Rytterdistrikt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Rytterdistrikterne opstod, efter at rytteriet i 1670 blev gjort nationalt[1]. Udskrivningen til dem blev foretaget på det efter reformationen omfattende krongods, der blev opdelt i distrikter. Ordningen med rytterdistrikter falder i to perioder:

  • fra 1679 til 1720,
  • fra 1720 til omkring 1774.

Forskellen mellem dem bestod især i en ændring af den geografiske fordeling af rytterdistrikterne. Rytterdistrikterne blev opløst eller solgt 1764-1774.

Baggrund og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Straks efter Christian 5.'s tronbestigelse i 1670 (salving og kroning i 1671) blev der iværksat en nye hærreform, idet der blev udlagt 30.000 tønder hartkorn til oppebærelse af rytteri[2][3], en betragtelig del af hele Danmark, som anslås til at udgøre omkring 380.000 tønder hartkorn.

Til underhold af dette rytteri henlagdes en væsentlig del af det krongods, som var tilbage efter de store udlæg af gods til kronens kreditorer. I kongeriget henimod 30.000 tdr hartkorn. Dette gods, som bortset fra nogle enkelte landsdele (navnlig Nordsjælland og Lolland-Falster) var spredt over hele landet, men dog hovedsagelig samlet i Vestsjælland, Østfyn og det midterste og sydlige Østjylland, kaldtes ryttergods til forskel for amternes krongods. Efter at foranstaltningen faktisk var gennemført i løbet af 1670, ordnedes forholdene nærmere ved forordning af 5. oktober 1670, hvilken dog i de nærmest følgende år gentagne gange ændredes.[3]

Herefter var forholdet det, at der af godset dannedes læg på 8 tdr. hartkorn[2], hvert omfattende en enkelt større eller flere mindre fæstegårde, og hvert med pligt til at stille en fuldt udrustet rytter, enten at fæsteren (eller en af fæsterne) selv "red for gården", eller at han holdt en rytter for sig. Til gengæld var ryttergodset fritaget for landgilde[2], ægt og arbejde såvel som i det hele for skatter. Det var dog til at begynde med ikke alle rytterne, der stilledes på den nævnte måde, idet et ikke ubetydeligt antal af dem var såkaldte sogneryttere, dvs. hvervede ryttere, som udlagdes til underhold i sognene, i almindelighed en for hver 400 tdr hartkorn.[3]

Ryttergodset henlagdes under vedkommende regimentsskriver. Overtilsynet var ordnet forskelligt, men var senere hen hos den såkaldte ryttersession, der havde en blandet verdslig og militær sammensætning, idet den talte både amtmanden og regimentschefen som medlemmer (senere også krigskommissæren).[3]

Sjælland fik et rytterregiment på 8 kompagnier i SlagelseAntvorskov Slot anvist i alt 1.089 gårde med i alt 8.712 tønder hartkorn, heraf lå de fleste i Vestsjælland og Hornsherred, enkelte på Sydsjælland[1]. Et jysk nationalt rytteriregiment fik hjemsted i Holstebro. Hvert rytterregiment var på 1.000 mand, foruden et mindre regiment i den kongelige del af hertugdømmerneSlesvig og Holsten.

Rytterdistrikterne 1679-1720[redigér | redigér wikikode]

Ved begyndelsen af Den skånske Krig deltes i 1675 de fire større regimenter hver i to, så antallet bortset fra det slesvig-holstenske blev otte, og nogle år efter krigen voksede tallet yderligere til ti, hvorunder dog det slesvig-holstenske flyttet til Fyn, mens det ene fynske flyttedes til Sjælland. Fordelingen var nu følgende: tre på Sjælland, to på Fyn og fem i Jylland[3].

Vigtigere end disse forandringer var det dog, at man siden 1680 gik over til et nyt princip med hensyn til stillingen af rytterne, idet disse nu hvervedes og udlagdes hos bønderne, en for hvert læg så bønderne måtte yde dem kvarter og forplejning foruden staldrum og furage til hesten og et beløb til mundering. Ville rytteren ikke nøjes med bondens kost, fik han visse mængder naturalier i stedet. Denne reform skyldtes hensyn til landbruget, idet skånske krig havde vist, at det led skade, når bønderne selv skulle tjene som ryttere.[3]

I forbindelse med matriklen 1682 opgjordes også ejendomsfordelingen. Det fremgår heraf, at rytterdistrikterne på øerne omfattede 1.467 gårde og 164 huse med tilsammen 10.376,03 tdr hartkorn og i Jylland 2.109 gårde og 304 huse med tilsammen 10.444,72 tdr hartkorn, dermed for hele landet 3.576 gårde og 468 huse med tilsammen 20.820,75 tønder hartkorn. Til sammenligning kan nævnes, at det samlede krongods udgjorde 14.370 gårde og 4.740 huse med tilsammen 88.682,77 tønder hartkorn. Det var således kun en mindre del af det samlede krongods, der indgik i ryttergodset.[4]

Amt(er) Gårde Huse Hartkorn Amt(er) Gårde Huse Hartkorn Amt(er) Gårde Huse Hartkorn Amt(er) Gårde Huse Hartkorn
København 24 9 256,74 Sæbygaard 30 3 224,56 Nykøbing - - - Åkjær 6 - 24,10
Frederiksborg - - - Holbæk 103 6 678,79 Halsted Kloster - - - Dronningborg 28 1 214,99
Kronborg - 1 - Tryggevælde 158 1 1.096,83 Ålholm 8 - 37,82 Mariager Kloster 13 - 58,43
Roskilde 98 2 649,88 Vordingborg 131 25 718,48 Riberhus 222 35 1.009,97 Silkeborg 23 - 91,56
Jægerspris 12 9 92,83 Møn - - - Koldinghus 508 104 2.583,77 Skivehus 31 24 151,78
Ringsted 41 1 303,90 Nyborg 234 37 1.613,24 Lundenæs 78 15 328,44 Hald 37 3 185,43
Sorø 16 5 97,20 Odense 188 20 1.351,38 Bøvling 107 16 494,42 Ålborghus 146 20 653,96
Antvorskov 282 22 2.249,99 Rugaard 10 5 49,72 Havreballegård 20 3 134,66 Åstrup, Børlum, Sejlstrup 64 11 364,76
Korsør 64 4 518,25 Assens 4 - 32,02 Stjernholm - - - Viborg Stift - - -
Kalundborg 21 1 147,90 Hindsgavl 14 10 79,76 Kalø 74 3 415,79 Dueholm, Ørum og Vestervig 11 2 53,99
Dragsholm 9 - 75,22 Tranekær 20 3 101,52 Skanderborg 741 67 3.678,67 Hele landet 3.576 468 20.820,75

Kilde: Pedersen, s. 354-360

Rytterhuse[redigér | redigér wikikode]

Det blev fastlagt, at rytteren skulle have 6 fag hus med skorsten, sengested, underdyne, overdyne, hovedpude og blårgarnslagner samt "nødtørftig ildebrændsel"[5].

I nogle tilfælde blev indkvarteringen klaret ved, at rytteren fik stillet en længe eller en del af en længe til rådighed. I Kalvehave på Sydsjælland havde man i fem tilfælde indrettet sig således[6].

Mange steder blev rytternes indkvartering imidlertid klaret ved opførelse af selvstændige rytterhuse af den angivne størrelse. Til opførelse af rytterhuset (som bindingsværkshus) fik rytterbonden tildelt de fornødne materialer omfattende:

  • 14 stolper (vægstolper),
  • 14 løsholter (vandrette stykker til stolpernes forbindelse),
  • 2 stk. 18 alen (tømmer til remme),
  • 7 stk. 16 alen (tømmer til tværbjælker),
  • 10 stk. 12 alen (tømmer til skillevægge),
  • 14 stk 10 alen (tømmer til spær),
  • 6 stk. 7 alen (tømmer til hanebånd),
  • 7 tylvter[7] lægter (brædder til lofter),
  • 5 tylvter deller (brædder til døre og vindueskarme)[8].

Sognerytterne afskaffes[redigér | redigér wikikode]

Fra 1688 skete der en forandring i den hidtidige ordning, idet sognerytterne helt forsvandt og erstattedes med gårdryttere, hvilket nødvendiggjorde en udvidelse af ryttergodset, der også af andre grunde forøgedes således, at det efterhånden nåede en samlet størrelse på ca. 44.000 tdr hartkorn.[9] Ved fordelingen i læg reduceredes hartkornet dog mange steder (over hele landet under eet gennemsnitlig med en fjerdedel), og det antal ryttere, som underholdtes af det, var derfor betydelig mindre, end loven forudsatte, men til trods herfor var bønderne, blandt andet som følge af de med indkvarteringen af rytterne forbundne ulemper, ofte ude af stand til at yde, hvad de skulle. Hele ordningen var således fra et finansielt synspunkt ufordelagtig for kronen, og da finansnøden under den Store Nordiske Krig blev meget stor, skred man da også i årene 1715—20 til en almindelig omordning.[9]

Allerede omkring 1715-1719 blev mange tidligere rytterhuse overflødige og derfor bortfæstet til husmænd[10].

Rytterdistrikterne 1720-1774[redigér | redigér wikikode]

I årene 17151720 skete en fuldstændig omlægning af rytterdistrikterne, idet disse nu samledes i lige så mange sluttede enheder, som der var regimenter. Antallet af regimenter fastsattes til 12, til hvilke der altså svarede 12 rytterdistrikter, der fik navn efter de amter eller landsdele, hvor ryttergodset var beliggende. 6 lå på Sjælland (København, Frederiksborg, Kronborg, Tryggevælde, Antvorskov og Vordingborg rytterdistikter), 1 lå på Falster, 1 lå på Lolland (og delvist på Falster), 1 på Fyn og endelig lå 3 i Jylland (Dronningborg, Skanderborg og Koldinghus rytterdistrikter).[11][9] De enkelte rytterdistrikter stræbte man at ordne således, at kronen ejede alt gods inden for distriktet, hvilket dog langt fra helt lod sig gennemføre. For at komme målet så nær som muligt, blev ikke blot tidligere amtsgods gjort til ryttergods, men Kronen erhvervede tillige adskilligt nyt gods, dels ved køb eller mageskifte, dels ved indløsning (reluition) af gods, der var solgt i 17. århundrede med forbehold af indløsningsret. Til gengæld afhændedes størstedelen af det krongods, som kom til at ligge uden for rytterdistrikterne.[9] I modsætning til tidligere indbefattede disse ikke blot bøndergårde, men tillige de hovedgårde og ladegårde, som lå inden for distriktet, og som Kronen enten allerede i forvejen ejede eller erhvervede i forbindelse med omordningen. Et vigtigt led i denne var det nemlig, at rytterne ikke længere skulle indkvarteres hos og forplejes af rytterbønderne, men have kvarter på hovedgårdene eller i der opførte barakker. Bønderne skulle herefter blot svare en årlig afgift i penge og naturalier til rytterkassen samt yde noget hoveri til hovedgårdene, hvis marker tillige med de tilhørende skove anvendtes til høavl og sommergræsning for hestene.[9]

Bøndernes afgift (kaldet portionspengene) blev ansat til det samme beløb, som deres tidligere ydelser regnedes at have været værd, nemlig 4 rigsdaler pr. td. hartkorn eller 32 rigsdaler pr. portion, men da den reduktion af hartkornet, som de inden omordningen havde nydt godt af, i det væsentlige faldt bort, var ydelserne faktisk større end efter de ældre regler. Rytterdistrikternes samlede størrelse var nu ca. 65.000 tdr hartkorn.[9]

Ledelse[redigér | redigér wikikode]

Ryttergodserne blev ledet af en regimentsskriver (eventuelt bistået af en fuldmægtig) under overtilsyn af en "session" bestående af amtmanden, regimentschefen og en jægermester. Til disse skulle regimentsskriveren afgive sine redegørelser og aflægge regnskaber for godsets forvaltning, herunder opkrævne skatter og afgifter, samt gøre forslag til at hjælpe rytterbønder i nød (fx hvis en gård brændte hjælp til dens genopbygning)[12].

I henhold til sin instruks skulle regimentsskriveren:

  1. holde rytterbønderne til lov og ret, tilse at ingen sker uret og at gårdenes tilliggende ikke formindskedes,
  2. tilse at rytterbønderne holdt gårdene vedlige, plantede pil og frugttræer, anlagde humlekuler og såede hampefrø, dyrkede sin jord og fik denne tilsået og høstet i rette tid,
  3. sikre at bønderne betalte deres skatter og afgifter til tiden og fik kvittering herfor i en dertil udstedt "kvitteringsbog",
  4. ved skifte (det vil sige når en bonde overlod gården til en anden) sikre en fyldesgørende opgørelse over gårdens stand og sikre, at der (ved dødsfald) forlods blev udtaget midler til dækning af fæld, besætning, inventar, sædekorn og eventuelle restancer inden, at arvingerne fik hvad, der herefter måtte være til deling af aktiver,
  5. føre regnskaberne, herunder opgøre restancer, og heraf opstille overskuelige ekstrakter,
  6. lade mølleåer oprense hvert andet eller tredje år samt lade alle veje i distriktet reparere i juni eller september, hvor bønderne skønnedes at have mest fritid til sådanne foretagender.[13]

Var der fejl i regnskaberne, kunne der pålægges regimentsskriveren en mulkt fradraget i hans gage[14].

Af virkemidler havde regimentsskriveren kun få:

  1. han kunne lade en fæstebonde, der ikke opfyldte sine forpligtelser, efter forudgående dom udsætte af gården og eventuelt pådømme ham fængselsstraf (fx på Bremerholm) i kortere eller længere tid,
  2. han kunne bruge straffe i form af træhest, gabestok, spansk kappe eller lignende,
  3. han kunne under hensyn til udefra kommende ulykker (kvægpest, tørke og lignende) foreslå ellers dygtige bønder tildelt hjælp til at komme på fode igen, fx i form af lånekorn.[15]

Ikke sjældent var der modsætninger mellem regimentsskriveren, der som regel var vel kendt med fæstebøndernes vanskelige forhold, og "sessionen" og rentekammeret, der befandt sig langt væk og havde sine egne forestillinger om resultatskabende forvaltning[16]. Da en del gårde var sat for højt i skat i forhold til deres ydeevne, kunne det være vanskeligt nok at få dem besat med fæstebønder, og regimentsskriveren led under valget mellem at lade en mere eller mindre egnet fæster drive gården eller se den forødes. Enkelte regimentsskrivere havde dog en vis evne til at foregribe fæstegårdenes forødelse allerede i en tidlig fase og få en ældre og mindre virksom gårdfæster udskiftet med en yngre og mere driftig, men i de værste tider måtte regimentsskriveren så at sige "skabe bunden" og indsætte altfor unge og ukyndige gårdfæstere.

Rytterskoler[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med rytterdistrikterne blev der omkring 1721-1727 oprettet i alt 240 mere eller mindre ens rytterskoler, hvilket blev forløberen for et offentligt skolevæsen, og i mange tilfælde tillige oprettet en vildtbane til kongejagterne.

Afviklingen[redigér | redigér wikikode]

Frederik 4.'s omordning af rytteriet fjernede sig langt fra den oprindelige tanke med dette.[9]

Bortset fra hovedgårdenes anvendelse til kvarter for rytterne og græsning for deres heste, hvilket under Christian 6. bortfaldt, idet rytterne nu forlagdes til købstæderne, var der egentlig kun det tilbage, at indtægterne af krongodset i bestemte distrikter indgik i vedkommende rytterkasser og forlods var anviste til dækning af udgifterne ved disse regimenter.[9]

Der var strengt taget ikke længere nogen grund til, at rytterbøndernes ydelser var lavere end kronens øvrige fæsteres, hvad da også siden 1732 hørte op, idet portionspengene fra nu af afløstes af sædvanlig landgilde og skat, ej heller var der nogen nødvendighed for at bevare rytterdistrikterne, hvis staten på anden måde kunde sikre dækningen af udgifterne.[9]

Det lollandske gods bortsolgtes allerede under Frederik 4. (til gengæld blev 1726 blev oprettet et nyt rytterdistrikt på Møn), godset i Tryggevælde distrikt i flere omgange under de to følgende konger, det fynske gods samt Koldinghus og Dronningborg distrikter 17641765, det falsterske gods 1766, Skanderborg distrikt 1767, Antvorskov og Vordingborg distrikter 1774. Disse salg skyldtes oprindeligt militære nedskæringer, for de seneres vedkommende derimod udelukkende finansielle hensyn.[9]

For det endnu tilbageværende gods ophævedes endelig 1774 til dels den hidtidige styrelsesmåde, idet det bestemtes, at der ikke længere skulle holdes ryttersessioner, og dermed var rytterdistriktet i det væsentlige bortfaldet som sådant[9].

En ikke ubetydelig rolle fik det, at det københavnske gods 1766 blev bortarvefæstet, og det samme skete senere med godset under Kronborg og Frederiksborg rytterdistrikter. Disse reformer skulle danne optakt til landboreformerne blot få år senere.

I parentes er angivet, hvornår rytterdistriktet blev opløst eller solgt:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Stoklund, s. 20
  2. ^ a b c Frandsen, s. 185
  3. ^ a b c d e f Salmonsen, s. 650
  4. ^ Pedersen, s. 354-360
  5. ^ Stoklund, s. 21
  6. ^ Stoklund, s. 21f
  7. ^ 1 tylvt = 12 styk
  8. ^ Stoklund, s. 23
  9. ^ a b c d e f g h i j k Salmonsen, s. 651
  10. ^ Stoklund, s. 27f
  11. ^ Dombernowsky, s. 248
  12. ^ Munk, s. 20-32
  13. ^ Munk, s. 21f
  14. ^ Munk, s. 22
  15. ^ Munk, s. 23-31
  16. ^ Munk, s. 23 og 27

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Lotte Dombernowsky: "ca. 1720-ca. 1780", i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie; bind 2: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3 (s. 246-257)
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720", i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie; bind 2: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3 (s. 185-188)
  • Holger Munk: Rytterbonden. En landbrugs- og kulturhistorisk studie fra Vordingborg Rytterdistrikt 1718-1768, I: Gaard, jord og besætning; Det danske Forlag, København 1955
  • Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688. Udgivet efter hans Død paa Bekostning af Carlsbergfondet; København MCMXXVIII; Reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975; ISBN 87-7526-056-5
  • Jørgen Diechmann Rasmussen: Bønderne og udskiftningen. En undersøgelse af udskiftningen i det københavnske rytterdistrikt med særlig henblik på bøndernes holdning; København 1977
  • Bjarne Stoklund: Huset og Skoven. Et sjællandsk husmandshus og dets beboere gennem 300 år; Wormanium 1980; ISBN 87-85160-69-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]