Annie Ernaux

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Annie Ernaux

Annie Ernaux.jpg

Personlig information
Født Annie Duchesne Rediger på Wikidata
1. september 1940 Rediger på Wikidata
Lillebonne Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted université de Bordeaux,
université de Rouen-Normandie Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Dagbogsskribent, skribent Rediger på Wikidata
Kendte værker La Place, Les Années, Les Armoires vides Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Prix de l’Académie de Berlin (2019),
prix Maillé-Latour-Landry (1984),
prix François-Mauriac (2008),
prix de la langue française (2008),
Prix Marguerite Duras (2008) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Annie Ernaux (født 1. september 1940 i Lillebonne, Normandiet) er en fransk forfatter og professor i litteratur.

Annie Ernaux har udgivet omkring en snes romaner på fransk, hvoraf flere har været grundlag for dramaer og film. Kritikken af hendes værker var blandet i de første år af hendes forfatterskab, men efter udgivelsen af Les années (Årene) i 2008 har den været overvejende positiv og skaffet hende en række hædersbevisninger. Hun regnes som forbillede for flere yngre franske forfattare som Didier Eribon og Édouard Louis.[1]

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Annie Ernaux voksede op i den lille by Yvetot i Normandiet, hvor hendes forældre med arbejderklassebaggrund havde startet en café og en butik. Hun blev sat i en kristen privatskole og klarede sig godt i skolen.[2] Hun studerede så moderne litteratur ved universiteterne i Rouen och Bordeaux. Efter afsluttede studier underviste hun i litteratur i folkeskoler og gymnasier. Hun blev gift i 1964 og har to børn. Som forfatter debuterede hun i 1974 med Les armoires vides.[2][1][3]

Stil[redigér | redigér wikikode]

Det meste af Ernaux´ forfatterskab omfatter selvbiografiske romaner med fokus på social mobilitet og identitet. Hendes stil præges af "blandingen af sociologi, historie og minder i et afskallet sprog fri fra egne følelser, selv om her findes et jeg" [4] Denne stil beskrives af hende selv som "écriture plate", en variant af "écriture blanche", som er et begreb, som lanceredes af forfatteren og filosoffen Roland Barthes i 1953 og karakteriseres af minimalisme og neutralitet. Hun beskriver på samme tid en individuel oplevelse af omverdenen og en erfaring, som kan deles af alle.[5][6][7]

Politisk engagement[redigér | redigér wikikode]

I en interview betegner hun sig selv som en "politisk forfatter".[8] I sit hjemland har hun taget politisk stilling ved at blandt andet støtte socialistpartiets kandidat i præsidentvalget 2012, underskrive protester mod demonstrationsforbuddet under undtagelsestilstanden efter attentatet i Paris 2015 og støtte protestbevægelsen De gule veste 2018. Hun har også tilkendegivet sin støtte for den fransk-algeriske Houria Bouteldja, en frontfigur for Parti des indigènes de la République (PIR), et parti som definerer sig som antiracistisk og dekolonialt, men af andre bliver opfattet som antifeministisk, antisemitisk og homofobisk.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Ernaux vandt Prix Renaudot 1984 for sin bog Min far, en selvbiografisk beretning som fokuserer på forholdet til faderen, erfaringerne fra at vokse op i en lille by i Frankrig, at blive voksen og forlade sin hjemegn. Klasserejsen tager sin begyndelse med studierne og lærereksamen. Begge forældre beskrives som kulturintresserede og med stærkt selvplejeideal.[9][1]

Kvinden kredser omkring moderens liv som selvstændig kvinde, hendes aldring, angreb af Alzheimer og død[9].

Sindenes tid er en kort roman, som skildrer et intensivt passioneret forhold med en gift mand.[10][2]

Skammen skildrer et familietrauma, hvor faderen under et vredesudbrud forsøgte at dræbe moderen. Samtidig beskrives opvæksten i den lille hjemegn og tiden i den kristne skole.[2]

Med Årene fik Annie Ernaux international anerkendelse, og hun har modtaget flere litterære hædersbevisninger. I den selvbiografiske roman starter forfatteren fra fotografier fra barndomsårene til nutid og præsenterer såvel sig selv som sine bekendte og samfundet på de pågældende tidspunkter og deres placering i historien.[11][12][13][14]

I Mémoire de fille vender hun i erindringen tilbage til 1958 og det første sexuelle forhold til en mand.[15]

Andre emner i forfatterskabet er hendes ægteskab (La Femme gelée), sexualitet og kærlighedsliv (Se perdre, L´Occupation), hendes ydre omgivelser (Journal du dehors, La Vie extérieure), erfaringer fra abort (L´Événement) og brystcancer (L'Usage de la photo).

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

  • La place (Stedet, 1983)
  • Une femme (En kvinde, 1988)
  • Passion simple (Enkel lidenskab, 1991)
  • Journal du dehors (Uden for avisen, 1993)
  • Je ne suis pas sortie de ma nuit (Jeg kom ikke ud af min nat, 1996)
  • La honte (Skammen, 1997)
  • L’événement (Begivenheden, 2000)
  • La vie extérieure (Livet udad til, 2000)
  • Se perdre (At fare vild, 2001)
  • L’occupation (Besættelsen, 2002)
  • L’usage de la photo (Om at bruge et foto, 2005)
  • Les années (Årene, 2008)
  • Écrire la vie (At skrive et liv, 2011)
  • L’autre fille (Den anden pige, 2011)
  • L’atelier noir (Det sorte værksted, 2011)
  • L’écriture comme un couteau, entretien avec Frédéric-Yves Jeannet (Skrivning som en kniv, interview med Frédéric-Yves Jeannet, 2011)
  • Retour à Yvetot (Tilbage til Yvetot, 2013)
  • Regarde les lumières mon amour (Se lysene min elskede, 2014)
  • Le vrai lieu, entretiens avec Michelle Porte (Det rette sted, interviews med Michelle Porte, 2014)
  • Mémoire de fille (En piges erindringer, 2016)

Priser og hædersbevisninger[redigér | redigér wikikode]

  • 1977 - Prix d'Honneur du roman, Ce qu'ils disent ou rien
  • 1984 - Prix Maillé-Latour-Landry de l’Académie française, La Place
  • 1984 - Prix Renaudot, La Place
  • 2008 - Prix Marguerite-Duras, Les Années
  • 2008 - Prix François Mauriac de la Région Aquitaine, Les Années
  • 2008 - Prix de la langue française for sit samlede forfatterskab
  • 2014 - Æresdoktor ved l’Université de Cergy-Pontoise
  • 2016 - Prix Strega européen 2016, Les Années
  • 2017 - Prix Marguerite-Yourcenar 2017, for sit samlede forfatterskab
  • 2018 - Premio Ernest Hemingway di Lignano Sabbiadoro for sit samlede forfatterskab
  • 2019 - Premio Gregor von Rezzori 2019, Une femme
  • 2019 - Prix Formentor
  • 2019 - Prix de l'Académie de Berlin

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c "THERESE BOHMAN: Man vinner sin frihet men förlorar hela sin historia". www.expressen.se (svensk). Hentet 2020-10-15. 
  2. ^ a b c d "Ernaux, Annie - Alex Författarlexikon". Alex (svensk). Hentet 2020-10-15. 
  3. ^ "Annie Ernaux [Auteurs contemporains]". auteurs.contemporain.info. Hentet 2020-10-20. 
  4. ^ Annie Ernaux om "Åren" (svensk), Sveriges Radio, hentet 16. oktober 2020. 
  5. ^ Bernadet, Marie-Hélène, Analyse de l’écriture d’Annie Ernaux dans La Place et La Honte: Entre littérature et sociologie 2012 (fransk), Stockholms universitet, Humanistiska fakulteten, Romanska och klassiska institutionen, hentet 30. marts 2021. 
  6. ^ Rose Wunrow. (2016). "Ecriture plate, écriture pleine: Annie Emaux et la représentation dans Journal du dehors" (PDF). 
  7. ^ Johansson, Kristina (2011), Jeu de miroir: Une comparaison entre le roman L'occupation d'Annie Ernaux et son adaptation cinématographique, le film L'Autre, Kandidat-uppsats från Lunds universitet/Franska, hentet 21. oktober 2020. 
  8. ^ "Annie Ernaux: »Klass påverkar hela ens liv«". Vi Läser. 
  9. ^ a b "Min far&kvinnan". libris.kb.se. Hentet 24. oktober 2020. 
  10. ^ "Simple Passion - Annie Ernaux". www.complete-review.com. Hentet 2020-10-25. 
  11. ^ "HANNA JOHANSSON: En hel kultur upptagen av att aldrig ha tråkigt". www.expressen.se. Hentet 2020-10-24. 
  12. ^ "«Som Elena Ferrante, gir Annie Ernaux en glitrende analyse av etterkrigstidens Europa»". NRK (bokmål). 2020-05-12. 
  13. ^ "Annie Ernaux om "Åren"". Sveriges Radio. Hentet 2020-10-24. 
  14. ^ "Självbiografi som ligger rätt i svenska samtiden.". gp.se. 2020-03-27. 
  15. ^ "Mémoire de fille - Annie Ernaux - Folio - Site Folio". www.folio-lesite.fr. Hentet 2021-01-30.