minin, som indbød fyrst Dmitrij Pozjarskij for at ansvare for de militære operationer. I marts 1612 drog folkehæren mod Jaroslavl for at indtage denne vigtige lokalitet, hvor mange veje krydsede hinanden. Jaroslavl indtoges, og folkehæren forblev i staden i tre måneder, efter som man måtte opbygge ikke blot arméen men tillige landet. Pozjarskij ville samle et "alment landsråd" for at diskutere planen for kampen mod den polsk-litauiske intervention samt for at vælge en ny regent. Som kandidat foreslog man den svenske tronarving Karl Filip, som angiveligt ville "konvertere til den ortodokse tro i henhold til den græske lov". Landsrådet samledes dog aldrig.
22. september 1612 indtrådte en af de urolige tiders blodigste hændelser, då staden Vologda indtoges af polakkerne og zaporozjje-kosakkerne, der udslettede praktisk talt hele stadens befolkning inklusive munkene i Spaso-Prilutsk-klosteret.
[redigér] Moskvas befrielse fra de polsk-litauiske interventionstropper
Omkring 20. (30.) august 1612 drog den anden folkehær af sted fra Jaroslavl mod Moskva.
22. oktober (1. november) 1612 indtog folkehæren under ledelse af Kuzma Minin og Dmitrij Pozjarskij Kinastaden (Kitaj-gorod) efter en stormning; Rzeczpospolitas garnison retirerede in i Kreml. Fyrst Pozjarskij trængte ind i Kinastaden med ikonen fra Kazan forestillende Guds moder og svor at bygge et tempel til mindet om denne sejr. 26. oktober skrev den polske garnisons ledelse under kapitulationen og frigav samtidig de russiske bojarer og andre højt opsatte personer fra Kreml, og dagen efter gav garnisonen op.
[redigér] Valget af Michail Romanov som Ruslands nye zar
Efter indtagelsen af Moskva sammenkaldte Pozjarskij den 15. november de ulige stæders repræsentanter (10 personer fra hver stad) for at vælge en ny zar. Sigismund havde tænkt sig at gå imod Moskva, men han havde ikke en tilstrækkelig styrke til at indtage Volok. Han vendte derfor tilbage. I januar 1613 samledes udvalgte personer fra de ulige samfundsklasser, inklusive bondeklassen. Denne forsamling (russisk sobor) var en af de mest vel besøgte og en av de mest fuldtallige. Fire kandidater udkrystalliseredes: V. I. Sjujskij, Vorotynskij, Trubetskoj og Michail Fjodorovitj Romanov. De samtidige kritiserede Pozjarskij for, at denne agiterede for meget til egen fordel, men det kan næppe være tilfældet. Hvorom alting er, valget gik yderst livligt til. Den russiske adel sluttede til sidst op bag Michail Romanov, som valgtes til ny zar, mens den polske konkurrent Vladislav måtte lade sig nøje med at efterfølge sin fader som konge (Vladislav 4. af Polen) fra 1632 til sin død 1648.
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
