Oskar af Preussen
| Oskar af Preussen | |
|---|---|
.jpg) Prins Oskar som officer, ca. 1913 | |
| Prins af Preussen | |
| Ægtefælle | Ina Marie von Bassewitz (g. 1914–58) |
| Børn |
|
| Fulde navn | Oskar Karl Gustav Adolf |
| Hus | Huset Hohenzollern |
| Far | Wilhelm II af Tyskland |
| Mor | Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg |
| Født | 27. juli 1888 Marmorpalais, Potsdam, Kongeriget Preussen, Tyske Kejserrige |
| Død | 27. januar 1958 (69 år) München, Bayern, Vesttyskland |
| Hvilested | Burg Hohenzollern, Hechingen, Baden-Württemberg, Tyskland |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1913 |
Prins Oskar af Preussen (Oskar Karl Gustav Adolf) (27. juli 1888 – 27. januar 1958) var en tysk prins af Preussen, der var en yngre søn af Tysklands sidste kejser, Wilhelm II og dennes hustru Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg.
Prins Oskar blev uddannet som officer og deltog i Første Verdenskrig. Efter afskaffelsen af monarkierne i Tyskland ved Novemberrevolutionen i 1918 var han under Weimarrepublikken aktiv i monarkistiske kredse og i den paramilitære organisation Stahlhelm. Fra 1932 var han medlem af bestyrelsen for det nationalkonservative parti Deutschnationale Volkspartei. I 1927 blev Prins Oskar desuden stormester i Johanniterordenen, en position han beholdt resten af livet. I starten af Anden Verdenskrig blev han generalmajor i Værnemagten, men gjorde aldrig aktiv tjeneste, da den nazistiske ledelse ikke anså ham for at være pålidelig nok, da han aldrig havde sympatiseret med de nationalsocialistiske idealer.[1]
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Tidlige liv
[redigér | rediger kildetekst]Fødsel og familie
[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikel: Huset Hohenzollern
Prins Oskar af Preussen blev født den 27. juli 1888 som det femte af de syv børn, der blev født i ægteskabet mellem Tysklands kejser, Wilhelm II, og dennes første hustru Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Han blev født i det såkaldte Trekejserår, kun en måned efter at hans 29-årige far var blevet tysk kejser og konge af Preussen. Han kom til verden i sine forældres daværende residens, det nyklassicistiske Marmorpalais i slotsparken Neuer Garten i den nordlige del af byen Potsdam i Provinsen Brandenburg sydvest for Berlin.[1]
I overensstemmelse med den preussiske kongefamilies traditioner blev den nyfødte prins døbt i den lutherske tro i slotskirken i de tyske kejseres og preussiske kongers hovedresidens, Det Kongelige Slot på øen Spreeinsel i det historiske centrum af Berlin, Det Tyske Kejserriges og Kongeriget Preussens daværende hovedstad. Han blev opkaldt efter kong Oskar 2. af Sverige og Norge, der også var hans gudfar.[1]
Prins Oskar havde ved fødslen fire ældre søskende, Kronprins Wilhelm (der som den ældste søn var udset til at efterfølge deres far som tysk kejser), Prins Eitel Friedrich, Prins Adalbert og Prins August Wilhelm. Han fik senere to yngre søskende, Prins Joachim og den eneste pige i børneflokken Prinsesse Viktoria Luise.
I 1902 opkaldte det hamborgske rederi Hamburg-Amerika Linie passagerdampskibet S/S Prinz Oskar, der sammen med søsterskibet S/S Prinz Adalbert var blevet bygget på skibsværftet Bremer Vulkan i Bremen-Vegesack til at sejle på linjerne mellem Middelhavet og Sydamerika, efter prins Oskar.[2]
Opvækst og uddannelse
[redigér | rediger kildetekst].jpg)
Prins Oskar tilbragte sin barndom og ungdom i sine forældres residens i barokslottet Neues Palais i den vestlige del af Sanssoucis slotspark ved Potsdam. Der voksede han op med sine søskende i en kølig militaristisk atmosfære i preussisk ånd, der blev forstærket af den generelle strenghed kejseren udviste overfor sine sønner. Som en prins fra Huset Hohenzollern blev det i overensstemmelse med familiens traditioner forventet, at han fik en militæruddannelse og gjorde karriere som officer. Som alle preussiske prinser blev han allerede på sin 10-års fødselsdag i 1898 udnævnt til løjtnant i det 1. Garderegiment til fods, et infanteriregiment der havde den højeste rang blandt regimenterne i den preussiske hær, og som var kongerne af Preussens livregiment.
Ligesom sine fem brødre tilbragte Prins Oskar sin skoletid i det såkaldte Prinzenhaus, et tidligere lystslot i Plön Slots park ved byen Plön i den dengang preussiske provins Slesvig-Holsten.[1] Det var blevet indrettet til uddannelsessted for kejserens sønner, og fungerede som både bolig- og skolebygning for prinserne. På den såkaldte Prinzeninsel i den nærliggende Großer Plöner See blev der opført en uddannelsesbondegård, hvor prinserne kunne lære om landbrug, og nedenfor Plön Slot blev der bygget en særlig jernbanestation til brug for den kejserlige familie, kaldet Prinzenstation. Selvom enkelte andre børn blev udvalgt til at være klassekammerater med prinserne, var tættere kontakt med andre børn ikke ønsket, og området omkring Prinzenhaus forblev afspærret af sikkerhedsmæssige årsager.
Prins Oskar kom i nyhederne i 1902, da han under udøvelse af redskabsgymnastik brækkede kravebenet efter et fald fra reck.[3] Efter at have færdiggjort sin gymnasiale uddannelse i Prinzenhaus med den afsluttende Abitur-eksamen (svarende til en studentereksamen), fortsatte han sin uddannelse på krigsskolen på Brauhausberg i Potsdam, hvor han aflagde sin officerseksamen i 1906. Derefter læste han retsvidenskab og statskundskab på Universitetet i Bonn.[1] Herefter var han for en tid ansat på Krigsakademiet og vendte fra maj 1913 tilbage til aktiv tjeneste som kaptajn og kompagnichef i det 1. Garderegiment til fods.
Allerede i en ung alder var han præget af en romantisk tankegang, og et medlem af det kejserlige hof skrev senere om ham: "han udviser altid en romantisk måde at tænke på."[4]
Ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]
I 1914 indgik Prins Oskar et morganatisk ægteskab med den jævnaldrende Grevinde Ina Maria von Bassewitz. Prins Oskar havde i flere år ønsket at gifte sig med grevinden, der havde været en af hans mors hofdamer. Derigennem havde hun mødt Prins Oskar, og der havde straks udviklet sig en gensidig tiltrækning mellem dem.[5] Grevinden var "en klog, elskværdig kvinde med imponerende mentale og følelsesmæssige egenskaber."[4] Men selvom Ina Maries familie var en af de ældste adelsslægter i Mecklenburg, var den ikke kongelig og blev derfor ikke anset for jævnbyrdig med huset Hohenzollern. Da Kejser Wilhelm opdagede sin søns interesse for grevinden, fik han hende hurtigt afskediget som hofdame og sendt hjem til sine forældre. Prins Oskar holdt dog stadig kontakt med grevinden og erklærede mod sin fars vilje, at han stadig havde til hensigt at gifte sig med hende. Kejser Wilhelm tøvede derefter i næsten to år, før han endelig gav sit samtykke til ægteskabet.[1]
Parret blev forlovet blot et par måneder før brylluppet, og forlovelsen blev officielt kundgjort den 26. maj 1914.[5] Brylluppet blev afholdt den 31. juli 1914 på Schloss Bellevue ved floden Spree i den nordlige ende af Tiergarten i Berlin.[1] Da brylluppet fandt sted samtidig med udbruddet af Første Verdenskrig, blev det afholdt som et typisk krigsbryllup uden den store festivitas. I ægteskabet blev der født tre sønner og en datter, som ikke var arvefølgeberettigede ifølge Huset Hohenzollerns huslov. Derfor bar mor og børn titlerne grevinde og greve von Ruppin, hvad der først blev ændret med ændringen af husloven i 1920.
Første Verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst]Deltagelse i krigen
[redigér | rediger kildetekst] Uddybende artikel: Første Verdenskrig
Ligeledes i juli 1914 brød Første Verdenskrig ud. Prins Oskar deltog i krigen som officer og var chef for grenader-regimentet „König Wilhelm I.“ som dets oberst.[1] Det fremtidige flyver-es Manfred von Richthofen, bedre kendt som den røde baron, var vidne til angrebet på byen Virton i Belgien den 22. august 1914 og skrev om Prins Oskars tapperhed og hans inspirerende lederskab foran sit regiment, da de gik i kamp.[6] For denne indsats modtog Prins Oskar Jernkorset af anden klasse.[7] En måned senere førte Prins Oskar ved Verdun igen sine mænd i et vellykket angreb ind i hård kamp og blev tildelt Jernkorset af første klasse.[8] Efter denne indsats kollapsede han dog med hjertekramper og måtte fjernes fra fronten. Han brugte en stor del af efteråret 1914 på at komme sig over, hvad der blev anført at være en hjertesygdom.
._(BildID_15727488).jpg)
Han vendte til sidst tilbage til felten i november 1914 og gjorde derefter tjeneste på Østfronten. Den 27. januar 1915 blev han forfremmet til oberstløjtnant, inden han blev såret igen i 1916.[9] Fra august 1918 var han kommandør for den 84. Landwehr Infanteri Brigade, som var sat ind i skyttegravskrigen i Lothringen. Efter Våbenstilstanden i Compiègne den 11. november 1918 blev han som oberst afskediget fra aktiv militærtjeneste.[10]
I begyndelsen af 1920'erne blev Prins Oskars navn nævnt på listen over medlemmer af generalstaben og kongefamilien, der blev anklaget for at have begået krigsforbrydelser under krigen. Derudover blev prinsen sammen med flere andre tyske fyrstelige kritiseret af pressen for at ansøge om, at Weimarrepublikken skulle betale hans regimentspension.[11]
Afskaffelsen af monarkiet
[redigér | rediger kildetekst] Uddybende artikel: Novemberrevolutionen
Umiddelbart før afslutningen af Første Verdenskrig, mistede Kejser Wilhelm hærens støtte og blev i lighed med de øvrige tyske fyrster tvunget til at abdicere, da monarkierne blev afskaffet i Tyskland ved Novemberrevolutionen i 1918. Han gik derefter i eksil i Nederlandene, hvor han boede til sin død i 1941.[12]
Prins Oskar modtog nyheden om sin fars abdikation og afskaffelsen af monarkiet i Potsdam, hvor han opholdt sig og nu skulle acceptere sin nye status som almindelig borger. Som udtryk for sin nedslåethed i ugerne efter Novemberrevolutionen gav han sin datter, der blev født i december 1918, navnet Herzeleide (dansk: Hjertesorg).[1]
Senere liv
[redigér | rediger kildetekst]Mellemkrigstiden
[redigér | rediger kildetekst]
Efter afskaffelsen af monarkierne i Tyskland ved Novemberrevolutionen i 1918 var han aktiv i monarkistiske kredse og i den paramilitære organisation Stahlhelm. Organisationen var i første række for krigsveteraner fra Første Verdenskrig, men den blev senere samlingssted for nazistiske elementer og modstandere mod Weimarrepublikken. Fra 1932 var han medlem af bestyrelsen for Deutschnationale Volkspartei (Det Tysknationale Folkeparti, DNVP), et nationalkonservativt politisk parti i den tyske Weimar-republik, der eksisterede fra 1918 til Hitlers magtovertagelse i 1933, og som blandt andet ønskede en genoprettelse af kejserdømmet og ophævelse af Versailles-freden.
I 1927 efterfulgte Prins Oskar sin storebror Prins Eitel Friedrich som stormester i Johanniterordenen, en position han beholdt resten af livet. Under hans ledelse blev institutionerne Johanniter-Hilfsgemeinschaft (1951) og Johanniter-Unfall-Hilfe (1952), der stadig eksisterer i dag, grundlagt. Det lykkedes ham også at forhindre nazisternes forsøg på at ødelægge ordenen.
Anden Verdenskrig
[redigér | rediger kildetekst]Efter udbruddet af Anden Verdenskrig blev han i 1940 udnævnt til generalmajor i Værnemagten,[1] men den nazistiske ledelse forhindrede dog Prins Oskar i at blive sendt til fronten. Han blev ikke anset for at være pålidelig nok, da prinsen aldrig havde sympatiseret med de nationalsocialistiske idealer. Da Hitler udstedte et dekret, det såkaldte Prinzenerlass, der forbød alle medlemmer af Tysklands tidligere fyrstelige familier at blive soldater, trak Prins Oskar sig permanent tilbage fra hæren. Hans ældste søn, Prins Oskar junior, blev derimod indkaldt og var blandt de første, der faldt under Felttoget mod Polen den 5. september 1939.
Den 12. april 1945, kun to dage før det massive luftangreb på hans hjemby Potsdam, som ødelagde mange historiske bygninger som Potsdamer Stadtschloss og Garnisonskirken, forlod prins Oskar som det sidste medlem af Hohenzollern-familien den tidligere preussiske residensby.[1]
Efterkrigstiden
[redigér | rediger kildetekst]Efter krigen fandt Prins Oskar og hans kone tilflugt i landsbyen Westerbrak i Landkreis Holzminden i Niedersachsen. I 1952 flyttede de ind i en lille lejlighed i Bonn, som Johanniterordenen stillede til rådighed for dem. Efter krigen gjorde Prins Oskar en stor indsats som ordensmester og forhandlede blandt andet med de allierede om tilbagelevering af de religiøse hospitaler. I midten af 1950'erne tvang helbredsproblemer dog prins Oskar til at trække sig tilbage fra samfundslivet. Den 27. januar 1958, på kejser Wilhelm 2.'s 99-års fødselsdag, døde kejserens sidste overlevende søn 69 år gammel af mavekræft på en klinik i München. Efter sit eget ønske blev han begravet ved siden af sin bror Kronprins Wilhelm på St. Michaels Bastionen på Burg Hohenzollern, slægten Hohenzollerns stamborg i Baden-Württemberg i Sydtyskland. Hans kone Ina Marie overlevede ham med 15 år og døde i 1973.[1]
Anetavle
[redigér | rediger kildetekst]Se også
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c d e f g h i j k l Kirschstein, Jörg (2003). "Oskar Prinz von Preussen". preussen.de (tysk). Haus Hohenzollern. Arkiveret fra originalen 22. maj 2015. Hentet 11. december 2012.
- ^ Kludas, Arnold (1996). Die Geschichte der deutschen Passagierschiffahrt 1850 bis 1990 (tysk). Augsburg: Weltbild. s. 124. ISBN 3-89350-821-X.
- ^ "Kaiser's Fifth Son Hurt". New York Times. 9. december 1902.
- ^ a b von Schwering, Axel (20. maj 2009) [1915]. "IV – A Royal Courtship". The Berlin Court Under William II (HTML) (engelsk). BiblioLife, LLC. s. 92. ISBN 978-1110340811. Hentet 30. juli 2010.
- ^ a b "Son of the Kaiser to wed a countess". The New York Times (engelsk). 27. maj 1914.
- ^ Kilduff, Peter (2007). The Life and Death of an Ace (engelsk). Cincinnati, Ohio: David & Charles, LTD. s. 34.
- ^ "Kaiser Decorates 2 Sons for Bravery". New York Times (engelsk). 26. august 1914.
- ^ "Von Der Horst Killed Leading His Troops" (PDF). New York Times (engelsk). 3. oktober 1914.
- ^ "Kaiser's Son Oscar is Wounded Again" (PDF). New York Times (engelsk). 8. februar 1916.
- ^ Stumpf, Reinhard (1982). Die Wehrmacht-Elite. Rang- und Herkunftsstruktur der deutschen Generale und Admirale 1933–1945. Militärgeschichtliche Studien (tysk). Boppard am Rhein: Harald Boldt Verlag. s. 90. ISBN 3-7646-1815-9.
- ^ "Princes Seek Pensions". New York Times (citeret fra Chicago Tribune) (engelsk). 29. august 1922.
- ^ Bouton, S. Miles (2017). And the Kaiser Abdicates: the German Revolution November 1918 – August 1919 (engelsk). Library of Alexandria. ISBN 9781465538109 – via Google Books.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- preussen.de – Huset Hohenzollerns officielle hjemmeside
 | Spire Denne artikel om en kongelig eller fyrstelig person er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |
 | Spire Denne biografi om en tysker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. | |