Prærafaelitter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
John Everett Millais: Ophelia, ca. 1851
Model var Elizabeth Siddal, gift med Rossetti.

Prærafaelitterne var en kunstretning i England, der fremstod i midten af det 19. århundrede, stiftet 1848 som Det prærafaelitiske broderskab (The Pre-Raphaelite Brotherhood med initialerne PRB) af tre venner i 20'erne, kunstnere og digtere: Dante Gabriel Rossetti, William Holman Hunt og John Everett Millais. Med initialerne PRB annoncerede broderskabet ankomsten af en ny bevægelse i britisk kunst.[1]

Som forbillede havde de den italienske malerkunst før Rafael (†1520), deraf navnet. Prærafaelitterne satte redelighed indtil det minutiøse i naturgengivelsen på deres program. De mente at den italienske kunsts forfald begyndte med Rafaels rejse til Firenze (o. 1504): den kunstneriske naivitet gik tabt, og den rafaelske overmodne blomstring gav ikke nye vækstmuligheder, men endte i manér. De ville lægge afstand til højrenæssancens verdsliggørelse af kulturen og kunsten.[2] Sammenslutningen var blandt andet inspireret af ridderne af det runde bord fra legenden om Kong Arthur (o. 500) og Camelot[2] og ville forny engelsk kunst og bryde med det, de havde lært på kunstakademiet.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Nazarenerne var en åndsbeslægtet skole der i Tyskland tidligere havde gjort sig gældende med blandt andet Johann Friedrich Overbeck. Flere af prærafaelitterne står i gæld til dem: Dante Gabriel Rossetti var fx grebet af Joseph von Führichs kunst. Nazarenerne lagde dog ikke samme vægt på et indgående naturstudium som prærafaelitterne.

Deres tidligste billeder hentede inspiration fra litteraturens verden, særlig John Keats, William Shakespeare og Dante Alighieri, men især Alfred Lord Tennyson, hvis værk Idylls of the King (1859[3]) var en opdateret victoriansk version af sir Thomas Malorys middelalderværk Le Morte d'Arthur (1485). Tennysons version medførte en fornyet interesse for den tidlige monarks univers, hvilket særligt afspejles i mange af prærafaelitternes værker. Tennysons værker var senromantiske revitaliseringer af middelalderens ridderromaner, med skønjomfruer osv. og blev inspirationskilde for broderskabet, som havde fornemmelsen af at verden havde mistet sin fortryllelse, men at middelalderverdenen bød på noget mere. For dem repræsenterede middelalderuniverset noget fortryllet i en ellers affortryllet verden, hvor industrialiseringens begyndelse genererede en nostalgisk længsel i dem efter det uspolerede landskab og stabilitet.

Hunt, Rienzi
Millais, Isabella, 1848

Den prærafaelitiske periodes varighed[redigér | redigér wikikode]

Den egentlige prærafaelitiske periode var kun kort; dens eftervirkninger så meget varigere. 1848 dannede de tre malere John Everett Millais, William Holman Hunt og D.G. Rossetti et kunstnerisk fostbroderskab, Det prærafaelitiske broderskab (selv betegnede de sig, signerede, med P. R. B., PRB). De var grebet af hvad de havde set af ældre italiensk kunst som freskerne i Pisas Campo Santo[4] og besluttede i deres fælles atelier at virkeliggøre en lignende ægte og oprindelig, fra alle akademiske fraser frigjort kunst; som quattrocentisterne ville de nu rådspørge naturen.

Snart supplerede de sig med fem fæller: billedhuggeren Thomas Woolner, der senere tog til Australien, maleren Frederic George Stephens, der senere især virkede som kritiker, Rossettis bror William Michael Rossetti, James Collinson, der siden gik i kloster, og Walter Deverell. 1849 mødte de frem for offentligheden: Millais med Isabella, Hunt med Rienzi, D.G. Rossetti med Maria’s Ungdom.

John Everett Millais: Tømmerværkstedet, Jesus i faderens værksted, ca. 1849

Uviljen steg dog først til en sand storm, da de udstillede næste år: Millais med Tømmerværkstedet (eller 'Jesus i faderens værksted'), Hunt med Kristne Missionærer og Rossetti med Bebudelsen. Akademiets porte lukkede sig for dem. Kritikken over deres arbejder var hånende, indigneret rasende (Charles Dickens). Ved deres side stod maleren Ford Madox Brown, der uden at høre til selve broderskabet malede i dets ånd, i øvrigt allerede før dets stiftelse.

Ruskins udredning og forklaring, forsvar[redigér | redigér wikikode]

Hunt: illustration til Thomas Woolners digt "My Beautiful Lady" i tidsskriftet The Germ, 1850

Prærafaelitterne udgav kortvarigt tidsskriftet The Germ ('Kimen'[5]). Det udkom med fire numre i begyndelsen af 1850, senere hed det Art and Poetry. Ford Madox Brown skrev om historiemaleri, medens William Michael Rossetti udviklede prærafaelitternes grundsætninger i en artikel i The Critic. Strømkæntringen i publikums og de toneangivendes stilling til prærafaelitterne skyldes dog særlig Ruskins indgriben. 1851 tog han sig for i Times med "Pre-Rafaelism, its principles and Turner" at retlede den offentlige mening og påviste, at de fejl, man bebrejdede prærafaelitterne, netop var heldige nydannelser. Stemningen slog om; akademiet i Liverpool gik i spidsen, og efterhånden lystes prærafaelitternes sære arbejder i kuld og køn.

Det ny i prærafaelitternes kunst, der i dets tilspidsede servering nok kunne forbavse, desorientere og udæske kritikken, var i malerisk henseende bandlysningen af alt clairobscur og den traditionelt forskønnende ateliertone. I stedet skulle det være klare, ubrudte, ofte grelle lokalfarver og en belysning der intet skjulte. Det omhyggeligste, mest pertentlige naturstudium skulle træde i stedet for den herskende flotte rutine, i menneskefremstillingen skulle man holde sig til en og samme model, i landskabet skulle alle småtingene, plantevegetationens enkeltheder, behandles med den største omhu (heraf folkevitsen: tag et græsstrå og mangfoldiggør det, så har du et landskab efter prærafaelitternes metode).

Naturen krævede overalt den største respekt for enkelthederne. På alle områder var det prærafaelitternes parole: hellere stamme end at bruge fraser. Hvad billedernes åndelige indhold angik, gjaldt det om at gengive de sande lidenskaber uden hensyn til gratie; det tankefulde og mystiske i sjælelivet skulle opdyrkes. Naturligvis træder disse forskellige egenskaber frem med forskellig styrke hos de enkelte prærafaelitter. De sidstnævnte gør sig i stærkest grad gældende hos D.G. Rossetti.

Selve The Brotherhood opløstes snart[redigér | redigér wikikode]

Den standhaftigste og mest udprægede var William Holman Hunt, som rejste til Palæstina; de stærkt idealistiske momenter i D.G. Rossettis kunst viste på en måde ud over selve prærafaelitternes kunst. Millais’ senere kunst blev delvis en desavouering af hans egen fortid. Men blandede med andre strømninger har den prærafaelitiske retning haft indflydelse. Det er under dens påvirkning, at engelsk kunst, ikke mindst i dens talrige forgreninger som "anvendt kunst", brugskunst, i sidste fjerdedel af det 19. århundrede er kommet til at indtage en fremtrædende plads i kunstlivet.

Eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Fra Rossetti går tråde til den af Sandro Botticelli påvirkede Edward Burne-Jones, som i sine dekorative grundsætninger også går tilbage til tiden før højrenæssancen, således allerede 1858 i glasmalerier i katedralen i Oxford, og hvis "nyprærafaelisme" har videreudviklet prærafaelitternes følelsesværdier. Burne-Jones’ retning fortsattes ofte i maniereret form af elever som Evelyn De Morgan, John Melhuish Strudwick, Marie Spartali Stillman og John Roddam Spencer Stanhope.

Som udprægede prærafaelitter kan Arthur Hughes og Joseph Noel Paton betegnes. Også for den berømte William Morris har prærafaelitterne haft afgørende betydning. I Frederick Sandys, Simeon Solomon og G. Wilson brydes prærafaelitternes retning med romantiske strømninger. Walter Crane, Frederic Shields og William Bell Scott overfører prærafaelitternes principper på den dekorative kunst. Et dansk 'Selskabet for dekorativ Kunst' blev stiftet 1901.

James Clarke Hook er med mange andre repræsentant for det prærafaelitiske landskab. Blandt andre kunstnere, for hvem den prærafaelitiske indflydelse har været af betydning, kan nævnes William Blake Richmond i hans ældre arbejder, James Tissot, John Frederick Lewis[6]), Henry Moore og Valentine Cameron Prinsep. I fjernere forbindelse med prærafaelitterne står den berømte, særprægede George Frederic Watts.

Danske kunstnere[redigér | redigér wikikode]

Af danske kunstnere, der var inspireret af bevægelsen, kan nævnes Agnes Slott-Møller (†1937).[7]

Agnes Slott-Møller

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. McGann, Jerome J. The Complete Writings and Pictures of Dante Gabriel Rossetti, NINES consortium, Creative Commons License; http://www.rossettiarchive.org/docs/s40.rap.html. Sidens eksistens bekræftet 27. januar 2015.
  2. 2,0 2,1 "Den ny middelalder" af Henrik Wivel i Dansk litteraturs historie
  3. Idylls of the King by Alfred, Lord Tennyson, frit tilgængelig på Project Gutenberg
  4. Pisas Campo Santo : Camposanto Monumentale ("monumental gravplads")
  5. "The Germ: Thoughts towards Nature in Poetry, Literature and Art" hos Gutenberg.org og "The Germ. Thoughts towards Nature in Poetry, Literature, and Art " fra RossettiArchive.org
  6. Omtale af John Frederick Lewis 1805-76 hos Visual-arts-cork.com
  7. Mere om danske kunstnere i "Den ny middelalder" af Henrik Wivel i Dansk litteraturs historie

Ældre litteratur[redigér | redigér wikikode]

Litteratur angivet i Salmonsen − flere kan nu læses online
  • Percy H. Bate: The English preraphaelite painters, their associates and successors, 1905, − Online hos Archive.org (1972, 'reprint of the 1901 ed.' : Online hos Archive.org)
  • John Ruskin, Dante Gabriel Rossetti: Pre-Raphaelitism. Papirer 1854-1862, arrangeret og redigeret af William Michael Rossetti, London 1899. Righoldig brevsamling
  • "The Pre-Raphaelite Brotherhood. A Fight for Art", Artikelserie i Contemporary Review, 1886
  • Emil Hannover: "Prærafaelitter" i Tilskueren, juli 1901
  • W. Fred: Die Präraphaeliten, Heitz, 1900
  • William Holman Hunt: Preraphaelitism, 1905 − Online hos Archive.org
  • Jarno Jessen [pseud.], Walter Crane: 'Prärafaelismus, Berlin : Bard, Marquardt & Co., 1906
  • Hans Wolfgang Singer: Der Prae-Raphaelitismus in England, Berlin 1912 − Online hos Archive.org

Kilder[redigér | redigér wikikode]

[ Artiklen er sammenskrevet af to tidligere oplæg (1 og 2) hvoraf det ene fra Salmonsen]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]




Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.