Thessaloniki

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Thessaloniki
Θεσσαλονίκη
Byflag

Det hvide tårn er Thessalonikis vartegn
Overblik
Land Grækenland Grækenland
Borgmester Giannis Boutaris
Region Centralmakedonien
Regional enhed Thessaloniki
Grundlagt 315 f. Kr.
Postnr. 53xxx, 54xxx, 55xxx, 56xxx
Demografi
Thessaloniki 790.824 (2011)
 - Areal 111,703 km²
 - Befolknings­tæthed 7.080 pr. km²
Storthessaloniki 1.006.730 (2011)
 - Areal 1.455,62 km²
 - Befolknings­tæthed 692 pr. km²
Andet
Tidszone UTC +2
Højde m.o.h. 0-250 m
Hjemmeside www.thessaloniki.gr
Oversigtskort
Thessaloniki ligger i Grækenland
Thessaloniki
Thessaloniki
Thessalonikis beliggenhed i Grækenland

Thessaloniki (Græsk: Θεσσαλονίκη) er Grækenlands næststørste by og den største by i regionen Centralmakedonien. Byen er også hovedstad i præfekturet Thessaloniki. Thessaloníki kaldes for Selânik (på tyrkisk, Salonika eller Salonica (Σαλονίκη, Солун, Solun, סלוניקה). Byens kaldes historisk også “med-hovedstad”[1], hvilket refererer til, at den i det østromerske kejserrige var hovedstad sammen med Konstantinopel[2].

Iflg. folketællingen havde Thessaloniki kommune i 2011 325.182 indb.[3] Det sammenhængende byområde, som omfatter syv kommuner, havde ca. 790.000 indb., mens hele storbyområdets 1455 km2 rummede godt 1,1 mio. mennesker.

Thessaloniki er Grækenlands næststørste økonomiske, industrielle, kommercielle og politiske center og det største trafikcenter for resten af sydøsteuropa.[4] Byen er kendt for sine festivaler, musik-, film- og teaterbegivenheder, som sammen med et levende kulturliv i det hele taget gør den til landets kulturelle hovedstad. Thessaloniki var i 1997 europæisk kulturhovedstad og i 2014 europæisk ungdomshovedstad[5].

Thessaloniki modtager mange turister. I 2013 medtog National Geographic byen blandt verdens fremmeste turistdestinationer[6] og i 2014 erklærede Financial Times den for Europas bedste mellemstore storby i fremtiden hvad angår menneskelig kapital og livsstil[7].

Byen blev grundlagt i 315 fvt af Kassander af Makedonien. I romertiden var den en vigtig storby og og siden de byzantinske og osmanniske kejserrigers rigeste og næststørste by. Den rummer mange monumenter fra sin fortid. 15 af disse er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Byen var i århundreder præget af sine store jødiske, tyrkiske og græske befolkningsgrupper, hvoraf den jødiske var den største helt frem til 1920'erne.


Af byens to universiteter er Aristoteles Universitetet med sine 95.000 studenter Grækenlands største.[8]

Historie

Fra antikken til romerriget

Thessaloniki blev grundlagt omkring 315 fvt. af kong Kassander af Makedonien, som opkaldte den efter sin hustru, Thessalonike[9], Aleksander den Stores halvsøster og datter af Filip den 2. Under det makedonske kongedømme opnåede byen selvstyre med eget parlament[10] og udviklede sig til Makedoniens vigtigste by. Efter kongerigets sammenbrud i 168 fvt. blev Thessaloniki en del af den romerske republik. I 41 fvt. gav Marcus Antonius byen status som fristat[11]. Med sin beliggenhed på Via Egnatia – som forbandt Dürres med Byzans – blev byen et knudepunkt for handel mellem Byzans og Rom[12]. Nord-syd-handelsruten mellem Balkan og Grækenland krydsede også Thessaloniki.[13]

På et tidspunkt blev den hovedstad for det romerske kejserriges samtlige græske provinser. Da imperiet overgik til Tetrarkiet, blev Thessaloniki administrationsby for Galerius Maximianus Cæsars del af riget[14]. Galerius lod i byen opføre et kejserpalads, en ny hippodrom, en triumfbue

Galerius' triumfbue på Via Egnatia I Thessaloniki

og et mausoleum.[15] [16][17]

I året 379 blev Illyricum, som denne fjerdedel af romerriget kaldtes, delt mellem det østromerske og det vestromerske kejserrige, og Thessaloniki blev hovedstad i et område, der omfatter det meste af Balkan-halvøen. Ved romerrigets opløsning i 476 blev byen det østromerske riges næststørste by. Byen spillede også en rolle i kristendommens udbredelse. Nogle lærde hævder ligefrem, at Paulus 1ste brev til thessalonikerne er Det nye Testamentes ældste skrift.[18]

Den byzantinske periode og Middelalderen

Thessaloniki blev regnet for at være det byzantinske kejserriges vigtigste by efter Konstantinopel hvad angår størrelse og rigdom[19]. I midten af 1100-tallet havde den omkring 150.000 indbyggere[20]. Siden svingede tallet noget, men endnu i 1300-tallet overgik den f. eks. London i størrelse[21][22], og dens status i kejserriget holdt sig helt frem til 1423, hvor den blev underlagt Venedig.

Hagia Sofia i Thessaloniki. Opført i 8. årh., inspireret af Hagia Sofia i Konstantinopel.

Byens velstand og størrelse gjorde den til mål for mange erobringsforsøg. Således avarer og slaviske folk i 6. og 7. århundrede. Senere, i 904 medførte et arabisk angreb på byen voldsomme plyndringer[23]. I forbindelse med korsridderes erobring af Konstantinopel under det 4. korstog i 1200-tallet oprettedes kongeriget Thessaloniki[24] – det tysk-romerske kejserriges største vasal - som dog kun overlevede i 20 år, da det i 1224 blev generobret af efterkommere af Byzans' kejser, som udråbte området til kejserriget Thessaloniki[25] med en udstrækning som nutidens Nordgrækenland. Blot seks år senere blev dette regime så fjernet[26] og regionen blev vasal undet det 2. bulgarske kejserdømme. Allerede i 1246 overgik magten til endnu et hold efterkommere af Byzans, og nu hed det det nikæanske kejserrige[27] frem til 1423. Fra 1342 til 1350 var det dog i hænderne på zeloterne, en social-revolutionær gruppe af antiaristokratiske fattige og søfolk.[28] I 1423 overlod despoten Andronicus magten over sin stat til Venedig for at beskytte den mod ottomanernes erobringsforsøg, som dog blev gennemført under Sultan Murad 2. 29. marts 1430.[29]

Osmanniske rige

Thessalonikis nye moské

Efter Murads erobring og plyndring af Thessaloniki i 1430 anslår samtidige beregninger, at omkring 20% af byens befolkning var gjort til slaver,[30] samtidig med, at en del fremtrædende borgere var flygtet[31]. Men byens status som en af kejserrigets vigtigste storbyer og som økonomisk kraftcenter ændredes ikke. Vigtigst her var søfarten[32], men også fremstillingsvirksomheder[33] og handel var fremtrædende.

Blandt byens mangfoldige befolkningsgrupper voksede især græske jøder og osmanniske muslimer. (Sidstnævnte rummede tyrkere, albanere, bulgarere og græske konvertitter). I 1478 var der 4320 muslimer, 6094 græsk-ortodokse og nogle få katolikker, men endnu ingen jøder. I løbet af de næste 100 år kom næsten 20.000 sefardiske jøder til byen i takt med at de blev deporteret fra Spanien efter Alhambra-dekretet i 1492[34]. Omkring år 1500 fordelte indbyggertallet sig med 7986 grækere, 8575 muslimer og 3770 jøder, men allerede i 1519 udgjorde 15715 jøder 54% af Thessalonikis befolkning. Nogle historikere mener, at ottomanerne stimulerede jødisk bosætning for at forhindre, at etniske grækere kom til at dominere byen[35].

Thessaloniki bevarede i resten af osmanner-tidens skiftende administrative strukturer sin position som provinshovedstad. Byen rummede en garnison af janitsjarer, som var den osmanniske herskers personlige livgarde, hvis medlemmer var af mange nationaliteter. Da det rygtedes, at herskeren, Mahmud 2., ville udskifte dem med tyrkiske soldater, gjorde de oprør. I juni 1826 blev dette oprør slået ned, og dets ledere halshugget i det fort i Thessaloniki, som nu udgør byens vartegn, Det hvide Tårn. Efter nedslagtningen hed det i folkemunde Blodtårnet.[36] De sidste årtier under osmannisk regime blomstrede byen op. Styret moderniserede infrastrukturen efter europæiske forbilleder og med hjælp fra bl. a. franske byplanlæggere.[37] Det meste af bymuren blev revet ned mellem 1869 og 1889[38], de første sporvogne begyndte at køre i 1888[39]. Samme år åbnedes jernbanelinjen til Beograd, i 1893 til Monastir (nu Bitola) og i 1896 til Konstantinopel. Elektrisk gadebelysning indførtes i 1908[40].

Siden 1912

I begyndelsen af det 20. årh. var Thessaloniki præget af forskellige radikale gruppers oprør mod det osmanniske rige. Den bulgarske Interne Makedoniske Revolutionære Organisation, grundlagt i 1897[41], den græske Makedonisk Komité, grundlagt i 1903[42], en bulgarsk anarkistisk terror-gruppe kaldet Thessalonikis bådsmænd og Ungtyrkerne fra 1908[43].

Den sidste osmanniske sultan, Abdul Hamid 2., blev efter sin afsættelse holdt i husarrest i Villa Allatini i Thessaloniki.

Første og anden Balkankrig

Ved 1. balkan-krigs udbrud erklærede Grækenland det osmanniske rige krig og gik over grænsen. Den græske premierminister, Eleftherios Venizelos, blev spurgt om hæren skulle gå mod Monastir (nu Bitola, Republikken Makedonien,) eller mod Thessaloniki, svarede han "Salonique à tout prix!" (Thessaloniki for enhver pris)[44]. Da såvel Bulgarien som Grækenland ønskede at indlemme Thessaloniki i deres respektive nationer, indledte den osmanniske garnisonskommandant forhandlinger om overgivelse med begge lande. På festdagen for byens skytshelgen, St. Demetrius, 8. november 1912, accepterede den græske hær osmannernes overgivelse.[45] Dagen efter ankom den bulgarske hær, overfor hvilken osmannernes kommandant, Tahsin Pasha, beklagende erklærede ”Jeg har kun én Thessaloniki, og den har jeg allerede overgivet”.[46] Bukarest-aftalen af 1913, som markerede afslutningen af 2. Balkankrig, tilførte Grækenland Thessaloniki samt resten af den græske del af Makedonien og Thrakien.[47] 18. marts samme år blev Grækenlands konge gennem 50 år, den danskfødte Georg 1., myrdet på åben gade i Thessaloniki af en græsk anarkist, Alexandros Schinas.

Første verdenskrig

1. bataljon af den Venizelos-tro Nationale Forsvarshær går gennem Thessaloniki.

I 1915, under 1. verdenskrig, etablerede de allieredes ekspeditionsstyrker en base i Thessaloniki, hvorfra de opererede mod Bulgarien, som var på Tysklands side i krigen.[48] Bulgarien, som havde mistet store landområder under 2. balkankrig i 1915, så nu chancen for at vinde det tabte tilbage. De allierede åbnede Den Makedonske Front,[49][50] som bl. a. skulle hjælpe Serbien mod Østrig-Ungarn og Bulgarien. Grækenland holdt sig formelt neutralt i krigen, men der var stærke indre modsætninger i landet. Kongen, Konstantin 1., var på Tysklands side, mens premierministeren, Eleftherios Venizelos, støttede Serbien, Frankrig og Storbritanien. I 1916 gjorde Venizelos-tro officerer, støttet af de allierede, oprør[51] mod kongen, og dannede en midlertidig regering med hovedsæde i Thessaloniki. Denne regering kontrollerede de områder, Grækenland havde erobret fra osmannerne under Balkan-krigene, dvs. det meste af Nordgrækenland, inkl. Makedonien og det nordlige Ægæerhav samt øen Kreta.[52][53] Kongens regering i Athen kontrollerede det gamle, monarkistiske Grækenland. [54][55]Thessaloniki-staten faldt fra hinanden, da de to stridende regeringer blev slået sammen under Venizelos' ledelse i forbindelse med, at kong Konstantin abdicerede.[56][57]

Den store brand

Det centrale Thessaloniki efter branden i 1917

18, august 1917 blev størsteparten af byens nedre centrum ødelagt af en brand.[58] 72.000 mennesker – ca ¼ af byens befolkning - blev hjemløse, heraf 50.000 jøder. Det meste af forretningskvarteret nedbrændte ligesom kirker, synagoger og moskéer. Mange af de ramte mistede deres livsgrundlag og forlod byen. Regeringen standsede spontane initiativer m. h. t. genopbygning og bad udenlandske arkitekter og byplanlæggere forestå en opbygning af bymidten efter moderne europæiske forbilleder[59]. Ikke alt af dette lykkedes; dels pga. manglende finansiering, dels pga. modstand blandt nogle af de besiddende klasser.

Befolkningsudvekslingen i 1923

Efter Grækenlands nederlag i den græsk-tyrkiske krig i Lilleasien 1919-22 blev i henhold til Lausanne-traktaten fra juli 1923 alle etniske tyrkere deporteret fra Grækenland til Tyrkiet og alle etniske grækere den anden vej. For Thessaloniki betød det på ganske kort tid en voldsom ændring i befolkningssammensætningen – og stigning i indbyggertallet; 20.000[60] tyrkere forlod byen til gengæld for 160.000 grækere, der kom til.[61]

2. verdenskrig

Tyske kampvogne på patrulje ad Leoforos Nikis ved Thessalonikis havn

Grækenland blev angrebet af italienske styrker 28. oktober 1940. Thessaloniki blev udsat for kraftige bombardementer, som alene i november krævede 232 dræbte, 871 sårede og mere end 800 ødelagte bygninger[62]. Da den italienske offensiv mislykkedes, greb Tyskland ind og besatte Grækenland i april 1941.[63]

Hitler tillagde Thessaloniki så stor betydning, at han oprindeligt havde planer om gøre byen til en del af Det tredje Rige, administreret direkte fra Berlin og ikke af en evt. græsk lydregering.[64] Han havde stillet Jugoslavien i udsigt, at de som delvis betaling for at indtræde i krigen på tysk side siden kunne indkorporere Thessaloniki i deres land. [65] Ligesom byen var den første store by, der blev besat, var det også i Thessaloniki, den første modstandsgruppe blev skabt. Eleftheria, græsk for Frihed, kaldte den sig; samme navn bar den første illegale avis,[66] som var en af de første af sin slags I det tyskbesatte Europa. Tyskerne gjorde en af byens kaserner til fangelejr for arresterede modstandere fra hele Grækenland, "Konzentrationslager Pavlo Mela", som en mellemstation, inden de enten blev sendt videre til lejre andetsteds Europa eller myrdet på stedet.[67]

Udryddelse af byens jøder

Jødiske mænd udskrevet til tvangsarbejde afventer i Thessaloniki transport til Tyskland

I 1941 var jøderne den største befolkningsgruppe iThessaloniki. Nogle få lykkedes det at flygte, men langt de fleste blev interneret i Pavlo Mela-lejren og andre opsamlingslejre i byen.

Besættelsesmagten opkrævede enorme beløb i beskyttelsespenge af de internerede. Herudover sløjfede de den store jødiske kirkegård og brugte gravstenene til at bygge svømmebade til tyske soldater eller solgte dem som byggematerialer.[68] Kirkegårdsgrundene er siden bebygget med Aristoteles-universitetet.[69] I 1943, mellem 20. marts og 18. august deporteredes omkring 50.000 til Auschwitz, Birkenau og Treblinka. De fleste blev myrdet umiddelbart i gaskamrene, mens 11.000 blev slavearbejdere i omliggende industrier. Næsten ingen overlevede.[70] Transporten til udryddelseslejrene foregik med tog, og Deutsche Bahn krævede betaling hos de rejsende; Thessalonikis jødiske samfund har efter krigen rejst krav om erstatning herfor hos DB.[71]

Geografi

Geologi

Luftfoto af Thessaloniki taget mod øst

Thessaloniki ligger i bunden af Thermaikos-bugten på østsiden. Sydøst for byen dominerer Choriatis-bjerget. De nære omgivelsers rigdom på bjerge, bakker og forkastninger gør den udsat for geologiske forandringer.

Jordskælv

I nyere tid er der registreret alvorlige jordskælv i 1759, 1902, 1978[72] og 1995.[73] I 1978 kom der en serie af skælv, målt til 5,5 og 6,5 på Richterskalaen. Mange bygninger og monumenter led betydelig skade. En beboelsesbygning i centrum kollapsede, og 51 mennesker omkom.

Klima

Thessalonikis klima er direkte påvirket af, at byen ligger ved havet. Iflg. Köppens klimaklassifikation ligger den i grænseområdet mellem fugtigt og tørt subtropisk klima, med en årlig nedbør på 449 mm. Juni-august er den tørreste periode, oktober-december den fugtigste. Sne kan forekomme de fleste vintre, men den bliver sjældent liggende mere end et par dage. Det er ofte tåget; gennemsnitligt 193 dage årligt[74]. I snit når temperaturen under 0°C 32 dage, Den laveste registrerede temperatur er minus 14°C,[75] og de fleste vintre kan den gå ned til minus 10°C. Januar er koldeste måned med en døgntemperatur på 6°C. Det blæser mest om vinteren, hvor december og januar har et vindgennemsnit på 26 km./t. Et særligt vejrfænomen er Vardaris-vinden, som kommer nordfra med en kraftig styrke og ekstra afkølet af de bjerge, den passerer undervejs til Thessaloniki.[76] Sommerne er varme med ret fugtige nætter. Maksimumtemperaturen ligger for det meste over 30¤ men sjældent over 40¤. Hedebølger forekommer. Den højest målte tempratur er 42°C. Døgngennemsnittet for juli er 26°C. Det regner sjældent og som regel i forbindelse med tordenvejr. Vindgennemsnittet er 20 km/t.

Vejr for Thessaloniki
Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec År
Gennemsnitlig maks °C 9 11 14 19 25 29 32 31 27 21 15 11 20
Gennemsnitlig min °C 1 2 5 8 12 16 19 18 15 11 7 3 10
Gennemsnitlig nedbør mm 37 38 41 38 44 30 24 20 27 41 54 55 449
Kilde: Weatherbase[77]

Politik

Lokalt

Et af Giannis Boutaris' valgløfter var at rydde op i byens store renovationsproblemer, som skyldtes nedslidt materiel og hyppige strejker.

Ved lokalvalgene i november 2010 valgtes Giannis Boutaris til borgmester med kun 300 stemmers flertal. I de foregående 24 år kom borgmesteren fra det borgerlige parti Nea Demokratia, mens Boutaris med en baggrund i kommunistpartiet og senere miljølister stillede op som uafhængig men med støtte af socialdemokratiske PASOK. Boutaris' valgsejr var en overraskelse. Blandt hans markante modstandere var den ortodokse ærkebiskop, som havde erklæret, at det ville blive over hans lig, at Boutaris overtog borgmesterkontoret.[78]

Boutaris' forgænger i borgmesterstolen, Vassilios Papageorgopoulos, blev i februar 2013, efter at staten havde anklaget ham for økonomiske uregelmæssigheder i sin borgmestertid, ligesom to af kommunens ledende embedsmænd, idømt livsvarigt fængsel for underslæb på 18 mio. EUR.[79] I juli 2014 nedsatte en appelret dog straffen til 20 års fængsel.[80]

Boutaris blev genvalgt i 2014, nu med et komfortabelt flertal på 58% af stemmerne.[81]

Landspolitisk

Ved det seneste parlamentsvalg, 25. januar 2015, fordeltes stemmerne sig således i Thessaloniki:

Parlamentsvalget 25. januar 2015 Resultatet for Thessalonikis 1. kreds
Parti Stemmer % Ændring fra

forrige valg

Mandater
SYRIZA 118.353 34,12% Stigning7,17% 7
Nea Demokratia 86.172 24,84% Fald2,91% 4
XA 24.534 7,07% Stigning0.29% 1
To Potami 24.284 7,00% 0.00% 1
KKE 19.467 5,61% Stigning1.11% 1
ANEL 19.285 5,56% Fald3.36% 1
Enosi Kentroon 17.735 5,11% Stigning4.60% 0
PASOK 14.280 4,12% Fald6.11% 1
Øvrige 22.726 6,39% Fald1.02% 0

Kultur

I forlængelse af byens historiske, multikulturelle status planlægges opført et Holocaust-museum på den grund, der tidligere rummede hovedbanegården, hvorfra 50.000 af byens jøder fra 1943 sendtes til Auschwitz[82].

Transport

Metroudgravning under Via Egnatia

Busser

Kollektiv transport i Thessaloniki og nærmeste omegn dækkes af bybusser. Der er 75 linjer, som med 604 busser betjener de rejsende. Busserne drives af det offentligt ejede selskab OASTH. De fleste stoppesteder er forsynet med elektroniske tavler, der løbende holder publikum orienteret om ventetider m. v.

Regionalbusserne har to terminaler, en nær jernbanestationen i den vestlige del af centrum, en anden – der benyttes af busserne til Halkidiki-området – ligger i byens sydlige udkant. Der er også langdistancebusser, f. eks. til Athen.

Metro

Kort over Thessalonikis kommende metro. Den røde linje er 1. etape, som forventes i drift inden 2020

Bygningen af Thessalonikis Metro påbegyndtes i 2006, og forventes færdig i 2018. Den var oprindeligt planlagt åbnet i 2011 men bl. a. arkæologiske fund har medført store forsinkelser. Første fase af byggeriet omfatter én linje på 9,6 km. Med 13 stationer og forventes af få 250.000 passagerer dagligt. Der er planlagt forlængelser til lufthavnen mod øst samt til forstæder i nord og vest. EU har med direkte støtte hhv. lån bidraget til projektet, hvis samlede budget er 1,1 mia EUR. Et italiensk-græsk konsortium står for byggeriet. Det bygger på samme principper som Københavns metro med førerløse tog og aflukkede perroner.

Jernbane

Fra Thessalonikis hovedbanegård udgår linjer mod syd (Athen), øst (Alexandropouli), og nord (Edessa). Tidligere tiders direkte forbindelser til Skopje, Moskva, Wien, Budapest, Bukarest og Istanbul er pga. Grækenlands voldsomme økonomiske vanskeligheder nedlagt siden 2011. Tilbage er – i 2014 – forbindelserne til Sofia og Beograd.

Byen er dog fortsat et knudepunkt, ikke mindst takket være havnen, og rangerterrænnet er landets største.

Der er to elektrisk drevne forstadsbaner med 11 stationer i byens nærområder.

Færger

I feriesæsonen er der daglige færgeforbindelser til Sporaderne og andre øer i det nordlige Ægæerhav. Havnen anlægges også og af et stigende antal krydstogtsskibe.

Luftfart

Lufthavnens startbaner er under forlængelse ud i Thessalonikibugten

Med 5.000.0002014 passagerer – heraf 3 mio. udlændinge – er Thessalonikis Internationale Lufthavn ”Makedonia” (lufthavnskode SKG) en af Grækenlands største. Over 30 luftfartsselskaber benytter den, som har forbindelse til alle større europæiske lufthavne. Der er ingen interkontinentale forbindelser, delvis fordi startbanerne aktuelt er for korte til de tungeste fly.

I sæsonen bruges den især af turister, der skal til Halkidikis ferieområder. Fra Danmark er der i sommersæsonen direkte forbindelse med SAS fra København. Lufthavnen ligger ca. 15 km. fra byens centrum og vil blive endestation for metroen, når denne bliver færdig i 2018.

Veje

De store veje gennem og omkring Thessaloniki

I Thessaloniki mødes motorvejene A1/E75, A2/E90 og A25, som forbinder byen med andre dele af Grækenland samt Republikken Makedonien, Bulgarien og Tyrkiet.

Byen er på landsiden indrammet af den C-formede Thessaloniki Indre Ringvej ( Εσωτερική Περιφεριακή Οδός - Esoterikí Peripheriakí Odós) som de nævnte motorveje rammer og hvorfra 12 veje stråler ind mod centrum. Ringvejen begynder i vest i bydelen Lachanagora og svinger derfra gennem de nordvestlige forstæder, Seich Sou-skoven og rundt til den sydøstlige forstadskommune Kalamariá hvor den løber sammen med A25, der fortsætter sydpå mod Halkidiki. Den 6-sporede ringvej passeres dagligt af 120.000 køretøjer2014. Da den blev bygget i 1975 var den beregnet til 30.000.

Nuværende2015 – Motor- og hovedveje

Langsigtede fremtidsplaner sigter mod af fjerne noget af indre ringvejs mere og mere udefra kommende trafik til lufthavnen og ferieområdet Haldiki ved at bygge en ydre ringvej, som bl. a. via en 4,5 km. lang bro skal krydse Thermibugten.

Referencer

  1. ^ Harry Coccossis, Yannis Psycharis (2008). Regional analysis and policy: the Greek experience. Retrieved 19 August 2011.
  2. ^ Manos G. Birēs, Marō Kardamitsē-Adamē (2004). Neoclassical architecture in Greece. Retrieved 10 August 2011.
  3. ^ Απογραφή Πληθυσμού - Κατοικιών 2011. ΜΟΝΙΜΟΣ Πληθυσμός [Detailed census results 2011] (XLS) (in Greek). Hellenic Statistical Authority. 6 September 2013. Retrieved 20 February 2015.
  4. ^ Nicholas Konsolas, Athanassios Papadaskalopoulos, Ilias Plaskovitis (2002). Regional development in Greece. Retrieved 16 August 2011.
    <references></references>
    Introducing Thessaloniki". Lonely Planet travel guides. Retrieved 19 August 2011.
  5. ^ "Η Θεσσαλονίκη Ευρωπαϊκή Πρωτεύουσα Νεολαίας 2014" [Thessaloniki the European Youth Capital 2014]. Municipality of Thessaloniki. Retrieved 23 November 2011.
  6. ^ "Best Trips 2013 - Thessaloniki". National Geographic. Retrieved 6 January 2013.
  7. ^ "European Cities and Regions of the Future 2014/15" (PDF). 17 February 2014. Retrieved 7 December 2014.
  8. ^ ARISTOTLE UNIVERSITY OF THESSALONIKI". www.auth.gr. Retrieved 19 August 2011.
  9. ^ Richard Wallace, Wynne Williams (1998). The three worlds of Paul of Tarsus. Retrieved 13 August 2011.
  10. ^ Dionysios Politis (2008). E-Learning Methodologies and Computer Applications in Archaeology. Retrieved 18 June 2012.
  11. ^ Earl J. Richard (2007). First and Second Thessalonians. Retrieved 24 June 2012.
  12. ^ David W. J. Gill, Conrad Gempf (1994). The Book of Acts in Its Graeco-Roman Setting. Retrieved 13 August 2011.
  13. ^ V. A. Fine, Jr., John (1991). The Early Medieval Balkans. University of Michigan Press. p. 336. ISBN 978-0-472-08149-3.
  14. ^ Pat Southern (2001). The Roman Empire from Severus to Constantine. Retrieved 13 August 2011
  15. ^ Alexandros Ph Lagopoulos, Karin Boklund-Lagopoulou (1992). Meaning and geography: the social conception of the region in northern Greece. Retrieved 13 August 2011.
  16. ^ Fred S. Kleiner (2010). A History of Roman Art, Enhanced Edition. Retrieved 13 August 2011.
  17. ^ Matthew P. Canepa (2009). The two eyes of the Earth: art and ritual of kingship between Rome and Sasanian Iran. Retrieved 13 August 2011.
  18. ^ Amy-Jill Levine, Marc Z. Brettler (2011). The Jewish Annotated New Testament. Retrieved 24 June 2012.
  19. ^ Donald MacGillivray Nicol (1993). The last centuries of Byzantium, 1261–1453. Retrieved 14 August 2011.
  20. ^ Treadgold, W.T. (1997). A History of the Byzantine State and Society. Stanford University Press. p. 702. ISBN 9780804726306. Retrieved 7 December 2014.
  21. ^ Karl Kaser (2011). The Balkans and the Near East: Introduction to a Shared History. Retrieved 5 August 2011.
  22. ^ Richard Britnell, John Hatcher (2002). Progress and Problems in Medieval England: Essays in Honour of Edward Miller. Retrieved 14 August 2011.
  23. ^ V. A. Fine, Jr., John (2000). The early medieval Balkans : a critical survey from the sixth to the late twelfth century (1. paperback ed., 10.[Dr.] ed.). Ann Arbor: Univ. of Michigan Press. p. 140. ISBN 978-0-472-08149-3.
  24. ^ Jonathan Riley-Smith (2005). The Crusades: A History. Retrieved 14 August 2011.
  25. ^ Warwick William Wroth (1911). Catalogue of the Coins of the Vandals, Ostrogoths and Lombards: And of the Empires of Thessalonica, Nicaea and Trebizond in the British Museum. Retrieved 14 August 2011.
  26. ^ Mark C. Bartusis (1997). The late Byzantine army: arms and society, 1204–1453. Retrieved 14 August 2011.
  27. ^ Warwick William Wroth (1911). Catalogue of the Coins of the Vandals, Ostrogoths and Lombards: And of the Empires of Thessalonica, Nicaea and Trebizond in the British Museum. Retrieved 14 August 2011.
  28. ^ Timothy E. Gregory (2010). A History of Byzantium. Retrieved 14 August 2011.
  29. ^ Melville-Jones, John R. Venice and Thessalonica 1423-1430: The Greek Accounts. Archivio del Litorale Adriatico, 8. Padova: Unipress, 2006. ISBN 88-8098-228-1.
  30. ^ Nicol, Donald M. (1992). Byzantium and Venice: A Study in Diplomatic and Cultural Relations. Cambridge University Press. p. 371. ISBN 0-521-42894-7. "The capture and sack of Thessalonica is vividly described by an eye-witness, John Anagnostes ... He reckoned that 7000 citizens, perhaps one-fifth of the population, were carried off to slavery."
  31. ^ Harris, Jonathan (1995). Greek emigres in the West 1400–1520. Porphyrogenitus. p. 12. ISBN 1-871328-11-X. "Many of the inhabitants of Thessalonica fled to the Venetian colonies in the early 15th century, in the face of sporadic attacks which culminated in the city's capture by Murad II in the 1430s."
  32. ^ John R. Lampe, Marvin R. Jackson (1982). Balkan economic history, 1550–1950: from imperial borderlands to developing nations. Retrieved 14 August 2011.
  33. ^ Gábor Ágoston, Bruce Alan Masters (2009). Encyclopedia of the Ottoman Empire. Retrieved 14 August 2011.
  34. ^ Tina P. Christodouleas (2008). Judeo-Spanish and the Jewish Community of 21st Century Thessaloniki: Ethnic Language Shift in the Maintenance of Ethno Cultural Identity. Retrieved 18 June 2012.
  35. ^ Michael Jones (1995). The New Cambridge Medieval History: c. 1300 – c. 1415. Retrieved 14 August 2011.
  36. ^ ABC-CLIO (2011). Conflict and Conquest in the Islamic World: A Historical Encyclopedia. Retrieved 14 August 2011.
  37. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] A. Maliaris Paideia. p. 91. ISBN 978-960-457-231-1.
  38. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] A. Maliaris Paideia. pp. 82–83. ISBN 978-960-457-231-1.
  39. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] A. Maliaris Paideia. p. 86. ISBN 978-960-457-231-1.
  40. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] A. Maliaris Paideia. p. 87. ISBN 978-960-457-231-1.
  41. ^ William R. Schilling (2002). Nontraditional Warfare. Retrieved 27 June 2012.
  42. ^ Dakin, Douglas (1966). The Greek struggle in Macedonia, 1897–1913. Retrieved 27 June 2012.
  43. ^ Timothy Winston Childs (1990). Italo-Turkish Diplomacy and the War Over Libya, 1911–1912. Retrieved 27 June 2012.
  44. ^ S. B. Chester (1921). Life of Venizelos (PDF). p. 159. Retrieved 7 December 2011.
  45. ^ Eugenia Russell (2010). St Demetrius of Thessalonica - Cult and Devotion in the Middle Ages. Retrieved 10 August 2011.
  46. ^ Richard C. Hall (2000). The Balkan Wars, 1912–1913: prelude to the First World War. Retrieved 7 December 2011.
  47. ^ A Short History of Modern Greece. Cambridge University Press. 1979. Retrieved 10 August 2011.
  48. ^ David Nicolle, Raffaele Ruggeri (2003). The Italian Army of World War I. Retrieved 13 August 2011.
  49. ^ Spencer Tucker, Priscilla Mary Roberts (2005). World War I: encyclopedia, Volume 1. Retrieved 13 August 2011.
  50. ^ 100 + 1 Years of Greece, Volume I, Maniateas Publishings, Athens, 1995. pp. 148–149
  51. ^ George Th Mavrogordatos (1983). Stillborn republic: social coalitions and party strategies in Greece, 1922–1936. Retrieved 13 August 2011.
  52. ^ George Th Mavrogordatos (1983). Stillborn republic: social coalitions and party strategies in Greece, 1922–1936. Retrieved 13 August 2011.
  53. ^ Paschalis M. Kitromilides (2008). Eleftherios Venizelos: The Trials of Statesmanship. Retrieved 13 August 2011.
  54. ^ George Th Mavrogordatos (1983). Stillborn republic: social coalitions and party strategies in Greece, 1922–1936. Retrieved 13 August 2011.
  55. ^ George Th Mavrogordatos (1983). Stillborn republic: social coalitions and party strategies in Greece, 1922–1936. Retrieved 13 August 2011.
  56. ^ David Nicolle, Raffaele Ruggeri (2003). The Italian Army of World War I. Retrieved 13 August 2011.
  57. ^ Paschalis M. Kitromilides (2008). Eleftherios Venizelos: The Trials of Statesmanship. Retrieved 13 August 2011.
  58. ^ Yerolympos, Alexandra Karadimou (1995). The Redesign of Thessaloniki after the Fire of 1917. Thessaloniki: University Studio Press.
  59. ^ Manos G. Birēs, Marō Kardamitsē-Adamē (2004). Neoclassical architecture in Greece. Retrieved 10 August 2011.
  60. ^ Elisabeth Kontogiorgi (2006). Population exchange in Greek Macedonia: the rural settlement of refugees 1922–1930. Retrieved 10 August 2011.
  61. ^ Dimitri Pentzopoulos (2002). The Balkan exchange of minorities and its impact on Greece. Retrieved 10 August 2011.
  62. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] B. Maliaris Paideia. pp. 723–724. ISBN 978-960-457-239-7.
  63. ^ Royal Institute of International Affairs (1975). Chronology and index of the Second World War, 1938–1945. Retrieved 10 August 2011.
  64. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] B. Maliaris Paideia. p. 753. ISBN 978-960-457-239-7.
  65. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] B. Maliaris Paideia. p. 738. ISBN 978-960-457-239-7.
  66. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] B. Maliaris Paideia. pp. 765–766. ISBN 978-960-457-239-7.
  67. ^ Panagiotopoulos, Apostolos (2009). Θεσσαλονίκη ... εν Θερμώ - Ο συγκλονιστικός 20ός αιώνας της πόλης [Thessaloniki ... on Fire - The Concussive 20th Century of the City] B. Maliaris Paideia. pp. 766–768. ISBN 978-960-457-239-7.
  68. ^ Isaac Jack Levy: And the World Stood Silent: Sephardic Poetry of the Holocaust, S. 10
  69. ^ Das griechische Jerusalem. Tagung über die Geschichte der Juden von Thessaloniki, Deutschlandfunk, 19. Oktober 2004 abgerufen: 30. April 2011
  70. ^ Zur Opferzahl in Auschwitz vergleiche Danuta Czech: Deportation und Vernichtung der griechischen Juden im KL Auschwitz. In: Hefte von Auschwitz 11, 1970, S. 5–37; Spengler-Axiopoulos: Von Romanioten und Sepharden (u.a. Opferzahlen für die 34 Gemeinden seinerzeit in ganz Griechenland).
  71. ^ Zug der Erinnerung/Thessaloniki.
  72. ^ "Significant earthquakes of the world - 1978". United States Department of Interior, US Geological Survey. Retrieved 18 August 2011.
  73. ^ "5 Significant Earthquakes where Location Name includes Thessaloniki". United States Department of Interior, US Geological Survey. Retrieved 18 August 2011.
  74. ^ "Thessaloniki, Greece". www.weatherbase.com. Retrieved 21 August 2011.
  75. ^ "Thessaloniki, Greece". www.weatherbase.com. Retrieved 21 August 2011.
  76. ^ http://www.macedonianhotels.gr/blog/announcements/vardaris-the-wind-that-will-not-prevent-you-from-unwinding/ Vardaris: The wind that will not prevent you from… unwinding!
  77. ^ "Weatherbase: Historical Weather for Thessaloniki, Grækenland" (engelsk). Weatherbase. 2007. Hentet 2007-04-07. {{cite web}}: Kursiv eller fed markup er ikke tilladt i: |publisher= (hjælp)
  78. ^ http://www.grreporter.info/en/athens_and_thessaloniki_socialist_mayors_opposition_took_power_piraeus/3660
  79. ^ http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_27/02/2013_484919
  80. ^ http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_14/07/2014_541362
  81. ^ http://greece.greekreporter.com/2014/05/26/municipal-election-results-kaminis-remains-athens-mayor-boutaris-in-thessaloniki/
  82. ^ http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_wsite1_1_20/12/2013_533252


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Thessaloniki&oldid=8157177"