Tour de France

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Tour de France (flertydig).

Tour de France 2011.jpg
Tour de France-ruten 2011
Tour de France
Lokalt navn Le Tour de France
Region Frankrig Frankrig og nærliggende lande
Dato Juli
Disciplin Landevejscykling
Type Etapeløb
Arrangør ASO
Løbsdirektør Christian Prudhomme
Historie
Første udgave 1903
Udgaver 100 (2013)
Første vinder Frankrig Maurice Garin
Flest sejre Frankrig Jacques Anquetil (FRA)
Frankrig Bernard Hinault (FRA)
Belgien Eddy Merckx (BEL)
Spanien Miguel Induraín (ESP) (5)[1]
Regerende mester Storbritannien Chris Froome 2013.
Se Tour de France 2013 for den aktuelle udgave.

Tour de France (på fransk Le Tour de France og på dansk også Frankrig Rundt) er verdens største cykelløb, som køres hver sommer i Frankrig i juli måned med start på en lørdag. Det tre uger lange løb betragtes som en af de hårdeste og mest prestigefyldte konkurrencer inden for cykling og sport generelt.

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Den afsluttende etape på Champs-Élysées i 2004
Tour de France-feltet

Tour de France blev første gang kørt i 1903. Til at begynde med var det samlede klassement et løb på tid, som det også er tilfældet i dag. Fra 1905 til 1912 brugte man et pointsystem til at beregne den samlede stilling. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer to fik 2, osv. Den førende rytter var så den, der havde færrest point.

I 1913 gik man tilbage til at køre på tid, hvor placeringerne er et resultat af de enkelte rytteres tidsforskel til den førendes samlede tid. På en måde er det såre simpelt, men samtidigt også det, der gør det så fascinerende. De enkelte rytteres styrker og svagheder bliver omsat til håndgribelige sekunder; uret tikker og viser ingen nåde.

Indtil 2009 kunne der tjenes bonussekunder, som kunne hjælpe rytteren med at rykke frem i stillingen. Især i den første uge kunne dette rykke en del rundt i klassementet, da der som regel kun er få sekunder imellem de forreste placeringer. I de indlagte spurter blev der tildelt 6, 4 og 2 sekunder til de 3 første ryttere. Ved målstregen var der 20, 12 og 8 sekunder til nummer 1, 2 og 3.

Løbskommissærerne kan også tildele rytterne straf i form af sekunder, hvis de har observeret snyd. Det kunne være trækken af holdvogne, at blive skubbet eller at modtage forplejning inden for de sidste kilometer. Normalt tildeles der straffe på 10, 20 eller 30 sekunder, men de kan være større alt efter graden af snyderiet.

Skulle en rytter styrte indenfor de sidste 3 kilometer, bliver han noteret for den samme tid, som den gruppe han kørte i, da han styrtede.

Tidsgrænsen er en anden regel, som rytterne er nødt til at tage i betragtning, især på bjergetaperne og holdtidskørslen. Alt efter etapens sværhedsgrad og hvor hurtigt den bliver kørt, beregnes en vis procentdel, man må komme i mål senere end vindertiden. Jo sværere etapen er, og jo hurtigere den bliver kørt, desto højere bliver procentdelen. Kommer man ikke ind inden for tidsgrænsen, bliver man diskvalificeret og udgår af løbet.

Selve indbegrebet af Tour’en er vel nok den gule trøje. Men trøjen blev først indført i 1919 midt i løbet. Journalisterne fra avisen L’Auto (nu L’Equipe), som organiserede Tour’en, ville gerne lettere kunne genkende den førende rytter i feltet. Derfor fik de i samråd med løbsdirektør Henri Desgrange, indført en førertrøje. Hvilken farve skulle den have? Ja, L’Auto trykte deres avis på gult papir, og da bladet var hovedsponsor for løbet, blev trøjen selvfølgelig gul.

Den 19. juli skulle man køre etapen fra Grenoble til Geneve. Den morgen blev franskmanden Eugéne Christophe den første rytter, der fik den gule trøje over hovedet.

Danskerne har ganske pæne traditioner, hvad angår den gule trøje, landets størrelse taget i betragtning. Den første dansker i gult var Kim Andersen i 1983. Trøjen blev erobret på tredje etape til Roubaix, og han beholdt den i seks dage. I 1985 lykkedes det ham også at køre i den i fire dage.

Efter Kim Andersen har også Jørgen V. Pedersen (1986), Rolf Sørensen (1991), Bjarne Riis (1995/96), Bo Hamburger (1998) og Michael Rasmussen (2007) kørt i det fornemme trikot.

Den største danske præstation i gult er dog uden tvivl Bjarne Riis. I 1995 havde han den gule trøje en enkelt dag. Men det overgik han på fornemste vis året efter (1996). På den uforglemmelige (forkortede) 9.etape til Sestriere vandt han ikke kun selve etapen, men også den gule trøje, som han beholdt hele vejen til Paris. Sestriere-etapen var også speciel, fordi han vandt trøjen fra sin gamle rival Jevgenij Berzin.

Udover Tour de France findes der to yderligere treugers cykelløb: Giro d'Italia (Italien rundt) og Vuelta a España (Spanien rundt). Disse benævnes normalt som Grand Tour-løbene.

Delkonkurrencer i løbet[redigér | redigér wikikode]

Sprinterkonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

Tom Boonen i den grønne pointtrøje

Denne disciplin kaldes også tit pointkonkurrencen. I årene 1905-1912 blev det samlede klassement afgjort ved et pointsystem. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Rytteren med færrest point var så den førende rytter.

1953 havde Tour’en 50 års jubilæum. For at fejre dette, indførte man en pointkonkurrence som et supplement til det samlede klassement. En mulighed for sprinterne til at gøre sig bemærket, da de som regel ikke kunne gøre sig gældende i kampen om den gule trøje.

I modsætning til Tour’ens fleste andre konkurrencer, blev den grønne trøje indført fra start i 1953. Sponsoren af konkurrencen var den franske butikskæde ”Belle Jardinier”. Den solgte haveredskaber, så det var naturligt, at trøjen skulle være grøn, der jo tilmed også er håbets farve. Én gang har trøjen været rød i stedet for grøn. Det var i 1968, hvor en ny sponsor krævede dette. Men året efter var trøjen grøn igen og har været det siden.

Den schweiziske allroundrytter Fritz Schär vandt første etape i 1953. Dermed kom han både i gult og grønt. Det bevirkede, at den første, der egentlig bar trøjen, var nummer to i konkurrencen Wout Wagtmans fra Holland. Schär kom dog til at bære trøjen senere, da han til sidst kunne køre ind i Paris som vinder af den første grønne trøje.

Den største sprinter gennem tiderne må nok være tyskeren Erik Zabel, der har vundet trøjen flest gange, nemlig 6. Andre store ryttere som Mario Cipollini og Wilfred Nelissen har ydet seværdige sprinterpræstationer. Men som med Tour’ens øvrige konkurrencer skal man holde helt til Paris for at vinde sammenlagt. Mange store sprintere har kørt en formidabel første uge, men har så måtte sige stop, når feltet nåede bjergene.

Efter Erik Zabels dominans i 90’erne og starten på dette århundrede er sprinterkonkurrencen blevet en langt sværere konkurrence at forudse. Hvert år er mange forskellige ryttere med i kapløbet om den prestigefyldte trøje.

Pointene samles ved at vinde løbets indlagte spurter samt etapesejre. De indlagte spurter giver 6, 4 og 2 point til de tre første. Etapesejrene er delt ind i kategorier, alt efter hvor bjergrige de er (se tabel). Rytteren med flest point ved målet i Paris er samlet vinder. Der gives ikke point til den grønne trøje i holdtidskørslen. På alle de indlagte spurter gives der også 6, 4 og 2 bonussekunder til det samlede klassement.

Det er sket flere gange, at konkurrencen først er blevet afgjort på sidste etape. I 2003 foretog Baden Cooke et omdiskuteret svaj med cyklen, der gjorde, at han vandt samlet over landsmanden Robbie McEwen.

I perioden 1971-1989 talte pointene i de indlagte spurter i en konkurrence for sig. Dette klassement havde i årene 1984-1989 en rød førertrøje.

Den eneste dansker, der har kunnet iføre sig det eftertragtede grønne klæde, er Søren Lilholt. I 1988 kørte han 1. etape i grønt. Året efter havde han den fra 1. – 4. etape. I 2010 vandt Petacchi pointtrøjen O.V.W. I 2011 vandt Mark Cavendish den grønne pointtrøje og fik 5 etape-sejre hvilket bringer ham op på 20 i alt hvilket svarer til 5 hvert år M.K.S.

Bjergkonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

De rigtige bjerge kom første gang på Tour-programmet i 1905. Løbsdirektør Henri Desgrange besluttede, at ruten skulle peppes lidt op og begyndte at tilføje bjerge. Det første egentlige bjerg, der blev passeret, var Ballon d’Alsace i det østlige Frankrig, hvor franskmanden René Pottier kom først over. Han blev dermed den første i rækken af mange bjergkonger.

I 1933 prøvede man at lave et pointsystem til en decideret bjergkonkurrence, som Spanieren Vicente Trueba vandt. I 1934 blev konkurrencen indført som en officiel del af Tour’en og har været det siden. Trueba var en stor bjergrytter, men dårlig til at køre nedad, hvor han tabte al den tid, han vandt på vej op ad bjerget. Derfor besluttede Desgrandes at indføre en tidsbonus til gavn for bjergryttere, der ikke kunne gøre sig i det samlede klassement. I dag bliver kampen om bjergkonkurrencen udelukkende udspillet på point.

Den prikkede bjergtrøje, der markerer den førende i konkurrencen, blev først indført i 1975. Den første rytter, der bar den, var Joop Zoetemelk fra Holland. Han beholdt den dog ikke hele vejen til Paris. Det var belgieren Lucien van Impe, der fik den ære. Van Impe vandt bjergkonkurrencen i alt 6 gange, lige som Frederico Bahamontes tidligere havde præsteret (inden trøjens indførelse). Senere har Richard Virenque overgået dette med i alt 7 vundne bjergkonkurrencer.

Grunden til, at bjergtrøjen er hvid med røde prikker, er, at sponsoren af konkurrencen midt i 70’erne ville have mere for sine penge. Det var ”Poulain” chokolade, og da indpakningen af deres chokoladebar var hvid med røde prikker, kom trøjen til at se sådan ud. ”Polka dot trøjen”, som den også kaldes, har med små variationer beholdt grundidéen i sit udseende til i dag på trods af skiftende sponsorer.

Pointene i bjergkonkurrencen bliver logisk nok tjent ved at komme først over bjergene. Disse er delt ind i kategorier alt efter højde og stejlhed. Kategori 4 er de laveste stigninger, der typisk forekommer i den første ”flade” uge af Tour’en. Dernæst følger de sværere kategori 3,2,1 og til sidst de skrappeste tinder, der bliver betegnet ”uden for kategori”, på fransk Hors Catégorie. Alt efter kategori gives der så point til de første, som passserer dem.

For at gøre bjergkonkurrencen mere spændende og kampen mere tæt, blev der fra 2004 indført en ny regel. Pointene blive fordoblet på det sidste bjerg, hvis dette er afslutningen på etapen (Dog kun for kategori 2 stigninger eller højere). Dette skulle sikre, at en rytter kun kan sikre sig trøjen på lange togter, hvis han også kan gøre sig gældende på den sidste stigning.

Den første dansker i den prikkede bjergtrøje var Bjarne Riis, der havde den en enkelt dag i 1993. Riis kan muligvis tilskrives noget af æren for Laurent Jalaberts to vundne bjergkonkurrencer i 2001 og 2002. Det var Riis’s vejledning og opmuntring, der gjorde, at den gamle franske sprinter sluttede sin karriere på så fornem vis. Efterfølgende har Michael Rasmussen bevist, at et forholdsvis fladt land godt kan fostre en bjergkonge. I 2005 og 2006 grundlagde han sejren i bjergkonkurrencen, lidt i stil med franske Richard Virenque, ved at score mange point på lange togter, hvor han, ofte alene, kæmpede sig op ad det ene bjerg efter det andet. I 2006 fik Rasmussen først trøjen lidt sent i løbet, men til gengæld vandt han årets kongeetape i Alperne.

Ungdomskonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

Sandy Casar i Hvide ungdomstrøje

Som en motivation for morgendagens stjerner har man i Tour’en også en ungdomskonkurrence. Alle ryttere under 26 år indgår i dette sideløbende klassement, som bliver fordelt ud fra den enkelte ungdomsrytters placering i det samlede klassement. Altså et væddeløb på tid for de nye unge talenter.

Ungdomskonkurrencen blev indført i 1975, og den første vinder blev italieneren Francesco Moser. Konkurrencen fik også en trøje som kendetegn, nemlig den hvide. Men denne trøje var ikke ny i Tour-sammenhæng, da den havde været førertrøje for den kombinerede konkurrence. Denne konkurrence udgik (for første gang) i 1974, så derfor overtog den nye ungdomskonkurrence den hvide trikot som kendemærke i 1975.

I årene 1983-86 var der endnu et kriterium for at være med i denne konkurrence. I disse år var det nemlig kun unge debutanter under 25, der måtte være med. Denne regel blev lavet om igen i 1987 til det regelsæt, der gælder i dag.

Ungdomskonkurrencen har kørt uafbrudt, fra den indførtes i 1975 og frem til i dag. Men i 1989 fjernede man den røde trøje, den kombinerede og den hvide trøje, for at gøre hele regnskabet mindre indviklet. Selve ungdomskonkurrencen fik dog som den eneste lov til at fortsætte, men uden sin trøje. Jan Ullrich har derfor aldrig haft en hvid Tour trøje, selvom han vandt ungdomskonkurrencen tre år i træk (1996-1998).

Tour de France ledelsen genindførte den hvide trøje fra og med år 2000. Så nu kan man igen kende den bedste ungdomsrytter i feltet på trøjen. I 1997 kom konkurrencen til officielt at hedde ”Souvenir Fabio Casatelli” som en gestus til den 24 årige italiener, der mistede livet i 1995, efter et voldsomt styrt på etapen mellem Saint-Girons og Cauterets.

Angrebskonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

Angrebskonkurrencen går som navnet antyder ud på angrebsiver. En rytter kan sagtens have sat sit præg på flere etaper, eller måske hele løbet, uden at kunne gøre sig gældende i nogle af klassementerne. Derfor har man indført en lille underordnet konkurrence, som hædrer den mest angrebsivrige rytter.

Førhen var denne konkurrence et pointklassement. Men nu udpeger en jury hver dag en rytter som den mest angrebslystne. Når Tour’en er færdig, udpeger den samme jury en rytter, som har fortjent titlen, set over hele løbet.

Denne konkurrence er ikke så vigtig og prestigefyldt som de andre. Derfor har den heller ikke en trøje til at markere den førende rytter. I stedet bliver den førende rytter kendetegnet ved et rødt rygnummer, til forskel fra de normale sort-på-hvidt numre.

Selvom konkurrencen har en sekundær betydning, er den bestemt ikke helt uinteressant for rytterne. Mange sætter en stor ære i at bære de røde numre. En, der især kæmpet heroisk for dem, er franskmanden Jacky Durand, der stort set altid var/er mand for et frisk lille udbrud. Laurent Jalabert lavede også en meget flot kombination ved at vinde både bjergkonkurrencen og angrebskonkurrencen to år i træk.

I 2012 blev denne vundet af danske Chris Anker Sørensen for sine store og flotte bjergtogter, som førte til en tredjeplads i bjergkonkurrencen. Chris Anker Sørensen er den eneste dansker der nogensinde har vundet konkurrencen.

Holdkonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

Tour de France bliver formet og skabt af store individualister. Men de ville, især i det nutidige løb, ikke være meget værd uden et godt hold i ryggen. Derfor er Tour’en også et taktisk holdløb, og holdene har siden starten i 1903 haft deres egen konkurrence, der nok er sekundær, men forbundet med en del prestige.

Holdklassementet beregnes ud fra hvert holds tre bedst placerede ryttere på hver etape. De tre bedste rytteres tider bliver lagt sammen, og det hold, der har brugt mindst tid, vinder dagens holdkonkurrence. Disse tider giver så et samlet klassement.

Man kan ikke finde det førende hold ud fra de tre bedst placerede ryttere i det individuelle klassement, for et hold kan godt have forskellige dårligt placerede ryttere med fremme på etaperne og på den måde score tid i holdkonkurrencen.

Tidsbonus og straf til den enkelte rytter tæller ikke med i regnskabet. Skulle det ske, at et hold har mindre end tre ryttere tilbage i løbet, er holdet ude af holdkonkurrencen.

Det førende hold i denne konkurrence er i dag kendetegnet ved at køre med et markant gul/grønt rygnummer.

Indlagte spurter[redigér | redigér wikikode]

Fra 1971-1989 var de indlagte spurter en konkurrence for sig. Klassementet blev også beregnet, som vi kender det i dag, men altså uafhængigt af kampen om den grønne trøje, der i denne periode kun blev afgjort på målstregen.

Fra 1984 fik vinderen af de indlagte spurter en rød trøje, men som nævnt sløjfede tour-ledelsen konkurrencen og trøjen efter tour’en i 1989.

Kombinerede klassement[redigér | redigér wikikode]

Den mest specielle konkurrence, der har været i Tour’en, er nok det kombinerede klassement. Det blev udregnet sådan, at den førende rytter var den, der overordnet var bedst placeret i kampen om den gule, grønne og prikkede trøje (fra 1984-1989 blev den røde trøje også regnet med). Altså en slags all-round konkurrence.

Den første vinder i 1968, da dette klassement blev introduceret, var Franco Bitossi fra Italien. Dengang bar den førende rytter en hvid trøje. Konkurrencen udgik efter 1974. Derfor kunne den nye ungdomskonkurrence, der kom i 1975, overtage den hvide trøje.

Den kombinerede konkurrence blev genindført i 1980, forsvandt i 1983 og 84, og genindførtes nok en gang i 1985. Idéen med konkurrencen var ganske god. I stedet for ryttere, der var specialister og satsede på at vinde én konkurrence, kunne man her fokusere på stærke all-round ryttere, der kunne gøre sig gældende både i spurterne, i tidskørsler og i bjergene; således som for eksempel den legendariske belgier Eddy Merckx kunne det.

Ved genindførelsen i 1985 fik konkurrencen sin egen lidt specielle trøje, der havde felter for de fire konkurrencer, der udgjorde den. Denne trøje må dog ikke forveksles med holdtrøjen fra ”La Vie Claire”, som den godt kunne minde lidt om. I 1985 og 86 hvor Bernard Hinault og Greg Lemond kørte i den kombinerede trøje, kørte de nemlig for ”La Vie Claire” holdet.

Det kombinerede klassement blev fjernet fra og med 1990.

Point-holdkonkurrencen[redigér | redigér wikikode]

Denne konkurrence var en slags grøn trøje for hold. Ved hver etape blev der givet point til hver rytter. Nummer 1 fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Pointene fra de tre bedst placerede ryttere fra hvert hold blev lagt sammen. Holdet med færrest point førte så dette klassement.

Det førende hold kunne kendes på, at de kørte med grønne kasketter. Konkurrencen udgik efter 1988 og har ikke været brugt siden.

Årsopsummering[redigér | redigér wikikode]

Cadel Evans Carlos Sastre Alberto Contador Oscar Pereiro Marco Pantani Jan Ullrich Bjarne Riis Miguel Induráin Pedro Delgado Stephen Roche Greg LeMond Laurent Fignon Joop Zoetemelk Bernard Hinault Lucien van Impe Bernard Thévenet Luis Ocaña Eddy Merckx Jan Janssen Roger Pingeon Lucien Aimar Felice Gimondi Gastone Nencini Federico Bahamontes Charly Gaul Jacques Anquetil Roger Walkowiak Louison Bobet Hugo Koblet Ferdinand Kubler Fausto Coppi Jean Robic 2. verdenskrig Gino Bartali Roger Lapébie Sylvère Maes Romain Maes Georges Speicher Antonin Magne André Leducq Maurice de Waele Nicolas Frantz Lucien Buysse Ottavio Bottecchia Henri Pélissier Léon Scieur Firmin Lambot 1. verdenskrig Philippe Thys Odile Defraye Gustave Garrigou Octave Lapize François Faber Lucien Petit-Breton René Polthier Louis Trousselier Henri Cornet Maurice Garin

2001 – Den 88. udgave af Tour de France blev kørt fra lørdag 7. juli til søndag 29. juli. Præmiesummen var på 16 millioner franc, hvoraf de 2,5 millioner tilfaldt vinderen. Den totale distance var 3.462 km. Vinderen blev amerikaneren Lance Armstrong, nr. 2 blev tyskeren Jan Ullrich og nr. 3 blev Joseba Beloki.

2002 – Den 89. udgave af touren blev kørt fra 6. juli til 28. juli. Vinderen blev som året før Lance Armstrong, nr. 2 blev Joseba Beloki og nr. 3 blev Raimondas Rumsas.

2003 – 100-året for tourens begyndelse i 1903. Dette er den 90. udgave af løbet, da enkelte år udgik som følge af verdenskrigene. Vinderen blev som året før Lance Armstrong.

2004 – Udgave nummer 91 blev kørt fra lørdag den 3. juli til søndag den 25. juli. 2004 og var året, hvor Lance Armstrong satte den fantastiske rekord med samlet sejr for sjette gang i træk, og Richard Virenque som den første vandt bjergtrøjen for syvende gang.

2005 – Udgave nummer 92 blev kørt fra lørdag den 2. juli til søndag den 24. juli. Lance Armstrong slog sin egen rekord fra året før med den samlede sejr for syvende gang i træk, og Michael Rasmussen blev den første dansker, der vandt bjergtrøjen.

2006 – 93. udgave fra lørdag den 1. juli til søndag den 23. juli over 3657 km. Kort inden løbets start blev 13 ryttere, heriblandt favoritter som Ivan Basso, Jan Ullrich og Francisco Mancebo, udelukket pga. mistanke om indblanding i en dopingsag. Vinderen blev Floyd Landis lige før Óscar Pereiro. Danskeren Michael Rasmussen vandt en etapesejr og den prikkede bjergtrøje. Kort efter løbet blev Floyd Landis afsløret i en dopingtest, som var taget under løbet. Denne test viste, at Floyd Landis' krop indholdt en forhøjet værdi af testosteron. Han blev kendt skyldig, og sejren gik til nr. 2, Oscar Pereiro Sio.

2007 – 94 udgave af Tour de France fra 7. juli til 29. juli. Den samlede vinder blev spanieren Alberto Contador efter en noget anderledes slutning på løbet. Danske Michael Rasmussen, havde vundet 2 etaper og kørt 8 dage i gult og lå også til at vinde det samlede løb, indtil han 4 dage før slutningen blev hevet ud af løbet af sit eget hold Rabobank, pga. en række whereabouts i månederne op til løbet, hvilket havde gjort det svært at dopingteste Michael Rasmussen. Contador (som egentlig kun deltog for at vinde ungdomstrøjen og som hjælperytter for Levi Leipheimer), overtog førertrøjen, og holdt den de sidste 4 dage hjem til Paris. Cadel Evans blev nummer 2, og Contadors holdkammerat Levi Leipheimer blev nummer 3.

2008 – 95. udgave af Touren blev vundet af spanske Carlos Sastre fra det danske hold Team CSC foran australske Cadel Evans. Sidste års vinder Alberto Contador deltog ikke, idet hans hold Astana blev udelukket grundet doping-mistanke.

2009 – 96. udgave fra lørdag 4. juli, til søndag 26. juli blev for 4. år i træk til en spansk sejr – Alberto Contador vandt for 2. gang det samlede klassement efter 3445 kilometers cykling foran Andy Schleck, som blev nummer 2, og 3. pladsen gik til Lance Armstrong, der dog senere diskvalificeredes pga. doping.

2010 – 97. udgave fra 3. juli, til 25. juli blev for 5. år i træk til en spansk sejr – Alberto Contador vandt for 3. gang det samlede klassement efter 3641 kilometers cykling foran Andy Schleck, som blev nummer 2, og 3. pladsen gik til Denis Menchov.

2011 – 98. udgave fra 2. juli, til 24. juli blev for første gang i 6 år ikke en spansk sejr, men i stedet den første australske sejr nogensinde. Cadel Evans vandt Tour de France for første gang. Han vandt foran brødrene Andy Schleck, som blev nummer 2 og Frank Schleck, som sluttede på en tredjeplads.

2012 – 99. udgave fra 30. juni, til 22. juli. Engelske Bradley Wiggins vandt for første gang.

2013 – 100. udgave fra 29. juni, til 21. juli.

Vindere[redigér | redigér wikikode]

Baggrundsartikel: Tour de France-vindere

Fem ryttere har vundet Touren fem gange:

Fire andre ryttere har vundet Touren tre gange:

Gino Bartali er indehaver af rekorden for at vinde Touren med flest års mellemrum, da han vandt Touren sidste gang 10 år efter sin første sejr (i 1938 og 1948).

Ryttere fra Frankrig har sejret flest gange (36), efterfulgt af Belgien (18), USA (10), Italien (9), Spanien (9), Luxembourg (4), Schweiz og Holland (2 hver) og Irland, Danmark, Tyskland og Australien (1 hver).

Én rytter har vundet sprinterkonkurrencen seks gange:

  • Erik Zabel (Tyskland) i 1996, 1997, 1998, 1999, 2000 og 2001 (seks år i træk)

Én rytter har vundet bjergkonkurrencen syv gange:

  • Richard Virenque (Frankrig) i 1994, 1995, 1996, 1997, 1999, 2003 og 2004.

To ryttere har vundet bjergkonkurrencen seks gange:

Store bjerge i Tour de France[redigér | redigér wikikode]

Danske præstationer[redigér | redigér wikikode]

Danskere i gul førertrøje[redigér | redigér wikikode]

Danskere i grøn pointtrøje[redigér | redigér wikikode]

Danskere i prikket bjergtrøje (hvid med røde pletter)[redigér | redigér wikikode]

  • 1993: Bjarne Riis, 1 dag, 8. etape
  • 2005: Michael Rasmussen, 14 dage, 8. – 21. etape. (Samlet vinder af trøjen ved afslutningen af løbet i Paris og nr. 7 i det samlede klassement).
  • 2006: Michael Rasmussen, 4 dage, 17. – 20. etape. (Samlet vinder af trøjen ved afslutningen af løbet i Paris og nr. 18 i det samlede klassement).
  • 2007: Michael Rasmussen, 8 dage, 8. etape15. etape
  • 2012: Michael Mørkøv, 6 dage, 1. etape6. etape

Danskere i hvid ungdomstrøje[redigér | redigér wikikode]

Ingen.

Danske etapesejre[redigér | redigér wikikode]

Danske ryttere til start[redigér | redigér wikikode]

I alt har 38 forskellige danske cykelryttere i tidens løb stillet op 118 gange til start på løbets 1. etape. Den første danske deltagelse var i 1958, hvor Eluf Dalgaard og Hans E. Andresen deltog. Hans E. Andresen var den første dansker til at gennemføre touren. Jesper Skibby er den dansker, der har stillet til start flest gange, i alt 11 gange.

Utrolige præstationer[redigér | redigér wikikode]

Igennem Tour de Frances historie har der været flere eksempler på næsten umenneskelige præstationer. Specielt i løbets allertidligste historie.

Den længste etape nogensinde var 5. etape i 1920, som gik over 482 km fra Les Sables d'Olonne til Bayonne. Etapen blev vundet af Firmin Lambot i tiden 19 timer og 44 sekunder. Hvad der er næsten mere imponerende er, at han dagen efter vandt den 6. etape, der var et 326 km langt løb Aubisque, Tourmalet, Aspin og Peyresourde, hvor Lambot var først på alle toppene, og hvor han sad 15 timer i sadlen.

Den længste Tour de France-rute var i 1926 med 5.745 kilometer fordelt på 17 etaper. Det år blev løbet vundet af Lucien Buysse i den samlede tid 238 timer 44'25. Gennemsnitsetapen var 332 km. I dag hører etaper på over 220 km til sjældenhederne. Den største vindermargin, Tour de France er blevet vundet med, var i det allerførste løb i 1903. Maurice Garin slog René Polthier med 2 timer 59 minutter og 21 sekunder. Efter anden verdenskrig er det Fausto Coppis sejr fra 1952, hvor han slog Stan Ockers med 28 minutter og 17 sekunder, der har været med størst margin.

Tourens alderspræsident er Henri Paret, der var 50 år gammel, da han i 1904 gennemførte løbet. Af de 88 startende gennemførte kun 15 ryttere løbet det år. Henri Paret sluttede på en 11. plads 32 timer og 18 minutter efter sin holdkammerat Henri Cornet, der vandt løbet.

En anden bemærkelsesværdig præstation i Tourens historie står Eddy Merckx for, eftersom han i sin første Tour i 1969 vandt både den prikkede bjergtrøje, den grønne pointtrøje og den gule førertrøje i en alder af kun 24 år! Den præstation har ingen kunnet gøre efter. Året efter i 1970 udviste Eddy Merckx storsind og nøjedes med bjergtrøjen og førertrøjen, men lod pointtrøjen gå til sin holdkammerat Walter Godefroot.

Etapesejre på nationer[redigér | redigér wikikode]

Soccerball current event.svg Denne artikel eller sektion om sport er forældet eller ikke opdateret.
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Land Etaper
Frankrig Frankrig 690
Belgien Belgien 467
Italien Italien 257
Holland Holland 167
Spanien Spanien 123
Luxembourg Luxembourg 70
Tyskland Tyskland 61
Schweiz Schweiz 60
Land Etaper
Storbritannien Storbritannien 52
USA USA 40
Australien Australien 23
Danmark Danmark 19
Norge Norge 14
Colombia Colombia 13
Irland Irland 10
Portugal Portugal 10
Land Etaper
Rusland Rusland[2] 10
Usbekistan Usbekistan 9
Kasakhstan Kasakhstan 5
Østrig Østrig 4
Slovenien Slovenien 4
Estland Estland 4
Ukraine Ukraine 4
Letland Letland 2
Land Etaper
Mexico Mexico 2
Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 2
Sydafrika Sydafrika 1
Brasilien Brasilien 1
Canada Canada 1
Polen Polen 1
Sverige Sverige 1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder og noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Formerly Lance Armstrong med syv sejre, indtil han fik frataget sine priser og fik livstidskarantæne fra alle UCI-konkurrencer efter en official undersøgelse af dopingbeskyldningerne mod ham.[1].
  2. Sejr for Sovjetunionen i 1990 og tre sejre til Russiske SFSR i 1991, alle fire russiske cyklister blev der opnået (3 for Dimitri Konyshev og 1 for Viatcheslav Ekimov ).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Steffen Gronemann, Alt om Tour de France, Turbulenz , 2012. ISBN 978-87-92550-92-7.
  • (Engelsk) Peter Juge, Matey's Tour De France, Xlibris Corporation, 2003. ISBN 1-4010-5360-2.
  • Svend Novrup, Tour de France 2000 - den gyldne årgang (1. udgave), Ruder 7. ISBN 87-87465-17-5.
  • (Engelsk) John Wilcockson, The 2000 Tour De France, VeloPress, 1999. ISBN 978-1-884737-79-4.
  • (Engelsk) Geoffrey Hare & Eugen Weber The Tour De France, 1903-2003 - A Century of Sporting Structures, Meanings and Values, Taylor & Francis Ltd, 2003. ISBN 0-7146-5362-4.