Angst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Angst omfatter symptomtilstande som panikangst, socialangst, generaliseret angst, agorafobi, enkeltfobi, tvangstilstande og posttraumatisk belastningsreaktion (defineres alle nedenfor). Først følger en kort definition af hver af angsttilstandene, og derefter en række forklaringer på angsttilstandene, som også introducerer de terapiformer, der er påvist effektive i forbindelse med angst.

Angsttilstande[redigér | redigér wikikode]

Først skal det siges, at angsttilstande er ret almindelige i den danske befolkning. Det skønnes, at mellem 15 og 25% af alle danskere på et tidspunkt i deres liv vil udvikle en angstlidelse. De hyppigste er enkeltfobi og socialangst, efterfulgt af agorafobi, generaliseret angst, posttraumatisk belastningsreaktion, tvangstilstande og panikangst. Procentsatserne er lidt højere for kvinder end for mænd.

Panikangst[redigér | redigér wikikode]

Panikangst karakteriseres af voldsomme og uventede panikanfald. Angstanfaldet er oftest kort og intenst. Det er meget almindeligt at tænkningen handler om at dø, miste kontrollen og blive sindssyg. De kropslige oplevelser udgøres af vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, svimmelhed og underlige fornemmelser i lemmerne.

Panikangst opstår tit helt uventet, men efterfølgende er det almindeligt at knytte anfaldet an til de steder, hvor angsten er opstået. Dette fører gerne til undgåelse af disse steder, hvilket for det første begrænser ens bevægelsesfrihed, men for det andet også indebærer en vis forventningsangst. Således kan man flere timer inden at skulle et bestemt sted hen være meget medtaget af angst.

Socialangst[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Socialfobi

Socialfobi opleves som en følelse af anspændthed og ubehag sammen med andre. Man oplever sig som utilstrækkelig, tænker at man er forkert, skammer sig over at være nervøs, og frygter at de andre skal opdage, hvordan man har det. Socialangst handler helt centralt om angst for andres undersøgende blikke og den fordømmelse, som man antager følger automatisk på opmærksomhed. De fysiske symptomer ved socialangst er rysten på hænderne, opkastningsfornemmelser eller rødmen. Den angst, som opleves i forbindelse med socialangst, er mindre intens end et panikanfald, men til gengæld kan de strække sig over flere timer eller endda dage.

Enkeltfobi[redigér | redigér wikikode]

Enkeltfobier knytter sig til helt bestemte ting. De mest almindelige er specielle dyr som edderkopper (araknofobi), fugle og mus, højder, torden, mørke, at flyve, lukkede rum, at gå på offentlige toiletter, tandlægebesøg, synet af blod eller sår, samt angst for at blive smittet af sygdom. I deres letteste former kender de fleste sådanne angstvoldende situationer, men diagnosen bør kun bruges, når der foreligger en betydelig gene med indskrænket livsudfoldelse.

Agorafobi[redigér | redigér wikikode]

Agorafobi betyder angst for åbne pladser – og opleves som angst i forbindelse med at forlade hjemmet. Angsten kan komme til udtryk ved, at man ikke kan gå i butikker, opholde sig i store forsamlinger eller på offentlige steder. Det betyder også at man er afskåret fra at rejse, fordi man ikke kan færdes i bus, tog eller fly. Dette har ofte at gøre med tanker om at falde om og blive hjælpeløs, hvor man ikke forventer, at nogen vil hjælpe en, men blot kigge kritisk til.

Generaliseret angst[redigér | redigér wikikode]

Generaliseret angst er en vedvarende angsttilstand, som ikke hænger sammen med bestemte situationer. Den kommer til udtryk som en grundfølelse af angst eller ængstelse. Ofte ledsages angsten af anspændthed og bekymring over for dagligdagens begivenheder og problemer, og i forbindelse med mulige ulykker i fremtiden. De mest fremtrædende symptomer er klager over vedvarende nervøsitet, rysten, muskelspændinger, svedtendens, hjertebanken, svimmelhed, trykken i maven og søvnbesvær. Generaliseret angst optræder ofte sammen med depression.

Tvangstilstande[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: OCD

Tvangstilstande kaldes mere præcist obsessiv kompulsiv tilstand. Dette betyder en tilstand, der er præget af tvangstanker (obsessioner) og tvangshandlinger (kompulsioner). Tvangstanker er ofte voldsomme, ubehagelige tanker, som optræder igen og igen – og medfører angst, stress samt mange gange skyldfølelser og selvbebrejdelser. De handler tit om en fornemmelse om at have gjort noget forkert, om at gøre skade på andre og om at blive syg.

Tvangshandlinger handler oftest om at neutralisere tvangstankerne. Man har en fornemmelse af, at bestemte, ofte gentagne, handlinger vil kunne afbøde de negative konsekvenser, som ens tanker handler om. Handlingerne kan enten være åbenlyse (som håndvask) eller skjulte (som rim, remser og ritualer).

Posttraumatisk belastningsreaktion[redigér | redigér wikikode]

Posttraumatisk belastningsreaktion – eller oplevelsen af angst i flere år efter en traumatisk begivenhed – opstår i kølvandet på katastrofale hændelser. Dette kunne omfatte overfald, ulykker, naturkatastrofer, krig, dødstrusler og tortur. Man oplever ofte påtrængende erindringer eller såkaldte flashbacks og mareridt. Mange forsøger at undgå disse ængstelser ved at isolere sig fra andre (for ikke at blive mindet om noget), udvikle alkoholmisbrug og forsøge at undlade at sove.

Forklaringer på angst[redigér | redigér wikikode]

Der er ingen lette forklaringer på, hvad angsttilstande er for noget. Som med alle andre psykiske lidelser er både arvemæssige, sociale og psykologiske aspekter sandsynligvis relevante. I det følgende omtales for det første kognitiv adfærdsterapi, som henvender sig direkte til de belastende symptomer. Dernæst omtales også interpersonel psykoanalyse, som behandler angsten mere indirekte, men samtidig også fokuserer på aspekter, som ikke er fremtrædende i kognitiv terapi.

Angstterapier[redigér | redigér wikikode]

Kognitiv terapi[redigér | redigér wikikode]

Det centrale begreb i kognitiv terapi i forbindelse med angst er katastrofetanker. Katastrofetankerne handler ofte om at dø, blive sindssyg, miste kontrollen og at blive set ned på af andre. Mens man er mest bange, ligner det et videnskabeligt faktum, at de frygtede konsekvenser med sikkerhed vil indtræffe – men i øjeblikke, hvor man ikke er angst, synes disse muligheder ikke helt så mulige eller sandsynlige.

Denne forskel peger på, at tankerne ikke er realistiske, men føles realistiske på grund af angsten. Terapi handler i denne forbindelse om at mindske ens overbevisning om eksempelvis at skulle dø. Dette kan gøres ved kritisk at undersøge de tanker, som viser, hvordan man fortolker en situation. Hvis man får et panikanfald, og i denne forbindelse har smerter i brystet, er det meget almindeligt at have tanker om at få et hjertetilfælde og dø. Første gang dette sker er det vigtigt at opsøge læge, for hjertetilfælde er ikke ualmindelige. Hvis lægen dog siger, at man har et sundt hjerte, så vil det være en urealistisk fortolkning – næste gang man får et panikanfald – at man nu får et hjertetilfælde. I sådanne tilfælde kan det være til stor hjælp at have en alternativ forklaring: at man har et angstanfald, og have indgående kendskab til, hvad dette indebærer.

Hvis man kritisk undersøger sin tanke (at man er ved at få et hjertetilfælde), så kunne man eksempelvis se på de argumenter, man kan finde for, at dette er en henholdsvis realistisk eller urealistisk tolkning. På den ene side banker hjertet hårdt, og man er svimmel – hvilket ses som et bevis på, at man nu skal dø. På den anden side må det dog også siges, at hvis hjertet banker hårdt, og man har et raskt hjerte, så er dette faktisk et godt tegn, som peger i retning af, at man ikke er ved at få et hjerteanfald.

Ligeledes er svimmelhed et godartet symptom, der stammer fra for meget ilt i hjernen, og ikke tyder på, at der er noget galt med hjertet (hvis det altså er lægens konklusion). Dette kan man overbevise sig selv om ved at køre i karrusel (hvilket skaber samme svimmelhed) eller ved at hyperventiler (som også gør en ør i hovedet). Årsagen til svimmelheden er ofte hyperventilation. Denne kritiske undersøgelse vil for de fleste rykke ved overbevisningen om, at man får et hjertetilfælde – også næste gang, man får et angstanfald, da man nu har en mindst lige så realistisk fortolkning som alternativ til at tro, man skal dø. Dette alternativ resulterer gerne i, at angsten mindskes eller udebliver.

Ovenstående eksempel på kognitiv terapi er selvfølgelig ikke dækkende for, hvad kognitiv terapi har at byde på i forbindelse med angst. For det første vil en psykolog først konkret undersøge sammen med klienten, hvilke katastrofetanker, som er på spil, og først derefter tilrettelægge den behandling, som skal sigte på at mindske angsten. For det andet er der også flere andre måder at gå til angsten på – eksempelvis ved at udsætte sig for det, man er bange for i små doser. Hvis man eksempelvis er bange for at gå ud – af angst for, at andre vil se skævt til en – så kan man vove sig ud ganske kort og teste, om andre ser skævt til en. Afhængig af ens specielle livssituation vil man ofte blive positivt overrasket, og eftersom man kun har udsat sig for det frygtede i kort tid heller ikke have været særlig bange.

Interpersonel psykoanalyse[redigér | redigér wikikode]

Interpersonel psykoanalyse er ikke uenig i, at urealistiske fortolkninger kan bide sig selv i halen og føles overbevisende. Forskellen til kognitiv terapi er dog, at den psykoanalytiske forklaring kigger lidt bredere eller dybere efter årsager til, at man fortolker på denne selvundergravende måde.

En årsag til angsten kan være, at man føler sig lille og ubetydelig – og ude af stand til at styre de omstændigheder, som indvirker på ens verden. En sådan grundfølelse disponerer en for de katastrofetanker, som karakteriserer angsten – fordi disse katastrofetanker på en måde bare er variationer over det, man hele tiden tænker om sig selv, som så bliver forstærket i angsten. En sådan type ond cirkel kunne eksemplificeres ved, at man normalt føler sig ude af kontrol og får et angstanfald, som i særlig grad viser en, at man ikke har kontrol, hvilket yderlige giver næring til den overbevisning, som gik forud for anfaldet – nemlig at man ikke har nogen kontrol. I interpersonel psykoanalyse vil man ikke fokusere på symptomet som i kognitiv terapi, men snarere søge at ændre den grundopfattelse af en selv, som giver næring til katastrofetankerne.

Hvis man føler, at man ikke er noget særligt, og at verden er meget større og stærkere end en selv, så kan dette være medbetinget af en bredere ond cirkel, som overordnet kan have to årsager. Jeg eksemplificerer først den onde cirkel og uddyber så årsagerne.

En ond (interpersonel psykoanalytisk) cirkel kunne se sådan ud: En mand føler sig ikke helt tilpas sammen med andre mennesker, fordi han har en følelse af ikke at være accepteret. Det vil sige han forventer, at de andre ikke vil acceptere ham, særligt hvis han kæmper for sine mål og rettigheder. Denne forventning stammer fra de oplevelser, han har haft i folkeskolen, hvor han blev drillet, men når han gjorde oprør, blev det af en eller anden grund altid ham, der fik skæld ud. Det vigtige er dog ikke, hvor forventningen kommer fra, men at den styrer hans livsførelse nu. Denne fyr er meget hjælpsom, ja næsten selvopofrende sammen med andre mennesker, netop fordi han tror, at dette er den eneste måde, han kan opnå deres respekt på, fordi han forventer, at de ikke vil respektere ham, hvis han insisterer på ligeberettigelse.

Når han er selvopofrende, så tænker andre mennesker selvfølgelig, at han er venlig og hjælpsom. Problemet er bare, at han også lader til at være lidt irritabel, men aldrig på en sådan måde, at folk kan finde ud af, hvad der er galt. Særligt kan andre ikke finde ud af ham, hvis de på en eller anden måde spørger ham, om der er noget galt. Han vil ikke sige noget af nervøsitet for ubehagelige konsekvenser. Dette har dog den effekt, at andre bliver lidt utrygge ved ham, fordi de ikke ved, hvor han står.

Resultatet er i sidste ende, at andre planlægger uafhængigt af manden – hvad enten dette er venskabeligt eller arbejdsmæssigt – fordi andre ikke er trygge ved ham. Dette bliver manden såret og sur over, men han forventer ikke at kunne få en god snak med nogen om det og vælger i stedet at isolere sig.

Dette bliver til en ond cirkel, fordi manden i sin isolerede situation uden indflydelse ser sine antagelser bekræftet. For det første var det godt, at han ikke blev utilfreds åbenlyst, for de andre kan åbenbart ikke så godt lide ham. For det andet var det også godt, at han ikke forsøgte at gøre noget ved det, for det ville sikkert ikke have lykkedes. Hans indledende forventning bliver således til en selvopfyldende profeti. På grund af disse tanker om sig selv bliver han efterhånden angst for at gå ud, fordi han forventer, at andre ikke vil acceptere ham.

Hvis man fokuserer dybere end angstsymptomerne, så kan der være to grunde til denne onde cirkel. For det første er manden utryg ved at kæmpe for sin ret. Og for det andet har han aldrig fået øvet sig i at gøre det på en god måde. Begge dele kan være centrale fokuspunkter hos en psykolog. Utrygheden kan belyses fra talrige sider, og den angste klienten kan efterhånden få tryghed ved at være i disse følelser, fordi det er tydeligt, at psykologen ikke ser ned på eller afviser en af den grund. Øvelsen kan også startes sammen med psykologen, der gerne skal være den første til at spille et rollespil, der tydeliggør vanskeligheden i forskellige sociale situationer.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]