Richard Wagner: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
MastiBot (diskussion | bidrag)
m robot Ændrer: pl:Wagner
No edit summary
Linje 12: Linje 12:


Wagners mellemperiode er efter fleres vurdering af en væsentligt højere kvalitet. Her udvikler han sine forcer som [[dramatiker]] og komponist. Perioden begyndte med ''[[Den flyvende Hollænder (opera)|Den flyvende hollænder]]'', efterfulgt af ''[[Tannhäuser]]'' og ''[[Lohengrin]]''. Disse værker opføres meget hyppigt i dag.
Wagners mellemperiode er efter fleres vurdering af en væsentligt højere kvalitet. Her udvikler han sine forcer som [[dramatiker]] og komponist. Perioden begyndte med ''[[Den flyvende Hollænder (opera)|Den flyvende hollænder]]'', efterfulgt af ''[[Tannhäuser]]'' og ''[[Lohengrin]]''. Disse værker opføres meget hyppigt i dag.

'''HAN ER DUM OG SUTTER MAX HESTEPIK'''


























































































Wagners sene operaer er mesterværker, der udviklede operakunsten. Mange betragter [[Tristan og Isolde]] (''Tristan und Isolde'') som Wagners bedste enkeltstående opera. ''[[Mestersangerne i Nürnberg]]'' (''Die Meistersinger von Nürnberg'') er Wagners eneste komedie (bortset fra den tidlige ''Das Liebesverbot'') og en af de allerlængste. Den opføres stadig. ''[[Nibelungens Ring]]'' (''Der Ring des Nibelungen''), der ofte omtales som "Ringen" i daglig tale, er en [[tetralogi]] bestående af fire operaer: ''[[Rhinguldet]]'' (''Das Rheingold''), ''[[Valkyrien]]'' (''Die Walküre''), ''[[Siegfried (opera)|Siegfried]]'' og ''[[Ragnarok (opera)|Ragnarok]]'' (''Götterdämmerung''). Tetralogien er baseret på personer og elementer fra bl.a. [[nordisk mytologi]]. Spilletiden er omtrent 14 timer. Værket er derfor blevet betragtet som et af mest ambitiøse musikalske værker, der nogensinde er blevet komponeret. Wagners sidste opera, ''[[Parsifal]]'', som Wagner skrev til sin egen operafestival, ''[[Festspillene i Bayreuth|Bayreuther Festspiele]]'', og som kaldes et religiøst festspil (''Bühnenweihfestspiel'') i partituret, er et dybsindigt værk, der er baseret på den kristne legende om [[den hellige gral]].
Wagners sene operaer er mesterværker, der udviklede operakunsten. Mange betragter [[Tristan og Isolde]] (''Tristan und Isolde'') som Wagners bedste enkeltstående opera. ''[[Mestersangerne i Nürnberg]]'' (''Die Meistersinger von Nürnberg'') er Wagners eneste komedie (bortset fra den tidlige ''Das Liebesverbot'') og en af de allerlængste. Den opføres stadig. ''[[Nibelungens Ring]]'' (''Der Ring des Nibelungen''), der ofte omtales som "Ringen" i daglig tale, er en [[tetralogi]] bestående af fire operaer: ''[[Rhinguldet]]'' (''Das Rheingold''), ''[[Valkyrien]]'' (''Die Walküre''), ''[[Siegfried (opera)|Siegfried]]'' og ''[[Ragnarok (opera)|Ragnarok]]'' (''Götterdämmerung''). Tetralogien er baseret på personer og elementer fra bl.a. [[nordisk mytologi]]. Spilletiden er omtrent 14 timer. Værket er derfor blevet betragtet som et af mest ambitiøse musikalske værker, der nogensinde er blevet komponeret. Wagners sidste opera, ''[[Parsifal]]'', som Wagner skrev til sin egen operafestival, ''[[Festspillene i Bayreuth|Bayreuther Festspiele]]'', og som kaldes et religiøst festspil (''Bühnenweihfestspiel'') i partituret, er et dybsindigt værk, der er baseret på den kristne legende om [[den hellige gral]].

Versionen fra 20. jun. 2009, 16:16

Richard Wagner

Wilhelm Richard Wagner (22. maj 1813 i Leipzig13. februar 1883 i Venedig) var en indflydelsesrig tysk komponist, dirigent, teoretiker og skribent. Han er primært kendt for sine operaer (eller musikdramaer som han senere skulle komme til at kalde dem). Hans værker, især dem fra den sene periode, er kendetegnet af kontrapunkt, deres fyldige harmonik og orkestrering og den veludviklede brug af ledemotiver: musikalske temaer der er associeret med bestemte personer, steder eller begivenheder i operaen.

Wagners kromatiske musikalske sprog kom den senere udvikling i europæisk klassisk musik i forkøbet. Det gælder fx Wagners brug af kromatik og atonalitet. Han bidrog til musikkens udvikling med sin idé om det totale kunstværk eller enhedskunstværket (das Gesamtkunstwerk), som nåede sit højdepunkt i den monumentale tetralogi, Nibelungens Ring (Der Ring des Nibelungen) fra 1876. Hans brug af ledemotiver udøvede også en betydelig indflydelse på megen filmmusik i det 20. århundrede. Wagner var og forbliver en kontroversiel person, både for sine musikalske og dramatiske bidrag og for sine antisemitiske og politiske overbevisninger.

Værker

Wagner er som kunstner primært kendt for sine operaer. De kan opdeles i tre på hinanden følgende perioder.

Wagners tidlige periode begyndte, da han som 19-årig gjorde sit første forsøg på at skrive en opera, Die Hochzeit, som Wagner dog opgav i 1832 på et tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen. Wagner færdiggjorde tre operaer i sin tidlige periode: Die Feen, Das Liebesverbot og Rienzi. De er komponeret i en konventionel stil og udviser ikke de træk, som giver Wagner hans særlige plads i musikhistorien. Senere i livet sagde Wagner, at han ikke betragtede disse tidlige operaer som en egentlig del af hans værk. Wagners tidlige værker opføres sjældent, men ouverturen til Rienzi høres dog ved koncerter.

Wagners mellemperiode er efter fleres vurdering af en væsentligt højere kvalitet. Her udvikler han sine forcer som dramatiker og komponist. Perioden begyndte med Den flyvende hollænder, efterfulgt af Tannhäuser og Lohengrin. Disse værker opføres meget hyppigt i dag.

HAN ER DUM OG SUTTER MAX HESTEPIK













































Wagners sene operaer er mesterværker, der udviklede operakunsten. Mange betragter Tristan og Isolde (Tristan und Isolde) som Wagners bedste enkeltstående opera. Mestersangerne i Nürnberg (Die Meistersinger von Nürnberg) er Wagners eneste komedie (bortset fra den tidlige Das Liebesverbot) og en af de allerlængste. Den opføres stadig. Nibelungens Ring (Der Ring des Nibelungen), der ofte omtales som "Ringen" i daglig tale, er en tetralogi bestående af fire operaer: Rhinguldet (Das Rheingold), Valkyrien (Die Walküre), Siegfried og Ragnarok (Götterdämmerung). Tetralogien er baseret på personer og elementer fra bl.a. nordisk mytologi. Spilletiden er omtrent 14 timer. Værket er derfor blevet betragtet som et af mest ambitiøse musikalske værker, der nogensinde er blevet komponeret. Wagners sidste opera, Parsifal, som Wagner skrev til sin egen operafestival, Bayreuther Festspiele, og som kaldes et religiøst festspil (Bühnenweihfestspiel) i partituret, er et dybsindigt værk, der er baseret på den kristne legende om den hellige gral.

Gennem sine operaer og teoretiske skrifter udøvede Wagner en stor indflydelse på operagenren. Han arbejdede for en ny operaform, som han kaldte musikdrama. Her skulle alle musikalske og dramatiske elementer udgøre et hele. I modsætning til andre operakomponister, som normalt overlod udfærdigelsen af librettoen til andre, skrev Wagner sine egne libretti, som han omtalte som "digte". De fleste af dramaerne baserede han på nordeuropæisk mytologi og legender. I Wagners kompositionsstil fik orkestret en rolle på lige fod med sangerne. Orkestret får en selvstændigt kommenterende rolle og understøtter ikke blot sangen. Det sker fx gennem ledemotiver, som er musikalske temaer, der annoncerer personer, lokaliteter eller begivenheder. Gennem deres komplekse sammenvævning udvikler de dramaet og driver det frem.

Wagners musikalske stil betragtes ofte som indbegrebet af den klassiske musiks romantiske periode på grund af udviklingen af det følelsesmæssige udtryk, der var uden fortilfælde. Han indførte nye begreber om harmoni og musikalsk form, herunder især kromatik. I Tristan og Isolde udforskede han det traditionelle tonesystems begrænsninger. Eksperimenterne peger frem mod atonaliteten, som blev udforsket i det 20. århundrede. Nogle musikhistorikere fæster begyndelsen på den moderne klassiske musik til de første toner fra Tristan und Isolde, den såkaldte Tristan-akkord.

Den tidlige periode

Mellemperioden

Den sene periode

Anden musik

Udover operaer komponerede Wagner forholdsvis lidt musik. Han skrev en enkelt symfoni (da han var 19), nogle ouverturer, og nogle stykker for kor og klaver. Han reorkestrerede desuden Glucks opera Ifigenia i Aulis (Iphigénie en Aulide).

Af denne musik er det hyppigst opførte værk hans Siegfried Idyll, et værk for kammerorkester, som han skrev til sin anden kones, Cosimas, fødselsdag. Den trækker på flere motiver fra Ringcyklussen, selvom den ikke er en del heraf. Derudover opføres Wagners Wesendonck-Lieder, som blev komponeret til Mathilde Wesendonck, mens Wagner stadig arbejdede på Tristan og Isolde, også i da.

Efter at have komponeret Parsifal ønskede Wagner formentlig at begynde at skrive symfonier. Imidlertid nåede han ikke at skrive nogen inden sin død.

Ouverturerne og de orkestrale mellememspil fra Wagners operaer fra mellemperioden og sene periode opføres hyppigt ved koncerter. Til de fleste af disse skrev Wagner små passager, så de ikke kom til at ende så abrupt (de er jo taget ud af en operas dramatiske sammenhæng). Dette er fx tilfældet i forhold til forspillet til Parsifal og Siegfrieds begravelsesmusik fra Ragnarok. Koncertversionen af forspillet til Tristan og Isolde spilles dog ikke så ofte. Her foretrækkes det oprindelige forspil, selv i koncertopførelser, hvor det oftest efterfølges af slutscenen fra operaen, den såkaldte Liebestod (enten med solist eller i ren orkesterudgave).

En af de mest populære bryllupsmarcher er taget fra brudekoret i Lohengrin. I operaen synges det, idet brud og brudgom forlader ceremonien og går ind i brudekammeret. Det katastrofale ægteskab mellem Lohengrin og Elsa, som når sit uoprettelige lavpunkt 20 minutter efter at koret er blevet sunget, har dog ikke haft betydning for brugen af musikken.

Essays og værker i andre kunstarter

Wagner var en ekstremt produktiv forfatter og ophav til hundredvis af bøger, digte og artikler foruden en stor korrespondance. Hans skrifter dækkede en lang række af emner, fx politik, filosofi og detaljerede analyser (ofte gensidigt selvmodsigende) af hans egne operaer. Skrifter af betydning er for eksempel: Oper und Drama (1851), om operaens teori og Das Judenthum in der Musik (1850), som var polemisk rettet mod jødiske komponister i almindelighed og mod Giacomo Meyerbeer i særdeleshed. Han skrev også en selvbiografi, Mein Leben (1880).

Wagner var desuden ophavsmand til adskillige teatermæssige fornyelser, som blev udviklet i festspilhuset i Bayreuth, et operahus han fik bygget specifikt til opførelsen af sine operaer. Fornyelser omfatter mørklægning af tilskuerrummet under opførelserne og placeringen af orkestret udenfor publikums synsfelt. Festspilhuset i Bayreuth er stedet for den årlige Wagnerfestival, hvor Wagners værker fra mellemperioden og den sene periode opføres. Festivalen trækker tusinder af operaelskere til Bayreuth hver sommer.

Liv

De første år

Richard Wagner blev født i Leipzig i Tyskland den 22. maj 1813. Faderen, Friedrich Wagner, var ansat i en underordnet stilling i bystyret, døde seks måneder efter Richards fødsel. I august 1814 giftede hans mor, Johanne Pätz, sig med skuespilleren Ludwig Geyer, som ifølge rygter skulle være drengens rigtige far. Han døde, da Richard var seks år gammel. Drengen blev derfor opdraget af sin mor.

I 1822 blev Richard 11 år gammel indskrevet i skolen i Dresden, hvor han fik en smule klaverundervisning af sin latinlærer. Wagner øvede dog ikke sine skalaer, men foretrak for det meste at spille ouverturer efter gehør.

Den unge Richard Wagner havde ambitioner om at forfatte skuespil og fattede interesse for musikken som dramatisk virkemiddel. Han begyndte derfor snart at studere musik og blev indskrevet ved universitetet i Leipzig i 1831. En af hans tidlige inspirationskilder var Ludwig van Beethoven.

I 1833 skrev Wagner 20 år gammel sin første komplette opera, Die Feen. Denne opera, som åbenlyst imiterede Carl Maria von Webers stil skulle først blive sat op på en scene 50 år senere, da den fik premiere i München kort tid efter komponistens død i 1883.

Wagner fik nu korte ansættelser som musikchef ved operahusene i Magdeburg og Königsberg. I denne tid skrev han Das Liebesverbot, som er baseret på Shakespeares Lige for lige (Measure for Measure). Denne anden opera blev sat op i Magdeburg i 1836 og fik en lunken modtagelse.

Den 24. november 1836 giftede Wagner sig med skuespillerinden Christine Wilhelmine "Minna" Planer. De flyttede til Riga, hvor Wagner var blevet kapelmester ved den lokale opera. Få uger senere stak Minna dog af med en officer, som senere forlod hende uformuende. Wagner tog Minna til nåde, men dette var begyndelsen til et problemfyldt ægteskab, som endte i elendighed tre årtier senere.

I 1839 de to samlet sig så stor en gæld, at de måtte flygte fra Riga for at undgå kreditorerne (gæld skulle blive en plage for Wagner resten af hans liv). Flugten førte dem og deres newfoundlænderhund, Robber, ud på en stormfyldt sørejse til London. Denne rejse gav Wagner inspiration til Den flyvende hollænder. De kom siden til Paris, hvor de boede i flere år. Her skabte Wagner sig et levebrød ved at skrive artikler og arrangere operaer af andre komponister.

Dresden

Wagner færdiggjorde sin tredje opera, Rienzi, i 1840. Ved et held blev den antaget til opførelse på hofteatret i Dresden i Sachsen. I 1842 flyttede parret til Dresden, hvor Rienzi blev opført og fik en stor succes. Wagner boede i Dresden de seks følgende år og blev på et tidspunkt udnævnt til kongelig sachsisk hofdirigent. I denne periode skrev han Den flyvende hollænder og Tannhäuser, de første to af mellemperiodens tre operaer.

Wagners ophold i Dresden fik en ende på grund af hans engagement i venstrefløjspolitik. En nationalistisk bevægelse havde fået vind i sejlene i de frie tyske stater. Den ønskede større frihed og samling af de svage stater til én nation. Wagner spillede begejstret en rolle i denne bevægelse og modtog gæster i sit hjem, bl.a. August Röckel, som udgav en radikal venstrefløjsavis, Volksblätter, og den russiske anarkist, Mikhail Bakunin.

Den sachsiske regering vakte et udbredt mishag, som kom på kogepunktet i april 1849, da kong Friedrich August II af Sachsen opløste parlamentet og afviste en ny forfatning, som folket ønskede vedtaget. Majopstanden brød ud, og Wagner støttede den. Den begyndende revolution blev hurtigt bekæmpet af de forenede sachsiske og prøjsiske tropper, og der blev udstedt arrestordrer mod de revolutionære. Wagner måtte derfor flygte, først til Paris og siden til Zürich. Det lykkedes derimod ikke Röckel og Bakunin at slippe bort, og de blev idømt lange fængselsstraffe.

Eksil, Schopenhauer og Mathilde Wesendonck

Wagner tilbragte de næste tolv år i eksil. Han havde færdiggjort Lohengrin før Dresden-opstanden og skrev nu desperat til sin ven, Franz Liszt, for at få den opført i sit fravær. Liszt, som viste sig at være en ven i nøden, dirigerede premieren i Weimar i august 1850.

Ikke desto mindre befandt Wagner sig i en stor personlig krise, isoleret fra den tyske musikverden og uden nævneværdige indkomster. De musikalske skitser, han arbejdede på og som først langt senere skulle blive til det store værk, Nibelungens Ring, syntes ham ikke på daværende tidspunkt at have nogen chance for at blive til scenisk virkelighed. Hans kone Minna, som ikke havde brudt sig om de operaer, han havde skrevet efter Rienzi, fik en depression. Endelig fik han rosen (erysipelas), en hudinfektion, som gjorde det svært for ham at skrive.

Wagners primære produktion i de første år i Zürich var en række vigtige essays. Det gælder fx Fremtidens kunstværk (Das Kunstwerk der Zukunft) fra 1849, i hvilket han beskriver sin vision om det totale kunstværk (Das Gesamtkunswerk). I dette skal de forskellige kunstarter som musik, sang, dans, poesi, bildende kunst og scenekunst forenes. Das Judentum in der Musik fra 1850 er et antisemitisk skrift rettet mod jødiske komponister. Endelig bør Oper og drama" (Oper und Drama) fra 1851 nævnes, i hvilket han beskriver de æstetiske ideer, som han skulle gøre brug af i sin Ringcyklus.

I de følgende år mødte Wagner to personer der skulle blive de primære inspirationskilder til et af hans mest kendte værker, Tristan og Isolde. Den første kom i 1854, da hans digterven, Georg Herwegh introducerede ham til filosoffen Arthur Schopenhauers tanker. Wagner skulle senere omtale denne begivenhed som den vigtigste i sit liv. Hans personlige omstændigheder omvendte ham hurtigt til det, han opfattede som Schopenhauers filosofi: et dybt pessimistisk syn på menneskets lod. Han skulle forblive en tilhænger af Schopenhauer resten af sit liv, selv efter at hans lykke vendte.

En af Schopenhauers doktriner var, at musikken havde en overordnet rolle blandt kunstarterne, eftersom musikken som den eneste ikke har et materielt udtryk. Wagner anerkendte denne lære, selvom den var i direkte modstrid med hans egen argumentation i Opera og drama, i hvilken det hævdes, at musikken skal være dramaets tjener. Wagnerforskere har siden hævdet, at Schopenhauers indflydelse fik Wagner til at tildele musikken en vigtigere funktion i hans senere operaer, blandt andet i den sidste halvdel af Ringcyklussen. Der er ingen tvivl om, at mange aspekter af Schopenhauers lære fandt vej ind i Wagners senere librettoer. Den selvfornægtende skomager-digter, Hans Sachs, fra Mestersangerne i Nürnberg, som almindeligvis betragtes som Wagners mest sympatiske figur, er i sin essens en schopenhauersk skabning (også selvom han er modelleret over en virkelig person).

Wagners anden inspirationskilde var digteren og forfatteren Mathilde Wesendonck, silkehandleren Otto von Wesendoncks kone. Wagner mødte ægteparret i Zürich i 1852. Otto von Wesendonck, der var wagnerianer, stillede en hytte på sine jorder til Wagners disposition. I 1857 var Wagner blevet besat af Mathilde. Selvom hun syntes at have gengældt hans følelser i nogen grad, havde hun ingenlunde til hensigt at bringe sit ægteskab i fare, og derfor holdt hun sin mand informeret om sine kontakter med Wagner. Ikke desto mindre inspirerede forholdet Wagner til at lægge sit arbejde på Ringen til side (for først at genoptage det tolv år senere). I stedet begyndte han at arbejde på Tristan og Isolde fra sagnkredsen om kong Arthur, som omhandler ridderen Tristan og den irske prinsesse Isolde.

Det usikre forhold endte i 1858, da Minna opsnappede et brev fra Wagner til Mathilde. Efter den konfrontation der fulgte, forlod Wagner Zürich, alene, for at tage til Venedig. Det følgende år flyttede han atter til Paris, denne gang for at inspicere en opsætning af en ny-revideret Tannhäuser, der blev sat op takket være fyrstinde Metternichs indsats. Premieren på den nye Tannhäuser i 1861 var en slem fiasko, da aristokraterne fra den toneangivende Jockey Club skabte postyr. Yderligere forestillinger blev derfor aflyst, og Wagner forlod byen i hast.

I 1861 blev den politiske bandlysning af Wagner hævet, og komponisten kunne nu slå sig ned i Biebrich i Prøjsen, hvor han begyndte arbejdet på Mestersangerne i Nürnberg. Bemærkelsesværdigt nok er denne opera hans mest optimistiske værk (hans anden kone, Cosima, skulle senere skrive: "Når fremtidige generation søger vederkvægelse i dette enestående værk, måtte de da skænke de tårer, af hvilke smilene opstod, en tanke"). I 1862 gik Wagner og Minna hver til sit. Wagner (eller hans kreditorer) betalte fortsat hendes underhold indtil hendes død i 1866.

Kong Ludwig II's støtte

Wagners skæbne fandt et nyt vendepunkt i 1864, da kong Ludwig II besteg tronen i Bayern i en alder af 18 år. Denne unge konge, en brændende beundrer af Wagners operaer siden barndommen, inviterede komponisten til München. Han afviklede Wagners betragtelige gæld og fattede planer om at få hans nye opera sat op. Efter svære problemer i øvelsesforløbet blev Tristan og Isolde en enorm succes ved premieren på hofteatret i München den 10. juni 1865.

I mellemtiden blev Wagner optaget af en anden affære, denne gang med Cosima von Bülow, dirigenten Hans von Bülows kone. Hans von Bülow var en af Wagners vigtigste støtter og dirigerede premieren på Tristan og Isolde. Cosima var uægte datter af Franz Liszt og den berømte grevinde Marie d'Agoult. Hun var 24 år yngre end Wagner. Liszt, der var Wagners ven, billigede ikke forholdet mellem de to. I april 1865 fødte Cosima imidlertid Wagner en uægte datter, som fik navnet Isolde. Affæren var en skandale i München og for at gøre sagen værre faldt Wagner i unåde blandt medlemmer af hoffet, som frygtede hans indflydelse på kongen. I december 1865 blev Ludwig endelig nødt til at bede komponisten forlade München. Han legede ganske vist med ideen om at abdicere for at kunne følge sin helt i eksil, men Wagner talte ham hurtigt fra det.

Ludwig fik Wagner placeret i Villa Triebschen ved Lucerne-søen i Schweiz. Her blev Mestersangerne i Nürnberg færdigkomponeret i 1867. Premieren fandt sted i München den 21. juni 1868. I oktober overtalte Cosima Hans von Bülow til skilsmisse, og Richard og Cosima blev gift den 25. august 1870 (Liszt talte ikke med sin svigersøn i de følgende år). Juledag 1870 forærede Wagner Cosima værket Siegfried Idyll i fødselsdagsgave. Ægteskabet med Cosima varede resten af Wagners liv. De fik endnu en datter, Eva, og en søn, Siegfried.

Det var i Triebschen i 1869, at Wagner først mødte filosoffen Friedrich Nietzsche, som hurtigt blev ham en passioneret ven. Wagners ideer øvede en væsentlig indflydelse på Nietzsche, som var 31 år yngre end komponisten. Nietzsches første bog, Tragediens fødsel (Die Geburt der Tragödie), fra 1872 var tilegnet Wagner. Forholdet mellem dem blev dog med tiden mere bittert, eftersom Nietzsche blev stedse mere desillusioneret i forhold til forskellige dele af Wagners tænkning som fx hans pacifisme og hans antisemitisme, og derudover forværredes forholdet af den tilspidsede jalousi. I Tilfældet Wagner (Der Fall Wagner) fra 1888 og i Nietzsche contra Wagner fra 1889 fordømte han Wagner som pervers og korrupt og kritiserede endog sin egen tidligere kærlighed til komponisten.

Bayreuth

Wagner, der havde affundet sig med sit nye hjemmeliv, vendte nu sine kræfter mod at få afsluttet Ringen. Efter kong Ludwigs vedholdende pres blev der givet specielle forpremierer på de to første værker i cyklussen, Rhinguldet og Valkyrien, i München, selvom Wagner ønskede den komplette cyklus opført i et nyt specialdesignet operahus.

I 1871 faldt hans valg på den lille by Bayreuth som hjemsted for hans nye operahus. Familien flyttede dertil året efter og grundstenen til festspilshuset blev lagt. Med henblik på at rejse kapital til bygningen blev der grundlagt Wagnerselskaber i adskillige byer, og Wagner dirigerede koncerter rundt om i Tyskland. Imidlertid var der først penge nok, da kong Ludwig trådte til med endnu et stort bidrag i 1874. Senere på året flyttede familien ind i sit nye hjem i Bayreuth i en villa, som Wagner kaldte Wahnfried (tysk: fred for blændværk).

Festspilhuset åbnede i august 1876 med premieren på Nibelungens Ring og har siden været hjemsted for Bayreuth-festivalen (Richard-Wagner-Festspiele Bayreuth).

De sidste år

I 1877 begyndte Wagner arbejdet på sin sidste opera, Parsifal. Kompositionen tog fire år. I disse år forfattede han også en række stadigt mere reaktionære skrifter om religion og kunst.

Parsifal var færdig i januar 1882, og en ny festival blev stablet på benene for det nye værk. På den tid var Wagner meget syg. Under den 16. og sidste opførelse af Parsifal den 29. august kom han ind i orkestergraven i al hemmelighed under tredje akt og tog dirigentstokken fra Hermann Levi og førte forestillingen til ende.

Efter festivalen tog familien til Venedig for vinteren. Den 13. februar 1883 døde Richard Wagner af et hjertetilfælde i Palazzo Vendramin ved Canal Grande. Han blev ført tilbage til Bayreuth, hvor han ligger begravet i Wahnfrieds have.

Wagners antisemitisme og nazisternes brug af Wagner

I den sidste halvdel af det 20. århundrede har den offentlige mening om Wagner i stigende grad baseret sig på hans antisemitisme. Det skyldes i høj grad begivenheder, som fandt sted 50 år efter komponistens død: nazistpartiets brug af Wagners musik og navn i 30'erne.

Wagner anklagede ofte jøderne, især de jødiske musikere, for at være et skadeligt fremmedelement i den tyske kultur. Hans første og mest mest kontroversielle antisemitiske skrift var Das Judenthum in der Musik, som oprindelig blev publiceret under hans nom de plume, "K. Freigedank" ("K. Fritanke") i 1850 i Neue Zeitschrift für Musik. Skriftet foregav at forklare den "folkelige modvilje" mod jødiske komponister, som fx Wagners samtidige, Felix Mendelssohn og Giacomo Meyerbeer, der begge var hans rivaler. Wagner skrev, at det tyske folk fandt jøderne frastødende på grund af deres fremmedartede udseende og adfærd - mennesker med "knirkende, pibende, summende stemmer, som vi trods alle vore skrifter og taler for jødefrigørelsens sag altid har følt os instinktivt frastødt af, når vi kom i faktisk kontakt med dem". Han argumenterede for, at jødiske musikere kun var i stand til at skrive musik, der var tynd og kunstig, fordi de ikke havde nogen forbindelse med "folkets ægte sjæl".

Som konklusion skrev han om jøderne, at "kun en ting kan frigøre jer fra jeres forbandelses byrde - forløsningen af Ahasverus - og det er at gå under!" Selvom dette er blevet opfattet som faktisk udslettelse af jøderne, refereres der i skriftet til udslettelsen af jødedommen, det jødiske. Wagner advokerede for en opgivelse af den jødiske kultur og optagelsen af jøderne i det almindelige tyske kulturliv. Den oprindelige publikation fik kun liden opmærksomhed, men da Wagner genudgav skriftet under sit eget navn i 1869, førte det til adskillige offentlige protester ved opførelserne af Mestersangerne i Nürnberg. Wagner gentog lignende synspunkter i adskillige senere artikler som fx Was ist deutsch? fra 1878.

Igennem det 20. århundrede har forskere som Robert Gutman fremført den påstand, at Wagners antisemitisme ikke var begrænset til hans artikler, men at operaerne også indeholdt skjulte antisemitiske budskaber. For eksempel skulle figurer som Mime fra Nibelungens Ring og Sixtus Beckmesser fra Mestersangerne i Nürnberg være antisemitiske stereotyper, selvom de ikke direkte identificeres som jøder. Sådanne påstande er meget omstridte. De påståede "skjulte budskaber" kan være et resultat af en hildet overfortolkning. Wagner var ikke hævet over at indbygge hån og fornærmelser i sit værk, men det var altid åbenlyst, når han gjorde det. Man må notere sig, at Wagner i løbet af sit liv producerede et enormt skriftligt vidnesbyrd, der også underkastede komponisten selv en analyse, herunder hans operaer og hans syn på jøderne og ethvert andet tænkeligt emne: de skjulte antisemitiske budskaber i operaerne nævnes aldrig.

Wagners egne religiøse synspunkter var særegne. Han beundrede Jesus, men insisterede på, at han var græsk og ikke jødisk. Han mente også, at Det Gamle Testamente ikke havde noget at gøre med Det Ny Testamente, at Israels Gud ikke var den samme som Jesus' far, og at De 10 Bud ikke indeholdt den kristne læres kærlighed og tilgivelse. Wagner var også fascineret af buddhismen og overvejede i mange år at skrive en buddhistisk opera, Die Sieger (De sejrende). Han ville basere den på Sârdûla Karnavadanaan, der er en avadana (romantisk buddhistisk litteratur) om Buddhas sidste rejse. Dele af oplægget til Die Sieger blev senere optaget i Parsifal, som fremstiller en særlig wagneriansk udgave af kristendommen. Fx fortolker Wagner forvandlingen af nadverelementerne i en mere hedensk retning.

På trods af de stærkt antisemitiske synspunkter, Wagner luftede, havde han et omfattende netværk af jødiske venner og kolleger. En af de mest betydelige af disse var Hermann Levi, en troende jøde og søn af en rabbiner. Hans talent var anerkendt af Wagner. Levis stilling som kapelmester i Dresden betød, at han måtte dirigere premieren på Parsifal, Wagners sidste opera. Wagner havde umiddelbart mange indvendinger mod dette og foreslog, at Levi blev døbt først (antagelig på grund af denne operas religiøse indhold). Senere opgav han ideen, uden tvivl af hensyn til forholdet til kong Ludwig. Levi var bekendt med Wagners optagethed af det jødiske spørgsmål, men beundrede ham ikke desto mindre. Han blev bedt om at være sørgemarskal ved komponistens begravelse.

Nogle kommentatorer har ment, at Wagner selv kan have været delvis jødisk, men det er der ikke noget belæg for. I sin barndom bar Wagner sin stedfars efternavn, Geyer. Det er et almindeligt efternavn blandt tyske jøder, men Ludwig Geyer, der stammede fra en slægt af kirkemusikere, havde ikke haft jødiske forfædre. Wagner blev senere karikeret som en jøde med kroget næse og stort hoved. Den mulighed, at Geyer kan have været Wagners virkelige far og Wagners stærke bevidsthed om sit udseende, kan have været årsag til Wagners stærke understregning af alt tysk og intense afvisning af jødedommen. I tiden omkring Wagners død var de nationalistiske bevægelser i Europa ved at miste forbindelsen til den romantiske idealforestilling om lighed fra 1848. En militaristisk sindet og aggressiv holdning begyndte at brede sig, ikke mindst på grund af Bismarcks magtovertagelse og foreningen af Tyskland i 1871. Efter Wagners død i 1883, blev Bayreuth i stigende grad centrum for højreorienterede tyske nationalister, der var tiltrukket af operaernes mythos. De blev kendt som Bayreuth-kredsen. Denne gruppe anerkendtes af Cosima, hvis antisemitisme var betydeligt mindre kompleks og mere forbitret end Richards.

Houston Stewart Chamberlain, forfatter til et antal "filosofiske" afhandlinger som senere hørte til nazisterne pensum, var medlem af denne Bayreuth-kreds. Han giftede sig med Wagners datter, Eva. Efter at Cosima og Siegfried var døde, blev Siegfrieds enke ansvarlig for festivalen i 1930. Det var den engelskfødte Winifred, en personlig ven af Adolf Hitler. Hitler beundrede Wagners musik og forsøgte at indarbejde den i sin myte om den tyske nation. Hitler opbevarede mange af Wagners originale partiturer i sin bunker i Berlin under 2. verdenskrig, selvom Wieland Wagner havde bedt ham om at udlevere de vigtige dokumenter. De gik derfor tabt i Hitlers sidste dage.

Nogle forskere har ment, at Wagners synspunkter og især hans antisemitisme har øvet indflydelse på nazisterne. Det er imidlertid stærkt omstridt, og ifølge historikeren Richard J. Evans er der intet bevis for, at Hitler overhovedet har læst nogen af Wagners skrifter. Wagners værker understøtter ikke nazisternes heltedyrkelse. Siegfried, der skulle være "helten" i Nibelungens ring, kan - og gør det i mange moderne opsætninger - virke som en overfladisk og utiltalende lømmel. Men det er langt fra, hvordan Wagner selv så på ham. Disse forskelle, mellem hvad der ligger i musikken og hvad vi ved om mennesket Wagner, er tæt forbundet med debatten om den protonazisme man tillægger Wagner. Mange af Wagners synspunkter må dog have været utiltalende for nazisterne, fx hans pacifisme og hans ønske om at assimilere jøderne - i stedet for at udrense dem. Goebbels forbød derfor opførelsen af Parsifal i 1939 kort før krigsudbruddet på grund af denne operas pacifistiske overtoner.

Den nazistiske fascination af Wagner var faktisk i vidt omfang begrænset til Hitler. Dennes glæde ved Wagner vakte afsky hos andre højtstående nazister, fx Goebbels. I 1933 beordrede Hitler, at konventet i Nürnberg skulle indledes med en opførelse af ouverturen til Mestersangerne i Nürnberg. Han udstedte ligefrem tusind fribilletter til nazistiske funktionærer. Da Hitler ankom til teatret, var det imidlertid næsten tomt. Det følgende år blev de beordret til at være til stede, men man kunne se dem slumre under forestillingen. I 1935 gav Hitler derfor efter og frigav billetterne til offentligheden.

Generelt set var Wagners musik allestedsnærværende i det tredje rige, men blandt folk veg interessen til fordel for italienske komponister som Verdi og Puccini. I sæsonen 1938-1939 var der kun en Wagneropera på en liste over sæsonens mest populære operaer. Listen blev anført af italienske Ruggiero Leoncavallos Bajadser (I pagliacci).

Der er ikke rimelighed i at kritisere Wagner alene ud fra en senere generations mening om ham. Hitlers beundring kunne umuligt være blevet gengældt, for Wagner døde seks år før Hitler blev født. Den politiske filosof Leo Strauss har skrevet om absurditeten i, at man skulle tage afstand til noget bare fordi Hitler kunne lide det (eller omvendt). Han kalder det reductio ad hitlerum. Det skulle betyde, at vi skulle afsky vegetarer, for Hitler var vegetar.

Ikke desto mindre opføres Wagners værker ikke i Israel, hvor enkelte opførelser har vakt et stort postyr. Selvom de sendes på offentlige radio- og tv-stationer, er alle forsøg på at opføre dem på scenen blevet stoppet af protester, især fra holocaustoverlevere (Wagners musik blev spillet over højtalerne i koncentrationslejrene).

Da Daniel Barenboim dirigerede et afsnit af Tristan og Isolde som ekstranummer i 2001 på en festival i Israel, mente en komité i Knesset, at Barenboim burde boykottes. En planlagt opførelse af Valkyrien måtte desuden aflyses. Ved en anden lejlighed insisterede Zubin Mehta på at spille Wagner i Israel på trods af udvandringer og tilråb fra publikum. Wagner er kompleks og hans musik fremprovokerer mange reaktioner. Ironisk nok er Theodor Herzl, en af zionismens grundlæggere, en dyb beundrer af Wagners værk.

Wagners betydning

Richard Wagners buste i parken i Bayreuth.

Wagners bidrag til kunsten og kulturen er enormt. Allerede i sin egen levetid oplevede han en stærk hengivenhed blandt sine tilhængere, som ofte anså ham for nærmest guddommelig.

Hans musik, især i Tristan og Isolde, var banebrydende. I mange år efter Wagner har komponister følt sig nødt til enten at tage standpunkt for eller imod Wagner. Anton Bruckner og Hugo Wolf skylder ham meget, men også César Franck, Henri Duparc, Ernest Chausson, Jules Massenet, Alexander von Zemlinsky, Hans Pfitzner og mange andre står i gæld til Wagner. Mestre i harmoni som Claude Debussy og Arnold Schönberg har hørt Tristan og Isolde. Den italienske verisme er også inspireret af Wagners musikalske formsprog.

Det var Wagner, der først krævede, at lyset blev dæmpet under forestillingen. Det var Wagner, der først fandt på at skjule orkestret i en dækket orkestergrav, som det er tilfældet i Bayreuth. Wagner drømte om et "usynligt teater", i hvilket hans værker først og fremmest skulle få liv i lytterens fantasi. Musikkritikeren Hansgeorg Lenz hævder, at Wagner, især i Ringen, er "film før filmen", både i sit forhold til den wagnerske forestilling om tiderummet, men også i det problematiske i den sceniske fremstilling (for eksempel Rhindøtrene, der svømmer rundt nede på bunden af Rhinen, noget som først afstedkom naturalistiske løsninger, hvilket i sagens natur er umuligt (og det endda med Richard Wagner selv som instruktør!), og siden har medført stor scenografisk opfindsomhed, der somme tider, mere eller mindre frit synes at dementere Wagners intentioner.

Wagners betydning for litteratur og filosofi er også nævneværdig. Friedrich Nietzsche tilbad indledningsvis Wagner, og blev venner med ham. Han så en mulig fornyelse af den europæiske ånd i Wagners musik. Men Nietzsche brød med Wagner efter Parsifal, da han mente, at Wagner leflede for de kristne ("Der Fall Wagner", dvs. "Tilfældet Wagner"). Heller ikke det kitchede univers med nordisk-germanske guder og helte i Ringen sagde filosoffen noget, måske fordi Nietzsche ikke brød sig om den banalt vulgære konkretisering af sine overmenneskeapologier, der på en måde inkarnerede tidsånden, og som yderligere manifesteres ved den neokatolske Parsifals sentimentaliserende opfindelse af kultisk eller liturgisk teater ("Bühenweihfesspiel". Nietsches forestilling om den dionysiske lå hinsides alt dette).

Sandheden er jo, at både Wagner og (den efterhånden sindssyge) Nietzsche begge var stærkt egensindige personligheder og på hvert deres område i en art hybris opkastede sig til en slags profeter. Dertil kom at Wagner ved deres første møde var en sølle fallent og politisk flygtning, om end med en fanatisk tro på sine musikdramatiske visioners bærekraft, og ligesom Nietzsche noget af en boheme, mens komponisten med den bayerske kong Ludwig II. som mæcen snart fik bedret sine materielle kår (og fik bygget sit festspilhus i Bayreuth). Derfor måtte deres veje skilles. Nietzsches sene kritik – eller undsigelse – af Wagner af den bornert borgerlige Hanslick.

I det 20. århundrede kaldte W.H. Auden Wagner det måske største geni, der nogensinde har levet ("perhaps the greatest genius that ever lived"), mens både James Joyce, Thomas Mann og Marcel Proust var dybt påvirkede af ham og diskuterede ham i deres romaner. Wagner er et af hovedemnerne for T. S. Eliots The Waste Land, som citerer fra operaerne. Og Charles Baudelaire, Stéphane Mallarmé og Paul Verlaine var alle wagnerianere. Mange af de ideer, Wagner behandlede i sin musik, fx forbindelsen mellem kærlighed og død (Eros og Thanatos) i Tristan og Isolde, skulle senere tages op af Sigmund Freud.

Andre var mindre positive overfor Wagner. En tid var det tyske musikliv delt i to lejre, en for Wagner og en for Brahms. Dette forhindrer dog ikke Wagner i – i Mestersagerne fra Nürnberg – at lade sig påvirke af Brahms' kompositions- og instrumenteringsprincipper. Den sidstnævnte fik støtte af den indflydelsesrige kritiker, Eduard Hanslick, som var tilhænger af en mere traditionel opera i forhold til Wagners fornyelser. Konflikten kan dog ligne søskendemisundelse set fra vore dages perspektiv. Selv dem der, som Debussy, var imod ham, kunne ikke afvise Wagners indflydelse. Der er således ikke langt fra Wagners sidste opera Parsifal til Debussys eneste opera Pelleas et Mellisande, der med sin impressionisme langt finere rammer tonen og intensionen hos den sene Wagner, end opera-veristen Puccini, med dennes ofte hysteriske og sadistiske følelsesudladninger, der mere retter ind efter (dele af) Ringen.

I sine senere værker arbejder Debussy med så lange og komplekse musikalske forløb, at det nærmer sig wagnerianske dimensioner. Rossini, der ikke brød sig om Wagner, skrev også lange operaer; fx er hans Wilhelm Tell over fire timer lang.

Wagners idealer, fra den blonde Siegfrieds heltedåd til den af Schopenhauer inspirerede optagethed og forherligelse af døden er dybt umoderne. Men hans operaer har stadig en talstærk skare af beundrere.

På film er Richard Wagner portrætteret af Richard Burton, i Tony Palmers tv-serie fra 1983, "Wagner", eller mere fyldestgørende, af Trevor Howard i Luchino Viscontis "Ludwig" fra 1973 (Viscontis visuelle stil denne film reflekterer nøje Wagners Debussy-foregribende musikalske impressionisme) og optræder desuden som mytologisk skikkelse i Hans-Jürgen Syberbergs film "R.W. - ein Film aus Deutschland" fra 1976.

Eksterne kilder/henvisninger

Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA Skabelon:Link FA