Anne Frank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Annelies Marie Frank
Anne Frank

Statue af Anna Frank i Amsterdam

Område: Anne Frank
Født: 12. juni 1929
Frankfurt am Main, Weimartyskland
Død: Starten af marts 1945 (15 år)
Bergen-Belsen-koncentrationslejren
Kendt(e) værk(er): Anne Franks dagbog
Påvirket af: Cissy van Marxveldt[1]

Annelies Marie "Anne" Frank (12. juni 1929 – i starten af marts 1945) er en af de mest velkendte og mest diskuterede jødiske ofre for Holocaust. Grundet den gode kvalitet af hendes forfatterskab, er hendes dagbog også blevet en af de mest læste bøger i verden og ligger til grund for adskillige forestillinger og film.

Hun blev født i byen Frankfurt am Main i Weimartyskland, og boede det meste af sit liv i eller nær ved Amsterdam i Holland. Nationalistisk set, bliver hun officielt set som tysker indtil 1941, hvor hun mistede sin nationalitet på grund af den antisemitiske politik, der fandtes i Nazi-Tyskland (Nürnberglovene). Hun opnåede international berømmelse posthumt efter udgivelsen af hendes dagbog, som dokumenterer hendes oplevelser om at gå under jorden under den tyske besættelse af Holland i 2. verdenskrig.

Frank-familien flyttede fra Tyskland til Amsterdam i 1933, året, hvor nazister begyndte at tage kontrollen over Tyskland. Fra begyndelsen af 1940 var familien fanget i Amsterdam på grund af den nazistiske besættelse af Holland. Da jødeforfølgelserne spidsede til i juli 1942, gik familien under jorden i skjulte rum i Annes far, Otto Franks kontorbygning. Efter to år i skjul blev gruppens skjulested afsløret og de blev alle transporteret til koncentrationslejre. Anne Frank og hendes søster, Margot, blev senere transporteret til Bergen-Belsen-koncentrationslejren, hvor de begge døde af plettyfus i marts 1945.

Otto Frank, den eneste overlevende fra familien, vendte tilbage til Amsterdam efter krigen for at opdage at Annes dagbog var i behold og hans mange anstrengelser ledte også til dens udgivelse i 1947. Den blev oversat fra originalsproget, hollandsk, og blev første udgivet på engelsk i 1952 som The Diary of a Young Girl. Dagbogen er siden blevet oversat til mange sprog. Dagbogen, som Anne fik til sin 13 års-fødselsdag, følger hendes liv fra 12. juni 1942 til 1. august 1944.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Anne Frank blev født den 12. juni 1929 i Frankfurt, Tyskland, som den anden datter til Otto Frank (1889–1980) og Edith Frank-Holländer (1900–45). Margot Frank (1926–45) var hendes ældre søster.[2] Frank-familien var liberale jøder, hvilket indebar at de ikke fulgte alle regler og traditioner inden for jødedommen,[3] og boede i et kulturelt assimileret samfund med både jøder og ikke-jødiske borgere med forskellige religioner. Edith Frank var den mere blide forælder, imens Otto Frank havde et større ønske om videnskabelige mål for børnene og havde ligeledes et omfattende bibliotek; begge forældre opmuntrede dog børnene til at læse.[4]

Den 13. marts 1933 blev afstemningen for Frankfurts kommunalvalg afholdt, hvor Adolf Hitlers Nazist-parti vandt. Antisemitiske demonstrationer begyndte pludselig overalt og Frank-familien begyndte at frygte for deres fremtid, hvis de blev i Tyskland. Senere det år tog Edith og børnene til Aachen, hvor de boede hos Ediths mor, Rosa Holländer. Otto Frank blev i Frankfurt, men efter han blev tilbudt at opstarte et firma i Amsterdam, flyttede han dertil for at kunne organisere forretningen og finde beboelse til sin familie.[5] Familien var blandt de omkring 300.000 jøder, der flygtede fra Tyskland mellem 1933 og 1939.[6]

A four story, brick apartment block showing the building's facade, with several windows and an internal staircase leading into the block.
Boligblokken på Merwedeplein, hvor Frank-familien boede fra 1934 til 1942

Otto Frank fik arbejde på Opekta Works, et firma, som solgte frugtekstrakt pektin og fandt en lejlighed i Merwedeplein (Merwede Square) in Amsterdam. I februar 1934 ankom Edith og børnene til Amsterdam og de to piger begyndte i skole – Margot i kommuneskolen og Anne i en såkaldt montessorisk skole. Margot udviste store evner inden for aritmetik og Anne udviste stor interesse for at læse og skrive. Hendes barndomsveninde Hanneli Goslar har senere fortalt at Frank skrev meget og ofte, men at hun dækkede det til med hendes hænder og nægtede at fortælle, hvad hun skrev om. Margot og Anne var totale modsætninger, rent personlighedsmæssigt, med Margot, som var meget høflig, reserveret og flittig i skolen[7], hvor Anne var meget direkte, energisk og udadvendt.[8]

I 1938 startede Otto Frank sit andet firma, Pectacon, som forhandlede med krydderurter, salt og blandede britiske urter, som bliver brugt når man tilbereder grøntsager.[9][10] Hermann van Pels var ansat hos Pectacon som ekspert i de forskellige urter. Han var en jødisk slagter, som var flygtet fra Osnabrück i Tyskland med sin familie.[10] I 1939 ankom Ediths mor til Amsterdam for at bo sammen med Frank-familien og blev der til hun døde i januar 1942.[11]

I maj 1940, invaderede Tyskland Holland og den daværende regering begyndte at forfølge jødiske personer på grund af de nyankomne diskriminerende love; obligatorisk registrering og raceadskillelse fulgte snart efter. Frank-søstrene var begge gode i skolen og havde mange venner, men efter indførelsen af de nye regler, der betød at jødiske børn kun måtte gå i jødiske skoler, blev de flyttet til en jødisk folkeskole, hvor Anne bl.a. blev venner med Jacqueline van Maarsen.[11] I april 1941 forsøgte Otto Frank ihærdigt at undgå at Pectacon ville blive ham frataget, da det havde en jødisk ejermand. Han overførte sin andel i Pectacon til Johannes Kleiman og trak sig som direktør. Firmaet blev lukket ned og alle tilhørende afdelinger blev overført til "Gies and Company", der blev ledet af Jan Gies. I december 1941 gjorde O. Frank næsten det samme igen i et forsøg på at redde Opekta. Forretningerne kunne nu fortsætte med kun få tydelige ændringer og deres overlevelse gav kun O. Frank en minimal indkomst, som kun lige var nok til at han kunne forsørge sine familie.[12]

Kronologisk tidsperiode i dagbogen[redigér | redigér wikikode]

Før tiden i skjul[redigér | redigér wikikode]

På hendes 13-års-fødselsdag den 12. juni 1942, fik Anne Frank en bog af sin far, som hun havde vist ham et par dage tidligere i et butiksvindue. Selvom det var en autograf-bog, indbundet i rødt og hvidt læder[13] og havde en lille lås på forsiden, besluttede Frank sig for at bruge den som dagbog,[14] og hun begyndte at skrive i den næsten øjeblikkeligt. Selvom mange af hendes første noter omhandler dagligdagsbegivenheder i hendes liv, så fortæller hun også om nogle af de ændringer, som sker i Holland efter den tyske besættelse. I hendes note den 20. juni 1942, fortæller hun om mange af de restriktioner som er blevet pålagt de hollandske jøder og hun fortæller om sin sorg over hendes bedstemors død, tidligere det år.[15]

Frank drømte om at blive skuespiller. Hun elskede at se film, men de hollandske jøder var forment adgang til biografer og lignende fra den 8. december 1941 og fremad.[16]

I juli 1942 modtog Margot Frank en besked fra Zentralstelle für jüdische Auswanderung (Telefoncentral for jødiske immigranter), som beorderer hende til at flytte til en arbejdslejr. Otto Frank fortalte herefter sin familie at de alle ville gå under jorden i rum over og bag Opektas grund i Prinsengracht, en gade langs en af Amsterdams kanaler, hvor nogle af hans mest betroede medarbejdere ville hjælpe dem. Denne besked til Margot tvang dem til at gå under jorden adskillige uger end oprindeligt planlagt.[17]

Livet i Achterhuis[redigér | redigér wikikode]

A three shelf timber bookcase, filled with books, stands at an angle in front of a doorway to the Secret Annexe
Rekonstruktion af bogreolen, som skjulte indgangen til det Hemmelige Rum i Anne Franks hus i Amsterdam

Om morgen mandag den 6. juli 1942,[18] flyttede familien ind i deres hemmelige bolig, en skjult anneks. De havde forladt deres lejlighed i rod og uorden, så man skulle tro at de have rejst pludselig; og Otto Frank havde efterladt en besked, der kunne antyde at de var rejst til Schweiz. Fordi de skulle forsvinde så overbevisende og diskret var de nødt til at efterlade Annes kat, Moortje. Da jøder på dette tidspunkt heller ikke havde tilladelse til at bruge offentligt transport, skulle de gå adskillige kilometer, hver af dem iført mange lag tøj, så man ikke kun se at de bar bagage med sig.[19] Achterhuis (et hollandsk ord, der betyder den bagerste del af et hus) var et tre-etagersrum, som man kunne gå ind i fra en platform ovenpå Opekta-kontorerne. Rummet bestod af to mindre værelser med fælles bad og toilet, som var på første etage, over det et større åbent rum med et mindre rum tilknyttet. Fra dette lille værelse førte en stige op til loftet. Døren til Achterhuis blev dækket af en bogreol, for at sikre at rummet forblev skjult. Hovedbygningen, som er en boligblok fra Westerkerk, var rimelig intetsigende, gammel og en typisk bygning i det vestlige dele af Amsterdam.[20]

Victor Kugler, Johannes Kleiman, Miep Gies og Bep Voskuijl var de eneste ansatte, som vidste at gruppen af mennesker holdt til i bygningen og med Gies' mand Jan Gies og Voskuijls far, Johannes Hendrik Voskuijl, som deres "hjælpere" gennem al deres tid i skjul. Disse kontakter var gruppens eneste kontakt med verdenen udenfor og de blev på den måde også underrettet om nyt om krigen og politiske udviklinger. Selvsamme kontakter sørgede også for deres sikkerhed, og forsynede dem med mad, en opgave, som, med tiden, blev sværere og sværere. Frank skrev ofte om sin hengivenhed til hjælperne og deres hårde arbejde for at opløfte stemningen mellem dem alle under de mest farlige tider. De var alle klar over, at hvis gruppen blev opdaget, kunne de risikere at blive idømt dødsstraf, fordi de hjalp jøder med at skjule sig. [21]

A photograph taken from the opposite side of the canal shows two four story buildings which housed the Opekta offices and behind them, the Secret Annexe
Huset (venstre) på Prinsengracht i Amsterdam

Den 13. juli 1942, ankom familien van Pels til det hemmelige rum og bestod af: Hermann, Auguste og 16-årige Peter, og i november ankom Fritz Pfeffer, en tandlæge og ven af familien. Frank skrev om glæde ved at have nye folk at snakke med, men at konflikter imellem menneskene hurtigt udviklede sig, fordi de boede under sådanne forhold. Efter at have delt værelse med Pfeffer, fandt Anne ham utålelig og hadede hans indtræden i "familien",[22] og hun havde sammenstød med Auguste van Pels, som hun fandt dum. Hun anså desuden Hermann van Pels og Fritz Pfeffer som selviske, især med henhold til den mængde mad, de spiste.[23] Efter et stykke tid, hvor hun først afviste den generte og akavede Peter van Pels, begyndte hun at synes bedre om ham og de endte med at de to indledte et kærlighedsforhold. Hun fik sit første kys af ham, men hendes forelskelse i ham svandt lige, da hun begyndte at tvivle på om følelserne var ægte eller om det blot var fordi de levede så tæt sammen.[24] Anne Frank fik et tæt forhold til hver af hjælperne og Otto Frank har senere fortalt at hun ventede deres daglige besøg med utålmodig entusiasme. Han bemærkede at Annes tætteste venskab blev til Bep Voskuijl, "den unge maskinskriver... de to står altid og hvisker i hjørnet."[25]

I sine noter gennemgik Frank sine forhold til medlemmerne af sin familie, og den store forskel mellem hver af deres personligheder. Hun anså sig selv som den, der mindede mest om sin far, rent følelsesmæssigt, som senere kommenterede "Jeg kom bedre ud af det med Anne end med Margot, som var mere tæt med sin mor. Grunden kan være at Margot sjældent viste sine følelser og ikke behøvede så meget støtte fordi hun ikke led under så mange humørsvingninger som Anne gjorde."[26] Frank-søstrene fik et tættere bånd til hinanden mens de skjulte sig, selvom Anne sommetider har udtrykt at hun var jaloux på Margot, især når nogle familiemedlemmer kritiserede Anne for ikke at efterligne Margots rolige og stilfærdige natur. Som Anne blev mere moden, kunne søstrene betro sig mere og mere til hinanden. I hendes note den 12. januar 1944, skrev Frank; "Margot er meget sødere... Hun er ikke nær så ondskabsfuld i de her dage og hun er ved at blive en sand ven. Hun ser mig ikke længere som en lille baby som ikke kan tælle."[27]

Taken from the top of the Westerkerk church, this image shows the Prinsengracht canal and the rooftops of the buildings in the neighborhood
Det hemmelige anneks med dets lysefarvede vægge og orange tag (bunden) og Anne Frank-træet i haven bag huset (nederst to højre), set fra Westerkerk i 2004

Frank skrev ofte om sit vanskelige forhold til sin mor, og hendes usikkerhed vedrørende hendes mor. Den 7. november 1942 beskrev hun sin "foragt" til sin mor og sin manglende evne til at "konfrontere hende med hendes ligegyldighed, hendes sarkasme og hendes hård-hjertethed", før hun konkludere "Hun er ikke en mor for mig."[28] Senere, da hun kiggede sin dagbog igennem blev Frank helt flov over sin hårde stemmeføring i dagbogen og skrev selv: "Anne, er det virkelig dig, der er så ond, åh Anne, hvor kunne du?"[29] Hun forstod senere at deres forskelle var resultatet af misforståelser, som var lige så meget hendes skyld som hendes mors og hun indså at hun blot havde givet hendes mor mere sorg på denne måde. Med denne indsigt begyndte Anne at behandle sin mor med mere tolerance og respekt.[30]

Frank-søstrene håbede begge at de kunne vende tilbage til skolen, så snart de kunne og de fortsatte også deres undervisning, imens de skjulte sig. Margot tog et stenografi-kursus ved at få tilsendt papirer og opgaver i Bep Voskuijls navn og fik også høje karakterer. Det meste af Annes tid gik med at læse og studere og hun skrev ofte og redigerede noterne i sin dagbog. I stedet for bare fortælle om begivenhederne som de skete, skrev hun om sine følelser, meninger og ambitioner, ting, som hun følte hun ikke kunne tale med andre om. Som hendes selvtillid med at skrive voksede, og begyndte at modne, skrev hun om mere abstrakte ting som sin tro på Gud og hvordan hun definerede den menneskelige væremåde.[31]

Frank havde også drømme om at blive journalist, og skrev i sin dagbog, onsdag den 5. april 1944:

Citat Jeg har endelig indset at jeg må lave mine lektier for at undgå at blive uvidende, for at komme videre i livet, for at kunne blive journalist, fordi det er det jeg vil! Jeg ved, jeg kan skrive... men jeg ved stadig ikke om jeg har talent for det... og hvis jeg ikke har det der skal til for at skrive bøger eller nyhedsartikler, kan jeg altid skrive for mig selv. Men jeg vil opnå mere end det. Jeg kan ikke forestille mig at skulle leve som mor, Mrs. van Daan og kvinder, der bare går på arbejde og så ellers bare bliver glemt. Jeg har brug for andet udover en mand og børn at fordybe mig i!...

Jeg vil være til nytte eller glæde give til alle mennesker, selv dem, jeg ikke har mødt. Jeg vil fortsætte med at leve, selv efter min død. Og det er derfor jeg er Gud så taknemmelige for at have givet mig denne gave, så jeg kan udvikle mig selv og udtrykke alt det der er indeni mig!

Når jeg skriver, kan jeg slippe fri af alle mine bekymringer. Min sorg forsvinder, min sjæl bliver glad igen! Men, og det er det store spørgsmål, vil jeg nogensinde blive i stand til at skrive noget fantastisk og vil jeg nogensinde blive journalist eller forfatter?

Citat
Anne Frank[32]

Hun fortsatte med at skrive regelmæssigt indtil sit sidste notat den 1. august 1944.

Arrestation[redigér | redigér wikikode]

En delvis rekonstruktion af barakkerne i koncentrationslejren Westerbork, hvor Anne Frank boede fra august til september 1944

Om morgenen den 4. august 1944, blev Achterhuis stormet af det tyske sikkerhedspoliti Grüne Polizei, da et tip om familiens skjulested var blevet afsløret af en person, som aldrig er blevet identificeret.[33] Stormangrebet var ledet af Schutzstaffel Oberscharführer Karl Silberbauer fra Sicherheitsdienst, og i gruppen var også tre personer fra Sikkerhedspolitiet. Frank-, van Pels-familien og Pfeffer blev ført til Gestapos hovedkvarter, hvor de blev afhørt og holdt natten over. Den 5. august blev de flyttet til Huis van Bewaring (Varetægtshus), et overfyldt fængsel i Weteringschans. To dage senere blev de transporteret til Westerbork. Det var tilsyneladende en transit-lejr, hvor omkring, der på dette tidspunkt, 100.000 jøder havde rejst igennem. Da gruppen var blevet arresteret for at have skjult sig, blev de anset som kriminelle og blev sendt til straffe-barakkerne, hvor de skulle udføre slavearbejde.[34]

Victor Kugler og Johannes Kleiman blev arresteret og fængslet i en straffelejr som fjender af Amersfoort-regimet. Kleiman blev løsladt efter syv uger, mens Kugler blev overført til adskillige arbejdslejre indtil krigen sluttede.[35] Miep Gies og Bep Voskuijl blev også afhørt og truet af Sikkerhedspolitiet, men blev ikke tilbageholdt. De vendte tilbage til Achterhuis den efterfølgende dag og fandt Annes papirer spredt ud over gulvet. De samlede dem, såvel som mange af familiealbumsene sammen, og Gies planlagde at bringe dem tilbage til Anne, når krigen sluttede. Den 7. august 1944 forsøgte Gies at få den tilfangetagne gruppe af mennesker fri ved at konfrontere Karl Silberbauer og tilbyde ham penge for gøre noget, men Silberbauer nægtede.[36]

Deportation og død[redigér | redigér wikikode]

Den 3. september 1944,[37] blev gruppen overført med hvad der ville blive den sidste transport fra Westerbork til Auschwitz-koncentrationslejren, og de ankom efter at have rejst i tre dage. På samme tog var også Bloeme Evers-Emden, en pige fra Amsterdam, som havde været venner med Margot og Anne i den jødiske folkeskole i 1941.[38] Bloeme så Anne, Margot og deres mor regelmæssigt i Auschwitz,[39] og er siden blevet interviewet for sine erindringer om kvinderne fra Frank-familien under tiden i Auschwitz i tv-dokumentaren fra 1988 The Last Seven Months of Anne Frank af den hollandske filmskaber, Willy Lindwer,[40] og i BBC-dokumentaren fra 1995 Anne Frank Remembered.[41]

I kaosset, der var kendetegnet ved togenes aflæsning af passagerer, blev mændene med vold adskilt fra kvinder og børn, og Otto Frank blev revet væk fra sin familie. Af de 1.019 passagerer, der ankom med toget, blev 549 – deriblandt alle børn under 15 år – sendt direkte til gaskamrene. Frank var fyldt 15 år kun få måneder før og var en af de yngste som blev skånet fra gaskamrene fra toget, hun ankom med. Hun blev snart klar over at de fleste af passagererne blev gasset, når de ankom til lejren, men nåede aldrig at få at vide at hele gruppen fra Achterhuis havde overlevet denne sortering. Hun konkluderede også at hendes far, som var i midten af halvtredserne og ikke var særlig robust, måtte være blevet dræbt umiddelbart efter de blev adskilt.[42]

Med de andre kvinder, som ikke var blevet idømt øjeblikkelig død, blev Frank tvunget til at smide alt sit tøj, så hun kunne blive desinficeret, blive kronraget og få sit identifikationsnummer tatoveret på sin arm. Om dagen blev kvinderne brugt til slavearbejde og Frank blev tvunget til at flytte sten og klumper af sod; om natten, blev de tæt pakket ind i overfyldte barakker. Vidner har senere fortalt, hvordan Frank blev indesluttet og grædefærdig, når hun så børn blive ført til gaskamrene; andre har sagt at hun ofte udviste stor styrke og mod, og at hendes selskabelige og selvsikre væsen ofte gjorde at hun fik ekstra brødrationer til sin mor, søster og sig selv. Sygdom var umuligt at undgå og ikke længe efter ankomsten til koncentrationslejren fik Frank en slem hudinfektion i form af fnat. Frank-søstrene blev flyttet til sygeafdelingen, som henlå i konstant mørke og var befængt med rotter og mus. Edith Frank stoppede med at spise, og gemte hver bid mad til sine døtre og gav dem det gennem et hul, hun fik lavet i bunden af en væg i sygeafdelingen.[43]

A Memorial for Margot and Anne Frank shows a Star of David and the full names and birthdates and year of death of each of the sisters, in white lettering on a large black stone.  The stone sits alone in a grassy field, and the ground beneath the stone is covered with floral tributes and photographs of Anne Frank
Mindesten for Margot og Anne Frank i den tidligere Bergen-Belsen-lejr med blomster og billeder.

I oktober 1944 skulle Frank-kvinderne have været på en transport til arbejdslejren Liebau i Øvre Schlesien, en transport, som Bloeme Evers-Emden var med på, men Anne kunne ikke komme med, fordi hun fik fnat og hendes mor og søster valgte at blive hos hende. Bloeme tog af sted uden dem.[41]

Den 28. oktober begyndte udvælgelserne blandt kvinder om at blive flyttet tilbage til Bergen-Belsen-koncentrationslejren. Mere end 8.000 kvinder, deriblandt Anne og Margot Frank og Auguste van Pels, blev flyttet, men Edith Frank blev ladt tilbage og døde senere af sult.[44] Telte blev rejst i Bergen-Belsen for at gøre indstrømningen af nye fangere lettere, og som antallet af fanger steg, steg også dødeligheden, meget på grund af sygdomme. Frank blev kortvarigt genforenet med sine to veninder, Hanneli Goslar og Nanette Blitz, som blev indespærret i en anden del af lejren. Goslar og Blitz overlevede begge krigen og har senere udtalt sig om de korte samtaler, de havde med Frank gennem et hegn. Blitz beskrev hende som skaldet, udmagret og skælvende og Goslar bemærkede at Auguste van Pels var sammen med Anne og Margot Frank, og tog sig af Margot, som var meget syg. Hverken Goslar eller Blitz så nogensinde Margot, da hun var for svag til at kunne komme ud af sin seng. Anne fortalte Blitz og Goslar at hun troede at hendes forældre var døde, og at hun derfor ikke ønskede at leve mere. Goslar anslog senere deres møde til at have fundet sted i slutningen af januar eller i starten af februar i 1945.[45]

I marts 1945, udbrød der en plettyfus-epidemi i lejren, som spredte sig hurtigt og dræbte omkring 17.000 fanger.[46] Vidner har senere fortalt at Margot en dag faldt ned fra sin seng i sin svage tilstand og døde af chokket, og at Anne døde få dage efter. De fortalte at dette skete få uger før lejren blev befriet af britiske tropper omkring den 15. april 1945, selvom den eksakte dato ikke er kendt.[47] Efter befrielsen blev lejren brændt til grunden for at undgå en yderligere spredning af tyfus og Anne og Margot blev begravet i en massegrav sammen med et ukendt antal andre.

Efter krigen anslog man at af de 107.000 jøder, som blev sendt væk fra Holland mellem 1942 og 1944, overlevede kun 5.000. Det er også blevet anslået at op til 30.000 jøder blev i Holland, hvor mange af dem blev hjulpet af hollandske undergrundsfolk. Omkring totredjedele af denne gruppe mennesker overlevede krigen.[48]

Otto Frank overlevede sit ophold i Auschwitz og vendte efter krigens afslutning tilbage til Amsterdam, hvor han i dække af Jan og Miep Gies forsøgte at genfinde sin familie. Han fandt ud af sin kone, Ediths, død, mens han stadig var i Auschwitz, men han håbede at hans døtre havde overlevet. Efter flere ugers søgning opdagede han at Margot og Anne også var døde. Han forsøgte herefter at finde ud af, hvad der var sket med hans døtres venner og fandt ud af at mange var blevet myrdet. Susanne ''Sanne'' Ledermann, som ofte bliver nævnt i Annes dagbog, var blevet gasset sammen med sine forældre, selvom hendes søster, Barbara, som var nær ven med Margot, havde overlevet.[49] Mange af Frank-søstrenes skolevenner overlevede også, ligesom Otto og Edith Franks familie, da disse havde flygtet fra Tyskland i midten af 1930'erne, med enkelte familiemedlemmer, der slog sig ned i Schweiz, Storbritannien, England og USA.

Anne Franks dagbog[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Anne Franks dagbog.

Udgivelse[redigér | redigér wikikode]

I juli 1945 efter Røde Kors havde bekræftet Frank-søstrenes dødsfald, overbragte Miep Gies Otto Frank dagbogen, sammen med et bundt løse ark, som hun havde gemt i håb om at kunne give dem tilbage til Anne. Otto Frank har senere sagt at han ikke vidste at Anne havde ført en så præcis og velskrevet dagbog under deres tid i skjul. I hans memoirer har han beskrevet den smertefulde process det var at læse dagbogen, når han genkendte de beskrevede begivenheder og når han huskede at han allerede havde hørt nogle af de mere morsomme passager fra bogen, som Anne havde læst op. Han sagde også at han for første gang så en mere privat side af sin datter, og at de sektioner i dagbogen, som hun ikke har diskuteret med nogen, hvor der står: "Det var for mig en afsløring... Jeg havde ingen anelse om dybden i hendes tanker og følelser... Hun holdt alle disse ting for sig selv".[50] Berørt over hendes ønske om at blive forfatter, begyndte han at overveje at få dagbogen udgivet.

Franks dagbog begyndte som en måde for hende at udtrykke sine tanker, og hun skrev mange gange, at hun aldrig ville tillade nogen at læse det. Hun beskrev frit og åbent om sit liv, sin familie og venner, og hvad de lavede, imens hun begyndte se mulighederne for at skrive fiktion, som kunne udgives. I marts 1944 hørte hun i en radioudsendelse af Gerrit Bolkestein — et medlem af den hollandske eksilregering – som sagde at når krigen sluttede ville han lave en offentlig skrivelse om det hollandske folks undertrykkelse under den tyske besættelse.[51] Han ønskede også at udgive breve og dagbøger, og Frank besluttede at skrive dagbog for at kunne give dette til formålet. Hun begyndte at ændre i sin skrivestil, fjernede dele af noterner og omskrev andre med den udsigt at det skulle kunne udgives. Hendes originale notesbog blev tilføjet andre notesbøger og løse papirark. Hun gav personerne i gruppen, der skjulte sig og hjælperne pseudonymer, hvilket led til at familien van Pels blev til Hermann, Petronella og Peter van Daan og Fritz Pfeffer blev til Albert Düssell. I den redigerede version, skriver hun alle notaterne til "Kitty", en fiktiv karakter i Cissy van Marxveldts novelle, Joop ter Heul, som Anne elskede at læse. Otto Frank brugte hendes originale dagbog, kendt som "version A", og hendes redigerede version, kendt som "version B", for at producere den første version til udgivelse. Han fjernede bestemte passager, især dem, hvor Frank kritiserer sine forældre (specielt sin mor) og dele, der fortalte om Franks voksende seksualitet. Selvom han vedkendte alle de sande identiter af personerne i sin egen familie, beholdt han alle de andre personers pseudonymer.

Otto Frank gav dagbogen til historiker Annie Romein-Verschoor, som uden held forsøgte at få den udgivet. Hun gav den så til sin mand, Jan Romein, som skrev en artikel om den, kaldet "Kinderstem" ("Et barns stemme"), som blev udgivet i avisen Het Parool den 3. april 1946. Han skrev at dagbogen kom "stammende fra et barns stemme, og indeholder hele fascimens grufuldhed, mere end alle beviserne i Nürnbergprocessen tilsammen."[52] Hans artikel tiltrak opmærksomhed fra udgivere og dagbogen blev udgivet i Holland som Het Achterhuis i 1947,[53] efterfulgt af oplag nummer 2 i 1950.

Den blev først udgivet i Tyskland og Frankrig i 1950 og efter at være blevet afslået af adskillige udgivet, blev den først udgivet i Storbritannien i 1952. Den første amerikanske udgave blev udgivet i 1952 under titlen Anne Frank: The Diary of a Young Girl og fik gode anmeldelser. Den var succesfuld i Frankrig, Tyskland og USA, men i Storbritannien solgte den nærmest intet og blev ikke trykt mere efter 1953. Den mest bemærkelsværdige succes var i Japan (ironisk, da disse var allierede med Tyskland under krigen), hvor den fik gode anmeldelser og solgte mere end 100.000 udgaver i det første oplag. I Japan blev Anne Frank hurtigt defineret som en vigtig kulturel figur, som repræsenterede ødelæggelsen af ungdommen under krigen.[54]

Et skuespil baseret på dagbogen af Frances Goodrich og Albert Hackett havde premiere i New York City den 5. oktober 1955 og vandt senere en Pulitzerpris i kategorien drama. Den blev efterfulgt af filmen The Diary of Anne Frank i 1959, hvilket var en anmelderrost og succesfuld film. Biograf, Melissa Müller, skrev senere at dramatiseringen havde "kontributteret til det romantiske, sentimentale og univalisering i Annes historie."[55] Gennem årene voksede dagbogens popularitet og i mange skoler, især i USA, blev bogen en del af skolepensumet og introducerede Anne Frank til en ny generation af læsere.

I 1986 udgav Netherlands State Institute for War Documentation den "Kritiske udgave" af dagbogen. Den inkluderer sammenligninger fra alle kendte versioner, redigeret som uredigeret. Den inkluderer også en diskussion om autensiteten, såvel som ekstra tilføjede historisk information, der relaterer til familien og dagbogen selv.[56]

Cornelis Suijk— en tidligere direktør for Anne Frank Foundation og direktør for U.S. Center for Holocaust Education Foundation— annonecerede i 1999 at han havde fået de fem sider, som var blevet fjernet af Otto Frank fra dagbogen før dens første udgivelse; Suijk påstod at Otto Frank gav ham disse sider til ham kort før hans død i 1980. De manglede sider i dagbogen indeholder vrede passager af Anne Frank om hendes forældres anstrengte ægteskab og diskuterer Franks manglende tiltro til sin mor. [57] Grundet en del uenighed erklærede Suijk rettighederne over de fem sider og planlagde at sælge dem for at indsamle penge til hans amerikanske fond. Netherlands Institute for War Documentation, den formelle ejer af manuskriptet, forlangte papirer overbragt. I 2000 gik Dutch Ministry of Education, Culture and Science med til at donere 300.000 dollars til Suijks fond, og siderne blev returneret i 2001. Siden da, er de blevet inkluderet i de nye udgaver af dagbogen.

Modtagelse[redigér | redigér wikikode]

Dagbogen blev rost meget for at have et så flot litterært indhold. Dramtist, Meyer Levin har om Anne Franks skrivestil udtalt at hun "opretholder spændingen i en velkonstrueret roman",[58] og han var så imponeret over hendes arbejdes kvalitet, at han samarbejdede med Otto Frank om at filmatisere dagbogen kort efter dens udgivelse.[59] Meyer blev helt besat af Anne Frank, som han skrev om i sin autografi, The Obsession. Poeten John Berryman skrev at det var en meget unik skildring, ikke kun på grund af Franks unge alder, men på grund af at det var "en forvandling af et barn til en person, som sker i en præcis, selvsikker, sparsømmelig skil i al dens ærlighed."[60]

I hendes introduktion til dagbogens første amerikanske udgave, beskrev Eleanor Roosevelt den som "en af de klogeste og mest bevægende kommentarer til krig og dets betydning på mennesket, som jeg nogensinde har læst."[61] John F. Kennedy talte om Anne Frank i en tale fra 1961, og sagde: "Af alle mange, som igennem historien har talt på vegne af menneskets værdighed under tider med stor lidelse og tab, har ingen stemme været så betagende som Anne Franks."[62] Samme år skrev den sovjetske forfatter Ilya Ehrenburg om hende: "én stemme taler for seks millioner – stemmen tilhører ikke en vismand eller en poet, men en normal lille pige."[63]

Med en voksende som både forfatter og humanist er Anne Frank blevet et specifikt symbol på Holocaust og mere bredt som et eksempel på konsekvensen af forfølgelse.[64] Hillary Rodham Clinton læste ved sin takketale ved modtagelsen af Elie Wiesel Humanitarian Award i 1994, op fra Anne Franks dagbog og talte om hun "vækkede os op til at opdage vanviddet af ligegyldighed og det forfærdelig det gør til vores unge", hvorved Clinton refererede til de samtidige begivenheder i Sarajevo, Somalia og Rwanda.[65] Efter at have modtaget en humanitærpris af Anne Frank Foundation i 1994, tiltalte Nelson Mandela en gruppe i Johannesburg, hvor han sagde at han havde læst Anne Franks dagbog, imens han var i fængsel og "fik meget opmuntring fra det." Han sammenlignede hendes kamp mod nazisme med hans kamp mod apartheid i Sydafrika, og tegnede dermed en parallel mellem de to filosoffer med udtalelsen: "fordi disse to opfattelser er åbenlyst falske, og fordi de blev, og altid vil blive, udfordret af personer som Anne Frank, er de dømt til at fejle."[66] Også i 1994 sagde Václav Havel at "Anne Franks arv er i levende live og kan tiltale os alle" i relation til de poltiske og sociale ændringer, der skete på det tidspunkt i de tidligere Østblok-lande.[62]

Primo Levi bemærkede også at Anne Frank ofte bliver identificeret som én enkel repræsentant for de millioner af mennesker, som led og døde, som hun gjorde, fordi "En enkelt Anne Frank berører os mere end et utal af andre, som led præcis som hun, men hvis ansigter blot er forblevet i skyggen. Måske er det bedre på den måde; hvis vi skulle bære al den smerte fra alle de mennesker, ville vi ikke være i stand til at leve."[62] Melissa Müller skrev i sit afsluttende afsnit i sin biografi om Anne Frank – Mip Gies udtrykte en lignede tanke – at selvom hun forsøgte at fjerne, hvad hun mente var en voksende misforståelse, at "Anne symboliserer de seks millioner ofre for Holocaust", ved at skrive: "Annes liv og død var hendes egen individuelle skæbne, en individuel skæbne, som gentog sig seks millioner gange. Anne kan ikke, og burde ikke, stå for de mange menneskeliv, som nazisterne dræbte... Men hendes håb gjorde det muligt for os at begribe det enorme tab, som verdenen led under på grund af Holocaust."[67]

Otto Frank tilbragte sin sidste del af sit liv som varetager af sin datters efterladenskaber, og sagde: "Det er en mærkelige rolle. I en normal familie, er det barnet af den berømte forældre, som har æren og byrden af at skulle fortsætte med tingene. I mit tilfælde er rollerne omvendt." Han genkendte sig også sin udgivers forklaring, da han mente at dagbogen blev læst så mange steder, var fordi "dagbogen indbefatter så mange områder af livet, som enhver læser kan støde på noget, som rører ham, rent personligt."[68] Simon Wiesenthal udtrykte senere en lignende mening, da han sagde at Anne Franks dagbog vakte mere opmærksomhed til Holocaust end Nürnbergprocessen nogensinde gjorde, fordi "folk identificerede sig med dette barn. Det var indbegrebet af Holocaust, det var en familie ligesom min familie, din familie og derfor kunne du forstå dette."[69]

I juni 1999, udgav tidsskriftet Time en specialudgave, kaldet "Time 100: The Most Important People of the Century". Anne Frank blev kåret som en af "Heroes & Icons", og forfatteren, Roger Rosenblatt, beskrev hendes arv med udtalelsen; "De passioner, som bogen indeholder foreslår at alle ejer Anne Frank, at hun er hævet over Holocaust, jødedom, piger verdenen over, og endda gudinder og er blevet en totemisktisk figur på den moderne verden – den morale individualitet er præget af ødelæggelse, at insistere på retten til at leve og spørgsmål og håb for menneskehedens fremtid. Han bemærker også mens hendes mod og pragmatisme bliver beundret, er det hendes evne til at analysere sig selv og kvaliteten af hendes forfatterskab, som er nogle af grundpillerne i hendes fremtræden. Han skriver, "Grunden til hendes udødelighed er i bund og grund litterære. Hun var en ekseptionel god forfatter og uanset hendes alder, fremstår kvaliteten af hendes arbejde som resultatet af en fuldstændig hensynsløs ærlig fremstilling."[70]

Benægtelse og sagsøgning[redigér | redigér wikikode]

Efter dagbogen blev nærmest verdenskendt i slutningen 1950'erne, blev adskillige beskyldninger mod dagbogen udgivet med de tidligeste beskyldninger fra kritikere fra Sverige og Norge. Beskyldningningerne fra Sverige stammede fra det nazistiske magasin, Fria ord ("Frie ord") i 1957, skrevet af den danske forfatter og kritiker Harald Nielsen, som havde skrevet antisemitiske artikler om den dansk-jødiske forfatter Georg Brandes i begyndelsen af det 20. århundrede. [71] Nogle af beskyldningerne handlede om at dagbogen var blevet skrevet af Meyer Levin,[72] og at Anne Frank aldrig har eksisteret.[73].

I 1958 blev Simon Wiesenthal udfordret af en gruppe demonstranter ved en opførelse af Anne Franks dagbog i Vienna, som sagde at Anne Frank aldrig havde eksisteret og som udfordrede Wiesenthal til at bevise hendes eksistens ved at finde manden som arresterede hende. Wiesenthal begyndte herefter at lede efter Karl Silberbauer og fandt ham i 1963. Da han blev interviewet indrømmede Silberbauer sin rolle og identificerede Anne Frank fra et foto som en af de arresterede personer. Han gjorde rede for en flere begivenheder og genkaldte sig erindringen om at have åbnet og smidt en kuffert fyldt med papir på guldet. Hans udtalelse af episoden passede med den version som vidner, heriblandt Otto Frank, også havde fremlagt.[74]

Modstandere af dagbogen fortsatte med at udtrykke deres mening om at bogen ikke var skrevet af et barn, men var blevet lavet som pro-jødisk-propaganda, hvilket Otto Frank afviste som falskneri. I 1959 sagsøgte Frank i Lübeck Lothar Stielau, en skolelærer og tidligere Hitlerjugend-medlem, som havde udgivet et skoleblad, der beskrev dagbogen som dokumentfalsk. Søgsmålet blev udvidet til også at sagsøge Heinrich Buddegerg, som skrev et brev, der støttede Stielau, som også blev udgivet. Retten undersøgte dagbogen og i 1960 bekræftede retten at håndskriften i dagbogen passede med breve, som Anne Frank tidligere havde skrevet, og erklærede dagbogen til at være sand. Stielau trak sin tidligere beskyldning tilbgage og Otto Frank gjorde ikke mere ud af sagen.[72]

I 1976 sagsøgte Otto Frank Heinz Roth fra Frankfurt, som udgav pamfletten, der sagde at dagbogen var dokumentfalsk. Retten dømte at hvis han udgav flere sådanne udtalelser, ville han få en bøde på 500.000 D-Mark og en seks-månedersfængselsdom. Roth ankede sagen, men døde i 1978, et år før hans sag blev afvist.[72]

Otto Frank anlagde atter sag i 1976 mod Ernst Römer, som udgav en pamflet kaldet "The Diary of Anne Frank, Bestseller, A Lie" ("Anne Franks dagbog, bestseller, en løgn"). Da en anden mand ved navn Edgar Geiss fremviste samme pamflet i retten, blev også han retsforfulgt. Römer blev idømt en bøde på 1.500 D-Marks,[72] og Geiss blev idømt seks måneder fængsel. Efter en ankesag blev dommen nedsat, men selve sagen mod ham blev droppet, grundet en efterfølgende ankesag, fordi en lovfæstet appel for injurie var udløbet.[75]

Da Otto Frank døde i 1980, blev den originale dagbog, inklusiv breve og løse ark, overbragt til Dutch Institute for War Documentation,[76] hvor den gik igennem en undersøgelse af Netherlands Ministry of Justice i 1986. De holdt dagbogens håndskrift op mod andre kendte eksempler fra Anne Frank, og opdagede at de passede og besluttede at papiret, limen og blækket faktisk var tilgængeligt dengang dagbogen blev skrevet. Deres sidste undersøgelse fastgjorde at dagbogen var ægte og deres opdagelser blev udgivet i, hvad der er blevet kendt som den "Kritiske udgave" af dagbogen. Den 23. marts 1990, bekræftede retten i Hamburg at dagbogen var ægte.[56]

I 1991 producerede Holocaust-benægterne Robert Faurisson og Siegfried Verbeke en pjece kaldet The Diary of Anne Frank: A Critical Approach (Anne Franks dagbog: En kritisk tilgang). De påstod at Otto Frank skrev dagbogen og baserede dette på at dagbogen indeholdt mange modsigelser, såsom at muligheden for faktisk at skjule sig i Achterhuis ville have været umuligt, og at Anne Franks påståede prosa-stil og håndskrift ikke var som en teenagers.[77]

Anne Frank-huset i Amsterdam og Anne Frank Funds indledte i Basel en civilretssag i december 1993 for at stoppe produktionen af The Diary of Anne Frank: A Critical Approach i Holland. Den 9. december 1998, dømte Amsterdams distriktsret til for anklagerne, og forbød yderligere produktion af fornægtelse af dagbogens sandhed og uopfordret produktion imod dette forbud ville resultere i en bøde på 25.000 hollandske gylden for hver krænkelse.[78]

Levn[redigér | redigér wikikode]

Folk, der venter foran Anne Franks hus' indgang i Amsterdam

Den 3. maj 1957, etablerede en gruppe borgere, deriblandt Otto Frank, Anne Frank Indsamling i håbet om at gøre det muligt at redde Prinsengracht-bygningen fra nedrivning og for at gøre bygningen til et offentligt sted. Anne Franks hus åbnede den 3. maj 1960, og består af Opekta-varehuset og kontorer og Achterhuis, alle rum umøbleret, så besøgende kan gå frit mellem alle rummene. Nogle personlige levn fra de tidligere beboere findes stadig i huset, såsom billeder af filmstjerner, som Anne havde limet fast på sine vægge, en del af vægtapettet, hvor Otto Frank markerede højden på sine voksende døtre, og et kort over væggen, hvor han opskrev de allieredes fremrykninger, alt sammen beskyttet bag akrylglas. Fra det lille værelse, som engang var Peter van Pels' værelse, forbinder en løbegang bygningen til dets naboer, alt sammen takket være fonden. Disse andre bygninger er brugt til at huse mejeriet, såvel som skiftende udstillinger, som i kronologisk orden viser forskellige aspekter fra Holocaust og mere moderne udstillinger af racistisk intolerance i forskellige dele af verdenen. Dette er blevet et af Amsterdams hovedattraktioner og havde i 2005 et rekordhøjt antal besøgende på 965.000. Huset har også sin egen informationshjemmeside, og der laves rejseudstillinger, hvis man ikke har mulighed for at komme til Amsterdam for at se det. I 2005 rejset huset til 32 lande i Europa, Asien, Nordamerika og Sydamerika med udstillingen.[79]

I 1963 opstartede Otto Frank og hans anden kone, Elfriede Geiringer-Markovits, Anne Frank Fonden som en velgørenhedsorganisation med hovedsæde i Basel, Schweiz. Fonden indsamler penge til at donere det til sager, som har brug for det. Inden sin død, overbragte Otto Frank dagbogens copyright til Fonden, under den betingelse, at de første indkommende 80.000 Schweiske franc, hvert år, skulle gå til hans arvinger og enhver indkomst over dette, skulle bruges af Fonden til et hvilket som helst projekt, man fandt værdigt. Fonden yder finansering af medicinsk behandling i Righteous among the Nations på årlig basis. Dets mål er at uddanne unge mod racisme og har udlånt nogle af Anne Franks noter til United States Holocaust Memorial Museum i Washington, D.C. til en udstilling i 2003. Dens årlige rapport samme år gav hentydninger til at Fonden også forsøger at fungere på et globalt niveau, da den også støtter projekter i Tyskland, Israel, Indien, Schweiz, Storbritannien og USA.[Kilde mangler]

Anne Frank-skolen i Amsterdam

Lejligheden på Merwedeplein, hvor Frank-familien boede fra 1933 til 1942, forblev privatejet indtil det første årti i det 21. århunderede, da en tv-dokumentation henledte opmærksomheden på det som et offentligt sted. Da stedet var dårlig vedligeholdt, blev det købt af et hollandsk ejendomsmæglerfirma og huset blev tiføjet fotografier taget af Frank-familien og beskrivelser af lejligheden og møblementet i breve, skrevet af Anne Frank, som dukkede op i 1930'erne. Teresien da Silva fra "Anne Franks hus", og Anne Franks fætter Bernhard "Buddy" Elias hjalp også til at restaurere projektet. Det åbnede i 2005 med det formål at yde et trygt tilflugtssted til udvalgte forfattere, som ikke er i stand til at skrive frit i hans eller hendes eget land. Hver udvalgt forfatter får tildelt et års lejemål i lejligheden, hvor de så kan bo og arbejde. Den første forfatter, som blev udvalgt var den algeriske romanforfatter og poet, El-Mahdi Acherchour.[79]

I juni 2007, donerede "Buddy" Elias omkring 25.000 familie-relaterede dokumenter til Anne Frank-huset. Blandt disse artefakter er der billeder af Frank-familien, taget i Tyskland og Holland, og et brev som Otto Frank sendte til sin mor i 1945, der fortæller at hans kone og døtre er omkommet i en nazi-koncentrationslejr.[80]

I november 2007, stod Anne Frank-træet til at blive fældet for at undgå at det væltede ned over de omkringliggende bygninger efter en svampesygdom havde ramt stammen på dette hestekastanje-træ. Den hollandske økonom, Arnold Heertje, som også havde gået under jorden under 2. verdenskrig, sagde om træet: "Dette er ikke hvilken som helst træ. Anne Frank-træet er forbundet med forfølgelsen af jøder."[81] Træ-fonden, en gruppe af træ-miljøaktivister lagde sag an for stoppe den planlagte fældning af hestekastajnen, hvilket tiltrak sig international medieomtale. En hollandsk ret beorderede byens ledere og miljøaktivisterne til at undersøge andre alternativer og komme med en løsning. [82] Parterne blev enige om at bygge en stålkonstruktion, som angiveligt skulle forlænge træets liv med op til 15 år.[81] Der gik dog kun tre år før en stærk storm blæste træet omkuld den 23. august 2010.[83]

Gennem årenen er adskillige film om Anne Frank blevet realiseret, som omhandler hendes liv og hvordan hendes skriverier har inspiret forskellige grupper af kunstnere og socialekommentatorer til at lave referencer til hende i litteratur, moderne musik, fjernsyn og andre former for medier. Her er i blandt The Anne Frank Ballet af Adam Darius,[84] som blev opført for første gang i 1959, og kor-arbejdet Annelies, som optrådte for første gang i 2005. Det eneste kendte optagelse af den rigtige Anne Frank stammer fra en stumfilm fra 1941, som blev optaget, da hendes nabo var nygift. Man kan i klippet se Anne Frank læne sig ud af et vindue på anden sal i et forsøg på at se bruden og gommen bedre. Parret overlevede begge krigen og gav filmen til Anne Frank Huset, et museum i Amsterdam.[85]

I 1999 udnævnte Time Anne Frank som en af helte og heltinderne i det 20. århundrede på deres liste Most Important People of the Century, og sagde: "Med en dagbog skjult på et hemmeligt loft, trodsede hun nazisterne og udledte en brændende stemme til at kæmpe for menneskets værdighed."[86] Philip Roth called her the "lost little daughter" of Kafka.[87]

I 2007 placerede en gruppe hollandske historikere også Anne Frank som en af figurerne på deres officielle "Hollandsk histories kanon", som er en liste over 50 emner, som forsøger at lave en kronologisk oversigt over Hollandsk historie, som der bliver undervist i de mindre klasser og folkeskolen.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Müller 1998, pp. 143, 180–181, 186
  2. Müller 1998, preface Family tree
  3. Van der Rol and Verhoeven, p. 10
  4. Lee 2000, s. 17
  5. Lee 2000, pp. 20–23
  6. Van der Rol and Verhoeven, p. 21
  7. Müller 1998, s. 131
  8. Müller 1998, pp. 129–35
  9. Müller 1998, s. 92
  10. 10,0 10,1 Lee 2000, s. 40
  11. 11,0 11,1 Müller 1998, pp. 128–130
  12. Müller 1998, pp. 117–118
  13. van der Rol, Ruud, and Verhoeven, Rian "Anne Frank Beyond the Diary: A Photographic Remembrance", Scholastic Inc, 1992, page 3
  14. Lee 2000, s. 96
  15. Frank 1947, pp. 1–20
  16. Müller 1998, pp. 119–120
  17. Müller 1998, s. 153
  18. Müller 1998, s. 163
  19. Lee 2000, pp. 105–106
  20. Westra, pp. 45 and 107–187
  21. Lee 2000, pp. 113–115
  22. Lee 2000, pp. 120–21
  23. Lee 2000, s. 117
  24. Westra, p. 191
  25. Lee 2000, s. 119
  26. Müller 1998, s. 203
  27. Frank 1947, s. 167
  28. Frank 1947, s. 63
  29. Frank 1947, s. 157
  30. Müller 1998, s. 204
  31. Müller 1998, s. 194
  32. Lessons from The Diary of Anne Frank by Harold Marcuse, UCSB
  33. Barnauw, David and Gerrold van der Stroom (2003-04-25). "Who Betrayed Anne Frank?" (PDF). Netherlands Institute for War Documentation, Amsterdam. http://www.niod.nl/annefrank/Who%20betrayed%20Anne%20Frank.pdf. Hentet 2007-11-12.  Arkiveret October 31, 2007.
  34. Müller 1998, s. 233
  35. Müller 1998, s. 291
  36. Müller 1998, s. 279
  37. Westra, p. 196 includes a reproduction of part of the transport list showing the names of each of the Frank family
  38. Morine, Suzanne. "People in Anne Frank's Life". Anne Frank Diary Reference.org. http://www.annefrankdiaryreference.org/apeople.htm. Hentet 9 March 2011. 
  39. Bigsby, Christopher (2006). Remembering and Imagining the Holocaust: The chain of memory. Cambridge University Press. s. 235. ISBN 0-52186-934-X. http://publ.google.com/publ?id=wbNdXTafadEC&pg=PA235&lpg=PA235&dq=Bloeme+Emden-Evers&source=bl&ots=_Wq18xvAH2&sig=7IIMnl04WBgDIJoCtTCDDEk6x04&hl=en&ei=RPV3TbOgIcu2hAe895T0Bg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=6&ved=0CCMQ6AEwBTge#v=onepage&q&f=false. 
  40. Enzer, Hyman Aaron; Solotaroff-Enzer, Sandra (20 December 1999). Anne Frank: Reflections on her life and legacy. University of Illinois Press. s. 176. ISBN 0-25206-823-8. http://publ.google.com/publ?id=TU5WtFEIt9AC&pg=PA176&dq=bloeme+evers-emden&hl=en&ei=0nM3TcnOC8ftsgbt9cnHBg&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=10&ved=0CFkQ6AEwCQ#v=onepage&q=bloeme%20evers-emden&f=false. 
  41. 41,0 41,1 Laeredt, Angela (5 May 1995). "Anne Frank: After the diary stopped". The Independent (London). http://www.independent.co.uk/life-style/anne-frank-after-the-diary-stopped-1618257.html. Hentet 20 January 2011. 
  42. Müller 1998, pp. 246–247
  43. Müller 1998, pp. 248–251
  44. Müller 1998, s. 252
  45. Müller 1998, s. 255
  46. Müller 1998, s. 261
  47. "Typhus". Betrayed. Anne Frank Stichting. p. 5. http://www.annefrank.org/content.asp?pid=160&lid=2. Hentet 2007-02-02.  Arkiveret 2007-02-17.
  48. "Holocaust Encyclopedia – The Netherlands". The United States Holocaust Memorial Museum. http://www.ushmm.org/wlc/article.php?lang=en&ModuleId=10005436. Hentet 2007-11-27. 
  49. Lee 2000, pp. 211–212
  50. Lee 2000, s. 216
  51. Frank 1947, s. 242
  52. Romein, Jan. "The publication of the diary: reproduction of Jan Romein's Het Parool article Kinderstem". Anne Frank Museum. http://www.annefrank.org/content.asp?pid=112&lid=2. Hentet 2007-11-25.  Arkiveret 2007-04-29.
  53. Lee 2000, s. 223
  54. Lee 2000, s. 225
  55. Müller 1998, s. 276
  56. 56,0 56,1 Frank, Anne and Netherlands State Institute for War Documentation, p. 102
  57. Blumenthal, Ralph (1998-09-10). "Five precious pages renew wrangling over Anne Frank.". The New York Times. http://query.nytimes.com/gst/fullpage.html?res=9F07E0DF1E3EF933A2575AC0A96E958260. Hentet 2007-11-25. 
  58. Levin, Meyer (1952-06-15). "The child behind the secret door; An Adolescent Girl's Own Story of How She Hid for Two Years During the Nazi Terror". The New York Times Book Review. http://select.nytimes.com/mem/archive/pdf?res=F60614FB3A5E107A93C7A8178DD85F468585F9. Hentet 2007-11-19. 
  59. Michaelsen, Jacob B. (Spring 1997). "Remembering Anne Frank". Judaism. http://www.findarticles.com/p/articles/mi_m0411/is_n2_v46/ai_19680329. Hentet 2006-04-17. 
  60. Berryman, John. "The Development of Anne Frank" in Solotaroff-Enzer, Sandra and Hyman Aaron Enzer (2000). Anne Frank: Reflections on her life and legacy. Univ. of Illinois Press. s. 78. ISBN 0-252-06823-8. 
  61. Rosow, La Vergne (1996). Light 'n lively reads for ESL, adult, and teen readers: a thematic bibliography. Libraries Unlimited. s. 156. ISBN 978-1-56308-365-5. http://books.google.com/?id=UYgEi_5jHpkC&pg=PA156. 
  62. 62,0 62,1 62,2 Westra, p. 242
  63. Graver, Lawrence. "One Voice Speaks for Six Million: The uses and abuses of Anne Frank's diary". Yale Holocaust Encyclopedia. Yale University Press. http://www.myjewishlearning.com/history_community/Modern/Overview_The_Story_19141948/The_Holocaust/Annefrank/AnneFrank2.htm#. Hentet 2007-11-19. 
  64. Feldman, Ellen (Feb/March 2005). "Anne Frank in America". American Heritage. http://americanheritage.com/articles/magazine/ah/2005/1/2005_1_54.shtml.  (Websted ikke længere tilgængeligt)
  65. "Remarks by the First Lady, Elie Wiesel Humanitarian Awards, New York City". Clinton4.nara.gov. 1994-04-14. http://clinton4.nara.gov/WH/EOP/First_Lady/other/1994-04-14-first-lady-remarks-elie-wiesel-humanitarian-awards.html. Hentet 2007-12-02. 
  66. "Address by President Nelson Mandela at the Johannesburg opening of the Anne Frank exhibition at the Museum Africa". African National Congress. 15 August 1994. http://web.archive.org/web/20071203223504/http://www.anc.org.za/ancdocs/history/mandela/1994/sp940815.html. Hentet 2007-12-02. 
  67. Müller 1998, s. 305
  68. Lee 2000, pp. 222–33
  69. "Reaction decease Simon Wiesenthal". Anne Frank House. 20 September 2005. http://www.annefrank.org/content.asp?PID=700&LID=2. Hentet 2007-12-03.  Arkiveret 2007-10-30.
  70. Rosenblatt, Roger (14 June 1999). "TIME 100: Heroes & Icons of the 20th century, Anne Frank". Time (tidskrift). http://www.time.com/time/time100/heroes/profile/frank01.html. Hentet 2007-12-01. 
  71. Per Holmer in the epilogue to Anne Franks dagbok (Anne Frank's Diary), p. 340, 2005 ISBN 91-1-301402-1
  72. 72,0 72,1 72,2 72,3 "What did Otto Frank do to counter the attacks on the authenticity of the diary? Question 7 on the authenticity of the diary of Anne Frank". Anne Frank House. http://www.annefrank.org/content.asp?PID=797&LID=2. Hentet 2007-12-03.  Arkiveret 2007-10-21.
  73. Kunstrådet giver penge til Holocaust-skeptiker | information.dk
  74. Lee 2000, pp. 241–246
  75. "Publicity about Anne Frank and her Diary: Legal rulings". Anne Frank House. http://www.annefrank.org/content.asp?PID=387&LID=2. Hentet 2007-12-04.  Arkiveret 2007-10-13.
  76. Lee 2000, s. 233
  77. Robert Faurisson (November–December 2000). "The Diary of Anne Frank: is it genuine?". Journal of Historical Review. http://www.ihr.org/jhr/v19/v19n6p-2_Faurisson.html. Hentet 2007-12-13. 
  78. "Publicity about Anne Frank and her Diary: Ten questions on the authenticity of the diary of Anne Frank". Anne Frank House. http://www.annefrank.org/content.asp?PID=790&LID=2. Hentet 2007-12-01.  Arkiveret 2007-10-05.
  79. 79,0 79,1 "Anne Frank House, Annual Report 2005" (PDF). Anne Frank House. March, 2006. http://annefrankhuis.nl/upload/downloads/AFreport2005.pdf. Hentet 2007-12-03. 
  80. Max, Arthur (2007-06-25). "Anne Frank's cousin donates family files". The Washington Post. http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2007/06/25/AR2007062500517.html?tid=informbox. Hentet 2007-12-02. 
  81. 81,0 81,1 Thomasson, Emma (2008-01-23). "Plan agreed to save Anne Frank tree from the axe". Reuters. http://www.reuters.com/article/topNews/idUSL2338377820080123. Hentet 2008-07-26. 
  82. Kreijger, Gilbert (2007-11-20). "Dutch court saves Anne Frank tree from the chop". Reuters. http://www.reuters.com/article/latestCrisis/idUSL20266089. Hentet 2008-07-26. 
  83. "Anne Frank Tree Blown Down". Rnw.nl. http://www.rnw.nl/international-justice/bulletin/anne-frank-tree-blown-down. Hentet 2011-01-09. 
  84. "2 videos recollect life in World War II". Chicago Tribune. 1989-09-01. http://pqasb.pqarchiver.com/chicagotribune/access/24560935.html?dids=24560935:24560935&FMT=ABS&FMTS=ABS:FT&type=current&date=Sep+01%2C+1989&author=Mary+Stevens.&pub=Chicago+Tribune+(pre-1997+Fulltext)&desc=2+videos+recollect+life+in+World+War+II+years&pqatl=google. Hentet 2009-08-13. 
  85. Gabbatt, Adam (2 October 2009). "Holocaust Film footage of Anne Frank posted on YouTube". London: The Guardian. http://www.guardian.co.uk/world/2009/oct/02/anne-frank-video-release-youtube. Hentet 2009-10-05. 
  86. . Time. http://search.time.com/results.html?N=0&Nty=1&Ntt=anne+frank&p=0&cmd=tags&srchCat=Full+Archive&Nf=p_date_range. 
  87. McCrum, Robert (2010-08-01). "Anne Frank: was her diary intended as a work of art?". The Guardian. http://www.guardian.co.uk/books/2010/aug/01/anne-frank-diary-robert-mccrum. Hentet 2011-07-21. 

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Frank, Anne (1995) [1947]Frank, Otto H.; Pressler, Mirjameds. (på Dutch) Het AchterhuisMassotty, Susan (translation)DoubledayISBN 0-553-29698-1  ; Denne version, en ny oversættelse, inkludere tidligere ikke offentliggjort materiale fra tidligere udgaver.
  • Frank, Anne and Netherlands State Institute for War Documentation (1989). The Diary of Anne Frank, The Critical Edition. Doubleday. ISBN 0-385-24023-6.
  • Lee, Carol Ann (2000). The Biography of Anne Frank – Roses from the Earth. Viking Press. ISBN 0-7089-9174-2. 
  • Müller, Melissa (1999) [1998] (på German) Das Mädchen Anne FrankKimber, Rita and Robert (translators)Henry Holt and CompanyISBN 0-7475-4523-5OCLC 42369449.  ; With a note from Miep Gies.
  • van der Rol, Ruud; Verhoeven, Rian (til Anne Frank-huset); Quindlen, Anna (Introduction); Langham, Tony & Peters, Plym (translation) (1995). Anne Frank – Beyond the Diary – A Photographic Remembrance. Puffin. ISBN 0-14-036926-0.
  • Westra, Hans; Metselaar, Menno; Van Der Rol, Ruud; Stam, Dineke (2004). Inside Anne Frank's House: An Illustrated Journey Through Anne's World. Overlook Duckworth. ISBN 1-58567-628-4.
  • Jacobson, Sid and Colón, Ernie (2010). Anne Frank: The Anne Frank House Authorized Graphic Biography. Farrar, Straus og Giroux. ISBN 978-0-8090-2685-2.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til: