Wikipedia:Sokkedukker
Denne side i en nøddeskal Den generelle regel er: én skribent, én bruger. Brug ikke flere brugerkonti til at skabe en illusion om større tilslutning til en sag, til at vildlede andre, til kunstigt at skabe stridigheder eller til at omgå blokering. Bed ikke dine venner om at lave en konto til at støtte din egen sag eller andres. Brugerkonti må ikke misbruges til hemmelige aftaler, undvigelse eller splittelse. |
En sokkedukke er en brugerkonto som bruges for at vildlede. Et eksempel på overtrædelse af denne politik er at bruge to brugernavne til at stemme mere end en gang ved en afstemning eller på anden måde omgå Wikipedias politikker og normer.
Alle wikipedianere må registrere sig med et brugernavn eller en brugerkonto hvorfra de kan redigere. Denne brugerkonto vil hen ad vejen opbygge en redigeringshistorik, som bliver en Wikipedia-"identitet", og som dermed hjælper andre brugere til at interagere og forstå personens interesser og synsvinkel.
Nogle wikipedianere opretter en anden brugerkonto, selv om de har en primær konto. I de tilfælde bliver den primære konto, hvorpå deltagelse i diskussioner og større redigeringer skal foretages, den med den længste historik og de fleste redigeringer. Der er få grunde til at have en anden konto, og en række som er forbudt, bl.a. ved kunstigt at skabe en illusion om større tilslutning til en sag, til at vildlede andre, til kunstigt at skabe stridigheder eller til at omgå en igangværende blokering. Misbrug af en brugerkonto kan resultere i blokering.
Hvis nogen bruger flere brugerkonti, anbefales det at tilføje links mellem dem, så det nemt kan afgøres om kontoen tilhører én person, og for at afværge mistanke om sokkedukker.
Det skal i forlængelse af denne politik nævnes, at det omvendte af en sokkedukke, altså at flere personer benytter samme konto, heller ikke er tilladt.
Legitim brug af flere brugerkonti
[rediger kildetekst]Følgende er eksempler på tilfælde hvor brugen af flere brugerkonti anses som legitim, såfremt disse ikke bruges til de illegitime formål oplistet ovenfor, og er klart markeret som værende alternative konti.
- Botter – Botter er brugerkonti der anvendes til at foretage automatiske eller halvautomatiske redigeringer, og ofte mange redigeringer på kort tid. I stedet for at foretage sådanne redigeringer via deres egne konti, opretter botoperatørerne en separat konto, hvilket blandt andet gør det muligt at skildre mellem redigeringer foretaget af botoperatøren selv, og redigeringer foretaget af den automatiske software. Det gør det tillige muligt, at give den særskilte konto et såkaldt botflag, hvilket skjuler dens redigeringer fra standardkonfigurationen af seneste ændringer og overvågningslisten.
- Brugere, der er blokeret pga. et uacceptabelt brugernavn – Brugere, der er blevet blokeret, fordi deres brugernavn er uacceptabelt, bliver udtrykkeligt opfordret til at oprette en ny konto med et andet brugernavn, hvis de ønsker at bidrage konstruktivt.
- Konti til brug på offentligt tilgængelige computere – Brugere, særligt brugere der har udvidede redigeringsbeføjelser såsom patruljanter, administratorer eller brugerfladeredaktører, der ønsker eller er nødt til at bidrage til Wikipedia via en offentligt tilgængelig computer, opretter til tider en alternativ konto til dette arbejde for at formindske skadevirkningerne, såfremt den offentlige computer, og dermed brugerkontoen, bliver kompromitteret. Denne praksis er mere udbredt på andre sprogversioner af Wikipedia.
- Tofaktorgodkendelse – Brugere der har anvender tofaktorgodkendelse på deres hovedkonto, kan oprette alternative konti til brug i sammenhænge hvor det ikke er muligt at logge ind med tofaktorgodkendelse.
- Dobbeltgænger/imitator-konti – Brugere der er blevet, eller frygter at blive udsat for imitation, f.eks. at nogen opretter Bruger:ΑndersΑnd (stavet med Alfa i stedet for A) og udgiver sig for at være Bruger:AndersAnd, kan vælge selv at oprette disse imitator-konti (dobbeltgænger-konti). På den måde sikres brugeren imod, at imitatorer opretter konti med disse navne.
- Adskillelse af forskellige roller – Nogle brugere bidrager både til Wikipedia som almindelige brugere og som led i et bestemt hverv. Det kunne f.eks. være Wikimedians in residence, personale hos Wikimedia Foundation, eller ansatte hos kulturinstitutioner der bidrager til Wikipedia som led i deres arbejde.[1] For at sikre, at det står klart, hvornår de bidrager som almindelige brugere, og hvornår de bidrager som led i deres hverv, opretter de alternative konti til dette arbejde, f.eks. Bruger:AndersAnd (organisation).
Noter
[rediger kildetekst]- ^ Med respekt for reglerne om interessekonflikter og brugsbetingelsernes regler om betalt redigering.