Bruger:Z33k/depechemode

Depeche Mode
Depeche Mode i 2006
Information
Oprindelse	Basildon, Essex, England
Genre	Synthpop, new wave, alternativ rock
Aktive år	1980–nu
Pladeselskab	Mute Records
Associeret med	Yazoo, Erasure, Recoil
Medlemmer	Dave Gahan Martin Gore Andrew Fletcher
Tidligere medlemmer	Vince Clarke (1980-1981) Alan Wilder (1982-1995)
Eksterne henvisninger
depechemode.com

Depeche Mode er et engelsk elektronisk rock/new wave band, der blev dannet i 1980 i Basildon, Essex. Gruppens originale konstellation bestod af Dave Gahan (forsanger), Martin Gore (keyboard, guitar, vokal), Andrew Fletcher (keyboard) og Vince Clarke (keyboard). Clarke, som var gruppens oprindelige sangskriver, forlod bandet efter debutalbummet Speak & Spell i 1981, og blev erstattet af Alan Wilder (keyboard, trommer), mens Gore overtog sangskrivningen. Wilder forlod bandet i 1995, og siden har Gahan, Gore og Fletcher fortsat som en trio.

Depeche Mode er et af de mest succesfulde, indflydelsesrige og længstlevende band fra tidligt i 1980'erne. De har haft 48 sange på den britiske single-hitliste og flere #1-album i Storbritannien, USA og store dele af Europa. Ifølge EMI har Depeche Mode solgt over 100 millioner album og singler på verdensplan, hvilket gør dem til den mest succesfulde elektroniske musikgruppe i musikhistorien. Q Magazine kalder Depeche Mode "Det mest populære elektroniske band verden nogensinde har kendt."

Historie

Formation (1977-80)

Depeche Mode's rødder rækker tilbage til 1977, hvor Vince Clarke og Andrew Fletcher dannede et band kaldet No Romance in China, med Clarke på vokal og guitar og Fletcher på bass. I 1979 spillede Clarke guitar i et "Ultravox plagiat-band", The Plan, med vennerne Robert Marlow and Paul Langwith. Fra 1978-79 spillede Martin Gore i en akustisk duo, Norman and The Worms, med skolekammeraten Philip Burdett på vokal og Gore på guitar. I 1979 dannede Marlow, Gore og vennen Paul Redmond et band kaldet The French Look med Marlow på vokal og keyboard, Gore på guitar og Redmond på keyboard. I marts 1980 dannede Clarke, Gore og Fletcher et band kaldet Composition of Sound med Clarke på vokal og guitar, Gore på keyboards og Fletcher på bas. Den 31. maj [1980 spillede The French Look og Composition of Sound sammen på St. Nicholas School Youth Club i Basildon, England.

Kort efter dannelsen af Composition of Sound skiftede Clarke og Fletcher til synthesizere, mens de arbejde med forefaldende arbejde, såsom tømmerarbejde. I 1980 blev Dave Gahan blev medlem af bandet efter Clarke havde hørt ham optræde til en jam session i en lokal spejderhytte, hvor han sang en fortolkning af David Bowie's "Heroes", og Depeche Mode var født. Om begrundelsen for det nye navn (taget fra det franske modeccmagasin Dépêche mode) sagde Martin Gore, "It means hurried fashion or fashion dispatch. I like the sound of that." Bandet fik deres pladedebut i 1980 på opsamlingen Some Bizzare Album med sangen "Photographic", der senere blev genindspillet på debutalbummet Speak & Spell.

Firserne

Speak & Spell (1981)

Hovedartikel: Speak & Spell (album).

Under en koncert på Bridge House i Canning Town, London henvendte Daniel Miller (en elektronisk musiker og grundlægger af Mute Records) sig til bandet. Han var interesseret i at Depeche Mode indspillede en single til hans "burgeoning"/spirende pladeselskab. Resultatet af denne mundtlige kontrakt var den første single "Dreaming of Me", indspillet i december 1980 og udgivet i februar 1981, der opnåede en placering som #57 på den britiske single-hitliste. Opmuntret af dette, indspillede bandet dets anden single "New Life", denne gang #11 på hitlisten. Tre måneder senere udgav bandet "Just Can't Get Enough", som blev #8 på hitlisten. Det var den første Depeche Mode sang der blev optaget en musikvideo til, og den eneste video hvor Vince Clarke medvirkede. Singlen var på mange måder et gennembrud for bandet og dens succes banede vejen for debutalbummet, Speak & Spell - udgivet i november 1981 - som til sidst blev #10 på den britiske album-hitliste. Anmeldelserne var blandede - Melody Maker beskrev det som et "fremragende album, et de var nød til at lave for at erobre et nyt publikum og for at tilfredsstille deres fans som bare ikke kan få nok", mens Rolling Stone var mere kritisk og kaldte albummet for "PG-rated fluff".

Clarke forlader og Wilder slutter sig til (1981/1982)

Under turneen og promoveringen af Speak & Spell begyndte Clarke internt at ytre sin bekymring med den retning bandet havde taget. Senere forklarede han sin utilfredshed, og sagde "der var aldrig tid nok til at lave noget" I november 1981 annoncerede Clarke offentligt at han havde forladt Depeche Mode. Kort tid efter dannede han Yazoo med bluessangerinden Alison Moyet, og senere duoen Erasure med Andy Bell. Begyndende snak om at Clarke skulle fortsætte med at skrive materiale for gruppen bliver i sidste ende ikke til noget (Clarke tilbød sangen "Only You" til de resterende medlemmer af Depeche Mode, men de afslog. Den blev senere et top 10 hit for Yazoo i Storbritannien), Gore, som havde skrevet "Tora! Tora! Tora!" og "Big Muff" til Speak & Spell, var nu tvunget til at blive bandets nye sangskriver.

I slutningen af 1981 indrykkede bandet en anonym annonce i Melody Maker, hvor de søgte en ny musiker som erstatning for Vince Clarke. Alan Wilder, en 22 år gammel keyboardspiller fra vest London, svarede og efter at have aflagt to prøver blev han hyret i starten af 1982; til at begynde med turnerede han på prøvebasis.

A Broken Frame (1982)

Hovedartikel: A Broken Frame.

"See You" (1982) noiconEt kort lydklip af "See You" Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)

I januar 1982 udgav bandet "See You", som var den første single uden Clarke. Den opnåede en placering som #6 på den britiske hitliste, og slog dermed de tre tidligere singler skrevet at Clarke. Bandet spillede deres første koncerter i Nordamerika i den turné der fulgte udgivelsen af singlen. Yderligere to singler, "The Meaning of Love" og "Leave in Silence", blev udgivet forud for bandets andet studiealbum.

Depeche Mode begyndte at arbejde på deres andet studiealbum i juli 1982. Daniel Miller underrettede Wilder om, at han ikke var nødvendig for optagelserne af albummet, idet bandet ville bevise at de kunne lykkedes uden Vince Clarke, som Wilder var en erstatning for. Deres andet album A Broken Frame blev udgivet i september 1982. I oktober 1982 dragede bandet på deres anden turné det år, med titlen A Broken Frame Tour.

Construction Time Again (1983)

Hovedartikel: Construction Time Again.

Singlen ""Get the Balance Right!", som ikke var inkluderet på et album, blev udgivet i januar 1983, og var den første single med Wilder.

På deres tredje udgivelse, Construction Time Again, arbejdede Depeche Mode med producer Gareth Jones i John Foxxs studier, Garden Studios, og i Hansa-studierne i Vestberlin (hvor store dele af David Bowies nyskabende Berlin trilogi var blevet produceret sammen med Brian Eno). Albummet var et dramatisk skift i gruppens lyd, hvilket til del skyldtes Wilders indførelse af Synclavier og Emulator samplerne, foruden de analoge synthesizere gruppen også tidligere havde benyttet. Ved at sample lyden af hverdagsobjekter skabte bandet en eklektisk industrial-påvirket lyd, med ligheder til grupper som Art of Noise og Einstürzende Neubauten. Sidstnævnte udgav senere på Mute Records, pladeselskabet tilknyttet Depeche Mode.

I takt med musikken var Gores sangskrivning også i hastig udvikling, og i stigende grad med fokus på politiske og sociale emner. Et godt eksempel på den nye lyd var den første single fra albummet, "Everything Counts", som var en kommentar til hvad der blev opfattet som grådige multinationale selskaber. Sangen blev nummer otte i Storbritannien, nåede top 30 i Irland, Sydafrika, Schweiz, Sverige og Østtyskland. Wilder bidrog også til to sange på albummet, "The Landscape Is Changing" og "Two Minute Warning".

Some Great Reward (1984)

Hovedartikel: Some Great Reward.

I de tidlige år havde Depeche Mode egentlig kun opnået succes i Storbritannien, Europa og Australien – dette ændrede sig imidlertid i marts 1984 da de udgav singlen "People Are People". Sangen opnåede en placering som #2 i Irland og #4 på de britiske og schweiziske hitlister – og gav dem deres første #1 i Vestberlin, hvor den blev brugt som tema til den Østtyske tv-stations dækning af Sommer-OL 1984. Den nåede efter noget tid #1 på den amerikanske hitliste i midten af 1985. Sangen er sidenhen blevet bøssesamfundets hymne og bliver regelmæssigt spillet til bøssearrangementer og gay pride-festivaller. Sire Records, bandets Nordamerikanske pladeselskab udgav et opsamlingsalbum af samme navn, som indeholdt sange fra A Broken Frame og Construction Time Again så vel som flere b-sider.

I september 1984 blev Some Great Reward udgivet. Melody Maker mente at albummet fik en til "at sidde længe oppe og lægge mærke til hvad der sker, lige under næsen på en." ("sit up and take notice of what is happening here, right under your nose.") Sangene på Some Great Reward kredsede om emner så som seksualpolitik ("Master and Servant"), uægteskabelige forhold ("Lie to Me"), og vilkårlig guddommelig retfærdighed ("Blasphemous Rumours"). Også inkluderet var den første ballade af Martin Gore ("Somebody") - sådanne sange ville blive et gennemgående element på alle senere album. "Somebody" blev senere den første single sunget af Gore. Albummet var også det første der gik ind på den amerikanske album-hitliste, og fik top 10 placeringer i flere europæiske lande.

The World We Live In and Live in Hamburg var bandets første videoudgivelse. Det er en næsten komplet optagelse af en koncert fra deres turné i 1984, Some Great Reward Tour, i Hamborg, Tyskland.

I 1985 udgav Mute Records et omsamlingsalbum, The Singles 81>85 (Catching Up with Depeche Mode i USA), som indeholdt de to ikke-album singler "Shake the Disease" og "It's Called a Heart".

Under denne periode blev bandet i visse kredse forbundet med den gotiske subkultur, som havde haft sin begyndelse i Storbritannien i de sene 19070'ere, og nu langsomt var begyndt at opnå popularitet i USA. Dér havde bandets musik i første omgang fået opmærksomhed på universitetsradioerne og radiostationerne der spillede moderne rockmusik, så som KROQ i Los Angeles, KQAK ("The Quake") i San Francisco og WLIR på Long Island, New York, og derfor appellerede de først og fremmest til det alternative rock-publikum, som modsatte sig den fremherskende "soft rock and 'disco hell'" der blev spillet i radioen. Dette syn på bandet stod i skarp kontrast til den måde bandet blev opfattet i Europa, til trods for den tiltagende mørke og seriøse tone i deres sange. I Tyskland og andre europæiske lande blev Depeche Mode set som teenageidoler og optrådte regelmæssigt i europæiske ungdomsmagasiner.^{[kilde mangler]}

Black Celebration (1986)

Hovedartikel: Black Celebration.

Depeche Modes musikalske stil skiftede igen i 1986 med udgivelsen af deres 15. single "Stripped", og det efterfølgende Black Celebration. Ved at bibeholde deres ofte opfindsomme brug af sampling og ved at skille sig af med den "poppede industrial"-lyd, der havde kendetegnet deres to forrige album, introducerede bandet en ildevarslende, meget stemningsfuld og struktureret ("textured") lyd. Gores tekster have fået en mørkere tone og var blevet endnu mere pessimistiske, selvom sangen "New Dress" markerede sidste gang han forsøgte sig med den slags åbenlyse kommentering på samfundet, der havde været karakteristisk for bandets to forrige udgivelser. Albummet indeholdt også en revideret udgave af sangen "Fly on the Windscreen", der oprindeligt var b-siden til "It's Called a Heart". Bandet "recognised the song's promise", og besluttede at den forbedrede udgave, der havde fået titlen "Fly on the Windscreen - Final", skulle med på albummet.

Depeche Mode's musical style shifted again in 1986 with the release of their fifteenth single "Stripped", and its accompanying album Black Celebration. Retaining their often imaginative sampling and jettisoning the "industrial-pop" sound that had characterised their previous two LPs, the band introduced an ominous, highly atmospheric and textured sound. Gore's lyrics also took on a darker tone and became even more pessimistic, although the song "New Dress" would mark the last time he attempted the kind of overt social commentary that had been a feature of the band's previous two records. Also included on the album was a revised version of the song "Fly on the Windscreen", which had originally appeared as the b-side to "It's Called a Heart". The band recognised the song's promise, and decided to improve it and include it on the album, renamed as "Fly on the Windscreen - Final"..

Musikvideoen til "A Question of Time" var den første til at blive instrueret af Anton Corbijn, og var samtidig startskuddet til et langt arbejdsforhold der er gældende den dag i dag. Corbijn har instrueret yderligere 19 af bandets vidoer (den seneste værende "Suffer Well" fra 2006). Han har også filmen nogle af deres liveoptrædelser, og har været ansvarlig for nogle af coverne til bandets album og singler. "But Not Tonight", b-siden til "Stripped", blev udgivet som single i USA, men formåede ikke at komme på hitlisterne.

The music video for "A Question of Time" was the first to be directed by Anton Corbijn, beginning a working relationship that continues to the present day. Corbijn has directed a further 19 of the band's videos (the latest being 2006's "Suffer Well"). He had also filmed some of their live performances, and has been responsible for some of the band's album and single covers. "But Not Tonight", the b-side to "Stripped", was released as a single in the US but failed to make any impression on the charts.

Music for the Masses (1987)

Hovedartikel: Music for the Masses.

Med Music for the Masses fra 1987 var der sket yderligere ændringer i bandets lyd og arbejdsmetoder. David Bascombe, der var den første producer uden tilknytning til Mute Records, assisterede under indspilningerne (selvom hans rolle i følge Alan Wilder endte med at blive mere som en teknikers). I arbejdet med albummet droppede bandet i høj grad brugen af sampling til fordel for mere eksperimenteren med synthesizere. Mens hitlisteplaceringerne for singlerne "Strangelove (sang)", "Never Let Me Down Again" og "Behind the Wheel" viste sig at være skuffende i Storbritannien, havde de større success i lande som Canada, Brasilien, Vesttyskland, Sydafrika, Sverige og Schweiz, hvor de ofte nåede top 10. Det britiske musikblad Record Mirror beskrev Music for the Masses som "det mest fuldendte og sexede Mode album til dato" og albummet gav et gennembrud i det amerikanske marked, noget som bandets tidligere albumudgivelser ikke havde opnået.

Efter udgivelsen af albummet fulgte turnéen Music for the Masses Tour. Den 7. marts 1988 spillede de en uofficiel koncert (da det ikke var annonceret at Depeche Mode var bandet der skulle spille den aften) i indendørsarenaen Werner-Seelenbinder-Halle i Østberlin. På det tidspunkt var det kommunistiske regime stadig ved magten, og Depeche Mode var blandt de meget få vestlige bands der nogensinde har spillet i det tidligere DDR.

101 (1988)

Verdensturnéen endte den 18. juni 1998 med en koncert på stadionet Rose Bowl i Californien med 60.453 betalende gæster (det højeste i otte år for stedet). Turnéen var et gennembrud for bandet og var enorm succesfuld i USA. Den var dokumenteret i 101 - en koncertfilm af D. A. Pennebaker, og dens medfølgende soundtrack. Filmen er bemærkelsesværdig for dens skildring af interaktion med fans. Alan Wilder er krediteret for at komme på navnet; det var nr. 101 og den sidste koncert på turnéen.

Halvfemserne

Violator (1990)

Hovedartikel: Violator (album).

I midten af 1989 begyndte bandet at indspille i Milan med producer Flood (Mark Ellis) og tekniker François Kevorkian. Det indledende resultat var singlen "Personal Jesus". Forud for udgivelsen blev en reklamekampagne lanceret med annoncer i de personlige sider i de britiske lokalaviser med ordene "Your own personal Jesus." Senere indeholdte reklamerne også et telefonnummer man kunne ringe til for at høre sangen. Det efterfølgende postyr hjalp til at singlen endte som #13 på den britiske hitliste, og blev én af deres bedst sælgende til dato. I USA solgte en Depeche Mode single for første gang guld, samtidig med at det var den første der kom på top 40-listen siden "People Are People". Endeligt blev "Personal Jesus" den bedst sælgende 12" single i Warner Bros. Records' historie på det tidspunkt.

Skabelon:Listen "Enjoy the Silence", udgivet i januar 1990, blev en af Depeche Modes mest succesfulde singler til dato, og nåede #6 i Storbritannien. Nogle måneder senere blev det Depeche Modes største hit i USA, da den blev #8 og indbragte bandet en guldplade. Den vandt prisen som den bedste britiske single ved Brit Awards i 1991. For at promovere deres nye album, Violator, stillede bandet op til autografer i butikken Wherehouse Entertainment i Los Angeles. Arrangementet tiltrak omtrent 20.000 fans og skabte tumult. Nogle af de fremmødte blev skadet af at blive presset mod butikkens vinder af folkemængden. Som en undskyldning til nogle af de fans der blev skadet, udgav bandet et begrænset antal af kassettebånd til fans i Los Angeles, der blev uddelt via radiostationen KROQ (der havde sponseret begivenheden). Violator endte med at nå top 10 i Storbritannien og USA. Violator var bandets første album der kom på top 10 over Billboard 200 (de 200 mest sælgende), da den blev på hitlisten i 74 uger, hvor den opnåede en placering som #7. Den fik også tre gange platin i USA, hvor den solgte over 3,9 millioner eksemplarer. Det er fortsat bandets bedst sælgende album på verdensplan. Yderligere to singler blev udgivet fra albummet, "Policy of Truth" og "World in My Eyes", som var hits i Storbritannien, hvor førstenævnte også gik ind på hitlisten i USA.

World Violation Tour markerede endnu et højdepunkt i Depeche Modes popularitet, og bandet spillede flere stadionkoncerter i USA. Ved en koncert i Giants Stadium blev der solgt 40.000 biletter inden for otte timer, og 48.000 biletter blev solgt på under én time, efter de var blevet salg, til et show på Dodger Stadium.

Songs of Faith and Devotion (1993)

Hovedartikel: Songs of Faith and Devotion.

Fil:MartinGretschAnniversary.png

Depeche Mode perform "Personal Jesus" on the Devotional Tour.

I 1993 udkom Songs of Faith and Devotion hvor bandet havde eksperimenteret med flere organiske arrangementer, baseret lige så meget på stærkt forvrængede elektriske guitarer og livetrommer (spillet af Alan Wilder, hvis debut som studietrommeslager havde været på sangen "Clean" fra Violator), som synthesizere. Andre nye tilføjelser til bandets lyd var live strygere, uilleann-sækkepiber og kvindelige gospelvokaler. Albummet debuterede som nummer ét i både Storbritannien og USA. Den første single fra albummet var den grunge-inspirerede "I Feel You". Inspirationerne fra gospel er mest tydelige på albummets tredje single, "Condemnation".

Verdensturnéen Devotional Tour fulgte derefter. Den blev dokumenteret i en koncertfilm af samme navn. Filmen var instrueret af Anton Corbijn og gav bandets deres første Grammy-nominering i 1995. Bandets andet livealbum, Songs of Faith and Devotion Live, blev udgivet i december 1993. Albummet var i bund og grund en reproduktion af studiealbummet sang-for-sang, med det formål at forstærke salgstallene. Det var ikke nogen kommerciel succes.

Turnéen fortsatte ind i 1994 med Exotic Tour, som begyndte i februar 1994 i Sydafrika og endte i april i Mexico. Den sidste del af turnéen, som bestod af flere Nordamerikanske datoer, fulgte kort efter og løb indtil juli. Som helheld er Devotional Tour den længste og mest geografisk spredte Depeche Mode turné, varende otte måneder med 162 særskilte optrædener.

Dave Gahan's heroinmisbrug var begyndt at påvirke hans adfærd, hvilket fik ham til at blive mere uberegnelig og indadvendt. Martin Gore blev ramt af anfald og Andy Fletcher afslog at deltage i den anden halvdel af Exotic-turnéen grundet "mental ustabilitet". Under den periode, var han på scenen erstattet af Daryl Bamonte, som i mange år havde arbejdet som personlig assistent i bandet.

Wilder's afgang (1995)

I juni 1995 annoncerede Alan Wilder at han havde forladt Depeche Mode, og forklarede,

	Siden jeg kom til i 1982, har jeg hele tiden stræbt efter at give total energi, entusiasme og engagement for at fremme gruppens succes, og på trods af konstant ubalance i fordelingen af arbejdsbyrden, har jeg velvilligt tilbudt dette. Desværre modtog dette niveau af input aldrig den respekt og anerkendelse i gruppen som berettiget.

Han fortsatte med med at arbejde på sit personlige projekt som manager for bandet Recoil, der udgav dets fjerde album (Unsound Methods) i 1997. Efter Wilder's afgang var mange skeptiske om hvorvidt Depeche Mode nogensinde ville indspille sammen igen. Gahan's sindstilstand og stofmisbrug blev en væsentlig kilde til bekymring efter en næsten dødelig overdosis på et hotel i Los Angeles.

Ultra (1997)

Hovedartikel: Ultra (album).

Skabelon:Listen Til trods for at Gahan's personlige problemer blev mere og mere alvorlige, prøvede Gore gentagende gange i løbet af 1995 og 1996 at få bandet til at indspille igen. Gahan mødte dog sjældent op som planlagt, og når han gjorde, tog det uger at få nogen som helst vokaler optaget. Gore blev tvunget til at overveje at opløse bandet og udgive de sange han havde skrevet på et solo album. I midten af 1996 begyndte Gahan på et afvænningsprogram for at komme af med sit heroinmisbrug. Med Gahan ude af afvænning i 1996, begyndte Depeche Mode at indspille med producer Tim Simenon. Albummet Ultra blev udgivet i april 1997, og forinden blev de to singler "Barrel of a Gun" og "It's No Good" udgivet. Albummet debuterede som #1 i Storbritannien og #5 i USA. Bandet tog ikke på nogen efterfølgende turné, men som en del af promoveringen af udgivelsen spillede de to korte koncerter i London og Los Angeles. Ultra affødte yderligere to singler, "Home" og "Useless". På efterfølgende turnéer har albummets sange sjældent været at finde på sætlisten.

Det andet opsamlingsalbum beståede af singler, The Singles 86–98, blev udgivet i september 1998. Kort forinden var den nye single "Only When I Lose Myself", som blev indspillet under Ultra-perioden, blevet udgivet. I april 1998 afholdte Depeche Mode et pressemøde på Hyatt Hotel i Köln hvor de annoncerede The Singles Tour.. På turnéen blev bandet akkompagneret af den østrigske trommeslager Christian Eigner og keyboardspiller Peter Gordeno som erstatning for Alan Wilder.

I 1998 modtog Martin Gore prisen for "International Achievement" ("International bedrift"), af det britiske akademi af sangskrivere, komponister og forfattere (BASCA) ved den 44. Ivor Novello Awards-prisuddeling, på Grosvenor House hotellet i London. Gore blev overrakt prisen af stifteren af Mute Records Daniel Miller.

Depeche Mode i det 21. århundrede

Exciter (2001)

Hovedartikel: Exciter (album).

En koncert fra Exciter-turnéen i Oberhausen i oktober 2001

I 2001 udgav Depeche Mode albummet Exciter, som var produceret af Mark Bell (fra den banebrydende technogruppe LFO). Bell introdurede en minimalistisk, digital lyd til det meste af albummet, påvirket af de elektroniske genrer IDM og glitch. "Dream On", "I Feel Loved", "Freelove" og "Goodnight Lovers" blev udgivet som singler i 2001 og 2002. Det fik en blandet modtagelse; mens albummet fik nogenlunde positive anmeldelser fra nogle magasiner (NME, Rolling Stone og LA Weekly), var andre (som Q, PopMatters og Pitchfork Media) mere hånende og mente albummet lød underproduceret, kedeligt og trist, og på de følgende koncertturnéer efter Exciter Tour, har sange fra albummet sjældent optrådt i sætlisterne.

I marts 2001 afholdte Depeche Mode et pressemøde på Valentino Hotel i Hamborg hvor de annoncerede Exciter Tour. Koncerterne i Palais Omnisports de Paris-Bercy i Paris blev filmet og senere udgivet i maj 2002 som en live DVD med titlen One Night in Paris.

Bandet vandt deres første "Innovation Award" nogensinde fra Q Magazine den 22. oktober 2002.

I 2003 udgav Dave Gahan sit første soloalbum, Paper Monsters, og tog på turné. Samme år blev Martin Gores andet soloalbum, Counterfeit², udgivet. Andrew Fletcher grundlagde også sit eget pladeselskab, Toast Hawaii, med speciale i at fremme elektronisk musik.

Et nyt opsamlingsalbum med remixes, Remixes 81–04, blev udgiet i 2004 og indeholdte nye og ikke-udgivede remixes af bandets singler fra 1981 til 2004. En ny version af "Enjoy the Silence", remixet af Mike Shinoda (Linkin Park), med titlen "Enjoy the Silence 04" blev udgivet som single og blev #7 på den britiske hitliste.

Playing the Angel (2005)

Hovedartikel: Playing the Angel.

Den 17. oktober 2007 udgav bandet deres 11. studiealbum Playing the Angel. Det var produceret af Ben Hillier og albummet blev #1 i 17 lande godt hjulpet på vej af hitsinglen "Precious". Det er det første Depeche Mode album med tekster skrevet af Dave Gahan, og deraf det første album siden 1984'ernes Some Great Reward der indeholder sange, som ikke er skrevet af Martin Gore. "Suffer Well" var den første single i tiden efter Vince Clarke, der ikke var skrevet af Gore (tekst af Gahan, musik af Philpott/Eigner). Den sidste single fra albummet var "John the Revelator", som er et elektronisk uptempo nummer med et sammenhængende religiøst tema. Det andet nummer på singlen, "Lilian", var et hit på mange klubber over hele verden. Dog har albummets sange sjældent figureret på turnéer siden Touring the Angel.

Touring the Angel-koncert i Bremen, juni 2006

For at promovere Playing the Angel tog bandet på en verdensomspændende turné (Touring the Angel) med start i november 2005 i Nordamerika og Europa. Turnéen fortsatte ind i første halvdel af 2006 hvor Depeche Mode var hovednavn på række festivaller som Coachella Valley Music and Arts Festival og O2 Wireless Festival. I alt spillede bandet for mere end 2,8 millioner mennesker på tværs af 31 lande, og turnéen var en af de mest indtjenende og anmelderroste i hele 2005/2006.. Om turnéen sagde Gahan, "sandsynligvis de liveshows vi har nydt mest og som har været de mest givende vi nogensinde har haft. Det nye materiale ventede bare på at blive spillet live. Det fik sig eget liv. Med energien fra publikum kom det til sin ret." ("probably the most enjoyable, rewarding live shows we've ever done. The new material was just waiting to be played live. It took on a life of its own. With the energy of the crowds, it just came to life".) Optagelser fra 43 shows blev udgivet på CD'er med titlen Recording the Angel. To koncerter i Fila Forum i Milan blev filmet og redigeret til en koncertfilm der blev udgivet på DVD som Touring the Angel: Live in Milan.

Et "best of"-opsamlingsalbum blev udgivet i november 2006 med titlen The Best Of, Volume 1, og indeholdte den nye single "Martyr", der blev indspillet til Playing the Angel, men aldrig kom med på albummet. Senere den måned modtog Depeche Mode en MTV Europe Music Award i kategorien "Bedste gruppe".

I midten af december 2006 udgav iTunes The Complete Depeche Mode, som var dets fjerde digitale boxset nogensinde (efter The Complete U2 i 2004, The Complete Stevie Wonder i 2005 og Bob Dylan: The Collection tidligere i 2006).

Sounds of the Universe (2009)

Hovedartikel: Sounds of the Universe.

I august 2007, mens Dave Gahan promoverede sit andet soloalbum, Hourglass, blev det annonceret at Depeche Mode ville vende tilbage til studiet i starten af 2008 for at arbejde på et nyt album.

I maj 2008 gik bandet i studiet med producer Ben Hillier for at arbejde på sange som Martin Gore havde indspillet demoversioner af i hans hjemmestudie i Santa Barbara, Californien. Senere på året blev det annonceret at Depeche Mode afsluttede deres lange samarbejde med det amerikanske pladeselskab, Warner Music, og skrev kontrakt med EMI Music i hele verden.^{[kilde mangler]}

Tour of the Universe-koncert i London's O2 Arena, december 2009

Den 15. januar 2009 annoncerede Depeche Modes officielle hjemmeside at bandets 12. studiealbum ville få titlen Sounds of the Universe. Albummet blev udgivet i april 2009, og blev også tilgængeligt via et såkaldt iTunes Pass, hvor køberen modtog individuelle numre i ugerne op til den officielle udgivelsesdato. Andy Fletcher forklarede at idéen med et iTunes Pass var en blanding af bandets og iTunes': "I think the digital and record companies are starting to get their act together. They were very lazy in the first 10 years when downloads came in. Now they’re collaborating more and coming up with interesting ideas for fans to buy products." Albummet blev nummer ét i 21 lande. Modtagelsen af albummet var overvejende positiv og den blev nomineret til en Grammy i kategorien "Best Alternative Album".

"Wrong" var den første single fra albummet, udgivet digitalt den 21. februar 2009. Videoen var instrueret af Patrick Daughters og blev nomieret til "Best Short Form Music Video" ved den 52. Grammy-uddeling. De andre singler fra albummet var "Peace" og dobbelt a-siden "Fragile Tension / Hole to Feed". Udover disse blev "Perfect" udgivet som en ikke-kommerciel promo-single i USA.

I maj 2009 tog bandet på en turné til støtte for albummet. Tour of the Universe blev annonceret på et pressemøde i oktober 2008 i Olympiastadion i Berlin. Der var en opvarmningskoncert i Luxembourg inden turnéen officielt begyndte den 10. maj 2009 i Tel Aviv. Den første del af turnéen blev afbrudt da Dave Gahan blev ramt af en mave-tarm infektion (gastroenteritis). Under behandlingen fandt lægerne en mindre kræftsvulst som de fjernede fra hans blære. Gahans akutte sygdom betød at 15 koncerter måtte aflyses, dog blev flere af dem blev flyttet til 2010. Bandet var hovednavnet til Lollapalooza-festivallen under den nordamerikanske del af turnéen. Turnéen bragte også bandet tilbage til Sydamerika for første gang siden Exotic Tour i 1994. Under den sidste europæiske del af turnéen spillede bandet en koncert i Londons Royal Albert Hall til fordel for Teenage Cancer Trust, hvor tidligere medlem Alan Wilder kom på scenen da Martin Gore skulle fremføre "Somebody".

Arv og indflydelse

Depeche Mode er "Det mest populære elektroniske band verden nogensinde har kendt" i følge magasinet Q og "Et af de største britiske popgrupper nogensinde" ifølge Sunday Telegraph.

Depeche Mode har påvirket mange af nutidens populære artister, til dels grundet deres indstillingstekniker og nyskabende brug af sampling. For eksempel citerer Pet Shop Boys Violator (og "Enjoy the Silence" i særdeleshed) som en af de største inspirationskilder under indspilningerne til deres anmelderroste album Behaviour. Neil Tennant siger, "Vi lyttede til Violator af Depeche Mode, som var et meget godt album, og vi var dybt misundelige på det". Bandmedlem Chris Lowe er enig, "De havde sat mere på spil".

Pionererne af techno, Derrick May, Kevin Saunderson og Juan Atkins, citerer ofte Depeche Mode som værende en indflydelse på udviklingen af technomusik i midt-1980'ernes Detroit. Påskønnelsen af Depeche Mode i dagens elektroniske musikscene kommer til udtryk i de utallige Depeche Mode remixes af nutidige DJ's som Ricardo Villalobos' remix af "The Sinner in Me" eller Kruder & Dorfmeisters remix af "Useless".

Matt Smith, tidligere musikalsk ansvarlig for den moderne-rock radiostation KROQ, mener at "The Killers, The Bravery, Franz Ferdinand — hele den bølge af musik skylder enormt meget til Depeche Mode."

I et ledsagende interview til et indlæg i The New Yorker, hvor Sasha Frere-Jones vurderer indflydelsen af britiske artister på det amerikanske marked, påstår han at "den sidste alvorlige engelske indflydelse var Depeche Mode, som synes mere og mere betydningsfuld som tiden går."

Ken Jordan, medlem af den elektroniske duo The Crystal Method fra Los Angeles, har sagt at Depeche Mode er en af The Crystal Methods største musikalske indflydelser.

Chester Bennington, sanger i Linkin Park, var inspireret af bandet. Et andet medlem af Linkin Park, Mike Shinoda, har sagt, "Depeche Mode er en af de mest indflydelsesrige grupper i vores tid. Deres musik er en inspiration for mig..."

Industrial metalbandet Dope lavede en coverversion af sangen "People Are People" på albummet American Apathy fra 2005.

Raymond Herrera, the drummer of the heavy metal band Fear Factory, says, "A lot of different music influenced the way I play now. Like the band Depeche Mode. If I could sound like Depeche Mode, but be fast like Slayer, I think I might be onto something". According to Darren Smith, the guitarist of the post-hardcore band Funeral for a Friend, "dark, moodier stuff" in his band's music was "Depeche Mode-influenced."

Colombian singer Shakira is also highly influenced by Depeche Mode. Ximena Diego, the author of the book Shakira - Woman Full of Grace wrote in this book: "At thirteen Shakira especially liked Depeche Mode, an electronic rock band from Great Britain. One day she was listening to the band's song, "Enjoy the Silence". She noticed that she was not only hearing the music but also feeling the music in her body. She said to her mother, "Every time I hear that guitar riff [a rhythmic musical phrase] I feel this weird thing in my stomach".

In August 2008, Coldplay released a cover version of the video for "Enjoy the Silence", as an alternate video for their single "Viva la Vida". On their website where the video is shown, they are quoted as saying, "This is our attempt at a video cover version, made out of love for Depeche Mode and the genius of Anton Corbijn...". The video shows Chris Martin dressed as a king like Dave Gahan, walking through The Hague.

"I feel more connected to Depeche Mode" (compared to other acts of the 1980s) claimed Magne Furuholmen, the keyboardist of a-ha. In July 2009, a-ha performed a cover of "A Question of Lust" during a live performance for BBC Radio 2 - The Dermot O'Leary Show.

Christian rock band Mad at the World leader Roger Rose cited the band as an influence musically, although lyrically he was very different, on the band's first disc Mad At The World.

They are featured in the hit game, Left 4 Dead 2, in which Rochelle wears a Depeche Mode shirt which is also an unlockable avatar item. They also provide some of the soundtrack.

The Posters Came from the Walls is a documentary about Depeche Mode fans around the world co-directed by Turner Prize winning artist Jeremy Deller and filmmaker Nicholas Abrahams.

Diskografi

Hovedartikel: Depeche Mode diskografi.

• Speak & Spell (1981)
• A Broken Frame (1982)
• Construction Time Again (1983)
• Some Great Reward (1984)
• Black Celebration (1986)
• Music for the Masses (1987)
• Violator (1990)
• Songs of Faith and Devotion (1993)
• Ultra (1997)
• Exciter (2001)
• Playing the Angel (2005)
• Sounds of the Universe (2009)

Turnémusikere

• Peter Gordeno – keyboard, baggrundsvokaler (1998—nu)
• Christian Eigner – trommer, keyboard (1997—nu)
• Daryl Bamonte – keyboard (1994)
• Dave Clayton – keyboard (1997)
• Hildia Campbell – baggrundsvokaler (1993–1994)
• Samantha Smith – baggrundsvokaler (1993–1994)
• Jordan Bailey – baggrundsvokaler (1998 & 2001)
• Janet Ramus – baggrundsvokaler (1998)
• Georgia Lewis – baggrundsvokaler (2001)

Nævneværdige instrumenter

Depeche Mode bliver betragtet som en vigtig eksponent for den elektroniske musikgenre. Nævneværdige instrumenter som bandet har benyttet sig af igennem årene er: Minimoog, ARP 2600, Yamaha DX7, E-mu Emulator, E-mu Emax, Roland Juno-106, Oberheim Matrix 12, Prophet 5 og Gretsch-guitarer.

Martin Gore spiller på en Gretsch-guitar ved de fleste liveoptrædelser.

Koncerter i Danmark

• 26. november 1982 i Saltlageret, København
• 2. december 1983 i Saga, København
• 15. november 1984 i Falkoner Teatret, Frederiksberg
• 28. april 1986 i Valby Hallen, Valby
• 16. august 1986 i Valby Idrætspark
• 17. februar 1988 i Valby Hallen
• 18. februar 1988 i Valby Hallen
• 2. oktober 1990 i Valby Hallen
• 3. oktober 1990 i Valby Hallen
• 27 maj 1993 i Forum, København
• 11. september 1998 i Club Danmark Hallen, Valby
• 23. september 2001 i Parken, København (30.000)
• 25. februar 2006 i Parken, København (48.000, udsolgt)
• 7. juni 2006 i Atletion Stadion, Århus
• 30. juni 2009 i Parken, København (44.000)
• 22. februar 2010 i CASA Arena, Horsens (4.500)
• 23. februar 2010 i CASA Arena, Horsens (4.500)

Referencer

• Miller, Jonathan. Stripped: The True Story of Depeche Mode. Omnibus Press, 2004. ISBN 1-84449-415-2
• Corbijn, Anton, Depeche Mode: Strangers, 1990, Prentice Hall, ISBN 0-7119-2493-7

Yderligere læsning

• Corbijn, Anton. Depeche Mode: Strangers. Prentice Hall, 1990. ISBN 0-7119-2493-7
• Malins, Steve. Depeche Mode : A Biography. Andre Deutsch, 2001. ISBN 978-0-233-99430-7
• Thompson, Dave. Depeche Mode : Some Great Reward. Pan Macmillan, 1995. ISBN 0-283-06243-6
• Zill, Didi. Depeche Mode. Photographs 1982-87. Schwarzkopf & Schwarzkopf, 2004. ISBN 3-89602-491-4

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Z33k/depechemode

• Officiel hjemmeside
• Gammel officiel hjemmeside
• Depeche Mode på Myspace