Beovulfkvadet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Første side af et manuskript med Beowulfkvadet

Beovulf, Beowulf eller Bjovlf (engelsk: Beowulf (ˈbeɪ.ɵwʊlf); angelsaksisk: ˈbeːo̯wʊlf eller ˈbeːəwʊlf) er hovedpersonen i et angelsaksisk heltekvad med den mest almindelige titel "Beovulfkvadet"[note 1]. Kvadet består af 3182 linjer i form af stavrim. Det er typisk nævnt som et af den angelsaksiske litteraturs vigtigste værker.

Kvadet er overlevet i form af et enkelt manuskript, kendt som Nowellkodekset. Dets komposition, der er udført af en angelsaksisk digter,[note 2] er dateret til mellem det 8.[1][2] og tidlige 11. århundrede.[3] I 1731 blev det originale manuskript slemt beskadiget af en brand, der gik gennem en bygning, der husede en samling af middelalderlige håndskrifter (samlingen var ejet af Sir Robert Bruce Cotton). Kvadet gik derefter i glemmebogen i nogle årtier, og dets eksistens blev ikke almindeligt kendt, før det blev trykt i 1815 i en tryksag, der var udarbejdet af den islandsk-danske forsker Grímur Jónsson Thorkelin.[4]

I kvadet kommer Beovulf, en helt fra folkeslaget geaterne i Skandinavien, for at hjælpe danernes konge Hroðgar, hvis hal (i Heorot) flere gange har været angrebet af et uhyre kendt som Grendel. Efter Beovulf har fældet Grendel, angriber Grendels mor hallen, men Beovulf besejrer også hende. Sejrrig drager Beovulf hjem til Geatland i Sverige og senere bliver han konge over geaterne. Efter ca. 50 år dræber Beovulf en drage, men bliver undervejs dødeligt såret. Efter sin død bliver han begravet i en gravhøj i Geatland.

Historiens hovedtræk[redigér | redigér wikikode]

Hovedpersonen, Beovulf, en Gøtisk helt, kommer for at hjælpe Danerkongen Hroðgar, hvis hal, Heorot, er plaget af uhyret Grendel. Beovulf dræber Grendel med sine bare næver og dræber senere Grendels mor med et sværd, som han finder i hendes hule i sumpen nær Heorot.

Senere bliver Beovulf selv konge over Gøterne, men han ser sit rige blive terroriseret af en frygtelig drage, hvis skat er blevet stjålet fra en gravhøj. Han angriber dragen med hjælp fra sine tjenere, men det lykkes ikke at dræbe den. Beovulf beslutter sig for at følge dragen til dens hule på Earnanæs, men kun hans unge svenske slægtning Wiglaf vover at slutte sig til ham sammen med Tinshaw. Beovulf dræber til sidst dragen, men bliver voldsomt såret og dør. Han bliver begravet i en gravhøj ved havet.

Beovulfkvadet betragtes som et episk digt, da hovedpersonen er en helt, der rejser over store afstande for at bevise sin styrke ved at nedkæmpe overnaturlige dæmoner og bæster. Kvadet begynder også "in medias res" eller simpelthen, "i midten", hvilket er karakteristisk for de episke digte fra oldtiden. Selv om kvadet begynder med Beovulfs ankomst, har Grendels angreb allerede på det tidspunkt varet længe. En udførlig historie af personerne og deres slægt omtales, samt deres interaktioner med hinanden, tilgodehavender og tilbagebetaling, og tapre dyder.

Ordnet efter kampe[redigér | redigér wikikode]

Jane Chance (professor i engelsk ved Rice Universitet) hævdede i sin artikel fra 1980 "The Structural Unity of Beowulf: The Problem of Grendel's Mother" at der var to standardfortolkninger af kvadet: et synspunkt, der tydede på en todelt struktur (dvs. kvadet er delt mellem Beovulfs kampe mod Grendel og mod dragen) og et andet, der tydede på en tredelt struktur (denne fortolkning hævder, at Beovulfs kamp med Grendels mor er strukturelt adskilt fra kampen med Grendel selv).[5] Chance erklærede, at "synet på strukturen som todelt har normalt været foretrukket siden dets oprettelse i J.R.R. Tolkiens Beowulf: The Monsters and the Critics i Proceedings of the British Academy 22 (1936)."[5] Modsat, fremførte hun dog, at den tredelte struktur er blevet "mere og mere populær."[5]

Første kamp: Grendel[redigér | redigér wikikode]

Beovulfkvadet begynder med historien om kong Hroðgar, der byggede en stor hal Heorot til sit folk. I den brugte han, hans kone Wealhþeow, og hans krigere deres tid på at synge og feste, indtil Grendel, et trolde-lignende uhyre der føler sig plaget af støjen, angriber hallen og dræber og æder mange af Hroðgars krigere mens de sover. Men Grendel rører ikke Hroðgars trone, for den sagdes at være beskyttet af en magtfuld gud. Hroðgar og hans folk kan intet stille op mod Grendels angreb og må forlade Heorot.

Beovulf, en ung kriger fra Götaland, hører om Hroðgars problemer, og med sin konges samtykke forlader han sit fædreland for at hjælpe Hroðgar.

Beovulf tilbringer natten i Heorot. Beovulf er ikke bevæbnet, da det ellers ville være en "urimelig fordel" overfor det ubevæbnede bæst. Efter de er faldet i søvn går Grendel ind i hallen og angriber og æder en af Beovulfs mænd. Beovulf har kun sovet rævesøvn; hans springer op og bider Grendel i hånden. De to kæmper, til det ser ud som om, at hallen skulle falde sammen. Beovulfs hirdmænd drager deres sværd og kommer til hjælp, men deres klinger bider ikke på Grendels seje hud. Til sidst river Beovulf Grendels arm af ved skulderen, og Grendel løber til sit hjem i mosen og dør dér.

Anden kamp: Grendels mor[redigér | redigér wikikode]

Næste nat, efter fejringen af Grendels død, sover Hroðgar og hans mænd i Heorot. Grendels mor, der er vred over drabet på sin søn, kommer og angriber hallen. Hun dræber Hroðgars mest betroede kriger, Æschere, som hævn for Grendels død.

Hroðgar, Beovulf og deres mænd, sporer Grendels mor til hendes hule under en sø. Beovulf forbereder sig på kamp; han medbringer sværdet Hrunting, der blev givet ham af Unferth, en kriger, der tvivlede på ham og ønskede at gøre det godt igen. Efter at have fastsat en række dekreter til Hroðgar i tilfælde af sin død (herunder tage sig af hans frænder og arv ved Unferth af Beovulfs dødsbo), dykker Beovulf ned i søen. Han bliver hurtigt opdaget og angrebet af Grendels mor. Men hun er ude af stand til at skade Beowulf, da han har rustning på, og trækker ham i stedet ned på bunden af søen. I en hule, der indeholder Grendels lig og resterne af mændene, de to har dræbt, kommer Grendels mor og Beovulf i hård kamp.

I første omgang ser Grendels mor ud il at sejre. Beovulf opdager, at Hrunting ikke kan skade hans fjende, og hans kaster det væk i vrede. Beovulf bliver igen reddet fra angreb af sin rustning. Han benytter sig af lejligheden og griber hurtigt et magisk sværd fra Grendels mors skattekiste og halshugger hende. Efter at have rejst længere ind i hulen, opdager Beovulf Grendels lig og skærer hovedet af det. Klingen på det magiske sværd smelter som is, da det rører Grendels giftige blod, så kun fæstet bliver tilbage. Dette fæstet bliver den eneste skat, som Beovulf tager med ud af hulen, og han præsenterer det for Hroðgar på vej tilbage til Heorot.[6] Beovulf vender derefter tilbage til overfladen og til sine mænd i den "niende time" (l. 1600, "nōn", omkring kl. 15).[7] Han vender tilbage til Heorot, hvor Hroðgar giver ham mange gaver, inklusiv sværdet Nægling, hans families arvestykke

Tredje kamp: Dragen[redigér | redigér wikikode]

En afbildning af Beovulfs kamp mod dragen af J.R. Skelton (1908).

Beovulf vender hjem og bliver konge over sit eget folk. En dag, halvtreds år efter Beovulfs kamp med Grendels mor, stjæler en slave en gylden kop fra en unavngiven drages hule på Earnaness. Da dragen opdager tyveriet, forlader den sin hule i raseri, og brænder alt på sin vej. Beovulf og hans krigere kommer for at kæmpe mod dragen, men Beovulf fortæller sine mænd, at han vil kæmpe mod dragen alene, og at de bør vente ovenpå gravhøjen. Beovulf indleder en kamp mod dragen, men ser sig selv overgået. Hans mænd, der ser alt dette, og frygter for deres egne liv, kryber tilbage i skoven. En af hans mænd, Wiglaf, der ikke kan klare at se Beovulf i sådan en situation, kommer ham til hjælp. De to nedkæmper dragen, Men Beovulf er dødeligt såret.

Beowulf er begravet i Götaland på en klippe med udsigt over havet, hvor sejlere kan se hans gravhøj. Dragens skat er begravet sammen med ham, i overensstemmelse med Beovulfs ønske, og der er en forbandelse forbundet med skatten for at sikre, at Beovulfs ønske overholdes.

Struktureret efter begravelser[redigér | redigér wikikode]

Searchtool.svg Eftersyn
Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Afsnittene her er kun sprogligt oversat fra engelsk, så de videnskabelige udtryk er ikke nødvendigvis korrekte

Det er almindeligt anerkendt, at der foregår tre begravelser i Beovulfkvadet.[8] Begravelserne ses også parret med de tre kampe beskrevet ovenfor.[8] De tre begravelser deler mange ligheder ang. ofringerne til de døde og skift i temaet gennem beskrivelsen af hver begravelse. Gale Owen-Crocker (professor i Angelsaksisk ved Manchester Universitet) hævder i The Four Funerals in Beowulf (2000) at et afsnit i kvadet, almindeligt kendt som "Den Sidste Overlevendes Kvad" (engelsk: "The Lay of the Last Survivor") (linje 2247–66), er endnu en begravelse.[8] Begravelserne selv er involveret i oplagrings-ritualerne: aflevering af offer-objekter med både religiøse og socio-økonomiske funktioner.[9]

Første begravelse: Scyld Scefing (linje 1–52)[redigér | redigér wikikode]

Den første begravelse i kvadet er begravelsen af Scyld Scefing (i nogle oversættelser oversat som "Skjold Skibsøn") danernes konge.[10] Den første del af kvadet, (det første "fitt"), hjælper digteren med at illustrere fastsættelsen af kvadets betydning ved at introducere Hroðgars herkomst. Begravelsen leder hen til introduktionen af helten, Beovulf og hans møde med det første uhyre, Grendel. Afsnittet begynder med at beskrive Scylds ære som en "trussel mod mange slægter; én, der får fjenderne op fra mjødbænkene."[10] Scylds ære og værdighed er vist med en prestigefyldt død, han opnår gennem sin tjeneste som konge af danerne.[8] Hans værdighed er bevist endnu en gang af den store begravelse, hans folk giver ham: hans begravelse på havet med mange våben og skatte viser, at han var en stor kriger og en endnu større leder for sit folk.[8] Digteren introducerer begreberne i et heroisk samfund gennem Scyld. De ejendele, der er begravet med kongen er kunstfærdigt beskrevet for at understrege betydningen af sådanne ting.[8] Disse jordiske ejendele bruges nemlig til at fastsætte den døde konges storhed (ved hjælp af respekt for mængden af skatte).[8] Scylds begravelse hjælper digteren til at fremhæve æren ved kamp i det heroiske samfund og hvordan jordiske ejendele hjælper til at definere en persons vigtighed. Ved hjælp af disse oplysninger fra begravelsen kan digteren lettere udvikle plottet, så det leder ind i sammenstødet mellem hovedpersonen, Beovulf, og dens vigtigste antagonist, Grendel.

Anden begravelse: Hildeburgs fæller (linje 1107–24)[redigér | redigér wikikode]

Den anden begravelse i kvadet er begravelsen af Hildeburgs fæller og det er kvadets andet fitt.[10] Der bliver sunget om begravelsen i Heorot som en del af de sange, der bliver sunget for at markere Beovulfs sejr over Grendel. Døden af Hildeburgs bror Hnæf, hendes søn(ner) og, senere, hendes mand Finn, den frisiske konge, bliver der sunget om som resultat af kampen i Frisland mellem den besøgende danske høvding Hnæf og hans hird og Finns tilhængere. Begravelsen afspejler brugen af gravgaver for de døde med gode besiddelser under Scylds begravelse.[10] Hildeburgs pårørende er begravet med deres rustninger og guld, for at vise deres betydning.[8] Den anden begravelse afviger fra den første ved, at det er en kremation og slet ikke en skibsbegravelse. Desuden fokuserer digteren på de stærke følelser, der må have været hos dem, der døde i kamp.[10] Sådanne blodige detaljer som "hovederne smelt[er], flænger [springer] op … og blodet [fosser] ud fra kroppens sår,"[10] skildrer krig som gruopvækkende snarere end strålende.[8] Så selvom digteren ser temaet ejendele så vigtigt, selv i døden, bliver udsagnet om ærefuld kamp udfordret af udsagn om krig som "den onde natur". Den anden begravelse er desuden kendetegnet ved emner, der står i skarp kontrast til dem i den første, og ved en ændring i plottets retning, som fører til Beovulfs kamp mod Grendels mor.

Kontroversiel begravelse: Den Sidste Overlevendes Kvad (linje 2247–66)[redigér | redigér wikikode]

"Den Sidste Overlevendes Kvad" er nok en tilføjelse til de tre andre begravelser i Beovulfkvadet på grund af de slående ligheder, med det, der definerede vigtigheden af de øvrige begravelser.[8] De tilsvarende gravskikke, ændringerne i omgivelser og plot, og ændringerne i tema, svarer til dem i de tre andre begravelser. Fastsættelsen af historie og plot antyder også, at klagen er en begravelse: Den Sidste Overlevende beskriver begravelsesofringer, svarende til dem i begravelserne af Scyld Scefing, Hildeburgs fæller, og Beovulf.[8] Den Sidste Overlevende beskriver de mange skatte der er tilbage til den døde såsom våben, rustninger og gyldne bægre,[10] en stærk parallel til Scylds "gode skib…, våben med klinger og brynjer,"[10] Hildeburgs fællers "blod-pudsede brynjer [og] orne-formede hjelme"[10] og Beovulfs skat fra dragen.[10]

Et yderligere argument for at se denne passage som en begravelse ligger i udsagnet: "faldende høg [og] hurtig hest"[10]. Dette er et dyreoffer, som var en begravelsesskik på det tidspunkt, kvadet foregår.[8] Derudover angiver dette afsnit, som den andre begravelser, ændringer i kvadets plot.[8] det er også blevet fremført, at dette skulle være den tredje del af kvadet, da det beskriver tidsforløbet før den endelige kamp mellem Beovulf og dragen. Digteren beskriver også rædslen ved at dø i kamp, et tema der er fortsat fra anden del af kvadet, gennem den Sidste Overlevendes øjne.[8]

Tredje begravelse: Beovulf (linje 3137–82)[redigér | redigér wikikode]

Skalunda Gravhøj, en gravhøj, der af arkæologen Birger Nerman, blev identificeret som Beovulfs gravsted.[11]

Den sidste begravelse i kvadet er Beovulfs begravelse. Mens han kæmper den sidste kamp mod dragen, får han fatale sår og dør kort efter. Beovulfs storhed bliver vist gennem hans begravelse og især gennem de mange ofringer, der bliver skænket ham fra hans folk.[8] "Weohstans søn […] befalede, at det skulle meddeles mange mænd […] at de skulle hente træ langvejs fra til bålet."[10] til deres leders begravelse. Resterne af dragen bliver kastet i havet, en parallel til Scylds begravelse i sit skib. Beovulfs begravelse er kvadets fjerde fitt og virker som en epilog for helten, der var den "mest nådige og retfærdige, venlig mod sit folk og ivrig efter berømmelse."[10]

Historisk baggrund[redigér | redigér wikikode]

Anslåede hovedområder af stammer, der er nævnt i Beovulfkvadet. Se Scandza for yderligere oplysninger om Skandinaviens politiske fragmentering i det 6. århundrede.

Begivenhederne, der er beskrevet i kvadet, foregik i slutningen af det 5. århundrede, hvor angelsakserne havde indledt deres indvandring i landet, der senere blev kaldt England. Og før begyndelsen af det 7. århundrede. På den tid, hvor angelsakserne ikke var nyankomne, men heller ikke var i tæt kontakt med deres germanske slægtninge i Skandinavien og Nordtyskland. Kvadet kan være bragt til England af folk med geatisk oprindelse.[12] Det er foreslået, at Beovulfkvadet første gang blev nedskrevet i det 7. århundrede i Rendlesham i East Anglia: Begrundelsen er, at Sutton Hoo skibsbegravelser også viser tætte forbindelser med Skandinaven, og at det East Angliske kongehus, Wuffingerne, var efterkommere af de Geatiske Wulfinger.[13][14] Andre har knyttet dette digt til kong Alfred den Store eller kong Knud den Store.[3]

Ottars gravhøj

Digtet omhandler sagn og blev skrevet som underholdning. Det skelner ikke mellem fiktive elementer og virkelige, historiske begivenheder (som kong Hygelacs angreb på Friesland). Forskere er generelt enige om, at mange af personlighederne i Beovulfkvadet går igen i de skandinaviske kilder (specifikke værker udpeget i det følgende afsnit).[15] Dette gælder ikke kun personer (som f.eks. Healfdene (Kong Halvdan), Hroðgar (Roar), Halga (Helge), Hroðulf (Rolf Krake), Eadgils og Ohthere (Ottar)), men også slægter (fx Skjoldungerne, Scylfingerne og Wulfingerne) og nogle af begivenhederne (fx Kampen på Vänerns is). Dateringen af begivenhederne i kvadet er blevet bekræftet af arkæologiske udgravninger af gravhøje nævnt af Snorre Sturluson og af svenske sagn. Eksempler kan være Ohtheres (Ottars) grav. (dateret til ca. 530) og hans søn Eadgils' (dateret til ca. 575) i Uppland i Sverige.[16][17][18]

I Danmark har arkæologiske udgravninger i Lejre, hvor den skandinaviske tradition placerer hjemstedet for Skjoldungerne (og dermed også Heorot), vist, at der blev bygget en hal i midten af det 6. århundrede, netop det tidspunkt hvor Beovulfkvadet foregår.[19] Tre haller, hver ca. 50 meter lange, blev fundet under udgravningen.[19]

Fund fra Eadgils' gravhøj (til venstre), udgravet i 1874 i Uppsala i Sverige støtter både beskrivelser i Beovulfkvadet og sagaerne. Angantyr gravhøj (til højre) er ikke udgravet.[16][17]

De fleste mener, at fx kong Hroðgar og skjoldungerne i Beovulfkvadet er baseret på autentiske historiske personer fra det 6. århundredes Skandinavien.[20] Ligesom Finnsburg Fragmentet og mange andre kortere overlevende digte, er Beovulfkvadet konsekvent blevet brugt som kilde til information om skandinaviske personligheder som Eadgils og Hygelac og om fastlandsgermanske personligheder som Offa, konge over de fastlandsboende anglere.

Det 19. århundredes arkæologiske beviser bekræfter elementer fra Beovulfkvadets historie. Eadgils blev begravet i Uppsala ifølge Snorre Sturluson. Da Eadgils' gravhøj (til venstre på billedet) blev udgravet i 1874, støttede fundene Beovulfkvadet og sagaerne. De viste, at en magtfuld mand omkring år 575 blev begravet i en stor gravhøj på et bjørneskind med to hunde og rige gravgaver. Gravgaverne omfatter bl.a. et Frankisk sværd prydet med guld og et tafl-spil med romerske brikker af elfenben. Han var klædt i en kostbar dragt af frankisk stof med guldtråde og med et bælte med et kostbart spænde. Der var fire billedpaneler fra Mellemøsten, som sandsynligvis var dele af en kiste. Det er en begravelse en konge værdig, der var berømt for sin rigdom i oldnordiske kilder. Angantyrs gravhøj (til højre på billedet) er ikke udgravet.[16][17]

Kilder og analogier[redigér | redigér wikikode]

Searchtool.svg Eftersyn
Dette afsnit bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Afsnittet her er kun sprogligt oversat fra engelsk, så de videnskabelige udtryk er ikke nødvendigvis korrekte

Hverken identificerede kilder eller Analogier for Beovulfkvadet kan bevises. De er dog begge vigtige for at få rede på den usikkerhed, der hersker om Beovulfkvadets manuskript, da de værker, det er draget af eller påvirker, tyder på tidsrammer i sammensætningen, geografiske grænser fra hvilke, det kunne være sammensat, eller rækkevidde (både fysisk og tidsmæssigt) for indflydelse (dvs. da det var "populært"). Der er fem hovedkategorier, i hvilke potentielle kilder og/eller analogier er inkluderet: skandinaviske paralleller, oldtidskilder, irske kilder og analogier, Ekklesiologiske kilder, og ekkoer i andre angelsaksiske tekster.[21]

Skandinaviske paralleller[redigér | redigér wikikode]

Tidlige undersøgelser af Skandinaviske kilder og analogier foreslog, at Beovulfkvadet var en oversættelse af et oprindeligt Skandinavisk værk, men denne idé er blevet kasseret. I 1878 opdagede Guðbrandur Vigfússon forbindelsen mellem Beovulfkvadet og Grettis saga. Den er i øjeblikket én af de få skandinaviske analogier, hvor der er anerkendt en mulig forbindelse.[21] Fortællinger med forbindelse til Skjoldungerne har muligvis oprindelse så tidligt som det 6. århundrede og er senere blevet brugt som grundlag for tekster som Gesta Danorum af Saxo Grammaticus og Hrólf krakas saga. Nogle forskere ser Beovulfkvadet som et resultat af disse tidlige fortællinger sammen med Gesta Danorum og Hrólf krakas saga. Paul Beekman Taylor brugte Ynglingesagaen som bevis på, at Beovulfkvadets digter ligeledes arbejdede ud fra Germansk tradition.[21]

Friedrich Panzer forsøgte at kontekstualisere Beovulfkvadet og andre skandinaviske værker, heriblandt Grettis saga, under de internationale folkeeventyr type 301B, eller "The Bear's Son" eventyr. Men selv om denne tilgang — "skiftet … fra de kvasi-historiske eller sagnagtige materialer … til folkeeventyrernes linje af undersøgelse," blev set som et skridt i den rigtige retning, blev "The Bear's Son" eventyret set som for universelt. I et begreb, opfundet af Peter Jørgensen, "to-trolds-traditionen," blev der fundet en mere præcis referenceramme. "To-trolds traditionen" referer til "en Norrøn 'økotype' i hvilken, en helt går igennem en hule og dræber to kæmper, normalt af forskellige køn." Både Grettis saga og Beovulfkvadet rammer denne type af folkeeventyr.[21]

Irske kilder og analogier[redigér | redigér wikikode]

Forskere, der favoriserede Irske paralleller, talte direkte imod præ-skandinaviske teorier og refererede til dem som "uberettigede". Wilhelm Grimm er den første, der forbandt Beovulfkvadet med irske traditioner. Max Deutschbein er den første, der argumenterede på videnskabeligt grundlag. Han foreslog den irske Feast of Bricriu som kilde til Beovulfkvadet — en teori, der hurtigt blev afvist af Oscar Olson. Den svenske folklorist (folkemindeforsker) Carl Wilhelm von Sydow afviste ideerne om den skandinaviske oversættelse og kildemateriale på grund af sin egen teori om, at Beovulfkvadet grundlæggende er et kristent værk og blev skrevet i en tid, hvor alle nordiske fortællinger blev opfattet som hedenske.[21]

I slutningen af 1920'erne foreslog Heinzer Dehmer, at Beovulfkvadet kontekstuelt var baseret på folkeeventyr af typen "Hånden og Barnet" på grund af motivet om "den monstrøse arm" — et motiv, der skaber større afstand mellem Grettis saga og Beovulfkvadet og giver Beovulfkvadet yderligere lighed med irske paralleller. James Carney og Martin Puhvel er enige med denne "Hånden og Barnet" kontekstualisering. Carney binder også Beovulfkvadet sammen med den irske litteratur gennem Táin Bó Fráechhistorien. Puhvel støtter "Hånden og Barnet"-teorien gennem motiver som "den stærkere troldemor, det mystiske lys i hulen, smeltningen af sværdet i blod, fænomenet kampvrede, svømmeevnerne, kamp mod vandmonstre, undervandseventyr og brydning af bjørneknus-typen."[21]

Oldtidskilder[redigér | redigér wikikode]

klassisk eller senlatinsk indflydelse eller analogi i Beovulfkvadet er næsten udelukkende blevet fundet i Homers Odysseen eller Virgils Æneiden. I 1926 fremlagde Albert S. Cook en teori om homerisk forbindelse på grund af tilsvarende form, metonymier, og paralleller i rejserne. James A. Works skift, "Odyssean Influence on the Beowulf," støttede også teorien om homerisk indflydelse. Han oplyste, at mødet mellem Beovulf og Unferð var en parallel til mødet mellem Odysseus og Euryalus i bog 7–8 i Odysseen især på grund af, at de begge giver helten den samme gave (et sværd) efter at have taget fejl i deres oprindelige vurdering af hans dygtighed. Teorien om Homers indflydelse på Beovulfkvadet var meget udbredt i 1920'erne, men begyndte at dø ud i det følgende årti, da en håndfuld af kritikere erklærede, at de to værker blot var "sammenlignelig litteratur",[21] også selvom græsk var kendt i datidens England; grækeren Beda, blev udnævnt til ærkebiskop af Canterbury i 668, og han underviste i græsk. Beda har beskrevet, at mange engelske lærde og gejstlige talte flydende græsk som følge af hans undervisning. Beda hævder også selv at kunne tale flydende græsk.[22] På den tid blev Homers digte brugt som tekstbøger til studier af græsk.

Frederich Klaeber forsøgte lige før det 20. århundrede at sammenligne Beovulfkvadet og Virgil ved at hævde, at selve det at skrive et sekulært episk digt i en germansk verden er afhængigt af Virgil. Virgil var den ypperste inden for latinsk litteratur, og latin var det dominerende litterære sprog i England på den tid; derfor var Virgils indflydelse meget sandsynlig.[23] På samme måde erklærede Alistair Campbell i 1971, at den apologiske teknik, der blev brugt i Beovulfkvadet, er så sjælden i den episke tradition, og kun bruges af Virgil; så digteren, der sammensatte Beovulfkvadet kunne ikke have skrevet digtet på sådan en måde uden først at have set Virgils skrifter.[21] Der er blevet fundet et stort antal ligheder i afsnit, temaer og beskrivelse i de to episke digte. Lighederne er:

  • Beovulfs modtagelse af kystvagten med draget spyd og kamp (hvor situationen dog hurtigt bliver redet ud med en forklaring på, hvorfor skibet er ankommet) er en parallel til Æneas' modtagelse af Pallas med draget spyd i bog VIII af Æneiden.
  • En skjald synger i begge episke digte om verdens skabelse.
  • En menneskelignende kæmpe (en kyklop i Æneiden, bog III; Grendel i Beovulfkvadet) kommer ind i hallen hver dag og æder heltens mænd
  • Herkules (Æneiden, bog VIII) følger et spor til kæmpen Cacus' hule, hvor han slås med ham og dræber ham; Beovulf følger et spor til Grendels mors hule, hvor han slås med hende og dræber hende.
  • Episoden i skoven, hvor helten skyder et "enormt" vilddyr med sin bue og pil, mens hans mænd ser på, og mændene henter bæstet: en hjort i Æneiden og en søslange i Beovulfkvadet.
  • Et specielt metallisk skjold – til at kæmpe mod Turnus i Æneiden og dragen i Beovulfkvadet.
  • Heltens sværd splintres i hans sidste slag, før han bliver dræbt i slutningen af digtet – Turnus i Æneiden og Beovulf i Beovulfkvadet.
  • Forfølgelsen af en hjort fører til et kritisk sammenstød med en fjende.
  • Unge mennesker, der rider på heste ved bisættelsen af en stor mand - Anchises og Pallas i Æneiden og Beovulf i Beovulfkvadet.
  • En kvinde forudsiger landets fald og ødelæggelse af invaderende styrker - Cassandra i Æneidens bog II og "en geatisk kvinde" i Beovulfkvadet.

Nogle mere grundlæggende strukturelle ligheder er:

  • Inddelingen af digtet i to adskilte faser – en første odysseansk fase om rejser og eventyr i et fremmed land; og en anden iliadisk fase om at tage lederskabet i et nyt rige og kæmpe mod en frygtelig fjende dér.
  • Beovulfs ankomst, en i første omgang ubekvem modtagelse og hans ophold på Heorot, hvor han bliver bedt om at blive for at kæmpe mod kong Hrothgars fjender; er en parallel til Æneas' ankomst og ophold i Karthago, (også ubekvemt i første omgang), hvor han bliver bedt om at kæmpe mod dronningens fjender, men helten beslutter til sidst at forlade landet på trods af løfter om rigdom og magt.
  • Helten arbejder for, og under, en anden konge i digtet. i Beovulfkvadet Hrothgar; i Æneiden kong Latinus.[23]

Uanset om det ses som et hedensk værk i "kristne klæder" tilføjet af skriftkloge eller som en "kristen historisk roman” med udvalgte hedenske stykker, der bevist er lagt oveni 'lokal farve', som Margaret E. Goldsmith gjorde i "The Christian Theme of Beowulf."[24] Det kan ikke nægtes, at kristendommen præger teksten, og dermed må Bibelen være brugt som kilde. Beovulfkvadet bruger stykker af Genesis, Exodus, og Daniels bøger[21] i form af referencer til Skabelsesberetningen, historien om Kain, Noah og Syndfloden, djævle (eller Fanden selv), Helvede, og Dommedag.[24]

Bibelen er både Ekklesiologisk kilde og oldtidskilde, da Beovulfkvadets digter ville have stolet på eventuelle angelsaksiske oversættelser.

Oversættelser og ordlister[redigér | redigér wikikode]

I 1805 oversatte Sharon Turner udvalgte strofer til moderne engelsk.[25] Han blev i 1814 efterfulgt af John Josias Conybeare, der udgav en "in English paraphrase and Latin verse translation.[25] I 1815 udgav Grímur Jónsson Thorkelin den første komplette udgave på latin.[25] N.F.S. Grundtvig reviderede denne udgave i 1815 og skrev den første komplette oversættelse til dansk i 1820.[25] I 1837 skrev J. M. Kemble en vigtig litterær oversættelse på engelsk.[25] I 1895 udgav William Morris & A. J. Wyatt den 9. engelske oversættelse.[25]

I løbet af det 20. århundredes start blev Frederich Klaebers Beowulf and The Fight at Finnsburg (der også indeholdt digtet på angelsaksisk, en omfattende ordliste over angelsaksiske vendinger og generel baggrundsinformation) "hovedkilden brugt af universitetsstuderende til deres studier af digtet og af forskere og lærere som basis for deres oversættelser."[26] I 1999 blev Nobelprisvinderen Seamus Heaneys udgave af Beovulfkvadet udgivet af Faber & Faber og omfattede "nordirske ordliste of talemåder." I 2000 tilføjede W.W. Norton den til Norton Anthology of English Literature.[25]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. "Som de fleste angelsaksiske digte har kvadet ingen titel i det oprindelige kildemanuskript (på det Kgl. Britiske Bibliotek, Cotton Vitellius A.xv, (som er en kopi fra ca. år 1000)), men moderne forskere er enige i at navngive kvadet efter helten, hvis liv er dets emne." (Robinson)
  2. "Navnet på digteren, der samlede materiale fra sagn og satte dem sammen til en historie, kender vi ikke" (Robinson). I forskning er digteren omtalt som "Beovulfdigteren".

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Ordbøger[redigér | redigér wikikode]

  • (Engelsk) Cameron, Angus, et al. Dictionary of Old English (Microfiche). Toronto: Udgivet for the Dictionary of Old English Project Centre for Medieval Studies University i Toronto af the Pontifical Institute of Medieval Studies, 1986/1994.

Tekster[redigér | redigér wikikode]

Hypertekst:

Oversættelser til dansk

Oversættelser til moderne engelsk:

Angelsaksisk og moderne engelsk:

Angelsaksisk med engelsk ordliste:

Lyd[redigér | redigér wikikode]

Forskning[redigér | redigér wikikode]

  • (Engelsk) M.H. Abrams and Stephen Greenblatt. Norton Anthology of English Literature: The Middle Ages (Vol 1), Beowulf. New York: W.W. Norton, 2000. 29–32.
  • (Engelsk) Alfano, Christine. "The Issue of Feminine Monstrosity: A Re-evaluation of Grendel's Mother." Comitatus 23 (1992): 1–16.
  • (Engelsk) Anderson, Sarah. Ed. Introduction and historical/cultural contexts. Longman Cultural Edition, 2004. ISBN 0-321-10720-9
  • (Engelsk) Battaglia, Frank. "The Germanic Earth Goddess in Beowulf." Mankind Quarterly 31.4 (Summer 1991): 415–46.
  • (Engelsk) Chadwick, Nora K. "The Monsters and Beowulf." The Anglo-Saxons: Studies in Some Aspects of Their History. Ed. Peter ed Clemoes. London: Bowes & Bowes, 1959. 171–203.
  • (Engelsk) Carruthers, Leo. "Rewriting Genres: Beowulf as Epic Romance", in Palimpsests and the Literary Imagination of Medieval England, eds. Leo Carruthers, Raeleen Chai-Elsholz, Tatjana Silec. New York: Palgrave, 2011. 139–55.
  • (Engelsk) Chance, Jane. "The Structural Unity of Beowulf: The Problem of Grendel's Mother." New Readings on Women in Old English Literature. Eds. Helen Damico and Alexandra Hennessey Olsen. Bloomington: Indiana University Press, 1990. 248–61.
  • (Engelsk) Creed, Robert P. Reconstructing the Rhythm of Beowulf.
  • (Engelsk) Damico, Helen. Beowulf's Wealhtheow and the Valkyrie Tradition. Madison, Wis.: University of Wisconsin Press, 1984.
  • (Engelsk) Drout, Michael. Beowulf and the Critics.
  • (Engelsk) Gillam, Doreen M. "The Use of the Term 'Aeglaeca' in Beowulf at Lines 893 and 2592." Studia Germanica Gandensia 3 (1961): 145–69.
  • (Engelsk) The Heroic Age, Issue 5. "Anthropological and Cultural Approaches to Beowulf." Summer/Autumn 2001.
  • (Engelsk) Horner, Shari. The Discourse of Enclosure: Representing Women in Old English Literature. New York: SUNY Press, 2001.
  • (Engelsk) Jensen, S.R. Beowulf and the Swedish Dragon (Sydney, 1993): available online.
  • —— (Engelsk) Beowulf and the Monsters (Sydney, corr. edn 1998): extracts available online.
  • —— (Engelsk) Beowulf and the Battle-beasts of Yore, with illustrations by Derek Allen (Sydney, 2004): available online.
  • (Engelsk) Nicholson, Lewis E. (Ed.). An Anthology of Beowulf Criticism. (1963), Notre Dame: University of Notre Dame Press. ISBN 0-268-00006-9
  • (Engelsk) North, Richard. Origins of Beowulf: From Vergil to Wiglaf. Oxford: Oxford University Press, 2006.
  • (Engelsk) Orchard, Andy. A Critical Companion to Beowulf. Cambridge: D.S. Brewer, 2003.
  • ——.(Engelsk) Pride and Prodigies: Studies in the Monsters of the Beowulf-Manuscript. Toronto: University of Toronto Press, 2003.
  • (Engelsk) Owen-Crocker, Gale (2000). The Four Funerals in Beowulf: And the Structure of the Poem. New York: Manchester University Press. 
  • (Engelsk) Robinson, Fred C. The Cambridge Companion to Beowulf (2001). Cambridge: Cambridge University Press. 143.
  • (Engelsk) Stanley, E.G. "Did Beowulf Commit 'Feaxfeng' against Grendel's Mother." Notes and Queries 23 (1976): 339–40.
  • (Engelsk) Tolkien, J.R.R.. Beowulf: The Monsters and the Critics (1983). London: George Allen & Unwin. ISBN 0-04-809019-0
  • (Engelsk) Trask, Richard M. "Preface to the Poems: Beowulf and Judith: Epic Companions." Beowulf and Judith : Two Heroes. Lanham, Md.: University Press of America, 1998. 11–14.
  • (Engelsk) Waterhouse, Ruth. "Beowulf as Palimpsest", in Monster theory: reading culture, ed. Jeffrey Jerome Cohen. University of Minnesota Press, 1996. 26-39.
  • (Engelsk) Lerer, Seth. "Dragging the Monster from the Closet: Beowulf and the English Literary Tradition." http://ragazine.cc/2012/01/beowulf-seth-lerer/

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. (Engelsk) Tolkien, J. R. R. (1958). Beowulf: the Monsters and the Critics. London: Oxford University Press. s. 127. 
  2. (Engelsk) Hieatt, A. Kent (1983). Beowulf and Other Old English Poems. New York: Bantam Books. s. xi–xiii. 
  3. 3,0 3,1 Kiernan, Kevin (1996). Beowulf and the Beowulf Manuscript. Ann Arbor, MI: University of Michigan. footnote 69 pg 162, 90, 258, 257, 171, xix–xx, xix, 3, 4, 277–278 , 23–34, 29, 29, 60, 62, footnote 69 162. ISBN 0-472-08412-7. http://books.google.com/?id=_s61FWPxcCoC. 
  4. (Engelsk) Bruce Mitchell & Fred C. Robinson, Beowulf: an edition with relevant shorter texts, Blackwell Publishing, 1998, p. 6.
  5. 5,0 5,1 5,2 (Engelsk) Chance, Jane (1990). Helen Damico and Alexandra Hennessey Olsen. ed. The Structural Unity of Beowulf: The Problem of Grendel's Mother. Bloomington, Indiana: Indiana University Press. s. 248. 
  6. (Engelsk) Greenblatt, Stephen (2006). The Norton Anthology of English Literature. New York: W.W. Norton & Company. s. 65. 
  7. (Engelsk) Jack, George. Beowulf: A Student Edition. Oxford University Press, USA. s. 123. 
  8. 8,00 8,01 8,02 8,03 8,04 8,05 8,06 8,07 8,08 8,09 8,10 8,11 8,12 8,13 8,14 (Engelsk) Owen-Crocker, Gale (2000). The Four Funerals in Beowulf: And the Structure of the Poem. New York: Manchester University Press. pp. 1–5, 23, 31, 34, 44, 52, 65–69, 84–86, 104–105. 
  9. (Engelsk) Tarzia, Wade (1989). 'The Hoarding Ritual in Germanic Epic Tradition.'. The Journal of Folklore Research 26:2. pp. 99–121. 
  10. 10,00 10,01 10,02 10,03 10,04 10,05 10,06 10,07 10,08 10,09 10,10 10,11 10,12 (Engelsk) Greenblatt, Stephen (2006). The Norton Anthology of English Literature: Volume A: Middle Ages. New York: Norton & Company. pp. 34–35, 57–58, 81, 99–100. 
  11. (Svensk) Ewald, Gustav (1950). "Är Skalunda hög kung Beowulfs grav?". Västgöta-Bygden 1: 335–336. (Om *Birger Nermans och °Carl Otto Fasts idéer angående hednatima kungars gravplats.)
  12. (Engelsk) M. H. Abrams, general ed.. (1986). The Norton Anthology of English Literature. W. W. Norton and Co., Ltd. s. 19. ISBN 0-393-95472-2. 
  13. (Engelsk) Beowulf: a Dual-Language Edition. New York, NY: Doubleday. 1977. 
  14. Newton, Sam (1993). The Origins of Beowulf and the Pre-Viking Kingdom of East Anglia. Woodbridge, Suffolk, England: Boydell & Brewer Ltd.. ISBN 0-85991-361-9. 
  15. (Engelsk) Shippey, T. A. (Summer 2001). "Wicked Queens and Cousin Strategies in Beowulf and Elsewhere, Notes and Bibliography". In the Heroic Age (5). 
  16. 16,0 16,1 16,2 (Svensk) Klingmark, Elisabeth. Gamla Uppsala, Svenska kulturminnen 59. Riksantikvarieämbetet. 
  17. 17,0 17,1 17,2 (Svensk) Nerman, Birger (1925). Det svenska rikets uppkomst. Stockholm. 
  18. "Ottar's Mound". Swedish National Heritage Board. http://www.raa.se/cms/extern/en/places_to_visit/our_historical_sites/ottar_s_mound.html. Hentet 2007-10-01. 
  19. 19,0 19,1 (Engelsk) Niles, John D. (oktober 2006). "Beowulf's Great Hall". History Today 56 (10): 40–44. http://www.historytoday.com/MainArticle.aspx?m=31861&amid=30234433. 
  20. Anderson, Carl Edlund (1999). "Formation and Resolution of Ideological Contrast in the Early History of Scandinavia (Ph.D. thesis)" (PDF). University of Cambridge, Department of Anglo-Saxon, Norse & Celtic (Faculty of English). p. 115. http://www.carlaz.com/phd/cea_phd_chap4.pdf. Hentet 2007-10-01. 
  21. 21,0 21,1 21,2 21,3 21,4 21,5 21,6 21,7 21,8 (Engelsk) Andersson, Theodore M.."Sources and Analogues." A Beowulf Handbook. Eds. Bjork, Robert E. and John D. Niles. Lincoln, Nebraska: University of Nebraska Press, 1998. 125–148. Print.
  22. Bede, Ecclesiastical History, V.24
  23. 23,0 23,1 (Engelsk) Tom Burns Haber, A Comparative Study of the Beowulf and the Aeneid, Princeton: 1931
  24. 24,0 24,1 Irving, Edward B., Jr.. "Christian and Pagan Elements." A Beowulf Handbook. Eds. Bjork, Robert E. and John D. Niles. Lincoln, Nebraska: University of Nebraska Press, 1998. 175–192. Print.
  25. 25,0 25,1 25,2 25,3 25,4 25,5 25,6 Osborn, Marijane. "Annotated List of Beowulf Translations". http://www.asu.edu/clas/acmrs/web_pages/online_resources/online_resources_annotated_beowulf_bib.html. Hentet 2007-11-21. 
  26. "Bloomfield, Josephine. Benevolent Authoritarianism in Klaeber's Beowulf: An Editorial Translation of Kingship" (PDF). Modern Language Quarterly 60 (2). June 1999. http://muse.jhu.edu/journals/modern_language_quarterly/v060/60.2bloomfield.pdf. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Se citater fra
Beovulfkvadet
i engelsk Wikiquote.

Se også[redigér | redigér wikikode]