Østrig-ungarske Nordpolsekspedition 1872–74

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Julius von Payer (til venstre) med Carl Weyprecht (højre) på forsiden af ​​Illustrierte Wiener Extrablatt den 25. september 1874.

Den østrig-ungarske Nordpolsekspedition (af Julius Payer kaldet Østrig-ungarske Nordpolare ekspedition og populært kendt som Payer-Weyprecht ekspeditionen) startede i 1872 under ledelse af Carl Weyprecht og Julius Payer og sluttede i 1874. Den blev på initiativ af og med økonomisk støtte fra Hans Graf Wilczek gennemført for at udforske det nordlige arktiske hav. Andre økonomiske bidragydere omfattede Friedrich Schey af Koromla. Ekspeditionens besætning blev rekrutteret fra hele Østrig-Ungarn, men især fra Istrien og Dalmatien.

Rejsens forløb[redigér | redigér wikikode]

S/X Admiral Tegetthoff indefrosset i isen.
Rejseruten.

Ekspeditionsskibet "Admiral Tegetthoff" var et sejlskib med en hjælpemotor og forlod med en besætning på 24 mand i juli 1872 den norske havn Tromsø. I slutningen af ​​august blev det nord for Novaja Semlja på 79° 51' frosset fast i isen fast og drev herefter rundt i områder, der hidtil kun var kendte af robbefangere og hvalfangere. Under sin drivsejlads opdagede ekspeditionen den 30. august 1873 den øgruppe, som hidtil kun havde været kendt som Rönnebeck land af nogle norske fiskere, hvilken ekspeditionen efter kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn benlvnte "Franz Josefs Land". Den første ø, som ekspeditionen besøgte, opkaldte den efter sin hovedsponsor, grev Wilczek, Wilczek Ø. Forskere foretog i øhavet adskillige slædeture og ekspeditioner til fods for at kortlægge området. To vintre blev brugt af ekspeditionsmedlemmerne ombord på det indefrosne skib.

I foråret 1874 besluttede ekspeditionslederen at forlade skibet i pakisen og drage videre på mobile ekspeditioner og med kortvarige observationssteder længere nordpå. Mens resten af ​​besætningen forblev ombord på skibet, drog Payer sammen med nogle ekspeditionsmedlemmer videre mod nord for at nå den 82. breddegrad og bryde den næsten 50 år gamle rekord sat af den britiske polarforsker James Clark Ross (idet det på daværende tidspunkt endnu ikke var kendt, at Francis Hall i 1871 havde sat ny rekord). Efter en march, som varede 17 dage, nåede Payer og hans ledsagere kadetten Edward Orel og sømanden Antonio Zaninovich den 12. april 1874 det nordligste punkt på øgruppen ved 81° 50' nordlig bredde og kaldte det Kap Fligely. Derefter måtte de foretage den 300 km lange tur tilbage til skibet. Payer havde ialt rejst mere end 800 km i øgruppen.

Isen forlades (tegning af Eduard Orel).
Julius Payer: Aldrig tilbage! (Museum for Militærhistorie i Wien).

Et par dage efter Payers tilbagekomst forlod ekspeditionen Tegetthoff den 20. maj og begyndte returrejsen over isen på slæder og både. Fem af bådene blev pakket på slæder. Alle instrumenterne, alle de optegnelser, som Weyprecht og hans officerer lavede i løbet af toårsopholdet i isen, blev pakket på vand- og stødsikker måde. Vognene blev trukket hen over furet af utallige blokke, bump, revner og sprækker i is- og sneørkenen blot for efter en uge at konstatere, at som følge af en nordlig drift af isen og med dem det trætte mandskab var blevet bragt tilbage igen ved ugunstige vinde fra syd. Så de var den 15. juli næsten på højden af ​​det forladte skib og kunne endda se dette. Nogle ønskede at komme tilbage om bord i deres panik og fortvivlelse for at afslutte deres liv. Imidlertid formåede Weyprecht med Bibelen i hånden at flytte det udmattede, sultende og demoraliserede hold sydpå for at redde sig selv. Dette sceneri blev senere skildret af Payer i den monumentale oliemaleri "Nie zurück!", som i dag befinder sig i Heeresgeschichtliches Museum i Wien.

Efter en måneds march mod syd var isen afdrift i mellemtiden stoppet og ekspeditionen nåede endelig det åbne hav igen den 14. august 1874. Desuden var det et held, at isgrænsen var flyttet langt mod nord dette år. Efter seks dages roning blev ekspeditionen af to russiske transkonnerter, der befandt sig på kysten af ​​Novaja Zemlja ved mundingen af ​​Puhova-floden beskæftiget med laksefiskeri og rensdyrjagt, taget om bord og efter hårde forhandlinger (fiskerne skulle have tre både, to Lefaucheux-rifler og 1.200 sølvrubler herfor) fragtet til den norske havn Vardø.

Den 25. september 1874 ankom ekspeditionsholdet, som kun havde mistet ét medlem, Otto Krisch på grund af sygdom og død, til Wien ved nordbanegården og blev hyldet på vej til byens centrum: "Kun skridt for skridt kunne vognene bevæge sig frem fra Nordbanegården [...] og ankomme. [...] Det er ikke for meget at antage, at en kvart million mennesker deltog i hyldesten."[1]

Julius Payer blev efterfølgende af ​​kejser Franz Joseph I ophøjet i den arvelige adelsstand.

Sen ankomst af flaskepost[redigér | redigér wikikode]

Carl Weyprecht skrev i 1874, at da han overtalte holdet til at holde ud, en flaskepost, hvori han beskrev begivenhederne og også kastede denne i havet på det tidspunkt. Denne flaske blev fundet 104 år senere i 1978 af en russisk forsker, Vladimir Serov, på øen Lamont i Franz Josef Land. Det kom diplomatisk i 1980 til Wien og er nu ejet af det østrigske videnskabsakademi.[2][3]

Betydning af ekspeditionens opdagelser[redigér | redigér wikikode]

Kap Tegetthoff på Hall-øen opdaget af den østrig-ungarske nordpolsekspedition.

Landets opdagelse og ​​ekspeditionens oplevelser var et stort bidrag til polarforskningen, især opdagelsen af Nordøstpassagen ved Adolf Erik Nordenskiöld. De banede også vejen for det internationale polarår. Således blev vejen ændret fra den sportslige kappestrid mellem individuelle ekspeditioner til et verdensomspændende videnskabeligt samarbejde i udforskningen af ​​polarområderne. Derudover havde Payer og Weyprecht for første gang været på Eurasiens nordligste punkt med Cape Fligely og bestridt teorien om et isfrit Arktis med deres ekspedition.

De videnskabelige resultater af nordpols-ekspeditionen (meteorologiske, astronomiske, geodetiske, magnetiske og zoologiske resultater samt polarlys-observationer) blev offentliggjort i 1878 i et memorandum fra Videnskabsakademiet. Desuden skrev Julius Payer redegørelsen om den østrig-ungarske nordpolsekspedition i årene 1872-74, udgivet i 1876, og malede malerier, de eneste der nogensinde blev malet af en polarforsker af sin ekspedition. Det bedst kendte er billedet Aldrig tilbage!; det viser, hvordan sejlerne blev forhindret af ekspeditionsledere fra at vende tilbage til det forladte skib efter, at den yderst krævende returrejse begyndte.

Ekspeditionen på museum[redigér | redigér wikikode]

Den østrigsk-ungarske nordpolsekspedition er dokumenteret i detaljer i Marinesaal på Wiens Militære Museum. Der kan man se blandt andet adskillige malerier af Julius Payer, herunder det monumentale maleri "Nie zurück", som afspejler situationen dramatiske karakter, som besætningen ønskede at vende tilbage til skibet fanget i isen, hvilket ville have betydet den sikre død. Desuden vises skibsmodeller, der er relateret til ekspeditionen, og den berømte "slange" af Julius von Payer. Disse er refleksioner, som Payer nedføldede på papir kort før sin død og hvor han rapporterer om sit liv. Papirlapperne blev senere limet sammen og resulterede i i alt 24 ruller, som blev navngivet "slangen". Flere billeder illustrerer desuden begivenhederne.[4]

I kunsten[redigér | redigér wikikode]

Ekspeditionen blev litterært behandlet i Christoph Ransmayrs roman fra 1984 The Terrors of Ice and Darkness.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ citeret efter Ransmayr, S. 254, aus: Skabelon:ANNO.
  2. ^ Carl Weyprecht-Ausstellung abgerufen am 5. November 2011
  3. ^ Weyprecht Ausstellung (PDF; 108 kB) Flyer zum 125. Jahrestag Weyprechts von 2006 abgerufen am 5. Oktober 2011
  4. ^ Heeresgeschichtliches Museum / Militärhistorisches Institut (Hrsg.): Das Heeresgeschichtliche Museum im Wiener Arsenal. Verlag Militaria, Wien 2016, ISBN 978-3-902551-69-6, S. 159

Literatur[redigér | redigér wikikode]