Blasfemi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Blasfemi, (af græsk blasphemia, ond tale, bagtalelse), er udtryk for mangel på respekt for en guddom eller trosretning. I daglig tale synonymt med gudsbespottelse.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Indenfor kristen og muslimsk teologi forstås blasfemi typisk som ytringer fremsat med den hensigt at forhåne religionernes guddom. En bredere forståelse, der bl.a. har gjort sig gældende indenfor jødedommen, definerer blasfemi som enhver ikke-autoriseret brug af guddommens navn, lighed eller andet definerende karakteristikum. Eksempler tæller forbrydelser imod den guddommelige, kinesiske kejsers eneret til farven gul, den mosaiske lovs forbud mod at "tage herrens navn forfængeligt" (se Tetragrammaton) og de generelle billedforbud, som kendes i varierende omfang fra alle de store, monoteistiske religioner (se afgudsdyrkelse og ikonoklasme).

Blasfemi bør skelnes fra sakrilegium, der refererer til handlinger og fra kætteri, der refererer til afvigende læresætninger (fra ortodoksien). Modsat sakrilegiet er blasfemi (typisk) en ytring, ikke en handling (mens de begge refererer til en ukorrekt behandling af noget helligt). Kætteri adskiller sig fra blasfemi ved at udgøre relle, alternative idéer og ved at anklagen fremsættes imod tilhængere af samme trossamfund, mens såvel troende som ikke-troende kan være underlagt de forbud, der giver anledning til anklagen om blasfemi.

Lovgivning[redigér | redigér wikikode]

Overtrædelser af straffeloven
§ 114 Terrorisme
§ 119 Vold mod personer
i offentlig tjeneste
§ 123 Vidnetrusler
§ 140 Blasfemi
§§ 171-2 Dokumentfalsk
§§ 180-2 Brandstiftelse
§§ 203-4 Hasardspil
§ 216 Voldtægt
§ 222 Seksuelt misbrug af børn
§ 232 Blufærdighedskrænkelse
§ 237 Drab
§ 244 Vold
§ 245 a Kvindelig omskæring
§ 261 Frihedsberøvelse
§ 263-1 Brevhemmelighed og aflytning
§ 264 d Privatlivets fred
§ 266 Trusler
§ 266 b Racismeparagraffen
§ 267 Ærekrænkelse
§ 276 Tyveri
§ 277 Ulovlig omgang med hittegods
§ 278 Underslæb
§ 279 Bedrageri
§ 280 Mandatsvig
§ 281 Afpresning
§ 282 Åger
§ 283 Skyldnersvig
§ 288 Røveri
§ 291 Hærværk
§ 293 Brugstyveri
§ 299 b Ophavsretskrænkelser af
særlig grov karakter
Rediger

Internationalt[redigér | redigér wikikode]

De seneste årtier har set en trend henimod liberalisering af lovgivning imod blasfemi i vestlige lande. Dog forefindes der stadig blasfemiforbud i de fleste EU-lande, herunder Østrig, Finland, Italien, Tyskland, Irland, Holland, Spanien og Storbritannien. I sidstnævnte eksempel er det kun statskirkens trossætninger, der nyder beskyttelse, hvad der forhindrede Salman Rushdie i at blive politianmeldt for sin kontroversielle roman "De Sataniske Vers". Lande, der gør brug af islamisk ret, sharia, har typisk strenge straffe for blasfemi. I Pakistan har der således siden 1986 været dødsstraf for nedladende og forhånende bemærkninger om Muhammed.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Der findes i straffeloven en særlig paragraf, som gør blasfemi strafbart:

§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. [1]

Paragraffen blev i sin nuværende form indført i 1866 (den daværende § 156). Tidligere bestemmelser imod blasfemi udlagde handlingen som en "forbrydelse imod Gud", der kunne medføre dødsstraf. Bestemmelsen fra 1866 og fremefter sigter imod offentlig forhånelse, og er som sådan blevet betegnet som en "forbrydelse imod den religiøse følelse" (Birthe Rønn Hornbech, 19. maj 2005). Tiltalerejsning efter blasfemiparagraffen kan ikke foretages af lokale politimestre eller statsadvokaturer, men besluttes centralt af rigsadvokaten. Trods adskillige anmeldelser er tiltale efter paragraffen ikke rejst siden 1971. Den medførte senest domfældelse i 1938 i en sag, der drejede sig om løbesedler der udlagde hellige, jødiske skrifter således, at de opfordrede til 'skænding' af ikke-jødiske piger.

For at tiltalerejsning og senere dom kan finde sted, antages det normalt, at to betingelser samtidig skal være opfyldt: For det første skal der kunne føres bevis for krænkelsen af af de religiøse følelser på de pågældendes betingelser, for det andet skal krænkelsen have et omfang, som truer den offentlige orden. Rigsadvokaten skal på således vurdere ikke alene om der er tale om en tilstrækkelig grov krænkelse til, at det kan krænke trosfæller, men også samtidig om krænkelsen truer den offentlige orden. Blasfemibestemmelsen i den danske udgave bærer præg af mindretalsbeskyttelse, idet krænkelsen skal vurderes på forudsætningerne af de pågældendes religiøse orientering, ikke på basis af en bred forståelse i den danske offentlighed af, hvornår den almindelige dansker med en vis ret bør kunne føle sig forulempet i almindelighed.


På baggrund af en politianmeldelse af Danmarks Radio for at have vist Theo van Goghs kortfilm Submission, fremlagde Dansk Folkeparti 17. december 2004 et forslag i Folketinget til afskaffelse af § 140. Forslaget havde oprindeligt flertal uden om regeringen, men faldt, da Enhedslistens medlemmer ikke stemte for, idet de tog afstand fra at forslagets begrundelse betegnede filmens afbildning af "omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt" som hørende hjemme i "en forholdsvis normal muslimsk familie". Diskussionen blev genoptaget i efteråret 2005 med Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed og den derpå følgende politianmeldelse.


Debat: Blasfemiforbud mod ytringsfrihed[redigér | redigér wikikode]

Debatten om blasfemiparagraffen handler om stærkt kontroversielle spørgsmål om frihed, identitet og religion. Følgende søger at opregne dens principielle dimensioner.

Ytringsfriheden og religionens ukrænkelighed[redigér | redigér wikikode]

Blasfemiparagraffen beskytter idéer og ritualer, "troslærdomme og gudsdyrkelse". Disse idéer regnes for hellige, hvorfor det tjener samfundet bedst, at de ikke bliver udsat for "spot" og "forhånelse". Dette strider imidlertid imod en liberal, utilitaristisk forståelse af ytringsfrihed, ifølge hvilken ytringsfrihed bl.a. tjener til at alle idéer kan blive prøvet igennem rationel debat. Mulighederne for at afgrænse "forhånelse" fra diskussion er blevet anfægtet af bl.a. John Stuart Mill: "Hvis prøven (på forhånelse, red.) er anstød for de, hvis mening er under angreb, mener jeg, at al erfaring viser, at et stærkt og overbevisende angreb altid giver anstød.".

Idéen om at beskytte religioner (eller guddommen selv) imod kritik hidrører i liberale samfund typisk fra tidligere perioder, hvor statens legitimitet afhang af den nationale religion (eller som en 'våbenhvile' i religiøst stærkt fragmenterede samfund). Et eksempel på et moderne forsvar generaliserer idéen om det hellige til noget almen-menneskeligt:

Citat Alle folk har noget, der er helligt for dem. Om det så står i en bog, eller er oppe i hovedet eller ligger i en grav, det er lige meget. Hvis vi ikke havde det, så var vi ikke mennesker. Vi har alle et eller andet, som vi værdsætter og sætter over mennesket. Som muslim har man defineret det som Gud, og hans ord er i koranen. Citat
Aisha Abu-Laban til Berlingske Tidende, 28. november 2004

I essayet "Is nothing sacred?" vurderer forfatteren Salman Rushdie modsat, at 'det hellige' er en konservativ konstruktion, et forsøg på at immunisere det hellige imod kritik:

Citat Nej, intet er helligt i og af sig selv (...) Idéer, tekster, ja selv mennesker kan gøre hellige - ordet [det engelske "sacred", red.] kommer fra latin "sacrare" (at ophøje som ukrænkeligt) men selv om disse søger at proklamere og bibeholde deres egen absolutte eksistens, deres ukrænkelighed, når den først er blevet etableret, er selve handlingen, at ukrænkeliggøre, en særdeles historisk hændelse. (...) Og historiske hændelser må altid underkastes kritiske spørgsmål, dekonstruktion, ja selv påstande om deres overflødighed. (...) Idéen om det hellige er simpelthen et af de mest konservative tankesystemer i hvilken som helst kultur, fordi den stræber efter at reducere andre idéer - Uvished, Fremskridt, Forandring - til forbrydelser. Citat
Imaginary Homelands, 1989, p. 416 (egen oversættelse)

Den danske blasfemibestemmelse sigter ikke mod at beskytte religioner eller kirker imod religionskritik, men derimod at beskytte mindretal imod forfølgelse på grund af, at deres trosmæssige følelser krænkes, jvf ovenfor.

Trossamfundets medlemmers identifikation med trossætninger[redigér | redigér wikikode]

Blasfemi er ifølge alle definitioner såvel som blasfemiparagraffen rettet imod trossætninger og guddomme, ikke imod personer. En høj grad af identifikation imellem et trossamfunds medlemmer og trossætninger kan imidlertid lede til, at blasfemi opleves som personlig eller kollektiv forhånelse på linje med racistiske bemærkninger. Modstandere af blasfemiparagraffen hævder, at i det omfang, blasfemiske udtalelser dækker over forhånelse af samfundsgrupper, er racismeparagraffen tilstrækkelig beskyttelse, som Line Barfoed udtrykker i følgende citat (såvel som en almen formulering af modstanden mod at yde religionen qua religion beskyttelse):

Citat Vi har racisme-paragraffen til at beskytte de mennesker, der tror. Den paragraf siger udtrykkeligt, at man ikke må forhåne folk på grund af deres tro. Mens det, blasfemi-paragraffen handler om, kun er spørgsmålet om at forhåne selve troen - altså guden. Og så kan man sige, hvis de guder virkelig måtte findes, så skal de nok selv sende nogle lyn ned fra Olympen - eller hvor de nu måtte sidde." Citat
Line Barfoed (Enhedslisten) til Berlingske Tidende, 14. december 2004

Nogle fortalere fastholder derimod, at paragraffen fungerer som et supplement til racismeparagraffen for at undgå at disse samfundsgrupper lægges for had per stedfortræder. Med henvisning til sagen fra 1938, påpeger professor i stats- og forfatningsret Henning Koch:

Citat Det er en saftig udlægning af de jødiske skrifter, der naturligvis er en meget ondsindet og indirekte form for udstødelse af jøderne. Det er altså en bespottelse af skrifterne og ikke noget, der udsprang af, at jøderne havde en anden race eller tro. Citat
Henning Koch til Berlingske Tidende, 14. december 2004

Definitioner af blasfemi og ytringsfrihed[redigér | redigér wikikode]

Jo bredere en forståelse af blasfemi (forhånelse/omtale) der anvendes, jo større vil konfliktområdet med ytringsfrihed være. Eksempelvis stammer furoren i forbindelse med sagen om de 12 tegninger af Muhammed delvis fra, at det er blevet udlagt som en overtrædelse af et forbud i islamisk tradition imod afbildning af profeten, og delvis fra at tegningerne er karikaturer og dermed ses som bevidst forhånende.

Ytringsfrihed kan ydermere forstås som en individuel, ukrænkelig ret uafhængigt af konsekvenser eller som en samfundsgavnlig institution, der tjener den frie debat og idéudvikling. Den første forståelse vil lede til en relativt kompromisløs holdning overfor indgreb, mens den anden vil være mere tilbøjelig til at acceptere en afvejning af hensyn.

Blasfemianmeldelser og -domme i Danmark[redigér | redigér wikikode]

  • 19. januar 1938: Der fældes dom over en gruppe nazister, der har omdelt løbesedler, der tager Talmuden til indtægt for at legitimere jøders overgreb på ikke-jødiske piger. Det må bemærkes at straffelovens § 266b i sin første form blev indsat 15. marts 1939 efter denne doms afsigelse.
  • 1946: Til et karneval har et dansk par iført sig præstekjoler og døbt en dukke. Parret blev idømt bøde[2]. Dette er den seneste gang, at nogen er blevet dømt under blasfemiparagraffen.
  • 21. oktober 1971: To programchefer fra DR frifindes for blasfemi. DR har vist en optagelse af Trilles fremførelse af Jesper Jensens sang "Øjet", der ifølge anklageskriftet tillægger Gud "en utilfredsstillet kønsdrift, der giver sig udtryk for beluring af kønsligt samvær, hvorved den kristne lære om Guds overmenneskelige egenskaber bespottes eller forhånes." Frifindelsen fandt, at sangen primært var et "polemisk indlæg" imod religiøs opdragelse og som sådan ikke tog sigte på at forhåne eller spotte. [3]
  • 1973-89: Statsstøtten til Jens Jørgen Thorsens Jesus-film standses, men manuskriptet granskes for overtrædelser af blasfemiparagraffen. Thorsen får først udbetalt den lovede støtte i 1989. Der bliver aldrig anlagt sag. [3]
  • 12. maj 2003: Næstformanden for det katolske menighedsråd i Vordingborg anmelder Kvickly for blasfemi, efter at supermarkedskæden har udbudt klip-klap-sandaler med motiver af Jesus og jomfru Maria på sålerne. [4]
  • 5. december 2004: DR bliver politianmeldt for blasfemi og hetz efter at have vist Theo van Goghs kortfilm "Submission". Lisbeth Knudsen, DRs nyhedsdirektør, erklærer, at den eneste hensigt med at vise filmen er at "sætte debatten om ubegrænset eller begrænset ytringsfrihed ind i et perspektiv og gøre den konkret." [5]
  • 30. september 2005: Morgenavisen Jyllands-Posten offentliggør 12 tegninger af profeten Muhammed. 28. oktober bliver avisen anmeldt for blasfemi og racediskrimination. [6]
  • 12. december 2005: Susanne Westh Larsen anmelder DR til politiet for "for at udsende dødstrusler og blasfemi mod kristne". Anledningen er udsendelsen "Stormslag" om et heavy metal-band af samme navn, hvis øvelokale, der hyppigt optræder i udsendelsen, er prydet med graffitien "Dræb de kristne". Westh Larsen får opbakning af organisationen KLF, Kirke & Medier. [7]
  • Februar 2006: Rigsadvokaten i Danmark undersøger om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er blasfemi. [8]
  • 15. marts 2006: Rigsadvokatens afgørelse i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”. Afgørelsen var, at der ikke forelå en overtrædelse af de nævnte regler i straffeloven. Det fastslås dog også: "Det er således ikke en rigtig gengivelse af gældende ret, når det i artiklen i Jyllands-Posten anføres, at det er uforeneligt med ytringsfriheden at gøre krav på hensyntagen til religiøse følelser, og at man må være rede til at finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”".[9]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Andre links[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]