Dyveke Sigbrittsdatter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Se også Dyveke (pigenavn).
Dyveke Sigbrittsdatter
DyvekeSigbritsdochter.jpg
Dyveke Sigbrittsdatter malet af Vilhelm Rosenstand
Personlig information
Andre navne Dyveke Villomsdatter
Født Dyveke Sigbrittsdatter
1490
Amsterdam
Død 21. september 1517
København
Hvilested karmeliterklostrets kirke, Helsingør
Forældre Sigbrit Villoms

Dyveke Sigbrittsdatter og kaldet Dyveke Villomsdatter (ca. 1490, Amsterdam21. september 1517 i København) var den danske konge Christian 2.'s elskerinde. Dyveke, hvis navn betyder "lille due", var datter af Sigbrit Villoms, også kaldet "mor Sigbrit". Hun stammede fra en hollandsk familie, som flyttede til Bergen i Norge.[1] Dyvekes far har heddet Ottike, for på sin gravsten stod hun med navnet Duef Ottikesdochter. [2]

Forholdet til Christian 2.[redigér | redigér wikikode]

Erik Valkendorf sammen med Dyveke og mor Sigbrit, som Eilif Peterssen tænkte sig det i 1876.

Der findes to beretninger om, hvordan Christian 2. mødte Dyveke; de lader sig ikke kontrollere, men stemmer godt overens og bygger efter alt at dømme på en levende, mundtlig tradition. Mest pålidelig er nok den, Arild Huitfeldt skrev i slutningen af 1500-tallet i Danmarckis Riges Krønicke. Men Hans Svanings beretning har også interesse (Christiernvs II, Daniæ Rex). Ifølge Huitfeldt mødtes de to i 1507 (mens Svaning siger, det skete i 1509) på et bal i Bergens rådhus. Huitfeldt beskriver prins Christians intense forelskelse i pigen, som han - efter aftale med hendes mor - gjorde til sin frille samme aften. Samtidens opfattelse af mødets skæbnetunge betydning fremgår af Huitfeldts kommentar om, at dansen i Bergens rådhus "volte at hand siden danzit fra disse tre Konge Riger, Danmarck, Sverig oc Norge". [3]

Da prins Christian vendte tilbage til Oslo, lod han bygge et stenhus (i Bjørvika lige ved Akershus Slot), der blev Dyvekes og mor Sigbrits hjem. (Svaning så ruinen efter huset i 1548.) Da Christian blev konge i 1513, gav han dem husrum i Hvidøre Slot ved Skovshoved; senere i en gård ved Amagertorv. Problemet var, at Christian skulle giftes med Elisabeth af Habsburg. Ærkebiskop Erik Valkendorf og andre stormænd forsøgte derfor at overtale Christian til at droppe forholdet, der vakte almen forargelse. Kongen afslog, og forholdet til Dyveke kom til at vare i ti år - også efter, at udsendinge fra Elisabeths farfar, kejser Maximilian, i 1516 (året efter brylluppet) kom til Danmark for at forlange, at Dyveke straks skulle forlade landet - ellers ville der ske hende en ulykke. Men ikke en gang denne åbne trussel fik kongen til at afslutte skandalen. [4]

Da Dyveke året efter pludseligt døde, kunne det virke, som om truslen var kommet til udførelse. Men Christian, der var ude af sig selv af sorg, lyttede til anklager om, at hun skulle være blevet forgiftet, og at høvedsmandenKøbenhavns Slot, Torben Oxe, stod bag, og dertil skulle have forsøgt at forføre hende. Ved tabet af Dyveke så kongen ud til at tabe sin mentale balance helt; fra da af blev hans optræden stadig mere ekstrem og voldelig. Den vilkårlige henrettelse af Torben Oxe vakte enorm opsigt i samtiden, ikke mindst fordi Torben Oxe først blev frikendt af sine ligemænd i rigsrådet. Christian ville i sin fortvivlelse ikke acceptere dommen og stævnede i stedet Torben Oxe for en bondedomstol. Muligvis gjaldt anklagen i rigsrådet underslag i stillingen som høvedsmand; for bondedomstolen var anklagen udvidet til at gælde giftmord. [3] I Skibbykrøniken hævdede Poul Helgesen, at Torben Oxe og hans fætter Knud Pedersen Gyldenstierne havde sendt "den syge skøge" forgiftede kirsebær. [5] Imidlertid var det slet ikke sæson for kirsebær.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Dyveke blev gravlagt i Karmeliterordenens kloster i Helsingør. I dag er hendes gravsted ukendt; men det er sikkert, at der fandtes en nu forsvundet gravsten med hendes gravskrift, hvor hun blev kaldt "Duef Ottikesdochter". Munkene skal ikke have brudt sig om at få en frille begravet i klosteret, og måske bødede kongen på den skændsel, da han skænkede dem en Skt. Jørgensgård i København. I lang tid forlød det, at Dyveke lå begravet lige inden for en nu tilmuret dør i den nordlige ende af vestfløjen. Her skulle "lemmerne" (klosterets beboere), spytte, når de gik forbi. Indtil slutningen af 1800-tallet lå der nogle store gravsten inden for indgangen i vestmuren. Da de blev fjernet, fandt man nogle skeletter, men de blev aldrig undersøgt. [2]

DyvekeskolenAmager er navngivet efter hende.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]