Olddansk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Olddansk eller runedansk betegner det sprog, som taltes og blev skrevet i Danmark fra cirka år 800 til år 1100.[1] I den olddanske periode finder vi runeindskrifterne.

I sproghistorien anses urnordisk at være blevet udskilt fra fællesgermansk[2] omkring år 200 e.kr.f. Omkring år 800 udskiltes så olddansk fra urnordisk.[3] Det er først her at man kan tale om et egentligt dansk sprog. Som sprogperiode afløses olddansk omkring i år 1100 af gammeldansk (middeldansk). Skiftet fra olddansk til gammeldansk sker hvor runeskriften bliver afløst af latinske bogstaver.[1]

Opsplitningen i de nordiske sprog var dog ikke voldsommere, end at der i den olddanske periode og tilmed senere blev sagt, at der taltes med "dansk tunge" i Sverige, Norge og Island. Senere begyndte man at bruge navnet norrønt for den dialekt, der blev talt i Norge, Island og Færøerne. Sprogopdelingen var så lille i Skandinavien, at der i realiteten var tale om et fælles nordisk sprog.[kilde mangler]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • V.Dahlerup: Det danske Sprogs Historie (1921),
  • Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse (København 1976),

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Bent Jørgensen (2016), "Sproghistoriske perioder", Dansk sproghistorie: Dansk tager form: 79-83. Wikidata Q86016383
  2. ^ jvf. Ordbog over det danske sprog: fælles for de germanske folk, germansk omraade osv.; især sprogv., spec. m. h. t. stamsproget for de germanske sprog. (de) fællesgermanske tenues. VilhThoms.Afh.II.257. Hvornaar de nordiske Sprogs Stamsprog, Urnordisk, begyndte .. at skille sig ud fra det fællesgermanske Grundsprog, vides ikke. Bertels. Da.Sproghist.I.(1910).7. substantivisk:VDahlerup. Det da. SprogsHist.(1921).1.
  3. ^ jvf. Ordbog over det danske sprog: (sprogv.) som hører til det (af det fællesgermanske sprog udskilte) sprog, hvoraf de forsk. nordiske sprog har udviklet sig (i reglen ansat til tiden ca. 200– ca. 800); ofte substantivisk, om dette sprog (jf. u. oldnordisk). Dahlerup.SprH.1(1896).1. Skautrup.SprH.I.15.