Portal:Cykling/Dagens Rytter

13. juli: Óscar Pereiro Sio

Óscar Pereiro Sio (født 31. august 1977 i Mos, Galicien) er en spansk professionel cykelrytter. Han er bedst kendt for at blive nummer to (som det ser ud nu) i 2006-udgaven af Tour de France. Det er muligt at vinderen det år, Floyd Landis, bliver diskvalificeret, og dermed vil Pereiro blive erklæret vinder (se nedenfor).

Pereiro kører på nuværende tidspunkt for Caisse d'Epargne-holdet. Han er tidligere rytter for det portugisisk baserede hold Porta da Ravessa (2000 til 2001) og det Schweitzisk baserede Phonak-hold (2002 til 2005).

Tidlig karriere

Pereiro sluttede som nummer 10 i Tour de France 2004 - 22 minutter og 54 sekunder efter tour-legenden Lance Armstrong. Han vandt prisen "Mest Aggresive Rytter" i Tour de France 2005 efter at have siddet med i de vindende udbrud på både etape 15, 16 og 18. Han vandt selv etape 16 efter knebent at have slået spanske Xabier Zandio, italienske Eddy Mazzoleni og australske Cadel Evans. Hans anstrengelser på etape 15, dette års hårdeste, vandt ham stor respekt i feltet. Han blev toer den dag, slået af Discovery Channels George Hincapie, efter at have trukket det største stykke af vejen op til Pla D'Adet.

Pereiro blev opfattet som en leder på Phonak-holdet, sammen med Landis og Santiago Botero i 2005 - hans sidste år for holdet.

Tour de France 2006

Pereiro kørte på en Pinarello Dogma FP-cykel gennem hele Tour de France 2006. Hans udbrud på 13. etape, hvor han blev nummer to efter tyske Jens Voigt, gav ham næsten 30 minutter i forhold til de andre ryttere i klassementet, og skød ham til tops i den samlede stilling. Han byttede den gule førertrøje frem og tilbage med Floyd Landis de næste dage, førend han endeligt tabte den til ham på Tour'ens næstsidste dag.

Selvom Pereiro officielt er noteret som toer i 2006-Touren, er det muligt at han vil blive opgraderet til vinder. En urinprøve taget fra vinderen, Floyd Landis, umiddelbart efter hans sejr på 17. etape, har vist spor af det forbudte syntetiske testosteron, samt et forhold mellem testosteron og epitestosteron på næsten tre gange grænsen, der er fastsat af WADA.

Efter at have hørt om den positive A-prøve, sagde Pereiro at det kun var en indledende, ukonfirmeret resultat, og han ville hverken opfatte Landis som skyldig, eller ham selv som Tour-vinder. "Jeg har for meget respekt for Landis til at tænke anderledes," sagde han.

Efter at have hørt, at Landis B-prøve også var positiv, sagde Pereiro at han nu opfatter sig selv som Tour-vinder, og at Landis-skandalen ikke skulle gøre hans egen præstation mindre bemærkelsesværdig. "Lige nu følger jeg mig som vinder af Tour de France," sagde han. "Dette er en sejr for hele holdet."

Dopingundersøgelser

Den 12. januar 2007 skrev den franske avis Le Monde, at Pereiro også var testet positiv for brug af doping under 2006-udgaven af Tour de France. Det er efter sigende salbutamol, der var blevet fundet i to urinprøver, afgivet efter etape 14, hvor Pereiro sluttede som nr. 26, og etape 16, som han sluttede på en 3. plads. Det var på 16. etape, han tog den gule førertrøje fra Landis

Salbutamol bliver normalt brugt til at kurere astma, og er tilladt i cykelløb såfremt rytteren kan fremvise en recept på stoffet. Det er den generelle opfattelse, at UCI gav Pereiro bagudvirkende tilladelse til at bruge stoffet af medicinske årsager efter de positive tests. Det franske anti-dopingagentur har betvivlet, at Pereiro skulle have grund til at tage salbutamol. Det krævede, at Pereiro redegjorde for grundene til at bruge salbutamol inden for en uge.

Den 25. januar 2007 droppede det franske anti-dopingagentur sin efterforskning af Pereiro med den begrundelse, at han havde bevist sin ret til at bruge astmamedicinen.

14. juli: Jens Voigt

Jens Voigt (født 17. september 1971) er en tysk professionel cykelrytter. Voigt er kendt som en venlig cykelrytter med en tendens til at angribe på ethvert tidspunkt, han kan - og for hans positive væremåde. Han er en rytter, der er i stand til at angribe flere gange i træk, holde højt tempo over længere strækninger og er god i bjergene. Han har haft den gule førertrøje i Tour de France to gange, selvom Voigt aldrig har udfordret de store klassementsryttere, fordi han er ude af stand til at følge med bjergspecialisterne når det virkelig går opad.

Voigt er valgt som rytternes repræsentant i ProTourens bestyrelse, for Cyclistes Professionels Associés (CPA),, og han har talt i skarpe vendinger om brugen af doping-brugen i professionel cykling.

Biografi

Jens Voigt blev født i Grevesmühlen, Mecklenburg-Western Pomerania, i det samme område som den senere Tour de France-vinder, Jan Ullrich. Han vandt Peace Race som amatør i 1994, og toppede UCI's "Challenge Mondial Amateurs"-liste i december 1994. Efter en karriere i den tyske hær, startede han sin professionelle cykelkarriere i 1997m hvor han vandt flere løb for det lille australske cykelhold ZVVZ Giant Australian Institute of Sport.

I 1998, med støtte fra hans tidligere sportsdirektør fra ZVVZ, tyskfødte Heiko Salzwedel, flyttede han til det store franske hold GAN (nu Crédit Agricole), hvor han kørte de næste fem år. Under Crédit Agricole-tiden sled han sig til mere end 20 større sejre, blandt dem en dag i den gule førertrøje i Tour de France 2000, og en etapesejr i Tour de France 2001. Desuden hjalp Voigt Jan Ullrich til sejr i OL i landevejsløb i 2000, som en del af det tyske landshold.

2004

I 2004 flyttede Voigt til det danske Team CSC, hvor han senere ville blive genforenet med sin tidligere holdkammerat fra Crédit Agricole, Bobby Julich. Sammen udgør de et stærkt hold, idet de begge er gode tempospecialister. Sammen har de domineret 2004- og 2005-udgaverne af LuK Challenge-løbet, et to-mands enkeltstartsløb.

Jens Voigt kørte Tour de France 2004 for Team CSC's kaptajn Ivan Basso. Gennem de 20 etaper af løbet kunne Jens Voigt og holdkammeraten Jakob Piil ses meget ofte i udbrud, hvor de "kontrollerede udbruddet" for Team CSC. På 15. etape var Voigt nok engang i udbrud, men da Jan Ullrich angreb længere nede, og fik hul til både Lance Armstrong og Ivan Basso, og Armstrongs hold så tilsyneladende ud til, at være ude af stand til at hente ham igen, blev han kaldt tilbage fra sit udbrud for at kunne forsvare Ivan Bassos podieplacering. Voigt så Ullrich køre forbi ham mens han ventede på sin kaptajn, førend han egenhændigt lukkede hullet til Ullrich. Den næste dag var en enkeltstart på Alpe d'Huez med 900.000 tilskuere i vejsiderne. Der blev råbt af Voigt fra de tyske fans, der kaldte ham Judas Iscariot, fordi han ødelagde Jan Ullrichs chancer for sejr. Jens Voigt reagerede meget stærkt mod behandlingen, og han kritiserde offentligt den tyske TV-kanal ARD for at have startet en heksejagt på ham, og han gjorde opmærksom på at han var på lønningslisten hos Team CSC, ikke Tyskland.

2005

I begyndelsen af 2005-sæsonen vandt Jens Voigt etapeløbet Tour Méditerranéen, foran holdkammeraterne Frank Schleck, der blev nummer 2, og Nicki Sørensen, der blev nummer 4. Jens Voigt vandt det allerførste UCI ProTour-løb, da han vandt prologen på 2005-udgaven af Paris-Nice, et løb Bobby Julich vandt samlet. Voigt vandt næsten klassikeren Liège-Bastogne-Liège i 2005, men han blev slået på målstregene af Alexandre Vinokourov, efter at Voigt havde været i udbrud under næsten hele løbet.

Efter en stærk placering i enkeltstarten på 1. etape af Tour de France 2005, var Voigt kun et minut efter Lance Armstrong i den gule førertrøje, og i de følgende etaper forsøgte Voigt hårdt at tage føringen i den samlede stilling. Han tog derfor del i mange angreb, og på 9. etape, etapen før den første hviledag, kom Voigt endelig i et udbrud, der holdt til mållinjen. Voigt sluttede som nummer tre, tre minutter før Armstrong. Hans tid i den gule førertrøje var dog begrænset, efter at han faldt tilbage på en 168. plads på 10. etape, efter at have haft feber. Voigt udgik på 11. etape efter at have kørt to minutter uden for tidsgrænsen. Som et resultat af hans ellers stabile kørsel sluttede Jens Voigt 2005-sæsonen som nr. 29 i UCI ProTour'en.

2006

I 2006 lagde Voigt langsommere ud end i 2005-sæsonen, fordi han sparede sin energi til at kunne hjælpe Ivan Basso i både Giro d'Italia 2006 og Tour de France 2006. Hans eneste nævneværdige resultat indtil Giro-starten i maj, var hans traditionelle angreb på 5. etape af ProTour-løbet Vuelta al Pais Vasco, men han var nødt til at tage til takke med en andenplads bag etapevinderen Thomas Voeckler.

Under Giro d'Italia kørte Voigt som hjælperytter for Basso. Efter Team CSC's sejr på holdtidskørslen på 5. etape, var Voigt på andenpladsen efter Serhiy Honchar, som han kun havde seks sekunder op til. På løbets første bjergetape hjalp Voigt Basso med at tage den samlede føring, mens han selv gled ned i den samlede stilling, han senere ville slutte som nr. 37 på. På den bjergrige 19. etape var både Voigt og hans holdkammerat Bobby Julich i et 20-mands udbrud, men fordi Team CSC tog føringer i feltet for at kunne forsvare Bassos førsteplads, tog Voigt og Julich ikke del i arbejdet i udbruddet. Op ad den sidste stigning på etapen var Voigt alene med den spanske rytter Juan Manuel Gárate, men fordi Voigt ikke syntes, at han havde gjort nok arbejde på etapen til at tage sejren, lod han Garate vinde. Voigt fik endelig sin første sejr i sæsonen i Ster Elektrotoer-løbet i juni. Her vandt han 4. etape og hjalp holdkammeraten Kurt-Asle Arvesen til den samlede sejr kun to uger før Tour-starten.

I dagene før Touren blev Ivan Basso suspenderet af Team CSC, efter at hans navn var sat i forbindelse med Operación Puerto-efterforskninge. Dette betød, at Carlos Sastreville blive den nye holdkaptajn. Voigt tog rollen som tidlig angriber, for at kunne tage noget af arbejdspresset af holdet, og han tog del i flere usuccusfulde angreb på flere etaper. På 13. etape, Béziers til Montélimar, den længeste etape i årets Tour på 231 kilomer, kom Voigt med i et fem-mands udbrud, der sluttede 29 minutter og 58 sekunder foran feltet. På opløbsstrækningen sprintede Voigt sig til sejren på etapen foran Oscar Pereiro, og dermed fik han sin blot anden Tour de France-etapesejr. På 15. etape hjalp Voigt igen hans holdkammerater, denne gang den nye bjerg-komet Frank Schleck fra Luxemburg ved at trække hårdt i udbruddet med holdkammeraten David Zabriskie fra USA - en etape, Schleck endte med at vinde. Voigt sluttede Tour de France 2006 på 53. pladsen, idet han hjalp Sastre til en samlet placering som nummer 4.

15. juli: David Zabriskie

David Zabriskie (født 12. januar, 1979 i Salt Lake City) er en professionel cykelrytter fra USA, der i øjeblikket kører for danske Team CSC. hans største styrke er enkelstarterne, og hans karrieres højdepunkter er alt fra etapesejre i de tre største etapeløb såvel som en sejr i USA's nationale enkeltstartsmesterskab. Zabriskie er kendt for sin aparte natur, der inkluderer sang før etaperne, samt de små interviews han udfører med hans cykelrytterkolleger, der bliver lagt op på hans personlige hjemmeside.

Han blev den blot tredje amerikaner nogensinde, der har kunnet iføre sig Tour de France' gule førertrøje, idet han kørte sig til tops i klassementet i 2005-udgaven. Før ham havde den trefoldige vinder Greg Lemond og den syvfoldige vinder Lance Armstrong kørt i den, og efter ham, i 2006, kørte både George Hincapie og Floyd Landis som henholdvis den 4. og 5.. Han bliver opfattet af mange som Lance Armstrongs arvtager som den bedste amerikanske cykelrytter.

Biografi

Zabriskie gjorde sin debut som professionel cykelrytter med Colorado Cyclist Team i 1999. Efter at have vist sit talent for enkeltstarter ved at vinde USA's nationale mesterskaber i disciplinen (junior og U23), og Grand Prix des Nations (U23), flyttede Zabriskie til US Postal-holdet i 2001. Efter et katastrofalt år med skader og styrt vendte han tilbage til topformen i 2004 med sejr i det professionelle nationale mesterskab i enkeltstart. Han vandt også 11. etape af Vuelta a España i et spektakulært 162 kilometer langt soloudbrud, der gav ham hans første Grand Tour-sejr - specielt nævneværdig, idet det var hans første sejr, der ikke var en enkeltstart. Under ProTouren i 2005 skifte Zabriskie til det danske hold Team CSC, hvor han vandt endnu en etape på et Grand Tour-løb, idet han vandt 8. etape af Giro d'Italia 2005.

Trods succes på den internationale cykelscene vandt Zabriskie ikke stor opmærksomhed i sit hjemland indtil Tour de France 2005, da han vandt enkeltstarten på 1. etape - og dermed blev han den første amerikaner nogensinde, der har vundet etaper i alle tre Grand Tour-løb. Zabriskie slog Armstrong med to sekunder, og satte samtidig rekord med den hurtigste tidskørsel nogensinde i Tour de France med en gennemsnitshastighed på 54.676 km/t. Han kørte i den gule førertrøje indtil holdtidskørslen på 4. etape, hvor han styrtede inden for de sidste to kilometer, et styrt der blev forårsaget af, at kæden hoppede af. Zabriskie selv vidste ikke, hvad der var sket.

Efter styrtet led Zabriske af skaderne, og på 8. etape sluttede han som den sidste, 51 minutter og 12 sekunder efter vinderen, Pieter Weening. Zabriskie forlod løbet på 9. etape (fra Gérardmer til Mulhouse) efter 11 km. Før Zabriskie var kommet sig helt efter styrtet i Tour de France, gik han igennem en lukket glasdør, hvor han skar sig selv slemt nok til at slutte hans 2005-sæson før tid. Hjemme fra Tour de France blev Zabriskie hædret i den amerikanske stat Utah med hans egen dag, "Dave Zabriskie Day" af både Salt Lake County's borgmester Peter Carroon og Salt Lake Citys borgmester Rocky Anderson.

Zabriskie lagde godt ud i 2006-sæsonen, med en stærk andenplads i den samlede stilling i februar-etapeløbet Amgen Tour of Califonia, 29 sekunder efter vinderen, landsmanden Floyd Landis. Han lagde ud som nummer tre i april-etapeløbet Ford Tour de Georgia, men fordi han tabte tid til favoritterne på Brasstown Bald-bjergetapen, sluttede han som nummer seks samlet. David Zabriskie vandt to enkeltstarter i Dauphiné Libéré i maj. Den første var prologen, hvor han vandt foran Floyd Landis med to sekunder, og 3. etape hvor han igen var foran Landis, denne gang med 53 sekunder - endnu en præstation, der sætter streg under Zabriskies enestående enkeltstartsevner. Efter flere bjergetaper, blandt andet end tur op ad Mont Ventoux, sluttede Zabriskie som nummer 32 i løbet, der blev vundet af Levi Leipheimer.

Efter at have afsluttet Tour de France 2006 på 74. pladsen, blev Zabriskie den blot anden amerikaner, efter Christian Vande Velde, der har afsluttet alle tre Grand Tour-løb.

16. juli: Laurent Jalabert

Laurent Jalabert (født 30. november 1968) er en fransk tidligere professionel cykelrytter fra 1989 til 2002. Med kælenavnet "Jaja" (ordet er fransk slang for et glas vin, og da han drak en del vin i sin aktive karriere, blev navnet hængende pga. ligheden med hans navn), kæmpede han sig til sejr i mange en-dags- og etapeløb, og var nummer 1 i verden i 1990'erne. Selvom han aldrig vandt Tour de France, hvor han sagde, at han led for meget af højdesyge, vandt han dog Vuelta a España i 1995. Foruden førertrøjen vandt han både løbets sprintertrøje og bjergtrøjen i det samme løb. Jalabert er den kun anden rytter, der har gjort denne bedrift i et Grand Tour-løb. Desuden er han, sammen med Eddy Merckx og Djamolidine Abdoujaparov, den ene af tre ryttere, der har vundet pointklassementet i alle tre Grand Tour-løb.

Biografi

Jalabert blev født i Mazamet i det sydlige centrale Frankrig. Byen har nu en gade opkaldt efter ham.

Han blev blev professionel med det franske Toshiba-hold i 1989 og etablerede hurtigt sig selv som en af de mest vovede sprintere i feltet. Han flyttede så til det spanske ONCE-hold under Manolo Saiz, hvor han fandt sig til rette som en all-rounder i stand til at vinde hvilket som helst en-dags- og Grand Tour-løb.

En katalysator i denne transformation fra sprinter til kaptajn var den frygtelige ulykke på målstregen i Tour de France 1994-etapen i Armentières. En politimand tog et skridt ind i det sprintende felt for at tage et billede af rytterne og blev ramt hårdt af flere af dem. Jalabert blev slynget ud i luften og hans cykel blev ødelagt ved sammenstødet. Han fik flere alvorlige skader i ansigtet og lovede efterfølgende sin kone at ændre hans kørestil væk fra sprinter-typen, han var dengang.

Det tog kun kort tid for ham at lægge sprinter-stilen på hylden. I det følgende år vandt han under Vuelta a España 1995 både det generelle klassement, men også point- og bjergkonkurrencen. Han vandt verdensmesterskabet i enkeltstart i 1997, og var fransk mester i landevejsløb i 1998, da han tog initiativ til, at de spanske hold trak sig ud af Tour de France 1998 i protest mod den behandling, de fik af politiet under doping-skandalen. Dette forårsagede sure miner hos de franske cykelfans, og det tog mange år før de atter heppede på Jalabert. Han flyttede til det nyligt oprettede Team CSC i 2001, hvor han nok engang vandt det franske publikums hjerte med en etapesejr i Tour de France 2001 den 14. juli, Bastilledagen. Han trak sig tilbage i 2002 for at kunne bruge mere tid med sin familie.

Grand Tour-løb

Jalabert har vundet flere etaper af Tour de France, i de tidlige dage som sprinter, hvor han vandt den grønne pointtrøje to gange, og senere som en klatrer, hvor han vandt den prikkede bjergtrøje ligeledes to gange. Hans mindeværdige sejre på Bastilledagen i Tour de France i 1995 og 2001 sikrede ham en evig plads i de franske cykelfans' hjerter. Trods hans karrieres start som en af de bedste sprintere i feltet, fik hans styrt på Tour de France-etapen i Armentières i 1994 ham til at genfinde sig selv som en all-rounder med den nødvendige udholdenhed til at vinde Grand Tour-løb som Vuelta a España, eller mindre etapeløb som Paris-Nice.

I 1990'erne dominerede han de spanske etapeløb som en del af det mægtige ONCE-hold under Manolo Saiz. Duetten, bestående af ham selv og Alex Zülle, var en konstant trussel mod de andre holds ambitioner i Vueltaen, hvor de indbyrdes skiftedes til af vinde etaper, den samlede stilling og bjergkonkurrencen. ONCE-holdets styrke, med blandt andre Johan Bruyneel (senere sportsdirektør på Discovery Channel Pro Cycling Team) og Neil Stephens betød at de var i stand til at kontrollere løb fra start til slut.

Foruden Eddy Merckx og Tony Rominger er han den eneste cykelrytter, der har præsteret en "trifecta" på Grand Tour-niveau, da han vandt alle tre trøjer (den samlede stilling, point- og bjergkonkurrencen) i Vuelta a España i 1995.

Jalabert er kendt for sin sportsmanship. I 1995-Vueltaen tillod han Bert Dietz fra Team Telekon - der havde været i soloudbrud i mange kilometer - at tage etapesejren på Sierre Nevadas top, selvom han havde fanget ham inden for de sidste kilometer. "Jeg troede aldrig, vi ville fange ham, og da jeg så, at han var ved at give slip, synes jeg det var synd for ham. Jeg ville vise, at det ikke er sandt, at jeg vil vinde det hele. Mit mål er at vinde Spanien Rundt," sagde han.

Da Vueltaen blev flyttet til september var Jalabert endelig i stand til at deltage i forårsklassikerne, og de mindre etapeløb som Paris-Nice. Han vandt etaper og samlede stillinger mange gange.

Et-dagsløb

Jalaberts trofærum indeholder to af cykelsportens fem "monumenter": Milano-Sanremo i 1995 og Lombardiet Rundt i 1997. Han vandt også La Flèche Wallonne to gange i 1995 og 1997, og Clásica de San Sebastián to gange i 2001 og 2002. Bemærkelsesværdigt er det dog, at han aldrig har vundet verdensmesterskabet i landevejsløb, selvom han blev toer i 1992 efter Gianni Bugno fra Italien. Dog vandt han verdensmesterskabet i enkeltstart i 1997. Han vandt også prisen som den mest aggressive rytter i Tour de France i 2001 og 2002.

Pension

Efter sin tilbagetrækning arbejdede Jalabert som konsulent for LOOK cykler og deltog i udviklingen af deres nye serie af cykelstel. Han er også kommentator for tv-kanalerne France 2 og 4, de nationale stationer, ofte fra en motorcykel på selve ruten. I 2005 løb han New York Marathon, som han gennemførte på 2 timer, 55 minutter og 39 sekunder, hvilket rækkede til en 391. plads i et felt på 36.894 . Han bor med sin kone Silvie i en forstad til Geneve i Schweiz, tæt på den franske grænse. Han bror, Nicolas, der ofte kørte cykelløb med ham, fortsatte med sin karriere efter Jalaberts pension.

I januar 2007 deltog Jalabert i en ultra-udholdenheds triathlon, Ironman Schweiz. Han sluttede i tiden 9 timer og 12 minutter.

17. juli: Stuart O'Grady

Stuart O'Grady OAM (født 6. august 1973), med tilnavnet Stuey er en australsk professionel cykelrytter, der startede sin karierre som banerytter. Hans mens prominente sejre var, da han og Graeme Brown vandt en guldmedalje i Men's Madison ved de olympiske lege i 2004, og da han vandt Paris-Roubaix i 2007

O'Grady har deltaget i Tour de France siden 1998, og han har været med i kapløbet om det prestigefyldte grønne pointtrøje ved flere lejligheder, idet han sluttede som toer både i 1998, 1999, 2001 og 2005. Han har også kørt i løbet gule førertrøje i 1998- og 2001-udgaverne af turen. Han kører pt. for Team CSC i UCI ProTour-landevejsløbene, og han har kontrakt med holdet til 2008.

Biografi

Stuart O'Grady blev født i Adelaide i South Australia og voksede op som en del af en cykelfamilie. Hans far repræsenterede Sydaustralien flere gange i både landevejs- og banecykling, og hans onkel stillede op for Australien ved Sommer-OL 1964 i Tokyo. O'Grady startede sin karriere i banecykling, og vandt mest nævneværdigt en sølvmedalje i holdforfølgelsesløb ved OL i 1992 i Barcelona. Ved OL i 1996 i Atlanta vandt han bronze i både Men's Point Race og holdforfølgelsesløb (4000 m).

Da det var på tide at blive professionel blev han hyret af GAN-holdet (nu Crédit Agricole, der på det tidspunkt også havde den engelske enkeltstartsspecialist Chris Boardman på holdet. "Jeg snakkede både med Motorola, Polti og GAN, og alle sagde, at jeg skulle vælge Polti. Så en dag så jeg (Chris) Boardman blive hjulpet af en GAN mekaniker og soigneur, men jeg så ikke nogen Polti-mekanikere eller Motorola-mandskab overhovedet. Derefter var det ikke et specielt svært valg," sagde O'Grady om sit valg af cykelhold.

Under Tour de France 1998 kørte han i løbet gule førertrøje i tre dage. Samme år vandt han også sin første Tour de France-etape. Igen i 2001 kørte han i den gule førertrøje, denne gang i fem dage. O'Grady blev kåret som "Årets Australske Rytter" og "Årets Australske Mandlige Landevejsrytter" i både 1998 og 2001. I 1998 sluttede han sommer nummer to i pointkonkurrencen. I 2001 lå O'Grady i tæt kamp om den grønne pointtrøje med Erik Zabel fra Tyskland O'Grady blev dog slået efter sidste etapes løb i Paris' gader.

I 2001 blev han diagnosticeret med en blokeret arterie, efter at tidlige tests viste, at hans højre ben producerede mere kraft end hans venstre. Efter en operation i april 2002, kom han i et genoptræningsprogram for at kunne komme tilbage i løbsform til sommeren, og O'Grady kom igen på vejene under Tour de France 2002. I Tour de France 2003 og 2004 blev han overskygget i pointkonkurrencen af hans australske landsmænd Baden Cooke (2003) og Robbie McEwen (2004). O'Grady fik dog stadig hevet sin anden Tour de France-etapesejr hjem i 2004.

I 2004 flyttede O'Grady til Cofidis med den intention at koncentrere sig om forårsklassikerere såsom Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Efter en katastrofenær start på sæsonen fyldt med skader og doping-anklager mod hans hold, gjorde han comeback ved at vinde to etaper og pointkonkurrencen i Dauphiné Libéré. Han fortsatte med en etape i Tour de France 2004, hvor han også kørte i den grønne trøje et par dage. Han rundede sin sæson af ved at vinde UCI Landevejsverdensmesterskabsløbet HEW Cyclassics. Han toppede sin liste over sejre med en olympisk guldmedalje i Madison cycling med Graeme Brown.

I Tour de France 2005 blev O'Grady nr. to i konkurrencen om den grønne pointtrøje, kun overgået af Thor Hushovd fra Norge, og tæt forfulgt af Robbie McEwen på tredjepladsen. Senere underskrev han en et-årig kontrakt med Bjarne Riis' Team CSC i 2006, men hans 2006-sæson blev plaget af skader, blandt andet flere brækkede ribben i et løb tidligt på sæsonen i Italien, og en skadet ryghvirvel i Tour de France. O'Grady fortsatte touren trods den betragtelige smerte, og blev nummer tre i sprinten om sejren på den sidste etape.

O'Grady har etableret et australsk juniorhold, CSC Team O'Grady, som han også finansielt støtter.

18. juli: Bernard Hinault

Bernard Hinault (født 14. november 1954 i Yffiniac, Bretagne) er en fransk tidligere cykelrytter bedst kendt for fem sejre i Tour de France. Han er også en af kun fire cykelryttere, der har vundet alle tre Grand Tour-løb, og den eneste, der har vundet alle mere end én gang.

Hans førstepladser i Tour de France var i 1978, 1979, 1981, 1982 og 1985. Desuden blev han toer i 1984 og 1986, og han vandt 28 etaper, hvoraf 13 var enkeltstarter. De andre fire ryttere, der har opnået mindst fem førstepladser i Tour de France er Jacques Anquetil (1964), Eddy Merckx (1974), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2003). Hinault blev oprindeligt kaldt Le Blaireau (Grævlingen), fordi dyret er kendt for ikke så let at give slip på sit bytte. Gennem hans karriere er han blevet kendt for sin specielle personlighed: udpræget uafhængig, højtråbende, hurtig til at opfatte ting negativt og ofte hurtig med et svar på tiltale. I et interview med et fransk magasin, Vélo, sagde Hinault dog, at tilnavnet ikke havde noget at gøre med dyret. Han sagde det var de lokale cykelrytteres måde at sige "ven" eller "kammerat" på i hans ungdom - "Hvordan går det, grævling?" - og det kom til at referere til ham personligt.

Biografi

Cykelkarriere

Hinault, føde i byen Yiffanic i Bretagne, startede sin professionelle cykelkarriere i 1974. I feltet mødte han og blev venner med Cyrille Guimard, der var i gang med at slutte sin karriere dels på grund af en kronisk knæskade. Guimard blev sportsdirektør for Gitane-holdet og Hinault skiftede efterfølgende til holdet. I 1976 vandt Hinault en tidlig, men opsigtsvækkende sejr i den franske semiklassiker Paris-Camembert. Under dette løb udviste han store enkeltstartsevner, og han beholdt sit snævre forspring til slut. Det år satte Guimard skub i Lucien van Impe til hans eneste sejr i Tour de France. Hinault fulgte Guimards råd om ikke at stille op i Tour de France 1977, fordi han skulle have mere erfaring. Dog havde han vist sit talent i det prestigefyldte etapeløb Dauphiné Liberé, hvor han slog mange af Tour de France 1977's favoritter, inklusiv den senere vinder, Bernard Thévenet. I det løb bør det bemærkes, at Hinault, der var i løbets førertrøje, var alene i udbrud efter et angreb på en opstigning, hvor det så ud til, at sejren skulle blive hans. Men han havde et spektakulært styrt på vejen ned - det lod han sig dog ikke mærke af, og kravlede op fra vejsiden og tilbage på cyklen, der bragte ham i mål som nummer et.

For at forberede sig til Tour de France 1978 kørte Hinault sit første Grand Tour-løb i Vuelta a España 1978. Han vandt løbet, og følte sig klar til sit første Tour de France. Før Touren vandt han det franske nationalmesterskab, og derfor kunne han køre i Tricolouren. Denne Tour skulle blive en kamp mellem ham og den store hollandske rytter Joop Zoetemelk, og Hinault kunne iklæde sig den gule førertrøje efter den sidste enkeltstart. Han blev hyldet som den næste store franske cykelrytter og vandt Touren igen i 1979. I 1980 blev han tvunget til at udgå, mens han kørte i den gule førertrøje, på grund af en knæskade. Hinault vendte dog tilbage tids nok til at vinde verdensmesterskabet i landevejscykling i Sallancherne senere det år. Det følgende år, med regnbuetrikoten på sine skuldre, vandt han Paris-Roubaix og vendte tilbage til sejren i Tour de France 1981, og igen i 1982. Han missede Touren i 1983, igen på grund af knæproblemer. Tourorganisatøren, Jacques Goddet, skrev i sin selvbiografi, L'Éguipée Belle, at Hinaults knæproblemer skyldtes at han kørte i for højt et gear. Under hans fravær fra Touren i 1983 vandt hans holdkammerat Laurent Fignon. I 1984 vandt Fignon nok engang, denne gang med Hinault som toer, mere end ti minutter efter.

Uenigheder med Guimard ledte dog til deres adskillelse, og i midt-firserne blev Hinault sat i forbindelse med den schweiziske træner Paul Koechli og La Vie Claire-holdet. Koechli introduerede meditations- og afslapningsmetoder for Hinault, og disse hjalp Hinault til nok en sejr i Touren, i 1985. Det år kørte han det meste af løbet med et blåt øje forårsaget af et styrt. Under 1985-Touren fra Hinault's løjtnant Greg LeMond under pres fra Koechli og holdlederen, der ville have ham til at støtte Hinault, og ikke prøve at køre sejren hjem til ham selv. Flere år senere sagde LeMond i et interview, at de havde løjet over for ham for at få ham til at tage en føring for Hinault på en bjergetape, der i sidste ende kostede ham flere minutter, og hans chance for samlet sejr.

Hinault deltog også i Touren i 1986, angiveligt for at kunne returnere LeMonds tjeneste fra det forrige år, og for at kunne hjælpe LeMond til at vinde sin første Tour. Hinault kørte et aggresivt løb, hvilket han insisterede på var et kneb for at få rivalerne til at bruge kræfter. Han sagde, at han var sikker på, at LeMond ville vinde, på grund af, at Hinault havde tabt tid tidligere i løbet. Om det var motivet eller ej, virkede taktikken, og Laurent Fignon og Urs Zimmermann måtte forsvare sig fra den første dag. Fignon måtte udgå fra løbet på grund af skader forårsaget af stress. På Alpe d'Huez-etapen angreb Hinault tidligt, og han fik hurtigt et langt forspring, faktisk så langt, at LeMond til sidst så sig nødsaget til at sætte efter ham. Hinault forsvarede sig med, at hans taktik var, at slide LeMonds modstandere ned ved at tvinge dem til at jage ham først, så LeMond kunne slå dem senere.

Uden for Tour de France havde Hinault også succes ved andre lejligheder, med mere end 200 sejre over hans tolv år lange professionelle karriere. I 1980 vandt ham verdensmesterskabet i Salanches, Frankrig. I de andre to Grand Tours vandt han Giro d'Italia i 1980, 1982 og 1985, og Vuelta a España i 1978 og 1983. Han blevogså nummer et i en-dags klassikere som Paris-Roubaix (1981) og Liège-Bastogne-Liège (1977, 1980). Hans sejr i 1980-udgaven af Liège-Bastogne-Liège er specielt mindeværdig, idet en snestorm hærgede det meste af løbet. Hinault gik i soloudbrud og vandt med næsten ti minutter til nærmeste forfølger.

Le Patron

Hinault bliver normalt omtalt som den sidste chef for feltet, eller "Le Patron". Han var fremtrædende i et rytterstrejke i Valence d'Agen i Tour de France 1978 for at protestere mod split-etaper, hvor rytterne skulle køre en etape om morgenen og en om eftermiddagen. Han opfordrede også til disciplin og samarbejde rytterne imellem, en enkelt gang med ordene "der vil ikke være nogen angreb i dag, for morgendagens etape vil blive svær". Han blev respekteret af rytterne, men var også frygtet af mange for sit temperament. Hvis han følte sig udfordret af en anden rytter tøvede han ikke med at bruge sin enorme styrke til at ydmyge udfordreren. Mod offentligheden vista Hinault sig ofte som arrogant, afsondret og frustrerende sky mod omtale. Da en interviewer foreslog, at han brugte mere tid på sine fans, konstaterede han, at "han kørte cykelløb for at vinde, ikke for at gøre folk tilfredse".

Pension

Efter sin tilbagetrækning i 1986 vendte Hinault tilbage til landbruget i Bretagne. Han arbejdede desuden for Tour de France-organisationen, og derfor ser man ham ofte på podiet for at lykønske vinderne. Han arbejdede også for LOOK cykler som teknisk konsulent, og hjalp blandt andet med udviklingen af LOOK's klikløse pedal.

19. juli: George Hincapie

George Hincapie (født 29. juni 1973 i Queens, New York City) er en amerikansk professionel cykelrytter med bopæl i Greenville, South Carolina.

Han blev ofte set som hjælperytter for den syvfoldige Tour de France-vinder Lance Armstrong. Hincapie har dog også vundet sine egne vigtige løb, blandt andet Gent-Wevelgem i 2001 og Kuurne-Bruxelles-Kuurne i 2005. Hincapie tog desuden to etapesejre i Dauphiné Libere og en andenplads i Paris-Roubaix i 2005. Han bliver altid set som en favorit til sejren i Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Det var også i 2005 han tog sin første etapesejr i Tour de France. Den 17. juli sluttede han syv sekunder foran Oscar Pereiro Sio, og dermed var sejren en realitet. Hincapie sluttede 5:03 foran favoritfeltet, der blandt andet indeholdt hans egen holdkammerat og senere vindet, Lance Armstrong. Det var den første sejr, en af Armstrongs hjælperyttere havde taget nogensinde.

Hans far, der er colombianer, introducerede ham for cykling, og hans første løbstræning foregik i New York Citys Central Park. Hincapie er gift med den tidligere runway-model og Tour de France podie-pige Melanie Simonneau, og sammen har de datteren Julia Paris, født 3. november 2004.

Han kører i øjeblikket for Discovery Channel Pro Cycling Team, og kan let skelnes fra resten af rytterne på hans højde (191 cm) og Oakley-solbrillerne.

Han udgav for nylig sit eget sportstøjmærke (se [3] Hincapie Sports) med sin bror Richard.

Hincapie er den eneste rytter, der har været med Lance Armstrong ved hver af hans syv Tour de France-sejre.

Hincapie blev nummer 32 i Tour de France 2006, med en tid en time, 11 minutter og 14 sekunder efter vinderen, Floyd Landis.

I de senere år har Hincapie udvist talent for korte enkeltstarter, idet han vandt prologen ved Daupiné Liberé 2005, og tog andenplads tre gange og tredjepladsen en enkelt i prologer i 2006, og andenpladsen ved den korte enkeltstart ved Tre dage ved De Panne. Han vandt også enkeltstarten ved Eneco Tour of Benelux 2006, og blev nummer fire i to længere enkeltstarter det år.

20. juli: Bobby Julich

Robert Julich,, normalt omtalt som Bobby Julich, (født 18. november 1971 i Corpus Christi, Texas) er en amerikansk professionel cykelrytter, der i øjeblikket kører for Team CSC i UCI ProTour-løbene. Han fik sit internationale gennembrud da han sluttede som treer i den samlede stilling ved Tour de France 1998, men har siden kørt hovedsageligt som hjælperytter. Han er en stærk enkeltstartsrytter med en bronzemedalje i disciplinen ved OL i 2004, og kombineret med hans store alsidighed har han vundet en del etapeløb på den internationale cykelscene.

Biografi

Selvom Julich er født i Texas, foregik det meste af hans opvækst i Glenwood Springs, Colorado med en kort afstikker til Philadelphia, hvor han mødte sin kone. Det meste af hans levende slægtninge bor i New York-området. Som amatør vandt Bobby Julich juniormesterskaberne i Cycle cross i 1990, og som medlem af det amerikanske landshold deltog han i 1991-udgaven af Tour DuPont. På den tid var det det største etapeløb i USA, og Julich sluttede som samlet femmer i løb, hvor landsmanden og den trefoldige Tour de France-vinder Greg LeMond deltog. Bobby vandt prisen som den bedste unge rytter, og blev udråbt som den næste Greg LeMond.

Efter et par "falske" starter på den professionelle karierre, blev han hyret til Motorola-holdet i 1995 sammen med den italienske rytter Andrea Peron samt landsmændene Lance Armstrong og George Hincapie. I 1996-sæsonen blev Bobby Julich diagnosticeret med Suptraventrikulær takykardi(RSVT), en hjertesygdom der betød, at hans hjerte slog meget hurtigere end normalt. Julich blev behandlet med radiobølgeabliation og blev klar til Vuelta a España i 1996 senere den sæson, et løb der i glimt viste hans potentiale i international professionel cykling. Under Vueltaen havde Julich bjergtrøjen i ti etaper. Trods en stærk indsats tabte han trøjen, men sluttede som nummer ni, den højeste placering nogensinde af en amerikaner i Vueltaen, indtil Lance Armstrong sluttede som nummer fire i 1998. Det var denne indsats, der fik de andre holds øjne op for Julich.

Da Motorola sluttede deres sponsorat for holdet i slutningen af 1996-sæsonen skiftede Julich til det franske hold Cofidis med et par andre Motorola-holdkammerater, deriblandt Lance Armstrong. Armstrongs kræft betød, at han ikke var i stand til at køre for holdet, men Julich startede i Tour de France 1997. Den kriseramte udgave af løbet var et gennembrud for Julich, da han overtog lederrollen fra italienske Francesco Casagrande. Efter dopingskandalen under Touren i 1998, kom kun 96 af 189 ryttere i mål, og Bobby Julich sluttede som treer på podiet med vinderen Marco Pantani samt toeren Jan Ullrich. Julich blev hyldet som den næste store amerikanske Tour de France-mester, og dermed blev han endnu engang sat til at gå i Greg LeMonds fodspor. Under Tour de France 1999 blev Julich opfattet som en af favoritterne til den samlede sejr, men et styrt på en enkeltstart betød, at Julich måtte udgå fra løbet, der senere blev vundet af den nu raske Lance Armstrong.

Før 2000-sæsonen skiftede Julich til et andet fransk hold, Credit Agricole, hvor han blev forenet med landsmanden Jonathan Vaughters. Han var en del af det Credit Agricole-hold, der vandt holdtidskørslen under Tour de France 2001. Efter at have flyttet til tyske Team Telekom i 2002, kørte Julich som hjælperytter for holdkaptajn Jan Ullrich. Julich havde kun svage resultater, og efter 2003-sæsonen overvejede han at trække sig tilbage.

Trods et tilbud under hans nuværende løn hos Telekom, skiftede Bobby Julich til danske Team CSC i 2004, hvor han blev genforenet med sin tidligere holdkammerat fra Motorola, Andrea Peron. Han kørte nok engang som hjælperytter i Tour de France, men med frihed til at forfølge sine egne muligheder resten af sæsonen. Julich så med det samme sine resultater og indsats blive bedre, med en sejr på enkeltstarten i april 2004 under Vuelta al País Vasco, hans første sejr siden 1998. Med CSC-holdkammeraten Jens Voigt, en rytter Julich kørte med som rytter på Credit Agricole, vandt han også to-mands enkeltstarten LuK Challenge. Bobby Julich vandt en bronzemedalje under Sommer-OL 2004 ved mændenes enkeltstart, bag landsmanden Tyler Hamilton og russiske Viatcheslav Ekimov.

Julichs renæssance fortsatte i 2005 med sin bedste professionelle sæson nogensinde, idet han blev den første amerikaner nogensinde amerikaner nogensinde, der har vundet Paris-Nice. Han vandt også Critérium International og Eneco Tour of Benelux, hvormed han blev nummer otte i UCI ProTour 2005, og hans hold, Team CSC, blev nummer et.

Til 2006-sæsonen planlagde Julich at spare energi for at kunne hjælpe Team CSC-kaptajnen Ivan Basso til at kunne vinde Giro d'Italia 2006 i maj og Tour de France 2006 i juli. Selvom han ikke startede sin sæson lige så stærkt som i 2005, blev han dog nummer tre i Tour of California i februar, og han vandt prologen på Paris-Nice i marts; resultater der også positivt overraskede Julich selv. Til sin første optræden i Giroen nogensinde planlagde Julich at tage den rosa førertrøje tidligt i løbet, for at tage noget af presset fra Ivan Basso. Julich led dog kraftigt af pollenallergi gennem hele løbet, og han spillede ikke en stor rolle selv, men fokuserede i stedet på at hjælpe Ivan Basso, der i sidste ende endte med at vinde. Under Tour de France 2006 udgik Julich fra løbet efter et styrt på syvende etape, der var en enkeltstart. Han gik ind i et sving for hurtigt, gled på nogle små sten, og landede hårdt på sit håndled under faldet.

21.juli: Denis Menchov

Denis Nikolayevich Menchov (russisk: Денис Меньшов) (født 25. januar 1978 i Oryol er en professionel russisk cykelrytter. Menchov er en god bjergrytter og klassementrytter.

Menchov startede sin professionelle karriere i 2000, da han underskrev kontrakt med Banesto-holdet under ledelse af José Miguel Echevarri. Hans første succes kom i 2001, da han vandt Tour de l'Avenir, et etapeløb for professionelle ungryttere. Året efter vandt han en etape og bjergtrøjen i Dauphiné Liberé. I 2003 fik Menchov sit gennebrud da han sluttede som nr 11 i Tour de France, og vandt den hvide ungdomstrøje. 2004 var de sidste år, han kørte for Banesto, og det var hans mest succesfulde. Han vandt Baskerlandet Rundt, en etape i Vuelta a Aragon, en etape i Paris-Nice og femte etape i Spanien Rundt, fra Zaragoza til Morella.

Da Menchovs kontrakt løb ud i september 2004 skiftede han til hollandske [Rabobank]] på en to-årig kontrakt. Her blev han holdkaptajn efter Levi Leipheimers farvel til holdet. Han var holdets kaptajn under Tour de France 2005, men på grund af en forkølelse sluttede han som nummer 85, 2 timer og 35 minutter efter Lance Armstrongref>cyclingnews.com Tour de France 2005 samlet stilling</ref>. Hans Vuelta a España 2005 var dog mere succesfuld. Menchov vandt enkeltstarten på første etape til Granada og enkeltstarten på niende etape til Lloret de Mar, og kørte i den gyldne førertrøje for en tid. På 15. etape tabte han dog Roberto Heras af syne på en stigning, og sluttede løbet samlet som nummer to, bag Heras. Roberto Heras blev senere diskvalificeret for brug af doping, og Menchov blev udråbt som officiel vinder af 2005-Vueltaen. Han vandt også løbets kombinerede klassement.

Under 2006-Tourden vandt Menchov 11. etape, der også var den anden bjergetape på årets Tour (Tarbes til Val d'Aran-Pla-de-Beret). Han vandt etapen efter en hård spring med amerikanerne Levi Leipheimer og Floyd Landis fra henholdsvis Gerolsteiner og Phonak. Han havde gode udsigter til at slutte på podiet, men på den sidste uge satte trætheden ind, og han faldt fra en samlet tredjeplads til en sjetteplads.

22. juli: Levi Leipheimer

Levi Leipheimer (førdt 24. oktober 1973 i Butte, Montana) er en amerikansk professionel cykelrytter, der kører for Discovery Channel Pro Cycling Team. Han køret førhen for det tyske Team Gerolsteiner

Hans største resultater til dato er en samlet førsteplads i Tour of California 2007 (hvor han vandt prologen og enkeltstarten på femte etape), en samlet førsteplads i Dauphiné Liberé 2006, sejr i Deutschland Tour 2005, en tredjeplads i Vuelta a España 2001, og tre top-ti placeringer i [Tour de France]] (samlet stilling9. Han bor i øjeblikket i Santa Rosa, Californien med sin kone, Odessa.

Karriere

Tidlige år

Som skiløber fra da han var 12 til da han var 19, begyndte Leipheimer at cykle for at træne til styrtløb. Han blev professionel i 1997, og kørte for Saturn i 1998 og 1999. Han vandt de nationale enkeltstartsmesterskaber i 1999, og blev inviteret til at køre for US Postal-holdet.

2001-2003

Leipheimers gennembrud kom under Vueltaen i 2001. Han kørte exceptionelt stærkt og kørte som hjælperytter for sin kaptajn, Roberto Heras. Før den sidste enkeltstartvar Leipheimer 4 samlet, og var kun få sekunder efter sin holdkaptajn. Under den enkeltstart viste Leipheimer sit format, og sprang op på en samlet tredjeplads, foran sin egen kaptajn.

Efter sin podieplacering på Vuelta a España 2001, rekrutterede det hollandske Rabobank-hold Leipheimer som holdleder. I 2002, hans første år med det nye hold, sluttede Leipheimer som nummer otte samlet i sit første Tour de France nogensinde.

2004

Efter at Lance Armstrong havde frasagt sig sin udtagelse blev Leipheimer valgt til at repræsentere USA i landevejsløb ved Sommer-OL i Athen i 2004. han gennemførte ikke.

2005

Den 23. august 2005 vandt Leipheimer Deutschland Tour, 31 sekunder foran T-Mobiles Jan Ullrich og holdkammeraten fra Gerolsteiner, Georg Totschnig. Han konsolidere sin føring ved at sætte Jan Ullrich på fjerde etape, på turen ud af Rettenbachferner, den højeste stigning i europæisk cykelsport det år med sine 2.670 meter over havets overflade.

2006

I 2006 startede Leipheimer sæsonen stærkt og var en favorit til sejren i Tour of California i februar. Han tog da også den gyldne førertrøje på den første dag ved at vinde prologen til San Franciscos Coit Tower, og holdt den til anden etape, da George Hincapie tog føringen ved at vinde ti bonussekunder på sprinten i San José. Ved ankomsten i sin hjemby, Santa Rosa, i førertrøjen ved slutningen af første etape var meget specielt for ham med hans familie og fans i tusindvis, der hyldede ham ved ankomsten. Leipheimer forblev aggresiv gennem hele løbet (der i sidste ende blev vundet af Floyd Landis, og han vandt konkurrencen om bjergtrøjen.

Efter en flere måneders lang pause fra cykelløb, som Leipheimer hovedsalig brugte på træning ved hjemmet i Californien, startede han i juni i Dauphiné Libéré i fremragende form. Med en tredjeplads på enkeltstarten og en dominerende præstation på etapen, der endte på Mont Ventoux, tog han føringen i det samlede klassement og dermed den gule trøje, som han aldrig mistede igen. Dermed blev han den første amerikanske vinder siden Lance Armstrong vandt i 2003.

Leipheimer stod over for store forventninger forud for Tour de France 2006, især da de største favoritter det år (heriblandt Ivan Basso og Jan Ullrich) blev suspenderet få dage før starten af løbet på grund af deres indblanding i dopingsagen Operación Puerto. Dette, og Armstrongs tilbagetrækning gjorde, at ingen af de bedst placerede fra sidste års udgave af Touren stillede til start. Med sin sjetteplads i 2005 blev Leipheimer anset som en af favoritterne til dette års udgave af løbet. På trods af dette endte Leipheimer, efter en elendig præstation på den første enkeltstart, der blev kategoriseret som en af de dårligste i hans karriere, fem minutter efter den førende rytter på syvende etape, hvilket gjorde det svært for ham at nå en top 10-placering. Flere tidstab på den første bjergetape forværrede yderligere hans chancer og gjorde selv en top 20 placering svær at nå. Men med en utrolig 11. etape, med fem svære stigninger, hvor Leipheimer opnåede en flot andenplads i samme tid som vinderen af etapen, Denis Menchov, og den nye rytter i den gule føretrøje Floyd Landis. Dette resulterede i at Leipheimer avancerede fra en 58. til 13. plads, 5:39 efter Landis.

2007

Leipheimer rejste hjem til USA og sit gamle hold, Team Discovery Channel (holdnavnet skiftede da US Postal sluttede deres sponsorat af holdet. En ny aftale blev indgået med Discovery Channel i 2005.) igen i 2007. I sin første sæson fær Team Discovery Channel siden sit tilbageskift blev Leipheimer valgt som kaptajn under Tour of California 2007. Han gentog sin sejr på prologen fra forrige, vandt enkeltstarten på femte etape og havde løbets førertrøje fra start til slut, trods hård modstand fra andre ProTour-hold. I Paris-Nice 2007 hjalp han holdkammeraten Alberto Contador til sejr i den samlede stilling.

23. juli: Christophe Moreau

Christophe Moreau (født 12. april 1971 i Vervins) er en fransk cykelrytter. Han debuterede som professionel i 1995 med Festina-holdet, med hvem han fortsatte til 2000. Fra 2001 kørte Moreau for det franske hold Crédit Agricole indtil 22. juli 2005, da han bekendtgjorde, at han ville forlade holdet til fordel for Ag2r Prévoyance-holdet. Et evindeligt fransk håb er, at han kan få en høj placering i Tour de France, og Moreau havde da også nogle gode resultater tidligt i sin karriere. I 2003 og 2004 var Moreau da også den højest placerede franskmand, efter at have haft nogle uheldige år forud. Efter en række styrt var Moreau nødt til at udgå fra tre Tours i træk. Moreau har, som en god enkeltstartsspecialist og bjergrytter, normalt de laveste tider i disse discipliner i Crédit Agricole.

Moreau er kendt som "Le Chien" - fransk for "Hunden" - eftersom han altid har tungen ude, når han er under pres.

Han blev fanget i en dopingskandale tidligt i sin karriere som medlem af Festina-holdet. Under 1998-Touren, hvor han allerede var under mistanke efter positive tests i juni, blev han smidt ud af løbet.Efter at have tilstået ligesom resten af sine holdkammerater - undtagen Richard Virenque - afsonede Moreau en seks-månedes karantæne, før han vendte tilbage til cykelsporten.

I den senere del af hans karriere blev han opfattet som en ren rytter, og han fortalte journalisterne, at det havde haft en stor indflydelse på ham som rytter. "For mit vedkommende har jeg betalt for det jeg gjorde," sagde han, "og jeg ved, at jeg er kommet ud af det som en stærkere person. Det har forandret mit liv."

I Dauphiné Libéré viste Moreau stor form og stil, hvor han på anden etape angreb sammen med nogle andre med 40 km til mål. Med syv km tilbage af etapen sad Moruea alene med spanieren José Antonio Rendono, som ikke deltog meget i førearbejdet. Under spurten før målet deltog Rendono derfor ikke og dermed vandt Moreau både etapen og føretrøjen i løbet. På den efterfølgende 3. etape, som var en enkelstart, sluttede Moreau langt tilbage og mistede omkring tre minuter. Moreau angreb på stigningen til den legendariske etape til Mont Ventoux og vandt med mere end et minut til anden pladsen og over to minutter til hans værste konkurrenter i den samlede stilling. Herefter lå han på andenpladsen med 14 sekunder op til den gule trøje, som han erobrede på sjette etape og beholdt resten af løbet. To uger senere var han i samme storform og vandt dermed det fanske nationale mesterskab på landevej. Her angreb Moreau med 40 km tilbage og kom væk fra det udbrud han sad i med to andre. Han fik opbygget et stort forspring således at han vandt med over 2 minutter til anden og tredjepladsen og kunne for første gang i sin karriere kalde sig fransk mester. Selvom Moreau var en af favoriterne til at vinde mesterskabet i enkeltstart sluttede han dog langt tilbage i den konkurrence.

24. juli: Alejandro Valverde

Alejandro Valverde Belmonte (født 25. april 1980 i Las Lumbreras, Murcia er en spansk cykelrytter. I en alder af 27 år blev han udråbt til en af de mest talentfulde cykelrytter af sin generation. Valverde er en spændende rytter, idet han kombinerer flere talenter: Valverde er en god bjergrytter, og han kører en mere end fornuftig enkeltstart - og dermed er han altid en favorit i de Grand Tour-løb, han stiller op i. Men Valverde har også vist, at han kan køre i de store endagsløb mindst lige så godt, blandt andet på grund af sin sprinterevne. Derfor er han kandidat til at blive verdensmester og vinder i de forskellige klassikere.

Valverde siges at være en uheldsfugl, idet han er stået af under Tour de France to gange, mens han har siddet godt til i det samlede klassement.

Han fornavn bliver nogle gange stavet som Alexandro eller Alessandro.

Biografi

Valverde kommer fra en cykelfamilie: hans far, Valverde senior, var en amatørcykelrytter da han var yngre, og introducerede sine sønner til sporten. Alejandros første løb var i Jumilla i sin hjemregion, Murcia. Han nummer to, og det var den eneste gang, han ikke vandt et cykelløb, han stillede op i under sin skolegang.

Amatørkarriere

Gennem sin gode kørsel fik Valverde et tilbud om at komme til at køre for eliteamatørholdet Banesto, baseret i Navarra et stykke fra hans hjem. Måske på grund af udmattelsen af at måtte køre frem og tilbage hver weekend, kørte han ikke optimalt da han kørte for holdet.

Han flyttede til udviklingsholdet Kelme og blev trænet af Francisco Moya, en træner Valverde har givet det meste af æren for sine cykelevner. Kelme lovede ham også, at han kunne flytte til deres professionelle hold hvis han viste gode resultater. Ved slutningen af sin første sæson med Kelmes amatørhold, flyttede de ham til deres professionelle hold.

Professionel karriere

Valverde blev professionel i 2000, da han blev hentet til Kelmes professionelle hold. Han blev med dem til slutningen af 2004-sæsonen]], da det blev klart, at Kelme ikke fik en UCI ProTour-licens. I stedet skiftede han til Illes Balears.

Under tiden med Kelme fik han en gennembrudsår i 2003 i Vuelta a España, hvor han vandt to etaper og sluttede som nummer tre i den samlede stilling. Han vandt også Majorca Challenge det år, og sluttede sæsonen med en andenplads i verdensmesterskaberne.

I 2004 besluttede han blive hos Kelme trods holdets økonomiske problemer og tilbud fra andre hold. Han blev skadet i et styrt i Vuelta a España og blev nødt til at skyde en hvid pil efter sine ambitioner i løbet. Til slut underskrev han en kontrakt med Illes Balears-holdet i slutningen af 2004.

I 2005 vandt Valverde tiende etape af Tour de France foran Lance Armstrong, som han slog i spurten i Courchevel i Alperne (2000m - kategori 1). Efter 12. etape lå han nummer fem i den samlede stilling, 3 minutter og 16 sekunder efter Lance Armstrong. Han førte også ungdomskonkurrencen med en føring på 3 minutter og 9 sekunder til Armstrongs holdkammerat Yaroslav Popovych. Dog blev Valverde tvunget til at udgå fra løbet under 13. etape på grund af en knæskade. Valverde nåede knapt nok at blive klar til UCI verdensmesterskaberne i Madrid, Spanien. Holdets kaptajn, Óscar Freire pådrog sig en skade, og dermed blev Valverde forfremmet til kaptajn under løbet, trods hans manglende forberedelse. Han endte dog som toer bag Tom Boonen.

I 2006 vandt Valverde en etape i Baskerlandet Rundt, hvor han også vandt pointkonkurrencen og en samlet andenplads. Han vandt efterfølgende en prestigefyldt "double" i forårsklassikerne, idet han vandt La Flèche Wallonne, og fire dage senere tog han også Liège-Bastogne-Liège. Efterfølgende vandt Valverde en etape i Romandiet Rundt, hvor han også blev nummer tre samlet. Valverde planlagde også udfordre i Tour de France 2006, og han har ligeledes udtalt, at han håber, at han kan vinde løbet i fremtiden. Han tog til Pinarello-cykelfabrikken i Treviso, Italien for at optimere sine enkeltstartsever. Faktisk startede han som en af favoritterne i 2006-udgaven af Touren efter Ivan Basso og Jan Ullrichs suspendering umiddelbart før løbet. Valverde styrtede dog på tredje etape, og måtte forlade løbet på grund af brækket kraveben. Hans ambition om at vinde et Grand Tour-løb måtte derfor vente til Vueltaen senere det år.

Valverde gik ind i 2006-Vueltaen som topfavorit. Siden han ikke havde kørt hele Tour de France var han i bedre form end nogle af de andre kandidater til sejren: Mensjov (forsvarende mester) og Carlos Sastre sluttede begge i top 10 i Tour de France 2006 og det ventedes, at de begge var en smule trætte. Valverde vandt syvende etape og dominerede i bjergene, og det gav ham den gyldne førertrøje efter niende etape. Valverde tabte dog trøjen på grund af Alexander Vinokourovs aggressive køremåde. Under den sidste enkeltstart tabte Valverde igen tid til Vinokourov og blev nødt til at tage til takke med en andenplads i den samlede stilling, han anden podieplads i et Grand Tour-løb. I en alder af kun 27 er det derfor sandsynligt, at han kan tage flere podiepladser. Efter den imponerende kørsel i Vueltaen vandt Valverde endnu en stor sejr - den samlede sejr i UCI ProTour 2006, da der stadig var flere store løb tilbage - men Valverdes forspring var for stort til at blive indhentet.

Ved verdensmesterskaberne i 2006 blev Valverde set som en favorit. Han vandt dog ikke, men sluttede som treer og tog bronzemedaljen.

Han startede 2007 stærkt og vandt det samlede klassement ved Volta a la Comunitat Valenciana og Vuelta a Murcia. På fjerde etape af Vuelta a Murcia vandt Valverde sin første enkeltstart.

25. juli: Andreas Klöden

Andreas Klöden (født 22. juni 1975 i [[Mittweida, Tyskland) er en professionel cykelrytter i UCI ProTouren for Team Astana.. Hans professionelle karriere begyndte i 1998, to år efter hans bronzemedalje i U23-verdensmesterskaberne i enkeltstart, og desuden vandt han to etaper i Rheinland-Pfalz Rundfahrt i 1997. Fans hævder, at Klöden er bygget til cykelløb, eftersom han er høj, let rytter med styrke nok til en høj placering i den samlede stilling i de store løb. Kritikere mener, at han bliver skadet for let.

Han skrev kontrakt med Team Deutsche Telekom (nu T-Mobile Team) i 1998, og i sin første pro-sæson vandt han Niedersachsen Rundfahrts samlede klassement og plogoen på Normandiet Rundt. I 1999 vandt han en etape i det portugisiske Tour of Algarve. Men den første rigtig store sæson kom i 2000, hvor han efter at have vundet to store sejre i det samlede klassement i Paris-Nice og Baskerlandet Rundt, gik han videre til at vinde en bronzemedalje i Sommer-OL 2000, efter landsmanden Jan Ullrich og kazakhiske Aleksandr Vinokurov, to ryttere han fremover skulle køre flere sæsoner med på T-Mobile.

Efter denne store sæson kom tre skadeplagede sæsoner, i hvilke han ikke vandt nogle sejre. I 2004 fik han så sin genfødsel, idet han vandt de tyske mesterskaber i landevejscykling og fortsatte dermed T-Mobile/Team Telekoms sejrsstime, der går helt tilbage til Bernd Grönes sejr i 1993. Klöden holdt formen til Tour de France 2004, der begyndte en uge senere. I den Tour, hvor han begyndte som hjælperytter for Ullrich, vandt han da heller ikke nogle sejre - men blev dog nummer to samlet, efter at have taget andenpladsen fra italienske Ivan Basso på den sidste enkeltstart. Ullrich, som Klöden skulle hjælpe, sluttede som nummer fire - den eneste gang, han sluttede uden for podiet i Tour de France. Klödens placering for Ullrich i klassementet gav ham international opmærksomhed, og rygterne ville vide, at han skiftede til Team Gerolsteiner eller Illes Balears, hvor han ville være blevet holdkaptajn, men i stedet blev han på T-Mobile med Ullrich.

I 2005-sæsonen vandt han en etape i Bayern Rundfahrt. Klöden blev, såvel som holdkammeraterne Ullrich og Vinokurov, set som en af de store favoritter til sejren i Tour de France 2005, med Ullrich som det bedste bud. Klöden hjalp til T-Mobiles succes i løbet, der endte med Ullrich på en tredjeplads, og Vinokurov som nummer fem. På ottende etape i Vosges-bjergene, angreb han halvvejs oppe på dagens sidste stigning, og tog dermed bjergpointene efter at have indhentet udbryderen Pieter Weening kort før toppen. På vejen ned til målet i Geradmer, tabte han spurten i en af de tætteste spurte i Tour de France's historie (9,6 millimeter eller 0,0002 sekunder). Senere udgik han fra løbet på 17. etape i Revel, efter at have styrtet på 16. etape, hvor han brækkede en knogle i hans højre håndled.

I Tour de France 2006 var Klöden nok en gang en af favoritter til den samlede sejr, da hans ven Ullrich og rivalen Basso begge blev udelukket før starten. Vinokurov deltog heller ikke i denne Tour på grund af hans holdkammeraters dopingskandale, der forårsagede hans hold Team Astana til at miste så mange ryttere, at man ikke kunne stille op med de påkrævede seks ryttere. Efter en noget svag start i de første bjergetaper, viste Klöden dog formen i Alperne, hvor han kravlede op på en samlet tredjeplads foran Carlos Sastre. På 11. etape til Pla D'Beret blev Klöden sat af favoritgruppen og tabte omkring 1:30, og det kostede dyrt. På 15. etape kom han dog stærkt igen, idet han satte alle favoritterne, undtagen den senere vinder Floyd Landis. På 16. etape kørte Klöden igen godt, og sluttede som nummer 4 på etapen. På 17. etape gik han dog ned igen på Col du Joux Plane, med kom igen på nedkørslen, hovedsagligt på grund af den hjælp, han fik fra holdkammeraten Patrik Sinkewitz.

Den 27. august 2006 annoncerede Klöden, at han ville køre for [[Team Astana i 2007.Denne udmelding kom som noget af et chok for cykelverdenen, fordi Klöden, trods sit store talent, med stor sandsynlighed ville komme til at køre som hjælperytter for det Vinokurov-basede mandskab. Team Astana, og dermed Klöden, trak sig formelt fra Tour de France 2007 den 24. juli, da Vinokurov havde afgivet en positiv dopingtest.

26. juli: Michael Rasmussen (kun biografi)

Rasmussen begyndte sin cykelkarriere som mountainbike-rytter, og han vandt verdensmesterskabet i disciplinen i 1999 før han blev stagiare hos det professionelle cykelhold CSC-Tiscali i 2001. Her sikrede han sig en et-årig kontrakt til 2002-sæsonen, og efter en række gode resultater i august og september, deriblandt hans første professionelle sejr, skiftede han CSC-Tiscali ud med Rabobank-holdet til 2003-sæsonen.

Hans første Tour de France var i 2004, hvor han hverken vandt en etape eller den prikkede bjergtrøje, der gik til Richard Virenque. Siden da har han bedt sit hold om lov til at træne fuldstændig alene og kun køre Touren i 2005, hvilket han fik lov til.

Ved Tour de France 2005 viste hans træning sig at bære fugt, da han tog føringen i bjergkonkurrencen på 8. etape. Den næste dag vandt han 9. etape efter et soloridt på 75% af etapen, idet han stak af fra feltet efter allerede tre kilometer og forblev i front hele vejen til målstregen 168 kilometer senere. Han kørte først over den første kategori 1 stigning i dette års Tour, Ballon d'Alsace. I Tour de France 2005 (20. etape), en enkeltstart, var katastrofal for ham: han tabte sin samlede tredjeplads efter et styrt efter 4 kilometer, to cykeludskiftninger, to hjulskift og et styrt i en grøft. Efter det første fald mistede han troen på sig selv og hans evne til at køre nedkørsler (sagde Rabobanks sportsdirektør Erik Berukink). Rasmussen sluttede som nummer 77 den dag, og faldt fra en 3. til en samlet 7. plads. Dog var det kun nødvendigt for ham at gennemføre etapen næste dag for at kunne kalde sig vinder af den prikkede bjergtrøje.

Efter 20. etape blev han set på sin cykel alene på en hovedlandevej. Rasmussen sagde, at han gjorde det for at få styr på tankerne efter det, der var sket den dag. Efter at have sikret sig den prikkede bjergtrøje i 2005-Touren, kørte han ikke blot med trøjen, men også en prikket hjelm, shorts, handsker og sokker - og på den sidste etape kørte han endda på en prikket cykel lavet af Ernesto Colnago, grundlægger af Colnago-firmaet.

I Tour de France 2006 sluttede han fornuftigt i det samlede klassement, men var ikke holdleder, da den ære gik til russiske Denis Mensjov. Rasmussen vandt dog alligevel den prikkede trøje for andet år i træk, og vandt 16. etape i processen. På den etape stak han af sted fra feltet efter kun 4 kilometer og tog "Souvenir Henri Desgrange", en pris, der gives til den første rytter over det højeste bjerg i hver Tour) på Col du Galibier (2645 m). Prisen var 5000 euro. Han førte over alle bjergene og vandt 16. etape med over et minut ned til den nærmeste forfølger, Carlos Sastre fra Team CSC. I Paris vandt han den sidste prikkede bjergtrøje i dette års Tour, mens han bar sin nyligt fødte søn, der var iklædt i en prikket trøje og kasket.

Under Tour de France 2007 vandt han 8. etape fra Le Grand-Bornand til Tignes, hvor han tog både den gule og den prikkede trøje. Den 25. juli havde han en føring i det samlede klassement på 3:10 til Alberto Contador på andenpladsen. Med kun fire etaper tilbage var han derfor topfavorit til at vinde den gule trøje i Paris. Den aften blev han dog suspenderet fra løbet og fyret af sit hold, Rabobank, for at "have brudt de interne regler på holdet" (de havde fundet ud af, at han havde løjet om sit opholdssted op til Tour de France).