Hvid stork

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Hvid stork ?
Ciconia ciconia (aka).jpg
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Aves (Fugle)
Orden: Ciconiiformes (Storkefugle)
Familie: Ciconiidae (Storke)
Slægt: Ciconia
Art: C. ciconia
Videnskabeligt artsnavn
Ciconia ciconia
(Linnaeus 1758)
Udbredelse og trækmønster for den hvide stork
Udbredelse og trækmønster for den hvide stork

Hvid stork (latin: Ciconia ciconia) eller almindelig stork er en fugl i familien af storke, der er udbredt i dele af Europa, Nordafrika og Vestasien. I Danmark var storken tidligere en almindelig ynglefugl, men er nu meget sjælden. I 2011 meldtes om et enkelt sikkert ynglepar.[1]

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Storkens kendetegn er dens sort-hvide fjerdragt og det store, røde næb og de lange, røde ben. Den har en længde på 95-110 cm og et vingespænd på 183-217 cm.[2] Der er ingen umiddelbar forskel i udseendet på kønnene, men hannen er gerne lidt større end hunnen.[3] Fjerdragten er overvejende hvid med undtagelse af de sorte svingfjer og skulderfjer. De unge fugle har mørk næbspids.

Fuglene har ingen decideret sang, men de klaprer derimod med deres næb. Dette sker oftest, når parret mødes ved deres rede.

Udbredelse og taksonomi[redigér | redigér wikikode]

Den hvide stork yngler i Europa, nordlige Afrika og vestlige Asien. [4] Hovedparten af populationen er trækfugle, som typisk overvintrer i de tropiske områder af sydlige Afrika, Iran og Indien.[4] Under trækket passerer de Middelhavet primært via Gibraltarstrædet og Suez-kanalen, samt de tilstødende områder. Regionalt er den forsvundet som ynglende fugl i Storbritannien, samt i Heilongjiang i Kina.[5]

Arten deles op i to underarter:[4]

  • Ciconia ciconia ciconia – yngler i den vestlige del af palæarktiske zone, samt vestlige Asien. Overvintrer i tropiske og sydlige Afrika.
  • Ciconia ciconia asiatica (Severtsov 1873) – yngler i Turkestan. Overvintrer i Iran og Indien.

Til tider har endda den sortnæbbede stork (Ciconia boyciana) været behandlet som en underart til den hvide stork, eksempelvis af Mayr & Cottrell 1979.[5]

Til Danmark kom storken først i middelalderen, da der ikke er gjort knoglefund fra længere tilbage. I 1200-tallet gav dansk klima og agerbrug gode betingelser for storken, men en større indvandring var der næppe tale om før 1400-tallet, for i de gamle danske folkeviser, der stammer fra perioden mellem 1200 og 1400, omtales storken slet ikke. Den indgår sjældent i danske stednavne, hvoraf mange blev til i tidlig middelalder eller før. Det ældste skriftlige vidnesbyrd findes i en vise fra omkring 1460, hvor munken Ole Jacobsen i Næstved skriver om storken: "Menneskene vil jeg gerne være nær, og deres huse, dem har jeg kær". Den ældste omtale af storkereder, hvor beliggenheden omtales, er fra 1589. Biskop Jacob Madsen på Fyn beskrev i sin visitatsbog en storkerede på Langå kirke og på Gudme kirke. Biskoppen har også tegnet de to kirker med storkerederne på. I løbet af 1700-tallet blev storken en meget udbredt ynglefugl i Danmark, og i 1800-tallet kan den samlede bestand have været på 10.000 ynglepar. Men henimod slutningen af århundredet drænedes store vådområder til opdyrket land og enge med høslæt, og allerede i 1890 var ynglebestanden faldet til 4.000. I 1927 var kun 400 par tilbage. Bestanden steg så til 1.200 par i løbet af 30'erne; men i 1952 taltes kun 222 ynglepar, faldende til 19 par i 1984 og kun to par i 1999. [6]

Verdensbestanden af storke er imidlertid steget. Efter Berlinmurens fald er større områder blevet liggende brak, og givet storkene bedre livsbetingelser. I Polen steg bestanden fra omkring 30.000 par i 1984 til 40.900 par i 1994; og i Tyskland fra 3.371 par i 1984 til 4.063 par i 1994. Også i Spanien er tallet gået op. [7] Som tiltag for at hjælpe storkene tilbage til Danmark foreslås genoprettelse af ådale og paddevandhuller, da frøer og padder er storkens vigtigste føde. [8]

I Libanon er krybskytteri udbredt, iberegnet massedrab på storke. [9] Mens man i Polen har ønsket at sætte en stork ind i landets nationalvåben i stedet for den traditionelle ørn - som et symbol for demokratiet, der blev indført i Polen samtidig med, at landets storkebestand oplevede en fornyelse - praler libanesiske krybskytter af, hvor mange storke, de har ombragt. [10]

Økologi[redigér | redigér wikikode]

Inden trækket begynder, samler storkene sig i flokke, som kan være temmelig store. Under trækket udnytter fuglene varme, opadgående vinde (termik), der gør det muligt for dem at svæveflyve og på den måde spare energi. Fordi der ikke er termik over vand, undgår de i stor udstrækning at passere større vandområder, for i stedet at bevæge sig over land. Af samme årsag benytter de den kortest mulige rute forbi Middelhavet, hvilket er den vestlige passage over Gibraltarstrædet eller den østlige passage over Suez-kanalen, samt de nærliggende områder.[11]

Storkerede

Yngletiden[redigér | redigér wikikode]

Ciconia ciconia

Storken, der kan opnå en alder af op til 39 år[12], bygger reder i træer, bygninger, høje pæle og master. I Danmark har rederne i nutiden overvejende været anbragt på pæle eller bygninger, hvor man har sat et gammelt vognhjul eller et andet underlag op for at tiltrække storkene. De foretrækker fugtige og vandrige områder. De fleste storke lever i livslange par, som dannes når individerne er 3-4 år gamle.[3] Sammen bygger parret reden, som ikke sjældent ligger i nærheden af mennesker.

Storkene parrer sig i april-maj, kort tid efter ankomsten til ynglepladsen. De bygger en platformslignende rede på tage, skorstene eller på stynede træer. Disse reder vender parret gerne tilbage til. Hunnen lægger sædvanligvis fire æg, men kuld på op til syv æg er rapporteret.[5] Parret udruger i fællesskab æggene på ca. 29-34 døgn.[5] Begge forældrefugle tager hånd om ungerne, som bliver flyvefærdige omtrent 58-64 dage efter udklækningen. Forældrene gylper foderet op til ungerne, som ofte må kæmpe om den. De ældste og dermed største unger vinder oftest kampen. Ungernes overlevelse er i fare i regn og kulde og under fødemangel.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Storkens føde udgøres fortrinsvis af mindre dyr såsom padder, slanger, andre fuglearters unger samt gnavere og insekter. I Afrika er føden i overvejende grad insekter. Særligt græshopper er en vigtig fødekilde for storken i Afrika.

Storken i folketroen[redigér | redigér wikikode]

Storken blev regnet som lykkebringende, og hilst velkommen om foråret. Byggede den rede på ens tag, betød det lykke for husstanden og beskyttelse mod ildebrand. Den, der dræbte en stork, risikerede ifølge folketroen at tabe sin forstand, hans hånd ville visne væk, og ulykker ramme hans familie. At true eller jage en stork kunne gøre én både lam og pukkelrygget, eller man kunne miste sit liv. Bød man derimod årets første stork velkommen, slap man ifølge folketroen for tandpine resten af året. Man kunne give storken sin sygdom med på rejsen, hvis en klud gnedet mod det syge sted blev lagt op i dens rede. Storkens afføring opblandet med vin, vand eller svinefedt mentes at virke mod mange sygdomme. [13]

En gang skød en mand en stork, som sad på Lille Fuglede kirketårn - han brækkede kort tid efter sit ben. Storken må man ikke slå ihjel, for så vil tordenen slå ned i huset. Storken skal engang have været en gejstlig person, derfor må man vogte sig vel for at dræbe den. [14]

Storken på tikronesedlen[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1952 kom en tikroneseddel i omløb med billede af H.C. Andersen og en storkerede i Asminderød. Sedler med dette motiv blev trykt frem til og med 1974. [15]

Ekstern henvisning og kilde[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Dansk Ornitologisk Forening. "Hvid Stork (Ciconia ciconia)". http://www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=01340. Hentet 2014-05-17.  Arkiveret 2013-12-31.
  2. Svensson, Lars; J. Grant, Peter; Mullarney, Killian; Zetterström, Dan (2009). Fågelguiden: Europas och Medelhavsområdets fåglar i fält, 2. oplag (på svensk), Stockholm: Bonnier Fakta. ISBN 978-91-7424-039-9, side 84-85.
  3. 3,0 3,1 University of Michigan Museum of Zoology. Ciconia ciconia (engelsk). Animal Diversity Web. Besøgt 26. marts 2012.
  4. 4,0 4,1 4,2 Clements et al. (2008). Clements Checklist version nov. 2008 (arkiveret udgave) (engelsk) (Excel-regneark). Cornell Lab of Ornithology. Besøgt 26. marts 2012.
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 Lars Larsson (2001) Birds of the World, CD-rom
  6. Søren Olsen: "Storken kom i middelalderen", Kalundborg Folkeblad 1. april 2000
  7. Søren Olsen: "Krisehjælp til storkene", Kalundborg Folkeblad 1. april 2000
  8. Fra den sidste side i http://storkene.dk/gfx/storken_web%20(3).pdf
  9. http://www.storkene.dk/default.asp?komp=visnyhed&id=316
  10. http://www.dagbladet.no/2014/11/03/nyheter/stork/storker/36044862/
  11. Tarboton, Warwick (1994). Birds of Southern Africa (på engelsk). Cape Town: Struik Winchester. ISBN 0-947430-50-4, side 48.
  12. Fransson, T., Kolehmainen, T., Kroon, C., Jansson, L. & Wenninger, T. (2010) EURING list of longevity records for European birds Hentet 29. dec 2013
  13. Søren Olsen: "Storken i sagn og tro", Kalundborg Folkeblad 1. april 2000
  14. Citeret fra: http://storkene.dk/default.asp?mainmenu=20&submenu=22&webmanage=Storken%20i%20myter%20og%20overtro
  15. http://www.danskmoent.dk/sedler/dop/dopg.htm