Studehandel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Studehandel var en næringsvej, som i 16.18. århundrede spillede en stor rolle for dansk landbrug og danske købstæder.

Studehandelen fandt sted på den måde, at de danske bønders køer fødte kalve, hvoraf de kviekalve, der ikke ønskedes bibeholdt som malkekøer, blev slagtet og fortæret på gårdene, hvorimod tyrekalvene blev kastreret og opdrættet til en alder af 4-5 år. Disse stude under opfedning blev kaldt for græsøksne så længe, de om sommeren gik på græs, og fodernød, når de om vinteren var på stald. Om efteråret blev de så solgt til en købmand eller godsejer. På hovedgårdene samt på de kongelige ladegårde blev studene opfodret i stald vinteren over, hvorved de tog kraftigt på i vægt og fik betegnelsen staldøksne. Disse staldøksne blev nu via toldstedet i Gottorp (hvor den danske konge og hertugen af Gottorp i fællesskab opkrævede eksporttold af dem) sendt ned gennem Sønderjylland og Holsten til det store kvægmarked ved Wedel nær Elben vest for Hamborg, som fandt sted fra 25. marts og varede i 3-4 uger.

Fra markedet gik en del af studene til Hamborg og Lybæk, men størstedelen blev i pramme sejlet over Elben til omegnen af Stade, hvorfra de i løbet af sommeren blev videresendt til grevskabet Oldenburg, Rhinegnene eller Holland og Brabant. Når de nåede frem, blev de på ny sat på græs, og efter at have opnået deres største vægt, blev de slagtet og kødet solgt i byerne eller brugt som proviant for datidens omfattende skibsfart.[1]

De danske græsøksne blev overvejende forhandlet på store kvægmarkeder i Kolding og Ribe og sendt sydover i september og oktober, mens resten blev sendt sydover som opfedede staldøksne i marts og april. Omkring 1520 begyndte man at lade dem gå på græs nede i Ditmarsken, hvorved de opnåede yderligere vægt og kompensation for vægttabet under vandringen sydpå.

Mens bønderne tjente penge på at producere stude til eksport, var det godsejere og købmænd, der havde eneretten til selve eksporten. Allerede Christian 2.s landlov fra 1521 indførte et forbud mod eksport af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev det udtrykkeligt fastslået, at kun adelen, bisperne og kongen måtte opfede stude på indkøbt foder.[2]

Omfanget af denne studehandel var enormt: for årene 1545-1579 er antallet af eksporterede stude beregnet til 40.000 staldøksne, der passerede Gottorp, hvortil kom et mindre antal udskibet fra Skåne og Rødby eller fra den jyske vestkyst[3], og 1640 blev eksporten opgjort til 38.000 stykker[4]; fra Fyn skete eksporten til Sønderjylland fortrinsvis fra Middelfart og Assens.[5]

Først i 1788 blev adelens eneret til studehandel ophævet, og følgen var en stærk udvikling i vestjysk landbrug.[6]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Poul Enemark: Dansk oksehandel 1450-1550. Fra efterårsmarkeder til forårsdrivning; Aarhus Universitetsforlag 2003
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-074-3
  • Niels Kayser Nielsen: "Sakkuk, dabs og kropping - madkultur som genvej til en overset kulturarv" (temp -tiddskrift for historie nr. 1; 2010; Issn: 1904-5565; s. 6-30)
  • Mikael Venge: "Fra åretold til toldetat. Middelalderen indtil 1660"; Dansk Toldhistorie I (Toldhistorisk Selskab, 1987)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Frandsen, s. 81f
  2. ^ Frandsen, s. 84
  3. ^ Frandsen, s. 124
  4. ^ Frandsen, s. 151
  5. ^ Frandsen, s. 125
  6. ^ Nielsen, s. 15