Osmanniske Rige
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Devlet-i Aliye-i Osmaniye دولتِ عَليه عُثمانيه |
|
| Osmanniske Rige | |
 |
 |
| Flag | Rigsvåben |
| Geografisk placering: | |
 |
|
| Officielt sprog | Osmannisk-tyrkisk |
| Hovedstad: | Bursa (1335-1365) Istanbul (1453-1922) |
| Styreform: | Kejserimperium |
| Statsoverhovede: | Padishah af Det osmanske dynasti |
| Religion: | Statsreligion |
| Kirke: | Islam |
| Valuta: | Akçe, Kuruş, Lira |
| Areal: | 19,9 millioner km² |
| Befolkning: | ca. 40 millioner (1600-tallet) |
| Eksisterede: | 1299–1922 |
Det Osmanniske Rige var et stort tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1281 og bestod til 29. oktober 1923, da det erstattedes af den nuværende republik Tyrkiet. Det bredte sig over den vestlige del af Asien, sydøstlige del af Europa, og Nordafrika. Efter belejringen og erobringen af Konstantinopel år 1453 erstattede det osmanniske rige det Byzantinske rige som herskere over Balkan og Anatolien.
I 1500-tallet nåede det Osmanniske Rige et højdepunkt under sultan Süleyman 1. (den Store), men nåede ikke sin største udstrækning før 1683, hvor det strakte sig fra omegnen af Wien over Mellemøsten til Iran og den Arabiske halvø samt omfattede det meste af Nordafrika. Riget havde da omkring 40 millioner indbyggere.
Under 1. verdenskrig blev det Osmanniske Rige besejret, og sultanen underskrev Freden i Sèvres i 1920. Freden betød bl.a. uafhængighed for Armenien samt afståelsen af Kilikien til Frankrig samt bl.a. byen Smyrna (det nuværende Izmir) til Grækenland. Dette nægtede nationalistiske kredse under ledelse af Mustafa Kemal (den senere Kemal Atatürk), at acceptere og oprettede en rivaliserende regering i Ankara midt i Anatolien og fjernt fra sultanens hovedstad Istanbul. Tropper loyale over for den nationalistiske oprørsregering i Ankara angreb herefter i rækkefølge: Armenien, de franske tropper i Kilikien samt til sidst den græske hær. Efter hans troppers sejr i krigen mod Grækenland indgik Mustafa Kemal herefter Lausanne-freden som gav Tyrkiet omtrent dets nuværende grænser (den nuværende grænse blev opnået ved Tyrkiets indlemmelse af byen Hatay, der indtil da havde været del af det franske Syrien umiddelbart inden 2. verdenskrig). Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske republik den 29. oktober 1923 blev valgt til præsident, og lagde dermed det Osmanniske Rige i graven.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Den Høje Port
Den Høje Port (eller blot Porten) var en betegnelse for regeringen i Konstantinopel. Navnet stammer fra den gamle skik, at fyrsten, siddende i paladsporten, afsagde domme og gav love og påbud. Sultan Orkhan skal have været den første, som kaldte sit palads i Bursa "Den Høje Port".
I Konstantinopel brugtes betegnelsen ikke blot billedligt om regeringen, men oftest om (porten til) regeringsbygningen.
Det osmaniske rige havde også store indflydelse på den vestlige politik da alle handelsruter der skulle til vesten, f.eks. med krydderier først skulle igennem det osmanniske rige.
[redigér] Historien
I tiden omkring år 550 bliver betegnelsen tyrker for første gang nævnt i kinesiske kilder. Disse tyrkere var nomader, som levede omkring Orkkon-dalen ved den sydlige ende af Bajkalsøen og omkring Altai-bjergene. Nomaderne er forfædre til de mægtige Osmannere, som får magten over en fjerdedel af Europa i 1500-tallet. Man kan sige, at Osmannerstaten bestod fra årene 1281-1923. I året 1453, som er året, hvor Mehmet II opfylder den meget gamle muslimske drøm om at erobre det byzantinske riges hovedstad: Konstantinopel, og hvormed Mehmet II gør Osmannerriget til en reel stormagt. Mehmet og sultanerne efter ham ekspanderede ud i Europa, men fra omkring midten af 1500-tallet begynder der at opstå krisetegn i Osmannerstaten, og ekspansionen hører stort set op. I 1683 lider riget et ydmygende nederlag foran Wien, og dette var katastrofalt. Efter freden i Karlowits 1699 var Osmannerriget blevet en brik i den europæiske magtbalance. De vesteuropæiske nationer Nederlandene, England og Frankrig bevarede Osmannerriget som en samlet politisk enhed for at have en barriere for det østrigske og russiske fastlandsimperiums ekspansion. Osmannerriget blev i 1800-tallet kaldet "Europas syge mand" på grund af dets svindende magt. Efter 1. verdenskrig, hvor tyrkerne havde deltaget på det tabende Tysklands- og dets allieredes side, fik Tyrkiet det udseende, det har i dag, og tre år efter blev sultanatet afskaffet, landet blev en republik og der var ikke længere noget, der hed Osmannerriget.
[redigér] Navnets oprindelse
Da selsjukkerne, som var gamle nomadefolk fra Centralasien, rykkede ind i det vestlige Anatolien, indledte de en permanent hellig krig mod det kristne Byzantinske rige, som Ghaziere(frontkæmper) .
Blandt selsjukkerne var en høvding ved navn Osman, som i 1301 formåede at besejre en byzantinsk hær. Denne sejr gjorde ham kendt som ghazien over alle, og han blev derefter fulgt af mange af Islams andre forkæmpere. Hans slægt opnåede anerkendelse, og de ghazier der kæmpede med Osman kaldte sig osmanli. Orhan Ghazi, søn af Osman, nåede i 1326 den byzantinske grænse, og han gjorde Bursa til hovedstad for osmannerne. Hovedstaden blev senere rykket til Adrianopolis af Murad I.
I slutningen af 1300-tallet og den første halvdel af 1400-tallet, var Konstantinopel isoleret fra resten af den kristne verden, osmanniske hære havde omringet den byzantinske hovedstad, og Balkan var allerede under osmannisk kontrol.
[redigér] Mehmed II
Mehmed II, også kaldt Fatih, erobrede den 28. maj 1453 Konstantinopel . Mehmed satte en genopbygning af byen i gang, og byen skiftede senere navn til Istanbul. Med denne erobring af en by, som før var så magtfuld, blev det gjort klart, at osmannerne havde vist sig som Islams vigtigste forkæmpere.
[redigér] Selim I
Efter Murad II’s død i 1481 havde det osmanniske rige en forholdsvis stille periode, hvor der blev etableret en indre stabilitet af riget økonomi. Efter Selim I’s tiltrædelse i 1512 fulgte en meget krigsfyldt og ekspansiv periode. Selim fik erobret store dele af Irak og hele den østlige kyst af Middelhavet af de egyptiske Mamelukker , der i 1517 selv overgav Egypten til osmannerne. Samtidig blev store dele af Arabien, inklusiv de hellige byer Mekka og Medina, underlagt af osmannerne. Dette gav stort prestige, da osmannerne nu også var beskytter af islams største helligdomme.
[redigér] Süleiman
Efter Selim’s død i 1520 blev han efterfulgt af Süleiman (1520-1566), der fik mange navne tildelt som ”den store”, ”den prægtige” og ”lovgiveren”. Under Süleiman den store opnåede Osmannerriget et højdepunkt og riget en styrke og magt, som aldrig siden er blevet overgået af tyrkere. Hans første erobring var det ungarske riges vigtigste forsvarsværk, Beograd. At Frankrig og Tyskland ofte var i indbyrdes krig var til fordel for osmannerne, da Ungarn derfor kun fik en beskeden hjælp fra de kristne stormagter . Allerede året efter i 1522, erobrede Süleiman handelsøen Rhodos fra Johanniterne . Erobringen lykkedes efter et halvt års belejring, hvor en hær bestående af over 50.000 mand havde presset johanniterne.
I 1526 blev Ungarn atter besejret ved Mohacs, og blev derefter gjort til vasalstat med stationering af de tyrkiske elitesoldater, Janissarerne. Osmannerne fortsatte ekspansionen nordpå, hvor de i 1529 nåede Wien. Belejringen varede i tre uger og byen var ved at overgive sig, men Süleiman måtte give efter for Janissarernes krav om en tilbagetrækning inden vinteren satte ind. Derefter rykkede osmannerne østpå igen, og fik erobret bl.a. Bagdad og resten af Irak kom også under osmannisk besiddelse.
[redigér] Det osmanniske system
Baggrunden for erobringer var både militær styrke og sans for udnyttelse af europæiske og mellemøstlige staters interne konflikter og svagheder. Formålet med den osmanniske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne, heller ikke nødvendigvis at omvende dem til Islam, men at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter med pligt til at bidrage økonomisk til opretholdelsen af sultanens hof og hans stadig voksende statsapparatet.
Sideløbende med de voldsomme territoriale udvidelser organiseredes imperiet med ældre mellemøstlige riger som forbillede. Riget byggede i princippet på balance mellem sultanen, militæret og folket. Al magt udgik fra sultanen. Hans autoritet sikredes af militæret, som beklædte ledende stillinger i rigets administrative enheder. Sultanens og militærets økonomiske behov dækkedes ved inddrivelse af skatter og afgifter fra undersåtterne, som sultanen til gengæld sikrede retfærdighed med udgangspunkt i Islam.
Der var en harmonisk forbindelse i systemet. Bønderne afhang af sultanens beskyttelse, som han fik gennemført ved hjælp af den mægtige hær. Hæren fik rigdomme fra bønderne. Og dertil kom at sultanen ingen magt havde uden hæren. Osmannerne opstillede Retfærdighedens Cirkel, som forklaring på det osmanniske system.
I det osmanniske system var sultanen central i alle anliggender. Han var sharia’s beskytter og var eneherskende over riget. Alle var hans slaver og hans magt var absolut. Under ham var de vigtigste embedsmænd, vesirerne.
En bærende og meget vigtig forskel i udvælgelsen af embedsmænd i det osmanniske styre var, at de udelukkende blev valgt på baggrund af kvalifikationer. Der var ingen krav om at de skulle være af osmannisk slægt. Snarere tværtimod, mange af dem var omvendte kristne, og der var endda også mange af dem der kom fra fattige kår.
Islam gjorde ikke krav på et præsteskab eller munkevæsen, men havde alligevel en lignende indflydelse på selve styret. Sultanen kunne styre troens folk, gennem den finansielle støtte de muslimske skoler og moskeer fik fra sultanen, og de indvilgede derfor i ikke at fremlægge udlægninger der gik imod sultanens arv. Det skabte en afhængighed hos de to parter.
Riget havde gjort et stort indtryk på europæerne. Ikke alene pga. dets størrelse, men også dets unge alder. Den tyrkiske stormagt havde besiddelser i tre verdensdele, og havde fastholdt deres overlegne magt fra begyndelsen.
Forklaringen på osmannernes succes, er, først og fremmest deres eget talent og styrke, og ikke så meget deres modstanders svagheder. Den mest fremherskende faktor i succesen er deres enorme militær. Militæret var anført af godt uddannede soldater, som brændte for at gå i kamp af religiøse grunde, og med viden om at de ville blive betalt med jord. Det frygtede og overlegne militær bestod af forskellige delinger.
I 1585 bestod 80.000 af de 280.000 soldater af Janissarrere, Sipahiere, og en række våbensmede, artillerister, janissarkadetter, hestepassere, tjenere, pager, læger, imamer, spioner, lejemordere og andre. Disse udgjorde den del af hæren som blev betalt personligt fra skattekammeret. De resterende 200.000 ryttersoldater, eller timarer, blev betalt med jordbesiddelser.
