Aktive højmoser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Tørvemos i frodig vækst på en nydannet højmose.

Aktive højmoser er højmoser, som stadig er under dannelse. Disse moser modtager fortsat kun deres vand gennem nedbør. Mosens overflade er konveks og hævet over det omgivende lands niveau. Det skyldes den evne, som Tørvemos (Sphagnum) har, og som betyder, at moseplanterne selv hæver overfladen en anelse hvert år.

Inde på mosefladen vil man finde tuer, som er bevoksninger med Hedelyng (Calluna vulgaris) eller andre lyngarter. Mellem dem er der lavninger, høljer, som er bevokset med tørvemos og Hvid Næbfrø (Rhynchospora alba).

Aktive højmoser er en betegnelse for en naturtype i Natura 2000-netværket, med nummeret 7110.[1][2]

Højmosens planter[redigér | redigér wikikode]

Blandt de karakteristiske plantearter på den aktive højmose kan man nævne:

Højmosens insekter[redigér | redigér wikikode]

Højmosens fugle[redigér | redigér wikikode]

Højmosens bløddyr[redigér | redigér wikikode]

Aktive Højmoser i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Aktive Højmoser er en særdeles sjælden naturtype i Danmark og er truet alle steder hvor den forekommer. De fleste aktive højmoser er fredet.

Nogle eksempler er:

Der er ingen egentlige aktive højmoser i umiddelbar nærhed af København. Gammelmosen i Vangede er stærkt tilgroet og der er et mindre stykke højmose i den østlige del af Lyngby Åmose som holdes ryddet for tilvækst af buske og træer.

Bemærk: Det kan være livsfarligt at begive sig ud på højmose-fladen hvis man ikke kender området særdeles godt. Også randzonen kan være farlig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Miljøstyrelsen (2016). "Habitatbeskrivelser, årgang 2016 Beskrivelse af danske naturtyper omfattet af habitatdirektivet" (PDF). Miljøstyrelsen. s. 27. Hentet 2. november 2019. 
  2. ^ Fredshavn, Jesper; m.fl. (2019). Bevaringsstatus for naturtyper og arter – 2019, Habitatdirektivets Artikel 17-rapportering (PDF). Aarhus: Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. s. 24. ISBN 978-87-7156-437-2. Hentet 1. november 2019.