Nazi-Tyskland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Nazityskland)
Gå til: navigation, søg
Großdeutsches Reich
Nazi-Tyskland
1933–1945
Flag Våben
Flag Nationalvåben
Motto
"Ein Volk, ein Reich, ein Führer."
Nationalmelodi
første vers af Das Lied der Deutschen efterfulgt af
Horst-Wessel-Lied
Geografisk placering af Nazi-Tyskland
Nazi-Tyskland i 1943.
Hovedstad Berlin
Sprog Tysk
Styreform Etpartistat, Diktatur
Præsident
 - 1925 – 1934 Paul von Hindenburg
 - 1934 – 1945 Adolf Hitler (som Führer)
 - 1945 Karl Dönitz
Kansler
 - 1933 – 1945 Adolf Hitler
 - 1945 Joseph Goebbels
 - 1945 Lutz Graf Schwerin von Krosigk
Historisk æra
 - Machtergreifung [1] 30. januar 1933
 - Gleichschaltung 27. februar 1933
 - Anschluss 13. marts 1938
 - Tysklands betingelsesløse overgivelse 8. maj 1945
Areal
 - 1937 [2] 633.786 km²
Befolkning
 - 1937 est.[3] 69.314.000 
     Tæthed 109,4 /km² 
Valuta Reichsmark
Efterfulgte
Efterfulgt af
Flag of Germany (3-2 aspect ratio).svg Weimarrepublikken
Flag of Saar 1920-1935.svg Saar (Folkeforbundet)
Flag of Austria.svg Første østrigske republik
Flag of Czechoslovakia.svg Tjekkoslovakiske republik (1918–1938)
Flag of Lithuania (1918-1940).svg Memelland
Gdansk flag.svg Fristaden Danzig
Flag of Poland.svg Anden polske republik
Flag of Belgium (civil).svg Eupen-Malmédy
Flag of Luxembourg.svg Luxembourg
Flag of France.svg Alsace-Lorraine
Flag of the Kingdom of Yugoslavia.svg Kongeriget Jugoslavien
Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig Flag of Germany (1946-1949).svg
Besættelseszoner i Østrig efter 2. verdenskrig Flag of Austria.svg
Tjekkoslovakiet Flag of Czechoslovakia.svg
Folkerepublikken Polen Flag of Poland.svg
Alsace-Lorraine Flag of France.svg
Eupen-Malmédy Flag of Belgium (civil).svg
Luxembourg Flag of Luxembourg.svg
Kaliningrad Oblast Flag of the Soviet Union (1923-1955).svg
Saar (protektorat) Flag of Saar (1947–1956).svg
Den socialistiske føderale republik Jugoslavien Flag of SFR Yugoslavia.svg

Stortyskland er det Tyskland, Adolf Hitler ledede, også kendt under navnene Nazi-Tyskland og Det Tredje Rige. Disse navne betegner det nazistisk regerede Tyskland i perioden 1933-45, der fulgte efter Weimarrepublikken. Benævnelsen "Det tredje rige" (ty. Das dritte Reich) refererer til Det tysk-romerske rige som "Det første rige", og Det tyske kejserrige som "det andet rige". Det officielle navn på staten var Deutsches Reich ("Det tyske rige") i perioden 1933-1943, og Großdeutsches Reich ("Det stortyske rige") fra 1943 til 1945. Tyskere refererer i dag ofte til perioden som Zeit des Nationalsozialismus eller forkortet NS-Zeit ("den nationalsosialistiske periode").

Tyskland gennemgik i den 12-årige periode store forandringer: riget, der hidtil var blevet ledet ved en demokratisk valgt leder, blev i disse år ledet af diktatoren Adolf Hitler kaldet Føreren (Der Führer). Indenrigspolitisk blev flerpartisystemet afviklet, og modstandere af det siddende styre fængslede, lige som partistyret trængte igennem inden for alle områder af det offentlige liv. Udenrigspolitisk førte regimet en voldsom ekspansionspolitik, der var en af hovedårsagerne til udbruddet af 2. verdenskrig. Frem til 1942 havde styret fremgang i sin politik, der, efter modgang, endte med dets (og Tysklands) fuldkomne sammenbrud.

Nationalsocialismen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Nazisme

Den fremherskende ideologi i Det Tredje Rige var nationalsocialismen eller nazismen.

Nationalsocialismen var det tyske modspil til den totalitære fascisme, der herskede i Italien og til stalinismen i Sovjetunionen. På trods af mange ligheder, kan de tre ideologier ikke sidestilles, da særlige tyske idehistoriske strømninger i høj grad prægede nationalsocialismen. Fælles for fascismen og nazismen (og på mange måder stalinismen) var:

  • En antidemokratisk (partistyret) førerkult
  • En militarisme, der gennemsyrede hele samfundet
  • En ekstremt undertrykkende og kontrollerende stat, herunder fangelejre for modstandere af systemet og andre, man ville af med
  • Aggressiv imperialisme
  • Organismetanken, idet føreren var hovedet, resten af befolkningen udgjorde forskellige, men vigtige funktioner.
  • En af stammetanken inspireret folkelig enhed (folket, mens USSR (formelt) byggede på klasseenhed)

Nationalsocialismen havde mange forskellige udspring, men ideologiens parti NSDAP var funktionelt på linje med den stalinistiske partistruktur og stærkt ideologisk påvirket af den italienske fascisme under ledelse af Mussolini, oldeuropæisk, romersk kultur og tidligere kejserriger. Staten ledet af partiet under føreren var den krumtap omkring hvilket systemet var bygget op. Under nazismen blev "racen" sat i stedet for det kommunistiske "arbejderklassen" som den fælles enhed, der retfærdiggjorde systemets politik og sikrede systemets enhed. Begge brugte historien til at begrunde deres politik, men hvor kommunisterne hævdede, at deres etpartistat var blevet til som en historisk nødvendighed for at afslutte klassekampen og tillige at alle andre lande havde ønske om at tilslutte sig denne, henviste nazisterne til Tysklands landafståelser efter 1. verdenskrig som en uretfærdighed, der lod mange tyskere og tysksindede stå uden for riget, hvilket - parret med Tysklands behov for mere jord til at udvikle sig på (livsrum, tysk: lebensraum) - nødvendiggjorde grænsereguleringer i forhold til landets nabostater. For fascismen i Italien var det derimod især traditionel kolonipolitik, som bar dette lands udenrigspolitik frem.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tyskland før den nazistiske magtovertagelse[redigér | redigér wikikode]

Uddybbende artikel Weimarrepublikken

Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i dens forløber, den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, opnåede flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer, der fulgte Wallstreetkrakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, gav Weimarrepublikken dødsstødet.

Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med dets populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold.

Tyskland under nazismen 1933-1945[redigér | redigér wikikode]

1933: Hitlers magtovertagelse[redigér | redigér wikikode]

Den 30. januar blev Adolf Hitler af Rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I den korte tid op til valget udnyttede ledende nazister i regeringen samtlige muligheder i regeringsstyrelsen for at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en noget forvirret hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtige til at fremmane.

Ved rigsdagsvalget i marts 1933 opnåede Hitler og hans støtteparti over 50 procent af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz", og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod. Parlamentet havde med historikeren Sebastian Haffners ord nedlagt sig selv uden sværdslag. "Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet og den sidste rest af en retsstatlig Weimarrepublik væk.

Konsolidering af magten 1933-1936[redigér | redigér wikikode]

NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse. Kort efter kom det til forbuddet mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige andre tidligere partier. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes Gleichschaltung, 'ensretning'. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP´s kontrol. Udover dét blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse.

I løbet af 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken, og listen kan fortsættes, for det var efterhånden uklart, hvad der var stat, og hvad der var parti. Den amerikanske iagttager Ernst Fraenkel beskrev denne udvikling i sin bog med den meget sigende titel "Dual State".

Indenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Jødeforfølgelsen[redigér | redigér wikikode]

Stigende chikane 1933-1939[redigér | redigér wikikode]

Allerede den 1. april 1933, en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts, begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm-Abteilung (SA) ødelagde flere steder jødiske forretninger og mishandlede indehaverne.

I flere af de af nazisterne styrede regionale lande blev der vedtaget skrappere og skrappere regler for jøder: jøder havde ikke ret til at benytte de samme bænke, toiletter, gader, busser mv. som de ariske tyskere.

Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det klart, hvordan man definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt ved lov. Som en konsekvens udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det oprindelige antal i slutningen af 1938. Samtidig samarbejdede imidlertid zionisterne med styret om at organisere udvandring til Palæstina i den såkaldte (Ha'avara-plan)[4], der gjorde det muligt for jøder at få overført store summer til Palæstina via en jødisk kontrolleret investeringsbank.

Især den kendte "krystalnat" den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev et stort antal synagoger i hele landet ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning.

Holocaust[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Holocaust
Lager Nordhausen

Holocaust (af græsk holokáutoma – fuldstændigt – og kausis – brand, forbrænding) er betegnelsen for det systematiske folkedrab som nazisterne iværksatte mod jøder og andre befolkningsgrupper. Det er hævdet, at seks millioner blev dræbt i løbet af denne udryddelseskampagne.[5]

I løbet af krigens første måneder blev jøder tvunget til at leve i ghettoer, de største i Lublin og Warszawa. Hitler og hans ledelse havde overvejet at skibe de i Tyskland boende jøder til Madagaskar, men da dette ikke kunne lade sig gøre, åbnedes i løbet af 1940 enorme arbejdslejre hovedsageligt i det besatte Polen, hvor de fleste jøder boede. Nogle jøder i Vesttyskland blev en overgang sendt til det besatte Frankrig.

Under den tyske fremmarch i Sovjetunionen i 1941 begyndte SS systematisk at bekæmpe sovjetiske partisangrupper[6], og "løsningen af jødeproblemet" tog en drejning. Ved Wannseekonferencen i 1942 blev "Endlösung" vedtaget. Denne endelige løsning betød den organiserede forflyttelse af de europæiske jøder til dertil indrettede koncentrationslejre Auschwitz-Birkenau, Majdanek, Treblinka, Sobibor og Chelmno. Fra disse lejre blev jøder rekvirerede til krigsindustrien (til erstatning for tyskere, der blev sendt til fronten)[7], eller forflyttede til de tyskbesatte områder i Hviderusland og i Baltikum[8], eller de døde af sygdom eller blev myrdede i lejrene.[9]

Økonomien i vækst[redigér | redigér wikikode]

Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statslig styret, og med NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts succes med New Deal påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig militærstrategisk fordel, der skulle lette transporten af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.

Det økonomiske boom og den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import.{[10]

Da Hitler kom til magten, var Tyskland endnu ramt af depressionen. Arbejdsledigheden var høj, og også landbruget havde svært ved at producere nok fødevarer i de økonomiske krisetider.

Hjalmar Schacht, tysk rigsbankpræsident og Reichswirtschaftsminister («økonomiminister»)

Hitler allierede sig snart med storindustrien. Han udnævnte Hjalmar Schacht til ny præsident i riksbanken allerede i 1933. Schacht var vel anset i det tyske næringsliv, og dette beroligede de, som var bange for, at Hitler skulle føre en alt for venstreorienteret økonomisk politik.

Samfundsøkonomisk overtog Hitler den kommunistiske planøkonomi. Han fik udarbejdet fireårsplaner for økonomien, ganske efter Sovjetunionens forbillede. Samtidig samarbejdede Hitler tæt sammen med næringslivets ledere. Hitler ville satse på at udbygge tungindustrien yderligere, da han så på denne som en hjørnesten i økonomien og vigtig for at kunne opruste landet igen.

Hitler stimulerede også økonomien ved at igangsætte store offentlige byggeprojekter, herunrder et netværk af motorveje, de så kaldte autobahn. Udbygningen af vejene skaffede arbejde til mange og gav bilindustrien vigtig hjælp.

Industrien blev også opmuntret til at forske i syntetiske produkter. Hitler ville undgå at havne i samme situation som under 1. verdenskrig, da Tyskland måtte opgive krigen på grund af manglende forsyninger uden egentlig at have tabt krigen militært. Det var især vigtigt at udvikle kunstig benzin, hvilket I.G. Farben formåede i 1934 ved hjælp af statsstøtte.

Samtidig prøvde nationalsocialisterne at reformere jordbruget ved at indføre maksimalgrænser for hvor megen gæld, som kunne ligge på en gård. Dette gav imidlertid ikke den ønskede effekt, og produktionen faldt yderligere. Resultatet var, at Tyskland måtte importere fødevarer, hvilket skete på bekostning af våbenimporten. Tyskland fik et stort underskud på handelsbalancen på grund af denne import.

Tyskland havde alligevel stor økonomisk fremgang i 1930'erne. Væksten i industrien var så stor, at handelsunderskuddet blev af sekundær betydning. Væksten kom i stor udstrækning jævne borgere til gode på grund af lavere arbejdsledighed og større tilgang til forbrugsvarer.

Tysklands industrielle tyngdepunkt forflyttede sig øst over i denne periode. Traditionelt havde de vestlige storbyområder som Düsseldorf, Gelsenkirchen og Dortmund haft størstedelen af industrien. Meget af den nybyggede industrien i 1930-erne blev opført i Midttyskland og i de tidligere tyske østområder. Disse østligere områder havde tidligere stort set været jordbrugsområder, men de gik ind i en rivende industriel udvikling i Hitlertiden.

Oprustning[redigér | redigér wikikode]

En medvirkende årsag til Tysklands industrielle udvikling var oprustningen.

Tyskland var blevet pålagt strenge begrænsninger i landets militære styrker i Versailles-traktaten: Marinen blev begrænset til seks større krigsskibe, og hæren blev begrænset til 100.000 mand, hvoraf kun 4.000 officerer. Tyskland fik ikke lov til at have noget luftforsvar.

Allerede fra 1933 gik Hitler ind for at opbygge de militære styrker. Dette måtte selvsagt gøres i hemmelighed, så at Frankrig og Storbritannien ikke opdagede oprustningen.

Oprustningen kom hurtigt så langt, at briterne og franskmændene måtte reagere. Frankrig forlængede værnepligten, og briterne gik i gang med at udvide deres marine. Hitler svarede øjeblikkelig med også at indføre værnepligt i Tyskland samtidig, som han erklærede, at Tyskland ikke havde til hensigt at overholde rustningsbegrænsningerne i Versailles-traktaten. Tyskland gik derfor i gang med at opbygge Luftwaffe igen.

De andre stormakter reagerde kun svagt på dette. Storbritannien, Italien og Frankrig prøvede at optræde samlet og protestere uden, at Hitler lod sig berøre. Folkeforbundet fordømte Hitlers politik, men Tyskland havde meldt sig ud af Folkeforbundet allerede ved Hitlers magtovertagelse, hvilket indebar, at Folkeforbundet stod uden sanktionsmuligheder.

Hitler ønskede at genopbygge den tyske flåde, men så længe at han ikke havde ressourcer nok til at opbygge både hæren og flåden, var dette ikke muligt. Løsningen var at lave en aftale med Storbritannien om, at størrelsen på den tyske overfladeflåde ikke skulle overstige 35% af størrelsen på den britiske overfladeflåden. Tyskland kunne skaffe sig lige så mange ubåde som Storbritannien. Hitler anså aftalen som en stor diplomatisk sejr.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Med udmeldelsen af det svækkede folkeforbund i 1933 signalerede den nazistiske ledelse tidligt, at den ikke var interesseret i samarbejde inden for rammerne af denne organisation.

Den italiensk-abessinske krig[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1935 angreb Italien Etiopien. Dette bidrog til at de demokratiske lande Frankrig og Storbritannien så med stigende skepsis på Mussolini og blokerede handelen med landet. Tyskland benyttede sig af denne mulighed til at nærme sig Italien, og fortsatte med at handle med Mussolini.

Den spanske borgerkrig[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den spanske borgerkrig

I 1936 udbrød der borgerkrig i Spanien. Både Italien og Tyskland støttede nationalisterne ledet af general Francisco Franco og støttede Franco militært. De fælles mål i Spanien bidrog til at bringe Italien og Tyskland endnu nærmere til hinanden. Den 1. november 1936 talte Mussolini i en tale om "aksen mellem Roma og Berlin", og den nye alliance aksemagterne var en realitet. På grund af den russiske støtte til republikken under anarkister og kommunister ønskede de vestlige stormagter ikke at gribe ind på regeringens side og overlod spanjolerne til deres skæbne. Dette førte til, at en række frivillige fra England, Norge, Frankrig og andre europæiske lande meldte sig på republikkens side.

Rhinlandet[redigér | redigér wikikode]

Tyskland sendte i 1936 tropper ind i den demilitariserede zone i Rheinland. Hitler mente, at dette var nødvendigt for at sikre den tyske grænse mod Frankrig. Samtidig var det et alvorlig brud på Versailles-traktaten. Efter som Frankrig ikke reagerede på dette over for Tyskland, fik Hitler opfattelsen, at Tyskland kunne handle, som det ville uden, at sejrherrerne fra 1. verdenskrig reagerede.

Ekspansion og aggression - optakt til krig 1937-1939[redigér | redigér wikikode]

Tyskland i august 1939 efter indlemmelsen af Böhmen, Mähren og Østrig

I november 1937 gjorde Hitler det klart for sin udenrigsminister, at han ville løse de påståede Lebensraum-problemer ved at udvide det tyske rige med Østrig og Tjekkoslovakiet. Østrig havde efter 1. verdenskrig levet en noget omskiftelig tilværelse. Østrig havde aldrig været et egentligt land, men var til 1918 en del af det østrig-ungarske kejserrige. Efter 1. verdenskrig så mange gerne en forening med det tyske rige: den gamle stor-tyske løsning, som var forpasset i 1871, da Ententen forbød det og ved Versaillesfreden. Mange frygtede et stærkt Tyskland. I 1933 blev Østrig styret autoritært af Engelbert Dollfuss og derefter af Kurt Schussnigg. Efter et tysk ultimatum til den østrigske regering måtte den opgive at bevare østrigsk selvstændighed og træde tilbage. Umiddelbart efter i marts 1938 marcherede tyske tropper ind i Østrig. Mange østrigere bifaldt denne udvikling og tog godt mod de tyske tropper. Mange talte om Østrigs indtræden i det tyske rige som "Heim ins Reich". Første del af Hitlers udvidelsesplaner var lykkedes uden de mindste problemer.

Ved München-konferencen i september 1938 vandt Adolf Hitler sin hidtil største udenrigspolitiske sejr. Stortyskland havde i lang tid arbejdet på at få tilbagegivet de områder af Tjekkoslovakiet, hvor der var tysk befolkningsflertal. De europæiske ledere besluttede med en blanding af frygt og forståelse for det tyske ønske at tvinge Tjekkoslovakiet til at afgive Sudetenland. De sudetertyske områder i Tjekkoslovakiet blev nu overgivet til det tyske rige.

Et halvt år senere skulle det vise sig ikke at være nok. Trods sine løfter truede Hitler den tjekkiske regering til at gå af, og tyske tropper kunne i marts 1939 uhindret besætte Tjekkoslovakiet. Tyskland havde besat et fremmed og uafhængigt land, og var sluppet fra det uden at løsne et eneste skud. England og Frankrig besluttede nu at afvige fra den hidtige Appeasement-politik, der ikke havde kunnet bremse Hitlers fremmarch, og de udstedte en garanti til Polen, det næste land i rækken for de tyske Lebensraum-planer. Det stod klart for de fleste i Europa, at Hitler og hans parti ikke skyede nogen midler for at få en krig.

2. verdenskrig 1939-1942[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: 2. verdenskrig

Med det engelsk-franske ultimatum stod det nu klart, at endnu en tysk indmarch i et uafhængigt land ville udløse en europæisk storkrig. Det var ikke noget Tyskland frygtede; det var snarere en del af planen at gå i krig mod England og Frankrig: Den tyske industri og det tyske samfund var under Hitler forberedt på en krig. De nye motorveje var ikke bare lavet til civilbefolkningen; de skulle også lette transporten af hærenheder og især tyskernes nye våben, den moderne kampvogn. Den tyske værnemagt var en toptunet professionel kampstyrke. For at kunne overbevise det tyske folk om det uundgåelige i endnu en verdenskrig, skabte Hitler den myte, at krigen var uundgåelig og ligeferm var en forsvarskrig, som det fredelige Tyskland måtte udkæmpe for at overleve. Hitlers tale den 1. september 1939 er et studie i folkeforførelse: Han påstod, at polske soldater havde angrebet den tyske grænse, og at angrebet var en del af en større engelsk-fransk plan der skulle udslette Tyskland.

Hitlers angreb på Polen startede den 2. verdenskrig. I første omgang lykkedes det Tyskland at besætte de polske områder på to uger. De vestlige polske områder blev som en del af østudvidelsesplanen hurtigt indlemmet i riget. De tre områder i midten blev et Generalgouvernement med den berygtede Hans Frank som generalguvernør. Et par uger efter erobrede Sovjetunionen de polske landvindinger i 1. verdenskrig og besatte den østlige del af Polen. Tyskland og Sovjetunionen havde før indtoget i Polen indgået en ikke-angrebspagt, den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt. Med den hurtige sejr over England og Frankrig i vest - også kaldet Blitzkrieg - var størstedelen af Vesteuropa med undtagelse af de britiske øer i nazisternes hænder. Den 22. juni 1941 førte Hitler sin beslutning om at angribe Sovjetunionen ud i livet. Det var som om krigstilstanden var normaltilstanden for Tyskland, og at landet ikke kunne klare længere perioder med relativ fred. I løbet af det næste år løb offensiven imidlertid fast på de vidtstrakte russiske stepper, og Sovjet var i løbet af 1942 klar til at slå igen.

Tyskernes største nederlag skete ved Stalingrad, som både Hitler og Stalin ville besidde, uanset prisen. Byen havde strategisk og industriel, men især prestigemæssig og psykologisk betydning, da den bar Stalins navn. Efter nogle af krigens hårdeste kampe, hvor tyskerne på et tidspunkt havde kontrol over størsteparten af byen, indledte russerne et modangreb nord og vest om byen, hvorved hele den tyske armé med en styrke på oprindelig 300.000 mand blev omringet. Begge parter havde lidt enorme tab i byen; den sidste tid havde tyskerne lidt voldsomt under russernes snigskytter, der ramte den ene officer, signalmand osv. efter den anden. Tyskerne havde ikke de store muligheder for at bruge tunge våben i byen, så en stor del af kampene foregik mand mod mand; sommetider var der tyske enheder på én etage i en bygning og russiske på en anden etage. Hitler var gentagne gange blevet advaret om risikoen ved at lade sine flanker være så dårligt beskyttet - nogle steder var området så tyndt bemandet med rumænske enheder, at en enkelt delings ansvarsområde strakte sig over flere km. For den store russiske angrebsstyrke (omkring 1 mio. mand) var det nu en formsag at løbe flankerne over ende og indlede den knibtangsbevægelse, der lukkede hele den tyske armé inde i og omkring byen.

Den næste store fejltagelse fra Hitlers side var at afvise en tysk tilbagetrækning fra byen, mens tid var. Krigslykken var endelig for alvor vendt til de allieredes fordel.

2. verdenskrig og Nazi-Tysklands undergang 1943-1945[redigér | redigér wikikode]

Den amerikanske hær sprænger hagekorset på toppen af Reichsparteitagsgelände i Nürnberg.

I 1943 begyndte det for alvor at stå klart for den tyske befolkning at nederlaget var sandsynligt. Nederlaget i Stalingrad var ikke det eneste militærstrategiske vendepunkt i 2. verdenskrig, det stod allerede tidligere klart at Tyskland ikke ville kunne vinde. Men slaget fik for første gang den tyske befolkning til at indse, at krigen meget vel kunne tabes. Stalingrad var et kæmpe nederlag, næsten hver eneste familie kendte nogen der var gået til ved slaget, og den tyske propagandaminister, Joseph Goebbels, kunne ikke trylle en sejr ud af det, som han ellers havde gjort det så mange gange før. I stedet valgte han at holde "Wollt Ihr den totalen Krieg"-tale (Ønsker I den totale krig?), der skulle motivere tyskerne til at kæmpe for overlevelse. Denne berømte tale viser om noget det nazistiske styres vanvid. Med de tiltagende allierede bombardementer og informationer om den russiske fremmarch i øst begyndte krigen for alvor at gøre ondt på hjemmefronten. I juli 1943 blev et helt kvarter i Hamburg lagt øde af en af krigens hidtil værste civilbombardementer. Tusinder hovedsageligt kvinder og børn døde i flammerne. For at standse den håbløse krig forsøgte en række tyske officerer i hærledelsen i juli 1944 at slå Hitler ihjel ved 20. juli-attentatet. Hitler overlevede mirakuløst, da han i eksplosionsøjeblikket netop var kommet i læ af en søjle. Flere i værelset døde.

Hitler besluttede sammen med andre ledende nazister i september 1944 et sidste desperat angreb, der skulle presse de vestfra kommende allierede soldater tilbage i Atlanterhavet. Dette angreb fik navnet Volkssturm, og det indbefattede alle våbenføre mænd mellem 16 og 60. På trods af overraskelsesmoment og nogen succes løb angrebet hurtigt fast i Ardennerne. De allieredes fremmarch i øst og vest tog for alvor fart i de første måneder af 1945. I januar 1945 brød den østlige front næsten sammen efter et enormt sovjetisk angreb. Den 30. april begik Hitler selvmord i sin bunker med sovjetiske soldater få hundrede meter derfra. Den 8. maj underskrev Admiral Karl Dönitz den tyske kapitulation. Det nazistiske regime var slut.

Danmark og Nazi-Tyskland[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Besættelsen

Besættelsen af Danmark i april 1940 var starten på en af de mere specielle tyske besættelser i 2. verdenskrig: Den danske regering blev siddende, og de fleste områder af det danske samfund fik lov til at køre som hidtil uden tysk indblanding. Som en del af den tyske efterkrigsplan, en plan som naturligvis gik ud fra en tysk sejr, skulle Danmark inkorporeres i et fælleseuropæisk Gross-Wirtschafts-Raum. Den danske udenrigsminister Scavenius var i 1940 tæt på at tage forskud på denne udvikling, da han signalerede dansk interesse i projektet. Det medførte, at den tyske ambassadør Ritter juli 1940 stod klar i København med en plan om et tæt samarbejde mellem Danmark og Stortyskland. En plan der reelt ville betyde at Danmark ophørte at være en nation, men blev et tysk protektorat. Bestyrtelsen var enorm i Danmark, og planen blev afvist.

Ud over denne plan bidrog dansk næringsliv i høj grad til den tyske krigsindsats. Selv om der ikke blev produceret våben og ammunition af betydning i Danmark, så havde den store danske fødevareindustri enorm betydning for den tyske krigsindsats. Danmark brødfødte op imod 10 millioner tyskere i krigens slutfase. Militært set deltog Danmark med Frikorps Danmark med ca. 6.000 soldater på tysk side. Disse frivillige danske soldater kæmpede med den danske regerings tilsyneladende velvilje ved østfronten mod Sovjetunionen.

Som tiden gik, forværredes samarbejdet mellem den danske regering og tyskerne, og i 1943 kollapsede samarbejdet helt med det resultat, at tyskerne overtog regeringsstyret. Endvidere udførte modstandsbevægelsen talrige sabotageangreb mod tyskerne under hele besættelsen; primært logistik såsom jernbanelinjer mv. blev hårdt ramt. Ved krigens slutning gik modstandsbevægelsen omgående i gang med at arrestere og i en lang række tilfælde likvidere borgere der havde hjulpet nazisterne under besættelsen.

Historikerstrid – polykrati?[redigér | redigér wikikode]

Blandt historikerkredse er der udbredt uenighed om, hvordan Nazi-Tyskland overhovedet blev styret. Især den berømte tyske historiker Hans Mommsen har med sin polykrati-ide præget debatten. Hans tese er, at Nazi-Tyskland faktisk nærmest ikke blev styret af en ledelse, men af mange. Deraf det græske ord polykrati, der betyder mange-styre eller fler-styre. Det hul der opstod mellem parti og stat blev til en slagplads mellem forskellige nyoprettede ministerier, institutioner og stærke, handlekraftige embedsmænd. Beslutninger taget oppefra blev ofte udført endnu mere radikalt nede i systemet, hvor forskellige instanser lå i direkte konkurrence med hinanden. Denne tese er blevet godtaget af de fleste, men der hersker også uenighed mht polykratimodellen. Var det en bevidst strategi af Hitler at spille sine underordnede ud mod hinanden for at opnå de bedste resultater, eller havde han simpelt hen ikke overblik til at styre tingene. Hans Mommsen er så afgjort tilhænger af den sidste opfattelse. Mommsen er kendt for nærmest at latterliggøre Hitlers evner på regeringsområdet.

Oversigt over personer og organisationer[redigér | redigér wikikode]

  • Organisationer:
    • NSDAP – partiet i den tyske et-parti-stat
    • Gau partidistrikt og parallel landsdelsadministration
    • SA – paramilitære stormtropper indtil 1934
    • SS – eliteorganisation i partiet
    • Gestapo – en gren af SS og sikkerhedspolitiet
    • Waffen-SS, den militære gren af SS
    • Hitlerjugend – partiets ungdomsorganisation, oprindelig kun for drenge, men i 1932 opslugtes

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Thomas Urban: Tabet - fordrivelsen af tyskere og polakker i det 20. århundrede. Ellekær, 2012

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Tyske rigsdagsvalg 1933
  2. Statistisches Bundesamt (Federal Statistical Office), Statistisches Jahrbuch 2006 für die Bundesrepublik Deutschland, p. 34.
  3. Germany — Country Study
  4. Jewish Virtual Library: HAAVARA
  5. Tallet er omstridt: Raul Hilberg når i Die Vernichtung der europäischen Juden (1961, ny udgave 1997) frem til, at 5,1 mio jøder døde under 2. verdenskrig, Walter Sanning når i The Dissolution of Eastern European Jewry (1983) frem til tallet 1,5 mio, mens Wolfgang Benz m.fl. i Dimension des Voelkermords, Die Zahl der jüdischen Opfer des Nationalsozialismus (1991) når til "mellem 5,29 og lige over 6 mio".
  6. Franz W. Siedler: Die Wehrmacht im Partisanenkrieg (2003)
  7. Forced Labor: An Overview (United States Holocaust Memorial Museum, engelsk)
  8. Walter Sanning: The Second Babylonien Captivity (1990) og Christoffer R. Browning: "Nazi Resettlement Policy and the Search for a Solution to the Jewish Question, 1939-1941" (German Studies Review Vol. 9, No. 3, Oct., 1986)
  9. forskerne er delte i "intentionalister", der anser jødernes udryddelse som tilsigtet og "funktionalister", der ser jødernes udryddelse som et udslag af tidens kaotiske forhold (se fx Steven R. Welch: "A Survey of Interpretive Paradigms in Holocaust" (Yale University), Ben Cawley: "How useful are intentionalist theories in explaining mass murder in Nazi Germany?" og Wilhelm Stäglich: "Historians Wrangle over the Destruction of European Jewry" (IHR)
  10. Peter Frederiksen: "Det tredje rige", s. 56
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: