Frederik 2.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Frederik 2)
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Frederik 2. (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Frederik 2.)
Frederik 2.
Valgsprog:
Mein Hoffnung zu Gott allein (Tysk)
DEUS REFUGIU ET FIDUSIA MEA
(Mit håb er Gud alene)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst
Kroning 20. august 1559
Regerede 1. januar 1559
4. april 1588
Forgænger Christian 3.
Efterfølger Christian 4.
Ægtefælle Sophie af Mecklenburg
Børn Elisabeth, Hertuginde af Braunschweig-Wolfenbüttel
Anna , Dronning af Skotland og England
Christian 4., Konge af Danmark og Norge
Ulrik, Fyrstbiskop af Schwerin
Hans August
Augusta, Hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp
Hedevig, Kurfyrstinde af Sachsen
Hans
Hus Oldenborgske slægt
Far Christian 3.
Mor Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Født 1. juli 1534
Haderslevhus
Død 4. april 1588
Antvorskov Kloster
Begravet 1588
Roskilde Domkirke

Frederik 2. (1. juli 15344. april 1588) var konge af Danmark og Norge fra 1559 til 1588 af den oldenborgske slægt.

Fødsel og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Frederik blev født på Haderslevhus den 1. juli 1534 som søn af (den senere) kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter faderens sejr i Grevens Fejde blev Frederik i 1536 valgt som tronfølger med titel af prins af Danmark. Da faren døde i 1559 underskrev Frederik håndfæstningen og satte sig på tronen.

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2.'s kroning i Vor Frue Kirke i København i 1559.

I 1559 erobrede han Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp. Ellers var de første år af hans regeringsperiode præget af et stort modsætningsforhold til Sverige. Frederik 2. magtede ikke at realisere sine militære planer under Den Nordiske Syvårskrig 1563-1570. Frederik 2. havde regnet med, at han med sine tyske lejetropper hurtigt kunne vinde krigen mod svenskerne. Men på grund af dårligt organiseret forsyningssystem måtte man standse fremrykningen mod Stockholm og gå i vinterkvarter i Skåne. Året efter var det svenskerne, der havde initiativet, og de trængte ind i Norge flere steder og hærgede også i Halland og Blekinge. Hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån til at finansiere planerne om et angreb på Stockholm. Det blev en fuldstændig fiasko, og hæren måtte trække sig tilbage. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden. Til sidst så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin faders gamle uven, Peder Oxe. Peder Oxe havde mistet Christian 3.'s gunst i 1556 og var tvunget til at tage ophold i udlandet. Ved Christians død blev alle Peder Oxes ejendomme konfiskeret. Oxe havde flere gange uden held forsøgt at blive taget til nåde igen, men nu fik han frit lejde og rejste til Danmark, hvor han blev forsonet med Frederik 2. Han blev atter medlem af rigsrådet og fik Vordingborg Slot som len og sit konfiskerede gods tilbage. Året efter blev han udnævnt til rigshofmester og medvirkede i de følgende år til at bringe de danske statsfinanser på fode igen. Herefter var det i realiteten Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen der styrede landet. Det lykkedes Peder Oxe at overtale adelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og han tredoblede Øresundstolden. Ved fredsslutningen i Stettin i 1570 var Danmark fortsat den mest magtfulde stat i Norden.

Bygherre[redigér | redigér wikikode]

Hillerødsholm ca. 1585. Maleri på Gripsholm Slot

Ved talrige mageskifter med adelen samledes krongodset, så det blev mere rentabelt – og kongen fik et sammenhængende jagtterræn. I 1560 mageskiftede Frederik sig til den nordsjællandske hovedgård Hillerødsholm, og han ombyggede gården til et slot, Frederiksborg.

Efter Syvårskrigen kastede kongen sig over slotsbyggeri. For at kontrollere sejladsen på Øresund og sikre indtægterne fra Øresundstolden byggede han 1574-84 Nordens stærkeste fæstning, Kronborg, fra indtægterne fra den forhøjede Øresundstold.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Den 20. juli 1572 blev han viet til sin 15-årige kusine, Sophie af Mecklenburg, som var 23 år yngre, (15571631). Han havde været forelsket i adelsfrøkenen Anne Hardenberg. Men dels var Anne Hardenberg lovet væk til anden side, og dels fandt man ikke forbindelsen fyrstelig nok. I det 14 år lange ægteskab mellem Frederik 2. og Sophie, fik de syv børn.

Død[redigér | redigér wikikode]

Frederik 2.s gravmæle i Roskilde Domkirke.

Frederik 2. døde 53 år gammel på Antvorskov Kloster den 4. april 1588.[1] I sin ligprædiken sagde præsten Anders Sørensen Vedel med rene ord, at kongens død måtte tilskrives et umådeholdent spiritusforbrug. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

 
 
 
4Frederik I
 
 
²Cristian III
 
 
 
 
 
 
5Anna af Brandenburg
 
1Frederik II
 
 
 
 
 
6Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg
 
 
3Dorothea af Sachsen-Lauenburg
 
 
 
 
 
 
7Katerine af Braunschweig
 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Frederik 2.
Født: 1. juli 1534 Død: 4. april 1588
Kongelige og fyrstelige titler
Foregående:
Christian 3.
Konge af Danmark
1559 – 1588
Efterfølgende:
Christian 4.
Konge af Norge
1559 – 1588