Douglas C-54 Skymaster

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra C-54 Skymaster)
Gå til: navigation, søg
Douglas C-54 Skymaster
An USAF C-54 Skymaster.jpg
Rolle Militært transportfly
Fabrikant Douglas Aircraft Company
Første flyvning 14. Februar 1942
Introduceret 1942
Ophørte tjeneste 1975
Primære brugere United States Army Air Forces
Flyvevåbnet
Produceret 1942–1947
Antal bygget 1.170
Udviklet fra Douglas DC-4

Douglas C-54 Skymaster var et firemotors transportfly, som blev benyttet af United States Army Air Forces under 2.verdenskrig og Koreakrigen. Ligesom Douglas C-47 Skytrain var C-54 Skymaster en videreudvikling af et civilt rutefly, Douglas DC-4. Ud over transport af alle slags fragt, transporterede C-54 også præsidenter, premierministre, og militære stabsofficerer. Der blev udviklet et antal varianter af C-54 til så forskellige formål som search and rescue, videnskabelig og militær forskning, brandslukning og sporing af missiler. Under Blokaden af Berlin slæbte den kul og fødevarer til Vestberlin. Efter Koreakrigen fotsatte typen i civil og militær anvendelse i mere end 30 lande. Det var et af de første fly der transporterede USA's præsident.

Det danske flyvevåben opererede med 6 C-54 Skymaster i årene 19591977.

Design og udvikling[redigér | redigér wikikode]

En USAAF Douglas C-54 (s/n 41-37271), ca. 1943

Efter at USA trådte ind i 2.verdenskrig efter angrebet på Pearl Harbor den 7. December 1941, overtog krigsministeriet alle ordrer for Douglas DC-4, som på daværende tidspunk stod lige over for at gå i serieproduktion, og tildelte United States Army Air Forces flyene under betegnelsen C-54 Skymaster. Den første C-54 startede fra Clover Field i Santa Monica, Californien den 14. Februar 1942.

For at opfylde de militære krav fik de første civile produktionsfly monteret fire ekstra brændstoftanke i kabinen. Dette gjorde at der kun blev plads til 26 passagersæder. Den efterfølgende serie af fly fik navnet C-54A og fik en del modifikationer ligesom 'lillesøster' C-47: et forstærket gulv, en stor fragtdør med et hejseværk og et spil etc. De første C-54A blev leveret i Februar 1943. Med introduktionen af C-54B i Marts 1944 blev de ydre vinger modificeret så de kunne indeholde brændstoftanke, hvilket tillod at to af kabinetankene blev flernet. Dette bragte flyets kapacitet op på 49 sæder, eller 16 bårer hvis flyet blev benyttet som ambulancefly. C-54C var en hybrid der tjente som Air Force One til brug for præsidenten; den havde et C-54A skrog med fire kabinetanke og C-54B vinger med indbyggede tanke, for at opnå maksimal rækkevidde.

Den mest almindelige version var C-54D, som gik i tjeneste i August 1944; det var en C-54B med kraftigere R-2000-11 motorer. Med modellen C-54E blev de sidste to brændstoftanke i kabinen flyttet ud i vingerne, hvilket tillod mere fragt eller 44 flysæder.

Fly som blev udleveret til United States Navy fik typenavnet Douglas R5D. Med introduktionen af et fælles navngivningssystem for hær, flåde og luftvåben i 1962, kom alle flyene til at hedde C-54.

Operationel historie[redigér | redigér wikikode]

C-54 trådte i tjeneste ved USAAF i 1942. Den første version kunne bære op til 26 passagerer, senere versioner op til 50 passagerer. C-54 var et af de mest almindelige landistance transportfly benyttet af USAs væbnede styrker under 2.verdenskrig. 515 af de fremstillede C-54 blev produceret i Santa Monica, Californien og 655 stk. blev fremstillet i Orchard Place/Douglas Field, i Cook County, Illinois, nær Chicago; Douglas field blev senere til O'Hare International Airport.[1]

En C-54 lander i Tempelhof under blokaden af Berlin.

VIP-transport[redigér | redigér wikikode]

Under 2.verdenskrig blev C-54 benyttet af Franklin D. Roosevelt, Douglas MacArthur, og Winston Churchill. De amerikanske delegerede til Casablanca-konferencen benyttede også en Skymaster.[2] C-54 blev også benyttet af Royal Air Force, det Franske luftvåben, og af de væbnede styrker i mindst 12 andre lande.

Præsident Harry S. Truman underskrev National Security Act of 1947, som stiftede det moderne U.S. Air Force, om bord på "Sacred Cow" ("Den Hellige Ko"), den VC-54C der fungerede som Trumans Air Force One. Flyet er bevaret og udstillet på National Museum of the United States Air Force nær Dayton, Ohio.

Luftbroen til Berlin[redigér | redigér wikikode]

Mere end 300 C-54 og R5D tjente som rygraden af det amerikanske bidrag til luftbroen under blokaden af Berlin i 1948. Til at starte med var der næsten ingen C-54 og andre tunge transportfly til rådighed; under den første måned af luftbroen var det de langt mindre Douglas C-47 Skytrain der måtte bære byrderne. Efterhånden som flere og flere C-54 blev fremskaffet, var det denne der overtog jobbet. I Berlin huskes flyene endnu som "Rosinbomberne".

Koreakrigen[redigér | redigér wikikode]

En "Rosinbomber", udstillet i Tempelhof.

C-54 tjente også som det primære transportfly under Koreakrigen. Efter Koreakrigen blev C-54 udfaset og erstattet med Douglas C-124 Globemaster II, men fortsatte med at tjene ved U.S. Air Force indtil 1972. Den sidste aktive C-54 Skymaster i tjeneste ved U.S. Navy (C-54Q, ser.no. 56501, tilhørende Navy Test Pilot School, NAS Patuxent River) udtrådte af tjeneste den 2. April 1974.[3]

Civil anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Sidst i 1945 blev adskillige hundrede C-54 solgt som militært overskud og blev konverteret til civil anvendelse, mange af dem af Douglas Aircraft i firmaets forskellige fabrikker. Flyene blev solgt til flyselskaber verden over. For eksempel opererede SAS en flåde på 10 DC-4 fra 3. Juli 1946 til Januar 1957[4]; selv om flyene er opført som DC-4, var de med meget stor sandsynlighed ombyggede C-54.[5] Fra Januar 1946 havde Pan American Airways Skymasters i fast transatlantisk rutefart; firmaer som SAS fulgte snart efter. Ruter fra San Francisco tværs over Stillehavet til Auckland begyndte den 6. Juni 1946.[6]

Brandslukning[redigér | redigér wikikode]

Efter endt militærtjenste blev mange C-54 modificeret til civile brandslukningsfly. De fik monteret tanke indeni og under kroppen, og der blev installeret udstyr til dumpning af vand og sprøjtning af vandtåge fra vingernes agterkant. C-54 tjente som slukningsfly til sidst i 1990-erne.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Flyvevåbnet fik midt i 1950erne oprettet en luftgruppe på Vestgrønland, og dermed opstod der behov for et transportfly med større lasteevne og rækkevidde end de daværende C-47 og Catalina fly havde. USAF tilbød Flyvevåbenet 3 stk. C-54D under et våbenhjælpsprogram, og den første (42-72706) ankom til Værløse 27. aug. 1959. Flyet blev herfra fløjet til USAFE i Tyskland for at uddanne de danske besætninger i flytypen. Den 25. sep. 1959 kom 42-72706 tilbage til Danmark, nu under sin nye registrering N-706, og trådte i tjeneste ved eskadrille 721. De to næste fly ankom i oktober.[7]

Hovedopgaven for Flyvevåbnets C-54 Skymaster var transport af materiel og personel, men de danske fly deltog også i videnskabelige opgaver, miljø- og olieudslipsbekæmpelse samt flyvninger for FN.[7]

I Marts 1965 bestilte Flyvevåbnet yderligere to brugte C-54D fra USAFs overskudslager AMARC (Aircraft Maintenance And Regeneration Center) på Davis-Monthan Air Force Base, Arizona. Flyene ankom til Værløse i hhv. April og Juli 1965, efter at have gennemgået et grundigt eftersyn ved SABENA i Belgien.[7]

Den 08. November 1965 fik N-605 motorproblemer under en rutinemæssig flyvning til Grønland, og forsøgte at nå tilbage til Værløse. Piloterne var nødt til at nødlande N-605 i Kattegat nord for Hesselø, ca. 40 km fra Hundested. Alle 19 ombordværende slap godt fra ulykken, endda kun med mindre skrammer. Som erstatning for tabet bestilte Flyvevåbnet et nyt fly, en C-54G fra USAFE i Vesttyskland. Det nye fly fik nummer N-586, og ankom til Flyvestation Værløse 25. Marts 1966.[7][8]

I slutningen af 1960erne blev de fleste fly forsynet med et rullebanesystem i kabinen, som gjorde dem bedre egnet til at nedkaste gods fra luften. Den forholdsvis lille lastedør i siden af kroppen gjorde at typen ikke var ideel til at transportere større fragtmængder. Catalina udtrådte fra tjeneste i 1970, og blev afløst i Narsarsuaq af en C-54, der var fast udstationeret hele året. Opgaverne bestod af isrekognoscering, farvandsovervågning og eftersøgninger.[8]

Flyene begyndte efterhånden at blive gamle, og den 28. marts 1973 kom der bevilling til indkøb af 3 stk. C-130H Hercules transportfly som afløser. C-54 fløj sidste gang i Flyvevåbnet den 7. eller 9. Februar 1977. De fem tilbageværende fly blev først opmagasineret og senere solgt til civil anvendelse, tre kom til Zaire og to til Canada.[7][8]

Der er ingen af de danske C-54 tilbage i Danmark. N-242 er ejet af Phoebus Apollo Aviation og er udstillet på Rand Airport i den sydøstlige udkant af Johannesburg i Sydafrika. De øvrige fly er ophugget.[7]

Varianter[redigér | redigér wikikode]

Der er ikke mindre end 88 varianter af DC-4 og C-54 Skymaster (ved U.S.Navy kendt som R5D). Her er kun en kort oversigt over de vigtigste C-54 varianter:

Hollandsk C-54A udstillet på Aviodrome.
C-54
Første produktionsserie, ombygget fra civile DC-4, 24 stk. bygget.
C-54A
Første militære version med forstærket flystel, forøget brændstofkapacitet og mulighed for omrigning mellem passager- og godstransport. Navy versionen kaldet R5D-1. 252 stk. bygget.
C-54B
Forøget brændstofkapacitet i vingerne. En af dem blev benyttet af Winston Churchill. 220 stk. blev bygget.
C-54D
Samme som C-54B, men med R-2000-11 motorer, 380 stk. produceret.
C-54E
Yderligere ændringer i brændstoftankene, og mulighed for hurtig omrigning mellem passager- og godstransport. 125 stk. bygget.
C-54G
Samme som C-54E, men med en anden version af R2000-motoren. 400 stk blev bestilt, men kun 162 blev færdiggjort. Resten blev aflyst ved krigens slutning.
Canadair North Star
Canadisk licensbygget DC-4/C-54.

Operatører[redigér | redigér wikikode]

DC-4 i tjeneste ved Dutch Dakota Association, i KLMs farver som "Den Flyvende Hollænder"

Denne oplistning omfatter typerne Douglas DC-4, Douglas C-54, Canadair North Star og Douglas R5D. Det hele er oplistet sammen, da det i praksis ikke er muligt at adskille de forskellige typer fra hinanden.

Militære operatører[redigér | redigér wikikode]

(Douglas C-54 medmindre andet er anført)

Argentina Argentina
Belgien Belgien
Bolivia Bolivia
  • Bolivia's Luftvåben (spansk: Fuerza Aérea Boliviana, FAB) - 4 stk. C-54D/G fra 1960 - 1991.[12] En anden kilde hævder en tidligere USAF VC-54D og en C-54G, begge indkøbt i 1973.[13]
Brasilien Brasilien
  • Brasiliens Luftvåben (Brazilian Air Force, portugisisk: Força Aérea Brasileira, FAB) - 12 stk. C-54G med tjenestenumre FAB 2400 til FAB 2411, fløjet af "1º/2º Grupo de Transporte" i årene 1960 – 1968.
Cambodja Cambodja
  • Cambodjas Kongelige Luftvåben (Royal Cambodian Air Force) - forgængeren, Royal Khmer Aviation (AVRK), benyttede en C-54B til VIP transport, fløjet af "Transport and Liaison Group" (French: Groupe d'Liaison et Transport – GLT) fra 1974 - 1975.[14]
Canada Canada
Tchad Chad
Colombia Colombia
Cuba Cuba
  • Cubas Luftvåben (Cuban Revolutionary Air and Air Defense Force, spansk: Defensa Anti-Aérea Y Fuerza Aérea Revolucionaria, DAAFAR) - 8 stk. C-54A fra 1957 - 1967.[16]
Danmark Danmark
El Salvador El Salvador
Etiopien Etiopien
  • Etiopiens Luftvåben (Ethiopian Air Force (ETAF); Amharic: የኢትዮጵያ አየር ሃይል, Ye Ithopya Ayer Hayl) - En tidligere USAF C-54D fra 1966, og en C-54G fra 1969.[13]
Frankrig Frankrig
Holland Holland
Honduras Honduras
Israel Israel
Mexico Mexico
Nigeria Nigeria
Peru Peru
Portugal Portugal
  • Det Portugisiske Luftvåben (portugisisk: Força Aérea Portuguesa, FAP) - Fire C-54D fra 1952. I 1961 blev disse suppleret med fire tidligere C-54A, der var blevet ombygget til DC-4 standarden.[13] I 1965 blev ti tidligere USAF HC-54D indkøbt, plus yderligere fire som reservedele.
Rhodesia Rhodesia
  • Det Kongelige Rhodesiske Luftvåben (Royal Rhodesian Air Force) - 4 stk. Canadair C.4 Argonaut (Argonaut var en serie på 22 stk. Canadair North Star, bygget til BOAC) , indkøbt sidst i 1959 fra UK. Flyene var i drift til 1964.[24]
Saudi-Arabien Saudi-Arabien
Spanien Spanien
  • Spaniens Luftvåben (spansk: Ejército del Aire) - I alt 17 stk. Douglas C-54 Skymaster fra 1959 - 1976.[26] I 1959 fik Spanien fire tidligere USAF C-54D. De blev senere suppleret med i alt 13 brugte fly af typerne C-54, C-54A, C-54B, C-54E, C-54G og 5D-3.
Storbritannien Storbritannien
Sydafrika Sydafrika
Sydkorea Sydkorea
Republikken Kina Taiwan
  • Taiwans Luftvåben (Republic of China Air Force (ROCAF), kinesisk: 中華民國空軍; pinyin: Zhōnghuá Mínguó Kōngjūn) - 2 stk. tidligere USAF C-54D (en købt i 1965 og en i 1966), og en enkelt C-54G indkøbt i 1968.[13]
Thailand Thailand
Tyrkiet Tyrkiet
USA USA
Venezuela Venezuela

Civile operatører[redigér | redigér wikikode]

Ligesom ved militære operatører er det umuligt at afgøre hvilke fly der er 'ægte' C-54, hvilke der er ægte eller ombyggede DC-4 etc. Listen omfater derfor C-54/DC-4/R5D og Canadair North Star i flæng.

Aden Aden
Algeriet Algeriet
Antigua og Barbuda Antigua og Barbuda
  • Seagreen Air Transport [10]
Aerolineas Argentinas DC-4, Ministro Pistarini Airport, Argentina, 1958.
Argentina Argentina
Australien Australien
Barbados Barbados
Belgien Belgien
Bolivia Bolivia
  • Frigorifico Reyes
Burundi Burundi
Cameroun Cameroun
Canada Canada
Colombia Colombia
Danmark Danmark
Demokratiske Republik Congo Demokratiske Republik Congo
Ecuador Ecuador
  • Aerovias Ecuatorianas[31]
Elfenbenskysten Elfenbenskysten
El Salvador El Salvador
Filippinerne Filippinerne
Frankrig Frankrig
Gabon Gabon
Grækenland Grækenland
Holland Holland
Hongkong Hong Kong
Island Island
  • Icelandair
  • Loftleidir
  • Islands Kystvagt (Landhelgisgaeslan Islands) - Eftersom Island ikke har miltær, er Kystvagten en civil statslig myndighed. Islands eneste C-54 bar derfor den civile registrering TF-SIF.[34]
Republikken Irland Irland
Israel Israel
Italien Italien
Japan Japan
Kenya Kenya
Libanon Libanon
Luxembourg Luxembourg
Madagaskar Madagaskar
Mauretanien Mauretanien
Mexico Mexico
Nicaragua Nicaragua
  • LANICA (Lineas Aereas de Nicaragua S.A.)
Niger Niger
Norge Norge
Panama Panama
Paraguay Paraguay
Peru Peru
Schweiz Schweiz
Spanien Spanien
Storbritannien Storbritannien
Sverige Sverige
Sydafrika Sydafrika
Sydkorea Sydkorea
Sydvietnam Sydvietnam
Syrien Syrien
Republikken Kina Taiwan
Tchad Tchad
Thailand Thailand
Ardco C-54 (DC-4) lufttanker under landing på Fox Field, Lancaster, Californien, 2003
USA USA
Venezuela Venezuela
  • Linea Expressa BolivarNote 1

Uheld og hændelser[redigér | redigér wikikode]

Med et populært fly vil der oftest være en del hændelser. Her er kun medtaget enkelte af de mere bemærkelsesværdige.

En USAF C-54 ødelagt af Nordkoreanske jagere, 1950.
Forsvundet sporløst (1950)

Den 26. Januar 1950 forsvandt en C-54D tilhørende United States Air Force under flyvning mellem Anchorage-Elmendorf Air Force Base (Alaska) og Great Falls Air Force Base (Montana) med en besætning på otte og 36 passagerer (34 soldater og to civilister).[39][40] Der er aldrig fundet spor af flyet og personerne.

Styret i havet (1951)

Den 31. Januar 1951 styrtede en C-54D (halenummer 282) i Atlanten under flyvning fra Lissabons lufthavn til sin hjembase. Flyet tilhørte det Portugisiske Luftvåben og gjorde tjeneste ved Search and Rescue eskadrillen på Lajes Air Base, Azorerne. Flyet styrtede under indflyvning til basen. Alle 14 ombordværende omkom.[41]

Angreb i Berlinkorridoren (1952)

Den 29. April 1952 kom en Air France Douglas C-54A (civil registrering F-BELI) under gentagne angreb fra to sovjetiske MiG-15 jagerfly, mens det foretog en ruteflyvning fra Frankfurt Rhein-Main Airport til Flughafen Berlin-Tempelhof. Flyet passerede under angrebet igennem en af de Alliede luftkorridorer over Østtyskland. Selv om angrebene havde beskadiget flyet svært og nødvendiggjort nedlukning af motor nr. 3 og 4 (styrbords inderste og yderste motor), lykkedes det flyets kaptajn at gennemføre en sikker nødlanding i Tempelhof. En efterføgende inspektion af flyets skade viste at det var blevet ramt af 89 skud affyret fra de sovjetiske jagerfly. På trods af angrebets voldsomhed var der ingen dødsfald imellem de 17 ombordværende (seks besætningsmedlemmer, 11 passagerer). De sovjetiske militære myndigheder retfærdiggjorde angrebet på et ubevæbnet civilt fly ved at hævde at det på angrebstidspunktet havde været uden for luftkorridoren.[42]

Skudt ned (1954)

Den 23. Juli 1954 blev en Cathay Pacific Douglas C-54 Skymaster, civil registrering VR-HEU, skudt ned af kinesiske La-9 jagerfly tilhørende Folkets Befrielseshærs Luftvåben, mens VR-HEU var en route fra Bangkok til Hong Kong. Nedskydningen skete ud for Hainan-øen. 10 af de 19 ombordværende blev dræbt.[43][44][45][46]

Forsvundet (1964)

Den 28. Marts 1964 forsvandt en C-54A over Stillehavet, cirka 1120 km vest for San Francisco. Den sidste rapporterede position var 29°20′N 135°00′V / 29.33°N 135.00°V / 29.33; -135.00. Flyet var på en passagerflyvning fra Honolulu International Airport, Hawaii til Los Angeles International Airport, Californien. Piloten rapporterede en brand i motor nr. 2 (bagbords inderste), hvilket muligvis nødvendiggjorde en nødlanding på havet. Der blev ikke hørt mere fra flyet, og på trods af en omfattende eftersøgning blev intet fundet. Tre besætningsmedlemmer og seks passagerer formodes omkommet.[47]

Specifikationer (C-54G)[redigér | redigér wikikode]

C-54 Silh.jpg
Cockpittet i en restaureret C-54 Skymaster


Besætning: 4
Kapacitet: 50 tropper
Længde: 93 ft. 10 in. 28,6 m
Højde: 27 ft. 6 in. 8,38 m
Spændvidde: 117 ft. 6 in. 35,8 m
Vingeareal: 1.460 ft² 136 m²
Tomvægt: 38.930 lb 17.660 kg
Max. vægt: 62,000 lb 28.000 kg
Max. takeoff vægt: 73,000 lb 33.000 kg
Motorer: 4 stk. Pratt & Whitney R-2000-9 Stjernemotor
Effekt (hver): 1.450 hk 1.080 kW
Propel: 4 stk. 3-bladet
Max. fart: 275 mph 239 kn, 442 km/t
Marchfart: 190 mph 165 kn, 310 km/t
Rækkevidde: 4.000 miles 6.400 km
Max.flyvehøjde: 22.300 ft. 6.800 m
Vingebelastning: 42,5 lb/ft² 207 kg/m²
Effekt/masse: 0,094 hk/lb 160 W/kg

Trivia[redigér | redigér wikikode]

Defense.gov photo essay 080324-F-8454M-150.jpg

En C-54, 5-721 (hale nr. 57), civilt registreret som C-FIQM og tilhørende Buffalo Airways, blev benyttet som erstatning for et Avro Lancaster bombefly på grund af den lignende topfart og evnen til at transportere en tilsvarende mængde fragt, for en genskabelse af Operation Chastise ("Dam Busters" raidet under 2.verdenskrig) og Barnes Wallis' hoppende bombe.
Efter at flyvningerne og den succesfulde genopførelse var blevet filmet, blev det vist i den britiske dokumentar Dambusters: Building the Bouncing Bomb, den canadiske dokumentar Dambusters Fly Again, Nova sæson 39 episoden "Bombing Hitler's Dams", og i Ice Pilots NWT sæson 3 episode 2 "Dambusters".[48][49][50][51][52][53]

Spillefilmen The Big Lift, med Montgomery Clift i hovedrollen, viser omfattende operationer med en C-54; filmen blev optaget "on location" midt under luftbroen til Berlin i 1949.

Da SAS indførte DC-4, hed en stewardesse "skymoster" i folkemunde[54].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Relaterede:

Lignende fly:


Referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Citater[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "History of O'Hare Int'l Airport." Archived 25 February 2011[Date mismatch] at the Wayback Machine. FAA. Retrieved: 1 May 2015.
  2. ^ Lavery 2007
  3. ^ "The Seventies 1970–1980." history.navy.mil. Retrieved: 15 May 2012.
  4. ^ "SAS DC4 FLEET" Hilmerby.com Besøgt: 24 april 2017.
  5. ^ "DC-4" Store norske leksikon. Besøgt: 24 april 2017.
  6. ^ Berry 1967, p. 7.
  7. ^ a b c d e f Stall Aviation Besøgt 30. April 2017
  8. ^ a b c Draken.dk Besøgt 30. April 2017
  9. ^ Aeroflight: Argentina Navy Besøgt 25. April 2017
  10. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z aa ab ac ad ae af ag ah ai aj ak al am an ao ap aq ar as at au av aw ax ay Eastwood, Tony; John Roach (1991). Piston Engine Airliner Production List. The Aviation Hobby Shop. ISBN 0-907178-37-5. 
  11. ^ a b c Roach 1991, p. 164
  12. ^ Aeroflight: Bolivia AF Besøgt 25. April 2017
  13. ^ a b c d e f g Roach 1991, p. 158
  14. ^ Aeroflight: Cambodia AF2 Besøgt 25. April 2017
  15. ^ Aeroflight: Colombia Besøgt 25. April 2017
  16. ^ Aeroflight: Cuba Besøgt 25. April 2017
  17. ^ Aeroflight: Denmark Besøgt 25. April 2017
  18. ^ Schrøder, Hans (1991). "Royal Danish Airforce". Ed. Kay S. Nielsen. Tøjhusmuseet, 1991, p. 63. ISBN 87-89022-24-6.
  19. ^ Aeroflight: El Salvador Besøgt 25. April 2017
  20. ^ Aeroflight: Honduras Besøgt 25. April 2017
  21. ^ Aeroflight: Israel Besøgt 25. April 2017
  22. ^ a b Roach 1991, p. 165
  23. ^ John Andrade, Latin-American Military Aviation, (Leicester: Midland Counties Publications, 1982), p. 238.
  24. ^ Aeroflight: Zimbabwe Besøgt 29. April 2017
  25. ^ Roach 1991, p. 159
  26. ^ Aeroflight: Spain Besøgt 29. April 2017
  27. ^ Aeroflight: Thailand Besøgt 29. April 2017
  28. ^ Aeroflight: Turkey Besøgt 29. April 2017
  29. ^ Aeroflight: CoastGuard Besøgt 29. April 2017
  30. ^ Flight International, 10 April 1969, p.551
  31. ^ a b c d e Flight International, 10 April 1969, p.552
  32. ^ Douglas DC-4 Tankers
  33. ^ Enter "C54" in "Model name"
  34. ^ Potterager.com Besøgt 30. April 2017
  35. ^ a b Flight International, 10 April 1969, p.556
  36. ^ Flight International, 10 April 1969, p.561
  37. ^ Flight International, 10 April 1969, p.557
  38. ^ Flight International, 10 April 1969, p.554
  39. ^ Ranter, Harro and Fabian I. Lujan. 'Douglas C-54D-1-DC 42-72469 Snag, YT". Aviation Safety Net, 2008. Retrieved: 15 May 2012.
  40. ^ Kennebec, Matt. "Douglas DC-4 C-54D." 1000 Photos, 2010. Retrieved: 15 May 2012.
  41. ^ Douglas C-54D-1-DC (DC-4) 282Aviation Safety Net, 2008. Retrieved: 22 March 2017.
  42. ^ ASN "Aircraft accident description Douglas C-54A-DO F-BELI – near Berlin, Germany." Aviation Safety Net. Retrieved: 15 May 2012.
  43. ^ "ASN Aircraft accident Douglas C-54A-10-DC VR-HEU Hainan Island." Aviation Safety Network. Retrieved: 15 May 2012.
  44. ^ "Accident details – VR-HEU." Plane Crash Info. Retrieved: 15 May 2012.
  45. ^ "VR-HEU Account by passenger: Valerie Parish." Major Commercial Airline Disasters. Retrieved: 15 May 2012.
  46. ^ "VR-HEU." Archived 20 August 2008[Date mismatch] at the Wayback Machine. The Life & Times of James Harper. Retrieved: 15 May 2012.
  47. ^ Ranter, Harro and Fabian I. Lujan. "ASN Aircraft accident Douglas C-54A-10-DC N4726V San Francisco, CA." Aviation Safety Network, 2011. Retrieved: 15 May 2012.
  48. ^ "Dambusters Fly Again." Archived 19 March 2012[Date mismatch] at the Wayback Machine. History Television, August 2011. Retrieved: 15 May 2012.
  49. ^ Chivers, Tom. "The day the Dam Busters returned... in Canada." The Telegraph (London), 2 May 2011. Retrieved: 15 May 2012.
  50. ^ Bryan, Hal. "'Ice Pilots' Help Re-Create 'Dambusters'" Archived 30 March 2012[Date mismatch] at the Wayback Machine.. EAA, 5 May 2011. Retrieved: 15 May 2012.
  51. ^ "Dambusters: Building the Bouncing Bomb." Channel 4, 2011. Retrieved: 15 May 2012.
  52. ^ "Bombing Hitler's Dams". PBS, WGBH, Nova. Retrieved: 12 January 2012.
  53. ^ "Ice Pilots NWT: Season 3, Episode 2: Dambusters." History Television. Retrieved: 15 May 2012.
  54. ^ Poul Hammerich: "Gamle Danmark", 1983, dr

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Berry, Peter et al. The Douglas DC-4. Tonbridge, Kent, UK: Air-Britain (Historians) Ltd., 1967.
  • Blewett, R. Survivors. Coulsden, UK: Aviation Classics, 2007. ISBN 978-0-9530413-4-3.
  • Eastwood, Tony and John Roach. Piston Engine Airliner Production List. West Drayton, UK: Aviation Hobby Shop, 1991. ISBN 0-907178-37-5.
  • Francillon, René. McDonnell Douglas Aircraft Since 1920: Volume I. London: Putnam, 1979. ISBN 0-87021-428-4.
  • Lavery, Brian: Churchill Goes to War: Winston's Wartime Journeys. Annapolis, Maryland: Naval Institute Press, 2007. ISBN 978-1-591141-037.
  • Milberry, Larry. The Canadair North Star. Toronto: CANAV Books, 1982. ISBN 0-07-549965-7.
  • Pearcy, Arthur. Douglas Propliners: DC-1–DC-7. Shrewsbury, UK: Airlife Publishing, 1995. ISBN 1-85310-261-X.
  • Pickler, Ron and Larry Milberry. Canadair: The First 50 Years. Toronto: CANAV Books, 1995. ISBN 0-921022-07-7.
  • Yenne, Bill. McDonnell Douglas: A Tale of Two Giants.Greenwich, Connecticut: Bison Books, 1985. ISBN 0-517-44287-6.
  • The PSA History/Oldtimers Page www.psa-history.org

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: