Recept: Forskelle mellem versioner
Nevit (diskussion | bidrag) No edit summary |
2 x links til + uddybelse af tandlægebestemmelserne |
||
| Linje 5: | Linje 5: | ||
'''''Læger''''' – herunder [[Læge#L.C3.A6gelige specialer|speciallæger]] – må ordinere alle slags lægemidler på recept til brug for bestemte personer ([[patient]]er), til brug i lægepraksis eller på [[Hospital|sygehus]] samt til eget personligt brug ([[Lægelatin|latin]]: ''ad usum proprium''). |
'''''Læger''''' – herunder [[Læge#L.C3.A6gelige specialer|speciallæger]] – må ordinere alle slags lægemidler på recept til brug for bestemte personer ([[patient]]er), til brug i lægepraksis eller på [[Hospital|sygehus]] samt til eget personligt brug ([[Lægelatin|latin]]: ''ad usum proprium''). |
||
'''''Tandlæger''''' må ordinere lægemidler på recept til brug for bestemte personer (patienter), til brug i tandlægepraksis samt til eget personligt brug. Tandlægevirksomhed omfatter dog (ifølge |
'''''Tandlæger''''' må ordinere lægemidler på recept til brug for bestemte personer (patienter), til brug i tandlægepraksis samt til eget personligt brug. Tandlægevirksomhed omfatter dog (ifølge [[autorisationsloven]]s § 49) kun forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og kæber.<ref>[https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=138178#K11]</ref> Som følge heraf må tandlæger ''udelukkende'' ordinere lægemidler, der skal bruges som led i behandling af [[tand]]- eller [[mund]]hulelidelser – hvilket typisk omfatter [[smerte]]stillende medicin samt [[Antibiotikum|antibiotika]] som f.eks. [[penicillin]]. Det er således forbudt for tandlæger at ordinere enhver form for andre lægemidler (hvad enten det er til eget brug eller til andre personer) som f.eks. [[blodtryk]]smedicin, [[astma]]medicin, [[p-pille]]r, [[gigt]]medicin, [[impotens]][[Viagra|medicin]], [[influenza]][[vaccine]]r, [[epilepsi]]medicin, [[insulin]] til [[sukkersyge]] osv. osv. ''(Hvis en tandlæge skal ordinere et [[afhængighed]]sskabende, [[angst]]dæmpende lægemiddel, f.eks. et [[benzodiazepin]]præparat, til en nervøs patient (for at dæmpe dennes [[tandlægeskræk]] forud for en tandbehandling), må tandlægen kun ordinere [[Halveringstid#Biologisk halveringstid|korttidsvirkende]] angstmedicin – og kun den mindste pakningsstørrelse på markedet. Dette udelukker ordination af f.eks. [[diazepam]].)'' Overtrædelse af disse bestemmelser er strafbart og medfører fratagelse af [[autorisation]] udstedt af [[Sundhedsstyrelsen]].<ref>[http://www.tandlaegebladet.dk/side.asp?aid=17818&p=17818&n=1,3,17818&uid=161805341&side=100&color=]</ref> |
||
'''''Dyrlæger''''' må ordinere lægemidler på recept til brug for dyr samt til brug i dyrlægepraksis. Dyrlæger må ordinere alle slags veterinære lægemidler. Dog må dyrlægen også ordinere et almindeligt lægemiddel, hvis der ikke findes et tilsvarende veterinært lægemiddel på markedet. |
'''''Dyrlæger''''' må ordinere lægemidler på recept til brug for dyr samt til brug i dyrlægepraksis. Dyrlæger må ordinere alle slags veterinære lægemidler. Dog må dyrlægen også ordinere et almindeligt lægemiddel, hvis der ikke findes et tilsvarende veterinært lægemiddel på markedet. |
||
Versionen fra 3. jul. 2012, 04:45
En recept er en ordination fra en læge, tandlæge eller dyrlæge om udlevering af lægemidler fra et apotek eller sygehusapotek.
Læger – herunder speciallæger – må ordinere alle slags lægemidler på recept til brug for bestemte personer (patienter), til brug i lægepraksis eller på sygehus samt til eget personligt brug (latin: ad usum proprium).
Tandlæger må ordinere lægemidler på recept til brug for bestemte personer (patienter), til brug i tandlægepraksis samt til eget personligt brug. Tandlægevirksomhed omfatter dog (ifølge autorisationslovens § 49) kun forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og kæber.[1] Som følge heraf må tandlæger udelukkende ordinere lægemidler, der skal bruges som led i behandling af tand- eller mundhulelidelser – hvilket typisk omfatter smertestillende medicin samt antibiotika som f.eks. penicillin. Det er således forbudt for tandlæger at ordinere enhver form for andre lægemidler (hvad enten det er til eget brug eller til andre personer) som f.eks. blodtryksmedicin, astmamedicin, p-piller, gigtmedicin, impotensmedicin, influenzavacciner, epilepsimedicin, insulin til sukkersyge osv. osv. (Hvis en tandlæge skal ordinere et afhængighedsskabende, angstdæmpende lægemiddel, f.eks. et benzodiazepinpræparat, til en nervøs patient (for at dæmpe dennes tandlægeskræk forud for en tandbehandling), må tandlægen kun ordinere korttidsvirkende angstmedicin – og kun den mindste pakningsstørrelse på markedet. Dette udelukker ordination af f.eks. diazepam.) Overtrædelse af disse bestemmelser er strafbart og medfører fratagelse af autorisation udstedt af Sundhedsstyrelsen.[2]
Dyrlæger må ordinere lægemidler på recept til brug for dyr samt til brug i dyrlægepraksis. Dyrlæger må ordinere alle slags veterinære lægemidler. Dog må dyrlægen også ordinere et almindeligt lægemiddel, hvis der ikke findes et tilsvarende veterinært lægemiddel på markedet.
Læger og tandlæger kan vælge enten at give patienten en skreven recept i hånden, at indtelefonere recepten til apoteket eller at sende recepten direkte til apoteket elektronisk (via Receptserveren) eller med telefax.
Dyrlæger kan ligeledes vælge enten at give klienten en skreven recept i hånden, at indtelefonere recepten til apoteket eller at sende recepten direkte til apoteket med telefax – men ikke elektronisk.
Oftest indleder lægen, tandlægen eller dyrlægen recepten med et dobbeltkors (#), der tolkes som in nomini dei ("i Guds navn"). Derefter følger Rp ("recipe", i betydningen "tag") fulgt af lægemidlets navn, lægemiddelform, dosering, indikation og udleveringsbestemmelse.
Eksterne kilder og henvisninger
 | Spire Denne artikel om apoteksvæsen er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |