Gammeldansk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med Gammel Dansk.

Gammeldansk eller middeldansk er en betegnelse for den middelalderlige fase af det danske sprog.

Hvor nordboernes sprog i vikingetiden ikke havde de store sproglige forskelle, er det i middelalderen, at dansk for alvor begynder at skille sig ud fra de andre nordiske sprog, og man derfor så småt kan tale om, at det ikke længere blot er en dialekt, men et særskilt sprog. I løbet af det 11.-13. århundrede gennemløber dansk en mere rivende udvikling end på noget andet tidspunkt i sin historie.

Det ser man ikke mindst på det lydlige område, hvor klusilsvækkelsen (p, t, k > b, d, g > [w], [ð], [ɣ]) og neutraliseringen af vokalerne i tryksvag stavelse (a, i, u > æ > e) sætter et tydeligt præg på sproget.

Gammeldansk deles op i en ældre og en yngre del, f.eks. sætter Gammeldansk Ordbog skellet ved ca. 1350.

Morfologien ændrer sig også kraftigt, idet man efterhånden opgiver den gamle bøjning af substantiver og adjektiver i fire kasus og af verberne i person og tal. Det sker tidligst på dansk, men efterhånden følger svensk og norsk efter, og det er i dag kun islandsk, færøsk, nogle norske dialekter og elvdalsk, der har bevaret disse bøjningsformer.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Gammeldansk Ordbog. En videnskabelig ordbog over middelalderens danske sprog. Den dækker perioden fra ca. 1100 til 1515. Bemærk at ordbogen stadig er under udvikling.