Çatalhöyük

37°39′36″N 32°49′48″Ø

Den store overdækkede udgravning ved Çatalhöyük der er tilgængelig for besøgende.

Çatalhöyük (andre stavemåder er Çatal Höyük og Çatal Hüyük. Også uden diakritiske tegn: Catal Hüyük) er en høj på den anatolske højslette, hvor man finder resterne af en af verdens første byer. Çatalhöyük har været beboet i den yngre stenalder og placerer sig midt i den neolitiske revolution ved overgangen mellem en jæger-samler kultur til en fastboende landbrugskultur. På stedet har man dyrket for eksempel hvede og holdt tamfår og tamgeder, men folk er dog stadig gået på jagt efter blandt andet urokser.

På sin tid har Çatalhöyük nok været en af verdens største byer og måske en førende kulturby, da den viser et ekstraordinært rigt symbolsk liv i form af vægmalerier, relieffer, skulpturer og statuetter, og den er således et eksempel på det, der er blevet kaldt den symbolske revolution. Byen har også haft et højt teknologisk niveau med vævning, konstruktion af keramik og redskaber af obsidian.

Geografi

Çatalhöyük ("gaffel høj") ligger lidt syd for den nutidige landsby Kücükköy omkring 60 kilometer sydøst for storbyen Konya. Den nærmeste større by er stationsbyen Çumra, der ligger 17 kilometer væk. Højen er ikke naturlig, men er skabt ved, at man i løbet af den 1000-årige bosættelse har bygget nye huse oven på gamle huse. Højen skiller sig tydeligt ud fra den omkringliggende flade slette, og den består egentlig af to høje ved siden af hinanden: Den østlige høj er den største, ældste og mest berømte, mens den mindre vestlige høj, Küçük Höyük ("lille høj"), er en bosættelse fra en yngre tid — kobberalderen.. Arkæologerne anslår at byen har haft fra 3.000 til 8.000 indbyggere og har haft op til 2000 huse.

Konya's højslette er den udtørrede søbund fra en stor pleistocæn sø. Den ligger i en højde af lidt over 1000 meter over nutidens havoverflade. Floderne, der førte vand til datidens sø dannede vifteformede deltaer, og Çatalhöyük var placeret på den største af disse, ved floden Çarşamba, der oprindelig flød mellem de to høje. Floden har givet indbyggerne fersk vand i det ellers tørre klima.

Udgravninger

Del af den overdækkede udgravning ved Çatalhöyük.

Çatalhöyük har været kendt af lokale som et sted, der blev brugt til udflugt og græsning, men samtidig også et sted, der var knyttet et vis overtro til. Det var dog først i 1958, at arkæologer opdagede stedet. Det skete den 10. november 1958, da de tre britiske forskere David French, Alan Hall og den 33-årige James Mellaart fra Britisk Arkæologisk Institut i Ankara bemærkede højen under en "jagt" på tidlige bosættelser på Konyas højslette. Allerede samme dag gjorde de tre fund af keramik og obsidian, og det blev klart for dem, at højen var et kæmpestort stenalderfund. Mellaart var i gang med en anden udgravning ved Hacilar og det var først i 1961, at han vendte tilbage med sin kone (der bl.a. virkede som fotograf) og et hold tyrkiske arbejdsmænd. De begyndte store udgravninger, der fortsatte frem til 1965.

Stedet viste sig at være enestående, og det er blevet en af verdens mest berømte udgravninger. Mellaart kom dog i dårligt lys hos de tyrkiske myndigheder. Det skyldes særligt den såkaldte Dorak-affære, hvor de tyrkiske myndigheder mistænkte Mellaart for at have været indblandt i antikvitetssmugleri. Ifølge Mellaart egen forklaring havde en ung kvinde bedt ham om at vurdere nogle "antikviteter", der øjensynligt var fundet i 4 grave ved landsby Dorak i det nordlige Tyrkiet. Mellaart tegnede nogle skitser af det interessante fund, og de blev offentliggjort i Illustrated London News i 1959, hvilket tiltrak de tyrkiske myndigheders opmærksomhed. Her mente man, at der kunne være tale om illegal antikvitetshandel. Man forsøgte forgæves at efterspore skatten og den unge kvinde, og i 1965 fik de tyrkiske myndigheder nok af Mellaart, og udgravningerne måtte stoppe.

Udgravning ved Çatalhöyük.

Først næsten 30 år senere, i 1993, genoptog et nyt hold arkæologer udgravningerne, og internationale udgravninger under ledelse af arkæologen Ian Hodder pågår nu hver sommer og nye oplysninger kommer frem. De nye udgravninger anvender såkaldt mikromorfologi, hvor arkæologerne bruger mikroskoper til at få mest mulig information. Hodders hold går ganske tålmodig til værks, og mens Mellaarts hold udgravede mere end 200 bygninger, så udgravede Hodders hold i løbet af de første par år kun en eller to bygninger hvert år. I 2006-sæsonen deltog 230 personer i denne internationale og tværvidenskabelige udgravning, der er en af verdens største. For at finansere den store udgravning har Ian Hodder i vidt omfang benyttet sig af firmasponsorater fra så forskellige firmaer som Boeing, Fiat, British Airways og Shell, og det arkæologiske hold har også i høj grad involveret den lokale befolkning.

Et dansk islæt under James Mellaarts udgravning var palæobotanisten Hans Helbæk fra Nationalmuseet. Helbæk identificerede store mængder domesticeret hvede (emmer og enkorn), byg og ærter.

Datering og størrelse

Kilderne nævner forskellige årstal for bosættelsen. Lagene, som blev undersøgt under Mellaarts udgravninger, er dateret fra tiden omkring 6250 f.Kr. til 5400 f.Kr,, mens Ian Hodder angiver bosættelsen til at vare omkring 1.400 år (fra 7400 f.Kr. og 6000 f.Kr) gennem 18 arkæologiske lag. Et af de nyeste arbejder henviser til en datering, der angiver tidsrummet fra ca. 7400 f.Kr. til 5600 f.Kr.

Også angivelse af størrelsen af Çatalhöyük varierer noget mellem kilderne. De spænder fra 32 "acres" over 13,5 ha til 20 ha. Det siger noget om Çatalhöyüks enorme størrelse, at der kun er afdækket 5 procent, på trods af at der i 2007 har været udgravning i sammenlagt 15 år.

Bygninger og kulturgenstande

Rekonstruktion af hus fra Çatalhöyük. Døråbningen, hvor lyset falder ind, må være lavet så turister kan komme ind og se. Den skrå "pind" er stigen der fører op til hullet i taget.

Højen Çatalhöyük er opstået ved, at beboerne gennem flere århundreder har bygget nye huse oven på gamle, således at der nu findes op til 17 meter arkæologiske lag. Husene har stået så tæt op ad hinanden, at der ikke har været passage mellem dem. Der er heller ikke fundet døråbninger i husene, så arkæologerne forestiller sig, at indgangen til husene har været gennem taget via en stige, og at byens "trafik" er foregået hen over de flade hustage. Foruden indgang har hullet i loftet fungeret som udluftning for ovn og ildsted og som den eneste åbning med lysindfald. Nutidige beboelser, der ligner Çatalhöyük, er for eksempel de nordamerikanske indianeres pueblo og dogon bosættelserne i Mali i Vestafrika.

Rekonstruktion af hus set mod en lav platform og døråbningen til det lille lagerrum.

Mellem husene har der nogle steder været åbne pladser. De har fungeret som kollektive affaldspladser—køkkenmøddinger. Disse køkkenmøddinger har en større andel af dyre- og plantermateriale, samt lervarer, statuetter, (uægte) perler og lerkugler. Nogle fund er fortolket som menneskelig afføring— og køkkenmøddingen har altså været brugt som toilet. Afføringen og rådnende organisk materiale i den tætbebyggede by må have udgjort en sundhedsrisiko og skabt en vældig stank.

Husenes indretning

Husene er hovedsagligt lavet af mudder, med undtagelse af taget, der har haft bærende træbjælker. Arkæologerne regner med, at et hus har haft en levetid på 70 år. Hvert år har det været nødvendigt at give husene et nyt lag mudder. Foruden ovn og tagåbningen, der har været i "køkkenregionen" ved sydvæggen, har der typisk været en en lille døråbning til et mindre rum, der har været brugt som lager. Totalt har et hus haft en gennemsnitlig størrelse på omkring 23 kvadratmeter, men de har varieret mellem 11 til 48 kvadratmeter. Der har kun været én etage. I hovedrummet har der sædvanligvis foruden ovn og ildsted også været bænke, lave platforme og beholdere/siloer. Hver bygning har nok huset en familie på mellem 5 og 10 medlemmer., men der er intet hus, der har haft mere end 8 sovepladser.

Husene er også blevet brugt som "kirkegård": Under mange af dem ligger gravpladser, og der er fundet helt op til 68 personer begravet i et hus. En tilsvarende praksis er også set i det 20. århundrede på den polynesiske ø Tikopia.

Rekonstruktion af et såkaldt hellig-hus ("shrine") i Museum for Anatolske Civilisationer.

Cirka en trediedel af husene synes at have været mere dekoreret end resten med blandt andet skulpturer af tyrehoveder. Disse rum blev af James Mellaart fortolket som shrines — helligdomme/hellig-huse. Mellaarts hold nåede kun at udgrave et lille område i den sydvestlige del af højen, og på grund af de mange hellig-huse, der blev fundet i det område, mente Mellaart, at det var tale om et præstekvarter. Ian Hodders hold har gravet flere forskellige steder på den store høj og har også fundet hellig-huse andre steder. Der er derfor nok ikke tale om, at det sydvestlige hjørne er et specielt præstekvarter. En anden revision af Mellaarts fortolkning bygger på selve opdelingen af hellig-huse og "almindelige" huse. Nye analyse tyder på, at der ikke har været en skarp skillelinje mellem de to former. Ydermere har mikromorfologiske analyser antydet, at der har foregået huslige aktiviteter i nogle af de såkaldte hellig-huse. Så helt hellige har de nok ikke været.

Kulturgenstande og udsmykning

Vægmaleri med stor tyr på Museum for Anatolske Civilisationer.

Çatalhöyük er kendt for de store mængder udsmykning og kulturgenstande. Der findes mange vægmalerier, og Çatalhöyük er beskrevet som det første sted med vægmalerier på konstruerede vægge (Vægmalerierne i Lascaux-hulerne er jo på naturlige vægge). Çatalhöyük's rekord blev dog i 2007 slået da franske arkæologer fandt vægmalerier fra omkring 9.000 f.Kr. i en bosættelse ved navn Djade al-Mughara beliggende i det moderne Syrien.

Nogle af Çatalhöyük's vægmalerier viser geometriske mønstre, mens andre er figurative scener, der blandt andet forestiller store urokser omkranset af små mænd, der jager, tirrer eller lokker uroksen. Ligende scener findes også med store hjorte.

Et vægmaleri fra ét af de såkaldte hellig-huse viser nederst en række former, der kunne fortolkes som huse. I midten af billedet findes en aftegning, der er fortolket som vulkanen Hasan, der kan ses fra Çatalhöyük. Er fortolkningerne af dette vægmaleri rigtige, er der tale om verdens første kendte kort, der viser Çatalhöyük's "byplan" sammen med en vulkan. Det er ikke let at tyde det stiliserede maleri, men nogle arkæologer mener ligefrem at kunne se, at "vulkan"-figuren viser en vulkan i udbrud. (Et foto af vægmaleriet sammen med Mellaaerts rekonstruktion er vist i en af Ian Hodders artikler.)

Et andet vægmaleri viser en mand, der løber (eller danser?), mens han holder en bøjet genstand — måske en bue. En prikket form skal måske forestille et lændeklæde af leopardskind. Andre vægmalerier viser rovfugle — måske gribbe. Der findes tilfælde, hvor rovfuglene er vist sammen med hovedløse mennesker.

Museumsudstilling af tyrehoveder fra Çatalhöyük.

Der findes også relieffer af katteligende dyr, der sandsynligvis skal forestille leoparder. De forekommer ofte i par. Specielle skulpturer viser tyrehoveder fastgjort enten på væggen eller på platforme i husene. Nogle af disse tyrehoveder har ligefrem siddet på række.

Blandt de berømte fund er en 16,5 centimeter høj statuette af brændt ler, der forestiller en siddende, fed kvinde med armene hvilende på to katte-agtige dyr. Hun er ligeså korpulent som det kendes fra den mange tusinde år ældre Venus fra Willendorf statuette. De to katteagtige dyr har nogle arkæologer fortolket som løver, mens andre har fortolket dem som leoparder. Nogle mener at statuetten forestiller en kvinde der er ved at føde. Statuetten med den siddende kvinde er den mest komplekse blandt de mange statuetter, der fundet. Blandt de mere simple statuetter er en kvindefigur med "hul" i ryggen, der er udfyldt med hvad der måske skal forestille et korn.

Krukker fra Çatalhöyük udstillet på Museum for Anatolske Civilisationer.

Bosættelsen i Çatalhöyük viser overgangen mellem den yngre stenalders keramikløse periode og den keramiske periode, og derfor finder arkæologerne ingen krukker i de ældste lag, mens der dukker krukker op i de yngre lag fra omkring 7050 f.Kr. til 6800 f.Kr. Fra begyndelsen har de nok blot været brugt til opbevaring, og først senere (omkring 6.500 f.Kr. til 6.400 f.Kr.) til madlavning. De yngste lag har krukker, der er dekorerede med simpel geometriske mønstre, og på krukkerne fra den endnu yngre vesthøj Küçük Höyük, ses mere komplicerede geometriske mønstre.

Et stykke blankpoleret obsidian fra Çatalhöyük, der er fortolket som et spejl.

Der er fundet en hel del genstande af obsidian. Nogle af disse stykker vulkansk glas er pudset så fladt og glat, at arkæologerne mener, at de har været brugt som simple spejle, hvilket gør Çatalhöyük til verdens første "spejlfabrikant". Andre obsidian-stykker er forarbejdet til knive, pile- og spydspidser.

Også flint er brugt: Der er fundet to flinteknive med skæfte af udskåret ben. Desuden er der i Çatalhöyük fundet de første tekstiler, træskåle, uægte perler lavet af sten, ben og ler, samt kurve og nogle mytiske lerkugler, der kun er fundet i de ældste lag, og som måske har været brugt i madlavningen.

Landbrug, jagt og fiskeri

Ved Çatalhöyük er der fundet en mængde spor efter planter, og nogle arkæologer er af den overbevisning at domisticerede planter har udgjort den dominerede del af planteføden. Den vigtigste plante har været emmer (en primitiv hvede), men der er mange andre: enkorn, hvede, ærter, og vild såvel som domisticeret vikke. Der er også fundet et lager af linser. Desuden er der i Çatalhöyük fundet frugter af vilde planter såsom mandel, agern og pistachie. Nogle arkæobotanikere mener, at folkene i Çatalhöyük har benyttet kornmarker, der lå så langt som ti kilometer væk .

De dyr, som der er fundet flest rester af, er får, kvæg, geder, heste og hunde. Fårene og gederne har for det meste været tamdyr, mens kvæget har været vildt. Heller ikke hestene har været tamme, men er blevt jagtet ligesom hjorte og svin. Foruden jagt har indbyggere fisket og indsamlet fugleæg.

Dexter Perkins Jr., fauna-eksperten under Mellaarts udgravning, kom oprindelige til den konklusion, at kun hunde og kvæg var tæmmet. I så fald ville Çatalhöyük og Anatolien have været det tidligste sted med tamkvæg. Han mente ligefrem at kunne se, at der var tale om vildt kvæg i de ældste lag, mens det var tamformer af kvæget, man fandt i de yngste lag. Perkins konklusion er nu taget op til revision af de nye fauna-eksperter, Louise Martin og Nerissa Russell, der mener at kvæget i hele periode har været vildt. Nye analyser tyder på, at det heller ikke længere er sandsynligt, at kvæg har udgjort den primære proteinkilde i indbyggerenes føde, som James Mellaart ellers tidligere har ment.

Handel?

Obsidian.

Området omkring Çatalhöyük havde kun ganske få ressourser. Et af de få "råstoffer" var mudder, der blev brugt som det vigtigste byggemateriale, mens andre materialer måtte komme langvejs fra. Et eksempel er det vulkanske glas, obsidian, som der er fundet store mængder af i Çatalhöyük, og en overgang mente arkæologerne, at Çatalhöyük kontrollerede Kappadokiens obsidian, og det kunne have haft stor betydning for Çatalhöyük's økonomi. Nogen er ligefrem gået så vidt som til at mene, at obsidian-handel var den vigtigste indtægtskilde for byen. Kappadokiens obsidian er dog siden fundet ved Eufrat og det sydlige Levanten på steder, der dateres endnu tidligere end Çatalhöyük, så disse østligere steder kan altså ikke have været afhængige af Çatalhöyük. Ud fra fysiske eksperimenter (med teknikken energy dispersive X-ray fluorescence) er det lykkedes at spore Çatalhöyük's obsidian tilbage til to lokaliteter i det sydlige Kappadokien, Göllü Dağ og Nenzi Dağ, 190 kilometer nordøst fra Çatalhöyük.

De bjælker af fyrretræ og enebær, folkene fra Çatalhöyük har brugt til deres huse, er også kommet langvejs fra — måske fra Taurus-bjergene. Flint er kommet fra Syrien. Ydermere stammer noget af det vildt, der er bragt til Çatalhöyük, fra skovfyldte bjergegne, Endelig stammer strandskaller fra Middelhavet og kurve fra det Røde Hav. Hvad enten obsidian har været en eksportvare for Çatalhöyük eller ej, så viser de mange importerede genstande, at der på Çatalhöyük's tid har været vareudveksling — måske handel — over store afstande.

Det sociale liv i Çatalhöyük

Stempelsegl på Museet for Anatolske Civilisationer i Ankara. Har disse segl været brugt til at markere ejerskab?

Det er ikke nogen særlig stor forskel på størrelsen af husene, hvilket kunne tyde på at samfundet har haft en udtalt grad af lighed. Desuden er der endnu ikke fundet huse, der viser nogen særlig grad af specialisering, for eksempel værkstedskvarterer med stenhuggeri, pottemageri eller snedkeri. Heller ikke offentlige pladser, administrative bygninger eller huse for en elite er identificeret. Det er således ikke særlig sandsynligt, at der har været en central kontrol med for eksempel bygning af huse. Manglen på specialisering har ført til, at nogle har argumenteret for at Çatalhöyük faktisk slet ikke bør omtales som en "by", men snarere som en forvokset landsby.

Tidligere har arkæologer ment, at Çatalhöyük var et matriarkalsk samfund. Ved de nye udgravninger har man undersøgt, om der skulle være nogen speciel forskel i livsstilen mellem kønnene i Çatalhöyük, og de har ikke kunnet identificere nogen særlig forskel. Indretningen af husene har ført til, at der indenfor var masser af sod fra ovn og ildsted, der kunne gå i lungerne. Soden kan senere spores på de begravedes ribben, og analyser af kvinders og mænds sodindhold kan ikke vise nogen forskel, som kan begrunde, at kvinder har brugt mere tid indendøre end mænd. Isotop-analyse af knoglerne har heller ikke kunnet sandsynliggøre en forskel på mænds og kvinders kostsammensætning. Ydermere viser placeringen af de dødes grave ingen speciel forskel mellem kønnene.

I de kunstneriske genstande er der dog forskelle: For på de skildringer, hvor det er muligt at se kønnet, viser vægmalerierne hovedsagligt mænd, mens statuetterne viser kvinder. Ian Hodder mener dog, at de arkæologiske rester ikke vidner om hverken et patriarkat eller et matriarkat.

I Çatalhöyük's yngste lag er fundet nogle såkaldte "stempelsegl". Det er ikke hel klart, hvad de har været brugt til, men det kunne være til at afmærke ejerskabet af en genstand, og det er i så fald en antydning af at idéen om ejendomsret har vundet et vist indpas. Selv om husene står tæt op mod hinanden har de ingen fælles vægge. Hver enkel husstand har således været rimelig uafhængig af naboerne, og hvordan de valgte at bygge.

Der er ikke fundet spor efter krige eller vold i Çatalhöyük. Måske har det været et fredsfyldt samfund, eller også har byplanen simpelthen udgjort en uindtagelig fæstning: Når stigerne ved den yderste række af huse var trukket op, var der ingen umiddelbar indgang til byen.

De mange skulpturer af tyrehoveder og de mange statuetter af korpulente — frodige og stærke — kvinder har givet nogen arkæologer anledning til, at mene at det religiøse liv har været centreret om en tyrekult og en kult om "Den store Moder". Et af de fundne kranier har været dekoreret, som det kendes fra andre steder ved Middelhavet, blandt andet Jeriko og Çayönü i Tyrkiet. Dette kunne tyde på en kraniekult.

Ud fra de mange grave med børn må børnedødelighed have været stor. Knoglerne hos mange børn viser tegn på anæmi, der sandsynligvis skyldes fejlernæring.

Betydning

På grund af dens størrelse, arkitektur, vægmalerier og relieffer er Çatalhöyük ofte beskrevet som en "arkæologisk supernova". På et tidspunkt mente nogle, at der var tale om verdens ældste by, den tidligste landbrugsbosættelse og den største bosættelse på sin tid. Jeriko er dog nu anset som den ældste by, og i Tell Abu Hureyra i det nuværende nordlige Syrien er der fundet de ældste spor af begyndende landbrug. I det centrale Anatolien er Çatalhöyük heller ikke det ældste sted med landbrug, da der i Aşıklı Höyük er fundet dyrkede planter fra 8400 f.Kr., men Mellaarts udgravninger fik fravristet den frugtbare halvmåne (Levanten og Mesopotamien) æren for alene at have skabt den neolitiske revolution. Før havde man ikke troet, at Anatolien kunne have været grobund for udviklingen af landbrugssamfund.

De fleste er af den overbevisning, at landbruget kom til Europa via Anatolien. Nogle (såsom arkæologen Colin Renfrew) går videre og mener, at det indoeuropæiske sprog er udbredt sammen med landbruget, og at indoeuropæerenes hjemland skal søges på den anatolske højslette — altså ved Çatalhöyük. Teorien sætter altså Çatalhöyük som ophav til en befolkning, hvis sprog har udbredt sig til størstedelen af Europa og store dele af Asien.

Çatalhöyük som bosættelse

Det er ikke klart hvorfor folk begyndte at bosætte sig i Çatalhöyük. Den sædvanlige teori angiver, at mennesket blev fastboende i forbindelse med landbrug, men fortolkning af fundene ved bosættelsen Aşıklı peger på, at de fleste fund stammer fra dyr og planter, der ikke har været tæmmet, og at bosættelsen mest har været baseret på en jæger-samler kultur. Så spørgsmålet er, hvorfor jæger-samlere har bosat sig. Nogle arkæologer mener, at det ikke er skyldtes "materielle" grunde, men at der derimod var tale om et mentalt skifte.

Det er heller ikke klart hvorfor Çatalhöyük blev forladt. Nogle arkæologers spekulationer går i retning af, at den hurtige tilbagegang af visse andre bosættelser for omkring 8000 år siden skyldtes ødelæggelse af det lokale miljø på grund af overforbrug af træ til husbygning med kalk. Men denne bygningsteknik er dog ikke brugt i Çatalhöyük's yngste periode.

Modergudine

Statuette af fed kvinde fra Çatalhöyük. Fotografi af original på Museum for Anatolske Civilisationer i Ankara. Kvindens hoved og dyrehovedet der ses til højre er rekonstrueret.

Çatalhöyük's statuetter af fede kvinder blev af James Mellaart fortolket som en afbilding af en modergudine: "Den store Moder". Disse modergudiner blev —sammen med andre europæiske fund— anset som et tegn på, at disse tidlige stenaldersamfund ikke var patriarkalske. Arkæologen Marija Gimbutas førte denne teori videre., og i hendes øjne er stenaldersamfund som Çatalhöyük ("Gamle Europa") gudinde-centreret, lighedsorienteret og fredsfyldte. De blev afbrudt af en invasion af et patriakalsk, krigerisk, hierarkisk orienteret folk som Gimbutas identificerer som det indoeuropæisk kurganfolk.

Idéen om en modergudine i et fredfyldt kvinde-centreret samfund har haft en vis genklang i New Agebevægelsen, hvor folk rejste til Çatalhöyük på pilgrimsfærd. Således bliver der organiseret "Goddess Tours" hvor Gaia-grupper, økofeminister og Goddess New Age rejsende kommer til Çatalhöyük for at bede og danse i cirkler. Nogle af disse besøgende har været åbenlyst vrede over, at Ian Hodder og hans hold har stillet spørgsmålstegn ved de skråsikre, feministiske tolkninger.

Museum

Stedet er åbent for turister, der kan se kopier af fundene i et mindre museumsrum, bygget ved siden af højen. Der er information på både tyrkisk og engelsk. Man kan komme ind i en rekonstruktion af et hus, og endelig kan noget af udgravningen ses under en stor overdækning. De fleste originale genstande fra fundområdet findes nu i Ankaras Museum for Anatolske Civilisationer.

Stedet får ikke så mange besøg af turister som for eksempel Konyas Mevlana museum. Måske skyldes det, at der ikke er så meget "imponerende" at se, med mindre man er arkæologisk intereseret. Interessen for Çatalhöyük er dog stigende, og der kommer nu omkring 13.000 besøgende til Çatalhöyük hvert år. I slutningen af 2007 besøgte Prins Charles og Hertuginde Camilla af Cornwall både Çatalhöyük og Mevlana Museum.

Çatalhöyük er på Tyrkiet's ansøgningsliste til UNESCO's Verdensarvsliste.

Henvisninger

• Çatalhöyük Homepage — hjemmeside for de nye udgravninger ledet af Ian Hodder.
• Figurines Project — hjemmeside med mange billeder og videoer af blandt andet statuetterne fundet ved Çatalhöyük.

Bøger

Çatalhöyük første ledende arkæolog James Mellaart udgav i 1967 en bog Çatal Hüyük: A Neolithic Town in Anatolia. Nogle af hans fortolkninger er senere blevet taget op til revision blandt andet i den nuværende leder af udgravningerne Ian Hodder's bog Çatalhöyük. A Leopard's tale fra 2006. Hodder har også redigeret to videnskabelige rapporter om udgravningerne der er udgivet i bogform: en fra 1996 og en fra 2005. Den amerikanske videnskabsjournalist Michael Balter opholdt sig en del tid ved udgravningerne, og hans bog fra 2005 The Goddess and the Bull indeholder foruden beskrivelser af Çatalhöyük også fortællinger om arkæologer, for eksempel om Mellaarts problemer med de tyrkiske myndigheder og hans involvering i Dorak-affæren.

En del af andenhåndslitteraturen har udelukkende baseret sig på oplysninger fra Mellaart og mangler de opdateringer og revisioner, der er kommet i forbindelse med de nye udgravninger med Ian Hodders hold.

Video

• "Yezidism", "Catalhoyuk", YouTube, 2. februar 2007. En serie still-billeder fra de arkæologiske udgravninger.
• Eva Bosch, "Catalhöyük. Light and shadow on a city 9000 years old", YouTube. En længere serie still-billeder fra Çatalhöyük, særligt fra det rekonstruerede hus.
• "turizmturkiye", "çatalhöyük", YouTube, 5 oktober 2007. En række still-billeder fra Çatalhöyük og museet i Ankara.
• "ibocompany" , "çatal höyük", YouTube. En kort video med en computerskabt rekonstruktion af en del af byen.
• "jacob131993", "Çatal Höyük - Turcja", YouTube. En anden kort video med computerskabt rekonstruktion.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Çatalhöyük