Schweiz
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Schweiz (eller Svejts, tysk: Die Schweiz, fransk: Suisse, italiensk: Svizzera, rætoromansk: Svizra, latin: Helvetia) er en indlandsstat i centraleuropa. Landet grænser mod nord til Tyskland, mod øst til Liechtenstein og Østrig, mod syd til Italien og mod vest til Frankrig. Landets fulde navn er formelt Schweizerische Eidgenossenschaft (fransk Confédération suisse, ital. Confederazione Svizzera, rætoromansk. Confederaziun svizra). For at undgå identificering med et af landets fire sprog bruges desuden også det latinske navn Confœderatio Helvetica.
Schweiz har eksisteret som en løs konføderation siden det 13. århundrede. I følge landets nationalmyte grundlagdes staten den 1. august 1291 på en eng i Rütli ved en besværgelse. I sin nuværende form er Schweiz en føderal forbundsstat dannet med forfatningen af 1848. Siden 1979 består den af 26 kantoner. Befolkningstallet i Schweiz er på 7,5 mio., hvoraf 20 procent er udlændinge. Schweiz er hverken sprogligt eller konfessionelt en enhed: De officielle sprog i landet er tysk, fransk, italiensk og rætoromansk; 41 procent af schweizerne er romerskkatolsk og 40 procent er protestantisk. Schweiz' udenrigspolitiske neutralitet er siden Wienerkongressen i 1815 anerkendt folkeretligt. Landet er i dag medlem af EFTA, Europarådet, Verdenshandelsorganisationen og FN. Schweiz er med en BNI per indbygger på 58.000 schweizerfranc (289.000 kr.) et af de økonomisk stærkeste lande i verden. Tre fjerdedele af de erhvervsaktive er beskæftiget i serviceerhverv.
Hovedstaden er Bern mens den største by er Zürich. Flere internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, f.eks. det Internationale Røde Kors og den Olympiske Komité, ligesom FN har sæde i Geneve.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Etymologi
Navnet Schweiz kommer fra Schwyz, der var den ene af de tre oprindelige områder i edsforbundet, og i dag er navnet på en af kantonerne. I edsforbundenes krige mod Habsburgerne spillede tropperne fra Schwyz en vigtig rolle. Samtidig havde schwyzerne en stor betydning for den europæiske forretning med lejesoldater. Efter slaget ved Sempach i 1386 blev navnet "Swiz" eller "Sweiz" legedarisk: tyske og østrigske historikere benyttede nu denne betegnelse for alle i edsforbundet. Det første vidnesbyrd om dette findes i et retsdokument fra Sigismund i 1415, hvori "Schweizere" omtales.
Medlemmerne af edsforbundet anvendte imidlertid ikke navnet før efter afslutningen af Schwaben-krigen i 1499, hvor de begyndte at anvende navnet i trods mod det andre brugte som skældsord for edsforbundet. Officielt benyttede man dog fortsat betegnelsen "edsforbund". Først i det 18. århundrede begyndte historikeren Johannes von Müller et betegne edsforbundets indbyggere som "schweiziske edsforbundsmedlemmer" - Schweizerische Eidgenossen. I 1803 blev begrebet først gang anvendt i forfatningen og dermed officielt anerkendt.
Betydningen af navnet Schwyz er ukendt, og da det ikke muligt at forklare navnets betydning ud fra alemannisk eller latin, skal oprindelsen til navnet sandsynligvis findes fra tiden før romerne bosatte sig i området. Historikere fra det 15. og 16. århundrede beretter, at folket fra Schwyz var indvandret fra nord på grund af en stor hungersnød. Sagnet fortæller, at Suit besejrede sin bror Schejo i en tvekamp, og at han derfor måtte lægge navn til det nyerhvervede land. I 972 har man første vidnesbyrd på en by, der kaldes Suittes. Navnet kan muligvis stamme fra gammel højtysk suedan, der betyder "at brænde", hvilket kan referere til skovrydningen for at gøre plads til bebyggelsen.
[redigér] Historie
Uddybende artikel: Schweiz' historie.[redigér] Før-historie
Efter Romerrigets fald bosatte burgundere og alemannere sig indenfor det nuværende Schweiz' område, men blev sidenhen fortrængt af keltere. Indtil 746 underkastede befolkningsgrupperne sig frankerne og området var en del af Frankerriget. Ved Frankerrigets deling blev det schweiziske område en del af karolingernes østfrankiske rige, som senere blev til det Tysk-romerske rige. Området hørte for størstedelens vedkommende til stamhertugdømmet Schwaben og til Kongeriget Burgund.
[redigér] Det gamle edsforbund
De tre urkantoner eller såkaldte Waldstätte Uri, Schwyz og Unterwalden sluttede sig i 1291 sammen i et forbund efter Rudolf 1. af Habsburgs død, for at beskytte deres "gamle friheder". Forbundet blev besejlet med det såkaldte Bundesbrief, der er dateret i begyndelsen af august 1291. I følge legenden skete besværgelsen af forbundet på Rütli, der er en bjergeng ved Utlisøens vestbred. Legenden blev for alvor udbredt i schweizernes bevidsthed, da Friedrich Schiller i 1804 offentliggjorde teaterstykket "Wilhelm Tell". I det 19. århundrede blev datoen 1. august 1291 anset som grundlæggelsen af det gamle edsforbund og dermed fastlagt som den schweiziske nationaldag.
Det dårlige forhold mellem edsforbundets medlemmer og Habsburger-huset stammer fra det tyske kongevalg den 25. november 1314, da wittelsbacheren Ludwig af Bayern og habsburgeren Frederik den smukke samtidig blev valgt til tysk-romersk konge. Edsforbundet holdt på Ludwig af Bayern, og sammen med dette blev et overfald på klosteret Einsiedeln i Schwyz bevæggrund for, at Leopold 1. af Østrig begyndte et krigstogt gennem edsforbundet, der dog endte med et nederlag for ham i Morgarten-slaget. For at beskytte deres selvstændighed overfor habsburgerne, tilsluttede Luzern, Zürich, Glarus, Zug og Bern i det 14. århundrede sig til det gamle edsforbund.
Det kom til flere sammenstød med habsburgerne: i 1386 ved Sempach og i 1388 ved Näfels lykkedes det for edsforbundet at slå flere habsburgske ridderhære. I 1415 erobrede de sågar det habsburgske stamland Aargau. En strid om toggenburgernes arverettigheder førte 1436-1450 til krig mellem Zürich og de øvrige forbundsmedlemmer, og Zürich kom som følge heraf i forbund med Habsburg. Da habsburgerne på grund af store tab måtte trække sig tilbage ved et slag ved St. Jakob an der Birs i 1444, var Zürich tvunget til at vende tilbage til edsforbundet. Et slag om Thurgau endte med, at herug Sigismund af Tyrol den 11. juni 1474 i en fredstraktat måtte anerkende edsforbundet som en selvstændig stat. I 1474 slog edsforbundet Karl 1. af Burgund. Bern og Fribourg ekspanderede i det tidligere savoyisk og burgundisk kontrollerede Vaud, som de i 1536 helt erobrede.
Den militære sejr over burgunderne styrkede edsforbundet, der modsatte sig kejser Maximilian I.'s rigsreform. Maxilians forsøg på at få edsforbundet til at forføje sig i Schwaben-krigen, endte i 1499 med Freden i Basel. Flere kantoner trådte ind i edsforbundet, der indtil 1513 blev udvidet til tretten områder.
Ekspansionen af edsforbundet ned mod øvreitalien skete for at sikre alpepassene. Herved blev edsforbundet involveret i den komplicerede italienske krig mellem Habsburg, Frankrig, Republikken Venedig, paven, Spanien og de forskellige italienske magthavere. Schweizergarden stammer også fra denne tid, som Pave Julius 2. grundlagde i 1506. Indtil 1513 lykkedes det edsforbundet at erobre det nuværende Ticino og Milano. Efter nederlaget mod Frankrig i Slaget ved Marignano i 1515 sluttede den militære dominans i øvreitalien. Myten om schweizernes uovervindelighed var modbevist, og det førte til en indbyrdes uenighed blandt edsforbundets områder. Fra 1515 var kunne man således ikke udøve en effektiv udenrigspolitik, og der begyndte en fase af inaktivitet, som senere skulle benævnes "neutralitetspolitik".
[redigér] Reformationen
Synoden i Basel fra 1431 og etableringen af byens universitet i 1460, gjorde den til center for filosofi og humanisme. Basel tiltrak intellektuelle berømtheder som Erasmus af Rotterdam, hvilket skulle lægge kimen til den schweiziske reformation. En af Erasmus' elever var Ulrich Zwingli, som efter den katolske kirkes opfattelse var kommet for langt vær fra Bibelens lære.
I 1518 blev Zwingli valgt til præst i Grossmünster i Zürich. I begyndelsen af 1520'erne satte han gang i den schweiziske reformation og fik hurtigt støtte fra indbyggerne og det politiske styre. Dette førte til store forandringer i byens styrelse. Reformationen spredte sig til fem andre kantoner, mens de sidste fem kantoner holdt fast i den katolske tro. Dette førte til borgerkrige i 1529 og 1531, hvor Zwingli faldt på slagmarken.
Reformationen førte til store omvæltninger i kirkelivet. Kirkens ejendomme blev beslaglagt til fordel for verdslige myndigheder, samtidig med at Bibelen blev oversat til tysk og kirkens ritualer blev indskrænket. Samtidig blev lejesoldater forbudt i de reformerte kantoner. Senere udviklede Jean Calvin refomationen videre, og Schweiz blev herefter et fristed for franske Hugenotter og andre protestanter, som flygtede fra undertrykkelse. Dette førte en stor økonomisk og kulturel udvikling med sig.
Under Trediveårskrigen var Schweiz relativt fredeligt og stabilt, særlig på grund af at de europæiske stormagter var afhængig af scheiziske lejesoldater. Graubünden, der endnu ikke var med i konføderationen, deltog imidlertid i krigen fra 1620. Dette førte til at området Valtellina blev tabt i 1623.
[redigér] Ancien Règime
Ved den westfalske fred i 1648 anerkendte stormagterne Schweiz' uafhængighed af det Tysk-romerske Rige.
I perioden der senere der blevet kendt som Ancien Règime, blev magten i højere og højere grad koncentreret omkring nogle få store familier i hver kanton, som satte de valgte byråd ud på en sidelinje. Det autoritære styre førte til flere oprør. "Den schweiziske bondekrig" opstod som følge af en devaluering i Bern i 1653, og spredte sig hurtigt til andre kantoner. Oprøret blev efterfølgende slået ned, men frygten for nye opstande gjorde at magthaverne satte gang i en række refomer.
I et længere perspektiv førte bondekrigen til at Schweiz undgik enevældet, som satte igennem med fuld styrke andre steder i Europa. Trods dette var der store forskelle mellem styreformerne i kantonerne på denne tid. I Bern fortsatte det autoritære styre, mens landkantonerne var relativt demokratiske, hvor vigtige sager blev afgjort ved folkemøder, hvor alle voksne mænd havde stemmeret. Andre byer som f.eks. Basel blev styret af de store lav.
1700-tallet var præget af en voksende industrialisering, hvor Schweiz bl.a. blev kendt for sine urmagere og sin metallurgiindustri. Tekstilindustrien vokede også hurtigt, og i slutningen af 1700-tallet var hele 25 procent af arbejdsstyrken beskæftiget i industrivirksomheder.
[redigér] Den helvetiske republik
På trods af økonomisk magt var Schweiz dårligt rustet til at stå imod urolighederne i kølvandet på Den Franske Revolution. De schweiziske alpepas og handelsruterne var vigtige for Frankrig, og efter at Napoleon Bonaparte havde erobret Italien, satte han kursen nordover i foråret 1798. Bern faldt i marts måned, hvilket skulle blive slutningen på den schweiziske føderation.
Under fransk beskyttelse blev "Den Helvetiske Republik" etableret, og selv om denne kun skulle eksistere i fem år, introducerede den radikale reformer. Den nye grundlov gav indbyggerne mange nye rettigheder og var baseret på den radikale franske grundlov. Schweiz fik ny en centraliseret styreform, hvilket mødte protester fra mange kantoner, som var vant til en stor autonomi. Dette førte til borgerkrig, hvilket fik Napoleon til at intervenere og genoprette det lokale selvstyre. Kantonerne blev samtidig tvunget i en alliance med Frankrig, og tusindvis af schweizere kom i Napoleons armé.
Efter Napoleons fald blev der foretaget nogle grænsejusteringer på Wienerkongressen, men Schweiz kom relativt godt ud af forhandlingerne. Selv om enkelte områder måtte afstås til Østrig, blev det kompenseret ved at Wallis, Neuchâtel og Genève kom med i føderationen. Samtidig garanterede de europæiske stormagter for Schweiz' neutralitet.
[redigér] Det moderne Schweiz opstår
Efter afslutningen af Napoleonskrigene kom Schweiz ind i en periode præget af stor økonomisk vækst. Nye metoder i landbruget øgede madvareproduktionen drastisk, samtidig med at tekstilindustrien blev mekaniseret. I denne periode begyndte også de første turister at besøge Schweiz, særligt fra England.
1830-revolutionen i Frankrig inspirerede til krav om en ny og liberal konstitution. I flere kantoner måtte de styrende klasser giver efter, selv om de konservative holdt stand flere steder. En ny grundlov blev udformet, men en øget polarisering mellem kantonerne gjorde, at den aldrig blev vedtaget. Urolighederne blussede op igen i 1840'erne, og i 1847 endte stridighederne i en egentlig borgerkrig. Borgerkrigen varede imidlertid kun 25 dage, og de katolske konservative kantoner tabte klart. I 1848 blev der derfor vedtaget en ny grundlov, der i hovedtræk fortsat er gældende. Kantonerne fik igen et omfattende selvstyre, og et nyt føderalt parlament blev oprettet efter forbillede fra den amerikanske kongres. Bern blev valgt til ny hovedstad, og kantonerne koordinerede vigtige områder som postvæsen, toldsatser og udenrigspolitik.
I 1847 åbnede landets første jernbanelinje mellem Zürich og Baden. Al jernbaneudbygning skete i privat regi, hvilket førte til at Schweiz allerede i 1876 havde et stort men meget lidt samordnet jernbanenet på hele 2.000 kilometer. I 1898 blev det ved en folkeafstemning vedtaget at nationalisere jernbanerne, og i 1902 blev Schweizerische Bundesbahnen dannet. Vigtige tunneler stammer også fra denne tid, blandt andet en jernbanetunnel, som gjorde det gamle St. Gotthard-pas overflødigt.
[redigér] Verdenskrigene
Det lykkedes Schweiz at holde sig neutral inden 1. verdenskrig, men krigen førte til gnidninger mellem de tysktalende og fransktalende dele af landet. Samtidig blev arbejderklassen mobiliseret til neutralitetsvagt, men uden økonomisk kompensation. For erhvervslivet gik krigen imidlertid bedre, da øgede priser på verdensmarkedet og store eksportmuligheder til Tyskland og Frankrig gjorde, at handelsbalancen hurtigt ændrede sig i schweizernes favør.
I november 1918 førte situationen til arbejderopstande flere steder i landet. Regeringen, der var bekymret for en revolution som i Rusland, indsatte loyale tropper fra bondestanden. Oprøret blev slået ned, men førte til dyb mistillid mellem bønder og arbejdere i generationer fremover. Nogle af arbejdernes krav blev imidlertid taget til følge, og der blev indført 48-timers arbejdsuge og et proportionalt valgsystem.
Depressionen skabte store problemer i Schweiz, da industrieksporten blev lammet. Samtidig spredte bankkrisen sig til landet, og arbejdsløsheden nåede nye højder. I modsætning til nabolandene førte krisen imidlertid ikke til større tilslutning til ekstremistiske partier, blandt andet fordi arbejdsgivere og fagforeninger gik sammen for at løse krisen. Dette førte til en social stabilitet, som ikke gav kommunister og fascister de samme muligheder som i blandt andet Tyskland.
Efterhånden som de totalitære nabolande begyndte at føre en aggressiv udenrigspolitik uden at vestmagterne så ud til at reagere, begyndte schweizerne at skabe et godt forhold til Hitler og Mussolini. Schweiz var det første land der anerkendte Italiens annektion af Etiopien og Francos regering i Spanien. Den tyske Anschluss af Østrig fik imidlertid Schweiz til at gå tilbage til neutralitetslinjen. Samtidig begyndte Schweiz at opruste forsvaret, da selv de forsvarsskeptiske socialdemokrater så de truende farer.
Efter Frankrigs fald i 1940 var Schweiz fuldstændig omgivet af Tyskland og tyskallierede. Stærke kræfter i schweizisk politik var parat til at "indse realiteterne" og samarbejde med de da tilsyneladende uovervindelige tyskere. Men militæret under ledelse af Henri Guisan ville det anderledes. På kort tid fik Schweiz bygget et netværk af bjergfæstninger, og store mængder ammunition og våben blev deponeret i Alperne. Ideen var at afskrække Tyskland fra invasion, hvilket lykkedes for schweizerne. Samtidig tjente både Tyskland og Schweiz på handel under krigen, hvilket også gjorde, at Hitler ikke havde grund til at invadere Schweiz. I eftertiden har Schweiz fået meget kritik for sin handel med Nazi-Tyskland, da betalingen ofte skete med guld røvet fra okkuperede centralbanker og til en vis grad fra koncentrationslejrfanger.
[redigér] Efterkrigstiden
Efter krigen var flere allierede lande skeptiske overfor Schweiz på grund af handelen med Tyskland. I 1946 blev Schweiz af de vestallierede, og særligt USA, tvunget til at tilbagebetale 250 mio. francs til de okkuperede centralbanker. Schweiz valgte at stå uden for FN og holdt linjen med streng neutralitet.
I 1959 indførte man den såkalde trylleformel (Zauberformel) (se politik-afsnittet), som gav regeringen en unik arbejdsro til at gennemføre en langsigtet politik, som har medført en lav arbejdsløshed og en jævn økonomisk vækst gennem det meste af efterkrigstiden.
I 1970'erne blev det schweiziske samfund mere liberalt og moderne. I 1971 fik kvinder stemmeret til føderal valg (men i Appenzell Innerrhoden fik kvinder ikke stemmeret før i 1990. Samtidig blev den stive ægteskabslovgivning blødt op, og fra 1981 garanterede et grundlovstillæg lige rettigheder for mænd og kvinder.
Den stærke schweiziske økonomi tiltrak mange immigranter i 1980'erne, blandt andet fra Jugoslavien og Tyrkiet, hvilket har givet en vis modstand mod indvandring i den schweiziske befolkning, og Schweizerische Volkspartei har opnået stor tilslutning bl.a. på grund af dette.
[redigér] Geografi
Uddybende artikel: Schweiz' geografi.
Schweiz grænser mod nord til Tyskland (345,7 km grænse), mod øst til Liechtenstein (41,1 km) og Østrig (165,1 km), mod syd til Italien (734,2 km) og mod vest til Frankrig (571,8 km). Mod nordøst udgør Bodensøen en del af grænsen og mod sydvest ligger Genevesøen som grænse. Schweiz har en samlet grænselængde på 1.857,9 km. Rhinen danner østgrænse mod Liechtenstein og Østrig, og Jurabjergene ligger på grænsen til Frankrig.
Schweiz kan opdeles i fem geografiske områder, som har store klimatiske forskelle: det rå landskab i Jurabjergene, det lave dels bakkede landskab Mittelland, foralperne som udgør overgangen mellem mittelland og Alperne, Alperne samt alpesydsiden, hvor vejret ofte adskiller sig fra vejret på alpernes nordside.
38 % (14.813 km²) af arealet i Schweiz udnyttes til landbrug, 30,4 % (12.522 km²) består af skov. 5,8 % (2.418 km²) af landets areal er bebygget, mens 25,5 % (10.531²) - fortrinsvis i bjergene - er uproduktivt naturområde.
Den maksimale længde nord-syd er 220 km, og den maksimale længde vest-øst er 348 km.
[redigér] Geologi
Den geologiske struktur i Schweiz er i hovedtræk opstået gennem den fra Afrika løsrevne adriatiske mikroplades kollision med Europa. Geologisk opdeles Schweiz i fem hovedregioner: Alperne består i sin kerne af granit, Jurabjergene der er yngre foldebjerge af kalksten. Mellem Jura og Alperne ligger det dels flade dels bakkede Mittelland. Hertil kommer Posletten og Oberrhein-dalen omkring Basel.
[redigér] Bjerge
I Schweiz findes mere end 74 bjerge, der er over 4.000 m høje. Heraf befinder 55 sig helt i Schweiz og over 19 ligger langs grænsen til Italien. De tolv højeste bjerge i Schweiz befinder sig i Wallis-Alperne. Det højeste bjerg her er Dufourspitze i Monte Rosa-massivet med 4.634 m.o.h. Dafourspitze er samtidig det højeste punkt i Schweiz, selvom det delvis befinder sig på italiensk territorium. Det højeste bjerg, der helt ligger på schweizisk territorium, er bjerget Dom i Wallis-Alperne med en højde på 4.545 m.o.h. Schweiz' kendteste bjerg i udlandet er Matterhorn (4.478 m.o.h.), der ligeledes ligger i Wallis-Alperne.
De mest markante punkter i østalperne er Piz Bernina (4.049 m.o.h.), der er det østligste bjerg over 4.000 m i Alperne, og Piz Palü (3.901 m.o.h.).
I foralperne er bjergene mindre. Kendte punkter er her bjerget Pilatus ved Luzern (2.132 m.o.h.), Mythen (1.898 m.o.h.), Rigi (1.797 m.o.h.) samt Säntis (2.502 m.o.h.).
De største bjerge i Jurabjergene ligger i Frankrig. Det højeste jurabjerg i Schweiz er Mont Tendre med 1.679 m.o.h.
[redigér] Søer og floder
Schweiz har på grund af sin topografiske struktur og et landskab skabt af istidens mange gletsjere omkring 1.500 søer, hvoraf hovedparten er små bjergsøer. Den største sø i Schweiz er Genevesøen med 580 km² på grænsen til Frankrig. 60 % af søen ligger i schweizisk territorium. Bodensøen på grænsen til Tyskland og Østrig er med sine 536 km² lidt mindre. Grænserne i Bodensøerne er ikke fastlagt, men 24 % af søens bred er beliggende i Schweiz. Lago Maggiore på grænsen til Italien, hvoraf 19 % ligger indenfor schweizisk territorium, er med sine 193 m.o.h. det laveste punkt i Schweiz. De største søer, der udelukkende ligger på schweizisk territorium, er Neunburgersee (215 km²), Vierwaldstättersee (114 km²) og Zürichsee (88 km²).
To af Europas store floder, Rhinen og Rhône, har deres udspring i Schweiz. De udspringer begge fra Gotthardmassivet. Flere af Europas vandskel går gennem Schweiz og deler løbene mod Nordsøen, Middelhavet og Sortehavet.
Rhinen dannes ved de to vandløb Vorderrhein og Hinterrhein, der løber sammen ved Reichenau i kantonen Graubünden. Vorderrhein udspringer i det østlige Gotthardmassiv, mens Hinterrhein udspringer i den sydligere beliggende Rheinwald i nærheden af San Bernadino passet. Rhinen flyder fra Reichenau i nordlig retning gennem Rhindalen og danner grænse til Liechtenstein og det østrigske forbundsland Vorarlberg for derefter at løbe ud i Bodensøen.
Ved Konstanz løber Rhinen videre i vestlig retning og danner for en stor del grænse til Tyskland. Ved Schaffhausen danner floden centraleuropas største vandfald, Rheinfall. Videre løber Rhinen gennem Basel og forlader derefter Schweiz i nordlig retning og udmunder i Nordsøen.
Rhône udspringer i den vestlige side af Gotthardmassivet og flyder gennem kantonen Wallis til Genevesøen. Fra søens vestlige side flyder floden videre gennem byen Geneve og forlader derefter schweizisk territorium og flyder videre mod udløbet i Middelhavet.
Med undtagelse af søerne i Engadin og Ticino udmunder alle søer og vandløb i Schweiz i Rhinen eller i Rhône. Inn udspringer syd for Sankt Moritz i Engadin. Den flyder gennem Silsersee og Silvaplanersee i østlig retning og forlader Schweiz ved Vinadi. Derefter flyder den bl.a. gennem de østrigske byer Landeck og Innsbruck og munder ud i Donau i Passau i Bayern. Donau udmunder i Sortehavet. Floden Ticono, der har lagt navn til kantonen af samme navn, udspringer i det sydlige Gotthardmassiv og flyder mod syd til Lago Maggiore, hvor den forlader Schweiz for at udmunde i Po, der udmunder i Middelhavet.
Indenfor Schweiz er Rhinen med 375 km den længste flod, efterfulgt af Aare med 195 km. Rhône har en samlet længde på 264 km i Schweiz.
[redigér] Klima
Nord for Alperne hersker et tempereret mellemeuropæisk klima, syd for alperne er klimaet med mediterrant. Regionalt er klimaet imidlertid meget forskelligt. Dette er betinget af højderne og geografisk placering.
Grundlæggende hersker der fra Jurabjergene over Mittelland og foralperne/Alperne et nogenlunde ens vejr, mens der i Sydschweiz kan herske et fuldkommen andet vejr.
Mens regnmængderne i det indre Schweiz, i Alperne og i Ticino ligger gennemsnitligt omkring 2.000 mm om året, er regnmængden i Wallis kun 550 mm årligt. Det tørreste sted i Schweiz er Ackersand med 521 mm om året i gennemsnit. I Mittelland er regnmængden omkring 1.000-1.500 mm. Med undtagelse af Rhônedalen er nedbørsmængderne om sommeren omkring dobbelt så store som om vinteren. Således er månedsmiddelregnen i Zürich i januar 73 mm og i juni 131 mm. Månedsmiddelnedbøren i Sion i Rhônedalen er derimod 40 mm i juli og 61 mm i januar. Afhængig af højderne falder meget nedbør som sne. Først og fremmest i Alperne og foralperne, hvor der i månedsvis kan ligge et tæt snelag. Til sammenligning sner det sjældent i regionerne omkring Genf og Basel samt i Sydticino, hvor der også kan være vintre uden snedække.
Temperaturerne i Schweiz er ligeledes afhængig af højderne. Tendensen viser, at temperaturerne er lidt højere i vest end i øst (omkring 1° C). Generelt ligger temperaturen i de koldeste måneder mellem -1 til +1° C. I juli, som er den varmeste måned, ligger temperaturen omkring 16 til 19° C. Den gennemsnitligt varmeste by er Locarno-Monti med et årsgennemsnit på 11,5° C; det koldeste sted er Jungfraujoch med -7,5° C. Varmerekoden er sat i Grono med 41,5° C den 11. august 2003, mens kulderekorden med -41,8° C er sat i La Brévine den 12. januar 1987.
Mens hagl er sjældent i Alperne, i Romandie og i Ticino, var intensiteten i perioden 1999–2002 på sit højeste i Emmental, Laufental og i Toggenburg. Her haglede det i årsgennemsnit indtil 60 minutter. I andre regioner begrænser hagl sig til mindre end 30 minutter om året.
Tåge er udbredt i hele Mittelland. Den er særlig hyppig langs Aare, den nordlige del af Reuss og i Thurgau, hvor den først og fremmest optræder om efteråret, men også om vinteren og det tidlige forår, ofte i flere uger.
Fønvind forekommer hyppigt i Schweiz (dog sjældent i jurabjergene) ligesom den kolde Bise-vind (som regel ikke i Sydschweiz). Den højest målte vindhastighed er 285 km/t (Jungfraujoch, 27. februar 1990).
Kendte former for naturkatastrofer i Schweiz er laviner og oversvømmelser.
[redigér] Flora og fauna
30 procent af Schweiz' landområde er dækket af skov. I Alperne dominerer nåleskov (ædelgran, rødgran, lærk, Cembra-Fyr). Skovene i Alperne har en vigtig funktion som værn mod laviner og mod højvande (idet skoven opfanger regnmængderne og afgiver dem langsomt igen). I Mittelland, Jura og på alpesysiden under 1.000 m vokser løvskov. I Ticino findes som en regional særhed udbredte kastanjeskove.
I Schweiz findes anslået omkring 40.000 dyrearter, hvoraf ca. 30.000 er insekter. Kun omkring 9.500 af disse 40.000 arter er beskrevet.
Der findes kun 83 pattedyrarter, hvoraf den største del er flagermus og andre små pattedyr. Alle store rovdyr er forsvundet i Schweiz indenfor de seneste hundreder år. I dag har man erkendt vigtigheden af rovdyrene i et sundt økosystem og har stillet los, ulve og bjørne under naturbeskyttelse. Lossen er genindført i Schweiz og strejfer nu omkring i Jurabjergene og i Alperne. Ulven er indvandret fra Italien og Frankrig. I den sydøstlige del af Graubünden har man siden 2005 kunnet møde brune bjørne på schweizisk territorium, dog uden at de tilsyneladende har villet opbygge en population. Det hyppigste rovdyr er rød ræv, som også trives i byerne. Ræve var ofte bærere af rabies, men takket være en stor indsats har der ikke været tilfælde af rabies i Schweiz i mange år. Grævling bor ofte sammen med ræve i de samme huler, hvorfor de led stærkt under forfølgelsen af ræve. Ved siden af lossen findes der også populationer af vildkatte i Jura. Odder (dyr) er forsvundet fra Schweiz siden 1990, hvor hovedgrunden antages at være vandets tilstand med formindskelse af fiskebestanden. Husmår findes ofte i beboede områder, mens skovmåren er mere sjælden og er sky overfor mennesker.
For hovdyrenes vedkommende er mange arter også forsvundet fra Schweiz, f.eks. europæisk bison og Elg. Alpestenbuk er genindført i Schweiz, og den lever nu i Alpernes højområder. I den sydvestlige del af Wallis (Unterwallis) findes to kolonier af europæisk mufflon, der er indvandret fra Frankrig. Gemse er almindelig i højtliggende regioner af Alperne og Jura. Største hjorteart er Kronhjort, mens den mindste hjort er dådyr. Dådyret er samtidig den hyppigst forekommende hjorteart og lever i Mittelland og Jura. I det zürcherisch-schaffhausische grænseområde ved Rafzerfeld findes der sikahjort. Under 2. verdenskrig slap en flok ud af en afspærring i Sydtyskland, og denne har nu bredt sig til Schweiz. I nogle regioner er vildsvin også hyppigt forekommende. Blandt gnavere er Bæver blevet genindført til Schweiz.
De mange schweiziske søer og floder er vigtige leve- og overvintringsområder for landets mange fuglearter. Her overvintrer årligt tusinder af troldænder, taffelænder og rødhovede ænder samt blishøns, laksænder og toppede lappedykkere. Indenfor Falke-ordenen er frem for alt Tårnfalk og Musvåge almindelig, men også rød- og sort glente forekommer regelmæsigt. Også bestanden af duehøg og spurvehøg er genskabt og nu stabil. Den udryddede lammegrib er udsat i den Schweiziske Nationalpark og i 2007 rugede tre par for første gang i Schweiz.
Af fasanfugle lever hjerpe, fjeldrype, urfugl og tjur i Alperne og i Jura. Bestanden af tjur er imidlertid truet af såvel alpeturisme som af skovdrift, og fuglen er forsvundet fra mange områder af Foralperne og Jura. Agerhøne, Engsnarre og storspove er andre fugle, der er truet i Schweiz.
I Schweiz lever mange ugler såsom natugle, skovhornugle, stor hornugle, spurveugle samt perleugle og slørugle. I de gamle bjergskove lever mange spætter. Spurvefugle er rigt repræsenteret.
Blandt krybdyr er der mange slanger, der holder af at være i de solrige sydlige alpedale, f.eks. den giftige aspishugorm. I højområderne i Alperne og Jura lever endvidere den giftige hugorm. Mere almindelig og udbredt er dog de ugiftige slanger såsom snog og rudesnog. I visse lave søer forekommer også europæisk sumpskildpadde.
Padder er meget udbredt, og butsnudet frø, skrubtudse og bjergsalamander er alle hyppigt forekommende.
[redigér] Demografi
Uddybende artikel: Schweiz' demografi.| Gennemsnitligt befolkningstal if. Statistik Schweiz[1] |
|
|---|---|
| År | Indbyggere |
| 1861 | 2.533.077 |
| 1870 | 2.673.468 |
| 1880 | 2.840.501 |
| 1890 | 2.972.024 |
| 1900 | 3.318.985 |
| 1910 | 3.756.842 |
| 1920 | 3.883.360 |
| 1930 | 4.070.042 |
| 1940 | 4.268.964 |
| 1950 | 4.717.200 |
| 1960 | 5.360.153 |
| 1970 | 6.193.064 |
| 1980 | 6.335.243 |
| 1990 | 6.750.693 |
| 2000 | 7.204.055 |
| 2007 | 7.591.400 |
Det samlede befolkningstal for Schweiz var pr. 31. december 2007 7,6 mio, hvilket var en stigning på 1,1 % i forhold til året før.[2] Siden begyndelsen af det 20. århundrede er indbyggertallet i Schweiz mere end fordoblet, fra 3,3 i 1900 til de nuværende 7,6 mio. Befolkningsvæksten nåede sit højdepunkt i perioden mellem 1950 og 1970.
Antallet af udlændinge bosat i Schweiz var i 2007 1,6 mio. svarende til 21,1 %. Schweiz har siden 1981 oplevet en langsommere vækst af egne statsborgere og øget vækst blandt udlændinge. I hele 10-årsperioden fra 1997 har væksten blandt de schweiziske statsborgere været 4,7 %, mens væksten i udenlandske statsborgere udgjorde 16,5 %.
- Øvrige demografiske indikatorer
- Fødselsrate (2007): 0,98 %
- Dødsrate (2007): 0,79 %[2]
- Børnedødelighed (2006): 044 %[3]
- Levetid, mænd (2006): 79,1
- Levetid, kvinder (2006): 84,0[4]
Den demografiske fremskrivning viser, at befolkningen i 2036 stiger til 8,2 mio. samt at den i 2050 vil være 8,1 mio. Andelen af indbyggere på 65 år og derover vil stige fra de nuværende 16 % til 28 % i 2050. Det betyder, at der vil være 51 indbyggere i pensionsalderen, for hver gang der er 100 i den erhvervsaktive alder mod de nuværende 26.[5]
[redigér] Sprog
Artikel 4 i den schweiziske forfatning slår fast, at tysk, fransk, italiensk og rætoromansk er officielle sprog i landet. I artikel 70 hedder det endvidere, at tysk, fransk og italiensk er officielle sprog i statsforvaltningen, samt at der i kontakten med rætoromansk borgere skal anvendes rætoromansk.
Forfatningen fastlægger ikke landets sprogområder. Artikel 70 giver kantonerne kompetence til at fastlægge, hvilke sprog de offentlige myndigheder skal anvende. De skal dog tage hensyn til sproglige mindretal og den almindelige sproglige sammensætning i kantonen. Personer der flytter fra et andet sprogområde, har ikke ret til at anvende deres modersmål overfor den nye myndighed. Blandt de flersprogede kantoner har kun Bern og Wallis fastlagt grænserne for sprogområderne inden for kantonen. Kantonerne Ticino og Jura definerer sig sågar som rent italiensk hhv. fransk sprogområde, selvom der hver af stederne er kommuner med tysk sprogligt flertal.
De øvrige flersprogede kantoner Fribourg og Graubünden har overladt den sproglige regulering til de enkelte kommuner. Kommunerne Biel/Bienne, Freiburg/Fribourg og Murten/Morat definerer sig som tosprogede. I Graubünden er flere kommunerne defineret som rætoromansk-sprogede, men tysk dominerer alligevel i omgangssproget. Det betyder, at rætoromansk er forvaltnings- og skolesprog, men i hverdagen taler folk mest tysk.
De talte sprog fordeler sig således i forhold til befolkningen:[6]
- Tysk: 63,7 %
- Fransk: 20,4 %
- Italiensk: 6,5 %
- Rætoromansk: 0,5 %
Rætoromansk bliver i højere grad fortrængt af tysk, og siden 1860 har 51 kommuner i Graubünden skiftet fra rætoromansk til tysk sprogområde.
Tysk tales fortrinsvis i den alemanniske dialekt Schweizertysk.
Antallet af oprindelige nomadefolk indgår ikke i de officielle folketællinger, men man antager at de ligger omkring 35.000, hvoraf 3 - 5.000 fortsat er farende folk. Det er særligt Jenischefolket, der er udbredt i Schweiz. Det svarer således til knap 0,5 procent af befolkningen, som lever spredt i landet. Ved siden af deres egne sprog taler de fleste et af de officielle schweiziske sprog.
Gennem indvandring tales andre sprog i dag af et større antal indbyggere, og 9 % af befolkningen i Schweiz taler således et andet sprog end de officielle nationalsprog. Det mest udbredte sprog er serbokroatisk, der tales af 1,5 % af befolkningen.[6]
De fleste schweizere behersker mindst to af nationalsprogene, ligesom brugen af engelsk som fremmedsprog er udbredt.
[redigér] Religion
I følge den seneste folketælling i 2000 fordeler det religiøse tilhørsforhold sig således:[7]
| Religion | Schweiziske statsborgere |
Udlændinge |
|---|---|---|
| Romersk-katolsk | 41,2 | 44,4 |
| Protestantisk | 42,7 | 6,3 |
| Andre kristne | 0,9 | 7,2 |
| Islam | 0,6 | 18,3 |
| Jødisk | 0,2 | 0,3 |
| Andre | 0,3 | 2,5 |
| Uden bekendelse | 10,8 | 12,3 |
Religionsfrihed er forankret som en forfatningsmæssig ret. Det er overladt til kantonerne at tage stilling til, om man vil lade udvalgte religionsfællesskaber opnå status som folkekirker, dvs. økonomisk understøttet af samfundet. I de fleste kantoner har den romersk-katolske kirke og den protestantiske kirke opnået denne ret, og i enkelte kantoner har ydermere den kristkatolske kirke opnået denne status. I nogle af de vestschweiziske kantoner findes ingen af sådanne folkekirker, fordi forholdet mellem kirke og stat her er fuldstændig adskilt.
Den kristkatolske kirke har kun betydende udbredelse i dele af nordvestschweiz. Med 0,33 % er buddhisme stærkere repræsenteret end i andre europæiske lande. Der findes synagoger, mosker og buddhistiske templer i flere større byer i Schweiz.
[redigér] Byer
Uddybende artikel: Byer i Schweiz.
Den største by i Schweiz er Zürich med omkring 367.000 indbyggere. Byregionen omfatter 1.080.000 indbyggere. Andre storbyer er Genève med 185.000 indbyggere, Basel med 166.000 indbyggere, hovedstaden Bern med 127.000 indbyggere og Lausanne med 117.000 indbyggere.
De største byer med færre end 100.000 indbyggere er Winterthur (99.400), St. Gallen (70.000) og Luzern (57.500). Befolkningstætheden er størst i Mittelland og mindst i alpeområdet og Jura.
[redigér] Politik
Schweiz er på mange måder en særlig stat. Landets nationale identitet baserer sig ikke på et fælles sprog eller en fælles kultur men i højere grad på en fælles historie, fælles myter og på en fælles tradition for frihed, direkte demokrati og føderalisme. Hertil kommer også den fælles følelse af at være et "særligt" tilfælde i Europa, hvor neutralitet og flere ligestillede sprog er en del af nationens værdier.
Disse forudsætninger har skabt et enestående politisk system, hvor føderalisme, elementer af direkte demokrati, udenrigspolitisk neutralitet og indenrigspolitisk konsensus står i forgrunden.
[redigér] Politisk system
Schweiz er en forfatningsbestemt føderal republik. Den adskiller sig blandt andet fra andre republiker ved:
- Elementer af direkte demokrati. Folket har direkte indflydelse på gennemførelsen af love. I to kantoner (Appenzell Innerrhoden og Glarus) har man endnu en oprindelig form af det schweiziske basisdemokrati i form af Landsgemeinde. Det er en form for demokrati, hvor de stemmeberettigede borgere samles under åben himmel for at stemme om love og budget. Alle kan komme til orde, og afstemning sker ved håndoprækning.
- En udpræget form for føderalisme. Kantonerne er sammen med folket forbundsstatens forfatningsorgan, og løser alle opgaver, som ikke eksplicit i statsforfatningen er tildelt forbundsstaten.
- Konkordansdemokrati, som betyder at man inddrager flere aktører i beslutningsprocessen for dermed at skabe konsensus. Dette er ikke forfatningsbestemt, men en vigtig del af schweizernes forståelse af demokrati. Siden 1959 har man sammensat regeringen med 7 medlemmer efter en fast fordelingsnøgle, uanset valgresultat - den såkaldte trylleformel (Zauberformel). Her sammensættes regeringen (Forbundsrådet) af to medlemmer fra FDP, SVP og SPS og ét medlem fra CVP. Parlamentets valg til Nationalrådet er således kun et spørgsmål om, hvilke personer der skal sidde i regeringen, og ikke hvilke partier. Efter pres fra SVP i 2003 (på grund af et godt valgresultat), blev formlen dog ændret, så SVP fik den ene af CVP's nationalrådspladser.[8]
- En selverklæret neutralitet, modsat f.eks. Østrig, hvor neutraliteten er forfatningsbestemt og kommet til verden som en betingelse fra sejrsmagterne efter 2. verdenskrig som betingelse for Østrigs suverænitet.
Den moderne schweiziske stat er baseret på grundloven af 1848. Seneste mindre grundlovsændring er sket i 1999.
På føderalt niveau følges principperne om magtens deling, hvilket betyder, at den føderale mynidighed er delt i tre:
- Det schweiziske parlament har to kamre (lovgivende magt): Overhuset kaldes Ständerat (fr. Conseil des États) og har 46 repræsentanter, én eller to fra hver kanton. Repræsentanterne vælges for fire år, og det er op til kantonerne selv at bestemme, hvordan de udpeges.[9] Underhuset kaldes Nationalrådet og har 200 delegerede, hvor hver kantons repræsentation bestemmes af folket. Antallet af delegerede varierer fra 34 for Zürich til én for de mindste kantoner. I Nationalrådet vælges repræsentanterne også for fire år.
- Regeringen kaldes i Schweiz Forbundsrådet (udøvende magt). Forbundsrådet har syv medlemmer og vælges af Nationalrådet for en periode på fire år. Alle større partier deltager i regeringen (jf. ovenfor om trylleformlen). Præsidenten og vicepræsidenten for Forbundsrådet vælges hvert år af Nationalrådet. Det er fast praksis at disse hverv går på skift, således at alle Forbundsrådets medlemmer får et af hvervene i løbet af en periode. Før 2000 havde en man en kantonsklausul, der foreskrev, at medlemmerne skulle komme fra forskellige kantoner, men denne er nu ophævet.[10] Præsidenten er landets højeste embedsperson, men har ikke status som statsoverhovede, da alle medlemmer af Forbundsrådet er ligeværdige. Præsidenten fungerer som en slags Primus inter pares (førstemand blandt ligemænd), og tager sig af repræsentationsopgaver i udlandet. I 2008 varetages præsidenthvervet af Pascal Couchepin. Hans-Rudolf Merz er vicepræsident i 2008.
- Højesteret (dømmende magt) (Bundesgericht) (fr.Tribunal Fédéral) holder til i Lausanne og er øverste domstolsmyndighed. Højesteret tager sig af tvister mellem kantonerne, men tager sig ikke af andre føderale love (kantonerne har deres egne domstole).
Alle schweiziske statsborgere (også bosat i udlandet) har med det fyldte 18. år stemmeret i Schweiz.
[redigér] Politiske partier
Fire politiske partier præger det politiske landskab i Schweiz. Partierne er i store træk enige om politkken, og landet har tradition for stabile regeringer, som har kunnet føre en langsigtet politik. Følgende fire partier har i mange år delt pladserne i Forbundsrådet:
- Schweizerische Volkspartei (SVP; Stemmeandel 2007: 29,0 %). Partiet var traditionelt et centrumbaseret bondeparti, men er i de senere år gået mere i retning af et højreradikalt parti med fokus på lov og orden samt en restriktiv linje i indvandringspolitikken.
- Sozialdemokratische Partei der Schweiz (SPS; Stemmeandel 2007: 19,5 %) er landets næststørste parti og er et klassisk socialdemokratisk parti.
- Freisinnig-Demokratische Partei (FDP; Stemmeandel 2007: 15,6 %) er et liberalt parti
- Christlichdemokratische Volkspartei (CVP; Stemmeandel 2007: 14,6 %) er et kristeligt katolsk centrumparti
Af de øvrige partier i Schweiz har Grüne Partei der Schweiz (GPS) den største stemmeandel (2007: 9.6 %), og er således landets femtestørste parti.
Mandatfordelingen i Nationalrådet er således[11]:
- SVP: 62 mandater
- SPS: 43 mandater
- FDP: 31 mandater
- CVP: 31 mandater
- GPS: 20 mandater
- LPS: 4 mandater (Liberale Partei der Schweiz)
- GLP: 3 mandater (Grünliberale Partei)
- EVP: 2 mandater (Evangelische Volspartei)
- PdA: 1 mandat (Partei der Arbeit der Scweiz)
- Andre: 3 mandater
[redigér] Direkte demokrati
Schweiz er kendt for sit direkte demokrati, som er unikt (der findes dog et tilsvarende system i Liechtenstein). Alle vigtige love siden 1848 er besluttet gennem folkeafstemninger.
Enhver schweizisk statsborger kan forsøge at omstøde en lov vedtaget af parlamentet. Hvis personen kan samle 50.000 underskrifter mod loven i løbet af de første ethundrede dage efter at den er vedtaget, vil der blive holdt en folkeafstemning, hvor loven enten vedtages eller forkastes. Folkeafstemningen afgøres ved simpelt flertal.[12]
Enhver borger kan foreslå grundlovsændringer. Her kræves 100.000 underskrifter samlet i løbet af 18 måneder. I folkeafstemninger om grundlovsændringer kan Forbundsrådet komme med modforslag, som bliver sat op imod det oprindelige forslag på stemmesedlen. For at få vedtaget en grundlovsændring skal der både være et flertal blandt vælgerne samlet og et flertal af kantoner.[13]
[redigér] Administrativ inddeling
Uddybende artikel: Kantoner i Schweiz.
Schweiz består af 26 kantoner (delstater) med hver sit våben, se heraldisk galleri. Disse har en meget høj grad af selvstyre med egne forfatninger. Hver kanton har sin egen lovgivende forsamling, regering og dømmende magt. Direkte demokrati er en vigtig del af beslutningsprocessen i kantonerne.[14]Lovgivningsmyndigheden lægges i de fleste kantoner i folkevalgte regionsforsamlinger, selom enkelte kantoner lader lovgivningen ske i folkeforsamlinger, hvor vælgerne stemmer om lovene under forsamlingen. Kantonregeringerne vælges direkte af vælgerne.
Kantonbegrebet stammer tilbage til de oprindelige tre kantoner Unterwalden, Schwyz og Uri, der dannede det oprindelige edsforbund i 1291.
Kantonerne er meget forskellige i størrelse. Befolkningstallet varierer mellem 15.000 (Appenzell Innerrhoden og 1,3 mio. (Zürich) og den fysiske størrelse varierer mellem 37 km² (Basel-Stadt) og 7.105 km² (Graubünden).
[redigér] Udenrigspolitik
Schweiz definerer sig som udenrigspolitisk neutral, hvilket blev anerkendt ved Wienerkongressen i 1815. Schweiz' evige neutralitet er stadig internationalt anerkendt.
Schweiz er medlem er flere internationale organisationer. Som et af de sidste lande indtrådte Schweiz i FN i 2002, men var det første land i verden, hvor befolkningen tog stilling til medlemsskabet ved en folkeafstemning. Schweiz er også medlem af OSCE, Europarådet og EFTA. Landet deltager endvidere i NATOs Partnerskab for fred og har ratificeret Kyoto-aftalen. Schweiz er medlem af FNs menneskerettighedsråd.
Schweiz er hverken medlem af EU eller EØS, men der er indgået bilaterale aftaler om bl.a. personers fri bevægelighed, luft- og landtrafik, landbrug, tekniske handelshindringer og forskning. Landet har desuden underskrevet Schengen-aftalen men har endnu ikke implementeret den. Det forventes at personkontrollen ved grænserne bortfalder i slutningen af 2008, mens varekontrollen opretholdes, da Schweiz ikke har indgået en toldaftale med EU.
[redigér] Forsvar
Schweizer Armee er Schweiz' væbnede armé, der består af hær og flyvevåben. Da Schweiz er en indlandsstat har arméen ingen søværn. På de grænseoverskridende søer benyttes militære motorbåde (motorbådskompagniet). Forsvarets samlede budget er omkring 4,6 mia. CHF.
Det særlige ved forsvaret i Schweiz er dets militssystem. Der findes således kun omkring 5 procent professionelle soldater. Alle øvrige i forsvaret er værnepligtige i alderen 20 til 34 år (i særlige tilfælde op til 50 år). Værnepligten omfatter alle mandlige schweiziske borgere, der i en alder af 19 år indkaldes til session. For kvinder er dette frivilligt.
Cirka to tredjedele består sessionen som tjenstduelige. De ikke-duelige skal årligt betale en militærpligterstatningsskat eller de kan indtræde i civilforsvaret. Hvis man af samvittighedsmæssige årsager ikke ønsker at gennemføre militærtjeneste, findes der mulighed for civiltjeneste, der for det meste består af socia