Fimbulvinter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fimbulvinter er i den nordiske mytologi en tre år lang vinter, der skal indvarsle ragnarok. På middelalder-dansk og -svensk : Fimbulvintr, på middelalder-norsk og islandsk:Fimbulvetr, navnet betyder "stor vinter".

I nordisk religion er fimbulvinteren indledningen til verdens undergang; tre vintre i træk, uden sommer i mellem, hvor sneen vil falde fra alle verdens hjørner, skal komme. I denne tid vil der være krig, og bror dræbe bror. De eneste mennesker, der vil overleve denne vinter, er Liv og Livtrase, som vil skjule sig i Hoddmimes skov. I den Yngre Edda siges det: "Der er stærk kulde og hvasse vinde, ingenting har gavn af Solen. Der er tre sådanne vintre, uden sommer imellem."

"Fimbulvinter" kan også betegne en usædvanlig lang og streng vinter med meget sne.

Teorier om baggrunden for Fimbulvinteren[redigér | redigér wikikode]

650 f.Kr[redigér | redigér wikikode]

Det har været foreslået, at forestillingen om en fimbulvinter er opstået ud fra en overlevering om fortidige klimaforandringer. Da den nordiske bronzealder blev afløst af jernalderen omkring 650 f.Kr, skete der en overgang til et mærkbart køligere klima.[1] Bl.a. har den svenske historiker Folke Ström fremført denne teori,[2] baseret på det tidlige 1900-tals opfatning af førromersk jernalder som en periode med få arkæologiske fund. Synet på førromersk jernalder ændrede sig imidlertid i 1950'erne, da pollenanalyserne fra den tid ikke fremviste nogen tilbagegang for planter knyttet til landbrug og husdyrhold. Tværtimod viste førromersk jernalder sig at være en periode, hvor landskabet i tiltagende grad blev bebygget. Klimaændringen dengang må være kommet så gradvis, at folk har nået at tilpasse sig den, og Ströms teori blev forladt.[3]

535-537 e.Kr[redigér | redigér wikikode]

I årene 535-536 e.v.t. fandt der også et bemærkelsesværdigt temperaturfald sted, og en anden svensk arkæolog, Bo Gräslund, har fremlagt sin teori om Fimbulvinteren, Ragnarök och klimatkrisen år 536-537 e.Kr, i årbogen Saga och Sed for 2007. Han pointerer, at det ikke er tre snerige vintre, den Yngre Edda er optaget af, men at der ikke blev nogen sommer i løbet af treårs-perioden. Med støtte fra religionshistorikeren Anders Hultgård hævder Gräslund, at opplysningerne i Völuspá om Fenrisulven og hans afkom har sammenhæng med forestillingerne om Fimbulvinteren. Der hedder det, at Fenrisulven som indledning til Ragnarok bortrøver Månen, og at én af hans unger griber Solen. Gräslund mener, det drejer sig om en overlevering fra en tid, hvor Solen blev formørket flere somre på rad, med meget koldt sommervejr som resultat. Her hører vi, at himlen fik en rød farve ("rundt om gude-gårde sprøjter han blod"), og at folketallet gik kraftigt ned (Liv og Livtrase). Gräslund ledte efter en faktisk historisk baggrund for beskrivelsen, og fandt den i den langvarige solformørkelse beskrevet af antikke forfattere i årene 536 og 537 e.Kr.

Byzantineren Procopius skrev fx i sit værk Vandalkrigen, at "det år (dvs 536) skete der et særdeles mærkeligt under. Hele det år lyste Solen nemlig som Månen, uden stråleglans, som i en næsten evig eklipse, med mat lys og ikke som ellers. Fra det øjeblik, fænomenet indtraf, var menneskene hele tiden udsat for krig, sult og andre dødelige ting." Flere samtidskilder beskriver en solformørkelse, som varede i over et år. Kinesiske kilder skildrer også usædvanlige vejrfænomener i den periode.[4] De senantikke forfattere synes samstemte i, at formørkelsen varede til ud på efteråret 537. Selv om den norrøne tradition om Fimbulvinteren taler om en periode på tre år, mener Gräslund, at det kan skyldes, at eftervirkningerne af katastrofen var større og mere mærkbare i Norden.

Det kraftige, midlertidige klimaskifte kan spores ved årringsdatering. Begivenhederne i 536-537 blev en tid udpeget som forklaring på den påfaldende store mængde nedlæggelser af guldskatte netop i denne periode. I første halvdel af 500-tallet ofrede de nordiske jernalderfolk helt ekstraordinært store mængder ornamenterede guldsmykker – de såkaldte brakteater – som var forbundet med stor prestige og rigdom. I disputatsen Brakteatstudier forklarer museumsinspektør, mag.art. Morten Axboe offergaverne som jernaldermenneskets forsøg på at forsone guderne efter et katastrofalt misvækstår i 536 e.Kr, hvor Solens stråler knap kunne nå ned til Jorden.[5]

Man har foreslået et voldsomt vulkanudbrud som årsag til formørkelsen. Gräslund støtter sig til en analyse af prøver fra Antarktis, hvor et distinkt lag af sulfat dateres til 533-534 plus/minus 2 år. Det lag forklares af mange som resultat af et vulkanudbrud. Men selv de kraftigste vulkanudbrud i moderne tid, som Krakatau i 1883 og Pinatubo i 1991, førte ikke til noget værre end nogle højst tilfældige og lokale formørkelser. Sandsynligvis ville kun en kosmisk begivenhed, som et kometnedslag, resultere i en så omfattende katastrofe.[3]

Mere generelt må det formodes at en meget streng og meget lang vinter var noget af det værste, befolkningen i Skandinavien kunne forestille sig.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Nordisk mytologi Stub
Denne artikel om nordisk religion og mytologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.