Kriminalroman

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Krimi)
Jump to navigation Jump to search

En kriminalroman (eller krimi) er i bredeste forstand et skønlitterært værk om en forbrydelse og opklaringen af den. Kriminallitteratur kan i en mere snæver betydning defineres som romaner og noveller, hvor forbrydelsen er styrende for fortællingens plot og personkredsens handlinger. I de fleste tilfælde er de mistænktes motiver til forbrydelsen en vigtig del af plottet.

Genren og dens skiftende temaer[redigér | redigér wikikode]

Dostojevskijs Forbrydelse og straf fra 1866 falder inden for den brede definition af en kriminalroman, lige som Edgar Allan Poe og Charles Dickens' romaner (og noveller) om forbrydelser og opklaring af dem. Det er først med Arthur Conan Doyle, at biografierne taler om krimier som genre i den snævre betydning af begrebet. Auguste Dupin i Poes novelle Mordene i Rue Morgue (1841), der opklarer sagen, regnes som den første detektiv i kriminallitteraturens historie. [1]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Den første danske kriminalhistorie er Lauritz Kruses Morderen med koldt Overlæg og dog en Mand, der fortjener Agtelse, et psykologisk Forsøg (udgivet i samlingen Æsthetiske Forsøg I-II fra 1801, mens den første selvstændige krimiudgivelse var Kruses Fortællinger, tildeels efter Criminal-Acter I-II (1822-23). Mest kendt af de tidlige eksempler er nok Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlbye fra 1829, der er også er filmatiseret flere gange. [2]

I løbet af 1800-tallet blev krimien en populær genre i Danmark, med produktive danske forfattere som Louis de Moulin (pseudonym for Ludvig Møller) og Louis Toucher (Kjøbenhavns Mysterier, 1853) der fortrinsvis udgav deres historier som avisføljetoner. Også Johannes V. Jensen skrev i 1890'erne en række kriminalføljetoner under pseudonymet "Ivar Lykke" i bladet Revuen. [3]

Kriminalromanen med udenlandsk, fortrinsvis engelsk, forbillede slog først igennem i Danmark med Palle Rosenkrantz' romaner Mordet i Vestermarie og især Hvad Skovsøen gemte (1903), som gav inspiration til en ny bølge af dansk kriminallitteratur.

Norge[redigér | redigér wikikode]

I Norge skrev Maurits Hansen, en skolebestyrer fra Kongsberg, i 1825 "Criminalhistorien" Keadan, eller Klosterruinen, om en ulykke, der viser sig at være et drab. I 1836 udgav Hansen Jutulskoppen, "en Norsk Criminal-Fortælling". I 1839 blev Mordet på maskinbygger Roolfsen trykt som føljeton i månedsmagasinet Norske Læsefrugter; den udkom som bog året efter. Dermed bliver assessor Barth litteraturhistoriens første detektiv – to år før Poes Dupin. Angiveligt skrev Hansen historien om Roolfsen, fordi han selv var blevet forbigået, da han ansøgte om stillingen som lektor ved Det Kongelige Frederiks Universitet i Christiania i 1839, men blev forbigået af den langt yngre Johan Sebastian Welhaven, fordi denne blev støttet af den mægtige grev Wedel Jarlsberg. Et vigtigt element i romanen er netop kritikken af "Gunstsystemets Corridorer" som et netværk, hvor samfundets elite sørger for hinanden; kriminalromanen som samfundskritik. [4]

Østtyskland[redigér | redigér wikikode]

Litteraturprofessor Willy Dahl [5] gennemgik med års mellemrum triviallitteraturen i DDR. Østtysk kriminallitteraturs temaer ændrede sig over tid:

  • I 1968 var temaet CIA-agenter, der klatrede over Berlinmuren og tog kontakt med gamle nazister i DDR. De drak whisky sammen og smuglede gammel kunst til Vesten - inden de blev taget af Volkspolizei ("folkepolitiet", østtysk politi).
  • I 1975 var forbrugsvarer som køleskabe kommet på markedet i DDR, selv om de stadig var meget dyre. Dermed var temaet for kriminalromaner blevet uærlige brugsforeningsbestyrere. De bedrog kunderne, der stod på venteliste, og stjal elektriske hvidevarer, som de med enorm fortjeneste udbød på sortbørsen - inden de blev taget af Vokspolizei.
  • I 1984 dukkede et nyt tema op: Forsømte børn, der kom ud på skråplanet og omgikkes småkriminelle, fordi familien var splittet (fx en far, der var jetpilot ved Østersøen, mens mor var tekstilkunstner i Leipzig). Partisekretæren var på plads med sit forslag om ægteskabsterapi, men meget gik galt i mellemtiden.
  • I 1990 var Berlinmuren faldet, men kriminallitteraturen holdt ikke rigtig trit. "Republikflugt" - flugt til Vesten - var i disse fortællinger stadig en alvorlig forbrydelse. Dertil havde politistyrken fået et privatliv, med samvittighedskvaler overfor sine forsømte familier. Man beskrev også moderne kriminalteknik, som danske politifolk vil nikke genkendende til. Forbrydelserne kunne være tyveri af gamle malerier eller af gebisguld fra krematorieovne, begge dele for udsmugling til Vesten og "republikflugt". En forbryder har som motiv, at han blev udvist fra sit studium i kunsthistorie, fordi han gentagne gange havde udtrykt "uvidenskabelige opfatninger i det samfundsvidenskabelige grundstudium", dvs. kritiseret marxisme-leninismen. Fortællerteknisk er bøgerne ikke dårlige, og de fortæller indirekte adskilligt om de sociale problemer, Honecker-regimet stod overfor. Skyldsspørgsmålet forblev uklart, for når man ikke måtte stille spørgsmål ved det østtyske samfund, der angiveligt var uden fejl, og alt heller ikke kunne forklares med påvirkning fra Vesten, blev kriminalitetens årsag ubegribelig - nærmest noget metafysisk. [6]

Den klassiske krimi[redigér | redigér wikikode]

Guldalderen[redigér | redigér wikikode]

Aubrey Beardsleys illustration til Mordene i Rue Morgue af Edgar Allan Poe, 1895.

Den klassiske kriminalromans guldalder faldt mellem 1900 og 1950 med de engelske "Whodunit" (who's done it?) og de amerikanske "Private Eye"-detektivromaner.

Fællestræk for de to grene:

  • En forbrydelse begås (ofte efter en optakt med "ondskab" i luften.)
  • En detektiv, ofte en begavet amatør, foretager en efterforskning. Hercule Poirot, Miss Marple og Peter Wimsey er af den type. (De amerikanske modstykker Philip Marlowe og Sam Spade er professionelle.
  • I løbet af romanen skabes spænding gennem en række ægte og falske spor. (Især i den engelske roman får læseren muligheden for at gætte, hvem der er morderen, men også hos Dashiell Hammett er pusplespillet en vigtig del af handlingen.)
  • Den overraskende løsning afsløres af detektiven, ofte efter, at de forskellige spor er fremlagt.
  • Politiet er ude af stand til at opklare sagen. I en del tilfælde samarbejder detektiven med den "dumme" politibetjent, i andre tilfælde er politiet korrupt.

Den engelske guldalder[redigér | redigér wikikode]

Fire fremtrædende forfatterinder kaldes Queens of Crime (= krimdronninger) - Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsh (fra den engelsktalende del af New Zealand). Af mandlige forfattere i guldalderen nævnes John Dickson Carr, som specialiserede sig i "det lukkede rum".

Et fællestræk hos dem er, at detektiverne er excentriske. Et andet er, at opklaringen koncentrerer sig om puslespillet med at finde den skyldige. Et tredje er, at der præsenteres både ægte og falske spor i løbet af plottet. (De engelske betegnelser er clues (ægte spor) og red herrings (falske spor) ses også anvendt på dansk.)

Den amerikanske guldalder[redigér | redigér wikikode]

De amerikanske forfattere skabte spænding ved at udsætte deres detektiver for konstante farer. De var i højere grad end de engelske interesserede i at afdække organiseret kriminalitet. Detektiverne er ofte lurvede og alkoholiserede, med en svaghed for smukke kvinder. De førende inden for denne genre er Dashiell Hammett, hvis hovedværk Malteserfalken kan læses som en "Whodunit", og Raymond Chandler. Efterhånden nærmede nogle amerikanske forfattere sig den franske noir-stil, hvor alt går galt til sidst, som i Jim Thompsons The Getaway.

Politiromanen[redigér | redigér wikikode]

Politiromanen er en fællesbetegnelse for krimier, der beskriver politiarbejdet, som det foregår i virkeligheden. Den er mere realistisk end den klassiske krimi med indgående beskrivelser af de anvendte opklaringsmetoder. Politiromanen blev især populær efter 1950, og er blevet den toneangivende i krimigenren.

Ed McBain og belgieren Georges Simenon er nogle af de tidligste forfattere af politiromaner. Genren fik sit gennembrud i Skandinavien i 1970'erne; først og fremmest med Maj Sjöwall og Per Wahlöö, der vævede en spændende handling sammen med en stærk kritik af det svenske samfund. De er bl.a. fulgt op af svenskerne Arne Dahl og Henning Mankell, og det danske søskendepar Lotte Hammer og Søren Hammer.

Femi-krimien[redigér | redigér wikikode]

Femi-krimien er skrevet af kvinder - med undtagelse af Stieg Larsson, hvis heltinde, hackeren Lisbeth Salander, kan minde om en feminin udgave af James Bond; men i modsætning til Bond er Salander ekspert på data; har en adfærd tæt op til Aspergers syndrom; [7] og tynges af en grufuld fortid med seksuelt misbrug og en brutal far, der forsøger at rydde sin datter af vejen. Hun har heller ingen efterretningstjeneste til at finansiere sine fremstød.

De første femier blev skrevet i USA i 1970’erne og har tre fællestræk:

  • De tager kønspolitisk stilling til fordel for feminismen.
  • De har en kvindelig hovedperson, som regel en journalist, en politibetjent eller en privatdetektiv.
  • Hovedpersonens private forhold, følelser og personlige udvikling spiller den afgørende rolle i handlingen. [8]

Liza Marklund, Camilla Läckberg og Elsebeth Egholm har haft succes med romaner i genren i Skandinavien. Disse og en række efterfølgere har givet anledning til betegnelsen nordisk femi-krimi. [9]

Nuværende status[redigér | redigér wikikode]

Krimien ligger næsten altid på toppen af salgslisterne. Ofte med variationer over kendte handlingsforløb, da det ikke er let at finde på nye plot. [10] Et af de seneste eksempler på en fuldstændig overraskende pointe, er filmen Se7en. Gone girl af Gillian Flynn viser to versioner af det samme ægteskab, samt en forbrydelse, der ikke fandt sted. [11] I Danmark har Erling Jepsen i Frygtelig lykkelig vist, at det stadig er muligt at skabe den spænding, som er krimiens mål.

Kriminalforfattere[redigér | redigér wikikode]

Danske krimi-forfattere[redigér | redigér wikikode]

Udenlandske krimi-forfattere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 112), forlaget Samlaget, Oslo 2017, ISBN 987-82-521-8658-1
  2. ^ https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/praesten-i-vejlby-1
  3. ^ https://www.e-poke.dk/jensen_danskere.php
  4. ^ Jan H. Landro: Frå Nora til Karl Ove (s. 113)
  5. ^ https://snl.no/Willy_Dahl
  6. ^ Willy Dahl: "Østtysk kriminallitteratur før tæppefald", Aftenposten 23. juli 1990
  7. ^ http://stieglarsson.com/inside-the-mind-of-lisbeth-salander/
  8. ^ Hejlsted (2003), s. 48 f; s. 80.
  9. ^ Analyseret af Frank Egholm Andersen i Den nordiske femikrimi
  10. ^ https://www.dr.dk/nyheder/kultur/kulturklubber/en-god-krimi-kombinerer-genre-elementerne-paa-nye-maader
  11. ^ https://www.theguardian.com/books/2012/may/20/gillian-flynn-gone-girl-review

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • Andersen, Frank Egholm (2008). Den nordiske femikrimi. Frederiksberg. 
  • Barnard, Robert (1980). A Talent to Deceive: An Appreciation of Agatha Christie. London. 
  • Hejlsted, Annemette (2007): Fortællingen – teori og analyse. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur
  • Symons, Julian: Bloody Murder: From the Detective Story to the Crime Novel — A History by Julian Symons ISBN 0-571-09465-1