Silkevejen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Silkevejen består af flere veje i Asien.

Silkevejen eller Silkeruten betegner den dominerende rejserute på land mellem den østlige ende af det eurasiske kontinent og den vestlige. Ruten bestod af en serie af sammenkoblede ruter gennem Centralasien og Sydasien, der strakte sig i alt over 8.000 km. Ruten blev først og fremmest brugt til at fragte handelsvarer mellem Kina og Middelhavsregionen, og de mest betydningsfulde endestationer for denne handel var i øst Cháng'ān, Kina og Antiokia i Syrien i vest. Den kontinentale silkevej deler sig i en nordlig og en sydlig rute, efter at den har forladt de kommercielle centre i Nordkina. Den nordlige rute gik gennem den bulgarsk-kypcharske zone til Østeuropa og Krim, hvor den fortsatte videre over Sortehavet, Marmarahavet og Balkan til handelscentrene i Vesteuropa. Den sydlige rute passerer gennem Turkestan-Khorasan, Iran, Mesopotamien og til Antiokia i sydlige Anatolien. Herfra gik den videre vej via Middelhavet eller gennem Levanten til Egypten, Nordafrika og Sydeuropa.

Ruten fik et første opsving omkring år 200 da romerske kejsere ofte modtog silkegaver fra kinesiske herskere, men den var blevet benyttet helt tilbage fra oldtiden, da arkæologiske udgravninger har påvist en udveksling af genstande langs denne rute helt fra 6. årtusinde f.v.t. Silkevejen bevarede sin store betydning frem til det 14. århundrede, da Vesten i stigende omfang også selv var i stand til at fremstille silke. Dens indflydelse rakte længere end til Kina og nåede også Korea og Japan. De vigtigste transportformer før den moderne tid var karavaner, som især bestod af lastede kameler og skibsfart. Efter opdagelsen af søvejen til Indien blev transport via havet gradvist mere almindelig, ligesom angreb på handelskaravaner blev stedse mere generende. I dag er internationale veje og jernbaner anlagt langs de historiske ruter, og de har fortsat stor betydning for samhandelen i regionen.

Silkevejen er en oversættelse fra det tyske begreb Seidenstraße, som blev brugt første gang af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen i 19. århundrede.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Rejser på tværs af kontinenterne[redigér | redigér wikikode]

Domesticeringen af effektive lastdyr åbnede op for fragt af tungere last over større afstande, end det havde været muligt førhen. Dette medførte såvel øget handel som øget kulturel udveksling mellem forskellige befolkningsgrupper. Nomaderne på de enorme eurasiske steppeområder kan have domesticeret hesten omkring 4000 f.v.t., mens den baktriske kamel fulgte senere, omkring år 2500–2000 f.v.t. Dromedaren er formentlig blevet tæmmet i perioden 2500–1100 f.v.t.

Stepperne strækker sig som en lang sløjfe rundt om ørkenen og forbinder de frugtbare landbrugs- og byregioner hele vejen fra Stillehavskysten til Afrika og dybt ind i hjertet af Europa. Disse græslande var frugtbare nok til at sørge for græs, vand og brændsel så de rejsende karavaner kunne passere – samtidig med at de kunne undgå de opdyrkede områder. Dette lagde grunden til, at handelsmænd, krigere til hest og karavaner kunne rejse over enorme afstande uden at skabe fjendskab til de mere fastboende folkeslag. Sammenkoblingen af de utallige lokale ruter førte til udbygningen af langdistancenetværk, der rakte på tværs af hele den enorme afro-eurasiske landmasse fra omkring 2000 f.v.t.

Egyptisk silke[redigér | redigér wikikode]

Fund af Lapis lazuli fra sidste halvdel af 4. årtusinde f.v.t. i Egypten tyder på en tidlig langdistancehandel, da den eneste kendte forekomst af denne stenart i oldtiden fandtes i Badakshan i det nordlige Afghanistan. Lapis lazuli er desuden blevet udgravet I fund, der stammer fra samme periode i Mesopotamien og Harappa Mohenjo-Daro i Indus-kulturen. Fra det andet årtusinde f.v.t. blev aktinolit handlet fra miner i Yarkand-regionen og Khotan i Kina. Disse miner lå ikke langt fra lapis lazuli-kilden og spinel- («Balas rubin») minerne i Badakshan, og selv om de var separeret af de vældige Pamirbjerge, blev ruterne mellem dem tidligt taget i brug.

Arkæologiske fund fra Egypten tyder på, at egypterne også var aftagere af varer, der stammede fra Kina, idet nogle rester af klæde, som antagelig var kinesisk silke, er blevet fundet og dateret til at stamme fra perioden omkring 1000 f.v.t. Selv om silke kan have været en handelsvare mellem de to oldtidsriger før 1000 f.v.t., vil det vanskeligt at finde beviser for denne type handel, da silke desværre hurtigt bliver nedbrudt og derfor forekommer yderst sjældent i udgravninger. Dertil kan vi i dag ikke afgøre, om den pågældende silke vitterligt var kultiveret silke og derfor stammede fra Kina, eller var en form for vild silke, der fandtes lokalt.

Persiske kongevej[redigér | redigér wikikode]

Det, der siden blev kendt som den persiske Kongevej, kan have været i brug allerede så tidligt som 3500 f.v.t. På Herodots tid (475 f.Kr.) forbandt den byen Susa ved nedre Tigris med havnen i Smyrna (moderne Izmir i Tyrkiet), som lå ved Egæerhavet, en strækning på 2,857 km. Den blev vedligeholdt og beskyttet af kongemagten, og poststationer og garnisoner var placeret med jævne intervaller. Ved at have udhvilede heste og ryttere klar ved hver station, kunne de kongelige sendebude bære beskeder langs hele distancen på ni dage, selv om den normale rejsetid var på tre måneder. Denne Kongevej var koblet sammen med mange andre ruter gennem det persiske imperium, og nogle af dem fortsatte til Indien og Centralasien. De blev beskyttet på samme måde som hovedruten. Dette effektive rutenet medførte, at kontakten mellem Indien, Mesopotamien og Middelhavsregionen var tæt, mens det persiske imperium var stærkt, fx beretter Esters bog i bibelen om varer, der blev sendt fra Susa til provinser så langt væk som Indien og Kusj under Xerxes 1.’s regering.

Hellenistisk ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Den første store skridt i udviklingen af en sammenhængende trafikåre mellem øst og vest på Silkevejen kom efter Alexander den Store ekspansion af sit græske rige dybt ind i Centralasien. Hans erobringerne nåede så langt som Ferghana ved grænsen til vore dages Xīnjiāng-region i Kina, hvor han grundlagde en græsk koloni Alexandria Eschate i 329 f.v.t., navnet betyder ”Alexandria længst borte”, nu hedder byen Khujand og ligger i Tadsjikistan. Grækerne forblev i Centralasien i de næste tre århundreder, først overklasse og administratorer i Seleukideriget, og siden med etableringen af det græsk-baktriske kongedømme i Baktrien. Dette fortsatte med at ekspandere østover, særligt under Euthydemus (230-200 f.v.t.) som udvidede rigets indflydelsesfære til Sogdiana, og Alexandria Eschate. Der er indikationer på at han selv kan have ledet ekspeditioner så langt østpå som Kashgar i Turkestan, dette førte til de første kendte kontakter mellem Kina og den vestlige civilisation omkring 200 f.v.t.. Den græske historiker Strabon beskriver disse begivenheder således: de udvidede deres imperium til længere end til Seres (Kina) og Phryni.[1]

Alexanders efterfølgere i Egypten begyndte kort efter deres magtovertagelse aktivt at fremme handlen mellem deres eget rige og Mesopotamien, Indien og Østafrika gennem de havne, der lå langs kysten af Rødehavet som supplement til de eksisterende landruter. Nabatæerne og andre arabere fungerede som mellemmænd i denne handel.

Kinas udforskning af Centralasien[redigér | redigér wikikode]

Det næste skridt kom omkring 130 f.v.t., med Hàn-dynastiets udsendinge i Centralasien, deriblandt ambassadøren Zhāng Qiān. Han blev oprindeligt udsendt for indgå en allianceaftale mellem Yuèzhī-folket (Indo-skyterne) mod Xiōngnú (formodentlig Hunnerne), men uden resultat. Den kinesiske kejser Hàn Wǔdì blev så interesseret i at udvikle handelsforbindelserne og relationerne med rigerne i området, Ferghana, Baktrien og Parthia:

Himlens Søn (dvs. kejser) tænkte således efter at have hørt om alt dette: Dàyuān (Ferghana), Dàxià (Baktrien) og Ānxī (Parthia) omfatter store områder, fulde af sjældne ting, med en befolkning, som bor i faste bosættelser og optaget af gøremål, der er næsten identiske med det kinesiske folks, men med svage hære, og de sætter stor pris på Kinas rigdom og produkter.[2]
En hest i det sene Hàn-dynasti (1.-2.århundrede)

Kineserne var også stærkt fristede af de høje og kraftige heste som Dayuanfolket kaldte ”Himmelske heste” og som var afgørende i deres kampe mod det nomadiske xiongnufolk. Kineserne udsendte i de følgende mange diplomater, omkring ti hvert år, til disse lande, nogle så langt mod vest som til seleukidernes Syrien.

En maritim "silkevej" blev også åbnet mellem det kinesisk kontrollerede Jiāozhǐ (i det moderne Vietnam, nær Hanoi) før det 1. århundrede. Denne rute fulgte havnene på Indiens og Sri Lankas kyster og derfra mod til de romersk kontrollerede havne i Egypten og i nabatæernes land ved Rødehavet.

Romerne og silken[redigér | redigér wikikode]

Kort tid efter den romerske erobring af Egypten i 30 f.v.t. begyndte kommunikation og handel mellem Indien, Sydøstasien, Sri Lanka, Kina, Mellemøsten, Afrika og Europa at blomstre i en skala verden aldrig før havde set. Landruter og søruter var bundet tæt sammen og produkter, teknologier og ideer begyndte at sprede sig på tværs af kontinenterne i Den gamle Verden. Interkontinental handel og kommunikation blev almindelig, organiseret og beskyttet af datidens stormagter. Disse udvekslinger havde stor betydning for de store civilisationer i Rom, Kina og Indiens udvikling, og de var det spæde grundlag for det umådelige netværk af internationale forbindelser, der præger den moderne verden. Mens den enkelte handelsvare kunne blive transporteret hele vejen langs Silkevejen, så opererede købmænd i antikken sandsynligvis kun på sektioner af ruten, og at handelsfolk kun i meget få tilfælde, om nogen, rejste hele distancen mellem Europa eller Mellemøsten til Kina over land.

Intens kinesisk handel med det romerske imperium fulgte snart og blev drevet af romernes stærke efterspørgsel efter kinesisk silke. I 1.århundrede var partherne i denne handel, og romerne vidste derfor kun meget lidt om hvor silken reelt kom fra, Plinius den Ældre skrev fx den kom fra træer: ”sererne (kinesere) er kendt for det uldagtige stof, der bliver hentet i deres skove. Efter at have lagt det i vand, presser de det hvide ud af bladene... Så mange arbejdere bliver sat i gang, så langt væk i verden, for at sikre at den romerske jomfru kan klæde sig i næsten gennemsigtige klæder offentligt” [3].

Senatet nedlagde flere gange forbud mod at bruge silke, både ud fra et moralsk og et økonomisk grundlag, da silkeklæder, udover at importen af dem fra Kina førte til en stor udførsel af guld, blev regnet for at være dekadente og umoralske, som det fornemmes af ovenstående citat.

I den kinesiske historiekrønike Hòu Hànshū fortælles at de første romerske diplomater ankom til Kina via den maritime rute i 166. Det romerske imperiums vestlige del brød politisk sammen omkring 500 e.v.t., og dets behov for sofistikerede asiatiske produkter forsvandt. Kort efter begyndte Islam at ekspandere i Centralasien fra 7.århundrede, som dog blev stoppet af en samtidig kinesisk ekspansion mod vest, i slaget ved Talas i 751. Disse begivenheder betød at handlen på Silkevejen oplevede en nedgangsperiode, men siden genoptaget med fornyet styrke, da de nye imperier havde konsolideret sig og igen skabt sikkerhed på handelsvejene. Videre ekspansion af islamske tyrkere i Centralasien fra 10.århundrede medførte yderligere stabilisering af handlen, men betød samtidigt at buddhismen næsten forsvandt i denne region.

Handelsmæssigt og kulturelt samkvem i Centralasien[redigér | redigér wikikode]

Stående Buddha, Gandhara, 1.århundrede.
En græsk-romersk gladiator på en glasbeholder, Begram, 2.århundrede.
Blåøjet centralasiatisk buddhistmunk, sammen med en østasiatisk kollega, Tarim Basin, 9.-10.århundrede.
En vestlig mand på en kamel, Táng-dynastiet, Shànghǎi museum.

Kushan-riget i den nordvestlige del af det indiske subkontinentet, lå centralt på rejseruterne mellem øst og vest, og blev derfor midtpunkt for den kulturelle udveksling, der også foregik langs Silkevejen. I dette rige blev der fostret mange multikulturelle sammenblandinger, hvilket bliver tydelige i arkæologiske udgravninger i området, hvor genstande fra det 2.århundrede af både græsk-romersk, kinesisk og indisk oprindelse ofte dukker opr, i sær i Bagram.

Silkevejens storhedstid falder sammen med etableringen af det Østromerske Kejserdømme i vest, sasanidernes storhedstid og Il Khanatet, disse tre riger beherskede tilsammen landene fra Middelhavet til Oxus, samtidigt var Yuán-dynastiet dominerende i øst. Handelen mellem øst og vest foregik i denne periode primært til søs, og byerne Alexandria i Egypten og Canton i Kina var de vigtigste knudepunkter i hver ende; handlen var så lukrativ at der tilmed blev oprettet romerske handelstationer i Indien. Silkevejen repræsenterer i denne periode et tidligt eksempel på politisk og kulturel integration på grundlag af transnational handel, og Silkevejen understøttede i storhedstiden en international kultur, der bragte så fjerntlevende grupper som magyarer, armeniere og kinesere sammen.

Under denne stærke integreringsdynamik og de ændringer den medførte vidtrækkende kulturelle omvæltninger for de stammesamfund, der tidligere havde levet i isolation langs Silkevejen. Kontakten med højtudviklede civilisationer og deres rigdomme gjorde disse stammer til handelsfolk eller røvere. Nogle af stammerne udviklede sig til stærke krigersamfund, der blev i stand til at erobre frugtbart land og rige byer, og derved skabe enorme militære imperier. Herskerne over disse stater, der ofte var dannet af folkeslag med noma-disk oprindelse, inviterede repræsentanter for de religioner, som var udbredte langs Silkevejen. På denne måde blev Nestorianisme, Manikæisme, Buddhisme og senere Islam spredt over store områder. Buddhismen, der var opstået i Indien, begyndte fra det 1. århundrede at rejse østover langs silkevejen og trængte ind i Kina.

Den mongolske periode[redigér | redigér wikikode]

Den mongolske ekspansion gennem det asiatiske kontinent fra omkring 1215 til 1360 etablerede en usædvanlig politisk stabilitet for området, hvilket medførte en ny blomstringsperiode for Silkevejen. Det middelalderlige Mongolske kejserdømme kontrollerede hele den østlige del af Silkevejen og havde sit økonomiske tyngdepunkt i de byer, der var grundlagt langs den; fra Beijing i Kina over Karakorum, Samarkand, Tabriz, Astrakhan, Bahcesaray og Kazan til Erzurum det i østlige Anatolien. Den mongolske dominans over dette enorme område betød at en lang række lande, der ellers tilhørte meget forskellige kulturkredse, nu blev bundet sammen politisk, og at kultur og handelsvarer mere frit kunne blive udvekslet mellem dem.

På trods af at størstedelen af Silkevejen nu var kontrolleret af den samme magt, var det var kun meget sjældent at nogen rejste langs hele ruten fra vest mod øst, de få undtagel-ser inkluderer købmandssønnen Marco Polo og den kristne ambassadør William af Rubruck. Datidens handelsform kan i stedet sammenlignes med en spand, der går fra hånd til hånd i en menneskekæde; varerne blev på denne måde byttet af mellemmand, der langsomt flyttede varerne fra øst mod vest, på denne måde mindskede den enkelte købmand sin egen risiko, men drev samtidigt priserne med mange fold.

Da det mongolske rige faldt fra hinanden, forsvandt også den politiske og kulturelle enhed, rigets mange dele kom igen til at tilhøre forskellige kulturelle sfære. Sunnimuslimske turkmenere tog kontrol den vestlige del af Silkevejen, ved at invadere og erobre byzantinsk og arabisk territorium, hermed blev frøene til det som senere ville blive til det Osmanniske rige sået. Turkmenske og mongolske krigerklaner i Iran forenede sig efter en længere periode med kaos, og grundlagde Safavidedynastiet. Det var under deres styre, at det moderne shiaislamiske Iran tog form. Størstedelen af de mongolske fyrster, i de meget decentraliserede dynastier, Chatagay, Timurid og Usbek, konverterede dog til sunniislam. Under den Sorte død forsvandt størstedelen af de mongolske khanater i Kypchak-Tatar regionen, hvilket skabte et magttomrum, der blev udnyttet af de russiske fyrster, med moskovitterne i spidsen. I den østligste del af det tidligere mongolske imperium fordrev det kinesiske Míng-dynasti mongolerne fra magten, og igangsatte en politik, der fokuserede på økonomisk isolationisme.

Efter det mongolske imperiums sammenbrud blev de store politiske magter langs Silkevejen på ny økonomisk og kulturelt separeret. Denne udkrystallisering af regionale stater fandt sted sideløbende med nedgangen af nomadestammernes magt, som bl.a. var et resultat af de ødelæggende pestepidemier og af introduceringen af krudt i militære sammnehænge. De nye ildvåben og den tidlige modernisering effekt i Europa var integration af territorialstaterne og øget international handel, mens den var stik modsat på Silkevejen. Ekspansionen i den europæiske søhandel, der begyndte i 15. århundrede betød at værdien af handelen på Silkevejen svandt ind, og at det ikke længere var økonomisk mu-ligt at basere kontinentale imperier på den. Omkring 1400 var Silkevejen desuden ophørt med at fungere som handelsrute for silke.

De store opdagelser: Europa kommer til Asien[redigér | redigér wikikode]

Da mongolernes kontrol over Silkevejen var forsvundet i 15. århundrede, søgte europæerne efter nye veje til at nå de rige østasiatiske markeder. Samtidigt havde den europæiske skibsteknologi nået et niveau, der gjorde oceanhandel mulig. Det stod for starten klart at den som kunne finde en direkte handelsrute til Asien kunne opnå fantastiske rigdomme. Da Christoffer Columbus rejste vestover i 1492, var det hans mål at rejse til Kina, for at skabe en ny silkerute. Det betød at opdagelsen af de nye kontinent umiddelbart var en nedtur, først senere indså man potentialet i det. Portugiserne forsøgte sig i stedet med en rute rundt om Afrika, og omkring 1500 åbnede de en ny rute til Østasien. Senere i 17. århundrede fulgte bl.a. hollænderne, briterne og i mindre grad danskerne samme vej.

Så sent som begyndelsen af 19.århundrede, blev Kina stadig regnet som den rigeste og mest sofistikerede af alle civilisationer på jorden. Ønsket om at få del i dette riges rigdomme skabte grundlaget for Silkevejen, og muligheden for del i en den enorme profit, som var knyttet til handlen på den, betød at vejen gennem totusinde har været fundamentet til en udveksling af idéer og varer mellem øst og vest år, der ofte har haft afgørende betydning for historiens gang.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. (Strabo XI.XI.I)
  2. Det sene Hàn-dynastis annaler (Hòu Hànshū)
  3. Plinius den Ældre (2379), Naturalis Historia
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: