Hercule Poirot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hercule Poirot
Medvirker i Agatha Christie's Poirot
2011-07-26 Belgique - Ellezelles - Hercule Poirot 002.jpg
Statue af Hercule Poirot i Ellezelles i Belgien.
Første gang set 1920
Sidste gang set 1975[1]
Skabt af Agatha Christie
Spillet af Albert Finney, Peter Ustinov, David Suchet
Information
Fødselsdag Ukendt, muligvis 1. april 1850
Køn mand
Nationalitet Belgisk

Hercule Poirot (ukendt fødselsår) er den hyppigst optrædende og – sammen med Miss Marple – den mest kendte af forfatterinden Agatha Christies fiktive detektiver. Han er hovedpersonen i Christies første bog fra 1920, De låsede Døre. Manuskriptet var færdigt i 1916 og blev sendt til flere forlag, men blev først i 1920 antaget af The Bodley Head, som havde haft det liggende i næsten to år. Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller. Alle romanerne og de fleste af novellerne er oversat til dansk.

Christie beskriver Poirot som født i den fransktalende del af Belgien og ca. 160 cm høj med et æggeformet hoved, der hælder en smule til den ene side. Hans velplejede moustache beskrives som imponerende, og efter engelske iagttageres opfattelse er han lapset. Han er i besiddelse af en usædvanlig logisk sans, som afspejler sig i en systematisk livsførelse og usædvanlig evne til at opklare forbrydelser, som politiet fejlfortolker. Samtidig er han excentrisk i sin adfærd, hvilket irriterer mange i hans omgangskreds, ikke mindst hans nærmeste venner. Erhvervsmæssigt beskrives han som en, der har haft en karriere i det belgiske politikorps, inden han som flygtning kommer til England under 1. verdenskrig. Her møder han på godset Styles sin ven og hjælper kaptajn Arthur Hastings, der optræder i rollen som fortæller i otte romaner og adskillige noveller. Poirot bosætter sig senere i romanserien i London, men han er ofte på udenlandsrejser, og en del af hans største succeser som detektiv finder sted på disse rejser.

De fleste Poirot-fortællinger foregår i England, men andre foregår i Orienten og ved Rivieraen. Kriminalforfatterinden Ariadne Oliver (Agatha Christies selvkarikatur) deltager sammen med Poirot i opklaringen af seks af hans senere sager. Andre tilbagevendende bipersoner er Inspector Japp, Miss Lemon og den perfekte tjener, George. Christie offentliggjorde ikke det nøjagtige årstal for Poirots død, men hans sidste sag blev beskrevet af Hastings i Tæppefald, udgivet i 1975. Som den eneste fiktive person nogensinde fik Hercule Poirot sin nekrolog bragt i New York Times.[2]

Poirot er portrætteret på film med Albert Finney og Peter Ustinov i titelrollerne, samt i en tv-serie på 75 afsnit med David Suchet. Denne serie omfatter samtlige romaner og 42 noveller.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er belgier og sandsynligvis født i eller nær landsbyen Ellezelles i Ardennerne.[3] Der er imidlertid en del mystik om hans fødselsdato og barndom, som Agatha Christie først nogle år efter at have skabt figuren, gav nogle oplysninger om. Den mest udførlige kommentar om barndommen forekommer i Mord for åbent tæppe, hvor han afslører, at han som barn var opvokset i trange kår og havde mange søskende[4] Ved flere lejligheder betror han Hastings, at sammenhold i familien er af største betydning.[5] Det fremgår af forskellige små bemærkninger, som han fremsætter under afhøringer af mistænkte eller vidner, at moderen styrede hjemmet og han udtrykker ofte stor respekt for moderens betydning for barnets opvækst.[6]

Der opstår imidlertid et problem, når hans familieforhold analyseres i detaljer. I flere tilfælde lader Christie ham opdigte slægtninge, som hævdes at have været i samme situation som et vidne, han afhører. I sagen om De fire store er det tvillingebroderen Achilles, mens det i andre tilfælde er en handikappet nevø eller onkel.[7]

På trods af de vanskelige kår, han opvoksede under, lærte han bl.a. engelsk og fik senere muligheden for at blive ansat hos det belgiske politi.

Karriereforløb[redigér | redigér wikikode]

Det fremgår af forfatterskabet, at Hercule Poirot som ung var blevet ansat i det beligske politikorps og fungerede som politiofficer i Bruxelles, hvor han var i aktiv tjeneste i 1893.[8][9] I Tæppefald afslører han, at han tidligt i karrieren var nødt til at skyde en "desperat kriminel", men senere i livet klarede han sig alene ved hjælp af sine "små grå celler".[10] Han virkede senere i Antwerpen, hvor han samarbejdede med politiinspektør Japp i 1906.[11] Han havde også deltaget i opklaringen af en sag i Oostende omkring år 1908 og fratrådte sin stilling nogle få år senere.[12] Under 1. verdenskrig ankom han som flygtning til England, hvor han efter krigen etablerede sig som privatdetektiv.[note 1]

Efter 1. verdenskrig får Hercule Poirot nogle opgaver for det britiske efterretningsvæsen og nogle celebre sager som privatdetektiv, hvor han bliver assisteret af Hastings,[13] inden han trækker sig tilbage omkring 1925. Kort efter sin pensionering[note 2] påtager han sig dog endnu en sag i landsbyen King's Abbot, hvor han har bosat sig for at dyrke græskar. Opklaringen berettes af Dr. Sheppard,[14] fordi Hastings i mellemtiden var blevet gift og havde bosat sig i Argentina.[15] Allerede året efter optræder Poirot i De fire store,[16] der er en for den lille belgier atypisk jagt på et verdensomspændende forbrydersyndikat. Handlingen udspiller sig på flere kontinenter og forløber over næsten et år. Denne sag berettes af Hastings, som egentlig skulle tilbage til England i forretningsanliggender, men vælger at følge Poirot. Det fremgår af Hastings kommentarer, at jagten på syndikatets bagmænd finder sted året før begivenhederne i Hvem dræbte?[17]

Allerede i 1928 genoptager Poirot sin karriere som privatdetektiv med opklaringen af mordet i Det blå Tog,[18][note 3] Hans interesse i at samarbejde med efterretningstjenesten svinder samtidig, og han indrømmer, at han på dette tidspunkt opfatter politiske intriger som mindre interessante end "et net, lille mord". Som følge heraf afslår han bl.a. at assistere den engelske indenrigsminister i en for regeringen penibel sag. Hastings, der igen er på besøg i England, bliver stærkt chokeret over hans holdning. "Opklaringen af en sag, som den her skitserede, kunne have kastet yderligere glans over hans verdensberømmelse."[19]

Whitehaven Mansions, hvor Hercule Poirot flytter ind i en lejlighed i 1935

Hercule Poirot er dog ikke interesseret i "berømmelse og komplimenter", men udfordringer. Selv om han officielt har trukket sig tilbage, løser han i 1930'erne en række mordgåder, som politiet ikke har kunnet knække. 14 af disse er foreviget i romaner.[20] En del af dem foregår i England, bl.a. Mord for åbent tæppe. Han bliver indblandet i sagen, fordi han overværer et mord, en detalje, som Christie kopierer flere gange i senere værker.[21][22][23] Omkring 1935 flytter han ind i en ny boligblok med centralvarme på adressen Whitehaven Mansions, London W1, lejlighed 203. Her er Hastings på besøg for første gang i 1935.[24][note 4] som indtil han i Tæppefald bor på Styles, er hans bopæl.[25] Dette må være sket efter hans lange udlandsrejse, idet det fremgår af Mord i ørkenen, at denne foregik ca. 4 år tidligere.[26] Det var også i denne periode, at hans rejser i Mellemøsten blev offentliggjort. På disse rejser opklarede nogle af sine mest berømte sager, bl.a. de komplekse gåder i Mord i ørkenen,[27] og Døden på Nilen.[28]

De følgende 40 år viser han i stigende grad interesse for de psykologiske aspekter af de sager, han påtager sig. Begrebet "psykologi" skal i denne sammenhæng ikke forstås i den strengt videnskabelige betydning. For Poirot er det et spørgsmål om studiet af menneskelige karaktertræk, som danner et sammenhængende psykologisk mønster.[29][30] Han udvikler en særlig fornøjelse ved at genoptage drabssager, der er henlagt eller afsluttet af politiet. Den første er Seksten år efter fra 1942,[31] men også Dommen er afsagt,[32] og Elefanter glemmer aldrig,[33] er sager af denne type. Når alle spor i sagen for længst er slettede, kan den kun løses ved studier af de involveredes karaktertræk og de logiske følgeslutninger, der kan drages heraf. Dette er en særlig udfordring for "de små grå celler".[34]

Mod slutningen af sin karriere bliver Poirot mindre interesseret i at påtage sig sager, men af og til bliver han involveret i opklaringsarbejdet, især i sager, som Mrs. Oliver pånøder ham. Efterhånden udvikler han en mere og mere inaktiv livsstil, hvor han bl.a. studerer uløste kriminalgåder og læser kriminalromaner. Han skriver endog en bog om kriminallitteratur.[35]

Poirot dør i romanen Tæppefald, udgivet i 1975, tilsyneladende som følge af komplikationer efter et hjerteanfald, ligesom han til stor sorg for Hastings ikke når at afslutte den igangværende sag, som er baggrunden for plottet i Tæppefald. Dødsfaldet er imidlertid, ligesom hele plottet i hans sidste sag, mere indviklet end først antaget, og Poirot udpeger den mystiske seriemorder "x" i et brev, som Hastings modtager efter Poirots død.[36] Som den eneste fiktive person nogensinde får Hercule Poirot sin nekrolog bragt i New York Times, som endog bringer den på forsiden.[37]

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Fremtoning[redigér | redigér wikikode]

Den mest udførlige beskrivelse af Poirots udseende findes formentlig i De låsede døre:

Han var næppe mere end 160 cm høj, men bevægede sig med stor værdighed. Hans hoved var formet nøjagtig som et æg, og han hældede det altid en smule til den ene side. Hans moustache var meget velformet og militaristisk. Selv når hans ansigt var tildækket, ville spidserne af moustachen og den lyserøde opstoppernæse være synlige.[38][note 5]

Mere end 30 år senere oplyser Christie, at han indsmører moustachen i pomade og snor spidserne opad, hvilket giver dem et imponerende udseende.[39] Selv indrømmer Poirot, at den imponerende skægvækst efterhånden mister sin glans og må genopfriskes.

" Men ak, hvor kostbart det end er at genopfriske den naturlige farve, så forringer et eller andet dog I tidens løb hårvækstens kvalitet".[40]

Poirot er mørkhåret, men efterhånden som det gråner, farver han det.[note 6] På film fremstilles han ofte som tyndhåret, men Christie har kun få antydninger af, at han mangler noget af sin hårpragt. En af dem er, at hun lader en ung kvinde kysse ham på issen i taknemmelighed over, at han har støttet hende i en vanskelig situation.[41] Ved slutningen af sin karriere, i Tæppefald, bærer han paryk og – til stor sorg for Hastings – falsk moustache.[note 7]

Øjnene er bemærkelsesværdigt lyseblå, men har et grønt skær, der bliver tydeligere, når han har fundet et afgørende spor i en vanskelig sag. Allerede i debutromanen[42] nævnes denne detalje, og nogle år senere understreget med dramatisk effekt: "I ca. ti minutter sad Poirot tavs som graven […] og for hvert minut fik hans øjne et stadigt mere grønt skær.[43]

I De låsede døre bemærker Hastings, at Poirot halter slemt. Det må have været forårsaget af en midlertidig skade, opstået under 1. verdenskrig, for senere i karrieren springer han adræt op fra stolen, løber op ad trapper og bevæger sig smidigt og katteagtigt.[44][45]

Hastings finder hans påklædning påfaldende lapset, en vurdering, der bl.a. støttes af en af de mistænkte i Seksten år efter, Meredith Blake, som vurderer ham således: "Han så ærlig talt helt forfærdelig ud - helt forkerte klæder- knapstøvler! - og en gyselig moustache!"[46] De aparte påklædningsgenstande er dog af høj kvalitet og pris, fx er han ofte iklædt silkehabit, og blandt de genstande, han pryder sig med, er en blomst i knaphullet, spidse, håndsyede lædersko, spadserestok og et lommeur, som han har arvet efter sin farfar.[47][48] Han er bekymret for sin sarte hud, hvorfor han i solskin og efter mørkets frembrud går med hat for at beskytte ansigtet mod naturens luner.[49][50] I lommerne har han både et silkelommetørklæde, en kam og et spejl, så han til enhver tid kan nette sit udseende.[51] Der er også plads til et cigaretetui i sølv, som indeholder hans foretrukne små, tynde russiske cigaretter.[52]

Karaktertræk[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er en meget diskret person, både i sin professionelle karriere og i private spørgsmål. Det er yderst sjældent, at han taler om sit tidlige liv og sine personlige standpunkter.[53] Han er i enhver henseende et vanemenneske, som foretrækker orden og metode og er tilhænger af symmetri. På trods af mange rejser til udlandet, er han et udpræget hjemmemenneske. Hans kvadratiske lejlighed i Whitehaven Mansions er møbleret med en kvadratisk lænestol, placeret foran en kvadratisk kamin.[54] Skrivebordet er altid præget af symmetri blandt de genstande, der står på det og alle skuffer er ordnede efter et alfabetisk princip, ligesom bøgerne i bogreolen er opstillede på række efter højde.[55] Til morgenmaden drikker han varm chokolade med briocher som tilbehør.[56] Hastings bemærker i øvrigt med beklagelse, at Poirot foretrækker Continental Breakfast.[57] Efter morgenmaden læser han dagens aviser, hvilket i øvrigt i flere tilfælde involverer ham i en af de sager, der er omtalt i aviserne.[58] Han starter altid dagen med en kop kaffe præcis kl. 8, som hans tjener George serverer på en bakke ved siden af sengen. Herefter gør han omhyggeligt morgentoilette. Normalt åbner han posten med en fiks lille papirkniv inden han indtager sin morgenmad kl. 9.[59] Han foretrækker bl.a., at æg er ensartede af form og størrelse og arrangerer ofte genstande, han synes er uordentlige, i snorlige rækker.: "Poirot gik tilbage til kaminen og ordnede omhyggeligt nipsgenstandene på hylden over den", er blot ét af mange eksempler på hans trang til at skabe orden.[60].

Når han ikke er involveret i en sag, foretrækker han at indtage alle sine måltider hjemme. Efter ansættelsen af tjeneren i 1928 er det som regel denne, der tilbereder frokosten og af og til middagsmaden.[61] Whitehaven Mansions har egen restaurant og bringer også maden til beboernes lejligheder, og dette arrangement benytter Poirot sig flittigt af.[62] Men han kan også selv lave mad, hvilket fremgår af hans tilbud om at lære Maureen Summerhayes at lave en god omelet.[63] Når han spiser på restaurant foretrækker han Chez Ma Tante, der ejes af Gaston Bourdin, som normalt ikke hilser på gæsterne, men i Poirots tilfælde udviser ”nærmest ærbødig opmærksomhed”.[64]

Hvis Poirot har en lille karakterbist, må det være hans tendens til selvoptagethed. I mange tilfælde fremhæver han sine egne evner, også når det er unødvendigt for at opklare sagen.

""På det tidspunkt, da tragedien fandt sted, havde De da ikke læst Somerset Maughams Månen og Sixpence?". Angela stirrede på ham. "Jeg tror...jo det havde jeg ".."Hvorfra vidste De det?" -"Jeg ønskede blot at vise, at selv i bagateller er jeg noget af en troldmand. Der er ting, jeg ved, uden at nogen fortæller mig det."[65]

Selv om Hastings ofte omtaler Poirot som "min gode ven", anser han ham for selvoptaget, i enkelte tilfælde endog indbildsk.[66] Poirot selv forklarer dette karaktertræk med, at "en mand af min intelligens" har brug for en beundrende medhjælper.[67] Når han selv understreger sin intelligens, er det dog også med et stænk af selvironi.[68]

Selv om Poirot især i begyndelsen af karrieren af og til efterforsker sager af international, politisk betydning og lever af betydelige honorarer fra taknemmelige politikere og rigmænd,[69] er hans motiv for at efterforske en sag, at den er "interessant og usædvanlig.".[note 8] I enkelte tilfælde viser han sig som filantrop, bl.a. da han forærer 500₤ til lederen af en arkæologisk ekspedition.[70]

Poirot er katolik, og hans kendskab til den katolske tro hjælper ham med at opklare en af de vanskeligste sager i hans karriere.[71] Først sent i karrieren lader han en bemærkning falde om sin religiøse overbevisning, da han "efter en pludselig indskydelse" er gået ind i en romersk-katolsk kirke.[72] Her møder han en af de mistænkte i sagen og anbefaler hende at skrifte, for at opnå "Guds barmhjertighed" og "få fred i sjælen".[73] Hans holdninger til livets store spørgsmål i øvrigt og politiske anskuelser afsløres sjældent. Ofte vil han – som led i sin undersøgelse af en sag – blot give de mistænkte ret i deres synspunkter, men sådanne tilkendegivelser kan næppe tages til indtægt for hans personlige holdninger. Ved at tale de mistænkte efter munden får han dem til at tale, ligesom hans servile væsen giver dem et indtryk af, at han er overfladisk i sin efterforskning.[note 9] På baggrund af de konkrete omstændigheder virker det imidlertid sandsynligt, at han er helt ærlig, når han udtaler:

Der er ting, som er vigtigere end at finde morderen. Og retfærdighed er et smukt ord, men det er somme tider svært at sige nøjagtigt, hvad man mener med det. Eter min mening er det vigtigste at rense de uskyldige.[74]

.

Yderligere en grundholdning er næsten lige så udtalt: Poirot anerkender ikke mord som løsningen på et problem, uanset hvor stor sympati, han måtte føle med gerningsmanden. I enkelte tilfælde afslører han således en morder, som han har et nært kendskab til eller venskab med.[75] Det er dog bemærkelsesværdigt, at han på baggrund af sympati med en, der har begået en mindre forbrydelse, kan tillade, at denne slipper for straf. I enkelte tilfælde lader han endog drab under formildende omstændigheder passere.[note 10] I en anden sag er han sikker på, at en bestemt person er morder. Han har dog endnu ikke afsløret pågældende, da han som en prøve bytter dennes kop te med den kop, som den mistænkte netop har skænket for sit næste offer. Poirot vælger denne løsning af hensyn til de pårørende. Hans mistanke var naturligvis korrekt, selv om sagen officielt henlægges med konklusionen, at den afdøde tog sit eget liv på grund af en depression.[76]

I bl.a. Hvem dræbte?, Døden lurer og Tæppefald er det ligeledes ikke straf ved afgørelser af domstolene, men en anden straf, der rammer den skyldige. I Døden på Nilen og enkelte af novellerne forbarmer han sig over en tyv og lader denne slippe mod at tilbagelevere det stjålne, mens pengeafpressere altid overlades til myndighederne. Disse eksempler viser, at den lille, pudsige detektiv under visse omstændigheder anser sin egen dømmekraft for at være en bedre rettesnor end formelle juridiske spilleregler.[77]. Poirots opfattelse af retfærdighed står i disse tilfælde over loven, og han ligner på dette punkt mere en hårdkogt, amerikansk privatdetektiv end en politibetjent.

Omgangsform[redigér | redigér wikikode]

Poirot falder helt naturligt ind i de eksklusive miljøer blandt politikere, finansfyrster og udenlandske tronarvinger. Han kender også etiketten i de gamle, adelige kredse i England.[note 11] Han falder ligeledes naturligt i samtaler med bohemer og kunstnere.[note 12] Samtidig kan han optræde helt naturligt i samvær med personer, der tilhører de lavere sociale lag, og denne egenskab giver ham ofte værdifulde spor i en drabssag. Et eksempel herpå findes i Seksten år efter, hvor han uden besvær kommer på bølgelængde med en pensioneret barnepige, Miss Williams ved at tilpasse sig til hendes måde at fortolke bestemte hændelser.[78]

Poirot er høflig og beleven i sin omgang med kvinder, og i flere tilfælde løser han både små hverdagsproblemer og alvorligere sager, bl.a. kærlighedsaffærer og jalousidramaer uden at kræve honorar herfor.[note 13] En enkelt kvinde, smykketyven Vera Rossokoff, er han særlig opmærksom overfor, og Hastings antager, at han er forelsket i denne smukke, russiske femme fatale, som optræder i De fire store,[79] og i to noveller. I den første af disse, The Double Clue (1925) udbryder Poirot: "Se, det er en rigtig kvinde".[80]

Hercule Poirot er en gæstfri mand, som byder både venner, klienter og af og til fremmede på sandwiches, ligesom han altid har et omfattende lager drikkevarer, som han kan byde sine gæster, selv om han ikke selv bryder sig om øl, whisky, sherry, portvin og de forskellige cocktails, han har ingredienserne til at mikse.[58]

Poirot er som regel uforsonlig overfor overmodige mordere, når de er afsløret; men han har også en blidere side af sit væsen. De sørgende efterladte bliver trøstet og får gode råd til at komme videre med tilværelsen.

"Jeg håber, at De bliver lykkelig, madame", sagde Poirot blidt. "De har lidt meget. Men til trods for alt, hvad de har lidt, har De stadig medlidenhed i Deres hjerte"[81]

Næsten med samme ord udtrykker han sin sympati for en af de efterladte kvinder i slutningen af Hollow-mysteriet, hvor han endog af hensyn til hende lover at skjule resultatet af opklaringen for alle andre.[82] Han anvender af og til sine psykologiske egenskaber til at "finde den rette ægtemand" til en ung, ulykkelig kvinde.[note 14] Disse eksempler viser, at han inderst inde var en varm og venlig mand, selvom han på forespørgsel begrunder sin interesse i "arrangerede ægteskaber" i et ønske om orden og metode: "Det er trist at erfare, hvorledes (englændere) arrangerer ægteskaber. Ingen orden. Ingen metode. Alt overladt til tilfældigheder"[83][84]

Venskaber[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikler: Arthur Hastings og James Japp.

I løbet af sin tid i England udvikler Poirot to nære venskaber. I perioden fra 1916 til 1937 er det Hastings, han tilbringer megen tid sammen med, selv om denne allerede i 1923 emigrerede til Argentina. I de følgende år er Hastings ofte i England på forretningsrejser og benytter disse lejligheder til at assistere sin gamle ven. Poirot og Hastings delte oprindelig en lille lejlighed, som de lejede af Mrs. Pearson i Farraway Street nr. 14. Her tilbragte de det meste af tiden sammen i dagtimerne, medmindre de var på rejse i forbindelse med en sag. Tre år efter Hastings ægteskab og bortrejse til Argentina mindes Poirot sin gamle assistent som "en ven, der aldrig veg fra min side, aldrig svigtede mig."[85] I en række senere romaner forsikrer Poirot om, at Hastings vil vedblive at være hans bedste ven.[86] I alle disse sager og yderligere tre, hvor Hastings ikke optræder,[87][88][89] er James Japp den ledende politiofficer under opklaringsarbejdet, men det er altid Poirot, der afslører forbryderen. Japp har ofte en ironisk distance til Poirots indviklede forklaring på en igangværende sag, mens Poirot hyppigt bemærker, at kriminlinspektøren bruger sin energi på at forfølge spor, der ikke fører sagen nærmere sin opklaring.[90] Samarbejdet med Japp udvikler sig alligevel til et nært bekendtskab, og Poirot lærer bl.a. denne at sætte pris på det franske køkken, i strid med den typiske englænders smag.[note 15]

Uddybende artikel: Ariadne Oliver.

Fra 1936 til 1972 er Ariadne Oliver hans nærmeste bekendt, men Hastings vender tilbage i 1975 i Poirots sidste sag, Tæppefald. Det virker påfaldende, at Mrs. Oliver overtager rollen som Poirots nærmeste bekendt, for de er meget forskellige personligheder. Poirot tager stærkt afstand fra hendes mangel på ordenssans, som strider mod hans opfattelse af orden og metode.[91] Han er dog stærkt imponeret over hendes evne til intuitivt at komme på det rette spor i en vanskelig sag.[92] At deres venskab er ret fortroligt fremgår af, at hun er den eneste af vennerne, han er på fornavn med.[91]

Poirot får fra tid til anden forskellige gode bekendte, som han møder under opklaringen af forskellige sager. Af disse omtaler han Politiinspektør Battle med stor respekt, selv om de blot ved en lejlighed arbejder sammen.[93] Oberst Race mødte han ved samme lejlighed, men allerede året efter var de begge om bord på samme nildamper, hvor der blev begået flere mord.[94] I to tilfælde arbejder han sammen med kriminalinspektør Spence, og de viser stor gensidig respekt for hinandens metode.[95][note 16] Også nogle af de involverede, bl.a. som mistænkte, i hans sager, fx. Mr. Satterthwaite, John Stillingfleet, Johnny Despard samt den flegmatiske Mr. Goby, der kan skaffe nyttig information om enhver. "Giv ham fireogtyve timer, og han kan fortælle Dem alt om ærkebiskoppen af Canterburys privatliv"[96]. samt smykkeeksperten mr. Robinson, er blandt de personer, der kalder Poirot "my friend" og får svaret "mon amis".[97]

Rejseaktivitet[redigér | redigér wikikode]

Selv om Poirot foretrækker de hjemlige omgivelser, overtaler Hastings ham undertiden til at holde ferie for at hvile ud. Det er dog sjældent, at rejserne fører til afslapning, for i de fleste tilfælde sker der et mord på eller i nærheden af rejsemålet.".[98] Hans rejse med Orientekspressen, hvor et mord bliver begået i den sovevogn, han rejser med, skyldes dog ikke ferieplaner, men at han har hjulpet den franske regering med at løse et lille problem i Syrien[99] Han bor på Ritz under en rejse til Paris, fordi han foretrækker "luksus, især når det er en millionær, der betaler".[100] Indtil ansættelsen af tjeneren George pakker han selv sin kuffert, og det må have været en ganske stor udfordring at få plads til de mange sæt tøj og overtøj, som hans pertentlighed og frygt for kulde påkrævede.[101]

Da Hercule Poirot kræver ro, orden og komfort for at kunne bruge "de små grå celler" optimalt, beklager han sig ofte over standarden på de steder, han er nødt til at benytte som indkvartering. Engelske kroer og pensionater på landet har han især gjort dårlige erfaringer med. Om pensionatet Broadhinny udtaler han:

"Jeg lider også, sagde Poirot. Mrs. Summerhayes’ madlavning trodser enhver beskrivelse. Man kan overhovedet ikke kalde det for at lave mad. Og så er der træk alle vegne, og en isnende vind trænger ind i stuerne, og kattene kaster op, og hundene fælder, så der er hår overalt, og stolebenene er brækkede - og så den rædselsfulde seng jeg ligger i; den er et torturredskab. Og vandet i badeværelset er knap nok lunkent, og der er huller i trappeløberne, og kaffen – ord kan ikke beskrive det fluidum, der bliver serveret for os under navnet kaffe! Det er en forhånelse mod maven!".[102]. I "Katten i dueslaget" afsløres det, at han trods alle disse genvordigheder satte så stor pris på Maureen Summerhayes, at han lærte hende at lave en omelet.[63]

Spisevaner[redigér | redigér wikikode]

Den lille belgiske detektiv har problemer med fordøjelsen."Mon estomac", sagde han patetisk.” Hvor sørgeligt at hjernen skal være underkastet mavens luner [103] Han holder alligevel af gode måltider, som det er ikke blot en fysisk nydelse, men også en intellektuel forskningsproces at indtage. De retter, han udforsker, er næsten altid benævnt med franske betegnelser, escargots, consommé, blanquette de veau, petit pois og adskillige andre.[104] Til kødretter foretrækker han en Mouton Rotchild, men også andre franske kvalitetsvine er på hans repetoire.[58]

Fordøjelsesproblemerne er årsagen til hans flyskræk og søsyge.[note 17] Han henviser til sin sarte mave, når han høfligt afslår de tunge, engelske måltider, men Hastings mistænker ham for i virkeligheden at være kræsen. F.eks. bemærker Hastings, at det ryster Poirot at se en englænder spise morgenmad med bacon, æg, stegte nyrer og marmelade,[105] Han drikker ikke te, og må derfor beklageligt nok nøjes med tre måltider om dagen. Især den engelske eftermiddagste er et måltid, han ikke kan vænne sig til.[106]

I stedet foretrækker han "lette" måltider, bestående af fx blanquette de veau med bønner og baba au rhum til frokost. Hans foretrukne drink er solbærlikør.[107], men han ynder også maltekstrakt[108] Andre drikkevarer, han ynder er grenadine, Creme de menthe og forskellige likører,[58] men en flaske Perrier er heller ikke at foragte.[109]

Hans spisevaner er formentlig årsagen til, at han sent i karrieren har tillagt sig en lille rund mave.[110]

Opklaringsteknik[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot bliver ofte udfordret på sin logiske sans, fordi han i mange af de sager, han involveres i er udfordret af en kriminel, der har en særlig evne til at undgå at blive mistænkt.

Uddybende artikel: Agatha Christies fortælleteknik.

I de tidligste optrædener er Poirot en ret typisk detektiv, der baserer sin opklaring på logisk sans og systematisk efterforskning.[note 18]. Han går på jagt efter fysiske beviser som fodspor, fingeraftryk og tabte genstande på mordstedet, men allerede i sin tredje optræden i en roman, Hvem dræbte?,[111] er ”psykologiske” iagttagelser og ”studier af den menneskelige natur” det mest fremtrædende træk i opklaringsarbejdet. Med psykologiske iagttagelser menner han studiet af typiske træk ved den menneskelige natur, f.eks. at lyve om tilsyneladende ligegyldige småting, at prale af egen dygtighed og lignende.

[Min metode] (...) er baseret på en fundamental trang i den menneskelige natur- trangen til at tale- til at afsløre sig selv.[112]

. Hans psykologi er også funderet i erkendelsen af:

”Man kan ikke vide noget om et menneskes karakter, før det bliver udsat for prøvelser.”[113]

Poirot bygger korthuse, lægger puslespil eller tilsvarende for at stimulere sine "små grå celler", når han er ved at køre fast i en sag. Ofte er det disse tilsyneladende unødvendige aktiviteter, der giver ham inspiration til at opklare sagen.[114][115] Han er ligeledes en habil bridgespiller og deltager af og til – om end mest af høflighed - i selskabslege.[note 19]

Når det tjener formålet – at opklare sagen – går han ikke af vejen for at opdigte slægtninge, der har været i samme situation som det vidne, han taler med. Fx omtaler han en nevø, der er handikappet i Hvem dræbte?, seks niecer, som han påtænker at købe silkestrømper til for at teste en mistænkt i Kortene på bordet, ligesom han senere i karrieren opdigter en nevø, som mangler en rygsæk, for at få et vidne til at diskutere rygsækkes udseende i Huset i Hickory Road.[116]

I de tidlige faser af opklaringsarbejdet optræder han ofte i rollen som udlændingen, der taler gebrokkent engelsk. Dette trick får som regel de mistænkte til at undervurdere hans evner.[117] Når han i slutningen af romanerne gennemgår de forskellige spor, anvender han derimod altid et nydeligt engelsk. Han forklarer selv denne adfærd således:

"Det er rigtigt, at jeg er i stand til at tale korrekt, flydende engelsk. Men, min kære ven, at tale gebrokkent engelsk er en enorm fordel. Det får folk til at foragte dig".[118]

De "nye" metoder afholder ham dog ikke fra at anvende de "gamle" metoder, også mod slutningen af karrieren. Derfor medbringer han bl.a. et mikroskop i lommeformat, udstyr til at tage fingeraftryk og en dirk Det afgørende er at finde mønsteret i sagen og bygge det på kendsgerninger.[119] Sammenfattende er det rimeligt at konkludere, at Poirot benytter sig af forskellige metoder i forskellige situationer, og at det er denne egenskab, der gør ham til den dygtigste detektiv i historien. Han understreger selv, at han er den bedste detektiv, ”verden har set”, men også andre personer giver ham et lignende skudsmål, bl.a.kriminalinspektør Japp, som dog har et anstrøg af ironi, når han omtaler Poirots "små grå celler".[note 20]

I løbet af efterforskningen udpeger han ofte de vigtigste spor i sagen for den ledende politiofficer og sine forskellige hjælpere, men han holder sine ”små ideer og konklusioner” hemmelige, indtil alle detaljer er faldet på plads ved hjælp af de små grå celler. Et andet eksempel på, at Poirot understreger en vigtig information uden at forklare ideen hermed, er hans spørgsmål om en kalender i En af mine sønner. Ideen er ikke, at konstatere, hvilken dato, kalenderen viser, men derimod at teste, om husets butler er svagtseende.[120]

Når han har samlet sine tilhørere, udtrykker han sig som regel med en vis dramatisk effekt, fx "Jeg har til hensigt at nå frem til sandheden, som – uanset hvor grim den tager sig ud, altid ser smuk ud for den, der søger den." [117] På sin vej hen imod sandheden udpensler han først indicier mod flere, der viser sig at være uskyldige. Ofte opfatter tilhørerne denne adfærd som udtryk for arrogance, men Poirot afslører selv, at disse små belæringer har som formål at lokke den skyldige til at slappe af, således at den egentlige afsløring skræmmer denne til at foretage sig noget overilet.[121]

Det kan virke overraskende, at en så selvbevidst og metodisk person af og til gribes af mismod og manglende tillid til egne evner under opklaringen af en sag:

Men hvad nytter det at være Hercule Poirot med grå celler af en finere kvalitet end andre menneskers, når man ikke kan udrette mere end almindelige mennesker?[122]

Det sker heller ikke sjældent, at han får den afgørende idé ved et tilfælde, som ændrer hans syn på hændelsesforløbet. I Tretten til bords er det en tilfældig bemærkning fra en forbipasserende, der bringer ham på sporet af sagens rette sammenhæng, og få år senere er det en tilsvarende tilfældighed, der bringer ham på rette spor, hvorefter han bemærker:

Alt er helt bagvendt, helt forkert i denne sag….Vi betragter nemlig sagen under den synsvinkel, morderen ønsker, at vi skal anlægge.[123]

Moult House, hvor store dele af Døden lurer (Peril at End House) blev indspillet i TV serien med David Suchet som Hercule Poirot

Mordets typologi hjælper ofte Poirot til at afsløre ofte morderen. Hans evner sættes som regel på afgørende prøver, for de fleste forbrydere er dygtige planlæggere, der er i stand til at skaffe sig et vandtæt alibi. I slutningen af en Poirot – roman samler han alle mistænkte til en gennemgang af sagens fakta. Han opridser herefter sagens kendsgerninger, og de sagen uvedkommende spor forklares. Herefter afslører han trin for trin de metoder, forbryderen har anvendt, således at det er klart, at alle spor, der har betydning for opklaringen, peger i samme retning. Poirot bliver i nogle tilfælde også ført bag lyset undervejs, men ender naturligvis med at opklare sagen til stor overraskelse for det publikum, han har forsamlet. Der er ikke nogen tvivl om, at han nyder denne del af ”forestillingen”:

"Jeg kom herhen for at løse en gåde. Gåden er løst. Men lad mig begynde med at gennemgå de forskellige punkter.".[124]

Overraskende mange af de ”geniale” forbrydere, han afslører, har forsøgt at bruge Poirot som en afgørende brik i deres alibi, men ender med at blive straffet for dette overmod:

Den komedie, De planlagde og opførte i (...) De skulle ikke have givet Hercule Poirot hovedrollen. Det var Deres fejl – Deres meget alvorlige fejl.[125][note 21]

Flere andre forbrydere har gentaget den fejl, som morderen i Døden lurer begik. Også i Mord for åbent tæppe og Tretten til bords forsøger en koldblodig morder at skaffe sig et alibi ved at engagere Poirot i sagen.[126] Poirot bemærker da også efter opklaringen af en af sine senere sager, at de fleste mordere, han har kendt, var frække og selvovervurderende, så længe de følte sig sikre, men ynkelige, når de var blevet afsløret.[127] En af de mest overmodige af Poirots modstandere er forbryderen i ABC mordene, som udfordrer detektiven ved at skrive breve til ham med oplysninger om, hvor og hvornår næste mord bliver begået.[25] Denne selvsikkerhed ender med at blive straffet, ligesom en anden "fræk og selvsikker" morder mere end 20 år senere afsløres med bemærkningen:

"Og hertil vil jeg svare, at det ikke er første gang, at en morder er alt for sikker på sig selv."[128]

Det er dog ikke alle forbrydelser, der er planlagte. Selv om mange mordere er formidable planlæggere, kommer Poirot også ud for affektmord, som kan være meget vanskelige at opklare, fordi,

"Det er oftest de allerroligste og mest medgørlige mennesker, som man ser pludseligt og uventet eksplodere i en voldshandling på grund af, at deres evindelige selvbeherskelse pludselig slår klik, og så går de til yderligheder." [129]

I Kortene på bordet[130] annoncerer værten ved en bridgeaften, at han vil afsløre flere mordere efter spillets afslutning, og en af spillerne dolker ham derfor af frygt for at blive udpeget som morder. Dette udgør indledningen til en lang og kompleks opklaringsproces, hvor der på trods af blot fire mistænkte er en del overraskelser undervejs. [note 22] Hollow-mysteriet drejer sig ligeledes om et drab, der udføres som en spontan handling, men her kompliceres sagen af, at gerningsmanden får bistand til at sløre kendsgerningerne fra en helt uventet kant.[23] Da Poirot opdager dette, anerkender han den pågældendes dygtighed.

"C’est formidable!, mumlede han. De er en af de dygtigste modstandere, jeg nogensinde har haft, mademoiselle."[76]

I Den døde vender tilbage efterforsker Poirot både et overlagt drab og en episode, der viser sig at være vold med døden til følge, som er begået i affekt. Da han finder formildende omstændigheder ved sidstnævnte forbrydelse, må han afstå fra den store forestilling, som afsløringen normalt er:

"Sæt Dem ned.(..) Vi vil sidde her og drikke vores kaffe, og De skal alle tre høre på Hercule Poirot, mens han holder en forelæsning for Dem om forbrydelse."[124]

Hercule Poirot afslører i enkelte tilfælde en mordplan, inden den er ført ud i livet. Ved at advare planlæggeren forhindrer han udførelsen af forbrydelsen i Hvepsereden,[131] mens en tilsvarende advarsel bliver ignoreret af den skyldige i Solen var vidne[132]

Forfatterens egne kommentarer[redigér | redigér wikikode]

Ligesom Sir Arthur Conan Doyle blev træt af Sherlock Holmes mistede Christie tålmodigheden med sin egen detektiv Poirot. I slutningen af 1930'erne, betroede Christie sin dagbog, at hun fandt Poirot "ulidelig", "pralende" og var irriteret over hans evindelige

pleje af sin moustache og rysten på sit æggeformede hoved.[133]

Hun gik så vidt, at hun lod ham afgå ved døden i et manuskript fra ca. 1939, som hun dog først lod udkomme i 1975.[134].

I 1960'erne betegnede hun ham som "et egocentreret kryb.".[135] [note 23] Hun havde faktisk skaffet sig af med den lille belgier i manuskriptet til Tæppefald, nedskrevet omkring anden verdenskrig, men i modsætning til Conan Doyle modstod hun fristelsen til at offentliggøre hans død, mens han stadig var populær.[135] I stedet lod hun i de senere romaner ofte Poirot ankomme sent i plottet, som regel tilkaldt af en person, der havde opgivet at opklare sagen. En forklaring på, at hun lod ham overleve trods sin modvilje mod ham er, at hun så sig selv som en entertainer, hvis opgave var at skrive, hvad publikum kunne lide, og hendes læsere foretrak Poirot.[136]

Fortsat succes[redigér | redigér wikikode]

Christies romaner i almindelighed og Poirot-fortællingerne i særdeleshed trykkes i nye oplag, som er sikre salgssuccesser. Allerede i 1930 forudså forfatteren Anthony Berkeley, at den klassiske engelske kriminalroman ikke kunne fastholde læsernes interesse meget længere.[137] Edmund Wilson fulgte samme spor, da han i en serie essays kritiserede krimigenren for manglende litterær kvalitet.[138]. Med direkte reference til Hercule Poirot som figur hævdede han, "at ingen gider bekymre sig om, hvem der dræbte Roger Ackroyd"[139][note 24]. Trods gentagne påstande fra mange sider om genrens "død", er der intet der tyder på, at Wilson ret i sine påstande. Tværtimod interesserer drabet på Roger Ackroyd "en usædvanlig stor skare af mennesker".[140] Dette afspejler sig bl.a. i flere fanklubber på internettet.[141][142] Successen har også affødt en egentlig biografi over hans liv og virke, hvor de forskellige omstridte spørgsmål om hans karriere diskuteres indgående,[143], ligesom hans meritter omtales grundigt i to Agatha Christie - biografier.[144][145]

En af forklaringerne på Poirots fortsatte succes er Christies strategi med at anvende fortællerpositionen som det led i kompositionen, der hyppigt afleder læserens opmærksomhed fra den virkelige forbryder ved at skabe en emotionel forbindelse mellem læseren og den skyldige.[146] Læserens sympati for en person i en særlig position eller et offer for et svigt benytter Christie til at placere de afgørende hints om den pågældendes skyld i den løbende dialog.[147]

Successen underbygges af, at en seerafstemning har afsløret, at TV – serien i ITV om Poirot har kategorien "kvinder mellem 18 og 29 år" som de mest begejstrede tilhængere af den excentriske belgier. Teorier om, at han foretrækkes af "aldrende kvinder" kan derfor tilbagevises.[148]

Biografiske noter[redigér | redigér wikikode]

Kronologi[redigér | redigér wikikode]

Selv om Hercule Poirots nekrolog blev bragt i New York Times, opstår der en del problemer med at skabe orden og metode i den belgiske detektivs biografi. Bogudgivelserne dækker en periode på 55 år, men beskrivelserne af hans udseende og kondition tyder på, at han højst er blevet 40 år ældre fra han kom til England til sin død.[149] Hans fødselsår nævnes ikke i Christies beretninger om hans karriere, og derfor må dette konstrueres på baggrund af tolkninger af nogle meget sparsomme oplysninger om hans virke, før han flygtede til England. En af de mange teorier støtter sig til et indicium, der findes i Poirot Historier,[note 25] hvoraf det fremgår, at han var knap 40 år, da han forlod det belgiske politi. Dette skete mellem 1909, hvor han stadig arbejdede i Belgien og 1916, hvor han ankom til England.[12] Ud fra disse oplysninger er han derfor født ca. 1870, og da hans død blev kendt, måtte han derfor være over 100 år gammel. En anden teori tager udgangspunkt i hans formodede tilbagetrækningsalder som pensioneret fra det belgiske politikorps. På denne baggrund antages han at være født mellem 1849 og 1854.[53] I Ellezelles, hvor han formodes at være født, findes et dokument i bystyrets arkiver, hvoraf det fremgår, at han er født den 1. april 1850.[150] Manuskriptet til Tæppefald er skrevet omkring 2. verdenskrigs udbrud, så forklaringen på hans usædvanligt høje alder, da denne bog udkom i 1975, kan være, at Christie har udsat sin beretning om dødsfaldet i ca. 35 år for i mellemtiden at kunne publicere de sager, der endnu ikke var udgivet.[37]

Rækkefølgen af de sager, han er involveret i, er heller ikke helt nem at dokumentere. Faste holdepunkter er De låsede døre, som foregår under 1. verdenskrig og Fine sko med spænder, hvor den engelske nazistiske bevægelse nævnes, ligesom det er klart, at England er i overhængende fare for at blive involveret i en storkrig, som må være 2. verdenskrig. Et andet fast holdepunkt er, at handlingen i De fire store finder sted året før begivenhederne i Hvem dræbte?[17]

De fleste beretninger om Poirots rejser til Mellemøsten er udgivet i 1930’erne. Men der er indicier, der peger på, at han muligvis har foretaget disse rejser tidligere. Da han involveres i sagen om Mordet i Orientekspressen er han angiveligt på vej hjem fra Syrien, hvor han har hjulpet den franske regering med at løse et lille problem.[151] Syrien var efter 1. verdenskrig kommet under et fransk mandatstyre, der blev udsat for et drusisk oprør i 1925, som først fandt en politisk løsning i 1936. Fra Syrien skulle Poirot egentlig til Istanbul, men blev forhindret af snevejr på Balkan. Mord i ørkenen[27] foregår i Irak kort tid efter, at han løste en militær skandale i Syrien. Da han næppe har været involveret i to forskellige skandaler på samme lokalitet, tyder disse oplysninger på, at han rejste fra Syrien via Istanbul til Irak.[152] Set i lyset af, at Poirot efter sin tilbagetrækning var utilbøjelig til at tage på længere rejser, er det sandsynligt, at Døden på Nilen.[28] og Stævnemøde med døden,[153], der udspiller sig i Petra ligeledes kan være sager fra samme periode, som han påtog sig, fordi han var i nærheden af gerningsstedet.[note 26] En yderligere brik til dette puslespil findes i Mord i ørkenen, udgivet i 1936, hvor det nævnes, at rejsen med Orientekspressen foregik ca. 4 år tidligere.[26]

En "triviel" forklaring på, at Poirot i en formentlig høj alder pludselig foretager lange rejser til fjerntliggende egne, kan være, at Christie i 1930' erne efter at have indgået ægteskab med Max Mallowan, fulgte ægtefællen til udgravninger i Mellemøsten og Egypten. På disse rejser skrev hun bl.a. Døden på Nilen, ligesom bøgerne Mord i ørkenen og Stævnemøde med døden fra hhv. 1936 og 1938 både er mordgåder og beskrivelser af livet blandt arkæologer under en udgravning.[154]

Hertil kan føjes, at adskillige krydsreferencer i bøgerne kan benyttes til at skabe en vis systematik i rækkefølgen. I Mord for åbent tæppe [21] udtrykker Poirot sin misfornøjelse med at have trukket sig tilbage, så det er antagelig hans første sag efter opklaringen af mordet på Roger Ackroyd. Af Døden lurer[155] fremgår det, at hændelserne i St. Loo udspiller sig året efter hans rejse med Det blå tog. Mrs. Van Schuyler omtaler Rufus van Aldin, som engagerede Poirot til at opklare drabet i det pågældende tog.[156]. ABC Mordene[157] foregår i efteråret 1935. I Stumt vidne afslører Poirot opklaringen af hele fire tidligere sager,[158] og i Katten i dueslaget nævner en af personerne, at Poirot kender hendes tante fra sagen, der beskrives i Dommen er afsagt[63]

Inspirationskilder[redigér | redigér wikikode]

Poirots navn leder opmærksomheden hen på to andre fiktive detektiver, som blev skabt kort før 1. Verdenskrig. Marie Belloc Lowndes Hercule Popeau og Frank Howel Evans' Monsieur Poiret, en tidligere belgisk politofficer, der boede i London. Ingen af disse har i modsætning til Hercule Poirot opnået længerevarende popularitet.[159] Også A. E. W. Masons fiktive detektiv fra det franske politikorps Sûreté, Inspector Hanaud, som først optrådte i 1910 i romanen At the Villa Rose har formentlig inspireret Christie til at skabe en fransktalende detektiv.

Poirot på film og TV[redigér | redigér wikikode]

Film[redigér | redigér wikikode]

Peter Ustinov har spillet rollen som Poirot seks gange i filmatiseringer af den belgiske detektiv:

Mens de første tre foregik omtrent på samme tidspunkt, som i de bøger, der var forlæg, var de sidste tre flyttet fra henholdsvis 1930’erne og 1950’erne til tiden, hvor de blev optaget, hvilket bl.a. ses af de telefoner og bilmodeller, der benyttes.

Lord Edgware Dies havde Faye Dunaway i den kvindelige hovedrolle og David Suchet i rollen som James Japp, blot fire år før Suchet begyndte at optræde som Poirot. Sin rolle som Japp har han selv betegnet som den “formentlig værste optræden i min karriere".[160]

Af andre skuespillere, der har spillet Poirot i film kan nævnes Albert Finney, Ian Holm og Alfred Molina.

TV - indspilninger[redigér | redigér wikikode]

Logoet til TV - serien med David Suchet som Hercule Poirot

I den populære serie Agatha Christie's Poirot er der fra 1989 til 2013 i alt indspillet 75 episoder[161], hvor David Suchet spiller rollen som Hercule Poirot. Serien er især i de tidligst udsendte afsnit meget trofast over for de originale plot, men i enkelte tilfælde er væsentlige pointer udeladt. I en enkelt episode er en person, der var koldblodig morder i Christies originale udformning, helt uskyldig.[162]. En af Christies absolut korteste noveller, Hvepsereden, (en: Wasp’s Nest) er udbygget med flere personer og en række begivenheder, som ikke findes i novellen. Plottet og pointen er dog identisk med forlægget.[note 27] David Suchet er i serien meget omhyggelig med i adfærd og påklædning at være tro mod Christies beskrivelse af sin detektiv. Suchet har fortalt, at han forberedte sig på rollen ved at gennemlæse samtlige romaner og noveller om Poirot og nedskrev alt af interesse. Notaterne lå fremme, hver gang han øvede sig på rollen, således at han kunne kopiere hver detalje i Christies beskrivelse af sin detektiv.[163][164][165]

Efter 25 år som Poirot udtalte David Suchet under indspilningerne til Tæppefald sin sorg over det endelige farvel til en karakter, som han havde elsket at spille rollen som:

Poirots død var slutningen på en lang rejse for mig. I havde altid ønsket at spille rollen som Dame Agathas virkelige Poirot [...] Han var for mig ligeså ægte som han havde været for hende: en stor detektiv, en bemærkelsesværdig mand, skønt, nu og da, en smule irriterende. Jeg lader tankerne løbe tilbage til Poirots sidste ord i scenen lige før han dør. Dette Cher ami var ikke blot en bemærkning til Hastings. Det var mit farvel til min kære, kære ven Poirot. Jeg sagde også farvel til ham — og jeg gjorde det af hele mit hjerte.

[166]

Imdb er serien som helhed højt rangeret (gennemsnit 8.6)[167] De højst vurderede enkeltafsnit er:

  • Curtain: Poirot's Last Case:8.7
  • The ABC Murders 8.5
  • The Labours of Hercules 8.3
  • Five Little Pigs 8.2
  • The Chocolate Box 8.2
  • Elephants Can Remember 8.2
  • Hercule Poirot's Christmas 8.1
  • The Yellow Iris 8.1
  • Dead Man's Folly 8.1
  • Peril at End House 8.1

Agatha Christie's Hercule Poirot blev valgt som bedste TV - krimiserie, og Agatha Christie blev valgt til bedste krimiforfatter i det 20. århundrede af Boucheron.[168][note 28]

Teaterstykker[redigér | redigér wikikode]

Poirot optræder som detektiv i en dramatisering af Hvem dræbte, som teaterstykke omdøbt til Alibi. Han har også rollen som efterforsker i det originale teaterstykke Black Coffee (1930). Nogle af romanerne, bl.a. Kortene på bordet og Døden på Nilen er ligeledes omskrevet for teateret, men uden Poirot på rollelisten. Christie selv mente, at han var for vanskelig at omplante til scenen.[169]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller af Christie. To af romanerne, De fire store og Hercule Poirots Mesterstykker består af flere forskellige plots, som er kædet sammen i en løs, fælles struktur og kan derfor også læses som noveller. Fem noveller har en længde, som svarer til den engelske betegnelse "novella", dvs. en længde på 80-100 normalsider. Af disse er plottet i Trekanten på Rhodos identisk med forløbet i Solen var vidne, ligesom Gule Iris er blevet udvidet til en roman, dog uden Poirot som detektiv.[170]. Også Det blå tog har en novelle, Plymouth - ekspressen som direkte forlæg, men som i Solen var vidne har personerne andre navne.

I 2013 blev der med tilladelse fra Christie -selskabet udgivet endnu en Poirot - roman The Monogram Murders, skrevet af Sophie Hannah og oversat til dansk med titlen Monogram-mordene. Den foregår i 1929 og sagen er formentlig blevet "glemt" af Christie. Den danske udgave fra 2014 fik fine anmeldelser.[171]

Alle Agatha Christies romaner og de fleste noveller med Poirot som detektiven er udkommet på dansk. En del af de ældste er udgivet af Hasselbalch i perioden 1925-1938. Andre er udgivet af Carit Andersens Forlag i nummereret rækkefølge, men ikke i kronologisk orden.[172] Nogle findes i denne serie i forskellige udgaver. Forum Krimi og Peter Asschenfeldts nye Forlag samt dettes bogklub har videreført udgivelserne, heraf nogle med ny dansk titel. I tabellen er årstallet for den danske udgivelse så vidt muligt førsteudgavens udgivelsesår, men hvor denne ikke har kunnet opspores er Carit Andersens series nummerering anvendt. Dette er i givet fald anført som en note ved de respektive udgivelser.

Udgivelsesår (engelsk) Titel på engelsk Titel på dansk Dansk udgivelsesår Dansk forlag
1920 The Mysterious Affair at Styles De låsede Døre 1954 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 36
1923 Murder on the Links Den åbne Grav 1925 Carit Andersens Forlag (Omnibusserien)
1924 Poirot Investigates[173] Poirot Historier 1973 Forum Krimi
1926 The Murder of Roger Ackroyd Hvem dræbte? 1961 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.8
1927 The Big Four De fire store 1963 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 19
1928 The Mystery of the Blue Train Det blå Tog 1952 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 20
1932 Peril at End House Døden lurer 1960 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 2
1933 Lord Edgware Dies Tretten til Bords 1962 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 17
1934 Murder on the Orient Express Mordet i Orient Ekspressen 1960 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 1
1935 Three Act Tragedy Mord for Åbent Tæppe 1961 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 10
1935 Death in the Clouds Døden i Skyerne 1961 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 4
1935 The A.B.C. Murders ABC Mordene 1960 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 3
1936 Murder in Mesopotamia' Mord i Ørkenen 1963 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 23
1936 Cards on the Table Kortene på bordet 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 38
1937 Dumb Witness Stumt vidne 1961 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 11
1937 Death on the Nile Døden på Nilen 1961 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.7
1937: Murder in the Mews[173] Mord i Smøgen 1972 Forum Krimi
1938: Appointment with Death Stævnemøde med døden 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.28
1938: Hercule Poirot's Christmas En af mine sønner[174] 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 42
1940: Sad Cypress Var hun uskyldig?[175] 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 35
1940: One, Two, Buckle my Shoe Fine sko med spænder 1959 [note 29] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 45
1941: Evil Under the Sun Solen var vidne[176] 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 34
1942: Five Little Pigs Seksten år Efter[177] 1961[178] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 27
1946: The Hollow Hollow-mysteriet 1961[179] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 25
1947: The Labours of Hercules[173] Hercule Poirots Mesterstykker 1957 Carit Andersen (Omnibusserien)
1948: Taken at the Flood Den døde vender tilbage[180] 1966 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr. 52
1952: Mrs. McGinty's Dead Dommen er afsagt 1964 Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.37
1953: After the Funeral Blev han myrdet?[181] 1961[182] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.15
1955: Hickory, Dickory, Dock Huset i Hickory Road 1965[183] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.46
1956: Dead Man's Folly Dødens Tempel 1965[184] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.44
1959: Cat Among the Pigeons Katten i dueslaget 1965[185] Carit Andersens Forlag "De trestjernede”, nr.50
1960: The Adventure of the Christmas Pudding[186] Agatha Christies bedste Kriminalhistorier 1971 Forum Krimi
1963: The Clocks Tretten minutter over fire[187] 1973 Forum Krimi
1966: Third Girl' Den tredie pige 1966 Forum Krimi
1969: Hallowe'en Party Det forkerte vidne 1970 Forum Krimi
1972: Elephants Can Remember Elefanter glemmer aldrig 1973 Forum Krimi
1974: Poirot's Early Cases[186] Gule iris er en næsten tilsvarende samling af de tidlige noveller 1972 Forum Krimi
1975: Curtain: Poirot's last Case Tæppefald 1976 Forum Krimi

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Barnard, Robert (1980), A Talent to Decieve, London: Fontana/Collins 
  • Christie, Agatha (1977). Agatha Christie: An Autobiography. New York: Dodd, Mead & Company. ISBN 0396075169. 
  • Hart, Anne (2004), Agatha Christie's Poirot: The Life and Times of Hercule Poirot, London: Harper and Collins 
  • Osborne, Charles (1982), The Life and Crimes of Agatha Christie, London: Collins 
  • Peterson, H. C. (1939). Propaganda for War: The Campaign against American Neutrality, 1914-1917. Norman: University of Oklahoma Press.
  • Wilson, Edmund.(1945) Who Cares Who Killed Roger Ackroyd? The New Yorker. 20. januar 1945. Optrykt i: Classics and Commercials New York (1950)
  • Wilson, Edmund.(1950) Why Do People Read Detective Stories?,. I: Classics and Commercials, New York

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Hans nationalitet valgte Christie i sympati med de belgiske ofre for den tyske besættelse af landet under 1. verdenskrig, jf. H. C. Peterson (1939).
  2. Denne viste sig at være midlertidig, for flere gange i løbet af senere opklaringsprocesser henviser han til denne tilbagetræknings midlertidige karakter
  3. Det er den første af mange udenlandsrejser, hvor Poirot involveres i en mordsag undervejs.
  4. I modsætning til mange andre detaljer om Poirots karriereforløb kan flytningen fastlægges ret præcist. I den første af romanerne, der blev udgivet i 1935,Mord for åbent tæppe, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 10, bor Poirot i en suite på Ritz. I juli måned 1935 er Hastings på forretningsrejse til England, jf. ABC Mordene, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3), og på dette tidspunkt er Poirot flyttet til sin nye lejlighed,
  5. Oversat fra den engelske udgave, idet den danske udgave på enkelte punkter er ændret vedrørende disse oplysninger. Beskrivelsen bekræftes bl.a. i forordet til Mordet i Orientekspressen.
  6. Dette bemærker Hastings allerede i første kapitel af ABC Mordene, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3)
  7. Indledningen til kapitel to i Tæppefald er en minutiøs gennemgang af Poirots "alderssvækkelse".
  8. Bl.a. nævner han selv, at mordgåderne i Døden lurer og Kortene på bordet er sådanne sager
  9. Tydeligst i Tretten til bords, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede"), nr. 17 og Fine sko med spænder, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede"), nr. 45
  10. Jf. slutningen på Mordet i Orientekspressen og Den døde vender tilbage.
  11. Det fremgår tydeligt af De fire store, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19), Det blå tog, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 20) og Tretten til bords, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 17)
  12. Tydeligst i Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2) hvor de mistænkte er en noget broget kreds.
  13. Fx. i Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4) og Hollow-mysteriet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.25.
  14. F.eks. i de afsluttende kapitler af Døden lurer , Døden i skyerne og Den døde vender tilbage.
  15. Jf. menuen ved den frokost, de indtager i slutningen af Mord i smøgen
  16. I Den døde vender tilbage og Dommen er afsagt
  17. I første kapitel af Døden i skyerne nævnes det, at hans flyskræk er forårsaget af problemer med maven. Søsygen nævnes i adskillige romaner og noveller.
  18. Udtrykkes ved to fraser: "orden og metode" og "mine små, grå celler"
  19. Jf. Mrs. Olivers ”morderjagt” i Dødens tempel.
  20. Sammenlign f.eks. ABC mordene, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3), kapitel 3 med opklaringen af Mord i smøgen, Forum Krimi 1972.
  21. Udeladelser af navne og steder er for at undgå at afsløre forbryderens identitet.
  22. Charles Osborne (1982), s. 85 finder, at denne roman ” er et af de fineste og mest originale eksempler på krimi-fiktion".
  23. I sin selvbiografi understreger Christie flere gange sin lede ved Poirot, jf. Christie (1977)
  24. Ackroyd er offeret i Hvem dræbte?
  25. I novellen Chokoladeæsken (Originaltitel "The Chocolate Box")
  26. Biografierne antager, at Mordet i Orientekspressen er inspireret af kidnapningen af og drabet på Charles Lindberghs barn i 1932. Denne tese placerer Poirots rejse til Mellemøsten efter denne tragiske hændelse, og jf. udgivelsestidspunktet før 1934. Mod denne antagelse kan indvendes, at ’’rigtige’’ mordere har kopieret andre Agatha Christie – plots, fx ABC-mordene, så det er muligt, at ”alt er vendt på hovedet” også i denne sag. Det vil være noget nemmere at skabe en troværdig kronologi, hvis dette i stedet foregik i 1925
  27. Episoden er indspillet i 1991, se: "Agatha Christie: Poirot" Wasps' Nest (1991)Internet Movie Database (Engelsk)
  28. De øvrige nominerede var Raymond Chandler, Dashiell Hammett, Dorothy Sayers og Rex Stout. Den 31. World Mystery Convention blev afholdt i Denver 7.- 10. september 2000.
  29. 1. udgaven på dansk er ikke bekræftet. I ”de trestjernede” er den udkommet i 1964

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. I TV -serien 2013
  2. "Hercule Poirot Is Dead" (på engelsk). The New York Times. 6. august, 1975. Hentet 2015-07-23. 
  3. De fire store, kapitel 16
  4. Hart 2004, s. 4
  5. Hart 2004, s. 5
  6. Hart 2004, s. 6f.
  7. Hart 2004, s. 7
  8. Det fremgår af en af novellerne i Gule iris, Forum, København 1971
  9. Døden lurer (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 137)
  10. Hart 2004, s. 10
  11. Kapitel 7 i De låsede døre, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 86
  12. 12,0 12,1 Osborne 1982, s. 16
  13. I en enkelt roman, Den åbne Grav,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 5), samt en samling noveller
  14. Hvem dræbte?, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8)
  15. Osborne 1982, s. 44
  16. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19),
  17. 17,0 17,1 Hart 2004, s. 166
  18. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 20),
  19. Døden lurer,,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s.9
  20. Hart 2004, s. 49
  21. 21,0 21,1 Mord for åbent tæppe, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 10, 1. kapitel
  22. Døden på Nilen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 7, s. 133
  23. 23,0 23,1 Hollow-mysteriet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 25, s. 71
  24. Hart 2004, s. 179
  25. 25,0 25,1 Osborne 1982, s. 87
  26. 26,0 26,1 Osborne 1982, s. 91
  27. 27,0 27,1 (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 23)
  28. 28,0 28,1 (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.7)
  29. Barnard 1980, s. 84
  30. Hart 2004, s. 271
  31. >(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27)
  32. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37)
  33. Forum Krimi, København 1972
  34. Seksten år efter, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 28
  35. Den tredie pige, kapitel 1, Forum Krimi, 1964
  36. Tæppefald, efterskrift, Forum Krimi 1976
  37. 37,0 37,1 Hart 2004, s. 9ff.
  38. De låsede døre,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 21
  39. Dødens tempel, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 38
  40. En af mine sønner, (1969) Carit Andersens Forlag "De trestjernede", s. 122
  41. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 176
  42. De låsede døre, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 54
  43. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 128
  44. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 18
  45. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 30 og 34
  46. Seksten år efter, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 55
  47. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 126
  48. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 104.
  49. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 6
  50. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 32.
  51. Hart 2004, s. 118
  52. Kortene på bordet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 38, s. 66)
  53. 53,0 53,1 Hart 2004, s. 3
  54. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 120.
  55. Hart 2004, s. 181
  56. Hart 2004, s. 185
  57. Hart 2004, s. 184
  58. 58,0 58,1 58,2 58,3 Hart 2004, s. 187
  59. Hart 2004, s. 182
  60. Poirot og den umulige forbrydelse i Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 121
  61. Hart 2004, s. 43
  62. Hart 2004, s. 183
  63. 63,0 63,1 63,2 Hart 2004, s. 103
  64. Døden på Nilen, s. 16)
  65. Seksten år efter,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 150
  66. Jf. fx Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 6
  67. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37, s. 6
  68. Hart 2004, s. 28
  69. Hart 2004, s. 255
  70. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 156
  71. Tretten til bords, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 17), afsluttende kapitel)
  72. Den døde vender tilbage, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 52),s. 132
  73. Den døde vender tilbage, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 52),s. 133
  74. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s.109
  75. Barnard 1980, s. 54
  76. 76,0 76,1 Hollow-mysteriet, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.25, s. 186
  77. Barnard 1980, s. 52f.
  78. Seksten år efter , (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 87
  79. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19)
  80. Osborne 1982, s. 194
  81. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 202.
  82. Hollow-mysteriet,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 187f.
  83. I novellen: The Adventure of the Christmas Pudding
  84. Hart 2004, s. 131
  85. Hvem dræbte?, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8).
  86. For en detaljeret beskrivelse af venskabet, se ref>Hart 2004, s. 155-170
  87. Kortene på bordet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 38)
  88. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972
  89. Fine sko med spænder
  90. Hart 2004, s. 217
  91. 91,0 91,1 Hart 2004, s. 247
  92. Tretten minutter over fire, s. 94
  93. I Kortene på bordet
  94. I Døden på Nilen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 7)
  95. Hart 2004, s. 229
  96. Det blå tog, s. 23)
  97. Hart 2004, s. 224 f.
  98. Hart 2004, s. 31
  99. Mordet i Orientekspressen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 1), s. 1
  100. Det blå tog,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede"), nr. 20, s. 188
  101. Hart 2004, s. 202
  102. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37, s. 104
  103. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4, s. 55)
  104. Hart 2004, s. 201
  105. Døden lurer,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2) s. 7.
  106. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37) s. 5.
  107. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 71
  108. Tretten minutter over fire, Forum Krimi 1971, s. 91.
  109. Mordet i Orientekspressen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 1), s. 7
  110. Blev han myrdet?,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede"), nr. 53, s. 99
  111. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8)
  112. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4, s.121.
  113. Den døde vender tilbage, s. 182
  114. De låsede døre, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.36)
  115. Dødens tempel', Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44)
  116. Hart 2004, s. 7f.
  117. 117,0 117,1 Hart 2004, s. 276
  118. Mord for åbent tæppe, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 10, afsluttende kapitel.
  119. Tretten minutter over fire, Forum Krimi 1971, s. 98.
  120. Barnard 1980, s. 75
  121. Hart 2004, s. 281
  122. jf.Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 145
  123. En af mine sønner, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 42), s. 179
  124. 124,0 124,1 Den døde vender tilbage, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 49), s. 181
  125. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 192
  126. Barnard (1980), s. 114 f.
  127. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37) s. 185.
  128. Blev han myrdet?, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede"), s. 184
  129. En af mine sønner, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 42), s. 178
  130. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 38)
  131. I: Mordet i tårnværelset, Forum Krimi 1972
  132. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 34)
  133. Osborne 1982, s. 105
  134. Osborne (1982), s. 119
  135. 135,0 135,1 Willis, Chris (16 July 2001). "Agatha Christie (1890–1976)". The Literary Encyclopedia (The Literary Dictionary Company). Hentet 10 June 2013. 
  136. Barnard 1980, s. 116
  137. Osborne 1982, s. 64
  138. (Wilson (a) (1950)
  139. Wilson (1945)
  140. ">Barnard 1980, s. 2
  141. Hercule Poirot Central
  142. Fanclub.com/Poirot
  143. Hart 2004
  144. Osborne 1982
  145. Barnard 1980
  146. Barnard 1980, s. 55
  147. Barnard 1980, s. 66
  148. Imdb brugerafstemning
  149. Hart 2004, s. 9f.
  150. Ellezelles Poirot historie
  151. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 1), s. 1
  152. Osborne 1982, s. 90
  153. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.28)
  154. Charles Osborne (1982) s. 90; s. 105)
  155. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s.5
  156. Døden på Nilen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.7, s. 116)
  157. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3)
  158. Osborne 1982, s. 103
  159. Willis, Chris. Agatha Christie (1890–1976). London Metropolitan University. Hentet 4. februar, 2015. 
  160. Suchet, David, "Interview", S trand mag .
  161. Agatha Christie: Poirot (1989)Internet Movie Database (Engelsk); Serien har været sendt på DR1 med genudsendelser i 2009 og 2010, samt 2013 og 2014
  162. I episoden Kortene på bordet
  163. "The Actor Behind Popular `Poirot'"The Christian Science Monitor. Interview ved Dillin, John – 25. marts 1992.
  164. "Award-winning actor David Suchet plays Robert Maxwell in a gripping account of the dramatic final stage of the media tycoon's life" - Interview ved Dudley, Jane.BBC.
  165. "Inside the mind of a media monster" – The Yorkshire Post. Interview ved Dudley, Jane, 27. april 2007.
  166. Henry Chu (19. juli 2013). David Suchet bids farewell to Agatha Christie's Poirot - Los Angeles Times. Articles.latimes.com. Hentet 17. november 2013. 
  167. Hercule Poirot -Episodes high rated
  168. Walker, Tom, "Mystery writers shine light on best: Bouchercon 2000 convention honors authors"; The Denver Post, 10. september 2000.
  169. Osborne 1982, s. 98
  170. Var det mord?, Forum Krimi 1972
  171. Anmeldelse af Monogram-mordene af Sophie Hannah på Litteratursiden.dk
  172. Carit Andersens Forlag "De trestjernede”
  173. 173,0 173,1 173,2 novellesamling
  174. Senere udgivet med titlen Hercule Poirots jul
  175. Senere udgivet med titlen Dyster cypres
  176. Senere udgaver med titlen Mord i solen
  177. Senere udgaver med titlen Fem små grise
  178. Angivet udgave fra 1945 kan ikke efterspores
  179. Angivet udgave fra 1951 kan ikke efterspores
  180. Senere udgaver med titlen Ebbe og flod
  181. Senere udgaver med titlen barsk begravelse
  182. Udgave fra 1955 kan ikke efterspores
  183. Udgave fra 1959 kan ikke efterspores
  184. Udgave fra 1958 kan ikke efterspores
  185. Udgave fra 1960 kan ikke efterspores
  186. 186,0 186,1 Novellesamling
  187. Senere udgaver med titlen Viseren peger på mord

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: