Queen's Club-mesterskaberne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Stella Artois Championships)
Queen's Club-mesterskaberne
cinch Championships
Centre Court i Queen's Club
Centre Court i Queen's Club
Arrangement
Grundlagt 1890
Arrangør The Lawn Tennis Association
Spillested Queen's Club
Værtsby London, Storbritannien
Underlag Græs
Website www.lta.org.uk/major-events/
fever-tree-championships/
ATP Tour
Kategori ATP World Series
(1990–1997)
ATP International Series
(1998–2008)
ATP World Tour 250
(2009–2014)
ATP World Tour 500
(siden 2015)
Deltagerfelt 32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum € 2.195.175  (2023)
Senest opdateret: 28. juni 2023

Queen's Club-mesterskaberne er en tennisturnering for mænd, der spilles på græs, og som årligt afholdes i juni i Queen's Club i West Kensington, London, Storbritannien. Turneringen er en del af ATP World Tour, hvor den er kategoriseret som en ATP World Tour 500-turnering. Den markedsføres pt. under navnet cinch Championships på grund af et sponsorat. Inden da blev den i 30 år spillet under navnet Stella Artois Championships og derefter i to kortere perioder under navnene Aegon Championships og Fever-Tree Championships.

Queen's Club-mesterskaberne er en af de ældste tennisturneringer i verden, og den er sammen med Gerry Weber Open den næstmest prestigefyldte græsbaneturnering, kun overgået af Wimbledon-mesterskaberne, som den fungerer som optaktsturnering for, og som begynder en uge efter Queen's Club-mesterskabernes afslutning. Andy Roddick har omtalt banerne i Queen's Club som "muligvis de bedste i verden".[1]

Andy Murray er indehaver af rekorden for flest sejre i herresingleturneringen med fem vundne titler i perioden 2009-16. Indtil 1973 omfattede turneringen ligeledes en damesinglerække, hvor Ethel Thomson Larcombe er førende, idet hun vandt seks titler i perioden 1905-19.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Centre court under Queen's Club-mesterskaberne i 2009.

Turneringen blev oprindeligt spillet under navnet London Grass Court Championships. Dens oprindelse kan spores tilbage til 1884, hvor der blev afholdt en tennisturnering i London Athletic Club i Stamford Bridge, Fulham.[2] Et år senere blev turneringen givet navnet "London Championships", og den blev afholdt udendørs på græs. I 1890 flyttede turneringen til dens nuværende lokation, Queen's Club, og der blev spillet to mesterskabsrækker: herresingle og damesingle. I 1903 blev en herredoublerække tilføjet, og turneringen blev i 1905 udvidet med et mesterskab i mixed double. I 1919 kompletteredes programmet endelig med tilføjelsen af damedouble. De to verdenskrige afbrød rækken af mesterskaber i perioderne 1915-18 og 1940-46. Turneringen blev nedlagt efter 1973-udgaven, men i 1977 genopstod den som et mesterskab udelukkende for mænd.[3]

Tilskuerpladser på Centre Court under Queen's Club-mesterskaberne 2005.

I de første år blev turneringen nogle gange spillet før Wimbledon-mesterskaberne, mens den andre år blev spillet efter Wimbledon, men fra 1905 fik den fast plads i kalenderen i ugen før Wimbledon.[4] I 1978 blev den imidlertid rykket frem, så der blev en uge mellem Queen's Club-mesterskaberne og Wimbledon. Tre år senere blev intervallet mellem French Open og Wimbledon-mesterskaberne, som tidligere havde varieret fra år til år, fastlagt til to uger, hvilket medførte, at Queen's Club-mesterskaberne i perioden 1981-2014 begyndte allerede dagen efter French Open-finalen i herresingle. Siden udvidelsen af græsbanesæsonen i 2015 er turneringen blevet spillet i den midterste af de tre uger mellem French Open og Wimbledon-mesterskaberne og starter derfor nu til dags en uge efter afslutningen på French Open og slutter en uge før starten på Wimbledon, der afholdes blot 6 km væk.[5]

Queen's Club-mesterskaberne var en del af Grand Prix-serien i 1971 og 1973, men siden 1978 har turneringen fast været en del af Grand Prix-serien og dennes efterfølger, ATP Tour. Turneringen er pt. en ATP World Tour 500-turnering på ATP World Tour, idet den i 2015 i forbindelse med udvidelse af græsbanesæsonen fra fem til seks uger blev opgraderet fra en ATP World Tour 250-turnering.[6][7]

I 2004-mesterskabet satte Andy Roddick en ny verdensrekord for den hurtigste registrerede serv med en måling på 153 mph (246,2 km/t) i kvartfinalesejren mod Thailands Paradorn Srichaphan.[8]

Marin Čilić bliver interviewet efter sejren i Queen's Club-mesterskaberne 2012.

Bolddrengene og -pigerne stilles til rådighed af Nonsuch High School og St Philomena's Catholic High School for Girls, to skoler i London Borough of Sutton.[9]

Hædersbevisninger[redigér | rediger kildetekst]

Turneringen er fem gange blevet kåret af spillerne som årets bedste i sin kategori på ATP Tour. I 2013 og 2014 modtog den hæderen som årets turnering i ATP World Tour 250-kategorien, mens den i 2015, 2016 og 2018 blev årets bedste turnering i kategorien ATP Tour 500.[10]

Sponsorater[redigér | rediger kildetekst]

Fra 1979 til 2008 blev turneringen sponsoreret af Stella Artois og hed derfor officielt Stella Artois Championships.[11] I 2009 skiftede den navn til Aegon Championships som følge af en omfattende sponsoraftale mellem The Lawn Tennis Association og Aegon, hvilket ligeledes førte til navneskifte for mange af de øvrige turneringer på højeste niveau i England i græsbanesæsonen, herunder turneringerne i Birmingham og Eastbourne.[12] Fra 2018 til 2020 markedsføredes den under navnet Fever-Tree Championships.

I 2014 blev Hackett London turneringens officielle beklædningssponsor.

Vindere og finalister[redigér | rediger kildetekst]

Herresingle[redigér | rediger kildetekst]

Til og med 2015 delte otte mænd rekorden for flest singletitler ved mesterskabet. Major Ritchie, Anthony Wilding, Roy Emerson, John McEnroe, Boris Becker, Lleyton Hewitt, Andy Roddick og Andy Murray havde alle vundet titlen fire gange, men i 2016 blev Andy Murray den første til at vinde turneringen for femte gang. Roy Emerson er imidlertid ene om at have vundet turneringen fire år i træk, hvilket han præsterede i 1963-66.

Andy Roddick og Lleyton Hewitt dominerede turneringen i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor de hver vandt fire titler.[13]

År Mester Finalist Finaleresultat
1890 Storbritannien Harry S. Barlow (1) Storbritannien Wilfred Baddeley 3–6, 6–8, 6–1, 6–2, 6–2
1891 Storbritannien Harry S. Barlow (2) Storbritannien Joshua Pim 6–4, 2–6, 6–0, 7–5
1892 Storbritannien Ernest W. Lewis (1) Storbritannien Joshua Pim 6–4, 6–4, 3–6, 4–6, 6–1
1893 Storbritannien Joshua Pim (1) Storbritannien Harold Mahony 1–6, 6–1, 6–8, 6–3
1894 Storbritannien Harold Mahony (1) Storbritannien Harry S. Barlow 6–2, 6–3, 6–3
1895 Storbritannien Harry S. Barlow (3) Storbritannien Manliffe Goodbody 6–4, 7–5, 5–7, 5–7, 10–8
1896 Storbritannien Harold Mahony (2) Storbritannien Reginald Doherty 11–9, 6–4, 6–4
1897 Storbritannien Laurence Doherty (1) Storbritannien Major Ritchie 6–2, 6–2, 6–2
1898 Storbritannien Laurence Doherty (2) Storbritannien Harold Mahony 6–3, 6–4, 9–7
1899 Storbritannien Harold Mahony (3) Storbritannien Arthur Gore 8–10, 6–2, 7–5, 6–1
1900 Storbritannien Arthur Gore (1) Storbritannien Arthur W. Lavy 6–0, 6–2, 6–3
1901 Storbritannien Charles Dixon (1) Storbritannien George Greville 6–1, 6–0, 4–6, 6–4
1902 Storbritannien Major Ritchie (1) Storbritannien Charles Simond 6–3, 6–4, 6–0
1903 Storbritannien George Greville (1) Storbritannien Charles Simond 6–1, 6–4, 7–9, 5–7, 6–4
1904 Storbritannien Major Ritchie (2) Storbritannien Harold Mahony 6–3, 6–1, 6–1
1905 USA Holcombe Ward (1) USA Beals C. Wright Walkover
1906 Storbritannien Major Ritchie (3) Storbritannien John M. Flavelle 6–0, 6–1, 7–5
1907 New Zealand Anthony Wilding (1) Storbritannien Major Ritchie 6–2, 6–1, 6–0
1908 USA Hare William Powell (1) Storbritannien Major Ritchie 6–4, 3–3 opg.
1909 Storbritannien Major Ritchie (4) New Zealand Harry Parker 11–13, 6–4 6–1, 6–0
1910 New Zealand Anthony Wilding (2) Storbritannien Major Ritchie 6–4, 6–3, 2–0 opg.
1911 New Zealand Anthony Wilding (3) Storbritannien Alfred Beamish 7–5, 6–2, 6–3
1912 New Zealand Anthony Wilding (4) Tyske Kejserrige Otto Froitzheim Walkover
1913 Storbritannien Arthur Lowe (1) USA Wallace F. Johnson 7–5, 6–4, 4–6, 4–6, 6–4
1914 Storbritannien Arthur Lowe (2) Storbritannien Percival Davson 6–2, 7–5, 6–4
1915-18 Ingen turneringer på grund af første verdenskrig
1919 Australien Pat O'Hara Wood (1) Sydafrika Louis Raymond 6–4, 6–0, 2–6, 7–5
1920 USA Bill Johnston (1) USA Bill Tilden 4–6, 6–2, 6–4
1921 Japan Zenzo Shimizu (1) Indien Mohammed Sleem 6–2, 6–0
1922 Storbritannien Henry Mayes (1) Storbritannien Donald Greig 6–8, 6–2, 6–2, 6–1
1923 USA Vincent Richards (1) Indien Sydney M. Jacob 6–2, 6–2
1924 Storbritannien Algernon Kingscote (1) Storbritannien Arthur Lowe 3–6, 8–6, 6–3, 6–2
1925 Storbritannien Arthur Lowe (3) Storbritannien Henry Mayes 6–2, 9–7
1926 Storbritannien Henry Mayes (2) Storbritannien Arthur Lowe 6–3, 6–2
1927 Canada Henry Mayes (3) Storbritannien D.M. Evans 6–3, 6–3
1928 USA Bill Tilden (1) USA Francis Hunter 6–3, 6–2, 6–1
1929 USA Bill Tilden (2) og USA Francis Hunter (1) Titel delt
1930 USA Wilmer Allison (1) USA Gregory Mangin 6–4, 8–6
1931 Storbritannien John Olliff (1) Storbritannien Edward Avory 3–6, 6–4, 6–2
1932 Australien Jack Crawford (1) Holland Hendrik Timmer 1–6, 6–3, 6–3, 6–4
1933 USA Ellsworth Vines (1) og USA Lester Stoefen (1) Titel delt
1934 USA Sidney Wood (1) USA Frank Shields 6–4, 6–3
1935 USA Wilmer Allison (2) og Storbritannien Jimmy Jones (1) Titel delt
1936 USA Don Budge (1) USA David P. Jones 6–4, 6–3
1937 USA Don Budge (2) Storbritannien Bunny Austin 6–1, 6–2
1938 Storbritannien Bunny Austin (1) Republikken Kina Kho Sin-Kie 6–2, 6–0
1939 Tyskland Gottfried von Cramm (1) Indien Ghaus Mohammad 6–1, 6–3
1940-45 Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946 USA Pancho Segura (1) Australien Colin Long 6–4, 7–5
1947 USA Robert Falkenburg (1) Australien Colin Long 6–4, 7–5
1948 USA Robert Falkenburg (2) og Sydafrika Eric Sturgess (1) Titel delt
1949 USA Ted Schroeder (1) USA Gardnar Mulloy 8–6, 6–0
1950 Australien John Bromwich (1) USA Arthur Larsen 6–2, 6–4
1951 Sydafrika Eric Sturgess (2) Australien Frank Sedgman 6–4 5–7 6–2
1952 Australien Frank Sedgman (1) Australien Mervyn Rose 10–8, 6–2
1953 Australien Lew Hoad (1) Australien Ken Rosewall 8–6, 10–8
1954 Australien Lew Hoad (2) Australien Mervyn Rose 8–6, 6–4
1955 Australien Ken Rosewall (1) Australien Lew Hoad 6–2, 6–3
1956 Australien Neale Fraser (1) Australien Ken Rosewall 7–5, 3–6, 9–7
1957 Australien Ashley Cooper (1) Australien Neale Fraser 6–8, 6–2, 6–3
1958 Australien Malcolm Anderson (1) Australien Robert Mark 1–6, 11–9, 6–3
1959 Indien Ramanathan Krishnan (1) Australien Neale Fraser 6–3, 6–0
1960 Spanien Andrés Gimeno (1) Australien Roy Emerson 8–6, 6–3
1961 Australien Bob Hewitt (1) USA Robert McKinley 6–2, 6–3
1962 Australien Rod Laver (1) Australien Roy Emerson 6–4, 7–5
1963 Australien Roy Emerson (1) Australien Owen Davidson 6–1, 6–2
1964 Australien Roy Emerson (2) Sovjetunionen Toomas Leius 12–10, 6–4
1965 Australien Roy Emerson (3) USA Dennis Ralston Walkover
1966 Australien Roy Emerson (4) Australien Tony Roche Walkover
1967 Australien John Newcombe (1) Storbritannien Roger Taylor 7–5, 6–3
1968 USA Clark Graebner (1) og Holland Tom Okker (1) Titel delt[14]
Åben æra
1969 Australien Fred Stolle (1) Australien John Newcombe 6–3, 22–20
1970 Australien Rod Laver (2) Australien John Newcombe 6–4, 6–3
1971 USA Stan Smith (1) Australien John Newcombe 8–6, 6–3
1972 USA Jimmy Connors (1) Storbritannien John Paish 6–2, 6–3
1973 Rumænien Ilie Năstase (1) Storbritannien Roger Taylor 10–8, 6–3
1974-76 Ingen turneringer
1977 Mexico Raúl Ramírez (1) Storbritannien Mark Cox 9–7, 7–5
1978 Australien Tony Roche (1) USA John McEnroe 8–6, 9–7
1979 USA John McEnroe (1) Paraguay Víctor Pecci 6–7, 6–1, 6–1
1980 USA John McEnroe (2) Australien Kim Warwick 6–3, 6–1
1981 USA John McEnroe (3) USA Brian Gottfried 7–6, 7–5
1982 USA Jimmy Connors (2) USA John McEnroe 7–5, 6–3
1983 USA Jimmy Connors (3) USA John McEnroe 6–3, 6–3
1984 USA John McEnroe (4) USA Leif Shiras 6–1, 3–6, 6–2
1985 Vesttyskland Boris Becker (1) USA Johan Kriek 6–2, 6–3
1986 USA Tim Mayotte (1) USA Jimmy Connors 6–4, 2–1 opg.
1987 Vesttyskland Boris Becker (2) USA Jimmy Connors 6–7, 6–3, 6–4
1988 Vesttyskland Boris Becker (3) Sverige Stefan Edberg 6–1, 3–6, 6–3
1989 Tjekkoslovakiet Ivan Lendl (1) Sydafrika Christo van Rensburg 4–6, 6–3, 6–4
1990 Tjekkoslovakiet Ivan Lendl (2) Vesttyskland Boris Becker 6–3, 6–2
1991 Sverige Stefan Edberg (1) USA David Wheaton 6–2, 6–3
1992 Sydafrika Wayne Ferreira (1) Japan Shuzo Matsuoka 6–3, 6–4
1993 Tyskland Michael Stich (1) Sydafrika Wayne Ferreira 6–3, 6–4
1994 USA Todd Martin (1) USA Pete Sampras 7–6(4), 7–6(4)
1995 USA Pete Sampras (1) Frankrig Guy Forget 7–6(3), 7–6(6)
1996 Tyskland Boris Becker (4) Sverige Stefan Edberg 6–4, 7–6(3)
1997 Australien Mark Philippoussis (1) Kroatien Goran Ivanišević 7–5, 6–3
1998 Australien Scott Draper (1) Italien Laurence Tieleman 7–6(5), 6–4
1999 USA Pete Sampras (2) Storbritannien Tim Henman 6–7(1), 6–4, 7–6(4)
2000 Australien Lleyton Hewitt (1) USA Pete Sampras 6–4, 6–4
2001 Australien Lleyton Hewitt (2) Storbritannien Tim Henman 7–6(3), 7–6(3)
2002 Australien Lleyton Hewitt (3) Storbritannien Tim Henman 4–6, 6–1, 6–4
2003 USA Andy Roddick (1) Frankrig Sébastien Grosjean 6–3, 6–3
2004 USA Andy Roddick (2) Frankrig Sébastien Grosjean 7–6(4), 6–4
2005 USA Andy Roddick (3) Kroatien Ivo Karlović 7–6(7), 7–6(4)
2006 Australien Lleyton Hewitt (4) USA James Blake 6–4, 6–4
2007 USA Andy Roddick (4) Frankrig Nicolas Mahut 4–6, 7–6(7), 7–6(2)
2008 Spanien Rafael Nadal (1) Serbien Novak Djokovic 7–6(6), 7–5
2009 Storbritannien Andy Murray (1) USA James Blake 7–5, 6–4
2010 USA Sam Querrey (1) USA Mardy Fish 7–6(3), 7–5
2011 Storbritannien Andy Murray (2) Frankrig Jo-Wilfried Tsonga 3–6, 7–6(2), 6–4
2012 Kroatien Marin Čilić (1) Argentina David Nalbandian 6–7(3), 4–3 diskv.
2013 Storbritannien Andy Murray (3) Kroatien Marin Čilić 5–7, 7–5, 6–3
2014 Bulgarien Grigor Dimitrov (1) Spanien Feliciano López 6–7(8), 7–6(1), 7–6(6)
2015 Storbritannien Andy Murray (4) Sydafrika Kevin Anderson 6–3, 6–4
2016 Storbritannien Andy Murray (5) Canada Milos Raonic 6–7(5), 6–4, 6–3
2017 Spanien Feliciano López (1) Kroatien Marin Čilić 4–6, 7–6(2), 7–6(8)
2018 Kroatien Marin Čilić (2) Serbien Novak Djokovic 5–7, 7–6(4), 6–3
2019 Spanien Feliciano López (2) Frankrig Gilles Simon 6–2, 6–7(4), 7–6(2)
2020 Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien
2021 Italien Matteo Berrettini (1) Storbritannien Cameron Norrie 6–4, 6–7(5), 6–3
2022 Italien Matteo Berrettini (2) Serbien Filip Krajinović 7–5, 6–4
2023 Spanien Carlos Alcaraz (1) Australien Alex de Minaur 6–4, 6–4

Herresinglevindere fordelt på lande[redigér | rediger kildetekst]

Land Titler Første titel Seneste titel
USA USA 33 1905 2010
Storbritannien Storbritannien 31 1890 2016
Australien Australien 26 1919 2006
Tyskland Tyskland 6 1939 1996
Spanien Spanien 5 1960 2023
New Zealand New Zealand 4 1907 1912
Sydafrika Sydafrika 2 1951 1992
Tjekkoslovakiet Tjekkoslovakiet 2 1989 1990
Kroatien Kroatien 2 2012 2018
Japan Japan 1 1921 1921
Canada Canada 1 1927 1927
Indien Indien 1 1959 1959
Rumænien Rumænien 1 1973 1973
Mexico Mexico 1 1977 1977
Sverige Sverige 1 1991 1991
Bulgarien Bulgarien 1 2014 2014
Italien Italien 1 2021 2021

Herredouble siden 1969[redigér | rediger kildetekst]

Nedenstående liste er ikke komplet, idet den kun indeholder vindere og finalister i perioden siden 1969.

År Mester Finalist Finaleresultat
1969 Australien Owen Davidson
USA Dennis Ralston 		Sverige Ove Nils Bengtson
Brasilien Thomaz Koch 		8–6, 6–3
1970 Holland Tom Okker
USA Marty Riessen 		USA Arthur Ashe
USA Charlie Pasarell 		7–9, 6–4, 9–7
1971 Holland Tom Okker
USA Marty Riessen 		USA Stan Smith
USA Erik Van Dillen 		8–6, 4–6, 15–13
1972 USA Jim McManus
USA Jim Osborne 		Vesttyskland Jürgen Fassbender
Vesttyskland Karl Meiler 		4–6, 6–3, 7–5
1973 Holland Tom Okker
USA Marty Riessen 		Australien Ray Keldie
Sydafrika Raymond Moore 		6–4, 7–5
1974–76 Ingen turneringer
1977 Indien Anand Amritraj
Indien Vijay Amritraj 		Storbritannien John Lloyd
Storbritannien David Lloyd 		6–1, 6–2
1978 Sydafrika Bob Hewitt
Sydafrika Frew McMillan 		USA Fred McNair
Mexico Raúl Ramírez 		6–2, 7–5
1979 USA Tim Gullikson
USA Tom Gullikson 		USA Marty Riessen
USA Sherwood Stewart 		6–4, 6–4
1980 Australien Rod Frawley
Australien Geoff Masters 		Australien Paul McNamee
USA Sherwood Stewart 		6–2, 4–6, 11–9
1981 USA Pat Du Pré
USA Brian Teacher 		Sydafrika Kevin Curren
USA Steve Denton 		3–6, 7–6, 11–9
1982 USA John McEnroe
USA Peter Rennert 		USA Victor Amaya
USA Hank Pfister 		7–6, 7–5
1983 USA Brian Gottfried
Australien Paul McNamee 		Sydafrika Kevin Curren
USA Steve Denton 		6–4, 6–3
1984 Australien Pat Cash
Australien Paul McNamee 		Sydafrika Bernard Mitton
USA Butch Walts 		6–4, 6–3
1985 USA Ken Flach
USA Robert Seguso 		Australien Pat Cash
Australien John Fitzgerald 		3–6, 6–3, 16–14
1986 USA Kevin Curren
Frankrig Guy Forget 		Australien Darren Cahill
Australien Mark Kratzmann 		6–2, 7–6
1987 Frankrig Guy Forget
Frankrig Yannick Noah 		USA Rick Leach
USA Tim Pawsat 		6–4, 6–4
1988 USA Ken Flach
USA Robert Seguso 		Sydafrika Pieter Aldrich
Sydafrika Danie Visser 		6–2, 7–6
1989 Australien Darren Cahill
Australien Mark Kratzmann 		USA Tim Pawsat
Australien Laurie Warder 		7–6, 6–3
1990 Storbritannien Jeremy Bates
USA Kevin Curren 		Frankrig Henri Leconte
Tjekkoslovakiet Ivan Lendl 		7–6, 6–4
1991 Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		Canada Grant Connell
Canada Glenn Michibata 		7–6, 6–4
1992 Australien John Fitzgerald
Sverige Anders Järryd 		Kroatien Goran Ivanišević
Italien Diego Nargiso 		6–4, 7–6
1993 Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		Storbritannien Neil Broad
Sydafrika Gary Muller 		6–4, 6–7, 6–3
1994 Sverige Jan Apell
Sverige Jonas Björkman 		Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		5–7, 7–6, 6–4
1995 USA Todd Martin
USA Pete Sampras 		Sverige Jan Apell
Sverige Jonas Björkman 		6–4, 6–2
1996 Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		Canada Sébastien Lareau
USA Alex O'Brien 		6–2, 6–7, 6–3
1997 Australien Mark Philippoussis
Australien Patrick Rafter 		Australien Sandon Stolle
Tjekkiet Cyril Suk 		6–2, 4–6, 7–5
1998 Australien Todd Woodbridge & Australien Mark Woodforde
og Sverige Jonas Björkman & Australien Patrick Rafter 		Titel delt
1999 Canada Sébastien Lareau
USA Alex O'Brien 		Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		6–3, 7–6
2000 Australien Todd Woodbridge
Australien Mark Woodforde 		USA Jonathan Stark
Filippinerne Eric Taino 		7–6, 6–4
2001 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		Filippinerne Eric Taino
USA David Wheaton 		6–3, 6–2
2002 Zimbabwe Wayne Black
Zimbabwe Kevin Ullyett 		Indien Mahesh Bhupathi
Hviderusland Maks Mirny 		7–6, 3–6, 6–3
2003 Bahamas Mark Knowles
Canada Daniel Nestor 		Indien Mahesh Bhupathi
Hviderusland Maks Mirny 		6–3, 6–4
2004 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		Bahamas Mark Knowles
Canada Daniel Nestor 		6–3, 6–4
2005 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		Sverige Jonas Björkman
Hviderusland Maks Mirny 		7–6(9), 7–6(4)
2006 Australien Paul Hanley
Zimbabwe Kevin Ullyett 		Sverige Jonas Björkman
Hviderusland Maks Mirny 		6–4, 7–6
2007 Bahamas Mark Knowles
Canada Daniel Nestor 		USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		7–5, 6–4
2008 Canada Daniel Nestor
Serbien Nenad Zimonjić 		Brasilien Marcelo Melo
Brasilien André Sá 		6–4, 7–6(3)
2009 Sydafrika Wesley Moodie
Rusland Mikhail Juzjnyj 		Brasilien Marcelo Melo
Brasilien André Sá 		6–4, 4–6, [10–6]
2010 Serbien Novak Djokovic
Israel Jonathan Erlich 		Slovakiet Karol Beck
Tjekkiet David Škoch 		7–6(6), 2–6, [10–3]
2011 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		Indien Mahesh Bhupathi
Indien Leander Paes 		6–7(2), 7–6(4), [10–6]
2012 Hviderusland Maks Mirny
Canada Daniel Nestor 		USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		6–3, 6–4
2013 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan 		Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares 		4–6, 7–5, [10–3]
2014 Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares 		Storbritannien Jamie Murray
Australien John Peers 		4–6, 7–6, [10–4]
2015 Frankrig Pierre-Hugues Herbert
Frankrig Nicolas Mahut 		Serbien Nenad Zimonjić
Polen Marcin Matkowski 		6–2, 6–2
2016 Frankrig Pierre-Hugues Herbert
Frankrig Nicolas Mahut 		Australien Chris Guccione
Brasilien André Sá 		6–3, 7–6(5)
2017 Storbritannien Jamie Murray
Brasilien Bruno Soares 		Frankrig Julien Benneteau
Frankrig Édouard Roger-Vasselin 		6–2, 6–3
2018 Finland Henri Kontinen
Australien John Peers 		Storbritannien Jamie Murray
Brasilien Bruno Soares 		6–4, 6–3
2019 Spanien Feliciano López
Storbritannien Andy Murray 		USA Rajeev Ram
Storbritannien Joe Salisbury 		7–6(6), 5–7, [10–5]
2020 Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien
2021 Frankrig Pierre-Hugues Herbert
Frankrig Nicolas Mahut 		USA Reilly Opelka
Australien John Peers 		6–4, 7–5
2022 Kroatien Nikola Mektić
Kroatien Mate Pavić 		Storbritannien Lloyd Glasspool
Finland Harri Heliövaara 		6–3, 6–7(3), [10–6]
2023 Kroatien Ivan Dodig
USA Austin Krajicek 		USA Taylor Fritz
Tjekkiet Jiří Lehečka 		6–4, 6–7(5), [10–3]

Herredoublemestre siden 1969 fordelt på land[redigér | rediger kildetekst]

Land Titler[15] Første titel Seneste titel
USA USA 33 1969 2023
Australien Australien 24 1969 2018
Frankrig Frankrig 6 1986 2021
Canada Canada 5 1999 2012
Sverige Sverige 4 1992 1998
Holland Holland 3 1970 1973
Kroatien Kroatien 3 2022 2023
Storbritannien Storbritannien 3 1990 2019
Sydafrika Sydafrika 3 1978 2009
Zimbabwe Zimbabwe 3 2002 2006
Indien Indien 2 1977 1977
Bahamas Bahamas 2 2003 2007
Serbien Serbien 2 2008 2010
Brasilien Brasilien 2 2014 2017
Rusland Rusland 1 2009 2009
Israel Israel 1 2010 2010
Hviderusland Hviderusland 1 2012 2012
Østrig Østrig 1 2014 2014
Finland Finland 1 2018 2018
Spanien Spanien 1 2019 2019

Damesingle[redigér | rediger kildetekst]

Damesinglemesterskabet er blevet spillet siden 1890, hvor London-mesterskabet for første gang blev spillet i Queen's Club. Mesterskabet blev afgjort i udfordringsrunden, hvor den forsvarende mester, May Jacks, besejrede vinderen af all comers-turneringen, Maud Shackle, med 6-2, 6-1.[16] Året efter var rollerne byttet om, og udfordreren, Maud Shackle, vandt 6-2, 4-6, 6-3 over den forsvarende mester, May Jacks.[4] Hun forblev mester indtil 1894, hvor hun ikke forsvarede sin titel, og i hendes fravær blev mesterskabet vundet af Edith Austin efter finalesejr over Charlotte Cooper.[17]

Systemet med udfordringsrunden blev afskaffet i 1897, hvor den forsvarende mester, Charlotte Cooper, derfor måtte starte i første runde på lige fod med de andre syv spillere, men det forhindrede hende ikke i at genvinde titlen efter at have besejret Edith Austin i finalen med 2–6, 6–2, 6–2.[18] Udfordringssystemet blev dog genindført i 1899, hvor en udhvilet forsvarende mester, Charlotte Cooper, i udfordringsrunden mistede sin titel til vinderen af all comers-turneringen, Edith Austin, der vandt med 12–10, 2–6, 9–7 i udfordringskampen.[19] Fra 1901 afskaffedes udfordringsrunden igen – denne gang permanent.[20]

I begyndelsen af 1950'erne var der en tendens til at topspillerne kun stillede op i damedouble som optakt til Wimbledon-mesterskaberne ugen efter, og derfor var doublerækken ofte stærkere besat end singleturneringen.[21][22]

År Mester Finalist Finaleresultat Ref.
1890 Storbritannien May Jacks (1) Storbritannien Maud Shackle 6–2, 6–1 [16]
1891 Storbritannien Maud Shackle (1) Storbritannien May Jacks 6–2, 4–6, 6–3 [4]
1892 Storbritannien Maud Shackle (2) Storbritannien Edith Austin 6–2, 6–3 [23]
1893 Storbritannien Maud Shackle (3) Storbritannien Edith Austin 6–2, 6–1 [24]
1894 Storbritannien Edith Austin (1) Storbritannien Charlotte Cooper 8–6, 11–9 [17]
1895 Storbritannien Maud Shackle (4) Storbritannien Edith Austin 6–2, 7–5 [25]
1896 Storbritannien Charlotte Cooper (1) Storbritannien Agatha Templeman 6–3, 6–2 [26]
1897 Storbritannien Charlotte Cooper (2) Storbritannien Edith Austin 2–6, 6–2, 6–2 [18]
1898 Storbritannien Charlotte Cooper (3) Storbritannien Edith Austin 6–4, 3–6, 8–6 [27]
1899 Storbritannien Edith Austin (2) Storbritannien Charlotte Cooper 12–10, 2–6, 9–7 [19]
1900 Storbritannien Charlotte Cooper (4) Storbritannien Edith Greville 6–4, 6–1 [28]
1901 Storbritannien Edith Greville (3) Storbritannien Ethel Thomson 6–1, 6–1 [20]
1902 Storbritannien Charlotte Cooper Sterry (5) Storbritannien Ruth Durlacher 6–0, 6–0 [29]
1903 Storbritannien Agnes Morton Storbritannien Edith Greville 6–4, 5–7, 6–0 [30]
1904 Storbritannien Agnes Morton (1) Storbritannien Ellen Stawell-Brown 6–2, 6–3 [31]
1905 Storbritannien Ethel Thomson (1) Storbritannien Edith Greville 6–3, 6–4 [32]
1906 Storbritannien Ethel Thomson (2) Storbritannien Mildred Coles 6–2, 6–1 [33]
1907 Storbritannien Violet Pinckney (1) Storbritannien Dorothea Lambert Chambers 2–6, 6–3, 6–4 [34]
1908 Storbritannien Violet Pinckney (2) Storbritannien Dorothea Lambert Chambers 6–3, 6–2 [35]
1909 Storbritannien Aurea Edgington (1) Storbritannien Madeline Fisher O'Neill 6–2, 1–6, 6–3 [36]
1910 Storbritannien Gladys Lamplough (1) Storbritannien Edith Johnson 6–2, 6–0 [37]
1911 Storbritannien Mildred Coles (1) Storbritannien Agnes Morton 6–2, 6–0 [38]
1912 Storbritannien Ethel Larcombe (3) Storbritannien Dorothy Holman 6–1, 6–0 [39]
1913 Storbritannien Ethel Larcombe (4) Storbritannien Aurea Edgington 6–2, 10–8 [40]
1914 Storbritannien Ethel Larcombe (5) Storbritannien Beryl Tulloch 6–1, 6–2 [41]
1915-18 Ingen turneringer på grund af første verdenskrig
1919 Storbritannien Ethel Larcombe (6) Storbritannien Dorothy Holman 6–4, 8–6 [42]
1920 Storbritannien Dorothy Holman (1) Storbritannien Ethel Larcombe Walkover [43]
1921 Storbritannien Mabel Clayton (1) Storbritannien Dorothy Holman 6–4, 8–6 [44]
1922 Storbritannien Mabel Clayton (2) Sydafrika Mrs. W. Keays 6–3, 6–4 [45]
1923 USA Elizabeth Ryan (1) Storbritannien Geraldine Beamish 6–3, 1–6, 6–2 [46]
1924 USA Elizabeth Ryan (2) Storbritannien Doris Covell Craddock 6–1, 6–4 [47]
1925 USA Elizabeth Ryan (3) Storbritannien Ermyntrude Harvey 6–0, 6–1 [48]
1926 Storbritannien Dorothy Hill (1) Storbritannien Eileen Bennett 7–5, 6–2 [49]
1927 Storbritannien Dorothy Hill (2) Storbritannien Enid Broadbridge 6–0, 6–1 [50]
1928 Storbritannien Joan Ridley (1) Grækenland Helene Nicolopoulo 4–6, 6–1, 6–0 [51]
1929 USA Elizabeth Ryan (4) Storbritannien Elsie Goldsack 6–2, 2–6, 6–2 [52]
1930 Storbritannien Madge List (1) Storbritannien Margaret Stocks 6–1, 6–3 [53]
1931 Storbritannien Elsie Pittman (1) Storbritannien Kitty Godfree 9–7, 6–4 [54]
1932 USA Dorothy Andrus Burke (1) Polen Jadwiga Jędrzejowska 1–6, 7–5, 6–4 [55]
1933 USA Helen Wills-Moody (1) og Storbritannien Elsie Pittman (2) Titlen delt[56] [57]
1934 Frankrig Jacqueline Goldschmidt (1) USA Dorothy Burke 5–7, 6–2, 6–0 [58]
1935 Chile Anita Lizana (1) og Frankrig Sylvia Henrotin (1) Titlen delt[56] [59]
1936 Polen Jadwiga Jędrzejowska (1) USA Dorothy Andrus Burke 6–2, 6–4 [60]
1937 Polen Jadwiga Jędrzejowska (2) Storbritannien Kay Stammers 6–3, 6–0 [61]
1938 Polen Jadwiga Jędrzejowska (3) Danmark Hilde Sperling 6–3, 6–0 [62]
1939 Polen Jadwiga Jędrzejowska (4) Danmark Hilde Sperling 6–1, 6–4 [63]
1940-45 Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946 USA Pauline Betz (1) USA Margaret Osborne 6–8, 6–3, 6–3 [64]
1947 USA Louise Brough (1) USA Margaret Osborne 6–4, 6–0 [65]
1948 USA Doris Hart (1) og USA Margaret Osborne duPont (1) Titlen delt[56] [66]
1949 USA Louise Brough (2) USA Margaret Osborne duPont 3–6, 6–1, 6–3 [67]
1950 USA Doris Hart (2) USA Margaret Osborne duPont 4–6, 6–4, 6–4 [68]
1951 USA Shirley Fry (1) USA Nancy Chaffee 6–3, 8–6 [69]
1952 Sydafrika Hazel Redick-Smith (1) Storbritannien Betty Wilford 6–3, 8–6 [21]
1953 Storbritannien Jean Rinkel-Quertier (1) Bermuda Heather Brewer 6–1, 4–6, 6–2 [70]
1954 USA Louise Brough (3) USA Shirley Fry 6–1, 6–4 [71]
1955 USA Louise Brough (4) Sydafrika Jean Forbes 6–3, 6–1 [72]
1956 Storbritannien Angela Buxton (1) Storbritannien Pat Ward 6–4, 6–0 [73]
1957 USA Mimi Arnold (1) Ungarn Zsuzsa Körmöczy 6–1, 5–7, 6–3 [74]
1958 Sydafrika Bernice Carr (1) USA Margaret Varner 6–4, 5–7, 8–6 [75]
1959 Mexico Yola Ramírez (1) Belgien Christiane Mercelis 2–6, 6–1, 6–3 [76]
1960 Storbritannien Christine Truman (1) USA Karen Hantze Susman 6–4, 6–3 [77]
1961 Australien Margaret Smith (1) USA Nancy Richey 6–0, 4–6, 6–2 [78]
1962 Storbritannien Rita Bentley (1) Storbritannien Lorna Cawthorn 7–5, 7–5 [22]
1963 Australien Robyn Ebbern (1) Storbritannien Rita Bentley 6–3, 6–3 [79]
1964 Australien Margaret Smith (2) Storbritannien Ann Haydon Jones 6–3, 6–3 [80]
1965 Sydafrika Annette Van Zyl (1) Storbritannien Christine Truman 6–3, 4–6, 6–4 [81]
1966 Frankrig Françoise Dürr (1) Australien Judy Tegart 6–4, 6–4 [82]
1967 USA Nancy Richey (1) Australien Kerry Melville 2–6, 6–2, 6–4 [83]
1968 Storbritannien Ann Haydon Jones (1) og USA Nancy Richey (2) Titel delt[56] [84]
1969 Storbritannien Ann Haydon Jones (2) Storbritannien Winnie Shaw 6–0, 6–1 [85]
1970 Australien Margaret Court (3) Storbritannien Winnie Shaw 2–6, 8–6, 6–2 [86]
1971 Australien Margaret Court (4) USA Billie Jean King 6–3, 3–6, 6–3 [87]
1972 USA Chris Evert (1) Australien Karen Krantzcke 6–4, 6–0 [88]
1973 Sovjetunionen Olga Morozova (1) Australien Evonne Goolagong 6–2, 6–3 [89]

Damedouble[redigér | rediger kildetekst]

Fra begyndelsen af 1950'erne var der en tendens til at topspillerne kun stillede op i damedouble (og ikke i damesingle) som optakt til Wimbledon-mesterskaberne ugen efter, og derfor var doublerækken ofte stærkere besat end singleturneringen.[21][22]

År Mester Finalist Finaleresultat Ref.
1919 Storbritannien Dorothea Lambert Chambers
USA Elizabeth Ryan 		Storbritannien Ethel Larcombe
Storbritannien Phyllis Satterthwaite 		4–6, 6–2, 7–5 [42]
1920 Storbritannien Ethel Larcombe
Storbritannien Phyllis Satterthwaite 		Storbritannien Doris Craddock
Storbritannien Miss Marriott 		6–4, 6–1 [43]
1921 Storbritannien Dora Geen
Storbritannien Winifred McNair 		Storbritannien Mrs. Atkey
Storbritannien Miss Foulger 		6–4, 6–3 [44]
1922 Storbritannien Mrs. B. May
Storbritannien Mrs. van Praagh 		Storbritannien Mrs. Brown
Storbritannien Mrs. Ellis 		7–5, 6–1 [45]
1923 USA Elizabeth Ryan
Storbritannien Dorothea Lambert Chambers 		link= ?
link= ? 		Gruppespil [46]
1924 link= ?
link= ? 		link= ?
link= ? 		? [47]
1925 Storbritannien Ermyntrude Harvey
Storbritannien Dorothea Lambert Chambers 		Storbritannien Mrs. Backhouse
Storbritannien Mrs. Carritt 		6–0, 6–0 [48]
1926 Storbritannien Ermyntrude Harvey
Storbritannien Dorothea Lambert Chambers 		Storbritannien E. Clarke
Storbritannien Dorothy Hill 		6–1, 9–7 [49]
1927 Sydafrika Bobbie Heine
Sydafrika Irene Peacock 		Storbritannien Phyllis Covell
Storbritannien Gwen Sterry 		6–3, 6–3 [50]
1928 Storbritannien Eileen Bennett
Storbritannien Ermyntrude Harvey 		Storbritannien E. Clarke
Storbritannien Muriel Thomas 		6–2, 4–6, 6–2 [51]
1929 Storbritannien Elsie Goldsack
Storbritannien C. Jameson 		USA May Bundy
USA Marjorie Morrill 		6–3, 7–5 [52]
1930 Tyskland Cilly Aussem
USA Elizabeth Ryan 		Storbritannien Betty Nuthall
Storbritannien Eileen Whittingstall 		3–6, 6–2, 6–4 [53]
1931 USA Anne Harper
USA Midge van Ryan 		Storbritannien Kitty Godfree
Storbritannien Margaret Stocks 		7–5, 6–4 [54]
1932 Storbritannien Peggy Michell
Storbritannien Dorothy Round 		USA Anne Harper
USA Sarah Palfrey 		6–0, 6–3 [55]
1933 Frankrig Simonne Mathieu / USA Elizabeth Ryan
og Storbritannien Ermyntrude Harvey / Storbritannien Phoebe Holcroft-Watson 		Titlen delt[56] [57]
1934 Frankrig Doris Howard
Frankrig Colette Rosambert 		USA Dorothy Burke
Frankrig Sylvia Henrotin 		6–2, 3–6, 8–6 [58]
1935 Polen Jadwiga Jędrzejowska
Storbritannien Susan Noel 		Australien Joan Hartigan
Australien Nell Hopman 		8–6, 6–4, 6–3 [59]
1936 USA Dorothy Andrus
Frankrig Sylvia Henrotin 		Belgien Josane Sigart de Meulemeester
Belgien Nelly Adamson 		6–4, 5–7, 6–2 [60]
1937 Frankrig Sylvia Henrotin
USA Dorothy Andrus 		Storbritannien Mary Hardwick
Storbritannien Ermyntrude Harvey 		8–6, 6–1 [61]
1938 Sydafrika Margaret Morphew
Sydafrika Bobbie Heine Miller 		Polen Jadwiga Jędrzejowska
Storbritannien Muriel Thomas 		4–6, 6–0, 6–0 [62]
1939 Frankrig Sylvia Henrotin
USA Dorothy Andrus 		Polen Jadwiga Jędrzejowska
Storbritannien Billie Yorke 		6–2, 6–2 [63]
1940-45 Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946 USA Louise Brough
USA Margaret Osborne 		USA Pauline Betz
USA Doris Hart 		6–2, 6–4 [64]
1947 USA Louise Brough
USA Margaret Osborne 		Australien Nancye Wynne Bolton
Australien Nell Hopman 		6–2, 6–2 [65]
1948 USA Louise Brough / USA Margaret Osborne duPont
og USA Shirley Fry / USA Mary Prentiss 		Titlen delt[56] [66]
1949 USA Gussie Moran
USA Pat Todd 		Storbritannien Joy Gannon
Storbritannien Betty Hilton 		6–3, 9–7 [67]
1950 USA Louise Brough
USA Margaret Osborne duPont 		USA Shirley Fry
USA Doris Hart 		6–2, 6–4 [68]
1951 USA Shirley Fry
USA Doris Hart 		Australien Nancye Wynne Bolton
USA Margaret Osborne duPont 		3–6, 6–1, 6–3 [69]
1952 USA Louise Brough
USA Maureen Connolly 		Sydafrika Gwendy Love
Australien Beryl Penrose 		6–4, 5–7, 6–3 [21]
1953 USA Maureen Connolly
USA Julie Sampson 		Storbritannien Helen Fletcher
Storbritannien Jean Rinkel-Quertier 		6–4, 10–8 [70]
1954 USA Louise Brough
USA Margaret Osborne duPont 		USA Barbara Kimbrell
USA Baba Madden Lewis 		6–1, 6–1 [71]
1955 USA Beverly Baker Fleitz
USA Darlene Hard 		Storbritannien Anne Shilcock
Storbritannien Angela Mortimer 		8–6, 3–6, 6–3 [72]
1956 USA Louise Brough
USA Shirley Fry 		USA Althea Gibson
Storbritannien Angela Buxton 		6–3, 7–5 [73]
1957 USA Althea Gibson
USA Darlene Hard 		Australien Mary Hawton
Australien Thelma Long 		6–4, 2–6, 6–3 [74]
1958 Brasilien Maria Bueno / USA Althea Gibson
og Australien Mary Hawton / Australien Thelma Long 		Titlen delt[90] [75]
1959 USA Beverly Fleitz
Storbritannien Christine Truman 		USA Jeanne Arth
USA Darlene Hard 		7–5, 6–4 [76]
1960 Brasilien Maria Bueno
USA Darlene Hard 		USA Karen Hantze
USA Janet Hopps 		6–1, 7–5 [77]
1961 USA Karen Hantze
USA Billie Jean Moffitt 		Sydafrika Margaret Hunt
Sydafrika Lynn Hutchings 		6–2, 13–15, 6–2 [78]
1962 USA Justina Bricka
Australien Margaret Smith 		Brasilien Maria Bueno
USA Darlene Hard 		6–3, 6–2 [22]
1963 Sovjetunionen Anna Dmitrijeva
Australien Judy Tegart 		Storbritannien Angela Mortimer
Mexico Yola Ramírez 		6–1, 6–0 [79]
1964 Storbritannien Ann Haydon Jones
Sydafrika Renée Schuurman 		Storbritannien Deidre Catt
Storbritannien Elizabeth Starkie 		6–1, 6–3 [80]
1965 Australien Margaret Smith
Australien Leslie Turner 		Brasilien Maria Bueno
USA Billie Jean Moffitt 		10–8, 6–2 [81]
1966 Argentina Norma Baylon
Sydafrika Annette van Zyl 		USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		3–6, 6–2, 11–9 [82]
1967 link= ?
link= ? 		link= ?
link= ? 		? [83]
1968 Ingen vinder kåret[91] [84]
1969 USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		Frankrig Françoise Dürr
Storbritannien Ann Haydon Jones 		8–6, 6–4 [85]
1970 USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		Australien Karen Krantzcke
Australien Kerry Melville 		6–4, 6–3 [86]
1971 USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		USA Mary-Ann Curtis
USA Val Ziegenfuss 		6–3, 6–2 [87]
1972 USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		Sydafrika Brenda Kirk
Sydafrika Pat Pretorius 		5–7, 6–0, 6–2 [88]
1973 USA Rosie Casals
USA Billie Jean King 		Frankrig Françoise Dürr
Holland Betty Stöve 		4–6, 6–3, 7–5 [89]

Statistik[redigér | rediger kildetekst]

Lleyton Hewitt og Mark Philippoussis ved Queen's Club-mesterskaberne 2005.

Spillere[redigér | rediger kildetekst]

Flest titler i alt

Flest singletitler

Flest singlefinaler

Yngste vinder

Ældste vinder

Ældste vinder i den åbne æra

Lavest rangerede vinder

Lavest rangerede finalist

Vindere af to rækker samme år

22 af de seneste 25 Wimbledon-mestre i herresingle har deltaget i Queen's Club-mesterskaberne. Adskillige spillere har vundet både Queen's Club- og Wimbledon-mesterskabet i herredouble samme år, herunder Don Budge, Roy Emerson, John McEnroe, Jimmy Connors, Boris Becker, Pete Sampras, Lleyton Hewitt, Rafael Nadal og Andy Murray.

Kampe[redigér | rediger kildetekst]

Goran Ivanišević og Mario Ančić spiller double ved Queen's Club-mesterskaberne 2004.

Længste finale

Korteste finale

Længste kamp (tid)

Længste kamp (flest partier)

Tilskuere[redigér | rediger kildetekst]

Centre Court har en kapacitet på 6.479 tilskuere. Det højeste samlede tilskuertal for hele ugen forekom i 2003, hvor 52.553 tilskuere overværede turneringen. Det højeste tilskuertal for en enkelt dag var 8.362 den 11. juni 2003.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "See the video for Sunday, 10 June 2007 – Roddick speaks near the end". Artoischampionships.com. Arkiveret fra originalen 21. januar 2009. Hentet 13. juni 2011.
  2. ^ Queens Club tournament Arkiveret 24. maj 2012 hos hos Archive.is.
  3. ^ "$63, 260 Curtain-Raiser to Wimbledon". The Sydney Morning Herald. 12. april 1974. s. 12.
  4. ^ a b c Tennis Forum - 1891 results (engelsk)
  5. ^ "ATP to boost total prize money, add time between Roland Garros and Wimbledon". tennis.com. AP. 8. november 2013. Hentet 13. juni 2015.
  6. ^ "ATP Announces 2015 ATP World Tour Calendar". ATP. 10. februar 2014.
  7. ^ "Tennis stretches grass season to six weeks". SBS. 11. februar 2014.
  8. ^ "Ivo Karlovic sets new world record for fastest serve". BBC. 6. marts 2011.
  9. ^ "LTA - Aegon Championships - Behind the Scenes with the Ball Girls at The Queen's Club". Arkiveret fra originalen 31. december 2014. Hentet 13. juni 2016.
  10. ^ ATP Tour - Fever-Tree Championships Honoured As ATP 500 Tournament Of The Year (24. juni 2019)
  11. ^ "Stella Artois ends 30-year tennis sponsorship". PRWeek. 17. marts 2008. Hentet 29. februar 2012.
  12. ^ Olley, James (5. juni 2009). "New Queen's Club sponsor set for a £30m revolution". London Evening Standard. Arkiveret fra originalen 30. marts 2010. Hentet 15. september 2010.
  13. ^ "Hewitt to join Nadal at Queens". BBC Sport. 7. maj 2009. Hentet 15. september 2010.
  14. ^ Finalen blev aflyst pga. regn.
  15. ^ Pr. spiller
  16. ^ a b Tennis Forum - 1890 results (engelsk)
  17. ^ a b Tennis Forum - 1894 results (engelsk)
  18. ^ a b Tennis Forum - 1897 results (engelsk)
  19. ^ a b Tennis Forum - 1899 results (engelsk)
  20. ^ a b Tennis Forum - 1901 results (engelsk)
  21. ^ a b c d Tennis Forum - 1952 results (engelsk)
  22. ^ a b c d Tennis Forum - 1962 results (engelsk)
  23. ^ Tennis Forum - 1892 results (engelsk)
  24. ^ Tennis Forum - 1893 results (engelsk)
  25. ^ Tennis Forum - 1895 results (engelsk)
  26. ^ Tennis Forum - 1896 results (engelsk)
  27. ^ Tennis Forum - 1898 results (engelsk)
  28. ^ Tennis Forum - 1900 results (engelsk)
  29. ^ Tennis Forum - 1902 results (engelsk)
  30. ^ Tennis Forum - 1903 results (engelsk)
  31. ^ Tennis Forum - 1904 results (engelsk)
  32. ^ Tennis Forum - 1905 results (engelsk)
  33. ^ Tennis Forum - 1906 results (engelsk)
  34. ^ Tennis Forum - 1907 results (engelsk)
  35. ^ Tennis Forum - 1908 results (engelsk)
  36. ^ Tennis Forum - 1909 results (engelsk)
  37. ^ Tennis Forum - 1910 results (engelsk)
  38. ^ Tennis Forum - 1911 results (engelsk)
  39. ^ Tennis Forum - 1912 results (engelsk)
  40. ^ Tennis Forum - 1913 results (engelsk)
  41. ^ Tennis Forum - 1914 results (engelsk)
  42. ^ a b Tennis Forum - 1919 results (engelsk)
  43. ^ a b Tennis Forum - 1920 results (engelsk)
  44. ^ a b Tennis Forum - 1921 results (engelsk)
  45. ^ a b Tennis Forum - 1922 results (engelsk)
  46. ^ a b Tennis Forum - 1923 results (engelsk)
  47. ^ a b Tennis Forum - 1924 results (engelsk)
  48. ^ a b Tennis Forum - 1925 results (engelsk)
  49. ^ a b Tennis Forum - 1926 results (engelsk)
  50. ^ a b Tennis Forum - 1927 results (engelsk)
  51. ^ a b Tennis Forum - 1928 results (engelsk)
  52. ^ a b Tennis Forum - 1929 results (engelsk)
  53. ^ a b Tennis Forum - 1930 results (engelsk)
  54. ^ a b Tennis Forum - 1931 results (engelsk)
  55. ^ a b Tennis Forum - 1932 results (engelsk)
  56. ^ a b c d e f Finalen blev aflyst på grund af regnvejr.
  57. ^ a b Tennis Forum - 1933 results (engelsk)
  58. ^ a b Tennis Forum - 1934 results (engelsk)
  59. ^ a b Tennis Forum - 1935 results (engelsk)
  60. ^ a b Tennis Forum - 1936 results (engelsk)
  61. ^ a b Tennis Forum - 1937 results (engelsk)
  62. ^ a b Tennis Forum - 1938 results (engelsk)
  63. ^ a b Tennis Forum - 1939 results (engelsk)
  64. ^ a b Tennis Forum - 1946 results (engelsk)
  65. ^ a b Tennis Forum - 1947 results (engelsk)
  66. ^ a b Tennis Forum - 1948 results (engelsk)
  67. ^ a b Tennis Forum - 1949 results (engelsk)
  68. ^ a b Tennis Forum - 1950 results (engelsk)
  69. ^ a b Tennis Forum - 1951 results (engelsk)
  70. ^ a b Tennis Forum - 1953 results (engelsk)
  71. ^ a b Tennis Forum - 1954 results (engelsk)
  72. ^ a b Tennis Forum - 1955 results (engelsk)
  73. ^ a b Tennis Forum - 1956 results (engelsk)
  74. ^ a b Tennis Forum - 1957 results (engelsk)
  75. ^ a b Tennis Forum - 1958 results (engelsk)
  76. ^ a b Tennis Forum - 1959 results (engelsk)
  77. ^ a b Tennis Forum - 1960 results (engelsk)
  78. ^ a b Tennis Forum - 1961 results (engelsk)
  79. ^ a b Tennis Forum - 1963 results (engelsk)
  80. ^ a b Tennis Forum - 1964 results (engelsk)
  81. ^ a b Tennis Forum - 1965 results (engelsk)
  82. ^ a b Tennis Forum - 1966 results (engelsk)
  83. ^ a b Tennis Forum - 1967 results (engelsk)
  84. ^ a b Tennis Forum - 1968 results (engelsk)
  85. ^ a b Tennis Forum - 1969 results (engelsk)
  86. ^ a b Tennis Forum - 1970 results (engelsk)
  87. ^ a b Tennis Forum - 1971 results (engelsk)
  88. ^ a b Tennis Forum - 1972 results (engelsk)
  89. ^ a b Tennis Forum - 1973 results (engelsk)
  90. ^ Finalen blev afbrudt ved stillingen 6-2, 0-0 til Bueno/Gibson, inden regn afbrød kampen, der ikke blev genoptaget.
  91. ^ På grund af regn blev semifinalerne ikke gennemført. Følgende par havde kvalificeret sig til semifinalerne: Margaret Court og Virginia Wade, Julie Heldman og Faye Tonye Moore, Françoise Dürr og Ann Haydon Jones samt Peaches Bartkowicz og Stephanie DeFina.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Queen%27s_Club-mesterskaberne&oldid=11557397"