Plinius den yngre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statue af Pliniuis den yngre opstillet i fødebyen Como

Plinius den yngre (Gaius Plinius Caecilius Secundus, også kaldet Plinius Minor; ca. 61-114 e.Kr.) var en romersk politiker og forfatter.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i den nordlige del af det, der i dag er Italien omkring slutningen af år 61. Familien tilhørte områdets landadel og var velhavende.

Faderen (L. Caecilius Clio) døde allerede i år 76, og derefter tog onklen sig af Plinius og moderen. Onklen, Plinius den Ældre (C. Plinius Secundus), var officer, embedsmand, naturforsker og forfatter. Han adopterede barnet og tog sig af ham, som var det hans egen søn; han sørgede for at drengen fik en ordentlig uddannelse. Som 17-årig opholdt han sig i onklens villa i Misenum, en flådebase længst mod vest i Napoli-bugten, da vulkanudbruddet begravede Pompeji i aske; døden blev senere gjort uforglemmelig af den adopterede nevø:

Et kvart århundrede efter hændelsen, beskrev Plinius, hvordan hans onkel, som var flådens chef, bemærkede skyen, der steg op fra Vesuv, og sejlede ud for at frelse folk, der havde sendt bud om, at de prøvede at flygte fra den anden side af bugten. Han omkom af kvælning. I sit andet brev fortæller Plinius, hvordan han og moderen blev vækkede af et voldsomt jordskælv samme nat. Han besluttede, at de måtte forlade byen, da jordskælvet fortsatte og fik husene til at styrte sammen om dem. En sort sky med enorme lyn bredte sig over havet, og opslugte Capri, mens den rullede nærmere. De to flygtede ind i landet, mens aske regnede ned over dem. Senere kom de tilbage til Misenum, og fik at vide, hvad der var sket med onklen.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Plinius blev en meget velhavende mand efter at have arvet både sin far og sin onkel. Han kunne gennem hele livet tillade sig at dyrke personlige interesser, og han havde en høj stilling. Plinius' uddannelse kom ham senere til gode: Han havde specialiseret sig i retorik, og var en meget veltalende mand, der kunne tale for sin ret og var øvet i beskrivelse af forskellige begivenheder.

Han fik sin uddannelse i Rom hos nogle af datidens bedste lærere, blandt andet den berømte Quintilian, der på grund af sit ry som pædagog var blevet Roms første statsbetalte lærer. Under uddannelsen var der værnepligt; Plinius blev militærtribun i Syrien; opholdet i hæren afholdt ham ikke fra af få timer hos lærere og filosoffer i den del af riget.

I år 89 blev han valgt til kvæstor efter at have haft mindre embeder. Derefter blev han valgt til tribun i år 91 og til praetor i år 93. Hans embedsførelse gav ham hurtigt et ry for at være en god og dygtig finansadministrator, så i år 98 blev han udnævnt til chef for rigets finanser (praefectus aerarii Saturnii), og senere i 100 til det fornemste embede: Consul.

Omkring år 111 blev Plinius udsendt af kejser Trajan som kejserlig statholder i det græsktalende BithynienLilleasiens nordkyst. Hans breve viser til kejseren viser, at han var meget ihærdig og gik meget op i sit arbejde. Det sidst bevarede brev handler om, at Calpurnia er rejst hjem.

Plinius' breve til kejser Trajan standser omkring år 114.

Ud over brevene til Trajan skrev Plinius også en lang række andre breve. Blandt de berømteste er to breve til hans ven historikeren Tacitus om Vesuvs udbrud.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Hans to første ægteskaber vides intet om, ikke engang partnernes navne. Det tredje indgik han i 40-årsalderen med en forældreløs pige i 12-årsalderen, Calpurnia, fra hjembyen Como. Der er bevaret tre breve, han skrev til hende, da hun nogle år senere var rekonvalesent. Om sin længsel efter hende, som gør han rastløs og søvnløs.

Parret fik aldrig børn; kort efter sygdommen spontanaborterede Calpurnia og var ved at dø. Plinius undskyldte hende i et brev til hendes farfar, Calpurnius Fabatus, med at hun som det pigebarn hun er, ikke forstod at hun var gravid, så det gik galt. Han bad pigens faster Hispulla bede sin far om at tilgive sit barnebarn, at hun ikke kunne vide bedre, og derved berøvede ham et oldebarn. Efter den tids tænkemåde lagde Plinius skylden på sin kone, og understregede for at formilde hendes farfar, at hun var døden nær for sin forseelse.[1]

Plinius og Holberg[redigér | redigér wikikode]

Plinius skriver om vulkanudbruddet:

"Man hørte kvinder hyle, småbørn skråle og mænd råbe, og det manglede heller på folk, der med falske og løgnagtige rygter gjorde faren endnu større, end den i virkeligheden var."

Da Ludvig Holberg skulle beskrive Københavns brand 1728, skrev han sætningen ordret af, samt en del andre ordrette gengivelser fra Plinius' beretning og andre forfattere fra antikken om hvad, der har rejst tvivl om, at Holberg virkelig var øjenvidne til branden, som han selv påstod.

Det var dog først ved Wilhelm von Humboldts nye universitet fra begyndelsen af 1800-tallet at citation, uden at opgive kilde, blev fordømt som plagiat.[2]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. Tore Janson: Romarinnor och romare, forlaget Wahlström och Widstrand, Stockholm 2006
  2. Inge Eidsvåg: øøHenders gjerning, P2-akademiet, bind XXXVIII (s. 132-3), Oslo 2007, ISBN 978-82-7596-163-9