Ukraines historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Det er blevet hævdet, at kosakkerne var begyndelsen på Ukraine. Maleriet Zaporozje-kosakkernes brev til den tyrkiske sultan (1880-91) af Ilja Repin viser de ukrainske Zaporizjzja-kosakkers (zaporog-kosakkers) ataman Ivan Sirko, som i 1676 skrev et hånfuldt brev som svar på Mehmed 4. krav om, at de skulle underkaste sig Det osmanniske rige. Kosakkerne, der var dygtige ryttere og krigere, bærer traditionel klædedragt med kaftaner, pelshuer, barter og khokhol-frisyre.

Ukraines historie strækker sig mindst tilbage til 4.500 år f.Kr. og en række folkegrupper har beboet og vandret gennem det landområde, der i dag kendes som Ukraine. Fra omkring 800 e.v.t.. har Ukraine været et kerneområde for Østslaverne, som med tiden etablerede Kievriget som den første slaviske statsdannelse.

Forhistorie[redigér | redigér wikikode]

En såkaldt Kurgan stenfigur i Kharkov
Foto: Evgenij Genkin

Bosættelser i området, der i dag kendes som Ukraine, er påvist i forhistorisk tid. Den neolitiske Cucuteni-kultur blomstrede i området i perioden 4.500-3.000 f.v.t.[1] Cucuteni-kulturen var baseret i den vestlige del af Ukraine, Rumænien og tilhører kobberalderen. I den østlige del af Ukraine holdt i samme periode Sredny Stog-kulturen til, der blev efterfulgt af den tidlige bronzealderkultur Jamna-kulturen (Kurgan-hypotesen) som befolkede stepperne og katakombe-kulturen mellem 2.800-2.200 f.v.t. Kurgan-kulturen efterlod sig en række stenfigurer, såkaldte Kurganstøtter.

I jernalderen vandrede flere forskellige kulturer ind: dakerne, kimmeriere, skyterne og sarmaterne. Et skytisk kongerige eksisterede i området fra 750-250 f.v.t. Fra 500-tallet f.v.t. blev antikke græske kolonier grundlagt på Sortehavets nordøstlige kyst: bosætningerne Tyras, Olbia og Tmutarakan. De græske bosættelser efterfulgtes af romerske og østromerske byer frem til 500-tallet e.v.t.

Gotiske stammer indvandrede til Ukraine mellem 250-375 e.v.t., et landområde de kaldte Oium, og etablerede Tsjernjakhiv-kulturen. Østgoterne i området kom fra 370 under hunnernes dominans. Nord for det østgotiske kongerige var Kiev-kulturen opstået og blomstrede fra 100- til 400-tallet, hvor området blev erobret af hunnerne. Efter østgoterne hjalp til at nedkæmpe hunnerne i slaget ved Nedao i 454, fik de overtaget området Pannonien vest for Ukraine.

Med et magtvakuum efter slutningen på hunnernes og goternes styre begyndte slaviske stammer, muligvis fra Kiev-kulturen, at sprede sig ud over store dele af Ukraine og Balkan. I 600-tallet var Ukraine kerneområdet for Det storbulgarske rige med hovedstad i Fanagoria. Mod slutningen af 600-tallet forflyttede de fleste bulgarske stammer sig og resterne af deres statsdannelse blev absorberet af khazarene, en delvis nomadisk folkegruppe fra Centralasien.

Khazarerne grundlagde et kongedømme i den sydøstlige del af Europa, nær det Kaspiske hav og Kaukasus - et rige, der inkluderede de vestlige dele af Kasakhstan, de østlige dele af Ukraine, Aserbajdsjan, det sydlige Rusland og Krim-halvøen.

Kievriget[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Kievriget

På 800-tallet blev Kiev erobret fra Khazarene af Oleg, en adelsmand fra Varjagerne, og lagde grundlaget for en lang periode med styre af Rurik-dynastiet. På denne tid var der flere slaviske stammer i Ukraine. Kiev lå i krydsningspunktet for lønsomme handelsruter og dets betydning som center i Kievriget voksede. I 1000-tallet var Kievriget Europas største stat i udstrækning og var kendt i Vesteuropa som Rutenien.

Kievriget i 1100-tallet

Kristendommen begyndte at påvirke dele af Ukraine allerede før det første økumeniske koncil, Koncilet i Nikea i 325, særlig langs Sortehavet, men blev ikke officiel religion for Kievriget før 988. Den stærkeste drivkraft i kristningen af Kievriget var Vladimir 1., hans interesse for kristendommen blev vækket af hans farmor, prinsesse Olga. Under det efterfølgende styre ved Jaroslav den vise blev lovbogen Russkaja pravda udformet, den kom til at præge retsforståelsen i slaviske områder i mange hundrede år frem over.

Indre konflikter i Kievriget førte til, at dets magt blev reduceret i 1100-tallet. Nær Kiev bidrog det til etableringen af fyrstedømmet Galitsj-Volynia, mens i nord forekom for første gang navnet Moskva i de historiske beretninger fra fyrstedømmet Suzdal, som ledte til fremæksten af Rusland. I nordvest etableredes med tiden fyrstedømmet Polotsk Hvideruslands selvstyre. Kiev blev plyndret af de andre slaviske fyrstedømmer i 1169 og efter det plyndrede af tyrkiske nomader og mongoler. Efter mongolinvasionen i slutningen af 1230-erne underlagde alle fyrstedømmerne i Ukraine troskabsløfte til Mongolerne, og Kiev blev igen plyndret i 1240, fem år efter skrev pavens udsending, Giovanni da Pian del Carpine følgende:

"De gikk [der efter] løs på Rusland, og gennemførte store massakrer, ødelagde byer og borge og dræbte folk. Kiev, som er den største russiske by, belejrede de, og da de havde belejret den i en lang periode, tog de byen og dræbte indbyggerne. Så når vi gik gennem dette land, fandt vi talløse menneskeskaller og ben fra de døde spredt ud over marken. Sandelig havde det været en stor og folkerig by og nu er den reduceret til næsten intet. Faktisk er der næppe mere end to hundrede huse der nu, og folket bliver holdt i strengt slaveri"
Giovanni da Pian del Carpine i Vincentius Beluacensis his Speculum historiale)

Fyrstedømmet Galitsj-Volynia[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Galitsj-Volynia
Árpád og seks andre høvdinger af madjarerne. Fra Chronicon Pictum (Wiens illuminerede krønike) som viser skjoldet for det kongelige hus Arpads emblem, en sort siddende kaie.

Den statsdannelse, som efterfulgte Kievriget i Ukraine, var fyrstedømmet Galitsj-Volynia.

Tidligere havde Vladimir den store etableret byerne Galitsj og Ladomir (senere Volodimer) som regionale hovedstæder for det centrale område i det vestlige Ukraine. Denne nye, mere eksklusive ukrainske efterfølgerstat var baseret på de tre folkestammer duleberne, tiverterne, og hvidekroaterne. Staten var styret af efterkommere af Jaroslav den vise af Kiev og Vladimir Monomakh. I en kortere tid var landet styret af en ungarsk adelsmand. Strider med nabolandene Polen og Litauen forekom også, foruden gensidigt ødelæggende krigføring med det rutenske fyrstedømme Tsjernihiv mod øst. Nationen nåede sit højdepunkt med udvidelsen af naboerne Valakiet/Bessarabien, hele vejen til kysterne af Sortehavet.

I løbet af denne periode (omkring 1200-1400) blev hvert af fyrstedømmerne uafhængige for en tid. Staten Galitsj-Volynia blev til sidst en vasal af Mongolriget, men anstrengelserne for at skaffe sig europæisk støtte for at sætte sig op mod mongolerne fortsatte. Denne periode markerede den første «konge af russerne», tidligere havde herskerne af russerne (Kievriget) haft betegnelsen Velikij Knjaz ("storfyrste" eller "storhertug") eller Knjaz ("fyrste").

1300-tallet[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1300-tallet var der flere krige mellem Polen og Litauen på den ene siden og mongolerne på den anden. Dette førte efterhånden til, at det meste af Ukraine kom ind under polsk og litauisk overherredømme. Områderne i Volynia i nord og nordvest kom ind under de litauiske fyrster, mens områderne i sydvest kom ind under Polen (Galicien) og Ungarn (Karpato-Rutenien).

Efter, at Kiev-området faldt under Litauens kontrol, tog de litauiske herskere over titlen "hersker af russerne". De dele af Ukraine under polsk kontrol så på denne tid en stor indvandring af nye folkegrupper, især polakker, tyskere, armeniere og jøder.

Den polsk-litauiske realunion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den polsk-litauiske realunion
Omrids af Det polsk-litauiske samvælde i 1619 med dets vigtigste underenheder, sat op på nutidens statsgrænser.      Kongeriket Polen      Hertugdømmet Preussen, polsk len      Storhertugdømmet Litauen      Hertugdømmet Kurland, litauisk len      Livland

Efter Lublinunionen i 1569 og dannelsen af Det polsk-litauiske samvælde faldt Ukraina ind under polsk administration og gik ind under det polske kongedømme. Perioden, som fulgte efter dannelsen af samvældet, blev præget af kolonisering, og mange nye byer og landsbyer blev til. Idéene fra renæssancen spredte sig, og indvandrende polske bønder blev i stort antal ruteniserede. Samtidig blev størstedelen af den ukrainske adel polificeret og gik over til katolicismen, til forskel fra bønderne, som holdt på det rutenske sprog og forblev inden for den østlige ortodokse kirke. Disse modsætninger førte til voksende spændinger i samfundet. Dette blev oprindelsen til kosakkerne, som oprindelig var rutenske bønder, som flygtede fra livegenskabet. Mange af kosakkerne blev trukket ind igen af samvældet for at beskytte landet mod tatarerne i sydøst. Kosakkerne deltog blandt andet i slaget ved Khotyn i 1621 og i flere felttog mod Storfyrstendømmet Moskva.

Kosaktiden[redigér | redigér wikikode]

I 1648 ledede kosakken Bogdan Khmelnytskij de såkaldte zaporozje-kosakker i en opstand hvor målet var en selvstændig stat. Dette blev begyndelsen på en tidsperiode som fik øgenavnet "Ruinen" (eller "Syndfloden" i polsk historietradition), hvor rigets stabilitet blev alvorligt truet. Zaporozje-kosakkernes stat er blevet set som en forløber til Ukraine, og opstod i grænselandet mellem Det osmanniske rige i syd, den polsk-litauiske realunion i vest og Rusland i øst. Den bitre krig mellem zaporozje-kosakkerne og polakkerne førte til, at kosakkerne vendte sig til Rusland for beskyttelse, og i 1654 undertegnede russerne og kosakkerne Perejaslav-traktaten. Polakkerne prøvede efterfølgende at opnå et kompromis med kosakkerne gennem Hadjatsj-traktaten i 1658, men 13 år med uafbrudt krig mellem Rusland og Polen fulgte. Med Andrusovo-traktaten kom parterne frem til en våbenhvile, og de ukrainske områder blev her delt mellem realunion og Rusland. På den russiske side af grænsen fik kosakkerne i en periode lov til at beholde et udstrakt selvstyre gennem det såkaldte Hetmanat.

Rusland og Østrig-Ungarn[redigér | redigér wikikode]

Den russiske forfatter Nikolaj Gogol var af ukrainsk oprindelse.

Zarstyret over centrale Ukraine blev gradvis erstattet af "beskyttelse" i løbet af de næste tiår. Efter Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795, var den vestligste del af Ukraine kommet ind under østrigernes kontrol, mens resten havnede under Det russiske kejserdømme. Som et resultat af de russisk-tyrkiske krige havde det osmanniske rige taget kontrol over det sydlige og centrale Ukraine, mens Ungarns styre over regionen Karpato-Rutenien fortsatte. Forfattere og intellektuelle i Ukraine blev inspireret af den nationalistiske ånd, der opildnede hele Europa og krævede at genoplive de ukrainske sproglige og kulturelle traditioner og reetablere en ukrainsk nationalstat. Rusland frygtede separatismen og lagde store begrænsninger på alle forsøg på at fremme ukrainsk sprog og kultur, så langt som til at forbyde at studere det. Mange ukrainere accepterede skæbnen inden for det russiske rige, og mange fik også fremgang inden for det. Mange russiske forfattere, komponister, malere og arkitekter i 1800-tallet var af ukrainsk oprindelse. Den mest kendte var antagelig Nikolaj Gogol, en af de største forfattere i russisk litteraturhistorie.

Tilværelsen for ukrainere under det østrigske rige var langt vanskeligere da de blev sammentrængt under den russisk-østrigske magtkamp om Central- og Sydeuropa. I modsætning til Rusland var det meste af eliten, der styrede Galicien af enten østrigsk eller polsk oprindelse mens rutenerne næsten alle blev holdt i livegenskab. I løbet af 1800-tallet var ukrainsk "russofili" fremherskende, men indblanding fra de østrigske myndigheder førte til en bevægelse, der skulle erstatte denne med "ukrainofili", der derefter ville smitte til de Ruslandkontrollerede dele af Ukraine. Ved begyndelsen af 1. verdenskrig var alle de, som støttede Rusland, samlede og massakrerede ved Talerhof.

Efter første verdenkrig og den russiske revolution[redigér | redigér wikikode]

Efter den russiske revolution prøvede flere politiske fraktioner at skabe en uafhængig ukrainsk stat. Den 28. juni 1917 opprettede ukrainske bolsjeviker og mensjeviker Den ukrainske nationale republik, og erklærede uafhængighed fra Rusland.

Den 20. november 1917 erklærede Ukraine sig som en autonom del af Den russiske socialistiske føderative sovjetrepublik. Bolsjevikerne ønskede en føderation med den russiske sovjetrepublik, men manglede bred folkelig støtte. Under en separat kongres deklarerede de oprettelsen af Sovjetrepublikken Ukraine (Respublyka Rad Ukrajiny) den 25. december 1917, som imidlertid også var uafhængig af Rusland.

Den 22. januar 1918 blev der efter den ikke-kommunistiske ukrainske folkerepublik oprettet – også uafhængig af Rusland. Mellem 27. januar og 1. marts 1918 blev landet okkuperet af russerne, og internt fulgte en serie alliancer mellem anarkister og paramilitære grupper af haydamaker.

Mellem 1. marts og 16. december 1918 blev landet der efter okkuperet af en alliance mellem Tyskland og Østrig-Ungarn. Bolsjevikerne blev fuldstændig fordrevet fra Ukraine, og mellem 18. april og 20. november 1918 var den kommunistiske stat opløst i forbindelse med Freden i Brest-Litovsk som lagde Ukraine i den tyske indflydelsessfære. Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev denne aftale ignoreret af Sovjetunionen, og den 14. december 1918 blev der efter Den ukrainske folkerepublik genoprettet. Mellom 18. december 1918 og 8. april 1919 blev Odessa okkuperet af de vestallierede.

Den 6. januar 1919 blev Den ukrainske socialistiske koncilie-republik grundlagt, for der efter at ophøre den 21. december 1919. Under den polsk-sovjetiske krig (februar 1919 – marts 1921) kæmpede Den ukrainske folkerepublik og Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik (Sovjet-Ukraine) på hver sin side. Efter krigen, den 7. maj 1921 blev imidlertid den ikke-kommunistiske del af Ukraine absorberet af Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik. Denne stat forblev så et eget land i de næste halvadet år indtil den 30. december 1922, hvor Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik var en af de fire grundlæggende medlemmer af Sovjetunionen.

Som en del af Sovjetunionen[redigér | redigér wikikode]

Den ukrainske befolkning var ikke tilhængere af sovjetstyret og blev derfor udsat for massive overgreb, herunder regulære massemord. Den ukraniske befolkningen led derved frygtelige tab i første halvdel af 1900-tallet. En undersøgelse fra det Moskvabaserede Demografisk institut regnede i 2008 ud at der i Ukraine døde 15 millioner mennesker i "overflødige dødsfald" mellem 1914 og 1948, heraf 1,3 millioner under 1. verdenskrig, 2,3 millioner under den russiske borgerkrig og den polsk-sovjetiske krig, omkring 2,2-2,4 millioner under Holodomor,[2][3], 300.000 under Den store terror og Sovjetunionens annektion af det vestlige Ukraine, 6,5 millioner under 2. verdenskrig, og 400.000 efter krigen som følge af hungersnød og Stalins kampagne mod Ukrainsk nationalisme.

Historiske kort over Ukraine[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. The Cucuteni Culture (Engelsk))
  2. Jacques Vallin, France Meslé, Serguei Adamets and Serhii Pyrozhkov: Ukrainian Population Losses during the Crises of the 1930s and 1940s (Engelsk)
    Jacques Vallin opgiver i sin bog dødstallet til omkring 2.2 millioner.
  3. Timothy Snyder: Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin(Engelsk)
    Snyder opgiver i sin bog dødstallet til omkring 2,4 millioner.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Orest Subtelny, Orest (1988). Ukraine: A History. Toronto: University of Toronto Press. ISBN 0802083900. 
  • Andrew Wilson The Ukrainians: Unexpected Nation. Yale University Press; 2nd edition (2002) ISBN 0-300-09309-8
  • Anna Reid. Borderland: A Journey Through the History of Ukraine. London, Orion Books; 4th impression (1998, preface 2003) ISBN 1-84212-722-5
  • Paul Robert Magocsi. A History of Ukraine. Toronto: University of Toronto Press (1996) ISBN 0-8020-0830-5
  • Askold Krushelnycky. An Orange Revolution: A Personal Journey Through Ukrainian History. (2006). ISBN 0-436-20623-4
  • Yekelchyk, Serhy (2007). Ukraine: Birth of a Modern Nation. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-530545-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]