Edvard 1. af England

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Edvard 1. af England
EdwardI-Cassell.jpg
Konge af England
Regerede 21. november 12727. juli 1307
Forgænger Henrik 3.
Regent Edvard 1.
Efterfølger Edvard 2.
Ægtefælle Eleonore af Kastilien og Margrethe af Frankrig
Børn Edvard, Elisabeth, Maria
Far Henrik 3.
Mor Eleonore af Provence
Født 17. juni 1239
Westminster
Død 7. juli 1307
Burgh by Sands

Edvard 1. (engelsk: Edward I, Edward Longshanks) (17. juni 12397. juli 1307), også kendt som Edward Longshanks (Lange skanker eller Langben) og Hammer of the Scots (latin: Malleus Scotorum), var konge af England fra 1272 til 1307. Før han besteg tronen blev han omtalt som The Lord Edward.[1] Han var Henrik 3.'s første søn, og han var involveret i politiske intriger mod sin faders styre, der inkluderede et oprør af de engelske baroner. I 1259 var han kortvarigt med i baronerne reformbevægelse, hvor han støttede Oxfordbestemmelserne. Efter at være blevet forsonet med sin fader forblev han loyal i den efterfølgende væbnede konflikt kendt som den anden baronkrig. Efter slaget ved Lewes var Edvard gidsel hos de oprørske baroner, men han undslap efter få måneder, og han sluttede sig til kampene mod Simon de Montfort. Montfort blev besejret under slaget ved Evesham i 1265, og inden for de næste to år blev oprøret slået endegyldigt ned. Da England var blevet pacificeret sluttede Edvard sig til det 9. korstog til det hellige land. Korstoget opnåede kun lidt, og Edvard var på vej hjem i 1272, da han fik nyheden om, at hans far var død. Han kom kun langsomt tilbage mod England, som han nåede i 1274, hvor han blev kronet i Westminster den 19. august.

Han brugte meget af sin regeringstid på at reformere den kongelige administration og common law. Via omfattende juridiske forespørgsler undersøgte Edvard uopsigeligheden af forskellige feudale friheder, mens loven blev reformeret igennem en række love og statutter, der regulerede ejendomsretten og kriminalloven. Edvards opmærksomhed blev dog i stigende grad rettet mod militærer affærer. Efter at have slået et mindre oprør ned i Wales i 1276–77, svarede Edvard igen på endnu et oprør i 1282–83 med [[Edvard 1.s erobring af Wales|en fuldskala erobringskrig. Efter en succesfuld et succesfuldt felttog underkastede Edvard Wales til Engelsk overherredømme, han opførte en række borge og byer, som blev bosat af englændere. Herefter blev hans bestræbelser rettet mod Skotland. Til at starte med inviterede han til at afgøre en arvestrid, men i stedet påkaldte han sig suzerænitet over kongeriget. Krigen, der fulgte, fortsatte efter Edvards død, selvom selvom englænderne så ud til at være succesfulde på adskillige punkter. Samtidig stod Edvard 1. sig i krig med Frankrig (der var [[Auld-alliancen|allieret med Skotland) efter den franske Filip 4. havde konfiskeret hertugdømmet Aquitaine, der hidtil havde været i en personalunion med Kongeriget England. Selvom Edvard fik sit hertugdømme tilbage så lettede konflikten det militære pres mod Skotland. På samme tid var der problemer hjemme i England. I midten af 1290'erne krævede det omfattende militærkampagner meget høje skatter, og Edvard mødte modstand fra både civilbefolkningen og kirken. Da kongen døde i 1307 efterlod han sin søn Edvard 2. med en igangværende krig med Skotland og mange finansielle og politiske problemer.

Edvard var en høj mand i sin samtide, hvilket gav ham tilnavnet "Longshanks". Han var temperamentsfuld og dette gjorde, sammen med hans højde, Edvard til en intimiderende mand, og han skræmte ofte sine jævnaldrene. Han havde dog sine undersåtters respekt som følge af måden han udlevede det middelalderlige ideal om at være konge, som soldat, som statsmand og som en trønde mand. Moderne historikere er delt i deres vurdering om Edvard 1.; nogle hylder ham for hans bidrag til lov og administration, mens andre har kritiseret ham for han kompromisløse attitude overfor adelen. Edvard 1. bliver krediteret for mange bedrifter under sit styre, inklusive at have genoprettet den kongelige autoritet efter Henrik 3.'s styre, at have oprettet parlamentet som en permanent instution, og dermed også en funktionelt system til indrivelse af skatter, og for at have reformeret loven igennem stattutter. På samme tid bliver han ofte kritiseret for andre handlinger, som hans brutale adfærd overfor waliserne og skotterne og at have udskrevet Edict of Expulsion i 1290, hvor jøderne blev smidt ud af England. Sidstnævnte var i funktion i hele resten af middelalderen, indtil den formelt blev ophævet under Oliver Cromwell i 1657.

Magtglad og grusom[redigér | redigér wikikode]

Edvard blev født på Westminster slot 17. eller 18. juni 1239. Han giftede sig to gange; først med Eleonora af Castilien (1241-90), med hvem han fik seksten børn, og hvis død i 1290 påvirkede ham dybt. Han viste sin sorg gennem at rejse Eleanor-korsene, et på hvert af stederne, hvor hendes gravfølge overnattede. Charing Cross i London har navn efter korset, der blev rejst på det sidste stop før Westminster Abbey. Hans andet ægteskab, med Margrethe af Frankrig (1279-1318) (kendt som "Frankrigs perle" blandt sine engelske undersåtter), datter af Filip 3. af Frankrig og Maria af Brabant, resulterede i tre børn.

Edvards personlighed stod i stor kontrast til farens, som regerede England i Edvards barndom, og havde for vane at indgå diplomatiske kompromisser med sine fjender. Edvard fremstod som en magtglad og utålmodig mand, og viste stor militær styrke ved at besejre Simon de Montfort i Slaget ved Evesham i 1265. Han blev berygtet for sin grusomhed mod oprørere og andre fjender, blandt andet forfulgte han de overlevende medlemmer af Montfort-familien, sine søskendebørn. I 1270 rejste han til Tunis i den hensigt at drage på det ottende korstog sammen med Ludvig 9. af Frankrig, som dog døde før Edvard nåede frem; Edvard tog i stedet til Acre i det niende korstog. Mens han opholdt sig i det hellige land, døde hans far, og han vendte hjem til England i 1274.

Erobringen af Wales[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Edvard 1.'s erobring af Wales

En af Edvards tidlige bedrifter var erobringen af Wales. Ifølge Montgomery-traktaten fra 1267 havde Llywelyn ap Gruffudd ("lig en løve") udvidet de walisiske områder mod syd, og fik titlen fyrste af Wales, selv om han stadig var underlagt den engelske konge. Edvard nægtede at anerkende traktaten, som hans far havde indgået.

I 1275 kaprede nogle af Edvards hyrede pirater et skib med Eleanor de Montfort, Simon de Montforts eneste datter, om bord på vej fra eksil i Frankrig til Wales, hvor hun skulle giftes med Llywelyn ap Gruffydd, den daværende lensherre. Ægteparrets familier havde arrangeret ægteskabet, da det var af vigtighed at få en alliance i stand med Simon de Montfort. Llywelyn ville uanset gifte sig med hende, mest for at irritere sin gamle fjende, Edvard. Ved at kapre skibet, fik Edvard fat i Eleanor, og spærrede hende inde i slottet Windsor. Efter at Llywelyn gentagne gange nægtede at acceptere Edvards overhøjhed i 1274-75, udrustede Edvard en hær og begyndte sit første felttog mod den walisiske fyrste. Efter den tid blev Llywelyn tvunget til at anerkende Edvards overhøjhed, og sad kun tilbage med et lille område, Gwynedd. Men Edvard lod ham beholde titlen prins af Wales, og brylluppet mellom Llywelyn og Eleanor gik i orden.

Llywelyns lillebror Dafydd (som en kort stund var englændernes allierede) startede et nyt oprør i 1282. Kort tid efter døde Llywelyn i et opgør, Edvard knuste resten af modstanden og tog Dafydd til fange, torturerede og henrettede ham. For at befæste sine erobringer lod han bygge en række borge af sten rundt om i Wales. Caernarfon Castle[2] er et betydeligt eksempel. Wales blev indlemmet i England under Rhuddlan-statutterne i 1284, og i 1301 udnævnte Edvard sin ældste søn, den senere Edvard 2., til prins af Wales; sidenhen har den engelske monarks ældste søn altid båret den titel.

Jødeforfølgelser[redigér | redigér wikikode]

Carving of Edward
Edvard 1.
Carving of Eleanor
Dronning Eleonore.

For at finansiere erobringen af Wales, lagde Edvard en særlig skat på de jødiske bankierer med den følge, at de blev ludfattige. Antisemitisme havde eksisteret længe, men tiltog nu stærkt; og når jøderne ikke kunne betale, anklagede staten dem for illoyalitet. Deres muligheder for at drive erhvervsvirksomhed var fra før af stærkt begrænsede, men nu forbød kongen dem også at låne penge ud. Edvard erklærede, at jøderne var en trussel mod riget, og nægtede dem at bevæge sig frit omkring. De blev tvunget til at bære et gult mærke på overtøjet i form af en stjerne, så de kunne genkendes i offentligheden.

Under kong Edvards jødeforfølgelser blev alle jødiske familieoverhoveder arresterede; over 300 blev bragt til Tower of London og henrettet, mens andre blev myrdet i deres hjem. 18. juli 1290 udstedte Edvard et edikt, der gav alle jøder frist til 1. november til at forlade England under trussel om henrettelse. De fleste jøder tog til Frankrig, som de senere også blev udvist fra i 1306. En gruppe jøder, der forlod England i 1290, blev overladt til druknedøden af kaptajnen. "Kald på Moses," råbte han til de druknende, da han sejlede sin vej på Kanalen, "det var ham, der førte jeres forfædre over Det Røde Hav!" Da Edvard fik det at høre, lod han kaptajnen arrestere, og fik ham hængt i Tower for forbrydelsen. [3]

Krig med Skotland[redigér | redigér wikikode]

Edvard vendte blikket mod Skotland, og 19. maj 1291 anerkendte den skotske adel hans overhøjhed. Han havde planlagt at få sin søn gift med barnedronningen Margaret af Skotland, «jomfruen fra Norge», der var datter af kong Eirik 2. af Norge og prinsesse Margaret af Skotland, men da pigen døde som otteårig under overfarten til Skotland, bestemte den skotske adel, at Edvard i stedet skulle udpege en efterfølger blandt forskellige tronprætendenter, og han valgte John Balliol. Edvards mål var at udnytte sin overhøjhed over Skotland, og han håbede nu, at Balliol ville være den mest føjelige af kandidaterne. Han kaldte ham til Westminster i 1293 og gjorde det klart, at han forventede Balliols militære og økonomiske støtte mod Frankrig. Det blev alligevel for meget for Balliol, som tværtimod indgik en pagt med Frankrig og udrustede en hær for at invadere England.

Edvard samlede sin til da største hær og lagde Berwick i ruiner, dræbte byens indbyggere og fortsatte mod Dunbar og Edinburgh. Skæbnestenen, Stone of Scone, blev flyttet fra Scone-slottet til Westminster Abbey. Frem til 1996 var dens plads i kong Edvards stol, som alle engelske monarker sidenhen er blevet kronet på (bortset fra Maria I). Først i 1996 blev stenen ført tilbage til Skotland for at bringes til England igen ved kroninger. Balliol frasagde sig tronen og sad indespærret i Tower i tre år, før han måtte rejse tilbage til sine godser i Frankrig. Alle landejere i Skotland blev tvunget til at sværge Edvard troskab, og landet blev en engelsk provins, styret af vicekonger.

Han belejrede Stirling Castle i 1304, hvor han fik bygget den enorme blide kaldet "Warwolf".

Modstanden tiltog, og Edvard henrettede Sir William Wallace 23. august 1305 efter at have besejret ham i Slaget ved Falkirk i 1298. Edvard nåede ikke at virkeliggøre sin plan om at forene de to lande. Han døde i 1307 i Burgh by Sands i Cumberland på grænsen mod Skotland på endnu et felttog mod skotterne, som var opildnede af Wallaces martyrdød og Robert Bruces lederskab.

Edvard bad på dødslejet om, at hans lig skulle bæres foran den engelske hær, indtil skotterne var nedkæmpede. Han ønskede dertil, at hans hjerte skulle gravlægges i Det hellige land, men i stedet blev han begravet i Westminster Abbey fire måneder efter sin død. [4] Han blev efterfulgt på tronen af sin søn, Edvard 2.

I 1774 blev Edvards kiste åbnet. Hans hud havde fået den samme farve som mørk chokolade, men ansigtet havde bevaret sin eksakte form, skønt dele af huden var «noget ødelagt». Den indtørrede krop var svøbt i lintøj påført voks indvendigt. Hans tøj var pyntet med falske juveler, og han bar en forgyldt krone. [5]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Edvard 1. fremstilles som en skurk i filmen Braveheart fra 1995 om Sir William Wallace. At han var hård indtil det grusomme er ingen overdrivelse, men ellers tager filmen sig store friheder med de historiske fakta.

Ægteskab og børn[redigér | redigér wikikode]

Eleanor (1269-1297).
Joan af Akko (1271-1307).
  • med Eleonore af Kastilien:
  1. Datter, dødfødt i maj 1255 i Bordeaux, Frankrig.
  2. Katherine, før juni 1264, død 5. september 1264, begravet i Westminster Abbey.
  3. Joan, født i januar 1265, begravet i Westminster Abbey før 7. september 1265.
  4. Eleanor, født 18. juni 1269, død 19. august 1298, g.m (1) Alfons 3. af Aragon, (2) grev Henrik 3. af Bar, som hun fik to børn med.
  5. John, født 13. juli 1266, død 3. august 1271 i Wallingford, i sin grandonkel Richard, jarl af Cornwalls varetægt. Begravet i Westminster Abbey.
  6. Henry, født før 6. maj 1268, død 16. oktober 1274.
  7. Juliana, født i maj 1271 i Palestina, død 5. september 1271.
  8. Joan af Akko, [6] født i Palestina i maj 1271, død 7. april 1307, g.m (1) Gilbert de Clare, 7. jarl af Hertford, (2) Ralph Morthermer, 1. baron Monthermer.
  9. Alfons, jarl af Chester, født 24. november 1273, død 19. august 1284, begravet i Westminster Abbey.
  10. Margaret, født 15. mars 1275, død efter 1333, g.m John 2. af Brabant.
  11. Berengaria, født 1. maj 1276, død før 27. juni 1278, begravet i Westminster Abbey.
  12. Datter, død kort tid efter fødslen i januar 1278.
  13. Mary, født 11. marts 1279, død 29. maj 1332, nonne i Amesbury, Wiltshire.
  14. Søn, født i 1280, død lige efter fødslen.
  15. Elizabeth af Rhuddlan, [7] født i august 1281 i Rhuddlan i Wales, død 5. maj 1316, g.m (1) John 1., greve af Holland, (2) Humphrey de Bohun, 4. jarl af Hereford & 3. jarl af Essex. Begravet i Waltham Abbey.
  16. Edvard 2. af England, født 25. april 1284 i Caernarfon, død 21. september 1327, g.m Isabella af Frankrig.

Skønt hverken Eleonore eller hendes mand havde kendt, arvelig sygdom, måtte hun altså føde 16 børn, inden der kom en tronarving – og her er der endda tale om kongebørn, der spiste sig mætte; boede i opvarmede værelser; fik det reneste vand, man kunne opdrive, samt den bedste tilgængelige hjælp, når de var syge. Det siger noget om tidens børnedødelighed, at Edvard alligevel var den eneste af drengene, der nåede voksen alder. Af 16 børn nåede kun tre – Margaret, Mary og Edvard – at blive mere end 40 år gamle. [8]

  1. Thomas af Brotherton, 1. jarl af Norfolk.
  2. Edmund af Woodstock, 1. jarl af Kent.
  3. Eleonore, født 6. maj 1306, død i 1310.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  1. ^ Burt 2013, s. 75; Carpenter 1985; Lloyd 1986; Powicke 1947.
  2. ^ Welcome to Caernarfon
  3. ^ Daniel Mendelsohn: Forsvunnet (s. 111), forlaget Press, Oslo 2009, ISBN 978-82-7547-329-3
  4. ^ Andrew Chamberlain: Earthly remains (s. 27), the British museum press, 2001, ISBN 0-7141-2755-8
  5. ^ Andrew Chamberlain: Earthly remains (s. 28)
  6. ^ https://historytheinterestingbits.com/2015/04/30/rebel-princess/
  7. ^ https://historytheinterestingbits.com/2016/02/27/elizabeth-of-rhuddlan-daddys-girl/
  8. ^ Yuval Harari: Sapiens (s.263), forlaget Bazar, Oslo 2016, ISBN 978-82-8087-802-1
Foregående: Konge af England
12721307
Efterfølgende:
Henrik 3.
1216-1272
Edvard 2.
1307-1327