Den Hvide Hær

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

De Hvide, hvis militære arm omtales som De Hviderussiske styrker, Den Hviderussiske hær eller Den Hvide hær (russisk: Белая Армия, Belaya Armiya), udgjorde traditionalist fraktionen i den Den Russiske Borgerkrig fra 1917 til 1923, dvs. dem der kæmpede imod De Røde (bolsjevikkerne]). Navnet har ingen sammenhæng med det nuværende Hviderusland.

Den hviderussiske bevægelses flag svarer til det nuværende russiske nationalflag

De hviderussiske styrker kæmpede dels imod bolsjevikkerne, dels imod forskellige nationalistiske uafhængighedsgrupper. Men også de hvide var en sammensat gruppe af national-konservative, monarkister der ønskede zar-styret fortsat i en eller anden form, demokrater, liberalister og endog socialister der var modstandere af den bolsjevikiske revolution. Det var heller ikke alle nationalistiske uafhængighedsgrupper der støttede de hvide, enkelte så zaren som et større fremtidigt onde end kommunismen – og nogle nationalistiske uafhængighedsgrupper støttede hverken de røde eller de hvide men kæmpede imod begge grupper, fordi begge opfattedes som repræsenterende ønsket om russisk overherredømme. Der var også mange eksempler på skiftende loyalitet, og efterhånden som de hviderussiske styrker trængtes i defensiven blev de stadigt mere tilbøjelige til at love uafhængighed til forskellige grupper.

De hviderussiske styrker fik også hjælp af udenlandske styrker, bl.a. fra Japan, England, Canada, Frankrig og USA. Denne støtte bestod af styrker af varierende kvalitet, men oftest indsat ukoordineret og med ringe resultat. Støtten blev oftest givet for at bekæmpe kommunismen og dæmme op for kommunismens udbredelse – man frygtede at revolutionen ville brede sig til andre lande. Derimod var det ofte småt med støtten til den hvidrussiske sag – både zar-styrets ofte despotiske regime og russisk nationalisme var ugleset i vesten.

Til slut viste det sig dog at hverken de røde eller de hvide kunne vinde i hele det gamle russiske imperium. De røde vandt borgerkrigen i det meste af selve Rusland, mens f.eks. de tre baltiske lande opnåede uafhængighed. De hvide fortsatte en hvis grad af partisanvirksomhed i Rusland, men i de nye selvstændige områder var støtten til de hvide ganske ringe da man nu anså den rød/hvide borgerkrig som et internt russisk anliggende – og man ønskede ikke at provokere det nye røde styre i Rusland.

Den måske kendteste militære leder af De Hviderussiske styrker var General Wrangel.