Viktor Frankl

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Viktor Frankl

Viktor Emil Frankl (26. marts 1905 i Wien, Østrig2. september 1997 i Wien) var professor i neurologi og psykiatri ved Medizinische Universität Wien, og grundlæggeren af dén "tredje wienerskole" indenfor psykoterapien, der kaldes logoterapi og eksistentiel psykoterapi.

Frankls hovedværk er bogen "Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager" (da. "Psykologi og eksistens"), hvor han med udgangspunkt i sine oplevelser som koncentrationslejrfange under 2. verdenskrig udvikler, og forklarer tanken og psykologien bag logoterapien.

Ved siden af Sigmund Freud (1856-1939) og Alfred Adler (1870-1937) har Viktor Frankl været toneangivende for udviklingen af psykoterapien og dens værktøjer i det 20. århundrede.


Biografi[redigér | redigér wikikode]

Viktor Frankl blev født 1905 af jødiske forældre fra Tjekkoslovakiet. Faderen Gabriel Frankl var regeringsembedsmand fra Mähren. Moderen Elsa Frankl (født Lion) kom fra Prag. Viktor Frankl fødtes som den mellemste i en søskendeflok på tre og havde en bror og en søster. Familien tilhørte Wiens bedre borgerskab, men havde nogle svære år i løbet 1. verdenskrig, og oplevede direkte fattigdom som følge af krigen.

Wien omkring år 1900

I gymnasie- og ungdomstiden var Viktor Frankl engageret i politisk arbejde for den lokale ungsocialistiske forening, Sozialistischen Mittelschüler Österreichs, hvor han i løbet af årene avancerede til leder. Det er angiveligt indtrykkene og erfaringerne herfra, der for alvor vakte Frankls interesse for psykologi.

Som hovedopgave i gymnasiet skrev Viktor Frankl et essay, "Die Psychologie des philosophischen Denkens", med udgangspunkt i den tyske filosof og forfatter Arthur Schopenhauer (1788-1860). Han fik i 1921 sin første artikel, "On the mimic movements of affirmation and negation", trykt i Internationale Zeitschrift für Psychoanalyse, og indledte en brevveksling med Sigmund Freud og Alfred Adler.

1923 begyndte Frankl at studere medicin ved Universität Wien, og specialiserede sig senere i neurologi og psykiatri. Han mødte i 1925 Freud, og erfarede, at hans egne teorier støttede sig mere til Alfred Adlers individualpsykologi end til Freuds psykoanalyse. Senere samme år publicerede han artiklen "Psychotherapie und Weltanschauung" i tidsskriftet Internationale Zeitschrift für Individualpsychologie.

I artiklen bevægede Frankl sig ud i grænselandet mellem psykoterapi og filosofi, og diskuterede værdier og mening. Året efter brugte han første gang begrebet logoterapi under en forelæsning, og han begyndte arbejdet med at udvikle sin gren af psykologien.

Viktor Frankl organiserede i 1928 og 1929 en række konsultationsklinikker i Wien og seks andre byer i Østrig, hvor man tilbød gratis rådgivning og hjælp til teenagere, samtidig arbejdede han ved den psykiatriske klinik ved Universität Wien. Året efter tog Frankl sin doktorgrad i medicin, og fortsatte de følgende år sine neurologiske studier.

Frankl var en tid tilknyttet Maria Theresien Schlössel, og fra 1933 til 1937 ledte han den såkaldte Selbstmörderpavillon (selvmordspavillonen), en afdeling for kvinder ved det psykiatriske hospital i Wien, hvor man årligt behandlede 3.000 klienter. Fra 1937 til 1940 praktiserede han privat psykoterapi fra egen klinik.

Krigsårene[redigér | redigér wikikode]

Viktor Frankl kom til Auschwitz i 1944, og fortsatte her arbejdet med "Ärztliche Seelsorge".

Den alvorlige situation i Europa gjorde, at Viktor Frankl i 1939 søgte og fik visum til USA. Af hensyn til sine forældre valgte Frankl dog at blive i Østrig, og visumet udløb. Fra 1940 til 1942 var han leder af det neurologiske afsnit ved Rothschild-Spitals hospitalet, der på dette tidspunkt var det eneste hospital i Wien, som tillod jødiske læger at arbejde.

Han begyndte at arbejde på afhandlingen "Ärztliche Seelsorge", og blev gift med Tilly Grossner i 1942. I september samme år blev Viktor Frankl sammen med sin kone, sin broder og sine forældre deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Frankl fik fangenr. 119.104. Han medbragte sit manuskript til "Ärztliche Seelsorge", og holdt det skjult indsyet i linningen på sit tøj.

I 1944 blev han flyttet til Auschwitz. I forbindelse med flytningen blev manuskriptet til "Ärztliche Seelsorge" opdaget og ødelagt. Denne hændelse fyldte, ifølge Frankl selv, ham med et brændende ønske om at overleve, så han kunne gense sin familie og færdiggøre afhandlingen. Viktor Frankl begyndte nu målrettet at rekonstruere manuskriptet efter hukommelsen på de stykker papir, det lykkes ham at få fat i. Senere blev han flyttet til Kaufering og Türklein, hvor arbejdet med manuskriptet fortsatte.

Viktor Frankl blev befriet af soldater fra den amerikanske hær den 27. april 1945.

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Frankls familie overlevede ikke koncentrationslejrene. Faderen døde i Theresienstadt. Viktor Frankls broder og moder døde i Auschwitz, og Frankls kone døde i Bergen-Belsen. Fra den nærmeste familie overlevede kun hans søster, Stella, der var udvandret til Australien.

I 1946 blev Viktor Frankl leder af Wiener Neurologischen Poliklinik – en stilling han beholdt indtil 1971. Frankl fuldførte, og udgav rekonstruktionen af "Ärztliche Seelsorge", og begyndte at undervise ved Medizinische Universität Wien. Samme år udkom hovedværket og storsælgeren "Ein Psycholog erlebt das Konzentrationslager" (da. "Psykologi og eksistens"), hvor Frankl indledte ved at fortælle om sine oplevelser i de tyske koncentrationslejre. Han fortsatte med at redegøre for hovedtankerne bag logo-terapien. Inden sin død nåede Frankl at se denne bog blive solgt i mere end 9 millioner eksemplarer.

Viktor Frankl giftede sig i 1947 med Eleonore Katharina Schwindt, og i december samme år fik de datteren Gabriele. Året efter blev han dr.phil. i filosofi på en afhandling, "Der unbewußte Gott" (da. "Den ubevidste Gud"), der afdækkede forholdet mellem psykologi og religion, og han blev tilknyttet som professor i neurologi og psykiatri ved universitetet i Wien.

Han grundlagde i 1950 Austrian Medical Society for Psychotherapy. Med bogen "Theorie und Therapie der Neurosen", der er en indføring i logoterapien og den eksistentielle psykoterapi, beskrev han i 1956 terapiens teoretiske og praktiske sider. I 1966 udgav Frankl bogen "The Will to Meaning" – den bog, han selv anså for at være den mest systematiske, på engelsk.

Viktor Frankl fortsatte med at forelæse ved universitet i Wien indtil 1990, og gav mere end 200 gæsteforelæsninger ved andre universiteter verden over. Familie, venner og velgørere grundlagde i 1992 Viktor Frankl Institut i Wien, som et videnskabscenter med fokus på logoterapi og eksistentiel psykoterapi. Instituttet administreres af Viktor Frankl Foundation, der hvert år uddeler Viktor Frankl Award.

1995 udgav Frankl sin selvbiografi, "Was nicht in meinen Büchern steht", og blev samme år udnævnt til æresborger i sin fødeby Wien. Frankls sidste bog, "Man’s Search for Ultimate Meaning", udkom i 1997. Viktor Frankl nåede at skrive 32 bøger, der blev oversat til mere end 30 sprog.

Viktor Frankl var æresdoktor ved 29 universiteter, og blev tildelt en lang række af udmærkelser og gæsteprofessorater. Frankl modtog bl.a. Oskar Pfister Award, Albert Schweitzer medaljen, John F. Kennedy Star, og var nomineret til Nobels fredspris.

Teorien[redigér | redigér wikikode]

Logoterapi har taget navn efter det græske ord logos, der kan betyde ord og mening. I logoterapien er det den eksistentialistiske forståelse af ordet mening, der lægges vægt på.

Frankls logoterapi og eksistentielle psykoterapi tager udgangspunkt i Freuds psykoanalyse og Adlers individualpsykologi, og er baseret på den antagelse, at menneskets indre drivkraft og motivationsfaktorer er en søgen efter mening med tilværelsen. Der er tydelig påvirkning fra filosofferne Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche.

Oplevelserne i koncentrationslejrene overbeviste Viktor Frankl om, at selv i den mest absurde, smertefulde og umenneskelige situation har livet en mening – og derfor har lidelsen også en mening. Denne konklusion blev den grundlæggende tanke bag udviklingen af logoterapien.

Frankl beskriver tre kerneområder:

Viljens frihed:

Mennesket har friheden til at søge og finde mening med det, vi gør. Vi har alle muligheden for at forme vor egen skæbne ud fra nogle givne rammer og betingelser. Som åndelige væsener reagerer vi ikke bare på indtryk udefra, men vi kan selv påvirke vores fremtid. Vi kan vælge at ville.

Viljen til mening:

Frankl anser at den drivkraft, der gør, at mennesket vælger livet, er viljen til at finde en mening med det og sætte sig mål for det. Fratages vi denne mulighed, eller føler, at vi er frataget den, oplever vi modløshed og tomhed, og kan reagere med voldsomme personlighedsforandringer.

Mening med livet:

Livet har mening – uanset hvor elendigt, det måtte se ud, kan man finde en mening med det. Hvis man véd hvorfor, man lever, kan man med Nietzsches ord også udholde lidelserne ved at leve. Finder vi derimod ikke mening, risikerer vi at blive frustrerede og reagere på forskellig vis. Det enkelte menneske skal være aktiv deltager i, og ikke passiv tilskuer til, sit eget liv.

Terapien[redigér | redigér wikikode]

Ved logoterapi skal den enkelte erkende, at spørgsmålet ikke lyder, hvad meningen med livet er – men skal i stedet spørge sig, hvordan man selv kan give livet mening. Da hver enkelt klient af Frankl betragtes som unik, kan der ikke opstilles nogen form for drejebog, som psykoterapeuten kan benytte fra tilfælde til tilfælde. Hver klient er en unik klient. Men der er udviklet nogle værktøjer.

Man benytter især tre tekniker i arbejdet med klienterne:

  • Paradoksal intervention hvor den tvangs- eller angstneurotiske klient konfronteres med, og gennemlever det, der fremkalder angsten, og samtidigt skal vende det, man er bange for, skal ske, til et ønske om at ske. Humor og selvdistancering benyttes bl.a. her som redskaber.
  • Derefleksion som benyttes i arbejdet med bl.a. søvnløse og med frigide eller impotente, der lærer at tænke på noget andet end sin frigiditet eller impotens i samlejesituationen. Overdreven selviagttagelse er en af metoderne, hvor målet er at lære at forudse og imødegå de fastlagte adfærdsmønstre, der fremkalder den situation, man vil undgå.
  • Sokratisk samtale stammer, som navnet antyder fra filosoffen Sokrates, der gjorde samtalen til et værktøj for at opnå større indsigt i sig selv og den verden, man lever i. Ved at stille spørgsmål og blive stillet spørgsmål, får den enkelte større selvindsigt, og kan derved hjælpes til at opstille nye eller omformulere urealistiske mål, for dermed at kunne finde ny mening for tilværelsen og livet.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

På dansk er udgivet:

Eksterne link og kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]