Hvid stork
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
.jpg) Hvid stork.
|
|||||||||||||||
| Bevaringsstatus | |||||||||||||||
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||
| Ciconia ciconia Linnaeus 1758 |
|||||||||||||||
 Udbredelse og trækmønster for den hvide stork
|
|||||||||||||||
|
|
Hvid stork (latin: Ciconia ciconia) eller almindelig stork er en fugl i familien af storke.
Indholdsfortegnelse |
Karakteristik [redigér]
Storkens kendetegn er dens lange hals og næb, lange ben og lange brede vinger. Den har en længde på 95-110 cm og et vingespænd på 183-217 cm.[1] Der er ingen umiddelbar forskel i udseendet på kønnene, men hannen er gerne lidt større end hunnen.[2] Deres næb og ben er røde. De yngre fugle har en mørk næbspids. Fjerdragten er overvejende hvid med undtagelse af vingespidser som er sorte.
Fuglene har ingen decideret sang, men de klaprer derimod med deres næb. Dette sker oftest, når parret mødes ved deres rede.
Udbredelse og taksonomi [redigér]
Den hvide stork yngler i Europa, nordlige Afrika og vestlige Asien.[3] Hovedparten af populationen er trækfugle, som typisk overvintrer i de tropiske områder af sydlige Afrika, Iran og Indien.[3] Under trækket passerer de Middelhavet primært via Gibraltarstrædet og Suez-kanalen, samt de tilstødende områder. Regionalt har den forsvundet som ynglende fugl i Storbritannien, samt i Heilongjiang i Kina.[4]
Arten deles op i to underarter:[3]
- Ciconia ciconia ciconia – yngler i den vestlige del af palæarktiske zone, samt vestlige Asien. Overvintrer i tropiske og sydlige Afrika.
- Ciconia ciconia asiatica (Severtsov 1873) – yngler i Turkestan. Overvintrer i Iran og Indien.
Til tider har endda den sortnæbbede stork (Ciconia boyciana) været behandlet som en underart til den hvide stork, eksempelvis af Mayr & Cottrell 1979.[4]
Økologi [redigér]
Inden trækket begynder, samler storkene sig i flokke, som kan være temmelig store. De bevæger sig ved hjælp af svæveflyvning på varme opadgående vinde hvilket gør at de i stor udstrækning undviger større vandområder, og i stedet bevæger sig over land. Af samme årsag benytter de den kortest mulige rute over Middelhavet hvilket er den vestlige passage over Gibraltarstrædet og den østlige passage over Suez-kanalen, samt de nærliggende områder.[5]
Yngletiden [redigér]
Hvidstorken, der kan opnå en alder på op til ca.35 år, bygger reder i træer, bygninger, høje pæler og master. I Danmark har rederne i nutiden overvejende været anbragt på pæle eller bygninger, hvor man har sat et gammelt vognhjul eller et andet underlag op for at tiltrække storkene. De foretrækker fugtige og vandrige områder. De fleste hvide storke lever i livslange par, som dannes når individerne er 3-4 år gamle.[2] Sammen bygger parret reden, som ikke sjældent ligger i nærheden af mennesker. Storkene parrer sig i april-maj, kort tid efter ankomsten til ynglepladsen. De bygger en platformslignende rede på tage, skorstene eller på stynede træer. Disse reder vender parret gerne tilbage til. Hunnen lægger sædvanligvis fire æg, men kuld på op til syv æg er før blevet rapporterede.[4] Parret udruger æggene sammen i ca. 29-34 døgn.[4] Begge forældre tager hånd om ungerne, som bliver flyveklare omtrent 58-64 dage, efter udklækningen. Forældrene gylper foderet op til ungerne, som ofte må kæmpe om føden, og de ældste og dermed største unger vinder oftest kampen. Ungernes overlevelse er også i fare i regn og kulde og under fødemangel.
Føde [redigér]
Storkens føde udgøres fortrinsvis af mindre dyr, såsom insekter, padder, slanger, andres fugleunger, samt gnavere. I Afrika er føden overvejende grad insekter. Særlig græshopper en vigtig fødekilde for storken.
Se også [redigér]
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Hvid stork
Ekstern henvisning og kilde [redigér]
Kilder [redigér]
- ↑ Svensson, Lars; J. Grant, Peter; Mullarney, Killian; Zetterström, Dan (2009). Fågelguiden: Europas och Medelhavsområdets fåglar i fält, 2. oplag (på svensk), Stockholm: Bonnier Fakta. ISBN 978-91-7424-039-9, s. 84-85.
- ↑ 2,0 2,1 University of Michigan Museum of Zoology. Ciconia ciconia (engelsk). Animal Diversity Web. Besøgt 26. marts 2012.
- ↑ 3,0 3,1 3,2 Clements et al. (2008). Clements Checklist version nov. 2008 (engelsk) (Excel-regneark). Cornell Lab of Ornithology. Besøgt 26. marts 2012.
- ↑ 4,0 4,1 4,2 4,3 Lars Larsson (2001) Birds of the World, CD-rom
- ↑ Tarboton, Warwick (1994). Birds of Southern Africa (på engelsk). Cape Town: Struik Winchester. ISBN 0-947430-50-4, s. 48.
