Alexander 1. af Rusland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alexander 1.
Kejser af Rusland
Kroning 15. september 1801
Kreml, Moskva
Regerede 24. marts 1801 – 1. december 1825
Forgænger Paul
Efterfølger Nikolaj 1.
Ægtefælle Louise af Baden
Børn Maria Alexandrovna
Elisabeth Alexandrovna
Hus Holstein-Gottorp-Romanov
Far Paul 1. af Rusland
Mor Sophie Marie Dorothea af Württemberg
Født 23. december 1777
Sankt Petersborg, Rusland
Død 1. december 1825 (47 år)
Taganrog, Rusland
Begravet Peter og Paul-katedralen, Sankt Petersborg
Signatur
Religion Russisk-ortodoks
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1808

Alexander (Aleksandr) 1. af Rusland (23. december 17771. december 1825), russisk kejser 1801-1825, kendt fra Napoleonskrigene og som skaberen af den Hellige Alliance.

Familie og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Alexander var ældste søn af den sindssyge Paul 1. og Maria Feodorovna.

Udover Alexander fik forældrene ni børn, tre sønner og seks døtre.

Alexander voksede op i nær kontakt med sin strenge farmor Katharina (Jekaterina) 2. den Store, der kort efter hans fødsel fjernede ham fra hans forældres varetægt. Alexander modtog en vesteuropæisk opdragelse i oplysningstidens ånd.

Selv beskrives Alexander med sine voldsomme humørsvingninger og sin mærkelige blanding af retskaffenhed og brutalitet både som skizofren og manio-depressiv. [1]

I 1793 blev Alexander gift med prinsesse Louise af Baden, der i Rusland antog navnet Elizaveta Alexeevna. I ægteskabet fødtes to døtre, der begge døde som små.

Kejser[redigér | redigér wikikode]

Meget tidligt blev forholdet til faderen anspændt, og Alexander tog i 1801 magten ved et statskup der førte til faderens død.

Som zar arbejdede Alexander tidligt med tanken om reformer og en eventuel grundlov, men alt blev ved planerne.

Napoleonskrigene[redigér | redigér wikikode]

Alexanders regering falder sammen med Napoleonskrigene, hvor han spillede en central rolle. Han indtog først en tøvende holdning over for Napoleon, sluttede sig derefter til hans fjender og deltog fra 1804 i den Tredje Koalition mod Frankrig. Her led han store nederlag, han blev bl.a. personligt besejret i slaget ved Austerlitz i 1805 og led nye nederlag under den fortsatte krig. 1807 sluttede han Freden i Tilsit, udtrådte af alliancen og accepterede Napoleons position mod ikke at afstå noget. I de følgende fredsår opbyggede han et vist venskab med Napoleon og accepterede kontinentalspærringen, men undgik at forpligte sig militært. De to statsoverhoveder mødtes 25. juni 1807. Napoleon syntes ikke om at være gæst hos den overvundne zar, mens zaren på sin side ikke ville sætte sine ben på fransk-besat område; følgelig lod Napoleon bygge et mødelokale på en flåde midt ude i floden der dannede grænse mellem fransk og russisk område. Bygningen havde en dør mod den franske og en dør mod den russiske side. Begge statsoverhoveder lod sig så ro over til flåden, og talte sammen på tomandshånd i tre timer. "Jeg hader englændere lige så meget som De gør," påstod zaren. "I så fald har vi fred," forsikrede Napoleon. Han skrev senere til Joséphine om zaren: "Han er en meget elegant, god og ung kejser." Zaren på sin side skrev til sin søster Katarina: "Gud har frelst os." Til en fransk diplomat sagde han om Napoleon: "Hvorfor har jeg ikke mødt ham før? Sløret er faldet, og tiden for fejltagelser er ovre." [1]

Indadtil støttede han et omfattende liberalt reformarbejde under ledelse af statsmanden Speranski, men opgav over for modstand og protester i overklassen, og lod i 1812 Speranski falde.

En stigende rivalisering med Napoleon samt russiske økonomiske kvaler med Kontinentalspærringen førte til, at Alexander 1812 brød med Frankrig og provokerede det til krig. Under den følgende krig (Napoleons felttog til Rusland, tilbagetoget fra Moskva) viste zaren stor fasthed og kamplyst og bidrog muligvis derved til det franske nederlag. 1814 var han blandt sejrherrerne ved de allieredes indtog i Paris og optrådte som den første russiske zar også som en klar vesteuropæisk magtfaktor. Han besøgte George III i England, og viste stor interesse for kvækernes bevægelse. Han gav audiens til slaverimodstandere, der ud fra sin kvæker-overbevisning ikke tog hatten af for nogen jordisk monark, og modtog bogen Uddrag af bevismaterialet, der dokumenterede negerslavernes forfærdende levevilkår. Under krydsning af Den engelske kanal bagefter blev Alexander syg, og sagde til sin sekretær, mens han pegede på planchen over slaveskibet Brookes, hvor man ser slaverne ligge tæt sammenstuvet under dæk: "Den bog har gjort mig mere syg end havet." [2]

Wiener-kongressen[redigér | redigér wikikode]

Under Wienerkongressen 1814-15 spillede Alexander en hovedrolle. Han forestod bl.a. genoprettelsen af en polsk lydstat ("Kongrespolen") og støttede Preussens erobringskrav. Han havde flere sammenstød med Fyrst Metternich, men støttede ham dog i slutopgøret med Napoleon 1815. Under denne kongres lancerede han tanken om den Hellige Alliance, et fyrsteforbund baseret på kristendommens principper, som skulle danne grundlaget for fremtidens statsforhold. Den realiseredes men blev i praksis et redskab for Metternich, der sagde om ham: "Det er ikke muligt at være mere begavet end zar Alexander, men jeg har en følelse af, at der mangler en bid af hans karakter. Jeg kan bare ikke opdage, hvilken det er..." [1]

Senere regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Efter 1815 blev Alexanders styre stadig mere konservativt, mens han selv prægedes at stigende handlingslammelse og hang til mystik. Udenrigspolitisk påvirkedes han af Metternich; i selve Rusland gled meget af magten gled over til ministeren Araktjejev, som skærpede den reaktionære kurs. Ruslands forhold til vestmagterne forringedes, og revolutionære sammensværgelser i selve Rusland dannedes.

Eftermæle og død[redigér | redigér wikikode]

Både i samtiden og eftertiden har Alexander gjort et forvirrende indtryk. Han virkede snart som en overtroisk og uligevægtig enehersker, snart som en charmerende og oplyst verdensmand, og han kunne svinge mellem uselvstændighed og forbløffende konsekvens.

Alexanders død er omgivet af mystik. Han døde officielt i byen Taganrog ved Sortehavet, men vedholdende rygter ville vide, at han i virkeligheden hemmeligt havde abdiceret og under dække af at være død slået sig ned i Sibirien som religiøs eneboer under navnet Fjodor Kusmitj hvor han skulle være død 1864. Påstanden syntes faktisk støttet af visse indicier og vidneudsagn, men noget sikkert er aldrig bevist. Hans grav blev åbnet i 1920, men den var tom. [1]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Maurice Paléologue, Alexander den Første. En gaadefuld Tsar. 1942.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 Herman Lindqvist: "Napoleon", forlaget Schibsted, Oslo 2007
  2. Adam Hochschild: Begrav lenkene (s. 359), Pax forlag, Oslo 2006, ISBN 82-525-6292-2
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Foregående: Russiske zarer Efterfølgende:
Poul 1. Nikolaj 1.