Magnus af Øsel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Magnus af Øsel
Hertug Magnus' segl som biskop af Øsel-Wiek i Estland
Fyrstbiskop af Øsel-Wiek
Ægtefælle Maria Vladimirovna af Staritsa
Børn Maria
Eudoxia
Hus Huset Oldenburg
Far Christian 3. af Danmark
Mor Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Født 1540
Københavns Slot
Død 1583
Pilten
Hvilested Pilten (1583)
Roskilde Domkirke (1662)
Religion Romersk-katolsk

Prins Magnus (26. august 1540 på Københavns slot – 18. marts 1583 i Pilten), prins af Danmark, hertug af Holsten, konge af Livland, næstældste søn af kong Christian den 3. og dronning Dorothea.

Barndom

Om hans barndom vides kun lidt. Han blev opdraget sammen med en yngre broder, Hans, og grev Johan af Oldenborg. Hans lærere var først hofprædikanten Poul Noviomagus, siden Caspar Mule og Lucas Bacmeister. Kun 2 år gammel mistede han under sygdom sit ene øje. 17 år gammel rejste han med en søster, kurfyrstinde Anna af Sachsen, til Tyskland for at blive uddannet ved et fremmed hof som det da var almindeligt for fyrstebørn. Han er i tilknytning til disse ophold i det fremmede blevet beskyldt for at være ødsel, letsindig og med hang til sanselige nydelser. 1559, 19 år gammel, vendte han tilbage til Danmark for at deltage i broderen, Frederik 2s, kroning.

En levevej under trange vilkår

For at undgå uheldige delinger af den kongelige del af hertugdømmerne var der tidligt gjort forsøg på at finde en passende stilling andetsteds. Forsøg på at skaffe ham koadjutoratet i Riga, gjort ham til biskop i Dorpat (Tartu) eller Lübeck eller til ærkebisp i Bremen strandede. I 1560 købte kong Frederik 2. af Danmark Øsel-Wiek bispedømme, fra den sidste fyrstbiskop, Johan von Munchhausen. Besiddelserne blev nu givet som en apanage til Magnus, der ellers havde titel af hertug af Holsten imod, at han afstod sine rettigheder i hertugdømmerne. Danmark overdrog Wiek til Polen for til gengæld at overtage livlandske besiddelser på Øsel.

Forholdene i Livland var brogede. Området var delt i:

  1. områder under den Tyske Orden,
  2. områder under ærkebispen i Riga,
  3. Øsel-Wiek bispedømme,
  4. Dorpat bispedømme,
  5. Reval bispedømme,
  6. Kurland bispedømme.

Ordensstaten var under opløsning under pres fra svensk og russisk side. Det var således en usikker fremtid, der ventede Magnus.

Stillingen styrkes

Under de forvirrede forhold søgtes efter nogen, der kunne bringe en form for orden. Mange håbede, at Magnus kunne blive den, der skabte fasthed og sikkerhed, og det bidrog til en kortvarig fremgang for ham. Kort efter hans ankomst i maj 1560 blev han valgt til biskop over Øsel-Wiek bispedømme. Derefter blev han valgt til administrator af Reval stift, og flere af ordensmesteren Gotthard Kettlers tilhængere sluttede sig til ham. Snart var han herre over stifterne Øsel, Reval og Kurland – med andre ord: en samlende skikkelse. Men stillingen var fortsat meget usikker, og især russerne hærgede hans områder.

I første omgang søgte han hjælp hos broderen. I februar 1561 vendte han tilbage til Danmark. Under moderens, enkedronningens, tilskyndelse støttede Frederik den 2. ham med penge og tropper, men under betingelse af at hele den udøvende myndighed lagdes i hænderne på en statholder udnævnt af kongen. I maj 1561 vendte Magnus tilbage til sit stift, fulgt af Christoffer Valkendorf og statholder Diderich Behr.

Modgangen vokser

Samme år gik Ordensstaten helt i opløsning, og dette fik følger:

Magnus forvaltningsområde blev derved indskrænket til Øsel, og han måtte her tilmed affinde sig med statsholderens tiltag. Magnus forsøgte at slippe ud af denne situation ved:

  • at henvende til broderen om yderligere hjælp, som Frederik den 2. afviste,
  • at fri til den polske prinsesse Anna Jagellonica 1565-1567, men frieriet blev afvist og dermed muligheden for at erhverve Livland som len af Polen,
  • forsøge at erobre Reval fra svenskerne, hvilket mislykkedes.

Herefter var der kun een mulighed tilbage: at opnå forlig med Moskva.

Samarbejdet med Ivan Vasiljevitj

1570 opsøgte Magnus Ivan Vasiljevitj (Ivan den Grusomme). Den 10. juni 1570 blev Magnus af zar Ivan kronet til konge af Livland og lovet zarens niece til ægte. Problemet var imidlertid, at det var en titel uden indhold, da området jo var besat af svenskerne. Magnus blev overdraget kommandoen af 20.000 soldater fra zaren[1]. Forsøgene på at erobre Reval mislykkedes og Frederik 2. erklærede, at han ikke ville tilbagegive ham Øsel inden dennes forbund med Ivan var afviklet. 1573 ægtede Magnus den russiske prinsesse Marie og håbede at få fornyet hjælp fra zaren, men fik den ikke.

Forhandlinger med Polen

Magnus forsøgte dernæst at indgå hemmelige forhandlinger med Polen, men fik intet ud af det. I 1577 lykkedes det for Magnus at overtale den livlandske adel til, at lade ham lede området, og beskytte det mod udefra kommende fjender. Da zaren fattede mistanke til ham, blev han fængslet, truet på livet og måtte bede om nåde. Nåden fik han og flygtede derefter til Polen, hvor han i 1578 afstod sine få besiddelser og derefter levede som den polske konges lensmand i Pilten i Kurland til sin død den 18. marts 1583, blot 43 år gammel.

Familien

Enken Marie tog siden tilbage til Rusland og gik i kloster med datteren Eudoxia.

Eftermælet

Vurderingen af Magnus er diskuteret af eftertiden. Dansk Biografisk Leksikon beskriver ham som leder af "herreløse Æventyrere, som huserede i det sønderrevne Land". Den estiske historiker Andres Adamson (der har skrevet en doktordisputats om Magnus) vurderer at Sveriges senere stormagt ville være blevet stækket, hvis Magnus havde fået den støtte fra sin broder, han håbede på. Magnus uheld var, at han var oppe imod modstandere, der alle havde en stærkere magtbase, end han var i stand til at skabe sig, på trods for den imødekommenhed han mødte i Livland.

Danske lensmænd på Øsel

1645 blev Øsel svensk ved Brømsebrofreden.

Kilder


  1. ^ biografisk leksikon siger 70.000 mand
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Magnus_af_Øsel&oldid=8033291"