Isle of Wight

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Motto: All this beauty is of God
Isle of Wights beliggenhed

Isle of Wight er en engelsk ø og et selvstændigt grevskab, beliggende i den Engelske Kanal, 3 mil fra Storbritanniens sydlige kyst. Øen ligger syd for grevskabet Hampshire og adskilles fra fastlandet England af en strækning af hav, der kaldes Solent. Øen har været populær siden den Victorianske tid som et feriested og er kendt for sin naturlige skønhed og for sin verdensberømte sejlads med basis i Cowes.

Øen har en rig historie, herunder sin egen korte status som et officielt uafhængigt kongerige i det 15. århundrede. Den var hjemstedet for digteren Alfred Lord Tennyson, og dronning Victoria byggede sin højtelskede sommerbolig og senere hjem, Osborne House, i East Cowes. Øens maritime og industrielle historie omfatter fremstilling af både, fremstilling af sejl, produktion af fly, der kan lande på havet, verdens første luftpudefartøj og test og udvikling af britiske rumraketter. Øen er hjemsted for Isle of Wight International Jazz Festival, Bestival og den for nylig genoplivede Isle of Wight Festival, som i 1970 var en af de største rockmusikbegivenheder nogensinde. Øen har et usædvanligt dyreliv og er også en af de bedste fundsteder for dinosaurfossiler i Europa.

Øen har tidligere været en del af Hampshire, men blev i 1890 et uafhængigt, administrativt grevskab (selvom øen stadig delte Lord Lieutenant af Hampshire). I 1974 fik grevskabet status som ceremonielt grevskab med egen Lord Lieutenant, og øen blev herefter et selvstændigt postdistrikt. Øen er det mindste ceremonielle grevskab i England. Med et enkelt parlamentsmedlem og 132.731 fastboende indbyggere, ifølge en folketælling fra 2001, er den også den mest befolkede parlamentariske valgkreds i Storbritannien.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Isle of Wight er første gang nævnt på skrift i Geography af Claudius Ptolemæus.

I slutningen af det romerske Imperium, blev Øen Vectis invaderet af jyske stammer som dannede et kongerige, regeret af Kong Stuf og hans efterfølgere indtil 661, da den blev invaderet af Wulfhere af Mercia og tvunget til at konventere til kristendommen. Da han drog tilbage til Mercia vendte beboerne på øen tilbage til hedenskab.

I 685 blev øen invaderet af Caedwalla af Wessex og kan have været anset for at være blevet en del af Wessex. Følgende overtagelsen af de vest saksiske konger som konger over hele England, blev øen dermed en del af England. Øen blev en del af grevskabet Hampshire og blev derefter delt ind i hundrede af herreder.

I 686 blev den sidste del af England, der konverterede til kristendommen.

Øen led særligt under vikingerne. Alfred den Store flåde besejrede danskerne i 871, efter at de havde "hærget Devon og Isle of Wight".

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Den normanniske erobring af England frembragte positionen Lord af Isle of Wight. Carisbrooke Priory og fæstningen Carisbrooke Castle blev grundlagt. Øen kom ikke under fuld kontrol af Den Engelske Krone, før den blev solgt i 1293 af den sidste døende normanniske Lord, Lady Isabella de Fortibus, til Edward 1.

Herredømmet blev herefter bestemt af kongehuset, med en kort afbrydelse da Henry de Beauchamp, 1. hertug af Warwick, i 1444 blev kronet Konge af Isle of Wight. Henrik 6. assisterede personligt i ceremonien ved at placere kronen på Henry de Beauchamps hoved. Dog ophørte den kongelige titel, da der ingen mandlige arvinger var, da Henry de Beauchamp døde.

Henrik 8., som udviklede den kongelige flåde og dets permanente base i Portsmouth, sørgede for en befæstning af øen i Yarmouth, øst og vest Cowes og Sandown. Meget senere, efter den spanske armada i 1588, var truslen for spanske angreb stadig lige stor, og de ydre fæstningsværk på Carisbrooke Castle blev bygget mellem 1597 og 1602.

Borgerkrig[redigér | redigér wikikode]

Under den engelske borgerkrig flygtede Karl 1. af England til Isle of Wight, hvor han troede, at han ville få sympati fra guvernøren Robert Hammond. Dette var dog ikke tilfældet, og Hammond fængslede kongen og indespærrede ham i Carisbrooke Castle.

Dronning Victoria[redigér | redigér wikikode]

Osborne House og dets område er nu åbent for offentligheden

Dronning Victoria gjorde Osborne House på Isle of Wight til hendes sommer bolig i mange år og som et resultat af dette, blev det et vigtigt feriested for moderne victorianere, inklusiv Alfred Lord Tennyson, Julia Margaret Cameron, Charles Dickens og medlemmer af den europæiske kongefamilie.

Under hendes regeringstid, i 1897, blev verdens første radio station sat op af Marconi, på The Needles Battery, i den vestlige ende af øen.

Nyere historie[redigér | redigér wikikode]

Under 2. verdenskrig blev øen hyppigt bombet. På grund af dets nærhed til Frankrig, havde øen også et antal observationsstationer og sende apparater, og var startstedet for en af de tidligere Operation Pluto forsyningslinier, for at få sendt brændstof til den normanniske landgang.

The Needles Battery blev brugt som et sted for at teste og udvikle Black Arrow og Black Knight rumraketter, der senere blev affyret fra Woomera, Australien.

Isle of Wight Festivalen var en stor rock festival, der fandt sted tæt ved Afton Down, West Wight i 1970, og som efterfulgte to mindre koncerter i 1968 og 1969. Showet i 1970 var bemærkelsesværdigt både for at være en af de sidste offentlige optrædener af Jimi Hendrix og for antallet af tilstedeværende, der nåede 600.000. Festivalen blev genoplivet i 2002 og er nu en årlig begivenhed.

Geografi og dyreliv[redigér | redigér wikikode]

Kort over Isle of Wight

Isle of Wight ligner omtrent en diamant i form og dækker 380 km². Lidt mere end halvdelen af øen, hovedsageligt i den vestlige del af øen, er angivet som Isle of Wight Area of Outstanding Natural Beauty. Øen har 258 km² landbrugsland, 52 km² udviklingsarealer og 92 km² kystlinie. Landskabet på øen er usædvanligt varieret, hvilket også fører til dets ofte anførte beskrivelse som "England i miniature". West Wight er domineret af landbrug, med dramatiske kystlinier, domineret af det berømte bakkede landskab med højdedrag, i kridt, der løber igennem hele øen og ender i The Needles – som også er det mest fotograferede udsigtspunkt på Isle of Wight. Det højeste punkt på øen er St. Boniface Down på 241 m (som også bliver kaldt Marilyn).

Den berømte udsigt udover The Needles og Alum Bay

Resten af øens landskab er også meget varieret, med nogle af de mest betydningsfulde beboelser med de milde klipper og klippe rev i søer, som er nogle imponerende træk, mens de samtidig er meget vigtige for dyrelivet og er internationalt beskyttet. Floden Medina flyder mod nord, ind i Solent, mens den anden hovedflod floden Yar opstår i Bembridge havn i den østlige ende af øen, og i store træk flyder nordøst. Der er dog også en helt anden separat flod i den vestlige ende af øen, der også hedder Yar, der flyder den korte distance fra Freshwater bugt til en relativt stor flodmunding i Yarmouth. Når man skal skelne mellem de to floder, kan man benævne dem den vestlige og østlige Yar.

Den sydlige kyst grænser op til den Engelske Kanal. Hvis ikke mennesket havde grebet ind i øens gang, ville øen højst sandsynligt have været delt i tre, med søen der bryder gennem 1) i den vestlige ende af øen, hvor en banke af sten deler Freshwater bugt fra det sumpede stillestående vand fra den vestlige Yar, øst for Freshwater, og 2) i den østlige ende af øen, hvor en tynd strimmel af land deler Sandown bugt fra det sumpede vandfald fra den østlige Yar, øst for Sandown. Yarmouth selv var en virksom ø med vand på alle sider og kun forbundet med resten af øen ved en fast revnet landtange direkte øst for byen.

Øens dyreliv er usædvanligt og det er et af de eneste steder i England, hvor det røde egern blomstrer, med en stabil bestand (et andet sted er Brownsea Island). I modsætningen til det meste af England, findes der ingen grå egern på øen, og der er heller ingen vilde hjorte, men i stedet kan man finde sjældne og beskyttede arter, som for eksempel hasselmusen og mange sjældne flagermus. Sommerfuglen Glanville Fritillary's udbredelse i Storbritannien er stort set begrænset til udkanten af de smuldrede klipper på Isle of Wight.

En konkurrence i 2002 gjorde orkideen Horndrager (engelsk: Pyramidal Orchid, latin: Anacamptis pyramidalis) til Isle of Wights regionale blomst.

Øen er kendt for at være et af de vigtigste områder i Europa for fundsteder af dinosaurfossiler. De nedbrudte klipper hjælper også med at få de gemte jordiske rester til at blive mere synlige.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Da Isle of Wight er et af de sydligste punkter i Storbritannien, har øen et varmere klima end andre områder, hvilket resulterer i et højt niveau af turister, særligt langs den sydlige del af øen. Der er også en længere sæson for dyrkning af jorden, end der er andre steder i Storbritannien.

Geologi[redigér | redigér wikikode]

Isle of Wight er skabt af en bred mangfoldighed af forskellige bjergarter, som kan dateres tilbage til den tidlige kridttid (omkring 127 millioner år siden) og til midten af palæogentiden (omkring 30 millioner år siden). Alle de klipper, der kan findes på øen, er sedimentbjergarter, der er skabt af mineralrige korn fra tidligere eksisterende klipper. Disse har alle sikret den form, som klipperne, der kan ses på øen i dag, har, for eksempel kalksten, lersten og sandsten. Klipperne på øen er meget rige på fossiler, og mange af disse bliver afsløret på strandene, efterhånden som klippeskrænterne mod havet bliver nedbrudt.

Klipperne af kridt, der normalt er røde, viser at klimaet tidligere var varmt og tørt. Dette medførte passende levevilkår for dinosauruser. Dinosaur knogler og fodspor kan ses rundt omkring på øen, langs med strandene, særligt atYaverland og Compton bugt.

Langs den nordlige kyst af øen er der en rig kilde af fossiler af skaldyr, krokodiller, skildpadder og knogler fra pattedyr. De yngste af disse kan dateres tilbage til for omkring 30 millioner år siden.

Øen er hovedsageligt skabt af tertiært ler, dog i den nordlige del af øen er der kalksten, åbent land og kridt.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Isle of Wight er et ceremonielt grevskab. Da det ikke har nogle amtsråd (kun Rådet for Amtet) fungerer øen som et unitart grevskab, dog ikke officielt. Det er derfor unikt i England – alle andre unitar områder er en enkelt kommune, uden et amtsråd, mens Isle of Wight er det modsatte. Det har også et enkelt medlem af Parlamentet, og er langt den mest befolkede valgkreds i Storbritannien (mere end 50 % over gennemsnittet af engelske valgkredse).

Som en valgkreds af House of Commons, er øen traditionelt en slagmark mellem de konservative (engelsk Conservatives) og De Liberale Demokrater (engelsk Liberal Democrats). Det nuværende medlem af Parlamentet, Andrew Turner, er konservativ og hans forgænger Dr. Peter Brand var liberal demokrat.

Isle of Wight Rådet's valg i 2005 var en jordskredssejr for det konservative parti, og fortrængte dermed de langtidstjenende Island First gruppe, der var et forbund mellem de liberale demokrater og uafhængige.

Der har været en mindre lokal bevægelse, i form af Vectis National Party og Isle of Wight Party, men disse har generelt klaret sig dårligt ved valg.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Fra folketællingen i 2001, var øens befolkning på 132,731. Dette viser en ændring på 5,4 %, siden den sidste folketælling i 1991, og er en højere stigning end den gennemsnitlige ændring i Storbritannien på 2,6 %. Den gennemsnitlige alder på beboerne på øen er på 43,19 år. Dette er højere end det nationale gennemsnit på 38,65 år.

Da der ikke er noget universitet på øen, får det de unge mennesker til at forlade øen, når de skal videreuddannes. Isle of Wight bliver også set som et attraktivt sted at trække sig tilbage til, på grund af den opfattelse, at øen er mere fredelig end resten af Storbritannien. Dette resulterer i en højere del af ældre mennesker.

Den mest populære religion på øen er kristendommen, med 73,72 %, men dette spørgsmål i folketællingen var valgfrit og 7,89 % ønskede ikke at oplyse en religion.

Hovedbyer[redigér | redigér wikikode]

  • Newport er en større by på Isle of Wight, der administrativt udgør et amt, og den ligger i midten af øen. Den er også hovedområdet for shopping på øen. Nylige udviklinger inkluderer en ny bus station med en sammensat detailhandel og en ny parkeringsplads til detail i udkanten. Byens placering tæt på floden Medina, gjorde at Newport engang var en meget beskæftiget havn indtil midten af det 19. århundrede, men er hovedsageligt nu blevet forvandlet til kunstgallerier, lejligheder og andre forsamlingspladser.
  • Ryde, øens største by, med en befolkning på omkring 30.000, ligger i den nordøstlige del af øen. Det er en victoriansk by, med en halv mil lang mole og 4 mil strand, der hvert år tiltrækker mange turister.
  • Cowes ligger by til Cowes Week hvert år, hvor mange mennesker hen over Storbritannien kommer for at sejle. Det er også hjemsted for den berømte sejler, Dame Ellen MacArthur.
  • Sandown er et andet badested, der tiltrækker mange turister hvert år. Det er også hjemsted for Isle of Wight Zoo og Dinosaur Isle geologisk museum, og en 18-hullers golf bane.
  • Shanklin, lige syd for Sandown, tiltrækker også turister med dets sandede strande. Dets hovedattraktion er Shanklin Chine og den gamle by.
  • Ventnor er bygget på den stejle bjergskråning ved St Boniface Down på den sydlige kyst af øen og fører ned til en naturskøn bugt, som tiltrækker mange turister. Nylige udviklinger inkluderer Ventnor Havn, en lille havn, bygget omkring en victoriansk inspireret musiktribune.

Ventnor Havn, en lille havn, bygget omkring en victoriansk inspireret musiktribune. Isle of Wight har ingen større byer. Newport, der er beliggende i midten af øen, er den næststørste by og udgør et administrativt amt. Der er også mindre byer langs med kysten, særligt på den østlige side af øen. Mange af disse, som Sandown og Ryde tiltrækker mange turister hvert år.

Såvel som byerne, har øen også mange mindre landsbyer. Nogle af disse mindre landsbyer tiltrækker også mange turister (for eksempel er Godshill en populær turist destination).

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Sprog og dialekt[redigér | redigér wikikode]

Den karakteristiske Isle of Wight accent er i nogen grad en stærkere version af den traditionelle Hampshire dialekt, kendetegnet ved at udelade nogle konsonanter og med vægt på de lange vokaler. Dette er lignende dialekterne i det vestlige Storbritannien (engelsk West Country), der bliver hørt i det sydvestlige England, men med mindre afstand i lyd fra det engelske i sydøst. Til fælles med mange andre engelske regionale dialekter og accenter, er en stærk accent fra Isle of Wight endnu ikke hørt så ofte, og som de talende bliver ældre, bliver dette fald højst sandsynligt ved med at fortsætte.

Øen har også dets egne lokale og regionale ord. Nogle ord, inklusiv grockle (besøgende) og nipper/nips (en yngre person af hankøn), er stadig brugt sædvanligt og er delt med naboområder. Nogle få er unikke for øen, for eksempel overner (en fastlandsbeboer, der har slået sig ned på øen) og caulkhead (dem, der er født på øen, eller for nøjagtighedens skyld, dem der er født på øen ud af en for lang tid siden etableret slægt på øen). Andre ord er mere utydelige og bliver nu hovedsageligt brugt til et komisk eftertryk, som for eksempel mallishag (larve) og nammit ("noon-meat"" – mad). Andre ord er gurt (stor eller fremragende) og gallybagger (fugleskræmsel).

Sport[redigér | redigér wikikode]

Cowes er et verdenskendt midtpunkt for sejlads og er vært for mange væddeløbs kapsejladser. Cowes Week er det længste regelmæssige væddeløbs kapsejlads med over 1.000 lystyachts og 8.500 deltagere, der tager del i over 50 klasser af lystyacht væddeløb. I 1851 fandt det første America's Cup væddeløb sted, rundt om øen. Andre betydelige sejlarrangementer, der bliver holdt i Cowes, er Fastnet Race, Round the Island Race, Admiral's Cup og Commodore's Cup.

Isle of Wight Maraton er Storbritanniens ældste vedvarende maraton, der er blevet løbet hvert år siden 1957. Løbet starter i Ryde, passerer gennem Newport, Shanklin og Sandown, før det ender tilbage i Ryde. Det er et løn på bakket terræn, med en total opstigning på 1.505 fod.

Øen er også hjem for Isle of Wight Islanders Speedway hold, som konkurrerer i sportens anden division, Premier League. Klubben blev dannet i 1996, med 1.740 tilstedeværende den første aften. Øen er også hjemsted for Wightlink Raiders, et ishockey hold med base i Ryde Arena. De konkurrerer i den engelske Premier League, den anden division i landet. Der er også et ENL hold, Vectis Warriors, der også har base i Ryde Arena.

Isle of Wight Hockey klub driver 3 senior hold og et junior hold, med det første XI, der konkurrerer i Hampshires top division, kun en under den regionale liga. Øen har også et kvindehold – Vectis Ladies – som er en separat organisation fra Isle of Wight Hockey klub. Ventnor Middle School på Isle of Wight driver et succesfuldt hockey arrangement, der frembringer spillere, der siden har spillet på højt plan.

Det nu opløste Ryde Sports F.C. blev grundlagt i 1888 og blev en af de 8 repræsenterede grundlæggere af Hampshire League i 1896. Der er mange andre klubber, der ikke spiller i ligaen, som for eksempel Newport (IW) F.C. Der er en Isle of Wight Saturday Football League, med 3 divisioner, en rugby foreningsklub og andre varierede sports hold. Strand fodbold er særlig udbredt på øen og har mange af nationens fornemmeste klubber, og næsten alle fra det engelske strand fodbold hold er spillere fra Isle of Wight.

Isle of Wight konkurrerer også Island Games, som afholdes hver andet år. Isle of Wight var vært for Island Games i 1993 og i 2011. To lande i det danske kongerige, Færøerne og Grønland, deltager også i Island Games.

Musik[redigér | redigér wikikode]

Isle of Wight er hjemsted for bandet "The Bees". For nylig har de haft mere succes nationalt, og optræder ofte til mindre koncerter på øen. Isle of Wight er også hjemsted for Isle of Wight International Jazz Festival, Isle of Wight Festival og Bestival.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Industri og landbrug[redigér | redigér wikikode]

Et satellit billede af Isle of Wight og Solent, der adskiller Isle of Wight og fastlandet

Den største industri på Isle of Wight er turisme, men øen har en stærk landbrugs arv, der inkluderer får og mejerilandbrug og dyrkningen af agerlands afgrøder. Traditionelle landbrugsvarer er svære at eksportere fra øen på grund af transportomkostningerne, men øboernes landmænd har klaret at succesfuldt udnytte nogle speciale markeder. Den høje pris på disse produkter overvinder dermed transportomkostningerne. En af de mest succesrige landbrugssektorer for øjeblikket er at dyrke afgrøder under bedækning, særligt salat, tomater og agurker. Isle of Wight har en længere sæson for dyrkning end det meste af Storbritannien, og dette er til fordel for disse afgrøder. Hvidløg er blevet succesfuldt dyrket i Newchurch i mange år og bliver endda eksporteret til Frankrig. Dette har ført til oprettelsen af den årlige Garlic Festival i Newchurch, som er en af de største begivenheder i øens årlige kalender. Det gunstige klima har ført til succes med vingårde, inklusiv en af de ældste på de britiske øer, i Adgestone nær Sandown. Lavendel bliver også dyrket, for dets olie. Den største sektor af landbrug har været mejeri, men på grund af lave mælkepriser og en streng lovgivning i Storbritannien, for mælkeproducenter i Storbritannien, har mejeriindustrien været faldende. Der var omkring 150 mejeri producenter af forskellige størrelser i midt-80'erne, men dette er nu svundet ind til kun 24.

Produktionen af sejldug, både og andet, der står i forbindelse med den maritime industri, har længe været forbundet med øen, selvom dette dog er reduceret de seneste par år. Cowes er stadig hjemsted for en række forskellige mindre marine-relaterede virksomheder, som bådebyggere.

Selvom de har reduceret omfanget af fabrikker og arbejdskraft, iberegnet salget af deres hovedgrund, driver GKN hvad der engang var et datterselskab af British Hovercraft Corporation, og senere, da fokuset på industrien forandrede sig, kendt som Westland Aircraft. Før det blev opkøbt af Westland, var det en uafhængig virksomhed, kendt som Saunders-Roe. Det er stadig en af de mest betydningsfulde historiske virksomheder, der har produceret mange af de fly, der kan lande på havet, og verdens første luftpudefartøj.

Øens store industriaktivitet i dag er af sammensatte materialer, der bliver brugt af bådebyggere og vindturbine producenten Vestas, som har en vingefabrik til deres vindturbiner og efterprøvnings faciliteter i Newport og East Cowes.

Bembridge Airfield er hjemmet for Britten-Norman, producenterne af det verdenskendte Islander og Trislander flyvemaskine. Norman Aeroplane Company er en mindre producent af flyvemaskiner, der holder til i Sandown. Der har været 3 andre producenter af flyvemaskiner, som byggede flyvemaskinerne på øen.

I 2005 begyndte Northern Petroleum at bore og undersøgelse om der var olie, med dets Sandhills-2 borehuller i Porchfield med stoppede processen i oktober sidste år, efter at have fejlet og ikke har kunnet finde betydelige reserver.

Bryggerier[redigér | redigér wikikode]

Der er 3 bryggerier på øen. Goddards Bryggeri i Ryde åbnede i 1993. David Yates, som var hovedbrygger på Burts og Island Bryggeri, startede med at brygge for Yates Bryggeri i kroen i St. Lawrence i 2000. Ventnor Bryggeri, under en ny ledelse, er den seneste inkarnation af Burt's Bryggeri, som har brygget på øen siden 1840'erne i Ventnor. Indtil 1960'erne var de fleste værtshuse ejet af Mews Bryggeri, beliggende i Newport, nær den gamle jernbane station, men det lukkede og værtshusene blev overtaget af Strongs og senere af Whitbread. Efter alt at dømme var Mews øl tilbøjelig til at være temmelig uklar og mørk. De banede vejen for brugen af kander i det 19. århundrede, til eksport til Britisk Indien. Det gamle bryggeri var forladt i mange år, og blev senere alvorligt beskadiget i en stor ildebrand.

Service[redigér | redigér wikikode]

Turisme og arv[redigér | redigér wikikode]

Compton Chine, med østlig vinkel til Blackgang

Øens arv er en stor fordel, som i mange år har holdt øens økonomi kørende. Ferier, der har fokus på naturlig arv, inklusiv både dyreliv og geologi, er blevet et voksende alternativ til den traditionelle ferie med badesteder. Denne er gået tilbage i Storbritanniens indenrigsmarked, som følge af den forøgede økonomiske mulighed for rejser med fly og alternative destinationer.

Turisme er stadig den største industri på øen. I 1999 skulle de 130.000 øboere være værter for 2,7 millioner besøgende. Ud af disse overnattede 1,5 millioner og 1,2 millioner besøg var dagsbesøg. Kun 150.000 af de besøgende var internationale besøgende. Mellem 1993 og 2000 steg antallet af besøgende med gennemsnitligt 3 % pr. år.

I slutningen af det 19. århundrede havde øen 10 forlystelsessteder ved moler, inklusiv 2 i Ryde og 1 i Seaview. Victorian Pier i Cowes efterfulgte den tidligere Royal Pier, men blev selv fjernet i 1960. Molerne i Ryde, Seaview, Sandown, Shanklin og Ventnor tjente oprindeligt en kyst dampskibstjeneste, der arbejdede fra Southsea på fastlandet. Molerne ved Seaview, Shanklin, Ventnor og Alum Bugt blev alle ødelagt af storme i det sidste århundrede. I dag er det kun molerne ved jernbanen i Ryde, molerne i Sandown, Totland Bugt (for øjeblikket lukket for offentligheden) og Yarmouth, der har overlevet. Blackgang Chine er rimeligvis den ældste temapark i Storbritannien og en af de ældste i verden.

Såvel som mere traditionelle turistforlystelser, er øen ofte vært for vandreferier eller cykel ferier gennem det tiltalende landskab. Næsten hver eneste by og landsby på øen har hoteller, vandrehjem og campingpladser. Udenfor højsommersæsonen, er øen stadig en vigtig destination for turist ture fra andre steder af Storbritannien og en årlig vandre festival har tiltrukket betydelig interesse.

Et stort bidrag til den lokale økonomi kommer fra sejl- og marinerelateret turisme.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Et kort over øen fra 1945

Isle of Wight har samlet 489 mil kørebaner. De større veje løber gennem hovedbyerne på øen, med mindre veje, der forbinder landsbyerne. Det er et af de få grevskaber i Storbritannien, der ikke har en motorvej, eftersom øens største vej kun er en dobbelt kørebane, der løber fra Coppings Bridge i Newport, mod det nordlige Newport, nær øens hospital og fængsler.

Et omfattende bus netværk, der bliver drevet af Southern Vectis, forbinder de fleste bopladser på øen med Newport som det centrale centrum. De fleste byer på øen modtager en 24-timers bus forbindelse til Newport.

Øens placering 5 mil fra fastlandet betyder at den mest almindelige transportform er både. Bilfærger og passager forbindelser bliver drevet af Wightlink og Red Funnel, samt et luftpudefartøj, der bliver drevet af Hovertravel. Imidlertid er der dog også blevet foreslået faste forbindelser.

Øen er hjemsted for det mindste tog selskab i Storbritanniens National Rail netværk, Island Line, der løber lidt under 14 kilometre (omkring 8,5 mil) fra Ryde Pier Head til Shanklin.

Der er for øjeblikket 2 flyvepladser til almindelig luftfart, Isle of Wight lufthavn i Sandown og Bembridge lufthavn.

Kommunikation[redigér | redigér wikikode]

Alle af øens telefon udvekslinger har bredbåndsmuligheder og i tilgift, er nogle byområder, som Cowes og Newport dækket af kabelledninger. Nogle områder, som Arreton, har ingen bredbåndsadgang i bestemte hjem.

Medier[redigér | redigér wikikode]

Isle of Wight har en lokal avis i helt format, Isle of Wight County Press. Denne diskuterer lokale problemer og bliver udgivet hver fredag, eller på den sidste arbejdsdag, hvis der ligger en ferie om fredagen.

Øens tv station var Solent TV. De startede med at sende i 2002. Desværre var denne virksomhed ikke finansielt bæredygtig og stationen blev insolvent, der førte til dets lukning torsdag den 24. maj, 2007. Dog blev det for nylig meddelt at en ny tv kanal vil sende fra øen og er planlagt til at starte i december. Dette vovestykke kan til at begynde med skabe op til 20 nye jobs. Den nye kanal vil fokusere på traditionel familie underholdning, meget lig BBC i 1950'erne.

Øen har to nationale, kommercielle radio stationer og har adgang til andre nærtliggende lokale stationer, med base uden for øen. Siden 1998, Isle of Wight Radio har sendt på 107 og 102 FM, såvel som på internettet og på AM bånd siden 1990. I 2007, begyndte Angel Radio at sende på 91,7 FM fra studier i Cowes.

Aktive lokale websides med dækning af øens nyheder inkluderer Ventnor Blog [1] og Island Pulse [2].

Fængsler[redigér | redigér wikikode]

Øens geografiske placering, tæt på den tæt befolkede sydlige del af England, ledte til at øen opnåede at få 3 fængsler. Albany, Camp Hill og Parkhurst som ligger udenfor Newport, ved hovedvejen til Cowes. Albany og Parkhurst var engang imellem de få kategori A fængsler i Storbritannien indtil de blev degraderet i 1990'erne. Degraderingen af Parkhurst var fremskyndet på grund af en betydelig fangeflugt: 3 fanger (2 mordere og en pengeafpresser) fandt deres vej ud af fængslet den 3. januar 1995 til 4 dage i frihed, før de igen blev fanget. Særligt Parkhurst var berygtet for at være en af de skrappeste fængsler på de britiske øer og havde mange berygtede indsatte, inklusiv The Yorkshire Ripper Peter Sutcliffe og Kay tvillingerne.

Camp Hill ligger placeret til vest for, og støder op til, Albany og Parkhurst, på kanten til Parkhurst skoven, og blev først omdannet til et ungdomsfængsel og senere til et kategori C fængsel. Grunden blev oprindeligt brugt som en lejr for en hær (både Albany og Parkhurst var kaserner) hvor der er et lille boligområde med landeveje med træ rækker, med velproportionerede kvarterer til officererne (med varierende pragt efter rang, men nu privatejede), til syd og vest.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Der er 69 Local Education Authority vedligeholdte skoler på Isle of Wight og 2 uafhængige skoler. Da det er et landligt samfund, er mange af disse skoler små, med et gennemsnitligt antal elever, der er lavere end i mange byområder. Der er for øjeblikket 5 gymnasier. Der er også Isle of Wight College som er placeret i udkanten af Newport.

Øen bruger et middle school system.

Kendte beboere[redigér | redigér wikikode]

Over årene har øen haft mange kendte besøgende. Mange kom på grund af helbredsårsager, hvor øens kølige hav briser og friske luft var en stor hjælp. For eksempel var både Winston Churchill og Karl Marx besøgende på øen. Kendte beboere inkluderer:

Udvalgte steder af interesse[redigér | redigér wikikode]

Betydningsfulde medieforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]

Generel information[redigér | redigér wikikode]

Medier[redigér | redigér wikikode]

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: