Færøernes historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Færøernes flag hedder Merkið. Det blev hejst for første gang den 22. juni 1919 i Fámjin

Færøernes historie er en del af Nordens historie. Der findes ofte paralleler til Islands historie og Norges historie, som senere blev bestemt af Danmarks historie. Øerne blev koloniseret i 800-tallet af folk fra Vest-Norge, hvorfor det færøske sprog også har udviklet sig fra det gamle vestnordiske sprog, som bl.a. taltes på Vestlandet.

I 900-tallet samles færøske storbønder til et lovgivende, dømmende og politisk bestemmende Alting, der senere blev til Lagtinget. Omkring 1000 blev Færøerne kristnet og derefter blev de en del af Norge, siden 1380 også del af det Danske Rige i personalunionen. Det norske rigsråd opløstes i 1536, og Færøerne og Norge regeredes som danske provinser. Reformationen nåede Færøerne i 1538, og dansk blev embedssprog. Da Norge blev en del af Sverige i 1814 forblev Færøerne, Grønland og Island under dansk styre. Færøerne var et dansk amt, men handelsmonopolet ophævedes i 1856. Det færøske skriftsprog udviklede sig, og Færøerne forvandlede sig fra et bondesamfund til en moderne fiskerination, som har haft hjemmestyre siden 1948.

Øerne bosættes[redigér | redigér wikikode]

Irske munke[redigér | redigér wikikode]

Frimærke fra 1994

I det 6.-7. århundrede foretog irske munke lange sørejser vest og nord for Skotland og Irland i åbne skindbåde, curragh, og nåede langt ud på havet til afsidesliggende øer. Formålet med disse rejser var bl.a. at finde ensomme og fredelige steder, hvor de kunne slå sig ned som eremitter eller oprette klostre

De første kolonister på Færøerne er ifølge myterne irske munke, der sandsynligvis i omkring 650 har søgt et fredeligt tilflugtsted på de isolerede øer. Munkene blev siden sandsynligvis fordrevet af norske vikinger, der i 800 årene slog sig ned på Færøerne.

Landnamstiden[redigér | redigér wikikode]

Hverdagsliv i landnamstiden

Den første skriflige kilde som menes at indeholde en beskrivelse af Færøerne, blev skrevet af en irsk munk som hed Dicuil. Dicuil havde mødt en “troværdig” mand, som fortalte fra sin læremester, abbed Sweeney, hvordan han en sommer havde nået Færøerne efter “to dages og én nats” sejllads, i en båd.
Dicuil skriver i sin bog Liber de Mensura Orbis Terraæ i 825:

I Britanniens nordlige hav er der endnu mange øer, som kan nåes fra de nordlige britiske øer ved to døgns direkte sejlads og med medvind. En from præst fortalte mig, at han havde sejlet i to rotofter og var gået i land på en af dem. Disse øer er for det meste små, næsten alle adskildt ved smalle sunde, og på dem har eneboerne, som har sejlet op fra vort Scotia (Irland), boet i omtrent hundrede år. Disse fra verdens skabelse ubeboede øer er som følge af normanniske røveres indfald tomme for eneboere, har fuld op af får og såre mange forskellige søfugle. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøger.

Det antages derfor, at Færøerne (atter) var ubeboede, da Grímur Kamban kom som den første nordmand omkring år 825. Efternavnet Kamban er keltisk og antyder, at han kom fra de britiske øer, muligvis Isle of Man, hvilket er muligt, da vikingerne allerede boede på de britiske øer.

Færøerne bliver norsk len[redigér | redigér wikikode]

Fårebrevet fra 1298

Om øernes ældste bebyggelse og historie i vikingetiden findes spredte bemærkninger i de islandske sagaer, navnlig i "Færingesaga" (Færeyinga Saga), der ikke er et selvstændigt sagaværk, men indeholdes stykkevis i "Olafssaga"[1]. Heri fortælles, at Grímur Kamban var den første mand, som bosatte sig på Færøerne, og at kort efter Slaget ved Hafrsfjord flygtede mange i Norge for Harald Hårfagers tyranni og nedsatte sig på øerne på vejen til Island. Sagaen fortæller især om de vigtigste mænd på øerne: Tróndur í Gøtu, den betydeligste mand af "Gøteskeggerne", og Sigmundur Brestisson. Den sidstnævnte havde vundet stort ry for sine vikingetog, men under sit ophold i Norge blev han kristnet og fik løfte af Olav Tryggvason om at få Færøerne i forlening, hvor efter han med magt indførte den nye lære her ved år 1000 og søgte at sætte sig i besiddelse af øerne. Også Tróndur havde han tvunget til at lade sig kristne, men da denne også tragtede efter herredømmet, stræbte han Sigmundur efter livet og overfaldt ham på hans gård på Skuø, og Sigmundur blev dræbt under flugten. Trond og Leivur Øssursson delte nu herredømmet over øerne. Efter Tróndurs død i 1035 tog Leivur dem til len af Magnus den Gode, og øerne hørte fra den tid under Norge, om end de norske kongers magt over øerne ikke var stor. Ifølge kong Magnus Lagabøtes forordning af 1272 synes der kun at have været een sysselmand (med to lensmænd) på øerne.

Norsk kirkeprovins[redigér | redigér wikikode]

Barthélemy Lauvergnes litografi af Magnuskatedralen i Kirkjubøur fra 1839. Kirkjubøur var i århundreder Færøernes religiøse midtpunkt og var sæde for øernes katolske bispedømme fra 1138 til reformationen.

I norsketiden blev bispedømmet Færøerne grundlagt i 1111 under ærkebiskoppen i Nidaros og med Kirkjubøur som sæde. Her skrev biskop Erlendur i 1298 Færøernes ældste kendte dokument: Fårebrevet om landets landboforhold. Han påbegyndte tillige opførelsen af Magnuskatedralen i Kirkjubøur.

Altinget[redigér | redigér wikikode]

For at opretholde lov og orden oprettede befolkningen på Færøerne år 900 Altinget efter forbillede fra Frostatinget i Norge. Altinget, der samledes på halvøen Tinganes ved Tórshavn, blev ledet af en folkevalgt lagmand og her blev truffet beslutninger om landets anliggender, vedtaget love, mæglet i indbyrdes stridigheder, idet alle frie mænd var lige for loven. Altinget var dermed det ældste direkte demokrati i Europa (ældre end Altinget på Island). I 1274 trådte imidlertid den Yngre Gulatingslov i kraft, hvorved lagmanden blev en norsk kongelig udnævnt embedsmand, og Altinget blev omdannet til et Lagting, der kun havde ret til at dømme, men ikke til at vedtage love.

Ved siden af det centrale ting fandtes lokale ting i hver af de seks områder Suðuroy, Sandoy, Vágar, Streymoy, Eysturoy og Norðoyar.

Handelsmonopol indføres[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen var færingernes foretrukne handelssted Bergen. Færingerne kunne i tidligste middelalder selv sejle udenlands for at handle. Færøske handelsfolk kunne tilbyde varer som uld, tørfisk og fugle og kunne købe varer som salt, tømmer og korn. I 1271 blev et kongeligt handelsmonopol oprettet i Tórshavn af kong Magnus Lagabøte, og det blev tillige bestemt, at der skulle gå mindst to skibe i året mellem Bergen og Færøerne. Formålet med dette handelsmonopol synes at have været at holde Hansaforbundet væk fra Færøerne, men virkningen var snarere en svækket færøsk sejlads og dermed øernes større afhængighed af udefra kommende skibe.

En stækket provins[redigér | redigér wikikode]

Det var skæbnens ironi, at færingerne oprindeligt havde bosat sig på øerne, fordi de havde søgt friheden fra norske kongers tyranni men senere mistede den igen ved svig fra en af deres egne og ved norske kongers trang til at udvide deres magt. Norgesvældets fremgang bevirkede, at Færøerne nu gik en fremtid i møde som stækket provins.

Under Danmark-Norge[redigér | redigér wikikode]

Kalmarunionen[redigér | redigér wikikode]

I 1380 Blev Norge forenet med Danmark under en fælles konge, og her kom Færøerne med som norsk lydland. I 1397 oprettedes Kalmarunionen. Reelt fik disse forandringer i begyndelsen ingen betydning: Færøerne blev fortsat forvaltet fra Norge.

I ældre tid havde øerne haft egne skibe, med hvilke de handlede på Norge, især Bergen, men senere gik handelen mere og mere over til hanseatiske købmænd i Bergen.

Under kong Hakon den Gamle havde Færøerne og Shetland udgjort eet lagdømme, men da Shetland ved Christian 1.’s pantsættelse 1469 var kommet ind under Skotland, blev Færøerne vist nok et eget lagdømme, idet dog de første lagmænd vedblev at bo på Shetland.

Reformation[redigér | redigér wikikode]

Reformationen i Danmark 1536 nåede Færøerne i 1538. Dette skulle få stor indflydelse på Færøernes udvikling i de følgende århundreder.

Efter reformationens indførelse på øerne blev der 1540 oprettet et evangelisk bispedømme, men den første biskop, Jens Gregersen Riber, forlod øerne i 1557, og der efter var en provst den øverste gejstlige (den første provst var Hejne Jonsen Havreki, Mogens Hejnesens fader). Øernes provsti blev henlagt under Bergens biskop. Kongen overtog 2/3 af kirkens jordegods, som nu blev kongsjord, hvilket skulle få betydning for landbrugets senere udvikling.

Da bispestolen nedlagdes under Christian 3., oprettede denne en latinskole i Thorshavn (første gang omtalt 1547), ved hvilken sognepræsten i Thorshavn var enelærer. I 1620 kom den færøske kirke under Sjællands biskop. Skolen fik af Christian 4. tillagt yderligere indtægter til fattige studerendes underhold ved et gavebrev af 1647, hvorved der uddannedes så mange indfødte færinger, at alle færøske præstekald kunde besættes med dem, foruden at nogle fik ansættelse i kongeriget.

I 1722 ansattes der en særlig rektor for skolen i Thorshavn, men da de til fattige disciples underhold bestemte stipendier gik med til rektorens lønning, hæmmedes tilgangen til skolen meget. Den vedblev dog at bestå indtil 1804, da den sidste rektor, Gr. Müller, som havde styret skolen i 42 år, døde. Almuen fik i gamle dage kun undervisning i hjemmet. Der blev vel af og til gjort forsøg på at indføre et ordnet skolevæsen, men uden held; kun almueskolen i Thorshavn (den første danske skole i Thorshavn skyldes præsten Hans Rasmussen, død 1651) blev bestående med adgang også for børn fra landet.

Frihandel og monopolhandel[redigér | redigér wikikode]

Skansin
Foto: Erik Christensen

Efter Reformationen gjorde kongemagten ihærdige forsøg på at dels frigøre handelen fra hanseaterne, dels sikre Færøerne de fornødne forsyninger. Således kundgjordes ved kongeligt brev af 21. februar 1553, at undersåtterne i Danmark og Norge frit måtte sejle og handle på øerne. Nok fik to københavnske købmænd i 1569 privilegium for 4 år på handel på øerne, men da beboerne klagede over, at varerne var for dyre, og at de selv kun fik halv pris for deres egne varer, fik de 7. marts 1571 brev om, at de selv måtte afhænde deres varer hjemme og ude mod at svare den samme afgift som fogderne og købmændene, og dette gentoges den 18. december 1571. I 1573 fik dog igen en hamborgsk købmand bevilling på at besejle øerne, da det viste sig vanskeligt for private at forsyne dem regelmæssigt, og det desuden var forbundet med stor risiko på grund af sørøvere, der var en stadig plage for øerne.

I 1578 overtog kongen selv handelen, og 1579-1583 fik den færøske kaper Magnus Heinason, der havde tjent under Vilhelm den Tavse og dennes søn Maurits af Nassau i ti år og kæmpet mod Spanien i Firsårskrigen, eneret på den for sig og medredere i Bergen, lige som han fik ret til at udruste skib på orlogsvis for at rense farvandet for sørøvere, noget, der også til dels lykkedes ham. Han opførte fæstningen Skansin i Tórshavn mod sørøvere. Men han brandskattede rigtignok også øerne ved at sælge dårlige varer til ublu priser, og han mistede derfor eneretten, der gik over til andre rederier af københavnske, hamburgske eller bergensiske købmænd. I 1589 blev Heinason, efter ordre fra statholderen Christoffer Valkendorf fanget og sendt til København, hvor han dømt for sørøveri til fordel for Holland og to dage senere, den 18. januar samme år, henrettet. Den hastige retssag medførte, at Valkendorf mistede sin ministerpost.

I første halvdel af det 17. århundrede (til 1620) havde et bergensisk handelsselskab enehandelen, lige som det havde forpagtningen af øernes indkomster. Der efter gik den over til det 1619 oprettede Islandske Handelskompagni, som ophævedes 1662. I denne tid forekom der ofte gensidige klager — fra befolkningens side over uregelmæssig tilførsel, dårlige varer og for høje priser, fra handelskompagniets side, at beboerne brød forbuddet mod at handle med andre.

Gabeltiden[redigér | redigér wikikode]

Første Færøkort ved den danske præst Lucas Debes i 1673

I 1655 fik Christoffer Gabel som befalingsmand over Færøerne indtægten af Færø land i forpagtning på livstid for 1000 Rd. årligt. Den 19. januar 1661 fik han samme indtægt kvit og frit for sin og sønnens Frederik Gabels Levetid og den 3. april 1662 tillige monopol på øernes besejling.

I de trange tider under Gablernes enestyre hensygnede skolen i Torshavn mere og mere. Præsten Lucas Debes var den alvorligste modstander for Gabels embedsmænd og rejste med en færøsk delegation til København, hvor han fortalte kongen om Gabels vilkår. I denne tid skrev han 1673 den første trykte bog om Færøerne: Færoæ et Færoa reserata på dansk (engelsk og tysk oversættelse fulgte). Da en kongelig kommission nåede Færøerne samme år, ødelagde en brand på Tinganes de fleste handelsbygninger, og dokumenter gik op i luer. Det siges, at Gabels mænd stod bag branden.

Kongelig forvaltning[redigér | redigér wikikode]

1709 overtog den danske stat handelsmonopolet, og det varede indtil 1856. Handelen bestyredes af en færøsk og grønlandsk handelskommission i København, som havde en handelsforvalter i Thorshavn, hvor det eneste udsalgssted var lige til 1836, da der kom to til i Trangisvåg (Tværå) og Klaksvig og et par år senere yderligere et i Vestmanhavn. Ganske vist bestemtes i 1790, at monopolet, som blev drevet med tab, skulle ophøre fra 1796, men efter en ansøgning fra øboerne, som frygtede for frihandelen, blev bestemmelsen atter ophævet. Der var dog nogle, som kæmpede for frihandel, deriblandt den bekendte skibsfører og digter Poul Poulsen Nolsøe (Nólsoyar Páll, død 1809).

Niels Rybergs handel 1768-1788 var en forholdsvis god tid for færingerne, som fik kendskab til at salte sild og at lave klipfisk, som blev eksporteret.

Nólsoyar Páll var modstander af Rybergs handel og kæmpede for frihandel og dermed Færøernes selvstændighed. Hans Fuglakvæði er en vise, hvor Tjalður (strandskaden) symboliserer ham selv, og derved den frie færing. I 1804 byggede han med Royndin Fríða Færøernes første selvejede skib siden Magnus Heinasons tid. I 1807 truedes Færøerne af hungersnød under krigen mellem Danmark og England. Nólsoyar Páll sørgede med sit skib for at skaffe korn til Færøerne. Han omkom ved et forlis i vinteren 1808/1809 og er nu nationalhelt.

Under Sjællands stiftsamt[redigér | redigér wikikode]

Efter Frederik Gabels Død 1708 blev landfogden J. Chr. Klein inspektør over de kongelige regalier og rettigheder på øerne. Den 14. maj 1709 henlagdes de under Sjællands Stiftsamt. Fra 6. marts 1720 til 6. marts 1775 hørte de under Islands Stiftsøvrighed, ved reskript af 6. september 1775 lagdes de under Sjællands Stiftsøvrighed.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Jens Christian Svabo samlede 1781-1782 stof til sine Indberetninger fra en Reise i Færøe 1781-82, som dog først udkom næsten 200 år senere i 1959.

Ligestillet dansk amt[redigér | redigér wikikode]

Ved Freden i Kiel 1814 forblev Færøerne, Island og Grønland sammen med Danmark, mens Norge blev afstået til Sverige.

Færøerne repræsenteret i Folketinget og Landstinget[redigér | redigér wikikode]

Ved kongelig resolution af 6. juli 1816 blev Færøerne et eget amt ledet af en amtmand. Det gamle lagting ophævedes ved plakat af 18. maj 1816, og landet fik sin overret dels i Hof- og Stadsretten, dels i Højesteret. Ved grundloven af 1849 knyttedes Færøerne nøjere til Danmark, og Danmarks Grundlov trådte i 1851 i kraft på Færøerne. Som ligestillet det af riget sendte Færøerne repræsentanter til den danske rigsdag, henholdsvis 1 medlem til Folketinget og 1 til Landstinget. Folketingsmanden blev valgt umiddelbart af øernes vælgere (ifølge lov af 2. marts 1903 var øerne inddelte i 12 valgdistrikter, hvert med sit eget valgsted), landstingsmanden blev valgt af Lagtinget. I 1851 fandt de første rigsdagsvalg på Færøerne sted.

Lagtinget genoprettes[redigér | redigér wikikode]

I overensstemmelse med grundloven blev ved lov af 26. marts 1852 nærmere ordnet øernes politiske forfatning, idet Lagtinget, nærmere bestemt ved lov af 15. april 1854, blev genoprettet, lige som den kommunale lovgivning senere ordnedes omtrent i overensstemmelse med de i kongeriget herskende grundsætninger. Lagtinget var i øvrigt en særlig politisk repræsentation, som ifølge lov af 15. april 1854 bestod af amtmanden som formand, provsten og 18, af beboerne for 4 år valgte medlemmer, der oppebar 2 kroner i dagligt vederlag. Af disse sidste valgte hvert af de 7 præstegæld 2 undtagen Sydstrømø og Østerø præstegæld, som hvert vælger 4. Lagtinget afgav betænkning over de øerne vedkommende lovudkast, der af regeringen forelagdes det, samt fremsatte forslag til nye love og andre offentlige foranstaltninger. Endvidere kunne det indgive klager over lovenes forvaltning af embedsmændene og angående offentlige indretningers og midlers bestyrelse. Dernæst udnævnte det medlemmer af valgnævnene ifølge lov om folketingsvalg. Det samles årligt i Thorshavn på St. Olafsdag 29. juli (St. Olaf var Færøernes værnehelgen). Kongen kunne opløse lagtinget. Det måtte ikke være samlet over 4 uger, med mindre halvdelen af medlemmerne anså det for nødvendigt, og ikke over 6 uger uden amtmandens samtykke.

Administrative forhold[redigér | redigér wikikode]

Med hensyn til de administrative forhold var amtmanden overøvrighed. Hans stilling var i alt væsentligt den samme som de kongerigske amtmænds. Landfogden i Thorshavn var foged, underøvrighed og politimester. I overensstemmelse med den i Norge tidligere for fogderne gældende regel var han tillige ex officio aktor i justitssager, hvor imod aktionsordren lige som i det øvrige kongerige udfærdigedes af amtmanden. Landfogden var endvidere kongelig oppebørselsbetjent (svarende til kongerigets amtsforvaltere) og bestyrede som sådan "Jordebogskassen", det vil sige statens hovedkasse på øerne. Han var også kasserer for amtsrepartitionsfonden og dennes regnskabsfører, hvor imod amtsfattigkassen havde en særlig af Lagtinget valgt kasserer og regnskabsfører. På samme måde som amtsforvalteren var han godsforvalter for kongsgodset, oppebar dettes afgifter og direkte skatter og førte i det hele tilsynet med det. Som judiciel embedsmand (hvis handlinger stod under appel til Landsoverretten samt Hof- og Stadsretten i København) udførte han civile fogedforretninger, lige som udpantningsforretninger, der foretoges af sysselmændene, indankedes for ham. Endelig var han formand for Thorshavns kommunalbestyrelse i henhold til lov af 16. februar 1866.

Sysselmændene i de 6 sysler — Strømø, Østerø, Norderø, Vaagø, Sandø og Syderø —, som ansattes og afskedigedes af justitsministeren efter amtets indstilling, var stedlige politiøvrigheder og havde dels at yde landfogden og sorenskriveren hjælp, dels at varetage forskellige dem ved lovgivningen overdragne forretninger. De udøvede således det nærmere stedlige polititilsyn, indberettede lovovertrædelser til landfogden og så videre. Der kunne gives dem konstitution til på landfogdens og sorenskriverens vegne i mindre betydelige tilfælde at udføre fogedforretninger, auktioner, afholde forhør med mere. På egne vegne afholdt de auktioner over småvrag og hittefæ, foretog udpantninger, opkrævede skatter, førte tilsyn med karantænevæsen, foretog på- og afmønstringer og ledte grindefangst, lige som de var formænd for syslernes landvæsenskommissioner.

Skolevæsenet opbygges[redigér | redigér wikikode]

Ved "Provisorisk Reglement for Almueskolevæsenet paa Færøerne" af 1845 blev der indført en skoleordning, men den mislykkedes, idet befolkningen ikke ville finde sig i skoletvangen og var uvillig til at betale skoleskat, lige som præsterne klagede over, at det gik tilbage med religionskundskaben. Ved lov af 1. marts 1854 blev det da atter overladt forældrene at sørge for børnenes undervisning. Efter Lagtingets oprettelse og handelsmonopolets ophævelse blev det dog snart klart for folk, at der trængtes til bedre kundskaber. Fra begyndelsen af 1870-erne blev der dels frivilligt, dels gennem de ved loven af 1872 om landkommunerne indførte forstanderskaber rundt om i bygderne oprettet skoler, hvilket blev støttet af regering og rigsdag gennem bidrag til skolebygninger, opførte af sten, og tilskud til lærernes lønninger, hvilke senere blev ordnede ved lov af 7. marts 1902. Til uddannelse af almueskolelærere på Færøerne blev der siden 1870 i Thorshavn oprettet et kursus, der stod i forbindelse med realskolen og almueskolen, og ved århundredeskiftet var der almueskoler i alle sogne på nær to: Kvivig og Kaibak.

Frihandel indføres[redigér | redigér wikikode]

Den 1. januar 1856 ophævedes handelmonopolet. Færingerne havde nu ret til at oprette egne virksomheder. Retten til at handle frit havde stor betydning for overgangen fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi og tillige udviklingen til et moderne fiskesamfund. Med loven blev det tilladt både ind- og udlændinge at besejle øerne og drive handel der. Fra den tid tog handelen og skibsfarten på øerne stærkt til. Varer, som var tilvirkede på øerne, indgik toldfrit til Danmark.

National vækkelse[redigér | redigér wikikode]

Venceslaus Ulricus Hammershaimb regnes som grundlæggeren af det nuværende færøske skriftsprog.

Sideløbende med, at man fra dansk side tilstræbte sig på, at gøre Færøerne til en i alle henseender ligestillet del af det danske rige, udvikledes der sig på Færøerne en særlig national (færøsk) bevidsthed, i første omgang synliggjort ved at gøre færøsk til et særskilt sprog i skrift. V.U. Hammershaimb skabte i 1846 en ortografi for det færøske skriftsprog og derved den følgende færøske litteratur.

Julemødet den 26. december 1888 markerer begyndelsen på den nationale vækkelse. Den berømteste mand i denne tid var Jóannes Patursson. Føringafelag blev stiftet. Det havde som mål at kæmpe for det færøske sprog. Man adskiller tiden i to perioder: Den kulturelle, og siden 1906 den politiske for Færøernes selvstændighed.

To politiske partier blev stiftet samme år: Sambandsflokkurin og Sjálvstýrisflokkurin. Sambandsflokkurin gik ind for at bevare de bestående forhold, mens Sjálvstýrisflokkurins mål var at færingerne selv, fik mere indflydelse på egne anliggender. Partiet som også kæmpede for uafhængighed af Danmark fik i 1918 for første gang flertallet i Lagtinget.

I 1925 stiftedes Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet) på dansk initiativ. Efter lagtingsvalget 1928 har socialdemokraterne været repræsenteret i Lagtinget.

Sprogstriden[redigér | redigér wikikode]

Realskolen i Tórshavn oprettedes i 1861, og i 1870 fulgte Færøernes seminarium. Siden 1872 havde Færøerne også haft almueskoler, men undervisningssproget var stadig dansk. I 1899 grundlagde Símun av Skarði sammen med Rasmus Rasmussen Færøernes Folkehøjskole, med færøsk som undervisningssprog.

Det var realskolelæreren Jacob Dahl, der modsatte sig at fortsætte undervisningen på dansk i 1908. Sagen nåede til undervisningsministeriet i København, men det sendte spørgsmålet tilbage igen til lagtinget. Dér opstod en strid mellem Sambandspartiet og Selvstyrepartiet.

  • Samband mente, at det dog var vigtig at lære dansk, og at det skulle være mere end blot et fremmedsprog ligesom engelsk og tysk. Deres bedste argument var, at man kun kan uddanne sig i Danmark, når man behersker dansk lige så godt som modersmålet.
  • Sjálvstýris bedste argument var, at det jo i andre lande er selvfølgeligt, at der undervises i modersmålet, f.eks. på Island.

Diskussionen førte til det kompromis, at færøsk blev undervisningssprog til de mindre børn, og hjælpemiddel for de ældre. Den 16. januar 1912 kom den tilsvarende lov fra København, hvor §7 gjorde kompromiset til lov.

Loven varede indtil den 13. december 1938, da §7 ophævedes. Det skyldtes mere den færøske litteraturs virkelighed, end den mere og mere abstrakte politiske strid i Lagtinget. I øvrigt brugte man, trods loven, hele tiden færøsk "som hjælpmiddel" i den praktiske undervisning. Men da Socialdemokratiet sammen med Selvstyrepartiet havde flertallet i Lagtinget, var sprogstriden forbi.

I 1937 oprettede Lagtinget det færøske gymnasium i Tórshavn.

Befolkningsudviklingen[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1800-tallet skete der omtrent en tredobling af indbyggertallet, og befolkningsvæksten fortsatte i det 20. århundrede. Med denne udvikling skete der tillige en forandring i befolkningens næringsmæssige sammensætning. Tidligere havde landbrug spillet en hovedrolle, men efterhånden tog fiskeriet til i betydning.

År Antal indbyggere
1801 5.265
1840 7.314
1860 8.922
1890 12.955
1901 15.230

Med hensyn til næringsveje var fordelingen i 1901 denne:

Næringsvej Antal
embedsvæsen og liberale erhverv 387
landbrug 4.429
fiskeri 6.238
industri og håndværk 1.723
handel og omsætning 1.119
søfart 442
andet 754
offentlig understøttelse 138

Landbruget[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Færøsk landbrug

Landbruget var et indmark-udmarksbrug. Agerbruget var kun af ringe betydning. Høavlen var det vigtigste, da øerne til dels afgav godt græsland, hvorimod kornavlen spillede en underordnet rolle. Kornet modnes vanskeligt på grund af klimaet og først sent på sommeren, og mange steder dyrkedes det endog kun for at forbedre græsmarken. Af kornsorter dyrkedes mest treradet byg ("færøsk korn"), desuden lidt havre. På heldigt beliggende steder kunne byggen i gode år give 16-20, på andre der imod kun 6-7 fold. Endvidere dyrkedes en del kartofler, som lykkedes ganske godt, og lidt roer. Hø var næsten det eneste kreaturfoder om vinteren. Hele det opdyrkede areal udgjorde kun omkring 38 km2 eller omkring 2,6 % af arealet.

Af husdyrholdet var det navnlig fåreavlen, der var en vigtig næringsvej. Hvor stor rolle den spillede, kan ses af det færøske ordsprog: "Seyða ull er Førja gull" (fåreuld er Færøs guld; Seyður = får), lige som der fra 1298 findes et kongeligt søjdebrev (bekræftet af Christian 4. i 1637), der indeholder bestemmelser om fårebruget. Der slagtedes årligt i gennemsnit omkring 30.000 lam, får og beder. Husdyr i egentlig forstand kan man dog ikke kalde fårene, da de i omtrent halvvild tilstand levede ude hele året rundt på den fælles udmark (tilsete af søjdemændene), hvor de selv måtte søge deres føde. To gange om året blev de drevet i "ret" (rætt), en fold, der var omgivet af et højt stengærde. Den ene gang var ved Sankt Hansdag, for at ulden kunne tages af dem (den blev plukket af, ikke klippet af), den anden om efteråret, når de skulle slagtes. Ulden forarbejdedes ved husflid mest til beklædningsgenstande, navnlig til trøjer (kendt som "islandske trøjer"), strømper og vanter, op imod århundredeskiftet også til tæpper. Kødet blev for det meste vindtørret og spist under navn af "skærpekød". Fårene var tidligere i almindelig fælles ejendom således, at både udbyttet af uld og slagtefår deltes mellem ejerne efter disses andel, men kom i løbet af anden halvdel af 1800-tallet i stigende omfang i særeje ("kenning“). De øvrige Husdyr var af mindre betydning. Køerne, der var noget mindre end de danske, holdtes om vinteren på stald. På bøen fandtes små græsgange ("heimabeiti") for køerne, men ellers græssede de om sommeren i "hushaven" (den nærmeste del af udmarken), til hvilken der gennem bøen førte en indhegnet vej ("geil") for kvæg og heste. Køerne var alle i særeje. På større gårde fandtes i almindelighed kun indtil en snes køer. De meget små heste, som tidligere var langt talrigere, gik for en stor del lige som fårene halvvilde ude hele året i udmarken. De anvendtes for det meste kun til transport af tørv, som udgjorde øernes vigtigste brændselsmateriale, og gødning (til en kløvsaddel fastgjordes på hver side af hesten en tremmekasse, "løb") — den meste transport foregik dog på menneskeryg —, sjælden til ridning og kun undtagelsesvis til at køre med, da der næsten ikke fandtes køreveje. Derimod udgjorde hestene en handelsvare til udførsel. Af geder og svin var der så godt som ingen, der imod fandtes næsten overalt gæs, ænder og høns. Til belysning af husdyrenes indbyrdes betydning kan nævnes, at efter kreaturtællingen den 15. juli 1898 var der i alt 106.465 får, 4.516 stykker hornkvæg, 706 heste, 33 geder og 3 svin.

Fiskeriet[redigér | redigér wikikode]

Skonnerten Johanna af Vágur

Før monopolets ophævelse havde hvalolie, klipfisk og uldvarer været Færøernes vigtigste eksportartikler, men friheden, bedre administration og større både fra England ændrede billedet, så at fisk allerede omkring århundredskiftet udgjorde over 90% af den færøske eksport.

Det vigtigste fiskeri var stortorskfiskeriet (kabliau og lange). Dette dybsøfiskeri på fiskebanker, som ofte ligger indtil 4 mil fra land, blev tidligere for størstedelen drevet med åbne robåde (om sommeren som regel med en besætning af 4, om vinteren med 8 à 10 mand), som færingerne var mestre i at manøvrere med. Efter handelsmonopolets ophævelse 1856 skete der et stort opsving i fiskerierne, således at den gennemsnitlige værdi af udførsel af fiskeriprodukter (tran undtaget) i årene 1866-70 var 188.200 Rd., mens den 1851-55 kun havde været ca 31.000 Rd., og senere fortsatte væksten. Et endnu større opsving tog fiskeriet dog ved indførelsen af drift med dæksfartøjer: mens der i 1874 kun fandtes 10 sådanne, var tallet i 1902 steget til 85 med en besætning på ca. 1.100 mand, og det samlede udbytte af fiskeriet kunne nu anslås til ca. 1 1/2 mio. kr. årligt. Dæksfartøjerne søgte ofte længere bort, om sommeren navnlig til havet ved Islands kyster. Tidligere brugtes til fangsten håndsnøre, en 60-80 lang favne line, i hvis nederste ende fastgjordes en sten eller et blylod, hvorfra tømmen med krogen udgik, men i midten af 1800-tallet indførtes fra Shetlandsøerne langlinen, en 60 favne lang line, som sættes langs efter bunden, og som på hver favn er besat med kroge, der bindes til linen ved tømmer af ca. 2 fods længde. Til en veludrustet båd hørte mange, endog 30-40 sådanne liner, som knobes sammen, hvorved en båd kunne bedække en ganske betydelig strækning. Af andre fisk, der forekom ved kysterne, må nævnes kuller og sej. Den sidste var især vigtig, da den fandtes i stor mængde og for en stor del af befolkningen var et vigtigt næringsmiddel. Stortorsken kom der imod i handelen og tilberedtes til klipfisk, idet den blev saltet og tørret på strandklipperne og udførtes til udlandet, navnlig til Spanien. Det var dog først i anden halvdel af 1800-tallet, at klipfiske-tilvirkningen blev almindelig og den for Færøerne vigtigste udførselsartikel. Den fisk, der ikke udførtes, blev tørret usaltet dels på stænger uden på husene, dels i åbne tremmehuse. De engelske trawlere tilføjede navnlig langlinefiskeriet betydelig skade. Fangsten af helleflynder var tidligere større end på denne tid, da engelske dampere med deres langliner drev dette fiskeri i øernes nærhed i de senere år. Der imod tog sildefiskeriet til, efter at man i på flere steder havde anlagt fiskehuse til opbevaring af sildene, som afgav en fortrinlig agn til torskefiskeriet. Silden blev fanget med garn inde i fjordene, hvortil den kom dels om sommeren (navnlig i juli og begyndelsen af august), dels om vinteren.

Øerne havde flere fortrinlige naturlige havne, hvor fiskerskibene om vinteren kunne ligge fortøjede. Der imod blev fiskerbådene alle halede på land, når de ikke benyttedes, hvad enten bygderne lå ved en fjord, hvor bunden gik jævnt over i landet, eller de lå oven for klippeskrænter, hvor da bådene med stort besvær måtte hejses op.

I takt med at motoriseringen af fiskerflåden skred frem, kunne man sejle på fjernfiskeri ved Island og Grønland, og udnytte de store fiskeforekomster i disse egne. De store mængder fisk, der således blev landet af fiskerne, forbedrede mange færingers livsvilkår. I 1927 oprettedes den såkaldte Færingehavn på Grønland med den danske regerings tilsagn som modtræk mod den konkurrence, færingerne var udsatte for i hjemlige farvande fra britiske og tyske trawlfiskere som et led i støtten til det færøske fiskeri. Fra oprindelig at være en nødhavn udviklede Færingehavn sig med tiden til en egentlig fiskerihavn af største betydning for færøske fiskere.

Endnu frem til 2. verdenskrig var slupperne Færøernes hovedfiskerifartøjer. I dag minder nogle restaurerede slupper om denne hårde tid.

Af ferskvandsfiskeriet kan nævnes nogen fangst af hvidørred, der blev fanget om sommeren, når den gik op i elvene.

Færøerne under 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 2. verdenskrig på Færøerne
Britisk kanon på Skansin i Tórshavn

Efter den tyske Operation Weserübung da Danmark og Norge, som bekendt, blev besat den 9. april 1940, opstod der en strategisk, yderst betydningsfuld situation for England. I modsætning til Første Verdenskrig, hvor de havde en søblokade mod Tyskland i Nordatlanten fra Skotland over Shetlandsøerne til Bergen i det neutrale Norge, så var det nu nødvendigt at skabe søblokaden fra Skotland over Færøerne til Island – en meget mere vanskelig opgave.

Mellem selvstyre og selvstændighed[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig ønskede Færøerne ikke at vende tilbage til sin gamle status som et dansk amt. Den danske regering inviterede den færøske lagtingsdelegation ned til København i 1946 for at forhandle om Færøernes fremtidige styreform. Lagtingsdelegationen og den danske regering kunne imidlertid ikke blive enige og man besluttede derfor at afholde en folkeafstemning 14. september 1946. Et knapt flertal (5656:5490) var for løsrivelse. Fire dage senere, den 18. september udråbte lagmand Thorstein Petersen Færøerne som en selvstændig nation. Oppositionen hævdede, at beslutningen er grundlovsstridig og fik støtte fra den danske regering. Som følge heraf besluttede den danske konge, Christian 10., at opløse det færøske lagtinget 23. september med støtte fra samtlige partier i Folketinget og precisere, at Danmark kun kan godtage færøsk selvstændighed efter gensidig forhandling. Ved det efterfølgende valg var flertallet af partierne for samhørighed. Den nye lagtingsformand Jákup Frederik Øregaard udbringer en hyldest: Leve kongen, for Færøerne, for Danmark, hvilket ikke før var sket i lagtinget.

Efter nye forhandlinger vedtoges den 23. marts 1948 hjemmestyreloven, hvor efter Færøerne blev et Selvstyrende Folkesamfund i Det Danske Rige. Færøsk blev anerkendt som officielt sprog, Færøerne fik egne pengesedler fra Danmarks Nationalbank, Merkið blev anerkendt som øernes officielle flag, og embedet som Lagmand Løgmaður (Færøernes statsminister) blev genindført; forsvars- og udenrigsspørgsmål var ikke omfattet af selvstyret. Danmark blev repræsenteret ved en rigsombudsmand.

Samme år blev det republikanske parti Tjóðveldisflokkurin dannet. Siden etablerede republikanere sig som den fjerdestørste politisk magt ved siden af Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin og Fólkaflokkurin (grundlagt i 1940), mens Sjálvstýrisflokkurin mistede sin store betydning, da løsrivelses-lejren nu valgte det højreorienterede Fólkaflokkurin, eller de venstreorienterede republikanere, mens samhørigheds-folk valgte Javnaðarflokkurin eller det mere højreorienterede Sambandsflokkurin.

1950'erne[redigér | redigér wikikode]

Grundloven af 5. juni 1953 giver Færøerne to folkevalgte medlemmer af Folketinget. Tilsammen udgør Grundloven og hjemmestyreloven Færøernes forfatning

Klaksvíkstriden i 1955 viste endnu engang, hvor paradoks den færøske politik kan være. Klaksvíkingerne, som er kendt som løsrivelses-folk, kæmpede for en dansk læge, fordi han skulle erstattes af en færøsk kollega. I stedet for at glæde sig over at få en landsmand, kritiserede de, at det var ikke deres eget valg, men et diktat fra Tórshavn. Men inden den store militære konfrontation (200 politifolk var på vej, Klaksvíkingerne var allerede under våben og miner var udlagt i havnen), fandt man et politisk forlig. Men sagen stak dog langt dybere. Det handlede om Færøernes suverænitet.

Den 6. februar 1957 påbegyndte Færøernes radio Útvarp Føroya sine første regelmæssige udsendelser

1960'erne[redigér | redigér wikikode]

1960erne var en vigtig periode for det færøske samfunds udvikling. Fiskeflåden gennemgik en omfattende fornyelse. Gamle træskibe blev udskiftet med moderne trawlere.

Fangstmetodernes modernisering, gjorde at den samlede fiskeriproduktion blev fordoblet fra 1960 til 1970. Det var særlig sildefiskeriet, der forårsagede denne vækst.

Der blev i årtiet bygget en lang række filetfabrikker på øerne, som gjorde at færingerne selv kunne bearbejde råvarerne med deraf følgende fortjeneste.

Offentlige investeringer blev fordoblet i årtiet, og mange nye værdier blev skabt. Det blev dermed i 1960erne, Færøerne blev et moderne industrisamfund.

I 1964 udvidedes fiskerigrænsen til 12. sømil.

Færøernes Universitet blev grundlagt i 1965

1970'erne[redigér | redigér wikikode]

I 1970 åbnede Færøernes Kunstmuseum. Siden 1970 har Færøerne haft deres egen repræsentant i Nordisk Råd, og i 1972 besluttede et enigt Lagting , at Færøerne ikke skulle følge Danmark ind i EF, da man selv vil have lov til at bestemme over fiskeriet, der er landets hovedindkomst.

Den 1. april 1975 udkom de første færøske frimærker ved Postverk Føroya.

Fiskerigrænsen var fra 1977 200 sømil. Kun Island havde ligestilling ved fiskeri her, og det gjaldt også for Færøerne i de islandske farvande.

1980'erne[redigér | redigér wikikode]

Norðurlandahúsið
Foto: Arne List (1985)

I 1983 åbnede Nordens Hus på Færøerne (Norðurlandahúsið) – landets arkitektoniske perle og største kulturcenter.

Kildeskat indførtes 1984, og i 1987 blev det danske tilskud til Færøernes økonomi omlagt til bloktilskud.

Orkanen i julen 1988 ødelagde blandt andet store dele af Viðarlundin, Færøernes største skov.

EF indgik frihandelsaftale med Færøerne i 1989, der oplevede en økonomisk krise.

1990'erne[redigér | redigér wikikode]

1992: Den restriktive alkohollovgivning fra 1928 modereredes af den første kvindelige lagmand Marita Petersen. Nu kunne man købe øl, vin og spiritus uden rationering. I 1992 trådte en ny handelsaftale med EU i kraft, og sagsområdet råstoffer i undergrunden (olie) overførtes fra København til Færøerne, der siden har haft fuld kontrol med sine egne råstoffer. Det anses af samtiden som lagmand Atli P. Dams største politiske succes.

I 1993 opstod en diplomatisk krise med de britiske naboer, der søgte efter olie i færøske farvande. I 1999 indgik Danmark og Færøerne en aftale med Storbritannien om havgrænserne for landsoklen og fiskeriet.

Finanskrisen i 1990-erne[redigér | redigér wikikode]

Fartøjer ved Runavík.
Foto: Erik Christensen
Nye licenser for fiskeopdræt på Færøerne 1980–1990
Lønudviklingen på Færøerne 1985–2000, tal i 1.000 DKK

Efter en økonomisk stagnation i slutningen af 1970-erne og begyndelsen af 1980-erne, kom Færøerne ind i en højkonjunktur fra 1983. Efter, at de borgerlige partier havde vundet lagtingsvalget 1980, gennemførte Pauli Ellefsens regering omfattende skattelettelser for privatpersoner og næringsliv, og der blev givet væsentlig flere licenser til fiskeopdræt på øerne: i 1980 var der kun givet to tilladelser til fiskeopdræt, mens der blev givet yderligere fire i 1982, og hele 14 i 1983.[2] Enkelte gange i 1980-erne udgjorde eksporten af opdrættet fisk helt op imod 20% af Færøernes samlede eksport.[3] I 1986 eksporterede Færøerne 2.500 ton opdrættet fisk. I 1988 var der 63 fiskeopdrætsanlæg i drift. Havfiskeriet var præget af gode fangster og gunstige priser, og der blev tillige investeret betragteligt i en yderligere udbygning af fangstkapaciteten. I 1987 nåede fiskeriet et højdepunkt med næsten 390.000 ton fisk.[4] I 1986 oprettedes Færøernes tredje bank, den privatejede Fossbankin, der trak en del kunder til sig ved at love høje innskudsrenter.

Den økonomiske fremgangen betød også en kraftig vækst i importen, hvilket resulterede i et stort underskud på Færøernes handels- og betalingsbalance.[5] I 1989 begyndte konjunkturerne at vende, hvilket hurtigt førte til faldende priser og som i forbindelse med begrænsede fiskerettigheder i andre landes farvande førte til konkurser blandt redere, fiskeopdrættere, skibsværfter, servicenæringer og varehandelen i de følgende år.

I 1993 kom det frem, at den færøske økonomi og banksystemet var tæt på bankerot. Konkurserne i fiskeriet bidrog til, at Fossbankin gik konkurs. Lån på 2,7 milliarder kroner blev optaget i Danmark, og der blev indgået en aftale om tilbagebetaling af udlandsgælden. De to største banker, Føroya Banki og Sjóvinnubankin, blev i 1994 fusionerede under navnet Føroya Banki for at redde sig ud af truende konkurs. Den Danske Bank trak sig der efter ud af sit færøske engagement. I marts accepterede færøske forhandlere en plan, der gjorde landsstyret til ejer af Føroya Banki. I perioden 1992–1993 faldt lønningerne på Færøerne med 20 %, og 4.200–4.500 færinger (10 %) blev arbejdsløse. Omkring 10 % af befolkningen udvandrede, omkring halvdelen til Danmark, og en del uden at vende tilbage. I 1995 nedsatte regeringen Poul Nyrup Rasmussen en undersøgelseskommission for at efterforske den færøske banksag. I 1998 udkom den 2.500 sider lange rapport om den færøske banksag. Færøerne krævede her efter 1,5 milliarder kroner i erstatning fra Danmark, men fik kun 900 millioner. Færøerne blev ramt af økonomisk krise.

Løsrivelseskrisen[redigér | redigér wikikode]

Per Stig Møller og Jóannes Eidesgaard i Fámjin

Advokatundersøgelsen af den færøske banksag offentliggjort i 1998 skabte også øget spænding i forholdet mellem Færøerne og Danmark. Lagtingsvalget samme år skabte en flertal for Høgni Hoydals republikanere og Anfinn Kallsbergs Folkeparti. Efter valget gik Fólkaflokkurin (Folkeflokken), Tjóðveldi (Republikanerne) og Sjálvstýrisflokkurin (Selvstyrepartiet) sammen i regering. Et af landstyrets vigtigste mål var, at Færøerne blev en selvstændig stat. Regeringen forhandlede med Danmark om løsrivelsen. De danske krav var en hurtig overgangsordning på fire år, hvor efter bloktilskuddet skulle bortfalde. Færingerne var chokerede over udmeldingen og foreslog selv en overgangsordning på 10-15 år. Det totale sammenbrud i forhandlingerne skete i 2000. Samme år fik 12 olieselskaber 7 licenser til at søge efter olie ved Færøerne.

Den 1. februar 2001 besluttede landsstyret efter længere tids diskussion at sætte en køreplan mod suverænitet til folkeafstemning. Afstemningen skulle have fundet sted den 26. maj 2001, men lagmand Anfinn Kallsberg aflyste afstemningen, fordi den danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, fortolkede den på en anden måde, end landsstyret havde lagt op til. Folkeafstemningen om Færøernes uafhængighed blev tillige opgivet, da det var klart, at regeringen ikke ville få flertal. Den danske SR-regering stod fast på en 4-årig frist til at afvikle bloktilskuddene, når Færøerne blev selvstændige. Men den nye VK-regering i København foreslog at støtte Færøerne i at finde nye veje i Rigsfælleskabet.

Ved Lagtingsvalget i 2002 blev koalitionen genvalgt, blandt andet fordi der få dage inden valget taltes om oliefund ved Færøerne. Men nu måtte regeringen styre efter en mere moderat kurs, da de havde Centerpartiet Miðflokkurin med om bord. I 2003 indtrådte en hastigt udviklende regeringskrise mellem Fólkaflokkurin og Tjóðveldisflokkurin, og der blev udskrevet nyvalg.

Efter valget i 2004 kom Javnaðarflokkurin igen i regering med partiets formand Jóannes Eidesgaard som Lagmand – i en koalition med Sambandsflokkurin og Fólkaflokkurin.

Den 29. marts 2005 nåede krisen mellem Færøerne og Danmark et foreløbigt slutpunkt idet Jóannes Eidesgaard og den danske udenrigsminister Per Stig Møller i Fámjin underskrev Fámjinserklæringen, en fælles aftale om, at Færøerne fik ret til at deltage i alle internationale organisationer som associeret medlem og ret til at oprette egne repræsentationer på Danmarks ambassader. Den 31. august indgik Færøerne en aftale med Island om en fælles handelaftale. Den 2. september ophævedes alle told og handelsbegrænsninger mellem de to lande.

Kulturlivet[redigér | redigér wikikode]

1990-erne blev kendetegnet ved en styrkelse af det færøske kulturlivs selvhævdelse. I 1990 blev Kongsbogen tilbageleveret fra Sverige til Færøerne. Den indeholder blandt andet fårebrevet fra 1298. En anden original af brevet findes stadig i Lundsbogen ved Lunds Universitetet. I 1996 udkom med Faroese An Overview and Reference Grammar den første omfattende og videnskabelig bog om det færøske sprog, skrevet af en islænding og tre færinger. I 1998 udkom Føroysk Orðabók, Færøernes første ordbog, der kun var på modersmålet (og ikke dansk-færøsk-dansk). Derved var Færøerne den sidste skandinaviske nation, som fik sin egen rigtige ordbog.

Færingerne oplevede i 1997 uropførelsen af den danske film Barbara, som var den dyreste danske film hidtil. Filmen bygger på den færøske roman Barbara af Jørgen-Frantz Jacobsen (1930-1936).

I 2002 kom Kirkjubø-stolegavlene og andre skatte tilbage fra Nationalmuseet i Danmark. På Ólavsøkan åbnede udstillingen af Færøernes middelalderlige klenodier på Færøernes Nationalmuseum.

Den færøske kirke som internt anliggende[redigér | redigér wikikode]

I 1993 fejrede Færøerne 1000 året for kristendommens indførelse. Indtil 2007 betalte den danske stat årligt 13 mio. kroner til folkekirken på Færøerne. Efter folkekirkens overdragelse til det færøske hjemmestyre den 29. juli 2007, betales udgifterne af de færøske skatteborgere.

NORA[redigér | redigér wikikode]

I 1996 stiftedes Det Nordiske Atlantsamarbejde (NORA) med sæde i Tórshavn.

Olieboringer ved Lopra[redigér | redigér wikikode]

I 1996 var der boringer efter olie ved Lopra.

Færøerne bindes sammen[redigér | redigér wikikode]

I december 2002 åbnede den 4,9 kilometer lange Vágartunnelen (Vágatunnilin), som er Færøernes første undersøiske tunnel.[6] Den forbinder øen Vágar, hvor Færøernes eneste lufthavn er, med Færøernes største ø, Streymoy, hvor hovedstaden Thorshavn ligger. Efter Vágartunnelens åbning tager det kun ca. 45 minutter i personbil at køre fra Thorshavn til lufthavnen. I april 2006 åbnede den 6,2 kilometer lange Nordøtunnelen Norðoyartunnilin mellem Leirvik og Klaksvik. Dermed blev 86,7% af færingerne forbundet med et sammenhængende vejsystem. Øerne Suderø (Suðuroy) og Sandø (Sandoy) er de største og mest befolkede øer, som ikke har vejforbindelse til Thorshavn.

Historievidenskab på Færøerne[redigér | redigér wikikode]

En af de vigtigste milepæle for historieforskningen på Færøerne var oprettelsen af Færøernes Nationalbibliotek i 1828. Bibliotek har i dag verdens største samling af bøger, der vedrører Færøerne.

Færøernes Nationalmuseums historiske samlinger blev oprettet 1898.

Et af Færøernes Universitets tre fakulteter er Historie og Samfundsvidenskab, som formidler landet historie og bl.a. forsker i den nationale historie, Grindedrabenes historie og den færøske søfartshistorie. De historiske videnskabelige resultater offentliggøres som avisartikler, i videnskabelige tidsskrifter og i bøger.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. samlet og udgivet i færøsk, dansk og tysk Oversættelse af C. Rafn
  2. Justinussen 1997, s. 104
  3. Justinussen 1997, s. 111
  4. Store norske leksikon
  5. Den Store Danske Encyklopædi
  6. Tunnil.fo

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • John F. West: Faroe. The Emergence of a Nation, C. Hurst & Co., London and Paul S. Eriksson, New York 1972 ISBN 0-8397-2063-7 (Standardwerk)
  • G.V.C. Young: From the Vikings to the Reformation, Shearwater Press, Isle of Man 1979 (Kronik til 1538)
  • Heini Madsen: Færøernes hvornår skete det Støvring, Skúvanes, 1999
  • Joensen, Jóan Pauli. 2003: I ærlige brudefolk. Bryllup på Færøerne. Museum Tusculanum Press, København. (372 p).
  • Debes, Hans Jacob: Færingernes land – Historien om den færøske nutids oprindelse, Steen A.Cold og Kristian Hvidt Multivers 2001
  • Wich, Ole: Føroyingahavnin - færøsk kolonialisme i Grønland?, 2013. Søgu-og Samfelagsdeildin, Fróðskaparsetur Føroya

Færøsk[redigér | redigér wikikode]

  • Hans A. Djurhuus Føroya søga. Eitt stutt yvirlit. Tórshavn: Felagið Varðin, 1924 – 59 S. (Udvidet udgave 1952, nyt oplag 1963)
  • Hans Jacob Debes: Føroya søga. Tórshavn: Føroya Skúlabókagrunnur, 1990. ( i tre bind. Info: bind 1, bind 2, bind 3)
  • Hans Jacob Debes: Nú er tann stundin ... Tjóðskaparrørsla og sjálvstýrispolitikkur til 1906. Tórshavn: Føroya Skúlabókagrunnur, 1982. (Nationalbevægelsen indtil 1906. Info)
  • Markos Jiménéz, Dánial Hoydal: Føroya krønika. Tórshavn: Bókadeild Føroya Lærarafelags, 2003 (Info)
  • Jóan Pauli Joensen: Fólk og mentan. Føroya Skúlabókagrunnur. Tórshavn 1987

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]