Stær

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Stær (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Stær)

  Stær ?
Stære i yngledragt
Stære i yngledragt
Videnskabelig klassifikation
Rige: Dyr (Animalia)
Række: Rygstrengsdyr (Chordata)
Klasse: Fugle (Aves)
Orden: Spurvefugle (Passeriformes)
Familie: Stære (Sturnidae)
Slægt: Sturnus
Art: S. vulgaris
Videnskabeligt artsnavn
Sturnus vulgaris
Linnaeus 1758

Stæren (Sturnus vulgaris) er en spurvefugl, der er udbredt over store dele af verden, hvor den ofte yngler tæt på mennesker. Den er kendt for sin smukke sang om foråret og sine store flokke, der især om efteråret danner sort sol. I Danmark er stæren almindelig over hele landet, hvor størstedelen af bestanden er trækfugle, der ankommer i februar og marts.[1] Stæren søger sin føde på enge og græsplæner, men er afhængig af redehuller i f.eks. gamle træer, for at kunne yngle.

Stær i vinterdragt

Udseende og sang[redigér | redigér wikikode]

Stæren er en korthalet fugl med en længde på cirka 22 cm, det vil sige lidt mindre end en solsort. I yngletiden er stærens fjerdragt sort med små lyse pletter på rygsiden. Fjerene er tydeligt metalskinnende. Hannen har nogle lange fjer på struben, der er specielt tydelige under sangen.

Efter yngletiden fælder stæren i juni-september til en vinterdragt, der er mindre metalglinsende og har mange hvide fjerspidser. Samtidig skifter næbbet farve fra gult til sort. De unge stære er ret ensfarvet gråbrune.

Hannen synger fra marts til ind i maj måned fra en tydelig sangpost i nærheden af redestedet. Sangen er meget varieret og består ofte af efterligninger af andre fugles stemmer. Den indeholder dog altid nogle karakteristiske fløjt og knitrende, knebrende lyde.

Stærens sang

Føde[redigér | redigér wikikode]

Stæren søger mest sin føde på åbne arealer, hvor den forår og sommer lever af insekter, orme og snegle, mens den senere på året lever af bær, korn og diverse frø.[2] Ungerne fodres især med larver af stankelben og sommerfugle. Nogle gange er den nødt til at flyve langt fra redepladsen for at finde et godt sted at søge føde.

I Danmark kan man i sensommeren opleve, at f.eks. kirsebærtræer invaderes af stæreflokke. Disse fugle stammer hovedsageligt fra Skandinavien og er på vej til deres vinterkvarter.

Fødesøgningsteknik[redigér | redigér wikikode]

En stær søger føde ved at gå eller løbe på jorden og hele tiden prøvende berøre jorden med næbbet. Når næbbet er ved jordoverfladen, åbnes det, så jord og græs spredes. På den måde kan den bedre få øje på fx. orme og insektlarver.[3]

Fælles overnatning og sort sol[redigér | redigér wikikode]

Om efteråret samles mange tusinde stære i det vestlige Danmark, inden de fortsætter videre mod sydvest. Især i Tøndermarsken i det sydlige Jylland ses stærene søge føde på de store, åbne græsarealer. Om aftenen inden solnedgang samles disse fugle til fælles overnatning i rørskovsområder i tætte kæmpeflokke. Dette kaldes for ’sort sol’. Flokkene kan flyve op til 150 kilometer for at finde en sådan egnet soveplads Enkelte gange har man fundet mere end en million stære samlet til overnatning, men oftest er flokkene på mindre end 500.000 fugle.

Levested og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Stærenes ungfugle kendes om efteråret på deres brungrå fjerdragt - specielt i hovedet.

Arten har sin oprindelige udbredelse i Europa og det vestlige Asien, og er siden blevet indført til andre dele af verden, f.eks. Nordamerika, Australien og New Zealand.

Stæren er almindelig i hele Danmark. I år 2000 vurderede man bestanden til at ligge på 400.000 − 600.000 par. Flest stære finder man i Vest- og Sønderjylland, i Københavnsområdet samt på Bornholm. Stæren er en meget almindelig ynglefugl omkring huse, i parker og i skove, hvor der findes egnede redesteder. Stærene finder gerne en yngleplads, der støder op til et frit græsareal som f.eks. enge, græsplæner og parker.

Tilbagegang[redigér | redigér wikikode]

Stæren er stadig meget almindelig i Danmark, men bestanden her og i det meste af Skandinavien er i tilbagegang. Mellem 1976 og 2005 er der sket en halvering af bestanden i Danmark. Mange enge, hvor stærene finder en stor del af føde, er forsvundet på grund af tilgroning og dræning, og i de fleste skove er der efterhånden langt imellem gamle træer med redehuller, som stærene kan yngle i. Stærene er derfor ikke så udbredte i egne af landet, hvor der er sket en omlægning fra græsningsarealer med kvæg til kornmarker. En anden årsag til tilbagegangen kan være manglende redepladser. I visse områder er der muligvis plads til flere stære, hvis der sættes redekasser op. Stærene kan hjælpe til med at æde skadedyr, der ødelægger græsset.

Mellemtræk[redigér | redigér wikikode]

Fra midten af juni til og med juli samles de nyudfløjne unger og i mindre grad også adulte fugle på åbne arealer, hvor de søger føde samtidig med at de bevæger sig i vestlig retning.[3] Dette kaldes for et såkaldt mellemtræk, hvor stærene gør holdt for at foretage en fældning til vinterdragt. En del af de unge stære forlader landet og flyver til områder ved Holland. Senere på efteråret med kulmination i oktober støder de ældre stære til, og de danske stære tilbringer vinteren i Storbritannien, Nordtyskland, Belgien, Holland og det nordlige Frankrig.

Æg og unger[redigér | redigér wikikode]

Et kuld stæreæg

Stæren er en hulruger, der kræver redekasser eller naturlige redehuller, for at kunne yngle. Naturlige redehuller er f.eks. hule træer eller forladte spættehuller.

Fra slutningen af april til midt i maj lægger stæren 5-6 blågrønne æg, som begge mager udruger på 12-13 dage.[3] Ungerne forlader reden, når de er 20-22 dage gamle. Stæren får normalt kun ét kuld om året.

Hvis de rette forhold er til stede, kan stære yngle meget tæt på hinanden, f.eks. i områder, hvor der findes mange spættehuller eller stærekasser. Man kan derfor nemt få stære til at yngle i haven ved at opsætte egnede redekasser. Stæren er i det hele taget en meget social fugl, der både yngler, overnatter og trækker i fællesskab.

Parasitter[redigér | redigér wikikode]

Fuglereder er oftest fyldt med generende smådyr, der lever som parasitter på fuglene. Det problem har stæren løst ved en form for kemisk krigsførelse. Planter som kodriver og malurt udskiller naturlige insektbekæmpelsesmidler. Ved at lægge blade fra sådanne planter i reden, holder stæren antallet af generende smådyr nede.

Underarter i Nordatlanten[redigér | redigér wikikode]

På Færøerne findes den lidt større underart, Sturnus vulgaris faroensis. Som redeplads anvendes her enten en af de mange opsatte redekasser eller huller i udmarkens stensætninger, der understøtter mange af vejene. (Frimærke fra 1998).

Stærene på Færøerne har med tiden udviklet sig til at være de største i Nordatlanten og med sin egen underart, Sturnus vulgaris faeroensis, mens stærene på Shetlandsøerne, Fair Isle og De ydre Hebrider er lidt mindre, men også med sin egen underart, Sturnus vulgaris zetlandicus, og endelig hører de fleste af de øvrige europæiske stære til den mindre nominatform, Sturnus vulgaris vulgaris. Der findes dog omkring 10 andre underarter, der er udbredt i det sydøstlige og østlige Europa samt i Asien og på Azorerne.[4]

Oprindeligt lignede stærene i Skotland og England de store nordatlantiske, men før år 1800 uddøde stæren i Skotland og blev en sjælden fugl i England. Hundrede år senere, omkring år 1900 indvandrede underarten Sturnus v. vulgaris til England og Skotland fra Europa. Denne underart har desuden bredt sig til Island, idet der i 1941 skete en "invasion" til Hornafjörður i den sydøstlige del. Der findes i dag livskraftige bestande på såvel øst- som vestsiden af Island. Denne lille underart ses indimellem også blandt stærene på Færøerne, og de kendes på deres mindre størrelse og ungfuglene desuden på, at de er langt lysere end Færøernes egen Sturnus vulgaris faeroensis.[Kilde mangler]

Ringmærkning[redigér | redigér wikikode]

Danske stære var de første fugle, der blev ringmærket. Det skete da skolelærer Hans Christian Cornelius Mortensen fra Viborg i 1899 satte aluminiumsringe om benet på unge stære. Hver ring var præget med et nummer og teksten: "H. Chr. C. Mortensen, Viborg, Danmark". Hvis nogen fandt en ringmærket stær, kunne de derved skrive tilbage og fortælle, hvor og hvornår fuglen var fundet. På denne måde fandt H.C. Mortensen og senere ringmærkere ud af, hvor de danske stære overvintrede, nemlig i England, Nordtyskland, Belgien, Holland det nordlige Frankrig og Danmark selv. Ringmærkningen har siden betydet meget for forståelsen af fuglenes træk.[5]

Siden 1899 er der i alt blevet ringmærket over 200.000 stære i Danmark, hvoraf mere end 5000 er blevet genfundet.[6]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Tommy Dybbro, Oversigt over Danmarks fugle 1978, Dansk Ornithologisk Forening, 1978. ISBN 87-87604-02-7.
  2. Benny Génsbøl, Nordens fugle - en felthåndbog, 1987. ISBN 87-12-01619-5.
  3. 3,0 3,1 3,2 Poul Hald-Mortensen og Jørgen Rabøl, Danmarks Dyreverden, 2. udgave, Rosenkilde og Bagger 1978, bind 8, side 125-133. ISBN 87-423-0076-2.
  4. Gill, F & D Donsker (Eds). "www.worldbirdnames.org". IOC World Bird Names (v 4.1). 2013. http://www.worldbirdnames.org/n-sugarbirds.html. Hentet 2014-02-06.  Arkiveret 2013-12-05.
  5. Danmarks Ringmærkerforening: Om Ringmærkning. Hentet 6. februar 2014
  6. Zoologisk Museum: Hvorfor ringmærkes fugle? Hentet 6. februar 2014

Kilder/Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: