Anatole France

Anatole France Fransk litteratur 19. århundrede
Personlig information
Pseudonym	Anatole France, Anatolis Fransas
Født	Jacques François-Anatole Thibault 16. april 1844 Paris, Frankrig
Død	12. oktober 1924 (80 år) manoir de la Béchellerie, Frankrig
Gravsted	cimetière ancien de Neuilly-sur-Seine
Nationalitet	Fransk
Ægtefæller	Valérie Guérin de Sauville, Emma Laprévotte
Partner	Léontine Lippmann
Barn	Suzanne Thibault
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	collège Stanislas
Medlem af	Ligue française pour la défense des droits de l’homme et du citoyen, Académie française (fra 1896), PEN club français
Beskæftigelse	Prosaist, bibliotekar, science fiction-forfatter, journalist, forfatter, litteraturkritiker, digter, kritiker, romanforfatter, biografiforfatter
Fagområde	Journalistik, kreativ og professionel skrivning, poesi, litteraturkritik, prosa
Arbejdssted	Paris
Kendte værker	Thaïs, Guderne tørster, The Red Lily
Genre	romaner/noveller
Bevægelse	Fritænkning
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Officer af Æreslegionen (1895), Ridder af Æreslegionen (1884), prix Vitet (1889), grand prix des Meilleurs romans du demi-siècle, Montyon-pris (1882) med flere
Nobelpris	Litteratur 1921
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Anatole France (fransk: [anatɔl fʁɑ̃s], født François-Anatole Thibault, blev født 16. april 1844 i Paris og døde 12. oktober 1924 i Saint-Cyr-sur-Loire ved Tours. Han var en fransk forfatter og journalist. France var medlem af Det Franske Akademi og modtog Nobelprisen i litteratur i 1921 "som anerkendelse af hans strålende litterære præstationer, kendetegnet ved en ædel stil, en dyb menneskelig sympati, ynde og et ægte gallisk temperament".

Liv

Anatole France blev født i 19 quai Malaquais, Paris. Hans far var François Noël Thibault, kendt som Noël France. Faderen var ejer af en historisk boghandel med bøger, aviser, karikaturer og autografer, der var relateret til Den Franske Revolution. Boghandlen blev besøgt af mange forfattere og lærde.

Hans mor, Antoinette Gallas, kom fra en møllerfamilie i Chartres.

Som søn af en boghandler tilbragte France det meste af sit liv omkring bøger. Han studerede på Collège Stanislas, en privat katolsk skole, og efter endt uddannelse hjalp han sin far ved at arbejde i boghandlen. I 1876 blev han udnævnt til bibliotekar for det franske senat.

France fik sit gennembrud som forfatter i 1881 med romanen Le Crime de Sylvestre Bonnard (Sylvestre Bonnards forbrydelse) (1881).

I 1896 blev han valgt til Det Franske Akademi.

France havde socialistiske sympatier og var en åbenlys tilhænger af Den Russiske Revolution i 1917. I 1920 gav han sin støtte til det nystiftede franske kommunistparti. I sin bog Den Røde Lilje skrev France de berømte ord: "Loven, i sin majestætiske lighed, forbyder både rige og fattige at sove under broer, tigge på gaden og stjæle brød."

Han fik Nobelprisen i litteratur i 1921.

Anatole France døde 13. oktober 1924 og er begravet på den gamle kommunale kirkegård i Neuilly-sur-Seine nær Paris.

Forfatterskab

France begyndte sin litterære karriere som journalist og digter. Som journalist skrev han fra 1867 mange artikler og meddelelser. I 1869 fik han udgivet digtet La Part de Madeleine. Hans første roman, Le Crime de Sylvestre Bonnard (Sylvestre Bonnards forbrydelse) (1881), gjorde ham berømt som forfatter. Den blev rost for sin elegante prosa og indbragte ham en pris fra Det Franske Akademi.

I romanen legemliggør hovedpersonen, den skeptiske gamle forsker Sylvester Bonnard, Frances egen personlighed. Bonnard bor midt i bøgerne, i bogbyen, men drager ud for at lede efter det dyrebare manuskript til Den Gyldne Legende, som han endelig en dag får fat i. Ved et tilfælde møder han den lille datter af en kvinde, han engang elskede. For at beskytte pigen mod en voldelig værge kidnapper han hende. Pigen bliver senere gift med en elev af hr. Bonnard. Romanen blev vurderet som vittig, generøs og øm.

Romanen Thaïs (1890) handler om Paphnutius, der for at angre sin ungdoms udskejelser er blevet abbed for en gruppe egyptiske munke i ørkenen. Efter nogle år med pensionering og klosterliv får han en impuls til at vende tilbage til sine ungdomssteder for at redde den smukke skuespillerinde Thaïs fra et liv i udskejelser, som han mener fører hende direkte til evig fortabelse. Han taler med hende om evigheden, og det lykkes ham at få hende til at gå ind i det religiøse liv for at finde vejen til Himlen. Han ender dog med at fordømme sig selv. Så meget er han for evigt mærket af det foruroligende minde om den synder, hun var. Et helt liv i bøn og askese har ikke kunnet udslukke den kærlighedsild, som blot synet af Thaïs tænder i hans hjerte. Han bliver forvirret over livets værdier. Senere, da hun er døende, og hun kan se himlen åbne sig, kommer han til hendes side og fortæller hende, at hendes tro er en illusion, og at han elsker hende. Men hun hører ham ikke. Hendes øjne ser ind i evigheden. Idet hun dør, holder han hende i en sidste fortvivlet omfavnelse. Hans øjne opsluger hende med begær, raseri og kærlighed. Han føler jorden åben under sine fødder. Hans ansigt ligner en vampyr, og idet han lader sin hånd glide hen over sit ansigt, føler han sin egen hæslighed.

I romanen La Rôtisserie de la Reine Pédauque (Ved tegnet for Reine Pédauque) (1892) gjorde France grin med troen på det okkulte, og i roman-essayet Les Opinions de Jérôme Coignard (1893) indfangede han atmosfæren i Fin de siècle.

France deltog i debatten om Dreyfus-affæren. Sammen med Émile Zola underskrev han den første "intellektuelles anmodning", der krævede en gennemgang af retssagen mod den jødiske officer Alfred Dreyfus, der var blevet idømt en fængselsstraf på en falsk anklage om spionage. France skrev om affæren i sin roman Hr. Bergeret (Monsier Bergeret) fra 1901.

Frances senere værker inkluderer den historiske roman Pingvinøen (L'Île des Pingouins) (1908), som satiriserer over menneskets natur ved at skildre pingvinernes forvandling til mennesker – efter at fuglene ved en fejl er blevet døbt af den næsten blinde abbed Maël. Det er en satirisk historie om Frankrig. Den begynder i middelalderen, fortsætter til forfatterens egen tid med en særlig opmærksomhed på Dreyfus-affæren, og afsluttes med en dystopisk fremtid.

Guderne er tørstige (Les Dieux ont soif) (1912) er en historisk roman, der foregår i Paris under den franske revolution. Den handler om en troende tilhænger af Maximilien Robespierre. Hovedpersonen bidrager til de blodige begivenheder under terrorregimet 1793–94. Med romanen ville France åbne folks øjne for politisk og ideologisk fanatisme.

Englenes oprør (La Révolte des Anges, 1914) betragtes ofte som Frances mest dybtgående og ironiske roman. Løst baseret på den kristne forståelse af krigen i himlen fortæller den historien om Arcade, biskop Maurice d'Esparvieus skytsengel. Arcade keder sig, fordi d'Esparvieu er syndfri. Han begynder at læse d'Esparvieus teologibøger og bliver ateist. Han flytter derefter til Paris, hvor han møder en kvinde, som han forelsker sig i. Han mister sin uskyld, hvilket får hans vinger til at falde af. Han slutter sig derefter til den revolutionære bevægelse af faldne engle, der gør oprør mod Gud. Han vil indsætte Djævelen i Guds sted. Djævelen ser han som lysets engel, Lucifer ("lysbringeren"), symbolet på befriende viden. Djævelen indser dog, at hvis han vælter Gud, vil han blive ligesom Gud og miste sin indflydelse på den befriende tanke. Arcade indser, at det er meningsløst at erstatte Gud med en anden, medmindre mennesket selv angriber og ødelægger Gud.

I 1922 blev Anatole Fances samlede værker optaget på den katolske kirkes Index librorum prohibitorum ("Liste over forbudte bøger"). France selv betragtede dette som en "udmærkelse". Dette indeks blev afskaffet i 1966.

Temaer og stil

I sit forfatterskab stod Anatole France i kontrast til naturalismen, en litterær strømning i hans samtid. Over for den udelukkende videnskabelige dannelse værdsatte han fantasiens sande kraft:

"Feer eksisterer netop fordi de er indbildte. De eksisterer i den naive og friske fantasi, naturligt åbne for den evigt ungdommelige poesi fra folkelige traditioner."

Han afviste Émile Zolas naturalisme, som han anså for at være brutal, og over for litteraturens videnskabelige ånd modsatte han sig forfattere som Charles Dickens og George Sand, fordi han mente, at:

"Kunstneren, der kun ser tingene på en grim måde, har ikke kunnet se dem i deres relationer, med deres harmonier."

Hans værker indeholdt derfor mange magiske elementer og var ofte tæt på det fantastiske. Han foretrak følelsen og skønheden frem for den videnskabelige sandhed, som han opfattede som gold:

"De sandheder, som åbenbarer sig for vor forstand, er og bliver golde. Hjertet alene er i stand til at gøre sine drømme frugtbare."

"Det er gennem følelsen, at det godes sæd spredes ud i verden."

"Det er uvidenskabeligt at forestille sig, at videnskaben en dag skulle erstatte religionen. Så længe slægten består, vil menneskene ønske at træde ind i templet og indvies i et eller andet guddommeligt mysterium. De vil drømme - og hvad gør det om drømmen lyver - hvis blot den er smuk?

"Hvis jeg skulle vælge mellem skønhed og sandhed, ville jeg ikke tøve, jeg ville beholde skønheden i overbevisning om, at den rummer en sandhed, som er finere og dybere end sandheden selv. ... Det skønne giver os den højeste åbenbaring af det guddommelige, som det er os forundt at kende."

"Det er kærligheden, der gør tingene skønne."

Anatole Frances stil er ofte beskrevet som klassisk. Den er, som megen fransk litteratur, kendetegnet ved klarhed, elegance og veltalenhed. Den er endvidere kendetegnet ved en ironi, der nogle gange er mild og venlig, andre gange mørk og grusom. Ironien udtrykker hans grundlæggende skepsis over for menneskets natur:

"Der er ingen objektiv kritik, lige så lidt som der er en objektiv kunst. ... Sandheden er, at man aldrig træder uden for sig selv. For at være oprigtig burde kritikeren sige: 'Mine herrer, jeg vil nu tale lidt om mig selv i anledning at Shakespeare, i anledning af Racine eller Pascal eller Goethe. Det er en kærkommen lejlighed, der her gives mig.' "

"Krig og romantik, frygtelige svøber! Og sikke en skam at se disse mennesker nære en barnlig og rasende kærlighed til våben og trommer!"

"Vi tror, vi dør for fædrelandet; men vi dør for industrimænd."

"Jeg kender hverken jøder eller kristne. Jeg kender kun mænd, og jeg skelner ikke mellem dem, undtagen dem, der er retfærdige, og dem, der er uretfærdige."

Privatliv

I 1877 giftede Anatole France sig med Valérie Guérin de Sauville, et barnebarn af Jean-Urbain Guérin, en miniaturemaler, der malede Ludvig XVI. Deres datter Suzanne blev født i 1881 (og døde i 1918).

Frances forhold til kvinder var turbulent. I 1888 indledte han et forhold til Arman de Caillavet, som ledede en berømt litterær salon under Den Tredje Republik. Affæren varede indtil kort før hendes død i 1910. De Caillavet inspirerede ham til romanen Thaïs (1890).

Efter sin skilsmisse i 1893 havde France mange forhold, blandt andet med en amerikaner, Laura Gagey, som begik selvmord i 1911, efter at han havde forladt hende.

I 1920 giftede France sig med sin husholderske Emma Laprévotte.

Værker

• Le Crime de Sylvestre Bonnard (Sylvestre Bonnards forbrydelse) (1881)
• Le Livre de mon Ami (Min vens bog) (1885) (Erindringsbog)
• Nos Enfants (Vores børn) (1886)
• La Vie Littéraire (Litterært liv) (1888-92)
• Thaïs (1890)
• La Rôtisserie de la reine Pédauque (Ved tegnet for Reine Pédauque) (1892)
• Les Opinions de Jérôme Coignard (Jerome Coignards meninger) (1893)
• Le Lys rouge (Den røde lilje) (1894)
• Monsieur Bergeret (Hr. Bergeret) (1901)
• Crainquebille (1903) (Skuespil)
• L'Île des Pingouins (Pingvinøen) (1908)
• Les Dieux ont soif (Guderne er tørstige) (1912)
• La Révolte des Anges (Englenes oprør) (1914)
• Marguerite (1920)

• La Vie en Fleur (Livet i blomst) (1922) (Erindringsbog)

Se også

• Naturalisme

Litteratur

• Bang, Jens (1969): Anatole France. København.
• Jusselin, Maurice (1944): Aïeux et parents beaucerons d'Anatole France. Durand.
• Leduc, Édouard (2004): Anatole France avant l'oubli. Éditions Publibook. ISBN 978-2-7483-0397-1
• Tylden-Wright, David (1967): Anatole France. New York, Walker and Company.
• Virtanen, Reino (1968): Anatole France. New York, Twayne Publishers.

Eksterne henvisninger

• "Anatole France, Nobel Prize Winner" by Herbert S. Gorman, The New York Times, 20 November 1921
• Correspondence with architect Jean-Paul Oury at Syracuse University